Indlæg tagget med historie

Flaget over Iwo Jima

27. juni 2007

Vi kender Joe Rosenthals berømte mytologiske foto af flagrejsningen på den japanske ø Iwo Jima under Anden Verdenskrig. Det oprindelig foto (ovenfor) blev taget under kærlig behandling og blev til dette billede:

Fotoet er gået verden rundt mange gange, og fotografen fik Pulitzer Prisen for det. Det interessante ved billedet er, at det ikke først og fremmest viser et udsnit af virkeligheden, men – med den franske filosof og litterat Roland Barthes betegnelse – en mytologi. Billedet viser de heroiske amerikanske soldaters besejre det krigeriske japanske kejserdømme.
Billedet er en iscenesættelse. Og der er rejst tvivl om, hvorvidt det nu også var det første flag, der blev rejst på den ø. I dag kan man læse nekrologer om Charles W. Lindberg, der i årevis har hævdet at være en af dem, der plantede det første flag på Iwo Jima. I følge Lindberg skete det om morgenen den 23. februar 1945 efter at de amerikanske marinesoldater havde nedkæmpet modstanden ved Suribachi Bjerget. Den efterfølgende flagrejsning blev fotograferet af Sgt. Lou Lowery fra marinens magasin. Flere timer senere foretog seks andre marinere en rejsning af et større flag. Og det var den flagrejsning, Rosenthal fotograferede. Rosenthal selv har hele tiden benægtet, at flagrejsningen skulle være iscenesat, og at det skulle vise den første flagrejsning på øen. Men mediernes mytologisering gjorde billedet til et symbol, der siden blev forvandlet til et krigsmonument.

Rudolf Arnheim, 102

14. juni 2007

Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle få dage siden. Nu kan man så læse om psykologen, filosoffen og kunstkritikeren Rudolf Arnheims død i den fremskredne alder af 102 år. Og hvad har de to ting så at gøre med hinanden? Jo, Rorty var en af de moderne filosoffer, der tog afstand fra den form for videnskabelighed, som Arnheim stod for, dvs. en empiristisk-psykologisk tænkning, der tror på, at ‘vores eneste vej til realiteten er gennem sanseerfaringer, dvs. syn, hørelse eller berøring”.
Arnheim var en af de mange tyske jøder, der måtte flygte fra nazismens forfølgelse i 1930’erne og altså endte i USA, hvor han gjorde karriere med fokus på kunstens kognitive grundlag. Hans værker “Art and Visual Perception” fra 1954, “Film as Art” (1957) og “Visual Thinking” (1969) er blevet – kontroversielle – standardværker.

Ötzi – blev myrdet

8. juni 2007

null

Som belæste bloggere vil vide fandt man for 16 år siden et 5.000 år gammelt, frossent lig på en gletscher 3.200 meter oppe i Alperne på grænsen mellem Østrig og Italien. Liget fik navnet Ötzi efter findestedet. Den afdøde blev dengang frosset hurtigt ned, hvilket betød, at han er meget velbevaret. Således kan man se store dele af hans klædedragt, og hud og kød er der også resterne af på den gamle dreng. Forskere fra hele verden har undersøgt Ötzi for at få svar på spørgsmål vedrørende vores fortid. Men et spørgsmål har blæst i vinden: Hvordan døde han? Gåden er nu, idet en CT-skanning og andre avancerede røntgenundersøgelser – à la dem man udsatte faraoen Tutankhamon for – har afsløret, at en pilespids gjorde en ende på hans vandring. Den rev en pulsåre over ved kravebenet, og Ötzi forblødte der, hvor han blev fundet.

Koldkrigeren Bent Jensen får et rap over fingrene

2. maj 2007

Jyllands-Posten fortæller, at PET har givet historieprofessor Bent Jensen en advarsel på grund af dennes krænkelse af tavshedspligten. Bent Jensen havde – efter at have fået indsigt i fortrolige PET-arkiver – oplyst, at PET anså journalisten Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Jyllands-Postens artikel levner ikke nogen tvivl om, at der de facto var tale om en krænkelse af tavshedspligten. Men man har ikke ønsket at indlede en straffesag mod Jensen. Man nøjes med en kraftig advarsel. Man mener åbenbart, at der har været “formildende omstændigheder” i Jensens handling. Men, hvordan harmonerer det nu med advarslens skarphed? Nå, men i hvert fald slipper Jensen nok ikke for Dragsdahls retsforfølgelse af ham…

Der var engang en krig…

29. april 2007

Apropos unge Dansk Folkeparti-medlem Messerschmidts berusede flirten med Hitlerismen, så kan det måske være på sin plads at gøre opmærksom på to historiegenopfriskende serier, der pt. kører på DR2. Den ene hedder Hitlers Børn, er i fem afsnit og begynder den 2. maj kl. 18.50. Og handler indlysende nok om de generationer af børn, der blev “forført” af hitlerismen. Den anden serie lakker mod enden, men man kan nå et par afsnit, hvis man er hurtig: århundredets Krig. Hvis man skulle løbe rundt med nogle romantiske forestillinger om Hitlerismens fortræffeligheder, så er denne billedmæssigt og på anden vis veldokumenterede serie en probat modgift. Især gør de individuelle beretninger fra overlevende amerikanske, engelske og tyske krigsdeltagere stort indtryk. Fx når en gammel tysker stille og roligt med en tåre i øjenkrogen fortæller om den traumatiserende oplevelse af at se sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker ved sin side. Oplevelserne forfølger ham stadig i nattens mareridt. Og så hans kølige dom over krigen: Enhver krig er en forbrydelse.

Heimat III

5. april 2007


Medens vi er ved det nostalgiske, så må vil lige gøre opmærksom på, at DR2 viser tredje del af Edgar Reitz‘ enestående krønike om det tyske samfunds historie Heimat III. Det er sanselig og gribejde historiefortælling, der finder sit perspektiv i en håndfuld menneskers skæbner. Den begyndte i går og fortsætter de følgende dage. Stærkt anbefalesværdig – ikke mindst i disse historieløse tider…

Lidt nostalgi – en promovideo fra den første Heimat-serie:

Alberti-katastrofen

17. februar 2007

Alberti-katastrofen af Henrik Larsen

Gårsdagens antikvariske bogfund er Henrik Larsens bog om Alberti – Alberti-katastrofen – der blev udgivet på det velrenommerede, gamle venstrefløjsforlag Politisk Revy i 1996. På Antikvariatnet omtales bøger nogle gange som værende “som ny”. I dette tilfælde ville det være en underdrivelse, for bortset fra en svag duft af antikvarboghandlercigarrøg, så fremstår bogen, som var den lige kommet fra trykkeriet. Jeg forestiller mig, at den har stået på en velforsynet bogreol et tørt og skyggefuldt sted hos en historieinteresseret, der ikke nåede at få læst den, inden det – i en eller anden forstand – blev for sent.
Henrik er en god kending af denne blog, og det var da også en af bevæggrundene til indkøbet. I øvrigt fik jeg den for en slik. En anden bevæggrund daterer sig tilbage til min barndoms skole (så er vi ovre i det nostalgiske igen!). For i folkeskolen var historie, ja, historiske fag i det hele taget (inklusive kristendomshistorie), mine absolutte favoritfag. Jeg besad dengang en udpræget “klæbehjerne”, når det drejede sig om historie og historier, og det var sjældent nødvendigt for mig at læse lektier i de fag. Havde jeg en gang hørt historien om fx Alberti, så sad den fast med alle de anekdotiske detaljer, som læreren kunne diske op med. Den eneste svaghed, jeg havde, var årstallene, hvilket sikkert siger noget om mit dengang problematiske forhold til regning og matematik. Men de vigtigste årstal kunne jeg dog fastholde…
Så sent som i gymnasieårene overvejede jeg flere gange at kaste mig over historiestudiet, som var populært i de venstresnoede halvfjerdsere, men valgte så i stedet studiet af nordisk sprog og litteratur, fordi der både var litteraturhistorie og litteraturlæsningsdiscipliner.
Min datter og søn har aldrig hørt om Alberti i skolen. Og det siger noget om fagets udvikling, siden jeg gik i skole. Som jeg erindrer det, så fik vi en meget grundig historieundervisning, der strakte sig fra de ældste tider og frem til og med besættelsen og årene umiddelbart efter. Sådan er det ikke længere, af mange årsager. Og det er en skam, for de unge savner et perspektiv for deres oplevelse og vurdering af mange aktuelle spørgsmål. De har ikke altid det historiske og kulturelle koordinater, der skal til for at få en nuanceret forståelse af aktuelle fænomener, hvad enten det drejer som neo-nazistiske bevægelser, opgøret med kommunismen, USAs internationale rolle, EUs betydnings osv. Til gengæld lærer de så meget andet, siger skolens fortalere. Men et tab er det nu…

Hvorfor ikke Dansk Folkeparti med det samme?

31. januar 2007

Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at få indflydelse – og så var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhånden få klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. Måske er hun vitterligt så langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen på Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, også politisk. Men ikke meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekåberi, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.

Barber – et erindringsglimt

27. januar 2007

Vi kom til at snakke om frisører. Det er ved at være ved den tid. Og jeg kom til at tænke på min barndoms barberforretninger. På World’s Best– kondom-reklamerne i vinduet (logoet: den blå planet omkredset af et gyldent bånd med ordene World’s Best) og lugten af brillantine, Fourgère-hårvand i grønne og lilla krystalformede flasker og Brylcreme (Preben Marth, hvor er du?).

Dengang kunne man også blive barberet, hvis man ellers havde skæg nok til det. Det er jo blevet moderne igen. Sikkert som et modtræk mod al den feminisering af samfundet, vi er vidne til. Og så kom jeg til at tænke på en historie, min far altid fortalte om sin far, altså min farfar, som jeg aldrig fik lært at kende, da han døde meget ung. Han var storkøbmand i Grenå. Og mændene havde en bestemt barber, som de opsøgte for at få skægget raget af – og for at få en mandfolkesnak med de andre. De morede sig kosteligt over, at barberen havde den vane at afslutte barberingen med at lade barberknivens bagside glide hen over kundens hals og lade den følge af en fløjtetone. – Indtil den dag, hvor barberen blev indlagt på sindsygehospitalet på grund af fremskreden syfilis…

Rhinoceros – en supergruppe

22. januar 2007

Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik på at få succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen på YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se på en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man også kan lytte til mp3-eksempler på gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nåede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt på cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet på en samlet cd.

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu

Nøgne damer

20. december 2006

Her til morgen var jeg ude med Gravhunden som sædvanlig. Men i dag spillede det seksuelle lidt forstyrrende ind. For Gravhunden er kommet i stødet, efter at han i går mødte en 11-år gammel blandingstæve i brunst. Det gav anledning til lidt forvirring på gaden, fordi tævens ejer dels er en ældre mand, der tydeligvis ikke havde forventet, at tæven var parringslysten, og dels var han stokdøv, hvilket gjordet kommunikationen lidt anstrengt.
Anyway. Mødet gjorde den almindeligvis fredsommelige morgengåtur lidt mere rastløs og målsøgende, hvis I forstår… Dertil kommer, at jeg, da vi, som så ofte før, passerede forbi en af disse nymodens busskure af glas fik kastet en læskedrikreklame lige i ansigtet. En ung, meget spartansk bikini-påklædt dame med en kom-og-tage-mig-attitude stående på en haj. De er sgu opfindsomme, de reklamefolk, selv om det sjældent er på den fede måde. Det fik mig straks til at tænke på den kværnende diskussion om seksualiseringen af det offentlige rum på den ene side og den fremadstormende nypuritanisme og seksualforskrækkelse på den anden. Det hænger ikke sammen.
I går kunne man også læse om en 58-årig gymnasielærer fra Katedralskolen i Århus, der var blevet gået, fordi han havde haft seksuel samkvem med en ungmø på 17. Nu sad han for retten i en tilståelsessag. I presseomtalen af sagen fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at manden tidligere havde udvist interesse for de unge piger og havde fået en påtale for det på gymnasiet. Og der skal ingen tvivl være om det: Det er uetisk at misbruge sin position som underviser til at få seksuelle ydelser af sine elever eller studerende. Det må ikke finde sted. Men det gør det, for vi er mennesker, og vi begærer, synder osv. Hvad, jeg derimod har lidt svært ved at kapere, er, at der er så lidt forståelse netop for den side af sagen. Er det underligt, at nogen falder i, når vi går rundt i en verden af seksuelle provokationer og fristelser hele tiden? Der må da være nogen, der stiller sig dette spørgsmål, oven på de overståede julefrokoster! Og hvad blev der egentlig af ham Rudi Frederiksen? Løb sagen ud i sandet?

Vi er på mange måder ikke kommet ret meget længere, end dengang Sigmund Freud kunne provokere ved at skrive om menneskets seksuelle drifter for mere end 100 år siden…
Det fik mig så – heldigvis – sendt ned af Memory Lane, også kaldet Erindringens snævre smøge, hvor det er ganske anderledes rart at slentre afsted. Til dengang i den spæde præ-pubertet, hvor min lidt ældre kammerat, bissen Charly, forsynede os drenge med de første billeder af nøgne damer. Charly var på mange måder en “skidt knægt” med min mors ord. En rod, der vist nok fik øretæver derhjemme hos sin evigt cigaretrygende mor. En på mange måder utilpasset dreng, som vi andre småknægte så op til, fordi han bevægede sig derude, hvor det var farligt, forbudt – og spændende. Charly var så meget ældre, at han havde fået smag for piger, og det lagde han ikke skjul på. Han benyttede således enhver chance til at tage Basses søster på brysterne, når han passerede forbi hende i kælderen. Selv om hun protesterede mod “overgrebet”, så havde jeg en fornemmelse af, at protesterne var på skrømt.

Men Charly kunne også andet end at tage på de kønsmodne pigers struttende fortrin, fx hugge “frække blade” i den lokale kiosk. Og “frække blade” ville dengang sige Varieté og Cocktail, blade, der bestod af såkaldte aktfotos af afklædte damer, der ofte havde fået retoucheret kønsbehåringen væk (hvorfor vi selvfølgelig måtte tro, at nogle damer så sådan ud dernede, og i den erkendelsesmæssige forstand kan man sige, at vi var lidt forud for vores tid…), og så nogle frække noveller, der havde til formål at ophidse de mandlige læsere. Blandt andre – og meget apropos ovenstående retsalsdrama – kan jeg huske en om en skolelærerinde og en skoleelev, som Charles, som han rigtig hed, var meget optaget af og læste udvalgte afsnit op af.
Charlys trick i den lille kiosk var enkelt. Han lokkede en af de små drenge til at købe noget slik hos kioskekspedienten, medens han selv med en næsten professionel attitude listede et eller to blade op under trøjen henne ved udstillingsvinduet. Derefter gik turen tilbage til baggården eller ned i omtalte kælder for at gøre anatomiske studier med varme i kinderne og ørerne.
Nogle dage, fx når man billedmæssigt overfaldes af lingerireklamer på morgenturen med sin firbenede ven, kan man godt savne hemmelighedskræmmeriet med dens indbyggede ophidselse fra dengang i de uskyldige før-pornofrigivelsesdage, hvor aktfotoblade, naturistmagasiner, Dalle-Walle-undertøjskataloger og franske postkort gjorde det ud for erotisk billedpirring…

Tilføjelse: Billedet og erindringerne om Varieté osv. fik mig til at tænke på, at jeg for nylig så et dokumentarportræt af Ole Ege med titlen “Den slemme dreng”. Det var på Skandinavia. Filmen er beretningen om en mand, der havde glæde ved at fotografere bare damer og endte med at lave et par pornografiske film (bl.a. Bordellet) og miste sin glæde ved den slags fotografering. En i sidste instans tragisk fortælling om uskyldstab (hvis man da kan tale om det i den forbindelse…).

Pinochet er død

10. december 2006

Chiles fhv. militærdiktator meldes død. Endnu en af historiens store skurke slap for at se retfærdigheden ske fyldest…

Kong Faruk med solbriller

30. november 2006

Jeg er for tiden ved at rydde op i dødsboet efter mine forældre. Jeg tager lidt ad gangen, så er det nemmere at komme igennem. Lige nu er det fotoalbums og løse billeder. Mange af billederne kender jeg rigtig godt, fordi mine forældre ofte tog dem frem og fortalte historier om hvert af dem. Andre kniber det med. Fx er der en del billeder fra den tid, hvor min far sejlede som matros, jungmand og så videre. Sejlbådenes tid og den første tid med motorskibe. Nogle af billederne er der på bagsiden tilføjet lidt tekst, oftest et navn på den afbillede person eller stedet. Andre er der ingen tekst ved, og det gør det umuligt at sige noget om motivet. Jeg må nok hellere skrive tekster på mine egne fotos, så mine børn engang kan få mening i dem – hvis de ellers ønsker det.
Medens jeg sådan sidder og kigger billederne igennem, kommer jeg i tanke om et ganske bestemt billede. Jeg er ikke ret gammel, 1-2 år vil jeg tro. Jeg sidder i den store mørke(blå) barnevogns store solide, lakerede kasse iført nogle mørke børnesolbriller. Jeg smiler over hele femøren. Til fotografen (der sandsynligvis var min far, da han var den eneste, der var i besiddelse af et kamera, et harmonikakamera…). Min far var meget glad for netop det billede, og fortalte gud og hvermand, at jeg lignede “Kong Faruk med solbriller”. Kong Faruk var en trind konge i Egypten for mange år siden. Når jeg tænker på det billede, ser jeg det med overtydelig klarhed. Sikkert, fordi jeg så ofte har siddet og fået historien fortalt. Igen og igen.
Men nu kan jeg ikke finde fotoet. Det er væk. Måske for altid.

A Magical Musical Tour

23. november 2006

Beatles - Cirque du Soleil - Love

Blogbestyreren er ramt af et lokalt tilfælde af Beatlemania. Fedest! Yeah-Yeah-Yeah!

Flashback: her !

Cirque du Soleils side om Love-forestillingen.