Indlæg tagget med erindring

Preston & Søn – tv-erindring

16. marts 2010

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at fÃ¥ den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne sÃ¥ man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gÃ¥et i glemmebogen i dag og kan vist ikke fÃ¥s hverken pÃ¥ vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i Ã¥rene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – pÃ¥ de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte pÃ¥, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke sÃ¥ nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg pÃ¥ ord, jeg ikke kender, sÃ¥ skal de slÃ¥s op. Jeg noterer dem ned, slÃ¥r dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller pÃ¥ anden mÃ¥de har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet pÃ¥ en sten).

Erindringsglimt: Min Hobby

21. februar 2010

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men pÃ¥ et tidspunkt fik jeg sÃ¥ selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens hÃ¥ndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i bÃ¥de to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men gÃ¥r ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok ogsÃ¥ i det Ã¥rti, man ophørte med at lave den slags bøger. AltsÃ¥ bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderÃ¥nd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens fÃ¥ hÃ¥ndbøger – ogsÃ¥ hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af smÃ¥ fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen sÃ¥ ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sÃ¥dan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.

Af en tidligere groupies erindringer

14. januar 2010

For mange Ã¥r siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul pÃ¥, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne fÃ¥ bukserne af pigerne…

Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som smÃ¥ – og gÃ¥r i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til ogsÃ¥ at omfatte sex med idolerne. Og man forstÃ¥r, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle fÃ¥ udvalgte.

O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne Ã¥r i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden pÃ¥tale. Clapton beskrives som konstant pÃ¥virket og som en, der skulle omgÃ¥s som et rÃ¥ddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene gÃ¥r ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – pÃ¥ den anden side – hvem har ikke det?

Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, sÃ¥ forstÃ¥r man, at den ogsÃ¥ er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.

Sprut og stoffer var selvfølgelig ogsÃ¥ en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag pÃ¥ nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man sÃ¥ sig selv, om det er en bog, man bør læse. MÃ¥ske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, sÃ¥ er argumentet mÃ¥ske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at fÃ¥ belyst den side ved musiklivet. Hvis man sÃ¥ oven i købet fÃ¥r et signalement af de to Ã¥rtier som kan nuancere billedet, sÃ¥ er det vel ikke sÃ¥ galt?

Joe Tex – et erindringsglimt

26. november 2009

Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den sÃ¥kaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes ogsÃ¥ som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formÃ¥ede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række smÃ¥ pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dÃ¥rligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. SÃ¥ledes fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind pÃ¥ hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han sÃ¥ at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle Ã¥r som Ã¥ndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.


Joe Tex – The Love You Save …
by LostPirate77

Blue Berry Hill

17. juli 2009

Jeg burde ligge i min seng. Men jeg kan ikke sove og sidder her i natten med en øl og venter pÃ¥, at adrenalinniveauet skal falde nok til at søvnigheden melder sig. Og sÃ¥ var det jeg kom i tanke om en plade, jeg engang ejede. En live-optagelse med Fats Domino. Den forsvandt ud af min samling for mere end 30 Ã¥r siden, og jeg kan kun svagt huske coverets brune nuancer, men ikke titlen eller plademærket. Men der har sikkert været tale om en af de mange obskure udgivelser, som pladeselskaber har udgivet. Ukurante, uofficielle udgivelser. Jeg tror nok, at den blev hængende i min mors lille pladesamling, for hun kunne godt lide The Fat Man. Tilbage er erindringen om pladens udgave af Dominos klassiker “Blue Berry Hill”. I found my Thrill on Blue Berry Hill… En af de sange, jeg skal have med pÃ¥ min øde ø.


Fats Domino – Blueberry Hill
by LeBalayeur

Erindringsglimt: Ford Capri Mk I 1600 GT anno 1968

13. juni 2009

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

Erindringsglimt: Kostpyramiden

14. maj 2009

I gÃ¥r overhørte jeg en lille nyhed. Det handlede om, hvor mange gram frugt, man skulle indtage om dagen, for at “forebygge” kræft i tyktarmen. Inden jeg havde hørt nyheden til ende dukkede “kostpyramiden” op for mit indre blik. Den var vist mit første møde med sundhedsoplysningen. I mit barndomshjem var der ikke nogen sundhedspolitik. Det handlede mest om at blive mæt, fÃ¥ pengene til at slÃ¥ til og ellers udvikle en jordnær appetit pÃ¥ spiseligt og drikkeligt. Kostpyramiden hang bl.a. for enden af det venteværelse, der var hos skolelægen. Stor og farverig var den. Og jeg kan huske, at jeg sad der i hvide bomuldsunderbukser og forsøgte at forstÃ¥, hvorfor den vÃ¥de fisk lige netop skulle være pÃ¥ det trin af skalaen. Men efterhÃ¥nden gled den ind i min bevidsthed som et visuelt sundhedsmantra, der har fulgt mig lige siden, hvor den har gÃ¥et hÃ¥nd i hÃ¥nd med et andet: Spis alsidigt og varieret. Med kostpyramiden blev jeg – heldigvis – vaccineret godt og grundigt mod den fragmenterede sundhedsinformationsjournalistik, der i dag overdøver ethvert tilløb til central styret sundhedsoplysning eller rettere: sundhedsdogmatik. Jeg lukker bare øjnene og ørerne og er tilbage foran plakaten…

Fra gemmerne: Franz-Josef Degenhart

1. maj 2009

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger stÃ¥r bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom pÃ¥ Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var ogsÃ¥ en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk pÃ¥ tysk.

Retro: Hør den lille stær – erindringsglimt

26. april 2009


Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Morgenklokken ringer, og marken står i damp.

Nylig er den vågnet, men altid i tøjet

aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfe og kjole,

ingen fine støvler, den først skal pudse a`.

Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,

den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,

finder den en orm, den kender hvor de er.

Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,

den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe

Vips, er den af sted og ta´r på eventyr!

Den har hverken kuffert, billet eller penge,

den har bare vinger, den er en lystig fyr.

Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,

den må passe på, den ikke falder ned.

Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,

den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.