CAPAC

Scenen er klassisk. Den, hvor Roger Thornhill (spillet af Cary Grant – som jeg altid kaldte Gary som dreng…) sammen med en tilfældig mand på vejen undrer sig over, hvorfor en flyvemaskine er ude at sprøjte gift på en mark uden afgrøder. Hvorefter helvede bryder løs og Thornhill bliver jagtet af samme flyvemaskine.

Filmen, der er en af mine absolutte Hitchcock-favoritter, er den første af Hitchcocks film, der udsendes i det såkaldte Blue Ray-format, og foromtalerne lover en meget forbedret oplevelse af filmens mange fine scener. Når denne film er en af mine favoritter skyldes det, at kombinationen af den gamle kyniker Alfred og gentleman-skuespilleren Cary er særdeles vellykket i netop denne version af det klassiske Hitchcock-tema: En mand, der uskyldigt bliver rodet ind i noget kriminelt og tvinges til at finde de rigtige skurke.

Når Alfred er bedst og Cary er bedst, så er der ikke meget, der kan overgå det på det hvide lærred.

Et ekstra plus er det også, at James Mason spiller med, og lige så at den køligt erotiske Eva Marie Saint spiller over for Cary Grant, der får lov til at følge hende og toget ind i tunellen i den plat freudianske slutning…

De foregående indlægs kredsen omkring the Blues skyldes, at jeg for nylig har set Anders Østergaards film om Dan Turèll “Så kort og mærkeligt livet er” fra 2008. I filmen væves fiktion og dokument sammen – sådan som man så det i Østergaards film om Gasolin og Tin-Tin – på fascinerende vis. Det helt centrale i filmen, der er en skitse af Turèll liv fra barndom til død, er Dan Turèlls stemme, der med den kendte diktion fortæller og reciterer digte. Jeg har altid forbundet Turèlls poesi med jazzens improvisation. Dens kredsende pulseren. Men selv fremhæver Onkel Danny i denne film bluesen som modellen for subjektive digtekunst. Og på lydsporet understreges parallellen af Sister Rosetta Tharpe og Sonny Boy Williamson. Filmen kan lånes på biblioteket. Anbefales helhjertet.

Nancy Sinatra, som jeg omtalte forleden, havde også en mindre karriere på det store lærred. Blandt andet var hun med i Roger Cormans genreskabende film “The Wild Angels”, som kom tre år for “Easy Rider” og lagde grunden til flere film om utilpassede unge på Harley Davidson-motorcykler. Filmskribenten Leonard Maltin gav den følgende vurdering: “Den er ok efter 25 øl”. Ikke desto mindre er filmen blevet kult. Og kult står ikke sådan til diskussion.
Og så har filmen et ganske interessant lydspor, som er indspillet af Davie Allen & the Arrows. The Arrows var en meget løs konstellation omkring Davie Allen, der fik sit gennembrud som netop leverandør til spillefilm af ovenfor omtalte type. Efter nogle år, hvor han indspillede surfer-sange med en karakteristisk klar guitarlyd og skuffende kommerciel succes, ændrede han stil, da han fik chancen for at lave lydsporet til “Wild Angels”. Måske inspireret af filmen mc-tema brugte Allen en stærkt forvrænget, repetitiv guitar i filmens indledende melodi “Blue’s Theme”, som straks blev et hit på de amerikanske hitlister. Selv om der ikke kom flere hits til, så fortsatte Davie Allen med at lave filmmusik i den stil, og han fik en trofast fanskare, der sætter stor pris på hans særlige fuzzy lyd. Et tværsnit af Allens numre kan man lytte til på albummet med den sigende titel Loud, Loose and Savage fra 1994.

Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg har ikke læst Stieg Larssons feterede kriminalromaner og har ikke planer om at gøre det foreløbig. Af i hvert fald to grunde.

For det første får jeg forstoppelse, når en film eller en bog i den grad bliver hypet, som tilfældet har været med den svenske forfatter, hvis alt for tidlige død og de efterfølgende familiære stridigheder om rettigheder og penge blot har forstærket efterspørgslen. Al den publicity forstyrrer simpelthen min læseglæde. For det andet foretrækker jeg langt hen at se krimi i stedet for at læse dem. Jeg læser nu og da en krimi, men ofte – alt for ofte – bliver jeg skuffet over de litterære kvaliteter (el. rettere: mangel på samme). Men det er nok en erhvervsskade, jeg har efter at have læst litteratur på universitetet…

Mænd der hader kvinder er første del af den Larssonske trilogi, og jeg nåede ikke at få den set i biografen, hvor den var en stor succes. Men så er der heldigvis dvd-mediet. Og der skal ikke herske nogen tvivl: Filmen er fremragende inden for sin genre. Helt på niveau med engelske og amerikanske kriminalfilm med hensyn til instruktion, produktion og skuespil.

Det betyder ikke, at den er lydefri. Blandt andet synes jeg, at Michael Nyqvist i rollen som den idealistiske journalist Mikael Blomkvist er fejlcastet. Efter min mening er han lige så kedelig og monoton som en gennemsnitlig dansk Christiansborg-journalist, og det forekommer mig at være et uhyrligt postulat, at den anderledes interessante figur, pigen Lisbeth Salander (Noomi Rapace), skulle kunne finde noget erotisk interessant i ham.

Muligvis hænger det sammen med en af filmens svagheder: personkarakteristikken. Jeg synes, man kan mærke, at det er en stor, omfattende roman, der er blevet klemt ind i spillefilmslængde. Nogle dimensioner kommer ikke med. Blomkvists forhold til sin kollega på tidsskriftet Millenium bliver kun nødtørftigt antydet. Det samme gælder Lisbeth Salanders betændte fortid, der ellers er brændstoffet i hendes virke og dermed i filmen. Man mærker, at instruktøren har skullet klippe en hæl og hakke en tå af undervejs (og måske ville bogen egne sig bedst til en tv-serie…).

Men sluger man kamelerne, så er der masser at lade sig underholde af. Der er et virkeligt fint udtænkt plot, der er spænding og fremdrift i afviklingen af fortællingen efter en lidt stille indledning. Og man sidder naglet til stolen. Det i sig selv er vel et kvalitetstegn?

Noget andet er så det Larssonske syn på mennesket og på kønnene. Stieg Larsson er, som bekendt, en venstreorienteret forfatter. Derfor er en kritik af økonomisk kriminalitet på højt plan at forvente. Og det får man. Fint nok. Værre er det med Larssons ukritiske brug af en ufiltreret halvfjerdserfeminisme i fremstillingen af Lisbeth Salander som nærmest biseksuel, hævnende selvtægtsheltinde. Et billede, der passer som fod i hose til fremstillingen af den ærke-misogyne patriark (fremragende spillet af Sven Bertil Taube), som nærmest er en karikatur af den mandlige seksualitets ondskab. Efter min bedste overbevisning er fremstillingen af Lisbeth Salander og hendes handlinger et privilegeret eksempel på svensk politisk korrekthed på overdrevet. Det er ligestillingstanken kørt helt ud i hampen. Lisbeth Salander-figuren er i mine øjne et moderne, skandinavisk feministisk modsvar på Charles Bronsons selvtægtmand fra halvfjerdserne. Og ikke en tøddel mere sympatisk.

I forlængelse heraf synes jeg – uden at afsløre noget over for dem, der har filmen og bogen til gode – at slutningen er både politisk og moralsk tvivlsom. Omvendt så er man jo efterhånden vant til at slå den slags forbehold fra, når man ser film… Dermed anbefalet som god underholdning – med visse forbehold.

Jovist, tidens gang går ikke sporløst hen over os, og heller ikke Brigitte “BB” Bardot undslipper forfaldet og forandringen med årene, selv om man engang nærmest troede hun var en halv-gud.

I kraft af sit udseende og et begrænset talent som skuespiller- og sangerinde kom hun allerede som attenårig ind i underholdningsindustrien, hvor hun indspillede omkring 50 spillefilm, 80 sange og optrådte i forskellige musikalske teaterstykker.

Instruktøren Roger Vadim gjorde et forsøg på at promovere hende som mere seriøs skuespillerinde i Og Gud Skabte Kvinden (1956), hvor hun typecastet spillede en amoralsk teenager i oprør mod fransk småborgerlighed i en fransk provinsby. Filmen blev en stor international succes som en slags Nouvelle Vague-light-film, bl.a. i kraft af den veldrejede Bardot, der kunne fordreje hovedet på halvtredserungdommens mandlige segment. Men ret beset var Bardot nok bedst egnet til den letbenede underholdning, hvor hendes kødelige fremtræden betød mere end skuespil- og sangtalent. Det skal ikke forstås i nedsættende betydning, for sådan er det i underholdningsindustrien. Og jeg har ikke noget mod letbenet underholdning, når den ikke udgiver sig for at være mere, end den er. Tænk blot på perlerækken af moderne amerikanske skuespillerinder, fx Jennifer Aniston, med baggrund i serie-industrien…

Vist nok lidt skuffet over mænd i almindelighed, underholdningsindustrien i særdeles og hele dyrkelsen af hendes blonde sex-appeal blev hun politisk radikaliseret efter karrierens afslutning. Fra at være udnævnt til det kvindelige symbol på La France transformeredes hun til en højre-rabiat dyrevelfærdsaktivist m.m. I næste uge – nærmere bestemt den 28. september – fylder BB 75 år. Til lykke med dagen.

“Sophie med lårene” kaldte min far altid den italienske filmstjerne og skønhed Sophia Loren. Hun tilhørte den generation af skuespillerinder, der med sex-appeal gjorde sig som pin-ups og på det store lærred i tresserne. Afløserne for de amerikanske glamour-piger fra fyrrerne og halvtredserne. Selv om Sophie var flot, så blev hun aldrig rigtig min foretrukne. Jeg var mere til BB og mindet om Marilyn Monroe. Og hendes skuespilpræstationer gjorde ikke det store indtryk dengang. Måske var jeg for ung til at sætte pris på dem, for da hun dukkede op i den ene af de to film om De Gnavne Gamle mænd, hvor hun spillede over for Jack Lemmon og Walther Matthau strålede hun med sit italienske temperament og sin italienske charme. I går rundede Sophie med lårene 75 år. Til lykke.

Nostalgien fik sit her til formiddag. I den lokale medieforretning fandt jeg Bernard Wickis filmatisering af Manfred Gregors anti-krigsroman Die Brücke. For 25 kr. Det ville nærmest have været en forbrydelse ikke at tage dem med hjem…

En lille fanside i Australien har ladet rygtet køre, at Charlie Watts ikke længere vil spille med og turnere med de resterende medlemmer af Rolling Stone. Og gruppen har pronto dementeret rygtesmæderiet. Hvorfor skulle han også kvitte nu efter næsten 50 år bag gryderne? Bandet stopper jo nok af sig selv inden for overskuelig fremtid.
Næ, en meget mere interessant nyhed er det, at der udkommer en ny og forbedret udgave af dokumentarfilmen Gimme Shelter, Albert og David Maysles, og Charlotte Zwerins dokumentar om Rolling Stones turné i USA i 1969 og bandet optræden på den famøse Altamont Festival. Ser man bort fra, at Altamont er kommet til at stå som den “grimme” festival ( i modsætning til den “smukke” Woodstock), så finder man på optagelserne med Stones noget af det bedste live-musik, man kan tænke sig fra en periode, hvor kreativiteten var i højsædet og spilleglæden optimal. “Is my local groupie in?”

I går var jeg med Frøkenen inde at se den nyeste Tarantino-film Inglorius Basterds. Og umiddelbart efter filmen var jeg ude af stand til at sige, om jeg kunne lide filmen eller ej. Det er sjældent, det sker. Så jeg undlod at sige noget, da Frøkenen meldte ud, at hun godt kunne lide den.

Det, der forstyrrede min meningsdannelse, var noget ved filmens præmis. Tarantino har, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, villet fortælle en historie om en kamp mod nazisterne på en ny og overraskende måde. Filmens handling er sådan set ganske enkel. En specialindsatsgruppe bestående af håndplukkede amerikanske, jødiske soldater skal operere i det besatte Frankrig med det ene formål at slagte nazister og skabe skræk og rædsel blandt tyskerne i kraft af brutalitet og grusomhed.

Tarantino er en notorisk filmnørd og han har adopteret en idé, som de fleste af os nok har tænkt. Hvordan ville historien se ud, hvis det fx var lykkedes at likvidere Hitler på et tidligt tidspunkt? Eller: Hvad ville der være sket, hvis ikke Hitler var gået ind i Sovjetunionen? Eller…? Uden at afsløre filmens slutning, så er det denne tankeleg, Tarantino realiserer i sin film – dog uden at vise noget om de efterfølgende historiske konsekvenser. Og det er nok lige netop på dette punkt, jeg har det svært.

Jeg synes, det er dybt uinteressant at lave en film på denne præmis: Hvad nu vis historien havde taget en anden drejning. Sætter man parantes om historiens usandsynlige slutning, så har man en kulørt fortælling, der bekræfter flere af Tarantinos berømmede kvaliteter. En af de ting, man har fremhævet hos denne filmnørd, er hans ekstensive brug af dialoger – model Pulp Fiction. Der tales meget og undertiden også ganske morsomt. Noget andet, manden er kendt for, er voldsdyrkelsen (Håndlagerne er et andet eksempel). Her er det dog ikke så slemt, selv om man lige skal vænne sig til synet af en skalpering i nærbillede.

Ellers er det en film, der fortælles i et forbavsende roligt tempo og lige ud ad landevejen. Der spilles upåklagelig i de mange roller. Og Brad Pitt er godt castet som den næsten tegneserieagtige halvblodsindianer, der står i spidsen for nazislagterne. Og Mélanie Laurent er et scoop i rollen som den hævnende jødiske pige Shoshanna. Men i det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne.

Filmens mange dialoger og det langsomme tempo koster på aktionsiden. Når man som jeg er opfostret med krigsforherligende film om kampen mod de onde nazister, så er der en forventning om effektiv aktion. Det får man ikke rigtigt i denne. Bortset fra den eksplosive slutning. Jeg tror den kunne have vundet en del med hensyn til drive og dynamik ved at skære den ned med et halv til en hel time. Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg så filmen i de tre stive timer uden ene eneste gang at kigge på mit armbåndsur. En indikator for, at jeg – forbeholdene til trods – blev godt underholdt. Men heller ikke mere.

Måske skyldes mine forbehold over for filmen også, at jeg ikke er en stor fan af Tarantino. Med skam at melde var jeg ikke en af dem, der faldt på halen over Pulp Fiction, selv om jeg da blev godt underholdt. Selv om jeg godt kan se, at han er cineastisk film-geek og kan en hel masse, så mener jeg , at Tarantino er overvurderet som instruktør. Han vil ganske enkelt for lidt med sine film – ud over at levere effektiv underholdning.

Hvis du, kære læser, vil læse positive anmeldelser af filmen, så kig i aviserne fra den sidste uges tid.

Frøkenen fik mig overtalt til at gå ind og se den amerikanske rom com The Proposal. Selv om jeg havde læst en forkølet og nedkølet anmeldelse af filmen og var tilsvarende forudindfattet, lod jeg mig alligevel forlede til at gøre turen ind til det centrale århus. For hovedrollen indehaves af en af de større talenter blandt kvindelige amerikanske filmskuespillere, Sandra Bullock.

Bullock kan det der med at spille komedie, hvis bare hun får det rette manuskript. Og at hun også ser godt ud, skal hun af samme grund ikke høre et ord for.

Som så ofte, når det drejer sig om amerikanske lystspil, skal man for at have fornøjelse af filmen sluge en hel del kameler med hensyn til plot, casting osv.

Filmen handler om en ung, modbydelig forlagsredaktør, Margaret Tate, (Bullock), der skal forestille at være indbegrebet af den moderne karrierekvinde med rundsave på albuerne, knive i ærmerne og en tunge så skarp et barberblad -  og så hendes undersåt, assistenten Andrew (Ryan Reynolds), der drømmer så meget om at slå igennem som forfatter og blive redaktør, at han er villige til næsten hvad som helst for at nå sit mål . Margaret, der frygtes af alle på forlaget, kommer i klemme i det amerikanske integrationssystem (hun er canadier og har ikke orden i papirerne) og eneste udvej for at undgå en enkeltbillet tilbage til Canada og den fortrængte fortid er, at hun gifter sig. Og valget falder selvsagt på Andrew, der modstræbende går med på ideen til gengæld for et redaktørjob og en bogudgivelse med et førsteoplag på 20.000.

Herefter er det romantiske og ganske forudsigelige plot sat på skinner. Og uden at afsløre for meget, så byder plottet ikke på nogen overraskelser. Det er helt efter bogen. Klicheernes store og åbenbart uudtømmelige bog.

Undervejs skal man sluge en masse Hollywoodske urimeligheder om den åh så lykkelige kernefamilie hjemme i Alaska (de sande værdier), chef-monsteret med det skjulte hjerte af guld osv. Værst af alt er, at man skal tro på Sandra Bullock som inkarnationen af en satanisk chef. Det er plat umuligt at se noget grumt i de blide dådyrøjne, der hele tiden modsiger mundens talestrøm. Det er længe siden, jeg har set en så oplagt fejlcasting.

Men Bullock gør, hvad hun kan for at redde æren og få historien i hus. Det lykkes da også halvt med slid og slæb, selv om manuskriptet ikke giver hende meget at arbejde med. Der ér dog nogle scener, der får til at trække på smilebåndet og småle. Og der spilles der pænt over hele linjen. Men heller ikke mere.

Jeg tog mig selv i at fortabe mig i nogle smukke optagelser fra Sitka i Alaska, hvor en stor del af filmen foregår. Og det siger måske noget om, hvor underholdende filmen som sådan er. Min anbefaling til jer læsere er, at spare biografbilletten og vente med at se filmen til den kommer på tilbud som dvd (49 kr. eller derunder). Så kan den bruges som let underholdning en kedelig søndag aften, hvor man alligevel ikke skal koncentrere sig for meget.

>Det bliver ikke til meget tv i disse tider. Ikke, fordi jeg savner det. Snarere tværtimod. Og film foretrækker jeg efterhånden kun at se på dvd eller i biografen. Der er jo for langt mellem nye – eller i det mindste ukendte – film på de danske kanaler. Genudsendelser derimod…

Men i går tog DR2 sig lidt sammen og sendte Dylan Kidds 2004-filmatisering af Helen Schulmanns roman “P.S.”. En lille bittersød historie om 39-årige Louise, der er fraskilt og stadigvæk lever med et ufordøjet minde om sin ungdomskærlighed, der blev revet væk i en trafikulykke. En ung mand med et lignende navn og udseende dukker så op i hendes hverdag og vender op og ned på den, da Louise nærmest tror, det er den døde, der er vendt tilbage.

Abstraherer man lidt fra den lidt Hollowoodsk usandsynlige “spøgelseshistorie”, så er den såmæn en fin lille historie om det alment menneskelige problem at få gjort op med fortidens spøjelser og komme videre med sit liv, medens tid er.

>Når jeg alligevel valgte at sidde oppe til efter midnat, så var det, fordi hovedrollen blev spillet af Laura Linney, der er en af mine personlige favoritter blandt nulevende amerikanske, kvindelige skuespillerinder. Og hun skuffede da heller ikke, men fremstiller fint den kærlighedshungrende, frustrerede unge kvinde.

På birollesiden er der også gode præstationer. Gabriel Burne som ex-ægtemanden med sexaholic-problemer; Lois Smith som den kærlige-ærlige moder, som Louise søger tilflugt hos, når problemerne tårner sig op og Paul Rudd som junkie-broderen. Topher Grace, der spiller over for Linney som den unge mand, står derimod kun lige distancen i rollen som begærsobjekt numero uno.

Til gengæld har filmen et udsøgt soundtrack, der passer fint til den sørgmuntre stemning i filmen. Martha Wainwright, Yo La Tengo, Ambulance LTD og det for mig nye bekendtskab, den walisiske singersongwriter Judith Owen, der excellerer i en let jazz-påvirket stil, som – i små doser i det mindste – passer som fod i hose til hjerte-smertefilm…

I nogle år, faktisk en del, underviste jeg i noget, man kalder “børne- og ungdomslitteratur”. Jeg har altid haft det svært med den slags etiketter. For mig er der kun litteratur. God og dårlig litteratur (på samme måde, som P.H. skelnede mellem god og dårlig kunst, da han blev stillet spørgsmålet om, hvad kunst var…) . Måske, fordi jeg var så heldig at gå på universitetet, da begrebet “det generaliserede tekstbegreb” var à la mode. Siden har mange glemt alt om det. Det generaliserede tekstbegreb.

Inden for den omtalte kategori er der bøger, der har status af at være klassikere. Det vil sige, for nu at gøre det kort, bøger, der som stafetter er gået fra generation til generation. Og er blevet læst med fascination, selv om tiden har sat sine spor. Lad os nævne H. C. Andersens eventyr og historier, Alice i Eventyrland, Peter Pan, Palle Alene i Verden, Peter Pedal og Mis med de blå øjne. Bare for at nævne nogle titler og navne i flæng. Og så Beatrix Potter og hendes unikke tegnede og fortalte univers. Med historien om Peter Kanin som et udmærket eksempel.

I det Potterske univers er der en meget engelsk duft af fantasy. Engelske forfattere som Potter og Lewis kan det der med at skabe et infantilt, næsten hermetisk lukket, fantasiunivers, hvor voksenverdens fortrædeligheder og grimhed holdes ude. Om man kan lide disse universer er vel en smagssag, men jeg har det fint med den slags eskapisme. Jeg holder meget af Peter Plys og Vinden i piletræerne. Meget mere end mine børn, faktisk.

I går så jeg så Chris Nonans film om Miss Potter. Med Renée Zelweger (bla. Bridget Jones-filmene) i hovedrollen som Beatrix Potter. En overraskende vellykket film, der legende let formåede at integrere det forfinede Potterske fantasiunivers i den historisk realistiske fortælling.

Igen måtte jeg beundre englændernes formidabel evne til at realisere en nærmest autentisk historisk og litterær scenografi. Og de engelske skuespilleres sublime kunst. Selv i den mindste birolle spilles der med eftertrykkelig overbevisning. Og hovedrollerne er castet med virkelig sans for historiens muligheder. Renée Zelweger får en til at glemme alt om den forfærdelige anden del af Bridget Jones-sagaen. Ewan Mcgregor er et fund som hendes naive og idealistiske forlægger, der tror på hendes talent og, helt efter bogen, forelsker dig dybt i den jomfruelige frk. Potter. Emily Watson er ligeledes et scoop som forlæggerens søster, der bliver Potters soulmate og støtte i kampen for anerkendelse i forhold til familien og det øvrige samfund. Og så videre. Alt i alt en lille filmisk perle, der nok fik knubbede ord med på vejen af den blaserte filmkritik, men fortjener at blive nydt derhjemme i sofaen.

I går tilbragte jeg tre timer i selskab med Harry Potter, halvblodsprinsen og det øvrige persongalleri fra det potterske fantasy-univers. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, men har set de forudgående film. Det har den fordel, at man ikke måler filmene med bøgerne – en klassisk, men svært undgåelig, fejltagelse. Og selv om vi er nået til den næstesidste filmatisering – og en vis metaltræthed ikke helt kan undgå at melde sig hos tilskueren – så bestod filmen min shitdetectortest: Jeg kiggede ikke en eneste gang på mit armbåndsur i løbet af de tre timer.

Filmen er – til forskel fra de foregående – mere mørk i tonen. Fruen så det straks med sin vanlige skarphed, da hun påpegede, at der ikke var ret megen humor i filmen. Og det har hun så sandelig ret i. Selv en scene, hvor Harry og Co. er på besøg i en magisk spøg-og-skæmt-forretning formåede kun at løfte lidt på smilebåndet. Humor er ikke dette afsnits styrke. Det er alvoren. Alvoren i form af kærlighedens bittersøde indtrængen i ungdomsuniverset med alt, hvad det indebærer. Stormfuld forelskelse, gengældt og ikke-gengældt ditto, jalousiens grønne uhyre, forblændelsen osv. Og alvoren i form af den mørke herres grumme spil (mere skal ikke afsløres).

Filmen lever visuelt helt op til forgængerne og de forventninger, man måtte have. Det er effektfuldt og imponerende, hvad man kan udrette med nutidens computeriserede effekter. Især den indledende scene for de onde slår sig løs gjorde indtryk. Der er også mange fine skuespilpræstationer. Ikke mindst i birollerne. Blandt andet gør Jim Broadbent et vældig godt indtryk i rollen som tilbagevendende eleksir-lærer og nøglefigur i plottet.

Til gengæld kan man ikke helt frikende hovedfigurerne for en vis slitage. Især i de amourøse scener, hvor de tre hovedpersoner momentvis godt kan se ud som om de er “kraftigt medicineret”, som The Guardians anmelder spydigt anfører. Der er ikke noget som kærlighedsscener, der kan vise en skuespillers begrænsninger…

Bortset fra det – og fraværet af et vaskeægte dramatisk klimaks, som de andre film bød på – så er man ganske godt underholdt i det fantasifulde ungdomsunivers. Hermed anbefalet forældre med børn i den alder…

Medens vi er ved dødfaldene, så kommer jeg ikke uden om at omtale Brenda Joyces bortgang den 4. juli i en alder af 92 år. Joyce fik æren af at erstatte selveste Maureen O’Sullivan som Jane i Tarzan-filmene, som capac slugte råt i barndommens Phønix-bio. Den første – af fem i alt – var Tarzan og Amazonerne fra 1945, hvor hun spillede over for Johnny Weismüller, der – efter manges mening – var den “rigtige” Tarzan. Rollen som Jane krævede ikke det store skuespiltalent. Til gengæld var det vigtigt at have lidt til gården og gaden – og at kunne vække beskyttertrangen hos Tarzan, når man iklædt et nødtørftigt dækkende skørt var udsat for fare derude i den store jungle…

Tarzan og Jane på flodbredden…

Lurid movies, kalder amerikanerne dem. Gustne film, kunne man måske oversætte det til. Film med nøgenhed og erotik fra dengang pornografien endnu ikke var frigivet, men henvist til undergrunden. Jeg husker så tydeligt, hvordan de pubertære drenge i nabolaget fattede interesse for disse film i form af de ofte tvetydige – erotisk-moraliserende – plakater og udhængsskabenes omhyggeligt udvalgte still-fotos, som ofte lovede meget mere end de kunne holde. De yngste af os måtte nøjes med disse visuelle stumper fra erotikkens forjættede land – og så de ældre kammeraters saftige gendigtninger af, hvad der faktisk udspillede sig oppe på lærredet.

En af disse film var Ingmar Bergmans Sommeren med Monika fra 1953. Baseret på Per Anders Fogelströms roman af samme navn og med den vakre Harriett Anderson i hovedrollen. Især et bestemt foto brændte sig fast på nethinden. Den unge Anderson, dybt dekolleteret med lukkede øjne, drømmende udtryk i ansigtet og fugtig hud. Det foto kunne sælge – dengang. I øvrigt gik der mange år, inden jeg faktisk fik set filmen.
Tak til Modstrøm for at have sendt mig ned ad erindringen boulevard.