Indlæg tagget med fildeling

Jon Bon Jovi og nostalgiens ulidelige dumhed

16. marts 2011

Steve Jobs – Apple-bossen – er ‘personligt ansvarlig for mordet pÃ¥ musikbranchen’ [personally responsible for killing the music business] siger musikeren Jon Bon Jovi til Sunday Times Magazine. Det er – selvfølgelig – IPodens, digitaliseringens, internettets, fildelingens, mp3-album-atomiseringens skyld alt sammen. Og den succesfulde Steve Jobs er symbolet pÃ¥ musikbranchens elendighed. Og Jovi jamrer videre: ‘Nutidens unge gÃ¥r helt glip af den oplevelse, man fÃ¥r, nÃ¥r man sætter høretelefonerne pÃ¥, skruer op for volument, tager pladehylsteret i hÃ¥nden, lukker øjnene og fortaber sig i albummet. Og ogsÃ¥ den fantastiske følelse, nÃ¥r man tager sine lommepenge og foretager et valgt ud fra pladeomslaget ud, uden at vide, hvordan pladen lyder’. Samtidig beklager, ja ‘hader’ han, at han ‘lyder som en gammel mand’, ‘men jeg er jo en’.

Men hvad er egentlig den gamle stadionrockers problem? Er det sorgen over albumkonceptets forsvinden? Et koncept, der jo dybest og generelt set altid har været en konstruktion, et artefakt. Selv når der var tale om såkaldte konceptalbums. Eller er det måske udsigten til ikke længere bare at kunne lokke lommepengene op af unge menneskers punge med snild markedsføring?

Hvad man end mÃ¥tte mene om Steve Jobs og Apple, sÃ¥ kan man ikke benægte, at han og firmaet har været foregangsmænd, nÃ¥r det drejer sig om at gøre musik tilgængelig for forbrugerne – og oven i købet pÃ¥ en mÃ¥de, der indeholder en sÃ¥kaldt ‘forretningsmodel’, som kan tjene penge.

Jovi frustrerede nostalgi er anakronistisk og afspejler mest af alt en bagstræberiske holdning, som mange kunstnere deler med store dele af musikindustrien, og som kommer til udtryk i en blindhed over for digitaliseringens muligheder og irreversible realitet, i en bastant konservativisme, der brillerer ved manglen på innovationskraft og derfor har skabt råde- og frirum for generationer af unge, ubekymrede fildelere. Spørgsmålet er vel, om ikke den mainstream-stadion-rock, som Jovi selv har været eksponent for, og den tilhørende grådighed har været til større skade for det, det egentlig drejer sig om: musikken?

Danskerne er en flok pirater eller?

25. februar 2011

Rockwoll Fondens Forskningsenhed har barslet med en undersøgelse af danskernes moralbegreber. Du kan læse enhedens nyhedsbrev her. PÃ¥ side 11 i nyhedsbrevet kan man læse om danskernes forhold til piratkopiering af musik, film og software under overskriften “Piratkopiering er bredt accepteret”. Rubrikken afspejler, at 70% af de adspurte mener, at piratkopiering er acceptabel i en vis grad. Forbeholdet afspejler bl.a., at der er en god portion skepsis ove for fænomenet piratkopiering. Kun 15-20 % mener, at det er fuldt ud acceptabelt at kopiere illegalt. Accepten har dog en markant grænse. Hvor 70% mener, at det er acceptabelt at kopiere til husbehov, sÃ¥ mener 75%, at det er helt og aldeles uacceptabelt at videresælge piratmateriale “til vennerne”. Hvad kan vi sÃ¥ lære af denne undersøgelse? At danskerne er en flok digitale pirater!? At danskerne godt ved, hvad det allerstørste problem ved piratkopieringen er, nemlig: Penge!? Selv om sÃ¥dan en undersøgelse skal tages med et gran salt, sÃ¥ kan den vel fortolkes derhen, at “løsningen ” pÃ¥ piratkopieringens problem ligger i “løsningen” af pengeproblemet!? Den gordiske knude: Hvordan sikrer vi, at skaberne af film, musik, software osv. pÃ¥ den ene side fÃ¥r et fair afkast af deres anstrengelser, samtidig med, at internetbrugerne frit kan benytte sig af de mange muligheder, som internettet og de digitale teknologier giver adgang til?

Oscar-piraterier…

23. februar 2011

En lille tankevækker. Om fÃ¥ dage uddeles Ã¥rets Oscars til de bedste film – i følge Hollywood. Og: “Hvem der skal have statuetterne afgøres ved afstemning blandt de næsten 6000 medlemmer af det amerikanske filmakademi. Og i hÃ¥b om at fÃ¥ flere stemmer – og dermed en flot gylden statuette – sender filmselskaberne kopier, sÃ¥kaldte screeners, af filmene til mange af akademimedlemmerne…Brodne kar blandt akademimedlemmerne lægger filmene pÃ¥ nettet. Og dermed bliver den Ã¥rlige Oscar-fest ogsÃ¥ til piraternes fest.” Fænomenet er ikke nyt. Det har før været fremme, at det ofte er folk i branchen, der lækker nye film til nettet. OgsÃ¥ inden for musikken har man set det. SÃ¥ er det man tænker: Hvis brancherne ikke engang kan holde styr pÃ¥ deres egne, hvordan sÃ¥ bilde sig ind, at man kan holde styr pÃ¥ alle de menige internetbrugere? Og mÃ¥ske er det en illustration af digitaliseringens dæmoniske lov: Det, der kan digitaliseres og fildeles, vil blive digitaliseret og fildelt. Men det tænkte brancherne nok ikke pÃ¥, dengang de slap dæmonen ud af flasken…

En KO(DA)vending

16. februar 2011

Her i bloggen har jeg ofte undret mig over den danske sendrægtighed med hensyn til de gratis, streamede musiktjenester. Især har det undret, at den andetsteds vældigt populære Spotify ikke har kunne fÃ¥ foden inden for i landet. Benspænderen har især været KODA, som repræsenterer musikernes ophavsrettigheder. Men i følge Berlingske har KODA nu omsider givet sig, idet organisationen har indset, at vejen til begrænsning af den famøse ulovlige fildeling gÃ¥r via lovlige tjenester som fx Spotify. Alligevel kan man godt undre sig over, at internettets virkelighed først gÃ¥r op for KODA nu…
For ikke sÃ¥ længe siden kom Wimp pÃ¥ banen som et godt alternativ til fx TDC Play, som kun er for TDCs egne kunder. Via Wimp kan man for en lille hund fÃ¥ adgang til 10 millioner stykker musik. Nu skulle Spotify sÃ¥ ogsÃ¥ komme til landet med sin meget omtalte reklamefinansierede, gratis del, som er meget populær i udlandet, bl.a. Norge og Sverige. Efter sigende glæder musikselskaberne sig allerede…

Først Piratbugten, sÃ¥ MUSIKBUGTEN…

8. februar 2011

Hvis man gik og troede, at de famøse pirater i Pirate Bay var sendt ned pÃ¥ havets bund til de andre sørøvere, sÃ¥ tager man vist fejl. Noget kunne tyde pÃ¥, at det slag, der har været udkæmpet mellem medieindustrien og Pirate Bay-bagmændene slet ikke har haft den fatale virkning, som nogen turde hÃ¥be pÃ¥. I hvert fald gÃ¥r der rygter om det nyt tiltag kaldet The Music Bay. PÃ¥ sitet The Next Web, kan man læse, at den nye tjeneste skal lanceres pÃ¥ 78-Ã¥rsdagen for IFPIs opstÃ¥en. IFPI, nternational Federation of the Phonographic Industry, har været den fremmeste bekæmper af internetpirateriet. Hvad Musikbugten rent faktisk indeholder, vides ikke med sikkerhed, men en talsmand for Piratbugten siger: “Musikindustrien kan slet ikke forestille sig, hvad vi har planer om at lægge ud de kommende mÃ¥neder. I Ã¥revis har de bittert beklaget sigover pirateriet, men hvis de nogensinde havde en grund til at være bange, sÃ¥ er det nu…”. Uha-da-da… Balladen fortsætter.

Tak til Néne for henvisningen

Néne skriver også følgende, som jeg kun kan tilslutte mig:

there are few things that will enrage me as the entertainment industry and all the barriers they put up around their precious content. Not to mention their whining. Ugh. The other people here at my office know the range of swear-words I’ll fire off when I come across some content that I can’t move from one device to another because of all these stupid barriers or when I want to buy something and am told that “this content isn’t available in your territory”. Argh. The music industry has had more than 20 years to figure out what to do about the digitisation of content and they STILL haven’t figured it out. They spend all their money on lawyers and precious little on developing new ways to make money, but foremost an easy and fair way to pay for content. I believe that most people are ready to pay for content if it’s easy (EASY!) to access, easy to pay and easy and fair to handle once you “own” it.

Ja, hvorfor kan man fx ikke uden videre købe musik på den amerikanske udgave af amazon? Eller lytte til streamet musik på mange amerikanske sites. Osv. Underholdningsindustrien har endnu ikke indstillet sig på de internationale vilkår, som internettet har medført. Desværre.

Læs også dette tankevækkende indlæg om de absurde forhold på nettet: Anatomy of A Pirate

Er musikstreaming fremtiden?

3. februar 2011

Dagens nyheds pÃ¥ musikdelingsomrÃ¥det er, at Telenor nu slipper sin streamingtjeneste WiMP løs for alle interesserede danskere. Her kan man sÃ¥ formedelst 99 kr. om mÃ¥neden lytte til 10 millioner numre lige sÃ¥ tit og lige sÃ¥ meget, man har lyst til. Dermed fÃ¥r fx TDCs Play konkurrence. Det er et fremskridt i den forstand, at WiMP – til forskel fra Play – er tilgængelig for alle uanset, hvilket internetabonnement, man tilfældigvis bruger. Musikbranchen hÃ¥ber – selvfølgeligt – at sÃ¥danne tiltag vil fÃ¥ flere til at benytte sig af den legale fildeling. Og 2011 skal Ã¥benbart blive det Ã¥r, hvor det for alvor bliver en realitet. SpørsmÃ¥let er sÃ¥, om vi ogsÃ¥ fÃ¥r adgang til den reklamefinansierede Spotify? Og om streaming virkelig er fremtiden for musikforbruget?
Et kættersk spørgsmÃ¥l er, om det er rimeligt, at vi som forbrugere – som i forvejen betaler medielicens for frit at se tv og høre radio i døgndrift og betaler – ofte dyrt – for bredbÃ¥ndsforbindelser og telefoni – skal betale mere (altsÃ¥ 1200 kr. om Ã¥ret) for at fÃ¥ lov til at lytte til musik pÃ¥ nettet? Jeg spørger bare – og tvivler pÃ¥, at streaming vil være den nye revolution. I hvert fald pÃ¥ de vilkÃ¥r…

Sony i Spotifys fodspor…

26. januar 2011

For ganske nylig undrede jeg mig i denne blog over den danske pladebranches langsommelighed, nÃ¥r det gælder de nye musikdistributionsteknologier – streaming osv. Og knapt er blækket tørt – eller hvad det nu hedder i disse digitale tider – før man kan læse, at det store Sony-imperium lancerer deres streaming-tjeneste Music Unlimited i Europa og USA.
Den ny tjeneste lanceres først i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Senere i USA, England og Irland. Om Danmark kommer med fremgår ikke af de tilgængelige informationer.
Tjenesten gør det muligt for forbrugerne at sammensætte deres egne lister eller biblioteker med musik fra ikke blot Sony, men også Universal, Warner Music og EMI. Og det bliver muligt at koble tjenesten til kendte teknologier som PlayStation, smartphones osv.
Til forskel fra meget omtalte Spotify sÃ¥ bliver Music Unlimited ikke gratis, men vil koste mellem 4 og 20 euro (svarende til ca. 30 – 150 kr.) pr. mÃ¥ned, afhængigt af, om lytterne vil nøjes med en reklamefri radio eller have fri adgang til musikken med mulighed for at lave egne playlister.
For Sony og de involverede pladeselskaber har det nye koncept den fordel, at den går uden om distribuerende og fordyrende mellemled.
Music Unlimited er et spændende initiativ. Men spørgsmÃ¥let er, om det i tilstrækkeligt omfang tager højde for virkeligheden pÃ¥ internettet? Hvor Spotifys genistreg bestÃ¥r i at overføre gratisprincippet fra den mere eller mindre legale fildeling pÃ¥ nettet til sin streamingtjeneste (betalt via reklamer), sÃ¥ kan det være svært at forestille sig, at den nye tjeneste vil appellere til mange unge med det prisniveau, der er angivet. SÃ¥ længe pladebranchen har svært ved at indse, at flere generationer af unge netbrugere er vænnet til, at fildeling ikke koster noget – eller kun lidt – og at markedsvilkÃ¥rene med internettet er ændret radikalt fra lokale markeder til – i princippet – et stort globalt marked, vil det være svært at komme igennem med ‘økonomiske modeller’, der basalt set er traditionelle. Men lad os se, hvordan det gÃ¥r…

5 millioner Beatlessange

16. januar 2011

I fredags kunne Apple Inc. afsløre, at ITunes-butikken har solgt mere en 5 millioner Beatlessange, siden november 2010, hvor gruppens musik omsider blev tilgængelige i den elektroniske pladebutik. Hertil skal lægges mere end 1 million album. Albummet “Abbey Road”, som ogsÃ¥ topper listen over solgte vinyler, er det mest efterspurgte hos ITunes. Og sangen “Here Comes The Sun” – en Harrison-komposition! – er den mest købte sang.
Alt andet lige, så er det godt gået af en beatgruppe, der stoppede i 1970.

Musikforbruget anno 2011

14. januar 2011

I følge en ny undersøgelse af Nielsen Music, som monitorerer musikforbruget internationalt,  betaler “kun” 20% af verdens internetbrugere for at hente sange pÃ¥ nettet og endnu færre for at hente hele album. Europæerne og amerikanerne er flinkest til at lade betalingskortet gløde, medens folk i Mellemøsten, Latinamerika og Asien foretrækker gratisprincippet.
Den mest populære form for forbrug af musik på nettet er ikke illegal nedhentning, men derimod musikvideoer, fx som vi kender dem fra YouTube og lignende streamingstjenester. Videoer er i det hele taget den foretrukne legale musikkomsumption. Hver gang, der købes en sang på nettet er der tre, der i stedet for kigger på en video.
Nielsen-rapporten er interessant ved at synliggøre forbrugets diversitet. Det handler ikke længere bare om at nedhente mp3-filer, men om at se videoer, købe eller illegalt “downloade”, lytte til alskens streamingtjenester, hente legale downloads osv. osv. Undersøgelsen afspejler ogsÃ¥, at de medier, hvorigennem forbruget foregÃ¥r, udvikler sig med lynets hast. Mp3-afspillere, mobiltelefoner, computere og andre teknologiske gadget er pÃ¥ spil.

Herhjemme venter vi endnu pÃ¥, at en tjeneste som Spotify bliver tilgængelig for danske musiklyttere. I mellemtiden gÃ¥r danske lyttere fx til Youtube, Myspace osv., hvis de da ikke er blandt de udvalgte, der abonnerer pÃ¥ TDC Play og lignende. Streaming er den hotteste trend. Og man kan undre sig over, at pladebranchens nye hitliste ikke har taget den tjeneste til sig i markedsføringen af hitsangene…

Midemblog

Fildelingen igen…

22. december 2010

Medens vi venter pÃ¥ regeringens udspil til bekæmpelse af illegal fildeling – og det vil sikkert ligne det, vi har set i fx England, Irland og Frankrig med 3-strike-model osv., hvis jeg ikke tager meget fejl – sÃ¥ har nogle forskere ved Harvard og Stanford foretaget en videnskabelig undersøgelse af den digitale distributions betydning for indspillet musik og for live optrædener. “Supply Responses to Digital Distribution: Recorded Musik and Live Performances” er den akademiske titel. Undersøgelsen, der især bygger pÃ¥ Pollstar-databasen, som registrerer koncertaktiviteter i USA, Nielsen SoundScan, der holder øje med albumsalget og MusicBrainz, der fortæller noget om forbrugernes favoritmusik og -genrer, bekræfter nogle tendenser, man allerede har set beskrevet før, bl.a. i svenske undersøgelser.
For det første, at etablerede navne i musikbranchen generelt set er dem, der mærker de negative følger af (illegal) fildeling. I form af det svindende pladesalg, men også fordi de pågældende navne ikke kan kompensere for tabet ved flere koncerter. Generelt talt. For selvfølgelig er der undtagelser.
For det andet peger undersøgelsen pÃ¥, at smÃ¥ navne, obskure kunstnere og deres musik har en fordel af – generelt set – at fÃ¥ distribueret deres musik gennem mange internetkilder og væsentlig lavere omkostninger end i før-fildelingens tid. De ukendte kunstnere har med det nye medie større chance for at nÃ¥ ud til et potentielt publikum – og derved skabe interesse for deres koncerter. Det er positivt, fordi smÃ¥ ukendte kunstnere og bands især tjener penge pÃ¥ koncerter.

I en anmeldelse af rapporten understreger The Technology Policy Institute, at forskerne ikke fokuserer pÃ¥ selve fænomenet ‘fildeling’ men sÃ¥ at sige pÃ¥ effekterne af den (legale sÃ¥vel som illegale), men at de samtidig bekræfter nogle tendenser, man tidligere har pÃ¥peget uden at dokumentere dem. [kilde:www.arstechnica.com]