Indlæg tagget med hitliste

1968: Hey Jude – The Beatles

20. oktober 2007

Ja, vi kommer ikke uden om dem i denne blog. I hele ni uger lÃ¥ The Beatles nr. 1 pÃ¥ den amerikanske singlehitliste med sangen “Hey Jude”. Og ogsÃ¥ pÃ¥ andre nationale lister lÃ¥ den pÃ¥ toppen. Det usædvanlige – for det var jo ikke første gang, gruppen lÃ¥ der – var, at der var tale om en mere en syv minutter lang sang. Det var ikke sket før.
Pladen var ogsÃ¥ det første udspil fra Beatles-selskabet Apple, og med et salg pÃ¥ omkring 8 millioner eksemplarer kan man sige, at Æblet fik en god start, selv om det hurtigt gik ned ad bakke…
Det hedder sig, at Paul Mccartney skrev sangen inspireret af den situation, som Julian Lennon var i, da hans forældre – John og Cynthia – gik fra hinanden, fordi John havde mødt en vis Yoko Ono. Først skulle den have heddet “Hey Jules”, men Paul ændrede den til “Hey Jude” og almengjorde den derved. SÃ¥dan er det jo med kunst.
Sangen er uden tvivl en af Beatles mest kendte og mest elskede. Jeg kan huske, at den også lå meget længe på DRs hisliste, hvor den blev ved med at kravle op i ugevis.

Hey Jude – video Beatles øver sig pÃ¥ sangen.

1968: The Crazy World of Arthur Brown – Fire

18. oktober 2007

1968 var ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor Arthur Brown fik et genoldigt hit (Billboard nr. 2) med sangen Fire. Sangen var med pÃ¥ albummet “The Crazy World of Arthur Brown”, der regnes for en psykedelisk klassiker fra perioden. Som man kan se pÃ¥ denne video fra dengang, sÃ¥ var Arthur Brown ogsÃ¥ en af de fÃ¥ teatralske kunstnere, der brugte udklædning, make-up m.m. i sin sceneoptræden. Succesalbummet blev i øvrigt produceret af ingen ringere en Pete Townsend fra The Who.
Selv om Arthur Brown siden hen ikke kunne leve op til successen med Fire havde han dog kunstnerisk succes. Hans fortolkning af Screamin’ Jay Hawkins “I Put A Spell On You” gjorde indtryk, og han udsendte flere lytteværdige albums i halvfjerdserne. Blandt andet under navnet Kingdom Come. Senere medvirkede Brown som sanger pÃ¥ den tyske kult-syntheziser-kunstner Klaus Schulzes album Dune, spillede rollen som præst i Whos rockoperafilm Tommy og var ogsÃ¥ med pÃ¥ Alan Parsons Projects klassiske Poe-album Tales of Mystery and Imagination, hvor han sang nummere The Tell Tale Heart.
Han har haft en omskiftelig tilværelse i de efterfølgende år, men er stadigvæk aktiv og udsendte i år albummet Voice of Love.

1967: By the Time I get to Phoenix

15. oktober 2007


I 1967 nÃ¥ede den pænt friserede Glen Cambell op pÃ¥ en 26. plads pÃ¥ Billboards liste med Jimmy Webbs fine sang By The Time I Get To Phoenix. Som beskrevet i min gamle blog, sÃ¥ har Jimmy Webb været leverandør til Glen Cambell mange gange, og sidstnævntes stemme passer vældig godt til Webbs ballader…

1967: The Monkees – Daydream Believer

13. oktober 2007

1967 var ogsÃ¥ Ã¥ret, hvor skrivebordsbandet The Monkees fejrede store successer som tv-serie og pÃ¥ alverdens hitlister. Bandet var mest tænkt som en kommerciel fidus men viste sig at have ganske meget poptalent i ærmet. Med klassikeren “Daydream Believer” blev de nr. 1 i USA.

1967: Creeque Alley – Mamas & Papas

8. oktober 2007


Her er de backstage ved den berømte Monterey Pop Festival, The Mama & Papas. P. F. Sloan var guitarist og arrangør på deres første par albums og kunne fortælle lidet flatterende anekdoter om John Phillips, bandets sangskriver. Fordi man er en stor sanger og sangskriver, kan man godt være en lort.
Men i 1967 røg de ind på hitlistens femteplads over there med Creeque Alley:

Det er en smuk dag

1. august 2007

Morgenen bød pÃ¥ en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blÃ¥ himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik pÃ¥ den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-Ã¥rene sidst i tresserne. SÃ¥dan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale ̴r 1967 РThe Summer of Love Рaf den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda p̴ keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hÃ¥rd i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stÃ¥ i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sÃ¥dan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt pÃ¥ salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt pÃ¥ P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. PÃ¥ et tidspunkt blev de sÃ¥ omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt pÃ¥ en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

Love Grows (Where Rosemary Grows)

25. maj 2007

Tilbage til nostalgigeneratoren. Edison Lighthouse var en designergruppe, der bestod af sangeren Tony Burrows (chefdesigner), sangskriverne og producerne Barry Mason,Tony McCauley – og Greenfield Hammer. Det blev til det ene store hit for gruppen. Til gengæld har sangen næsten fÃ¥et evergreen-status siden hen og er blevet kopieret af en lang række kunstnere, blandt andet Brødrene Olsen. Ã…ret var 1970, og capac startede i første gymnasieklasse, nysproglig linje…

LULU – en sangbombe fra tresserne

9. april 2007


Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og lidt til. Sang som gjaldt det livet.
Lulu (hvis borgerlige navn er: Marie McDonald McLaughlin Lawrie), er født i 1948 og slog igennem som femtenÃ¥rig med sangen “Shout”, hvor man kunne høre hendes meget voksne, energiske og medrivende stemme. Hun kunne minde lidt om amerikanske Brenda Lee i hendes tidlige periode.
Efter debuten gik det slag i slag. En periode arbejde hun sammen med The Hollies. Og i 1967 fik hun et hit med To Sir With Love, der indgik i filmen af samme navn, hvor Lulu også optrådte som skuespiller. I 1969 repræsenterede hun England ved Melodi Grand Prix og vandt, men måtte dele æren med Spanien, Nederlandene og Frankrig (!). Sangen hed Boom bang-a-bang. Selv om sangen blev hendes største singlehit, lagde hun efterfølgende afstand til sin engagement i Melodi Grand Prix.
Det skal også nævnes, at hun i 1969 giftede sig med Maurice Gibb fra The Bee Gees, og at hun i 1974 sang titelmelodien til James Bond-filmen The Man With The Golden Gun. Og at hun har modtaget OBE for sit kunstneriske virke.
Hun er stadigvæk aktiv og slÃ¥r sine folder inden for musikken, skuespilleriet, modelbranchen og medierne. Hun har sÃ¥ledes – som Paul Jones – sit eget radioprogram pÃ¥ BBC2.

Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

7. april 2007

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos PÃ¥ En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, nÃ¥r atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens Ã¥nd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst pÃ¥ den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige Ã¥r, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som sÃ¥ mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

Vanilla Fudge “You keep me hangin’ on” (1968)

25. februar 2007


Den psykedeliske beat-gruppe Vanilla Fudge var en typisk LP-gruppe, der havde sin stjernestund i perioden 1968-70, men den fik dog en enkelt høj hitlisteplacering med singlen “You keep me hangin’ on” i 1968. Gruppen bestod af organisten Mark Stein, bassisten Tim Bogert, lead guitaristen Vince Martell, and trommeslageren Carmine Appice. Bogert og Appice dannede siden hen gruppen Cactus og efterfølgende powerrocktrioen Beck, Bogert & Appice sammen med Jeff Beck, der var kendt fra The Yardbirds.
Vanille Fudge-medlemmerne var store fans af The Beatles og indspillede blandt andet numrene “Ticket to Ride” og “Eleanor Rigby” i nogle originale fortolkninger, der stadigvæk er værd at lytte til. Som mange andre er gruppen blevet gendannet senere.

Se også Regitzes telepatiske indlæg.