Indlæg tagget med erindring

Overføringsbilleder

15. juni 2007

Vi kaldte dem afføringsbilleder, siger hun sÃ¥. Lise Nørgaard, 90-Ã¥rs-fødselsdagsbarnet, i en tv-udsendelse, genudsendt i anledning af arbejdsnedlæggelsen pÃ¥ DR. Overføringsbilleder. Pludselig er jeg tilbage i barndommen og stÃ¥r der i baggÃ¥rden med venstre underarm fugtet af drengespyt, medens højre hÃ¥nd forsigtigt lægger papiret med overføringsbilledet til rette et lille stykke over hÃ¥ndleddet. Papiret holdes fast kort tid og fjernes dernæst for at afsløre en farverig “tatovering” pÃ¥ armen. Nogle gange lykkedes det at fÃ¥ billedet overført perfekt, andre gange løb farverne surrealistisk ud i hinanden. Lilla, rød, gul, blÃ¥… Og længe efter havde man den stærkt parfumerede lugt af tyggegummiet hængende i næseborene. Nu hænger den kun i erindringen sammen med reminiscenserne af det rektangulære lyserøde tyggegummis skingersøde smag…

Wishful Thinking – da falsetsang blev moderne igen 2

9. maj 2007


For et par mÃ¥neders tid siden skrev jeg et indlæg om gruppen Red Squares, der i de tidlige tressere afstedkom en veritabel engelsk pop- og beatbølge i Danmark. I forbindelse hermed nævnte jeg, at der ud over de røde firkanter var andre engelske bands, der med mere og mindre held gjorde sig pÃ¥ dansk grund. Jeg nævnte “Step by Step”, men siden har det naget mig, at der var noget helt galt med dette navn. Og efter lang tids gransken af hukommelsen slog det mig pludselig, at gruppen slet ikke hed Step by Step. Step by Step var navnet pÃ¥ et af deres hits. Gruppen hed Wishful Thinking. Brikken faldt pÃ¥ plads, og det er jo en dejlig fornemmelse for en nostalgiker og anakronist.
Erindringen gav selvfølgelig anledning til research pÃ¥ internettet, og det var i første omgang med et meget pauvert resultat. PÃ¥ danske sider fandt jeg en omtale i forbindelse med Red Squares, hvor det blot stod, at Wishful Thinking var den gruppe, der havde størst succes – efter Red Squares. Noget kunne tyde pÃ¥, at gruppen var gÃ¥et lidt i glemmebogen.
Men så fandt jeg en tysk fanside, der er helliget gruppen.
Her kan man sÃ¥ læse, hvordan gruppen opstod som The Emeralds i midttresserne. Og efter udgivelse af tre singler skiftede de navn til W.T. Bandet bestod oprindeligt af fire musikere: Terry New pÃ¥ leadguitar, Roger Charles pÃ¥ bas, Brian Allen og Roy Daniels sang. Hjemmesiden – der kalder sig den officielle – udmærker sig ved at have en omfattende illustreret diskografi. Og blandt klenodierne finder man coveret pÃ¥ omtalte hit “Step by step”, der udkom pÃ¥ Decca i 1966.

.

Men man finder ogsÃ¥ afbildninger af et par flexidiscs, som ugebladet Børge – datidens svar pÃ¥ Gaffa – udgav og hvor Wishful Thinking medvirkede sammen med andre mere eller mindre glemte solister og grupper. Hvem husker fx The Ebonies eller The Clan? Bedre gÃ¥r det med The Beefeaters og Povl Dissing. Disse flexi-disc er i øvrigt blevet samlerobjekter.
Hyldestsiden rummer også emails fra de gamle medlemmer af gruppen, der fortæller om, hvad de kan huske. Og på linksiden finder man en henvisning til en dansk gruppe, der tog navn efter hittet Step by Step, hvilket nok siger lidt om, hvor populære de englændere var dengang. Selv om det var en kort periode. Jeg vender tilbage til gruppen, hvis jeg falder over mere om deres færden i Danmark dengang.
PS. (26/2/08): Det viser sig, at en gammel studiekammerat ligger ind med alle de omtalte flexidiscs fra Erik Haaests beat-blad “Børge”. Det skal blive sjovt med et genhør…

(NB! Billederne i dette indlæg er lÃ¥nt fra den tyske side, der er “den officielle Wishful Thinking hjemmeside”. Undskyld til Andreas, hvis det ikke er fremgÃ¥et tydeligt nok! Som et plaster pÃ¥ sÃ¥ret indsætter jeg et link til Andreas’ informative side i min musikliste.

OPDATERING 4/3-2010: Også undskyld til Leif Vest Pedersen, der har rettighederne til billederne. )

Rickie Lee Jones, 1979

12. april 2007


Det var ikke kun Chuck E, der var forelsket de dage i 1979. Jeg husker endnu, at jeg købte Rickie Lee Jones’ første album lige da den var udkommet. Det var nede i en lille pladebiks nede i Grønnegade, som blev bestyret af bassisten i The Intellectuals. Derefter slæbte jeg den op til min ven Jes, der blev blæst omkuld af denne fantastiske debut. Nu har jeg sÃ¥ vundet cd-udgaven pÃ¥ det digitale loppemarked qxl. SÃ¥ vi tager endnu en tur down Memory Lane… Chuck Eeeeis…in love…

Se en fin akustisk udgave af Chuck E is Love fra BBC – her!

Aline Kominsky Crumb – Need More Love – a graphic memoir

24. marts 2007

Læsere af denne blog vil vide, at capac er en stor fan af den syrede tressertegner Robert Crumb. I dagens Berlinger anmeldes en erindringsbog af Roberts kvindelige modstykke Aline Kominsky Crumb. Ifølge anmeldelsen er bogen en blanding af tekst, tegninger og fotos. Den er fortællingen om en jødisk pige, der efter en barndom i en dysfunktionel familie med bornerthed pÃ¥ tapet kaster sig ud i de glade tresseres eksperimenteren med fri sex, stoffer og nye samlivsformer. Inden hun slÃ¥r kludene sammen med idolet Robert Crumb i et Ã¥bent ægteskab bliver hun del af en feministisk tegnekollektiv, der udgav tegneserietidsskriftet Wimmen’s Comix, der gik til angreb pÃ¥ the male chauvinist pigs. Men Aline var for glad for mænd og sex til rigtig at kunne følge de frustrerede feminister: »MÃ¥ske havde min mandlige kunstprofessor udnyttet mig en smule, men jeg havde haft en temmelig god del fornøjelse ud af det. Jeg følte mig ikke udnyttet eller diskrimineret, og jeg havde aldrig følt mig som et offer – mere som en amazone, parat til at erobre verden.«
Senere udgav hun sammen med sin veninde Diane hæftet “Twisted Sisters”, der fik en vis succes som kvindetegneserieblad.
Anmeldelsen omtaler ogsÃ¥ Alines samarbejde med Crumb. Mange synes, at hun tegnede for dÃ¥rligt til at stÃ¥ side om side med Crumbs tegninger (Citat: Vi fik et brev, hvor der stod: »Det kan godt være, hun er strÃ¥lende til at kneppe, men hold hende dog væk fra de skide sider«.) Purister har der været alle dage…
Sammen med Robert startede hun det anerkendte tidsskrift Weirdo, hvor hun sad i redaktionen og bidrog med tegninger og andet.
Erindringerne følger Robert og Aline frem til tiden efter murens fald i 1989, hvor de slÃ¥r sig ned i Frankrig. Anmelderen lader sine forbehold (og fordomme) over for bogens tresserÃ¥nd skinne tydeligt igennem. Blandt andet skriver han: “Alines selvbiografi er imidlertid ikke fri for banale 1970er-betragtninger, der kunne have stÃ¥et som læserbreve i Politiken”. Det er ikke pænt – hverken over for Aline eller læserne af konkurrentavisen. Alligevel kan anmelderen heller ikke skjule sin fascination af denne fortælling om blomsterbørnenes generation – selv om han hele tiden prøver at forklare det som en interesse for den kunstneriske side af de to menneskers livsprojekt. En anmelder i splid med sig selv.

Aline og Robert Crumb i 1980'erne

R.L.Stevenson – Ligrøveren

28. februar 2007


Som læsere af capac-bloggen vil vide, sÃ¥ har blogherren i lang tid været pÃ¥ jagt efter en omnibus-bog fra Carit Andersens Forlag, indeholdende R. L. Stevensons gyserfortælling “Ligrøveren”. I den gamle blog blev der fortalt i nostalgiske vendinger om denne histories betydning i capacs skoletid pÃ¥ Sædding Skole i tresserne. Og som læseren nok allerede har gættet, sÃ¥ er der sket nyt i sagen. Capac har fÃ¥et fat i et endog meget velholdt, indbundet eksemplar af Tage la Cours gyserudvalg Gysere fra hele verden (u.Ã¥), hvor man finder Stevensons historie pÃ¥ s. 279 flg. Eneste minus ved indkøbet er, at det farvestrÃ¥lende smudsomslag er bortkommet… Men samlere vil alligevel forstÃ¥, at det er en særlig dag og en særlig følelse…

Erindren

16. februar 2007


Det er en kendt sag, at erindringen eller hukommelsen ikke kun er et sanddru vidne men ogsÃ¥ en stor digter. Behændigt blander erindringen ens egne oplevelser med, hvad man har fÃ¥et fortalt af forældre og andre, sÃ¥ man kan komme i tvivl om, hvad man nu faktisk har oplevet eller har oplevet gennem andres genfortælling. Der lægges lidt til og trækkes lidt fra. Det kan der spindes en lang ende over. I hvert fald kom jeg i tanke om noget, da jeg for et stykke tid siden skrev om epidemierne i min barndoms tid. Polio og TB. Jeg nævnte i forbifarten, at vi børn indtog poliovaccine i form af sukkerknalder med noget rødt pÃ¥. Og jeg er sikker pÃ¥, at en af gangene foregik udleveringen af sukkeret i en lille købmandshandel pÃ¥ hjørnet af Sjællandsgade og Skjoldsgade – dér, hvor jeg hentede vaskepulver og sæbespÃ¥ner til min mor. Men tvivlen gnaver som en sten i skoen. Kan det nu passe? Var det mÃ¥ske et andet udleveringssted pÃ¥ et andet gadehjørne? Var det overhovedet pÃ¥ et gadehjørne eller er det en sammenblanding af to vidt forskellige oplevelser? Tja…