Indlæg tagget med erindring

Session – en lille erindring

2. november 2007

Det var midt i halvfjerdserne, brevet dumpede ind ad brevsprækken. Efter at have fået udskudt sessionen to-tre gange på grund af uddannelse, så var der ingen vej udenom.

Det foregik i den indre by i århus og på et ukristeligt tidligt tidspunkt. Selv om håret var langt, var underbukserne og sokkerne helt rene. For der stod lægeundersøgelse på programmet m.m. Og oprøret strakte sig ikke så langt som til sure sokker og “bremsestreger” i underhylerne.
Først var der den psykologiske test. Noget med at huske talrækker, lægge trekanter sammen til firkanter osv. Jeg kan huske, jeg tænkte: Hvis nu jeg ikke anstrenger mig for meget, så bliver jeg nok kasseret. Tre-fire stykker dumpede til den test. Trods anstrengelserne var jeg ikke en af dem. Jeg husker endnu den enes flove udtryk i ansigtet. Er jeg dum nu?
Lægeundersøgelsen gik som forventet. Jeg har aldrig fejlet noget og havde en fortræffelig fysik. Forskellige øvelser skulle udføres. Gå på en malet linje på gulvet. Stå på først det ene ben, så det andet. Og i den dur. Bestået.
Derefter var det ind til lodtrækningen. Af en lettere slidt, grøntlakeret tombola-agtig tromle skulle man trække et nummer, men først efter at have tilkendegivet, hvilke ønsker man havde: militærtjeneste (til luft, vands eller til jords) eller – som det eufemistisk hed – civil værnepligt. Militærnægter. Den unge mand, der skulle til før mig, ønskede blot for alt i verden at komme igennem det hurtigst muligt og mente, at det skulle gøres som “fodtusse”. Han trak et lavt nummer og måtte se frem til måneder i trøjen. Selv trak jeg et usædvanligt høj tal. Noget i retning af 33.333.

Inden havde jeg fremlagt mit ønske om at aftjene “civil værnepligt”. ((Så vidt jeg husker, varede den civile værnepligt længere tid end den ordinære. Men det var ikke afgørende. ))Manden bag tromlen kiggede derefter med en udtryksløs mine på mig og forklarede, at det med største sandsynlighed betød, at jeg havde trukket “frinummer” – men, at det ikke betød, at jeg ikke kunne risikere at blive indkaldt til § 33-tjeneste. Helt frem til mit 45. år eller noget i den retning. Nogle dage senere modtog jeg bekræftelsen med posten. Jeg har den endnu.
Dermed fik jeg ikke mulighed for at gå i min fars fodspor. Han var marinesoldat under krigen og meget stolt af at være den eneste i familien, der havde aftjent sin soldatertjeneste. Jeg kunne ikke engang komme ind, selv om jeg ville…

En ordentlig næse – et lille erindringsstykke

18. september 2007

Det var et enkelt ord, der udløste den lille erindring. Gynter. En ordentlig gynter. Og så var det jeg kom i tanke om den mand, der boede i nærheden af Vestre Skole, hvor jeg i dannelsens navn tilbragte de første fem skoleår. Der gik historier om ham. Og med god grund. For det var en meget stor næse, han havde. Unormalt stor, for at sige det, som det var. Han led nemlig af en eller anden lidelse, der havde fået organet til at vokse sig stor som en spegepølse. Det hed sig, at man kunne se næsen et godt stykke tid, inden manden selv dukkede op, når han gik rundt om gadehjørnet. Og rygterne fortalte også, at han havde doneret snydeskaftet til “videnskaben”. I min purile fantasi forestillede jeg mig bekitlede mænd skære næsen af manden, så snart han havde trukket vejret for sidste gang.
Jeg så kun manden en enkelt gang. Måske holdt han sig mest indendøre på grund af folks reaktioner. Hvem ved.

Lick my decals off, Baby – en erindring

18. august 2007

året er 1970. En hverdag. En onsdag, tror jeg. Jeg er ved at forlade folkeskolen og har snuden vendt mod det nysproglige gymnasium. Jeg sidder som sædvanlig på skolebiblioteket på Sædding Skole og læser avisen. Information. Jeg var kort forinden begyndt at læse litteratur- og musiksiderne i denne uhåndterlige avis. Forfatteren Hans Jørgen Nielsen anmelder Captain Beefheat & The Magic Bands album Lick my decals off, Baby fra samme år. Hans Jørgen Nielsen var en af dem, der tog beat-musikken alvorlig dengang. Og anmeldelsen var med samme grundighed , som havde der været tale om en digtsamling. Digteren Nielsen læser og fortolker teksterne. Jeg husker en detalje: Titlen Lick my decals off, Baby læses i den tvetydighed, som er nærliggende – lick my decals/fecals off. Jeg sidder på en bænk over for tidsskrifthylden og vinduerne ud mod det grønne område vest for skolen. Jeg tror, det er første gang, jeg læser og hører om Captain Beefheart.
Albummet er opfølgeren til Beefhearts berømte dobbeltalbum, Trout Mask Replica, og betragtes af nogen som værende dette mesterværk overlegent. Efter sigende er det blandt Beefhearts egne favoritalbums. Det lykkedes for Beefheart at få dette album, der er en blanding af stærkt eksperimenterede og let tilgængelige (hvis man kan sige sådan om Beefheart…) numre på den engelske hitliste. Måske, fordi legenden John Peel talte varmt for det i sine programmer. Pladen er i øvrigt en af dem, der ikke er blevet genudgivet i en re-mastered udgave. Den er samlerobjekt og sælges dyrt second-hand…

Se en promotion-film, der blev lavet for pladen (og som blev bandlyst af nogle medier): Her.

Musik på hjernen: Me and You and a Dog named Boo

15. august 2007

For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Læs mere »

Stubmark

26. juli 2007

Ovre hos Donald falder ordet “stubmark”. Det er sådan et godt ord. Det ligger godt i munden. Og billedliggør, hvad det henviser til. En mark med stubbe. Og så sætter det erindringerne i gang.
I min pure barndom var jeg på ferie hos mine reservebedsteforældre i Onsted syd for århus. De havde en hund. En lille, sort, skotsk terrier ved navn Beautil. Til daglig gik den under det knap så fornemme kælenavn Swummer. Dens yndlingsbeskæftigelse var at gå på musejagt i stubmarken, der lå lige op til det gamle hus. Det gik ud over pelsen, der blev lidt slidt og grå i pletter. Swummer endte sine dage på den samme mark for enden af et dobbeltløbet jagtgevær.

Overføringsbilleder

15. juni 2007

Vi kaldte dem afføringsbilleder, siger hun så. Lise Nørgaard, 90-års-fødselsdagsbarnet, i en tv-udsendelse, genudsendt i anledning af arbejdsnedlæggelsen på DR. Overføringsbilleder. Pludselig er jeg tilbage i barndommen og står der i baggården med venstre underarm fugtet af drengespyt, medens højre hånd forsigtigt lægger papiret med overføringsbilledet til rette et lille stykke over håndleddet. Papiret holdes fast kort tid og fjernes dernæst for at afsløre en farverig “tatovering” på armen. Nogle gange lykkedes det at få billedet overført perfekt, andre gange løb farverne surrealistisk ud i hinanden. Lilla, rød, gul, blå… Og længe efter havde man den stærkt parfumerede lugt af tyggegummiet hængende i næseborene. Nu hænger den kun i erindringen sammen med reminiscenserne af det rektangulære lyserøde tyggegummis skingersøde smag…

Wishful Thinking – da falsetsang blev moderne igen 2

9. maj 2007


For et par måneders tid siden skrev jeg et indlæg om gruppen Red Squares, der i de tidlige tressere afstedkom en veritabel engelsk pop- og beatbølge i Danmark. I forbindelse hermed nævnte jeg, at der ud over de røde firkanter var andre engelske bands, der med mere og mindre held gjorde sig på dansk grund. Jeg nævnte “Step by Step”, men siden har det naget mig, at der var noget helt galt med dette navn. Og efter lang tids gransken af hukommelsen slog det mig pludselig, at gruppen slet ikke hed Step by Step. Step by Step var navnet på et af deres hits. Gruppen hed Wishful Thinking. Brikken faldt på plads, og det er jo en dejlig fornemmelse for en nostalgiker og anakronist.
Erindringen gav selvfølgelig anledning til research på internettet, og det var i første omgang med et meget pauvert resultat. På danske sider fandt jeg en omtale i forbindelse med Red Squares, hvor det blot stod, at Wishful Thinking var den gruppe, der havde størst succes – efter Red Squares. Noget kunne tyde på, at gruppen var gået lidt i glemmebogen.
Men så fandt jeg en tysk fanside, der er helliget gruppen.
Her kan man så læse, hvordan gruppen opstod som The Emeralds i midttresserne. Og efter udgivelse af tre singler skiftede de navn til W.T. Bandet bestod oprindeligt af fire musikere: Terry New på leadguitar, Roger Charles på bas, Brian Allen og Roy Daniels sang. Hjemmesiden – der kalder sig den officielle – udmærker sig ved at have en omfattende illustreret diskografi. Og blandt klenodierne finder man coveret på omtalte hit “Step by step”, der udkom på Decca i 1966.

.

Men man finder også afbildninger af et par flexidiscs, som ugebladet Børge – datidens svar på Gaffa – udgav og hvor Wishful Thinking medvirkede sammen med andre mere eller mindre glemte solister og grupper. Hvem husker fx The Ebonies eller The Clan? Bedre går det med The Beefeaters og Povl Dissing. Disse flexi-disc er i øvrigt blevet samlerobjekter.
Hyldestsiden rummer også emails fra de gamle medlemmer af gruppen, der fortæller om, hvad de kan huske. Og på linksiden finder man en henvisning til en dansk gruppe, der tog navn efter hittet Step by Step, hvilket nok siger lidt om, hvor populære de englændere var dengang. Selv om det var en kort periode. Jeg vender tilbage til gruppen, hvis jeg falder over mere om deres færden i Danmark dengang.
PS. (26/2/08): Det viser sig, at en gammel studiekammerat ligger ind med alle de omtalte flexidiscs fra Erik Haaests beat-blad “Børge”. Det skal blive sjovt med et genhør…

(NB! Billederne i dette indlæg er lånt fra den tyske side, der er “den officielle Wishful Thinking hjemmeside”. Undskyld til Andreas, hvis det ikke er fremgået tydeligt nok! Som et plaster på såret indsætter jeg et link til Andreas’ informative side i min musikliste.

OPDATERING 4/3-2010: Også undskyld til Leif Vest Pedersen, der har rettighederne til billederne. )

Rickie Lee Jones, 1979

12. april 2007


Det var ikke kun Chuck E, der var forelsket de dage i 1979. Jeg husker endnu, at jeg købte Rickie Lee Jones’ første album lige da den var udkommet. Det var nede i en lille pladebiks nede i Grønnegade, som blev bestyret af bassisten i The Intellectuals. Derefter slæbte jeg den op til min ven Jes, der blev blæst omkuld af denne fantastiske debut. Nu har jeg så vundet cd-udgaven på det digitale loppemarked qxl. Så vi tager endnu en tur down Memory Lane… Chuck Eeeeis…in love…

Se en fin akustisk udgave af Chuck E is Love fra BBC – her!

Aline Kominsky Crumb – Need More Love – a graphic memoir

24. marts 2007

Læsere af denne blog vil vide, at capac er en stor fan af den syrede tressertegner Robert Crumb. I dagens Berlinger anmeldes en erindringsbog af Roberts kvindelige modstykke Aline Kominsky Crumb. Ifølge anmeldelsen er bogen en blanding af tekst, tegninger og fotos. Den er fortællingen om en jødisk pige, der efter en barndom i en dysfunktionel familie med bornerthed på tapet kaster sig ud i de glade tresseres eksperimenteren med fri sex, stoffer og nye samlivsformer. Inden hun slår kludene sammen med idolet Robert Crumb i et åbent ægteskab bliver hun del af en feministisk tegnekollektiv, der udgav tegneserietidsskriftet Wimmen’s Comix, der gik til angreb på the male chauvinist pigs. Men Aline var for glad for mænd og sex til rigtig at kunne følge de frustrerede feminister: »Måske havde min mandlige kunstprofessor udnyttet mig en smule, men jeg havde haft en temmelig god del fornøjelse ud af det. Jeg følte mig ikke udnyttet eller diskrimineret, og jeg havde aldrig følt mig som et offer – mere som en amazone, parat til at erobre verden.«
Senere udgav hun sammen med sin veninde Diane hæftet “Twisted Sisters”, der fik en vis succes som kvindetegneserieblad.
Anmeldelsen omtaler også Alines samarbejde med Crumb. Mange synes, at hun tegnede for dårligt til at stå side om side med Crumbs tegninger (Citat: Vi fik et brev, hvor der stod: »Det kan godt være, hun er strålende til at kneppe, men hold hende dog væk fra de skide sider«.) Purister har der været alle dage…
Sammen med Robert startede hun det anerkendte tidsskrift Weirdo, hvor hun sad i redaktionen og bidrog med tegninger og andet.
Erindringerne følger Robert og Aline frem til tiden efter murens fald i 1989, hvor de slår sig ned i Frankrig. Anmelderen lader sine forbehold (og fordomme) over for bogens tresserånd skinne tydeligt igennem. Blandt andet skriver han: “Alines selvbiografi er imidlertid ikke fri for banale 1970er-betragtninger, der kunne have stået som læserbreve i Politiken”. Det er ikke pænt – hverken over for Aline eller læserne af konkurrentavisen. Alligevel kan anmelderen heller ikke skjule sin fascination af denne fortælling om blomsterbørnenes generation – selv om han hele tiden prøver at forklare det som en interesse for den kunstneriske side af de to menneskers livsprojekt. En anmelder i splid med sig selv.

Aline og Robert Crumb i 1980'erne

R.L.Stevenson – Ligrøveren

28. februar 2007


Som læsere af capac-bloggen vil vide, så har blogherren i lang tid været på jagt efter en omnibus-bog fra Carit Andersens Forlag, indeholdende R. L. Stevensons gyserfortælling “Ligrøveren”. I den gamle blog blev der fortalt i nostalgiske vendinger om denne histories betydning i capacs skoletid på Sædding Skole i tresserne. Og som læseren nok allerede har gættet, så er der sket nyt i sagen. Capac har fået fat i et endog meget velholdt, indbundet eksemplar af Tage la Cours gyserudvalg Gysere fra hele verden (u.å), hvor man finder Stevensons historie på s. 279 flg. Eneste minus ved indkøbet er, at det farvestrålende smudsomslag er bortkommet… Men samlere vil alligevel forstå, at det er en særlig dag og en særlig følelse…

Erindren

16. februar 2007


Det er en kendt sag, at erindringen eller hukommelsen ikke kun er et sanddru vidne men også en stor digter. Behændigt blander erindringen ens egne oplevelser med, hvad man har fået fortalt af forældre og andre, så man kan komme i tvivl om, hvad man nu faktisk har oplevet eller har oplevet gennem andres genfortælling. Der lægges lidt til og trækkes lidt fra. Det kan der spindes en lang ende over. I hvert fald kom jeg i tanke om noget, da jeg for et stykke tid siden skrev om epidemierne i min barndoms tid. Polio og TB. Jeg nævnte i forbifarten, at vi børn indtog poliovaccine i form af sukkerknalder med noget rødt på. Og jeg er sikker på, at en af gangene foregik udleveringen af sukkeret i en lille købmandshandel på hjørnet af Sjællandsgade og Skjoldsgade – dér, hvor jeg hentede vaskepulver og sæbespåner til min mor. Men tvivlen gnaver som en sten i skoen. Kan det nu passe? Var det måske et andet udleveringssted på et andet gadehjørne? Var det overhovedet på et gadehjørne eller er det en sammenblanding af to vidt forskellige oplevelser? Tja…