Indlæg tagget med historie

Homoseksualitet – og nazismens spøgelse. Om Axel Agil og nazifortiden.

4. oktober 2012

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrÃ¥dsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den sÃ¥kaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man mÃ¥ spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange Ã¥r efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende Ã¥r?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske pÃ¥, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man fÃ¥r let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, nÃ¥r nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforstÃ¥else. Man kunne mÃ¥ske formulere det pÃ¥ den mÃ¥de, at naziideologien var en del af tidsÃ¥nden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsÃ¥nden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sÃ¥dan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og gÃ¥r af de forkerte stier i livet. Og det hører ogsÃ¥ til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. NÃ¥r Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt pÃ¥, nÃ¥r man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække pÃ¥ skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og pÃ¥ anden mÃ¥de begÃ¥ forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, nÃ¥r der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

Anden Verdenskrig som Twitter-føljeton – en kulturpessimistisk note i dagens anledning.

9. april 2012

I dag skriver vi den 9. april, og det er 72 Ã¥r siden, soldater fra det nazistiske Tyskland besatte landet. For os, der blev født i tiÃ¥ret efter besættelsen, vil datoen ruske op i gammel lærdom fra skolen og i personligt oplevede anekdoter, som forældre og andre ældre familiemedlemmer videregav. Men i Ã¥rene frem er det gÃ¥et tilbage med historieformidlingen i det danske skolesystem. Og man behøver ikke – som undertegnede – at have opholdt sig i dette system for at indse, at det generelt set stÃ¥r sløjt til med den historiske viden.

Det er en gammel, men ikke desto mindre holdbar, indsigt, at man bedst forstÃ¥r sin egen tid og det, vi kalder ‘samfundsudviklingen’, hvis man har en forstÃ¥else af, hvad man kommer af og fra. Den historiske viden giver en nogle koordinater til læsning af det kort, man bruger for at orientere sig i verden. Derfor kan man godt blive lidt bekymret for de generationer, der ikke har fÃ¥et koordinaterne pÃ¥ plads. Fx vil jeg hævde, at det er umuligt at forstÃ¥ det europæiske projekt – EU – uden at se det i sammenhæng med 1. og 2. Verdenskrig og hele den konfliktfyldte historie, der førte frem til krigene. Har man ikke dette perspektiv med, kommer EU blot til at handle om handel og økonomi. Det,vi hører om hver dag i tv-nyhederne og andetsteds i medielandskabet.

Det er ogsÃ¥ fraværet af en generel historisk viden, der indebærer en trussel mod demokratiet. I dag ser vi jævnligt politikere fra især højrefløjen – fx Søren Espersen fra DF, der vil lukke munden pÃ¥ Günter Grass eller i forbindelse med Muhammed-tegningesagen – give udtryk for decideret udemokratiske holdninger. SÃ¥danne holdninger ville have haft meget sværere ved at komme frem i medierne dengang uddannelserne havde en tydeligere historisk dannelsesdimension. Det skal ikke forstÃ¥s sÃ¥dan, at de ikke var der, de udemokratiske holdninger, men sandsynligheden for, at en journalist ville have konfronteret vedkommende med ubehagelige spørgsmÃ¥l om det demokratiske sindelag var større.

Kald det bare kulturpessimisme eller –skepticisme, men nÃ¥r jeg i dagens avis kan læse, at man i ramme alvor mener, at den historiske forstÃ¥else af 2. Verdenskrig kan formidles via Twitter og Facebook, sÃ¥ tager jeg mig til hovedet. Selv om jeg er gammel medielærer og ihærdig bruger af de sociale medier – og bestemt ikke undervurderer deres betydning. Men til de sociale mediers betydning hører ikke, at de – som bøger og veltilrettelagt undervisning – kan formidle seriøs, struktureret, vidensbaseret formidling af historie. De kan muligvis fungere som et supplement, men ikke træde i stedet for en regulær, kontinuerlig historieformidling.

Desværre er der en tendens i uddannelsessystemet til, at de nye medier får rollen som surrogat for den undervisning og de bøger, der ikke i øvrigt er råd til at give ungdommen. Der er en manglende forståelse for, at internettets og de nye mediers enorme informationsmængder først for alvor bliver relevante, når man er udstyret med en portion (ud)dannelse, der gør det muligt at orientere sig på informationshavet.

Brian Mikkelsen og dagpengeperioden

7. september 2011

PÃ¥ DR sender man pt. – pÃ¥ grund af det forestÃ¥ende folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmÃ¥l fra lytterne.

I mandags var de Konservative pÃ¥ banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 Ã¥r i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et pÃ¥stand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode fÃ¥r flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og sÃ¥ var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud pÃ¥ arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dÃ¥rligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller ogsÃ¥ satser han kynisk pÃ¥, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger pÃ¥ ingen mÃ¥de hans ideologiske pÃ¥stand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg pÃ¥ arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var ogsÃ¥ i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers vÃ¥de drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseÃ¥rti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dÃ¥rligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne ogsÃ¥ formulere det sÃ¥dan: Det var historieforfalskning for Ã¥ben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…

Ole Sohn og opgøret med DKP-tiden

19. oktober 2010

Forleden skrev jeg i anledning af den fornyede interesse for SF-eren Ole Sohns fortid som medlem af og formand for Danmarks Kommunistiske Parti (1987-91): “Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn, formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet, som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude.”

I mellemtiden har Ole Sohn valgt at gå til pressen og meddele, at hans medlemskab af DKP og DKPs politik var en fejltagelse. Sohn har med andre ord valgt at imødekomme de borgerlige kritikere, der har forlangt en “undskyldning”. Vi kan så diskutere, om det var et klogt træk, sådan at forkaste sin fortid!?

For det er ikke helt slut med “sagen” med Sohns beklagelse. Mindst et spørgsmål ulmer endnu. Vidste Sohn, at DKP et stykke af vejen var finansieret af Sovjets kommunistiske parti? Sohn har erklæret, at den sovjetiske finansiering gik op for ham, da han opdagede, at fakturaer til betaling af trykningen af Land og Folk blev overfaktureret. Men har han ikke inden da haft en fornemmelse? Dette spørgsmål rejste den danske forsker Morten Thing i gårsdagens P1 Orientering.

Man kan også vende den om og spørge, om ikke det er udtryk for forstillet naivitet, når Sohn således stiller sin oprindelige, påståede uvidenhed til skue? Pengestrømmen fra Sovjets kommunistiske parti til de europæiske søsterpartier har været kendt i mange, mange år. Og en historisk interesseret person som Sohn kan næppe have været uvidende om, at det foregik. Især ikke, når han sad som formand og medlem af centralkommiteen.

Når nu Sohn har sluppet katten ud af sækken, så kan han lige så godt være helt ærlig og sige det, som det var. Og så i øvrigt huske på ikke at smide barnet ud med badevandet. Sovjetkommunismens politiske afsporing har været et politisk lærestykke af dimensioner, men det betyder ikke at det socialistiske tankegods i almindelighed skal forvises til historiens losseplads. Det er nok værd at huske på i en tid, hvor SF bevæger sig mere og mere bort fra dette tankegods i retning af en midtersøgende borgerlighed. For det er måske det mest interessant ved Sohn-“sagen”: At Sohns bearbejdning og erkendelse af sin politiske fortids holdninger og fejltagelser jo skal omsættes i aktuel og fremtidig politik.

Apropos ovenstående, så har udviklingsminister Søren Pind, der er kendt for at være – lad os diplomatisk formulere det sådan – en impulsiv politisk kommentator, som nu og da taler lidt hurtigere end han tænker, valgt at trække nazikortet op af lommen.

Ole Sohn og DDR – en ikke-sag

15. oktober 2010

Suk. Regeringen og dens proselytter i medierne – Jyllands Posten og BT ikke mindst – fik ikke megen suppe ud af Thorning Schmidts sÃ¥kaldte “skattesag” og leder nu med lys og lygte efter andre “sager”, der kan bringe oppositionen i miskredit. Og det siger en hel del om magthavernes desperate situation, at man nu griber ned i mølposen for at hente Ole Sohn op endnu engang. Sidst det sket blev det ikke til ret meget mere end politiske moralske opstød fra de borgerlige, der solede sig i bagklogskabens blændende lys.

Men i et gammelt brev, hentet op fra det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, formaster en ung Ole Sohn sig til at rose DDR-staten, fordi den fx har afskaffet arbejdsløsheden, bolignøden og har sikret unge en uddannelse og andre basale rettigheder. Og han roser ogsÃ¥ DDR for at have spillet en væsentlig rolle i arbejdet for fred, sikkerhed og afspænding i koldkrigseftertiden. Én ting, at Sohn sÃ¥ledes har formastet til at rose DDR. En næsten større “forbrydelse” er, at han siden hen har ændret sit syn pÃ¥ DDR og sine egne gamle holdninger. Uha. Uha.

Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i Ã¥rene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den sÃ¥kaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude. Læs fx Arne Hardis’ udmærkede biografi om forfatteren og maleren Hans Scherfig. Et fint studie i den politiske enøjethed, som et DKP-medlemskab medførte.

Men siden DKPs sammenbrud har Ole Sohn i den ene bog efter den anden, i artikler og ikke mindst i sine politiske handlinger (han har været SF’er i tyve Ã¥r!) bearbejdet sine hidtidige positioner. Han har ikke, som de borgerlige revanchister – med DFs Søren Espersen i spidsen – helst vil have det stÃ¥et frem i fuld offentlighed og bekendt sine synder og sin skyld. Kritikken af Sohn er bÃ¥ret af en for de magthavende borgerlige kritikere symptomatisk ahistorisk tilgang. Vi sÃ¥ det i tv-udsendelsesrækken om de “røde lejesvende”. Og vi ser det nu. Espersen og konsorter har et sÃ¥ traumatisk forhold til “68” og halvfjerdserne, at de ikke har sans for, at der er gÃ¥et tre Ã¥rtier, og at Berlin-muren for længst er faldet. Kun i hovedet pÃ¥ folk som Espersen stÃ¥r muren stadigvæk…

Den nye “sag” er efter min bedste vurdering en fis i en hornlygte. Der er ikke fugls føde pÃ¥ den. Og det tror jeg, de fleste vælgere har indset. De vil trække pÃ¥ skuldrende og kigge over mod Lene Espersen, der fortsætter med at kvaje sig, og mod Lars Løkke Rasmussen, der efter Rigsrevisionens seneste udspil sidder til halsen i “sagen” om forkælelsen af de private hospitaler. Man skal ikke smide med sten, nÃ¥r man selv sidder i et glashus…
Og i øvrigt – vores aktuelle situation taget i betragtning – sÃ¥ kunne den borgerlige regering mÃ¥ske lære noget af den gamle DDR-stat med hensyn til beskæftigelse af borgerne, uddannelse osv.!

Jagten på de røde lejesvende 2

26. september 2010

Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, sÃ¥ forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsÃ¥nden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine fÃ¥ kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, sÃ¥ var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pÃ¥gældende udsendelse som sÃ¥dan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der sÃ¥ var tale om en udsendelse, der fokuserede pÃ¥ rent positive forhold ved DDR-staten, sÃ¥ overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed pÃ¥ hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforstÃ¥elsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp pÃ¥ DR.

Noget andet er sÃ¥, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 Ã¥r siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – sÃ¥ er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, sÃ¥ vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget pÃ¥ den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler pÃ¥ borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fÃ¥et rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot pÃ¥ debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstÃ¥s som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel pÃ¥ kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som sÃ¥ mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, sÃ¥ var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket pÃ¥ de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, sÃ¥ vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – sÃ¥ vidt – er selve formen, der ikke formÃ¥r at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de Ã¥r, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i smÃ¥ venstreorienterede politiske grupper, nÃ¥r medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange Ã¥r – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er pÃ¥ godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel pÃ¥ forstÃ¥else for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.

Den 4. maj

4. maj 2010

I dag er det 65 Ã¥r siden, der blev sat et punktum for den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne havde kapituleret pÃ¥ Lüneburger Heide, frihedsbudskabet lød og for en kort stund berusedes mange danskere af den nyvundne frihed. Jeg blev først født et lille Ã¥rti efter denne dag, men i min familie fik besættelsestiden nærmest en mytologisk status. I sÃ¥vel min fars som min mors ungdomsomgangskreds var der relationer til modstandsfolkene. Min farmor havde i en menneskealder været lotte og havde aner i det sønderjyske omrÃ¥de. Og i mange Ã¥r frem blev der troligt sat stearinlys i vindueskarmen pÃ¥ denne dags aften – som symbol pÃ¥ befrielsen.

Jeg er ret sikker pÃ¥, at jeg ikke vil se stearinlys i vindueskarmene i aften pÃ¥ min vej til og fra arbejde. Og man – specielt unge – vil ikke engang tænke over denne dato. For besættelsen er ikke længere en obligatorisk del af almendannelsen. Ja, det er i det hele taget ikke muligt at tale om almen dannelse længere. Skal man beklage denne udvikling? Det synes jeg. For et centralt argument for det EU, vi i dag er medlem af, er, at vi i fremtiden skal undgÃ¥ den situation, Europa kom i med 2. Verdenskrig. Og vi kan kun undgÃ¥ det, hvis vi husker, hvad der skete.

Fotoet ovenfor er hentet fra Nationalmuseets arkiv og viser politi- og modstandsfolk med en arrestant den 4. maj 1945.

Hvor er Rosa Luxemburg?

30. maj 2009

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

 

HÃ¥r og krop – generationsforskelle…

16. maj 2009

I 1980 klippede jeg mit hÃ¥r kort og sagde dermed farvel til det lange hÃ¥r der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hÃ¥r havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol pÃ¥ ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hÃ¥r hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hÃ¥r…

For fyrre år siden: Earthrise

12. januar 2009

For fyrre år siden forlod Apollo 8 Jorden for at aflægge Månen. Fotografiet af jorden, der står op blev taget omkring juleaften 1968, men blev først tryk i aviserne i denne uge for fyrre år siden. Rejsens mål var Månen og at bane vejen for senere månelandinger, men det var også en øjenåbner af rang at se vores lille blå planet svæve i universet. Det var slet ikke planlagt, at astronauterne skulle fotografere jorden. Det hele drejede sig om Månen og rejsen omkring denne kolde planet. Men det smukke billede af den blå jord brændte sig ind på nethinden og ind i erindringen. Jeg tror, vi kan lære et eller andet af den historie.