Indlæg tagget med fotografi

Manden der skød tresserne – er død

6. juni 2010

<

Fotoet ovenfor er taget af Brian Duffy. Duffy, der meldes død i en alder af 76 år, udgjorde sammen med kollegerne David Bailey og Terence Donovan en trio, der var med til at sætte billeder på de såkaldt swingende tressere i England. Fotos, der definerede tresserne som kulturperiode og bidrog til mytologiseringen af tidens ikoner inden for mode, film, litteratur, musik m.m.
Han blev født i Londons East End lige som sine to kolleger og startede som designer af modetøj, men kastede sig siden over fotografiet og viste sig at have et særligt kreativt talent for dette medie. Som man kan se på denne kavalkade som The Guardian bringer i forbindelse med sin nekrolog.

I slutningen af halvfjerdserne opgav han fotografiet. I frustration over udviklingen inden for faget efter de glade tressere. I en BBC-dokumentar med titlen The Man Who Shot The Sixties forklarer han sin beslutning således: “­Everything had been resolved between 1839 and 1972. Every picture after 72, I have seen pre-72. Nothing new. But it took me some time to detect its death. The first person who twigged was Henri Cartier-Bresson. He just stopped – and started painting and drawing. God, he was useless.” Han forsøgte at brænde negativerne, men det lykkedes ikke. Og i 2007 fandt Duffys søn dem frem fra gemmerne og realiserede en større udstilling, der resulterede i en genopdagelse af Duffy i England.

Ville Marilyn Monroe være mulig i dag?

29. april 2010

Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.

dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.

Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.

Rockfotografen Jim Marshall er død, 74

25. marts 2010

Janis Joplin henslængt på en divan i lårkort kjole og med en flaske Southern Comfort i hånden. Jimi Hendrix, der sprøjter væske på en brændende guitar. Bob Dylan, der løber efter et bilhjul på en gade i New York. Rockens og poppens mytologier og ikoner har fra starten af fået næring fra en række gode fotografer. En af dem var Jim Marshall, der natten mellem tirsdag og onsdag sov ind i døden på et hotel i New York. Med sit uundværlige Leica kamera var en af dem, der var med til at fange mindeværdige koncertøjeblikke med populærmusikkens store stjerner, men han havde også et godt øje for de stunder bag scenen, hvor stjernerne trådte ud af deres roller. Marshall var en af de fotografer, der vandt “ofrenes” tillid i kraft af sin kunnen og sin frembusende, engagerede personlighed. Kunstnere kan altid genkende en anden kunstner. Han var således den eneste fotograf, der fik adgang til The Beatles bag scenen i 1966, da gruppen gav sin afskedskoncert i San Francisco.

Måske var det også til Marshalls fordel, at han havde et ydmygt forhold til sin kunst. Han opfattede sit arbejde og sine primært sort-hvide optagelser som dokumentation, fotojournalistik. Ikke som Kunst med stort K. Og derfor blev nogle af hans foto måske netop kunst…

Hans karriere begyndte i starten af tresserne, hvor han fotograferede jazzens ikoner – Coltrane, Miles Davis, Thelonius Monk m.fl. – men det var tressernes og halvfjerdsernes rockstjerner, der gav ham berømmelsen. Men udgangspunkt i San Francisco blev han en efterspurgt fotograf for de store magasiner med Rolling Stone i spidsen og leverede også masser af billeder til albumcovers. En del af Marshalls fotografier kan man studere i bogen Not Fade Away: Rock and Roll Photography of Jim Marshall fra 1997. Billedet viser, men nu tager Jim Marshall ikke flere.

Fotografen Lou Reed

11. november 2009

Lou Reed er vel det nærmeste man kommer indbegrebet af en cool metropolrockmusiker og -poet. Læderjakke, sorte solbriller og a walk on the wild side. Men det er selvfølgelig mest af alt et image, bygget op gennem rækken af plader med Velvet Underground og igennem solokarrieren. For – som alle andre – har Lou Reed også andre sider. Personligheden har mange døre. Vi ved, at han flirter med østlig filosofi og mystik. Og så er der også en Mother Natures Son og en romantiker i hans personlighed. Dette personlighedstræk kan man få indtryk af i en ny fotobog, som Reed har udgivet med titlen Romanticism (forlaget Steild). En kavalkade kan man se her. Det er i øvrigt Reeds tredje fotobog.

“Det er den rene galskab” – ukendte fotos fra Woodstock

1. august 2009

Så gør vi sådan, når vi ruller vor joint… Krig er ikke sundt for børn og andre levende væsner… The Guardian har fundet 17 ukendte fotos fra alle festivalers moder. Her kan man se Hendrix, Joan Baez og nogle af alle de flippede unge, der deltog dengang. Fotografierne er taget af Henry Dieltz og Dan Garson og indgår i hhv. en fotoudstilling og et bog-multimedie-værk, der udgives i anledning af fyrreåret.

25. juni 2009

flickr-photo

Capacs blog er jo en både nostalgisk og anakronistisk blog på mange måder. Og vi er ikke meget for, at noget går over i historien. Det være sig FM-radio eller Kodachrome-billeder. Magister Gaasegaek gør opmærksom på, at Kodachrome har fået dødsstødet, idet Kodak har stoppet produktionen af den populære film, der har leveret den visuelle illustration til manges liv. Se firmaets billedkavalkade her. 74 år fik produktet (1935-2009), som den vel nok mest populære farvefilm. Det er selvfølgelig de digitale fotografiapperater, der har taget livet af Kodachrome. Ingen gider rigtig at arbejde med langsommelige og dyre fremkaldelser, med mindre man lige er nørd. Men med ethvert fremskridt følger også mindst et tilbageskridt. De særlige farver på Kodachrome-billeder bliver svære at genskabe digitalt (men måske Photoshop laver et plugin, der kan klare det…). Suk. En epoke er slut. Og som Le Monde skriver: Fotograferne sørger.
Og vi kommer selvfølgelig ikke uden om Paul Simons hyldest til Kodachrome. Her fra Simon & Garfunkels Park-koncert:

Kodachrome/Maybellene

When I’m 64, 65, 66…

23. maj 2009

“When I get older, losing my hair, Many years from now…”. Ja, det var dengang, og ingen af os kan løbe fra tidens gang og alderens komme. The Guardian benytter dagen til at bringe en billedkavalkade med fotos af nogle af dem, der når pensionsalderen næste år – inden for showbizz. Roger Daltrey fra the Who, Ray Davies fra the Kinks, Mo Tucker fra Velvet Underground osv. Jovist, håret ER blevet gråt, hvis det da ikke er faldet af (sammen med tænderne), og tiden har sat sine spor – med større eller mindre styrke. Men livsbekræftende er det også, for langt de fleste af fødselarerne er still-going-strong og minder os om, at det først er slut, når det er slut…

When I’m 64

Pressefotografen Hugh Van Es er død

16. maj 2009

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at pressefotograferne har haft en afgørende betydning for den oplevelse af samtidshistorien, som vi almindelige borgere har fået. Bestemte fotos er mejslet ind i hjernebarken. Den unge napalmbrændende pige på landevejen i Vietnam. Saigon-politi-manden, der for underholdningens skyld skyder en mand gennem hovedet. Soldaterne, der rejser et flad over Iwojima i anden verdenskrigs sidste tid. Eller billederne af flygtende amerikanere på vej op i en helekopter på taget af en bygning i Saigon i de sidste timer af Vietnam-krigen. Sidstnævnte billede af amerikanerne forsmædelige nederlag i Sydøstasien er taget af hollænderen Hugh Van Es, der tog en række næste mytologiske billeder fra den krig. Nu er han død i en alder af 67 år.
Siden Vietnam-krigens dage har pressefotografiet nok mistet noget af sin betydning. Tv-mediets døgnrapportager – kanoniseret af CNNs programvirksomhed – har taget over og spørgsmålet er vel, om kommende generationer vil få det samme ikonisk-mytologiske forhold til historiens gang, som os, der er vokset op med pressefotografiet? Hvilke centrale billeder står tilbage fra Golf-krigen? Krigen i Irak? I min erindring flimrer det …

Klik! – Anne Leiboviz bag kameraet…

9. marts 2009

Anne Leibovitz fik sit gennembrud som portrætfotograf, da hun i en alder af 26 år tog med The Rolling Stones på turné og affotograferede bandet i forskellige sammenhænge. Hendes styrke er ikke det fotografierne viser, men det underforståede. Det mere, der ikke rammer øjet. Billedet overfor viser Johnny Depp i 1994 og er fra hendes bog At Work, der udkom sidste år.

The Who fotograferet…

21. februar 2009


Musikmagasinet Mojo bringer på deres hjemmeside en række fine sort-hvide fotos af The Who fra deres glansperiode i tresserne og halvfjerderserne. Billeder er taget af Tom White.  Sort-hvide tidsbilleder, fortids storhed fastfrosset i et splitsekund. Rendyrket nostalgi…

Apropos: The Who – Pictures of Lily – Beat-Club anno dazumal…

Walter Benjamin på biblioteket…

7. juni 2008

Filosoffen Walter Benjamin på biblioteket – et fantastisk billede, synes jeg….