Indlæg tagget med fildeling

Internettet dræber musikken? fildelingen og fremtiden

19. marts 2009

Medens et regeringsnedsat udvalg pt. gransker i, hvad man skal stille op med problemet fildeling på internettet og medens sagen mod den svenske fildelingstjeneste Pirate Bay kører i retten, så er der anledning til at reflektere endnu engang over, hvilken revolution, der er gang i på nettet. I koret af kommentatorer og meningsmagere har de udøvende kunstnere – generelt set – været lidt tilbageholdende eller har bakket op om musikindustrien. Men i den senere tid er der kommet flere stemmer i koret – stemmer, der taler om de forskellige interesser kunstnerne og industrien har. Det forholder sig nemlig ikke sådan, at musikindustriens økonomiske interesser er sammenfaldende med kunstnernes. I England har en række kunstnere for nyligt dannet en organisation, der skal tale kunstnernes sag. Og ned i græsrodslaget er der et utal af eksempler på det samme. Unge musikere, der går en stor bue uden om den traditionelle musikindustri ved fx selv at distribuere deres musik via nettet.
I dag kan man læse en yderst interessant artikel af den svenske komponist Peter Bryngelsson (i Dagens Nyheter). Bryngelsson kritiserer musikbranchen, repræsenteret ved IFPI for manglende forståelse for de nye medier. Når branchen påstår, at de repræsenterer en kunstner som Brygelsson i retsagen mod Pirate Bay og kræver fængselsstraf og tårnhøje bøder til Pirate Bay-grundlæggerne, så tager de helt fejl, mener Peter Brygelsson.
Musikindustrien har aldrig tilgodeset Brygelssons behov – hverken som lytter af musik eller som udøvende kunstner: “Den musik jeg ville købe har jeg ikke kunnet finde i pladeforretningerne, og den musik jeg producerede har man ikke villet sælge til trods for gode anmeldelser og et internationalt rygte. I selve arbejdet er der meget få komponister, der er blevet negativt berørt af downloading. I stedet for har internettet og dets konsekvenser medført et længe ventet løft for den sjældne musik, jeg søger.
Dem som påvirkes negativt er i højere grad mellemhandlerne som fx pladeselskaberne og deres underleverandører. Vi andre fortsætter som hidtil med at ernære os med liveoptrædener, privat salg, musik til teater, film, tv, förelæsningar.
Den ny teknik er revolutionerende og har i grunden forandret de flestes liv, hvilket også har resulteret i at vi ser anderledes på ejendomsretten. Computeren er en avanceret kopimaskine, hvilket gør at den til stadighed henter materiale fra andre kilder, og det gør det til noget, vi betragter som vort eget. De fleste musikere i dag laver deres materiale på delvis lånte kilder. Selv om de ikke anvender færdige loops eller samplinger, så ved de godt, at guitar-­riffet og sang-groovet til dels bærer en andens signatur og hvis man ikke laver musik eller film, så vænner man sig til i hverdagen til at tage gratis del i internettets informationer.

En fældende dom [i Pirate Bay-sagen] vil altså medføre, at de fleste os os under 65 år i en eller anden forstand blive kriminelle.”

Hvorpå Bryngelsson minder os om dengang, hvor musikbranchen forsøgte at bekæmpe kassettebåndskopiering under mottoet: “Hometaping kills music”. Branchen er på mange måder ikke kommet videre end dengang. Dengang blev problemet løst med en afgift på uindspillede bånd. En løsning, der også gav penge til kunstnerne.
Men Bryngelsson går et skridt videre. For han slår fast, at det ikke er nogen selvfølge, at man skal tjene penge på at sælge musik! Det er ikke nogen naturlov, men resultat af en overenskomst mellem musikudøverne og -brugerne. Og det er denne overenskomst, der er under forvandling i disse år. Uden at nævne begrebet som sådan, så er det også den omstridte copy-right, der er under pres. Bryngelsson forudser, at forvandlingen vil fortsætte, og at mellemhandlerniveauet vil tørre ud eller helt forsvinde. Fordi en kunstner i dag – med et almindeligt computerudstyr og en internetadgang – selv kan stå for hele produktionen og distributionen.”

Fildeling, musikdistribution osv. – nye veje

9. marts 2009

I dagens aviser kan man læse, at Lars Ulrich fra Metallica “ulovligt” har downloadet en af gruppens plader fra nettet – bare for at prøve, hvor let det var, efter sigende. Metallica er kendt for at være blandt dem, der lagde sag mod Napster-fildelingstjenesten. Jeg synes, det er en tankevækkende handling.
Man kan også læse om bandet No Doubt, der går nye veje, når det drejer sig om “fildeling”. På deres kommende USA-turné vil koncertgængere, der køber de dyreste billetter (over 250 kroner) få lov til – kvit og frit – at downloade bandet bagkatalog. Pengene skal tjenes på koncerter – ikke på pladesalg…

Slaget om fildelingen

15. februar 2009

Som nævnt forsøger blog-capac at følge med i udviklingen på det famøse fildelingsområde. Og i morgen starter en stor retssag i Sverige om fildeling. Den berømte-berygtede Pirate Bay-fildelingstjeneste står på anklagebænken. Og anklagerne kommer fra musikbranchens interesseorganisation IFPI, der kræver en kæmpestor erstatning af fire af Pirat Bays grundlæggere, fordi de mener, at der har været tale om tyveri af copyright-beskyttede filer. Musik, film, computer-programmer etc. Retsagen handler ikke kun om penge, men også om teknologi og internettets udvikling. For de anklagede henviser blandt andet til, at de ikke har ulovlige filer liggende på deres servere, men alene sørger for at viderebefordre filer stumpvis (læs om den snilde teknologi her). Teknologien hedder bittorrent. Vil retsagen betyde en begrænsning af denne teknologi, vil det kunne få konsekvenser for store sites som fx Google og Yahoo, der anvender tilsvarende teknologier…
Retsagen følges med interesse verden over, fordi der dels er store pengeinteresser involveret, men i lige så høj grad, fordi copyright-ideen er under angreb – om man vil det eller ej.
Om anklagerne vil vinde sagen er et åbent spørgsmål. Pirate Bay-folkene har allerede erklæret, at deres servere ligger uden for den svenske stats juridiktion; at der er andre sites, der gør det samme; at Pirate Bay fortsætter desuagtet, og at en kæmpebøde ikke vil ændre noget på disse forhold…
Den svenske avis Dagens Nyheter har i anledning af retsagen besøgt tre musikstuderende gymnasieelever, der både downloader illegal musik – og har planer om at leve af at lave musik – for at se på, hvordan unge internetbrugende musikere tænker. Og det problem de unge peger på som et stort problem er misforholdet mellem tilgængeligheden af musik på nettet og priserne. Unge musikere vil lytte meget til alskens musik og lade sig inspirere, men har ikke råd til at købe al den tilgængelige musik til cd-normalpriser. Som fremskridt nævner de tjenester som ITunes, der gør det nemmere at være legal.
Et andet synspunkt gør sig også gældende. De unge vil ikke betale for musikbranchens markedføring, men kun for musikernes præstation. De unge musikstuderende er slet ikke i tvivl om, at det på lidt længere sigt bliver forbrugernes holdning og ønsker, der bliver afgørende for, hvordan virkeligheden på nettet bliver. Større og lette tilgængelighed, lavere priser. Som eksempel på udviklingsretningen nævnes tjenesten Spotify, hvor man kan lytte gratis til musik til gengæld for, at man skal lytte til reklamespots – eller mod månedlig betaling lytte reklamefrit. Men også denne tjeneste har en generende begrænsning. Man kan nemlig ikke tage musik med på sin Ipod eller mp3-afspiller.
De unge studerende mener at de traditionelle pladeselskaber vil forsvinde i en nær fremtid,og at copyright ikke kun handler om penge, men også om retten til at bestemme, hvordan ens musikstykke skal bruges.
Udviklingen fortsætter

Lily Allen – alternativ musikdistribution

6. februar 2009

Vi har tidligere været inde på temaet: Gratis fildeling af musik behøver ikke at betyde tab ved salg. Nine Inch Nails og Radiohead har vist det. Og nu går capacs lille popkæledægge Lily Allen en anden vej. I næste uge kan man købe hendes nyeste album for ca. 25 kroner på amazon.com. Samtidig kan hele pladen høres kvit og frit på Lilys Myspace-side. Gratis er det altså ikke. Men hvem vil ikke betale 25 kroner for en cd, man godt kan lide? Og måske vil det vise sig at være god markedsføring…

Lily Allen – Alfie Video

Fildeling anno 2009

2. februar 2009

Hvis man vil den illegale fildeling til livs, så er der to oplagte værktøjer at tage i brug. Det ene værktøj er tilgængelighed. Det andet er lave priser eller ligefrem gratis musik. Herhjemme har vi set et succesfuldt forsøg med TDCs Play, der er giver fri og gratisk adgang til millioner af sange – til gengæld for et abonnement med bredbånd og andet. I Sverige følger man med og store foretagender som Tele2, Telia Sonera, Sony Ericsson og Nokia kommer nu med lignende tilbudspakker. Det er har vist sig, at disse “pakker” faktisk er så succesfulde, at de har begrænset den illegale fildeling (via tjenester som den meget omtalte Pirate Bay) med et par procent. Ikke meget, men det er dog en indikator for, hvad der skal gøres for at flytte forbruget fra det illegale til det legale. Det viser sig også, at de nye tjenester løser et problem, der har været stort for musikbranchen de seneste år: indtjeningen. Selv om tallene endnu ikke er offentliggjort, så er det ingen hemmelighed, at branchen begynder at tjene penge igen. Og pudsigt nok, så profiterer de på en fildelingsaktivitet, som brugerne har lært gennem den illegale virksomhed…
Et andet interessant forhold er, at disse tjenester helst skal indeholde sociale aktiviteter, forstået således, at det ikke er nok med gratis musik; der skal også være debat og information omkring musikken. Det er altså det fra internettet kendte netværkeri, der skal være med (Facebook, Twitter…osv.). Endelig skal mediet være: mobiltelefonen. Det er der, det sner – for de unge generationer.

Monty Pyton – og fildelingen

26. januar 2009

I  Berl. Tidende kan man læse en tankevækkende artikel om Monty Pyton og YouTube. Enhver Monty Pyton-fan vil vide, at den engelske gruppes materiale har været at finde i rigt udvalg på YouTube. Lagt op af andre end dem selv. Montyerne har reageret på uploadningen ved at realisere deres egen Monty Pyton-kanal på tuben. Her kan vi så se materialet i en meget bedre kvalitet og uden beregning. Det interessante er, at gruppens handling – at smide materialet i hovedet på folk – har resulteret i et voldsomt salg af gruppens dvd’er. Salget er vokset med hele 23.000 (!) procent. Som vi har set i andre eksempler på den slags gratis elektronisk handel (fx Radiohead og Nine Inch Nails), så er der åbenbart ikke nogen modsætning mellem gratis tilgængelighed og traditionelt salg…

Fildeling à la Isle of Man

22. januar 2009

På Isle of Man har man fået en god idé. Man vil legalisere downloading af musik. Finansieringen skal ske ved, at samtlige bredbåndbrugere på Isle of Man skal betale 1 – ja,  EN – euro om året i afgift. Isle of Mans minister for e-handel argumenterer også for, at idéen udbredes til hele EU: “Hvis du tager 1 Euro om året, så er det en kæmpe indkomst”. Samme minister mener, at der skal være valgfrihed for brugerne, om de vil være med eller ej. Ideen bygger også på en forestilling om, at tilbuddet skal være af en sådan karakter, at det får folk til at droppe den illegale download. Tanken har allerede – måske forventeligt – mødt modstand fra musikindustrien, der frygter, at den nye idé ikke vil kunne sikre industrien en indtægt, der svarer til dens påståede aktuelle værdi. Men e-handelsministeren mener, at den enkeltstående euro kan suppleres med andre betalelige tjenester (hvilke er uklart), der vil kunne kompensere for den frygtede indtægtsnedgang.
Det nye ved Isle of Mans idé er, at det er en statslig instans, der står for projektet, der jo ligner vores eget licenssystem. Fordelene er også indlysende. Bredbåndsbrugerne vil kunne hente den musik, de lyster, uden at skulle gribe til illegale metoder. Industrien og kunstnerne vil være sikret en indtægt af det downloadede. Spændende idé. Vi følger udviklingen.

Amazon: gratis download og indtjening

14. januar 2009

I den almindelige debat opstilles der som regel en modsætning mellem gratis download (herunder illegal) og indtjening på musik. Men firmaet Amazons seneste liste over topsælgende musik tyder på, at det godt kan forholde sig lige omvendt. På førstepladsen finder man Nine Inch Nails Ghost I-IV, der blev lanceret som gratis download i flere formater, men siden har solgt stort…

Vår daglige Beatles

8. januar 2009

Det seneste, allerede meget omtalte, fildelingsproblem er NKRs program “Vår daglige Beatles“. Den norske kanal har indgået kostbare kontrakter med de tre rettighedsholdere Tono, Fono og IFPI, der varetager interesser for såvel norske som internationale pladeselskaber og kunstnerne i deres respektive stalde. Aftalen indebærer, at NKR har ret til at sende/podcaste shows med musik, så længe musikken ikke spiller mere en 70% eller 42 minutter pr. time. Med udsendelsesrække “Vår daglige Beatles” ville det betyde, at samtlige Beatles-sange kunne bringes og podcastes. Og lytterne på nettet ville snildt kunne klippe samtlige sange ud af programmerne og dermed komme i besiddelse af hele Beatles-værket. Alligevel har NKR stoppet udsendelsen, fordi man har overset, at man kun må podcaste progremmer, der har været sendt inden for de sidste fire uger. Og “Vår daglige Beatles” blev sendt i 2007. Straks har nogen så spurgt: Jamen, kan I ikke bare genudsende programmerne løbende? Men NKR har valgt at tage en snak med IPFI om problemerne…
Sagen er vel interessant, fordi den dels involverer The Beatles, der – om nogen – har været tunge at danse med, når det gælder moderne fildeling. Således er ITunes-projektet med hele Beatles-kataloget for gud ved hvilken gang strandet. Og for det andet viser sagen vel, hvor svært det er at undgå det uundgåelige: at al musik før eller siden bliver alment tilgængelig via internettet. Tror jeg.

Her er en Youtube-video med Beatles.

ITunes dropper DRM-krypteringen helt

7. januar 2009

Omsider har ITunes fået overtalt de sidste pladeselskaber til at droppe den forhadte DRM-kopibeskyttelse (DRM står for Digital Rights Management), så musikkøberne og -brugerne frit vil kunne afspille deres indkøbte musik, hvor de vil. Selvfølgelig har mange brugere allerede fundet andre veje til fjernelse af DRM, men det kan vel ikke være meningen, at brugerne skal bruge tid og energi på det for at kunne afspille indkøbt musik, der hvor de har lyst til det. Det vil sige: Uden for ITunes egen afspiller. Og kun på den pc, hvor nummeret er nedhentet.
Lige så interessant er det, at ITunes fremover vil graduere prisen pr. download ud fra kvaliteten af filen. Set herfra bloggen vil det kun være en fordel, hvis man kunne komme væk fra de tarveligste mp3-formater, der ikke lader musikken komme helt til sin ret….

Fildelingens fremtid

27. august 2008

Det forlyder, at et kulturministerielt udvalg overvejer at pålægge internetudbyderne at sætte en stopper for den “ulovlige fildeling” af film, musik og så videre. Sådan som det er sket i Frankrig.
Ser vi bort fra de tekniske og administrative problemer, det vil medføre – for slet ikke at tale om de udgifter, det måtte påføre internetudbyderne – så er det centrale spørgsmål vel, om det vil begrænse den ulovlige fildeling?
Ser vi på de hidtidige forsøg på at sætte en bremse på udviklingen – fx i form af kryptering osv., så tyder noget på, at det ikke vil lykkes.
Piraterne har allerede meldt ud, at de som modspil vil begynde at kryptere de ulovlige filer, så udbyderne ikke kan se, hvad de gemmer… Når det drejer sig om det digitale er der altid et modspil.
Og hvordan skal udbyderne fx kunne skelne mellem alle de tusindvis af gratis, legale filer, der er i omløb og så de ulovlige? I hvert fald vil de få nok at se til med filtre og løbende overvågning af de millioner af data, der løber gennem serverne… Og mon ikke det vil resultere i en fordyrelse af internetabonnementerne?!
Personligt har jeg svært ved at forestille mig, at en sådan lov vil ændre ret meget ved status qvo. Især de unge har vænnet sig til, at internettet er et tag-selv-bord, når det gælder musik og film. Og de vil nok forstå at omgå de restriktioner, der vil blive pålagt udbyderne.
Der må tænkes i kreative, alternative løsninger på det alvorligste problem: At musikerne og de andre kunstnere mister penge på fildelingen. Opgaven lyder: At kunstnerne skal sikres en acceptabel fortjeneste for deres udgivelser. Forbud og kriminalisering af internetbrugerne er fortidens svar på problemet. Hvad er nutidens – og fremtidens?
Jeg har ved flere lejligheder fremhævet spændende nye initiativer, senest fra musikere Peter Gabriel. Og der skal flere til, for der er nok ikke en enkelt løsning på problemet. Måske kunne man betale noget via medielicensen, som vi jo alligevel er pålagt som internetbrugere? Andre forslag? Anyone!?

Wolfgang’s Vault som download

4. juni 2008

Godt nyt for nostalgiske musikelskere. Wolfgang’s Vault, der har specialiseret sig i fortidens, nutidens og fremtidens levende musik, har indgået en aftale med Universal Music Group om at stille cirka 500 koncerter med kunstnere som Jimi Hendrix, Bob Marley, Lynyrd Skynyrd, Lou Reed, Fleetwood Mac, Linda Ronstadt, Waren Zevon, The Kinks m.fl. til rådighed for almindelig download. Ejeren af Wolfgang’s Vault, Bill Sagan, startede siden i 2003 efter, at han havde købt den legendariske promotor Bill Grahams koncertoptagelser og memorabilia. Priserne for de dowload-bare koncerter bliver mellem $3.98 og $9.98, afhængigt af koncerternes længde. I alt ligger der i omegnen af 1500 koncerter på sitet. Det er også planen at udgive noget af det på CD og vinyl i samarbejde med Universal.

Speaker Bite Me – live og gratis…

29. maj 2008

Det er ikke kun i udlandet, man kan finde nye veje for musikdistributionen. Det meget omtalte, danske band Speaker Bite Me har lagt et helt live-album (m. covers osv.) ind på deres hjemmeside til fri download. Via Soundvenue.com.

UB40 laver en Prince

2. maj 2008

Udvikling går hurtigt på musikdistributionsområdet. I disse dage kan man læse, at Radiohead ikke har tænkt sig at gentage deres meget hypede gratisdistribution af bandets seneste album. Men det stopper dog ikke udviklingen i retning af alternative distributionsformer. Coldplay har givet et nummer fra deres seneste plade væk på deres hjemmeside, og mere en 600.000 har allerede benyttet sig af tilbuddet. Det gamle engelske reggae-inspirerede band UB40 forærer ti skæringer væk sammen med en udgave af den engelse avis Sunday – akkurat som Prince gjorde med sit seneste album. Opfindsomheden er stor, men opgaven er også vanskelig. Hvordan give musikken gratis væk, samtidig med at musikere og distributører også tjener nogle penge?

Bogpiraterne kommer!

24. april 2008

I denne blog har vi fulgt nøje med i udviklingen på området: digital fildeling. En udvikling, der er svær at forudsige noget om eller i det hele taget forudse enden på. Men en ting er sikkert. Den digitale fildeling er kommet for at blive. Og den griber om sig. Vi har hørt om problemer vedr. downloading af musik og film. Men det stopper ikke her. I Sverige har en gruppe “bogpirater” lavet et site, hvor der fildeles bøger. Skriftkulturen er for alvor kommet i digitaliseringens søgelys. Ganske vist drejer det sig (i første omgang) “kun” om undervisningslitteratur, men.. I øvrigt er bogpirateriet ikke noget nyt fænomen. Men det er i vækst.
Som Thomas Gotselius pointerer i en artikel i Dagens Nyheter, så sprængstoffet i bogpirateriet, at den digitale fildeling rammer en pæl ind i fænomenet copyright. Og angrebet gælder i princippet alt, der kan gøres til genstand for digitalisering. Billeder, tekst, film, lyd osv. Som Thomas udtrykker det, så truer den “digitale malstrøm” nu med at sluge selve verdenslitteraturen.
Herhjemme fik vi forleden et bidrag til udviklingen, idet en række kulturtidsskrifter nu bliver tilgængelige i digital form på nettet. Og så ved man jo godt, hvad det betyder – kopiering! Der er ingen tvivl om, at den “digitale malstrøm” er et veritabel angreb på ophavsretten. Og at det er en kulturel opgave at sikre, at ophavsrettighederne – i et vist omfang – respekteres, også i økonomisk forstand. Omvendt er det absurd af forestille sig, at enhver kopi på webben vil kunne resultere i økonomisk afkast. En ny model må udtænkes.
Det positive ved udviklingen – når det drejer sig om skriftkulturen – er selvfølgelig, at fildelingen giver mulighed for en hidtil ukendt videns- og kulturdeling, der kun kan glæde enhvert demokratisk og kulturel interesseret menneske.

PS. Meget apropos, så var det i går Bogens Dag (i følge Unesco)