CAPAC

Denne film er en damefilm. Målgruppen er uden tvivl kvinder, der finder glæde i pladderromantiske fortællinger. Det skal ikke (kun) forstås som en fordom, men i høj grad som en anbefaling.

Med fruen under armen gik jeg med ind og se Susanne Biers nye film Den skaldede frisør. Vel vidende, hvad jeg gik ind til. For jeg havde læst interviews og omtaler af filmen og vidste godt, hvad Bier ville med filmen. Nemlig lave en helt igennem romantisk film. Og når præmissen er sådan, så nytter det ikke at kritisere den for at være lige netop – romantisk. Ergo slog jeg det kritiske filter fra – og var beredt på også at sluge en del kameler. For når romantikken tager over, så må man ofte tage nogle urimeligheder med i købet. Jeg tænker ikke her på, at hovedpersonen Ida, spillet af Trine Dyrholm, er kræftpatient og bliver kærlighedsobjekt for mange kvinders hede drømmehelt, Pierce Brosnan, i rollen som den rige frugt- og grøntproducent Philip. Det sker såmæn også derude i virkeligheden, at kærligheden rammer på den måde. Selv om mangen en amerikanske film helst vil det anderledes.

Næ, jeg tænker på alle de klicheer, der let kan følge med i købet, når først man lader fantasien folde sig ud i det romantiske tema. Fx lokaliteten. Det foregår selvfølgelig ikke i København, hvor Ida ellers lever sit liv med mand, hus, sygdom og et job som damefrisør. Nej, romantikken skal selvfølgelig udfolde sit et pittoresk og eksotisk sted. I dette tilfælde i en lille italiensk by ved kysten, hvor citronerne er modne og naturskønheden er i kappestrid med et indtagende, charmerende arkitektonisk forfald, som danner en nærmest perfekt ramme om en hyperromantisk fortælling. Og denne kamel slugte jeg gerne, selv om jeg synes, at Bier laver et veritabelt over-kill med alle sine åh så smukke optagelser af byen, havet, solnedgangen, kysten osv. Der gik postkort i det.

En anden kliché er den normalt-dysfunktionelle familie, som de forelskede par skal slås med. For det viser sig, at Ida, der rejser alene til Italien for at deltage i sin datters bryllup, forelsker sig i brudgommens far, og derved får de så at sige samme familiære ramme at agere inden for. Og hvilken ramme! Idas mand tropper op med den unge blondine fra firmaets bogholderi, som han har bedrevet utroskab med. Philips søn viser sig at være bøsse. Og sønnens papmor, Benedikte – spillet af Paprika Steen – er en både grotesk, selvoptaget  maneater oget  skrækbillede på et anoreksiprovokerende moderdyr.

Men man sluger gerne disse og andre urimeligheder, fordi deres funktion er at være kontrast til den romantiske fortælling om den kræftsyge blonde, skaldede damefrisør og den modne, livsforbitrede rigmand, der bogstaveligt talt støder sammen (i en bilgarage) og oplever, at kærligheden overvinder alt. Sygdom, bitterhed, familieliv, utroskab osv. For sådan er det jo i en romantisk film.

Skuespilleriet er godt uden at være imponerende. Trine Dyrholm fylder sin rolle som den skaldede frisør godt ud. Hverken mere eller mindre. Pierce Brosnan er lige netop så maskulint-kejtet-charmerende, som man (det kvindelige publikum ikke mindst) kan forvente og håbe på. Hvor overbevisende han er som kvindebetvinger, vil jeg overlade til damerne at bedømme. Mit indtryk var, at det virkede der i biografens mørke.

Ellers er der grund til at fremhæve Molly Blixt Egelind, der leverer et bevægende, levende portræt af den vordende brud, der med store, tårevædede øjne er splittet i sin tvivl om valget af livsledsager. Det gør hun godt. Også Kim Bodnia gør en rigtig god figur som Idas mand, der knepper uden om med kontorassistenten og undskylder sig med, at der har været så hårdt for ham at stå side om side med sin kræftsyge kone. Bodnia får med stor humor fremstillet manden i al hans maskuline ynkelighed. Og han får fint modspil af Christiane Schaumburg-Müllers, der har fået den utaknemmelige rolle som den dumme blondine, som ægtemanden har dyrket på familiens sofa. Christiane Schaumburg-Müller får det optimale ud af denne kliché og er et af de rigtig morsomme indslag i filmen. Bodnia og Schaumburg-Müller er med til at løfte den ellers lidt gumpetunge humor i filmen. Det samme kan man sige om Bodil Jørgensen i rollen som frisørkollegaen Vibe og Birthe Neuman som Philips kontroansatte. Desværre får de to damer ikke så megen plads i filmen.

For at få sådan en romantisk komedie til at glide ubesværet ned som det, den er, uforpligtende underholdning, så kræves det, at dialogen kører som smurt og instruktionen ligeså. Det kniber det med. Dialogen er mærkbart konstrueret undervejs, hvor de humoriske bemærkninger virker lidt for fortænkte. Og selve selve klipningen mangler lidt tempo og rytme. Det er ikke gjort med at lade Dean Martin synge “That’s amore” og lade mandolinerne klinge i baggrunden. Den skaldede frisør når ikke samme højder som Susanne Biers hovedværk Den eneste ene. Men jeg har ladet mig fortælle, at damerne kan lide filmen. Og det er jo det vigtigste. Så gør det ikke så meget, at jeg er lidt forbeholden. Hermed anbefalet.

Money makes the World go around. Sangen fra filmen Cabaret har kørt rundt i hovedet på mig her i formiddag. Og det samme har den fantastiske scene fra filmen, hvor Liza Minelli og Joel Grey fremfører sangen, som fortæller en bitter sandhed om den materielle virkelighed, vi alle lever i, hvor den rige kan købe næsten alt, men ikke kærlighed, og den fattige må lade kærligheden flyve ud af døren, når pengene ikke er der, og sulten banker på døren. I det hele taget kan man langt hen ad vejen se filmen  Cabaret som en allegori over den verden, vi lever i.

I disse økonomiske krisetider bliver vi mindet om, at nok får pengene verden til at dreje, men de får den også til at løbe ud af kontrol. Selv astronomiske beløb til den kriseramte finanssektor og gældstyngede lande kan tilsyneladende stoppe udviklingen og etablere en situation, hvor pengene bare får verden til at køre rundt. Måske, fordi pengene ikke bare er kolde kontanter eller tal i et digitalt pengesystem, men som almene ækvivalenter bærer på sociale relationer, der er ude af balance.

Associationen til sangen og filmen udsprang af, at jeg i den forgangne uge har snakket med to bekendte, der begge hver på sin måde indrømmede, at de kun gik på arbejde for at få penge til dagen og vejen. Drømmene om et andet liv, drevet af lyst og interesse, var parkeret bagerst i bevidstheden eller i de sparsomme fritimer. Den ene var gået ned med stress og gruede for at skulle vende tilbage til sit slidsomme job, den anden havde på 25. år været i et job, som han aldrig havde brændt for. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan mon verden ville se ud, hvis det ikke var pengene, der var “incitamentet” for vores arbejde, men interessen, engagementet, ja – glæden?

I år er det i øvrigt 40 år siden, Bob Fosses film om den sidste tid Weimar Republikkens dekadente Berlin, før det nazistiske ragnarok bryder ud, første gang blev vist for publikum. På det tidspunkt 1972-73 stod vi over for den første af en serie økonomiske kriser, som afløste tressernes exceptionelle højkonjunktur. Oliekrisen blev den kaldt herhjemme, men det var en økonomisk krise. Siden har den ene afsløst den næste og er blevet dybere og dybere. A mark, a yen, a buck or a pound …a buck or a pound …a buck or a pound. Is all that makes the world go around That clinking, clanking sound…Can make the world go ’round

Nogle gange spiller erindringen en et puds. Et kort øjeblik var jeg overbevist om, at jeg havde en singleplade med Elvis Presley, der synger “Return to sender”. Men jeg huskede forkert – og forvekslede den med “One broken Heart for sale“. Begge sange hører til de sange med Elvis, der gjorde et stort indtryk mig, da jeg var en dreng på 9-10 år. Og forvekslingen har måske en forklaring. Sangene stammer fra årene 1962-63 og er med i to af de spillefilm, Elvis indspillede i de år. “Return to sender” var med på soundtracket til “Girls, Girls, Girls” (1962) og “One broken Heart for sale” indgik i “It Happened at the World’s Fair “, der kom året efter.

Dengang sad jeg nemlig troskyldigt hver søndag eftermiddag i Phønix bio og så Elvis-filmene, når de blev vist. Og min indgang til Elvis’ musik var disse film, der jo almindeligvis betragtes som en svag periode i karrieren. Selv om jeg hørte halvtredserrocksangene hos Jørgen Mylius, så fik jeg nok først et forhold til dem senere. Det var filmene, der betød noget for den unge Elvis-fan.

Med til at fastholde de to sange i erindringen er også det forhold, at de hører til blandt de første Elvis-sange, der blev registreret på de danske hitlister. Faktisk er “Return to sender” med den første af de lister, Henrik Schmidt-Sivertsen har samlet på www.danskehitlister.dk. Den dukker op på førstepladsen på Top 20/30 i uge 5 i 1963 og bliver på listen i 13 uger. “One broken Heart for sale” får også 13 uger på listen med en 5. plads som bedste placering. Den dukker op i uge 12 i 1963 og ligger sammen med “Return to sender” og to andre Elvissange “Kid Galahad” og “Kiss me quick”. Jovist, det var i præ-Beatles-perioden og Elvis var et stort navn.

I det fornemme bokssæt The essential 60’s masters fra 1993 (superviseret af den danske Elvis-kender Mikael Jørgensen) er filmindspilningerne ikke med. Selv om det ikke står direkte, så kan man godt forstå fravalget af filmindspilningerne (koncertoptagelserne, tv-optagelserne m.m.) som en kvalitativ prioritering. Filmsangene har ikke samme klasse og status som de “rene” studioindspilninger. Uden at være decideret uenig i prioriteringen, så vil jeg godt forfægte det synspunkt, at der i filmene gemmer sig en række fine indspilninger, som nok kunne berettige en bokssætudgivelse med soundtrackene fra de mange film, Elvis indspillede.

Heldigvis findes der en del opsamlinger med Elvis-filmsange, fx den udmærkede dobbeltcd fra 2007 Elvis at the Movies, der indeholder 40 sange – fra “Love me Tender” (fra filmen af samme titel) til “Rubberneckin'” (Change of Habit). Og så er begge de ovenfor omtalte sange også med.

På Facebook gør Torben opmærksom på, at sangerinden, skuespillerinden, produceren, ja, multitalentet Barbara Streisand i dag fylder 70. Sidst jeg var i nærkontakt med Streisand – sådan mediemæssigt forstås – var, da jeg sammen med familien muntrede os med filmkomedierne “Meet the Fockers” (2004) og “Little Fockers” (2010), hvor hun ruller sit komiske talent ud som Roz Focker, der er gift med Bernie (Dustin Hoffman) og moder til hovedpersonen Gaylord “Greg” Focker (Ben Stiller). Og med sin halvfjerdser-flipper-friggjorte figur som sexterapeut overhaler hun Ben Stiller indenom med hensyn til lårklaskende komik. I det hele taget er det en lang række komiske roller, som jeg især husker hende for fra det hvide lærred. Fx rollen som Doris i “The Owl and the Pussycat” (1970) og som Judy i “What’s up, Doc?”, hvor hun spillede bukserne af Ryan O’Neal (og som jeg så hele tre gange det år, den havde premiere…).

Selv om jeg aldrig er blevet decideret fan af sangerinden Barbara Streisand, så har hun gjort indtryk som en stærk fortolker, der altid har forstået at gøre en dyd ud af fortolkerens nødvendighed: At finde gode sange, der var værd at fortolke. Fx da hun med sikker hånd og god rådgivning indgik et samarbejde med Barry Gibb fra The Bee Gees og indspillede ti af hans sange – og høstede sin del af Bee Gees-diskoboblens guld med albummet Guilty (1980).

Streisand kan på mange måder godt ligne Linda Ronstadt som fortolker med hensyn til sikkert repertoirevalg, valg af de bedste af de bedste backingmusikere og så en stemme, der skiller sig ud. Forskellen er måske, at Streisand har orienteret sig mere mod traditionen med Frank Sinatra og Las Vegas, hvor Ronstadt kommer fra rocken og countryrocken – selv om modstillingen ikke holder helt. For begge har de krydset grænselinjen.

Much More – fra Streisands første album The Barbara Streisand Album fra 1963.

Den 11. september 2001 flyver to passagerfly ind i to tårne i New York. Hændelsen bliver månederne efter omdannet til en politisk-mytologisk fortælling kaldet ”9/11”. Angrebet på tvillingetårnene bliver anledning – eller måske rettere et påskud – for den amerikanske centraladministration til at revitalisere fortællingen om Amerika som ‘verdens politimand’, frelser og beskytter i en post-koldkrigshistorie med Osama Bin Ladens ‘islamiske terrorisme’ som det nye fjendebillede.

Måske er det i virkeligheden sidste gang, vi er vidne til den slags historier, fordi USA’s globale rolle er under forvandling med ikke mindst Kinas og men også fx Indiens voksende rolle i international politik. Ikke desto mindre lod store dele af den vestlige halvkugles politiske ledere sig forføre af den politiske myte med katastrofale følger i Irak, Afghanistan og andre steder, hvor ‘kampen mod terrorismen’ udfolder sig.

Netop 9/11-mytens ubærlighed gjorde, at jeg havde sat en klamme om Stephen Daldrys film Ekstremt højt & utrolig tæt på som muligt emne, hvis jeg skulle i biografen. Bare tanken om endnu engang at skulle forholde mig til den betændte myte holdt mig tilbage.

Men som så ofte før ville tilfældet alligevel, at Fruen og jeg i går sad i biografen og så netop den film. Vi var taget til byen – i regnvejr – fordi der skulle ske et afbræk i hverdagens forudsigelighed. Og lige netop kl. 16 var der ikke andre film med større appel.

Så meget desto mere glædeligt var det at konstatere, at 9/11-temaet spiller en helt underordnet rolle i filmatiseringen af Jonathan Safran Foers roman fra 2005 – og at der var tale om en endog særdeles vellykket film.

Hovedpersonen i filmen er drengen Oskar Schell (spillet af den nu 15-årige Thomas Horn). Oskar mister sin elskede far Thomas (Tom Hanks), der omkommer i et af tvillingetårnene den famøse dag.

Men akkurat som 9/11 blev et påskud for en politisk myte, så bliver faderens tragiske død den dag et påskud for romanforfatter Foer til at fortælle en kompleks historie om en drengs deperate forsøg på at finde en mening med faderens tilfældige, absurde død. En mening med den meningsløshed, der til stadighed slår ind i vores liv og udfordrer vores forståelse af verden og livet.

Oskar er lidt af en nørd. Faktisk er han engang blevet undersøgt for diagnosen ”Asperger”, men i virkeligheden er han nok bare som så mange drenge i den alder en kvik dreng, der kan blive lidenskabeligt optaget af noget. Og faderen Thomas har stimuleret drengens nysgerrighed og fantasi ved at sætte ham på en umulig, fantastisk opgave. Han skal opspore den imaginære sjette bydel i New York, som ifølge faderens fantastiske myte har ligget klods op af Manhattan, men engang er blevet fjernet som et stort tæppe af tusindvis af indbyggere. Kun sporene er tilbage.

Sammen med faderen går Oskar lidenskabeligt op i denne fantasifulde leg, som faderen – der i øvrigt havde en drøm om at blive forsker, men endte med at blive juveler – hele tiden fodrer med nye fantastiske lunser af fantasipirrende og nysgerrighedsæggende information. En leg, der binder de to endnu mere sammen og som kommer til at danne grundlag for den senere historie.

Fra den dag, hvor faderen omkommer, får legen karakter af dødsensalvorlig udforskning af ikke blot mysteriet om faderens død, men måske også dybest set af meningen med livet. Kort tid efter finder drengen en gul konvolut med en nøgle i en blå vase. På konvolutten står ordet ”black”. Og med nøglen i en snor om halsen indleder Oskar en jagt på den lås, der måske vil give svar på mysteriet.

Ved hjælp af telefonbøger over New York og et sindrigt udbygget system af kort og arkiver begynder Oskar systematisk at opsøge alle med navnet Black for at finde et svar. Det bliver en fantastisk rejse, hvor han møder en lang række mennesker, der ikke giver ham svar på gåden, men med deres egne livsfortællinger alligevel er med til at forandre Oskars forståelse af sig selv og sin verden. Først til allersidst finder han den lås, nøglen passer til. Men det vil jeg overlade til jer selv at opleve.

Undervejs i sin jagt på sandheden om faderen og udforskningen af de imaginære spor får Oskar følge af en stum ældre mand, der har indlogeret sig hos bedstemoderen på den anden siden af den vej, hvor de bor. Det viser sig, at manden (spillet af Max von Sydow) er Oskars bedstefar, som forsvandt sporløst ud af familiens liv for mange år siden, da faderen Thomas kun var en lille dreng i Dresden.

Også bedstefaderen bærer på en tragedie. Begge hans forældre døde i et beskyttelsesrum under krigen. Men han overlevede, og siden har bedstefaderen båret rundt på stumheden som et symptom på tabet. Han kommunikerer kun på skrift. Med en lille notesbog og et ”ja” og et ”nej” skrevet i håndfladerne.

Men indføringen af bedstefaderens figur får fortællingen om Oskar en dybere dimension. Vi har at gøre med tre generationer af mænd, der hver på deres måde må forholde sig til et tab. Bedstefaderen, der dels forlader sin kone og sin søn og stumt bærer rundt på tabet af sine forældre. Og bogstaveligt set ikke kan sætte ord på det ufattelige tab. Faderen Thomas, der forlades af sin far, og måske af den grund er så optaget fantasifulde udforskningsopgaver, som han videregiver til sin søn. Og så Oskar, der mister sin far og kaster sig ud i den store jagt på sandheden om meningsløsheden. Og det viser sig, at Oskars søgen indeholder en slags forløsning af de to andre tragiske historier.

Uden af afsløre for meget, så bliver Oskars søgen efter den lås, som nøglen passer til, en lagdelt fortælling om drengens søgen på en mening med livet. Oskar er ikke alene en klog og nørdet dreng. Han er også – allerede inden faderens død – en dreng, der er bange for at dø og dermed også bange for at leve. Han tør fx ikke at tage med offentlige transportmidler eller opholde sig på broer. Og drengens livshæmning illustreres smukt i en scene, hvor faderen Thomas forsøger at overtale Oskar til at tage sig en gyngetur på en legeplads. Oskar er dog mest optaget af, om gyngen kan holde tli faderens gyngen.

Oskars udforskning af sandheden om faderens meningsløse død bliver en rigt facetteret rejse, der dels giver ham erkendelse af sig selv, en overvindelse af sig selv – og fører ham tilbage i favnen på sin mor (fornemt fremstillet af Sandra Bullock), der hele tiden har fulgt ham på sidelinjen uden hans viden. Samtidig bliver det en tidstypisk, næsten Austersk fortælling om, hvordan sproget – Oskar er en storsnakker – og fortællingen er forbundet med andres og andre generationers fortællinger og næres af disse, og en fortælling om, at netop fortællingen – og måske på et højere plan – den digteriske fortælling kan give mening til det meningsløse.

Jeg har ikke læst Foers roman, men Eric Roths manus og Stephen Daldrys instruktion får på fornem vis udfoldet en kompliceret historie om drengen Oskar og hans heroiske kamp for at få styr på sit liv og mening med galskaben. Daldry, der tidligere har lavet bl.a. ”Billy Elliott” (også om en drengs kamp), forstår at instruere den unge Thomas Horn, så hans spil er ikke bare bevægende, men overbevisende i imponerende grad. Og han bliver godt flankeret af de tre voksne skuespillere i familien. Hanks spiller Hanks, som han plejer og gør det godt. Bullock, som eller mest har gjort sig i komedier, er rørende som den knuste hustru, der oven i købet skal genvinde sin søns kærlighed. Og den aldrende Max von Sydow får med meget enkle virkemidler gestaltet en tragisk figur. Dertil kommer en række biroller, som man ikke kan sætte en finger på.

Tematisk kan filmen godt minde om filmatiseringen af Jonathan Sebastian Foers debutroman Everything is illuminated, der også har en nørdet, sandhedssøgende dreng i hovedrollen. Det fine ved den nye film er, at den formår at bruge katastrofen ved tvillingetårnene til at fortællle en personlig historie om noget grundlæggende menneskeligt. Om vores forhold til slægten, familien, andre mennesker. Og om fortællingens betydning for vores evne til at leve livet på trods af de meningsløsheder, der hele tiden rammer os. Hermed anbefalet.

Jeg har et særligt forhold til Stanley Kubricks dystopiske filmatisering af Anthony Burgess’ roman “A Clockwork Orange”, som havde europæisk premiere i denne uge for fyrre år siden. Den aften, jeg skulle ind at se den sammen med en gymnasieveninde, blev jeg påkørt af en John Lennon-sygekassebebrillet mand på scooter. Jeg havde lånt min fars Morris 1000 og kørte mod Esbjergs Strandbio, da omtalte mandsperson påkørte bilen i et blødt sving i et villakvarter i Fourfeld. Heldigvis skete der ikke andet med manden end at han fik nogle hudafskrabninger på hænderne og fik knust sine briller. Jeg kan endnu se ham stå der uden for bilen og kigge gennem de knuste brilleglas. Han var landet på en græsplæne. Heldigvis. Forskærmen og -hjulet på bilen var ødelagt, og det blev ikke til noget med den biograftur med min veninde. Men jeg fik set filmen et par dage efter.

Kubricks film havde været til debat i gymnasiets kristendomstimer, fordi læreren havde set den ved premieren og brugte den til at diskutere emnerne ‘vold’ og ‘æstetik’. Siden har jeg genset filmen nogle gange og er lige så fascineret af den, som første gang jeg så den. Dengang var det provokerende, at Kubrick kombinerede Beethovens musik med scener af vold og voldtægt – oven i købet med et anstrøg af humor. Som det komplekse kunstværk filmen er, så er dens skildring af mennesket som både et dyrisk og et kulturelt højtstående væsen og af samfundet som modsigelsesfuld blanding af civilisation og brutalitet kompleks, så kompleks, at de nemme konklusioner, vi gymnasieelever drog, ikke forekommer så enkle og ligetil i dag.

En voldsscene fra filmen

I biografmæssig henseende har 2011 været et rigtig elendigt år for denne skriverkugle. Forstået på den måde, at jeg alt for sjældent har sluppet tasterne og er  taget i biografen for at se film dèr, hvor film jo skal ses – i følge dogmet. Og selv om jeg elsker både VHS, DVD og Blue-Ray, så er det ikke det samme som at sidde i biografmørket – uanset hvor stor fladskærmen så end er…

Jeg gik således glip af filmen “Super 8”,  da den var i biffen. Den havde ellers tiltrukket min opmærksomhed, fordi Steven Spielbergs ånd svævede over den. Og jeg er en stor fan af denne drengede filmmager, der både kan sit håndværk og sin filmhistorie – men også har bevaret en drenget “uskyld”, som er fascinerende.

Ganske vist er “Super 8”, som jeg så igår på dvd, instrueret af J. J. Abrams, der tidligere har bevist sit håndelag i Mission Impossible III og Star Trek, men tematisk og fortællemæssigt, så er filmen i den grad i Spielbergs ånd, at man næsten mærker hans usynlige hånd. Jovist. Spielberg er mere end en producer med tegnebogen i baglommen og kalenderen i hånden…

Super 8 er en science fiction-film, der – som flere af Spielbergs film – handler om ‘nærkontakt af 3. grad’, for nu at parafrasere en af de tidligere Spielberg-titler. Den handler om en pubertetsdreng (igen et Spielberg-tema), Joe Lamb (spillet af Joel Courtney), der har mistet sin mor ved en voldsom ulykke. Drengen klamrer sig til mindet om sin mor – et halssmykke med foto af de to sammen – og forsøger at få livet til at gå videre med sin sheriff-far, der har nok at se til med sit job.

Sammen med en håndfuld venner bruger han tiden på at lave zombiefilm. Og under optagelserne ved en nærliggende togstation bliver de unge vidne til en voldsom togulykke, som bliver forårsaget af en bilist, der kører frontalt ind i toget. I det katastrofiske kaos efterlader de kameraet kørende – og det filmer noget mystisk. Et væsen forlader det ødelagte tog. Bedre bliver det ikke af, at de finder den hårdt sårede bilist, der viser sig at være en videnskabsmand, som med vilje har forsøgt at ødelægge det, som toget transporterede.

Helt efter Spielberg-bogen sker der efterfølgende underlige ting og sager, der tyder på, at et overnaturligt væsen er på spil. Strømmen kommer og går, folk og hunde forsvinder osv. Og militæret dukker op, omgærder katastrofeområdet med mystik og fylder alle – inklusive sheriffaderen – med bull shit. Og det er helt efter Spielbergsk håndbog for filmfolk.

Som i fx ET så er det de unge, der kommer på sporet af gåden og – i sidste ende – løser mysteriet på en meget, ja, Spielbergsk facon. En væsentlig brik i detektivarbejdet er, at filmens unge hjerterdame Alice (overbevisende spillet af Ellen Fanning) sætter brand i både den unge Joes hjerte og filmfreakvennen Charles Kaznyks (Riley Griffiths) ditto – og bliver bortført af det væsen, der huserer.

De unge i filmen spiller ganske overbevisende i deres roller. Ikke mindst de to hovedroller – Joe og Alice. Også her i instruktionen af de uskolede unge mærker man tilstedeværelsen af mesteren Spielberg.

I det hele taget er skuespillet lydefrit. Og det samme kan man sige om fortællingens struktur. Det er så professionelt gennemført, som man kan forvente fra den kant.

Med voksende spændingskurve og anvendelse af filmkunstens moderne teknologier skrues en spændende historie sammen, som det er svært at sætte en finger på. Det skulle da lige være, at filmen godt kan virke lidt for genkendelig i sin Spielbergske setup. Men det har læserne sikkert allerede regnet ud…

Forbeholdet til trods så er det en meget vellavet og meget underholdende film af den slags, der kan fastholde drengerøve som capac i sofaen og få ham til glemme kaffen, medens billederne løber over skærmen. Hermed anbefalet.

Brick Lane er en gade i Øst-London, præget af indvandrere fra Indien og Bangladesh. Ikke for ingenting bærer gaden også øgenavnet “Banglatown”. Brick Lane er også titlen på en meget rost debutroman af Monica Ali, der selv har en familie, hvis rødder stikker dybt i såvel Bangladesh som Good Ol’ England. Og så er det titlen på en film, der bygger på samme roman.

Romanen, der udkom i 2003, har jeg endnu ikke fået læst. Men filmen så jeg i forgangne weekend, hvor den blev vist på DR K. Og det kan være en fordel ikke at være belastet af romanlæsningen, når man skal se en filmatisering. Hvordan det forholder sig med forholdet mellem roman og film, ved jeg altså af gode grunde ikke. Men filmen er absolut værd at se for sin egen skyld.

Brick Lane blev instrueret af den relativt ukendte Sarah Gavron og har den indiske skuespillerinde Tannishtha Chatterjee i hovedrollen, som den unge pige Nazneen, der efter moderens selvmord i en fjern afkrog af Bangladesh bliver bortgift til en ældre mand, Chanu, som bor i Brick Lane.

Det er en fortælling om at få sine rødder skåret over og finde en ny identitet i et nyt liv, hvor forbindelsen til fortiden består af breve til og fra den elskede søster,og hvor traditionen er flyttet med som nissen i form af religiøse og kulturelle normer i et såkaldt arrangeret ægteskab. Men det er også fortællingen om en ung kvinde, der stille og roligt må gøre op med moderens budskab om, at ‘man skal tage sin skæbne på sig’. Man kan sige, at Nazneen netop tager skæbnen i egen hånd og med sit eget stilfærdige oprør er med til at forme denne skæbne.

Nazneen elsker ikke i begyndelsen sin dobbelt så gamle mand, der er en godmodig, drømmerisk tyksak, der ikke kan forstå, at englænderne ikke sætter pris på deres egen kultur og eller værdsætter, at andre gør det, og derfor må han erfare, at det ikke er nok at være dygtigere end chefens familiemedlem for at beholde sit job. Men et syndigt kærlighedsforhold til en ung mand, der bringer tøj ud til områdets mange syerske, bl.a. Nazneen selv, får hende til at forstå, at Chanu alligevel er værd at elske, fordi han er en alt andet end traditionel, autoritær familiefar. Han viser sig både at besidde en stor kærlighed til sine oprørske døtre, sin utro kone (som han næste tavst gennemskuer), og evnen til at omstille sig, når livsvilkårene forandrer sig.

Uden af afsløre for meget af handlingen, så ender filmen med, at Chanu rejser tilbage til Bangladesh, medens Nazneen og de to pigebørn bliver tilbage i sneen i Brick Lane. Livet har forandret sig så meget for Nazneen, at hun nu ved, at hendes liv ikke længere er i et mytologisk Bangladesh, hvor søsteren gennemlever sit eget oprør som prostitueret. I en meget smuk slutscene ser man Nazneen og de to piger lege i sneen på gaden. Et sindbillede på et accepteret liv hinsides enhver snak om integration.

Som så ofte i britisk filmkunst løftes fortællingen af en række fornemme skuespilpræstationer. Tannishtha Chatterjees fremstilling af den unge kvinde fra Bangladesh er bevægende i sin stilfærdige, diskrete realisering af Nazneens forandring og akklimatisering i et i mere end en forstand koldt London. Og mindst lige så overbevisende er den indiske skuespiller Satish Kaushiks gestaltning af den sympatiske familiefader, der på overfladen er selvhævdende og traditionsbunden, men efterhånden viser sig at besidde både mandsmod, kærlighed og forståelse for sine omgivelser og sin egen situation.

Sarah Gavrons instruktion, der centrer sig om hovedpersonen, er nænsom og tegner fint et billede af den komplicerede omstillingsproces, det er at blive revet op med rode og blive omplantet til en verdensdel, hvor alt er anderledes, og alt forandrer sig på en måde, ingen kan forudse. Det er en film, der kaster et grelt lys over den hjemlige integrationsdebats manglende empati og uforstand.

Jeg har læst mig til, at filmen er blevet kritiseret – af indvandrere i England – for fremstille indvandrermiljøet i Brick Lane som tilbagestående osv. Men det er en overfladisk og ufølsom læsning af filmen. Filmen viser tværtom, hvor store forandringer, der kan foregå i et indvandrermiljø, der nok udadtil ser traditionelt ud, men i hvis indre der vendes op og ned på mange begreber og fordomme.

Jeg ved ikke om filmen genudsendes (det gør den jo nok). Ellers anbefaler jeg, at man ser den på dvd.

I denne weblog har jeg ofte fortalt om min barndoms og ungdoms biografer og de oplevelser, de gav anledning til. Strandbio, Phønix Bio, Kosmorama osv. Biograferne har for min generation været en væsentlig del af den kulturelle dannelse, vi fik. Ikke mindst i årene før tv-mediet for alvor tog over.

Til biografoplevelser hørte ikke kun de mange film, men også biografreklamerne. Både de billige, der kun bestod af enkelte fotos og måske en speakerstemme, og de “rigtige” reklamefilm. Og introen med de lårsvingende piger, som man aldrig vil glemme, før det kan være lige meget.

Noget andet, jeg heller aldrig vil glemme, er filmselskabernes logoer. Især MGMs løver. Den brølende løve i det cirkulære bannerlogo med indskriften “Ars Gratia Artis” (kunst for kunsten skyld! Et slogan, man ikke altid har holdt i hævd i filmbranchen – heller ikke hos MGM…). Eller rettere de brølende løver, for der var flere. Og ofte har jeg tænkt på, hvad der mon var sket med dem – og hvordan deres liv mon har været.

Leo the Lion er navnet på maskotten for Metro-Goldwyn-Mayer, og det var art director Lionel S. Reiss, der fik æren for at have fundet på produktionslogoet. Den første Leo hed egentlig Slats og var aktiv fra 1917 til 1928. Slats, der kom til verden i Dublins Zoo, brølede i alle MGMs sort-hvide film i perioden 1924-28. Slats døde i 1936 og hans skind ligger til skue på McPherson Museum i McPherson.

Den næste Leo var Jackie, der lignede Slats til forveksling og var den første, man kunne høre brøle i biografsalen. Man havde optaget hans brølen på en grammofonplade, som blev afspillet, medens billederne gled over skærmen. Som en slags foregribelse af talefilmen. Jackie fik æren af at indlede alle de sort-hvide film i årene 1928-1956.

Tanner afløste Jackie i 1934. Og han fik lov til at indlede MGMs Technicolor-film i årene 1934-56 og tegnefilm i perioden 135-67 (med en pause fra 1958 til 1963).

George var kun aktiv fra 1956-58 og var den Leo, der havde den kraftigste manke.

Den femte løve er Leo, som er blevet brugt fra 1957 og frem til i dag. Han har været at skue i de fleste af MGMs film i det tidsrum. Leo forlod også sit logo og optrådte i tv-udgaven af Tarzan-filmene og i de Tarzan-film, hvor Mike Henry havde hovedrollen. Leo har også optrådt i nogle andre film.

Selv om MGM har haft tilløb til andre logoer og faktisk lavede et nyt i 1986 med en grafisk fremstillet løve, så har man holdt fast i Leo the Lion hele vejen igennem. Grafikken og lyden er blevet justeret og forfinet undervejs, men det grundlæggende logo har vist sig at være nærmest uopslideligt.

Forleden hørte jeg på P1 om løvernes brølen. En forsker forklarede, at hanløvernes stemmebånd er forsynet med et særligt fedtlag (lige som tilfældet er med småbørn!), der gør, at de frembringer lyde, der kan opfattes af hunløver mange kilometer væk. Det var, medens jeg lyttede til det indslag, jeg kom til at tænke på Leo the Lion, hvis brølen stadigvæk er i min erindring…

Se løverne her. Historien om Leo the Lion findes flere steder på nettet, bl.a. er der en wiki om dem.

[Stillbillede fra La Motocyclette]

Genudsendelser, genudsendelser. På filmområdet hersker der ikke den store opfindsomhed på de landsdækkende kanaler. Alt for mange gode gamle film står på hylderne og samler støv, og spændende uafhængige filmproduktioner når aldrig frem til skærmen. årsagssammenhængen fortaber sig i kontraktaftaler med store mediekoncerner og redaktionel slaphed.

Men heldigvis er der undtagelser. Og som regel sker det på de “hemmelige” kanaler DR 2 og DR K. Fx er det den 17. november på DR K muligt at se den franske film La Motocylette (da. Pigen på motorcyklen) fra 1968. I en hovedrolle ses Marianne Faithfull. Og i en anden Alain Delon.

I filmen – der også bærer den pikante engelske titel Naked under Leather (dengang vidste man, hvordan man skulle sælge varen….) – kan man opleve Faithfull for det, hun også var: stilikon. Hun dannede mode med sin kropsnære, full body dragt af læder, som mange motorcyklister tog til sig.

I filmen spiller Faithfull en alt andet en ‘faithfull’ nygift kvinde, der på motorcykel forlader sin ægtemand for at kaste sig i armene på en elsker i den tyske by Heidelberg.

Filmen, der blev forhindret i at deltage ved det års Cannes Film Festival på grund af studenteroprøret i Paris, er interessant ved sin tidsåndskolorit med nærmest psydelisk drømmende billeder. Også filmkunsten mærkede det kulturelle opbrud og de mange former for frisættelse, der fandt sted i starten af tresserne. Filmen er i øvrigt baseret på en fortælling af den surrealistisk inspirerede forfatter André Pieyre de Mandiargues.

Det går hurtigt nu om stunder. Intervallet mellem en filmpremiere og den efterfølgende udbytning på DVD, Blue-Ray osv. bliver mindre og mindre. I næste uge kommer således Martin Scorseses meget omtalte og roste film om Beatle-George Harrison på DVD. Den er selvfølgelig en must for en Beatlemaniker som undertegnede, selv om jeg kun har set klip fra filmen endnu.

Selv om mange fremstillinger af tressernes hippier og “The Summer of Love” i 1967 beskriver fænomenerne som exceptionelle, så havde også de forudsætninger i den nære fortid. Lige som alle andre tildragelser i de mytificerede tressere. Blandt hippietidens forudsætninger var The Beat Generation, hvis dyrkelse af den personlige og kunstneriske frihed langt hen ad vejen var den samme som hippiernes.Også tanken om fri kærlighed var dem ikke fremmed, selv om det mest var i praksis, den blev udfoldet.

Overgangen fra Beat Generation-perioden til hippietiden symboliseret ved forfatteren Ken “Gøgereden” Keseys og hans “menighed” The Merry Pranksters myteomspundne, rablende gale bustur hen over Amerika i The Magic Bus. Et i bogstavelig forstand gigantisk syretrip, hvor bl.a. den legendariske Neal Cassady medvirkede.Mindre kendt er det, at Ken Kesey og hans Pranksters havde i sinde at forevige busturen i form af en dokumentarfilm,. Det blev ved nogle rå 16-millimeteroptagelser, som aldrig er blevet vist uden for en snæver inderkreds. Før nu. Instruktørparret Alison Ellwood & Alex Gibney har fået lov til at redigere de gamle optagelser sammen til en dokumentarfilm om, hvad der skete dengang  Magic Trip: Ken Kesey’s Search For A Kool Place. Som man kan se af denne smagsprøve, så er der i hvert faldt tale om film, der fint indfanger stemningen af løssluppenhed og ubekymrethed, som prægede tresserne, dér hvor periodens snævre bånd blev løsnet.

Der nåede at opstå for meget hype omkring Tom Hoopers “The King’s Speech” (Kongens Tale) til, at jeg kunne tage mig sammen til at gå i biografen og se den. Så derfor endte den i bunken af dvd’er, som skal ses, når omstændighederne tillader det.
Og det gjorde de så igår, hvor familien i øvrigt havde investeret i en håbløs gang take away fra et firma – en såkaldt grillbar – der excellerer i stegte kyllinger med tilbehør og nok burde kalde sig ved den rette betegnelse: friturebutik (firmaet er nu på min sorte liste…).
Efter måltidet så vi så Kongens Tale. Og det er en god film. Ingen tvivl om det.
En film, der primært lever på sine skuespillerpræstationer. Selve handlingen, der bygger på såkaldt ‘virkelige hændelser’, er ganske banal og lige ud ad landevejen. Det er historien om Kong George VIs vej til tronen. En vej, der har en næsten uoverstigelig forhindring: Den vordende konge – spillet af Colin Firth – er hæmmet af en voldsom stammen. En stammen, der tydeligvis har dybe psykologiske rødder, som filmen antyder uden rigtig for alvor at få spaden under…

Hovedpersonens kamp bliver ikke mindre af, at han ikke bliver konge ved et traditionel arvefølge, da faderen dør. Han tager over, da broderen, den egentlige tronarving, David, abdicerer for at gifte sig med den borgerlige Wallis Simpson. Men disse forhindringer er egentlig udenomsværker. Det er stammeriet, der er Georges kors.

Georges kone, fremragende spillet af Helena Bonham Carter, etablerer forbindelsen mellem den vordende konge og en uortodoks, australsk ‘taleterapeut’ ved navn Lionel Logue (spillet af Geoffrey Rush). Logue har ingen papirer på sine kvalifikationer, men har gjort erfaringer med behandling af granatchokramte australske soldater, som skulle genvidne taleevnen. Set fra det etableredes synsvinkel er Logue en kvaksalver, men han er det bedste tilbud, kongen kan få i den tid, hvor stammeri blev reduceret til et spørgsmål om ‘at tage sig sammen’.

Det er samspillet mellem George – kaldet ‘Bertie’ – og Lionel, der bærer filmen. Forholdet, der udvikler sig til et regulært venskab, kommer ikke bare til at handle om stammen, men om den social afgrund mellem en kongelig og en Mr. Nobody og om det ligeværd, der skal danne grund for ‘terapien’. Filmens humanistiske postulat – som Lionel hævder – er, at det er muligt på tværs af afgrundsdybe sociale forskelle at mødes på en menneskeligt plan.

Colin Firth, der tidligere har gjort kvinder bløde i knæede med sin lidt stive, lidt kejtede udgave af engelsk gentlemanship, er velvalgt til rollen, der må siges at være blandt hans ypperste skuespilpræstationer. Firth passer som fod i hose til den hæmmede, engelske aristokrat og fremstiller Berties fysiske kamp med sin stammen og sine indre dæmoner med overbevisende perfektion.

Lige så overbevisende er Geoffrey Rush i rollen som den egensindige, stædige, uortodokse, Shakespeare-elskende terapeut, der er kompromisløs med hensyn til sine metoder og i sit opgør med Berties indgroede royale former. Seancerne mellem de to er næsten som en slags psykoanalyse eller psykodrama, hvor komiske og dramatiske scener udspiller sig, og hele følelsesregisteret næsten udfoldes for beskueren.. Men den psykologiske dimension – fader- og broderkomplekset, den kærlighedsløse barndom med skiftende nannys osv. – antydes kun. Jeg er dog ikke sikker på, at en større psykologisering af problemet ville have været en fordel for filmen…

Omkring de to hovedpersoner kredser en lang række biroller, der alle er fremragende. Derek Jacobi som den mistroiske, autoritære ærkebiskop, der må se sig fortrængt af Lionel, og Jennifer Ehle som Lionels kloge og loyale kone er blot to eksempler fra birollegalleriet.

Om filmen er helt så stort et kunstværk, som den store medieståhej kunne tyde på, kan vi altid diskutere. Men det er hævet over enhver tvivl, at der er tale om en særdeles vellykket fortælling om et menneskets kamp mod et handicap, der er meget større end den stammen, man hører. Hermed varmt anbefalet.

Trailer

Kriminalromaner læses bedst i biografen. Så kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg på at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, må jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dårligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg at se kriminalfortællinger i biografen og på tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…

Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fået den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og så den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. Så kunne det nok ikke gå helt galt…

Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.

Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. Spørgsmålet er så, om der er tale om en såkaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sådan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat på sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har også – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige så meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.

Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.

Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften på – hvis man ellers er til krimi. Især på grund af Willem Dafoe…

PS. Filmen bygger vist ikke på en roman …

Trailer

På min væg bag mig hænger en dansk biografplakat til Marcel Carnés film “Paradisets Børn”. Jeg købte den i forbindelse med filmens danske repremière en gang i firserne. Tegningen var lavet af en gymnasieelev, og jeg fik fat i den gennem Samvirkes plakatudsalg.
Men den egenlige grund var, at Carnés film er en af de film, der har gjort det største indtryk på mig. Første gang jeg så den var på tysk tv en sen nattetime tilbage i halvfjerdserne. Og den poetiske fortælling om en umulig kærlighed i et gøglermiljø væltede mig hen omkuld. Billedligt talt. Gensynet med den var en bekræftelse af den første oplevelse, og siden har filmen været blandt mine absolutte yndlingsfilm.

Nu har jeg så omsider fået den indkøbt på dvd i en nyrestaureret udgave.