Indlæg tagget med hitliste

Honeybus

28. januar 2007

Der er ikke langt (i erindringen i hvert fald…) fra Honeycombs til Honeybus. Og Honeybus var ogsÃ¥ en slags engangshittergruppe fra 1960’erne. I hvert fald fik de deres allerstørste succes med den fortræffelige sang I can’t let Maggie go i det herrens Ã¥r 1968, hvor den blev nr. 8 i England. Gruppen blev sammenlignet med The Beatles i perioden omkring Rubber Soul. Og der er da ogsÃ¥ lighedspunkter. Dels skrev to af bandets medlemmer de fleste af gruppens sange ( Pete Dello og Ray Crane, der ogsÃ¥ sang og spillede diverse instrumenter ). Og dels var deres melodier af høj karat. Gruppen fik aldrig helt den kommercielle succes, som musikernes talent fortjente, og det skyldtes nok, hvad man kunne kalde manglende sans for det forretningsmæssige. Fx havde sangskriver Dello ikke lyst til at lave koncerter (!) og heller ikke til at besøge USA, da successen var pÃ¥ sit højeste. Men gruppen fortsatte med at lave musik langt ind i 1970’erne, og der er kommet flere opsamlingsplader med deres musik, som har mange tilhængere rundt omkring. Medlem Colin Hare er stadigvæk aktiv og har en hjemmeside, der blandt andet fortæller om tiden med Honeybus og giver mp3-eksempler pÃ¥ mandens egen musik.

Der findes endnu ikke nogen video med I can’t let Maggi go eller andre Honeybusnumre; men man kan høre det pÃ¥ last.fm – og sÃ¥ findes det pÃ¥ et utal af compilations fra perioden..

Engangshittere: The Honeycombs

27. januar 2007

The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree fik ét gevaldigt hit med sangen Have I the Right (1964). En rigtig medrivende sang, der gÃ¥r lige lukt ind i hjernen med det samme. Gruppen blev opdaget af det dengang kendte sangskriverteam Ken Howard & Alan Blaikley, der ogsÃ¥ støbte omtalte hit til dem. Nummeret startede som det, man kalder en “sleeper”: Den slog ikke straks igennem, men først efter en vis indkøringsperiode. Men sÃ¥ kan det nok være, at der skete noget. I løbet af ingen tid fik den top 10-placeringer overalt og blev nr. 1 i England,  og den solgte et par millioner eksemplarer.

Herman’s Hermits

25. januar 2007

For snart længe siden faldt jeg i en pladebutik over en Greatest Hits med den engelske tressergruppe Herman’s Hermits. Der findes et hav af den slags opsamlingsplader med dette band. Fordi de var en udpræget singlepladegruppe – med en lang række singlepladehits. Og da den var så billig, købte jeg den.

Jeg har ellers haft et ambivalent forhold til gruppens popmusik. På den ene side har jeg altid haft en stor svaghed for den rene popsang, og Hermans band var den rene pop, på den anden side skulle man helst være til mere avanceret eller “progressiv” rockmusik dengang… Og det var man så; ellers kun næsten. Nærmere lidt splittet. Schizo.

Nå, men Hermans drenge forbinder jeg især med den sensommer i 1966, hvor hittet No Milk Today strøg ind på de europæiske hitliste, inklusive den danske. Min klasse var på lejrskoleophold ved Rønshoved, og den sang blev ved med at lyde fra de medbragte transistorradioer og rejsegrammofoner. Jeg husker specielt en bestemt scene, hvor vi var på vej ned til vandet og stod uden for hovedbygningen. Og så åbner en af pigerne – på pigernes etage, for der var kønsadskillelse – vinduet til værelset. Medens hun – hvis navn jeg ikke kan huske – hænger ud af vinduet og ganske bevidst forførende stiller sin kavalergang til skue for de måbende drenge nedenunder, strømmer tonerne af No Milk Today ud over de åbne landskab. Jeg tror ikke, at det var kavalergangen, der lod sangen og erindringen sætte sig fast. Det var nok melodien, trods alt.

Herman’s Hermits adskilte sig fra mange af de andre grupper i The British Invasion ved at være indiskutabelt pæne drenge, som enhver svigermoder ville tage imod med åbne arme. De var i bogstaveligste forstand Pretty Things, i modsætning til gruppen med det navn. Anført af forsangeren Peter Noone, der havde en fortid som skuespiller, blandt andet i den populære serie Coronation Street, indspillede gruppen som sagt en lang række hits; og det sket under ledelse af den kendte producer Mickey Most, der nok vidste, hvordan man skulle få det optimale ud af hver eneste sang.

Selv om gruppens musikere efter tidens standard faktisk var ganske habile håndværkere, så engagerede Mickey Most folk som Jimmy Page og John Paul Jones (senere Led Zeppelin) som sessionmusikere for at give udgivelserne lidt ekstra. Og selv om gruppen også skrev fine sange selv, så var det tidens mest populære melodisnedkere, der blev hyret til at sikre gruppen de fornødne hitlisteplaceringer.

Set i bakspejlet, så var gruppen eksponent for den renlivede popmusik, der kun ville fornøje, og derfor blev de aldrig musikkritikernes yndlinge. Til gengæld blev deres singler slidt tynde på datidens teenageværelser og de modtog flere Grammy-nomineringer for deres sange.

Læs mere »

Joanna Newsom til DK

24. januar 2007


Joanna Newsom, den lille harpespillende sangerinde med de markante pladeudgivelser har Ã¥benbart tag i lytterne. I hvert fald kan man pÃ¥ diverse pladehitlister over Ã¥ret 2006 se, at hun topper igen og igen. Og nu kommer hun sÃ¥ til Danmark pÃ¥ koncertbesøg. Et enkelt bliver det til. Og det er København, der fÃ¥r fornøjelsen, idet hun med orkester indtager Store Vega den 23. april. Billetsalget Ã¥bner pÃ¥ mandag. Læs mere »

Iron Butterfly

21. januar 2007

Jernsommerfuglen fløj over de musikalske enge i slutningen af tresserne. Bandet med den originale besætning, bestÃ¥ende af Doug Ingle, Ron Bushy, Jerry “The Bear” Penrod, Darryl DeLoach ogDanny Weis, blev dannet i 1966 i San Diego og debuterede med LP’en Heavy to Ã¥r senere pÃ¥ plademærket Atco. Som navnet pÃ¥ debutpladen antyder, sÃ¥ var stilen tung rock, og Iron Butterfly regnes af mange som en af de væsentlige forløbere til den genre, der netop kaldes heavy metal.
Flere af gruppens medlemmer forlod den allerede efter den første LP; det gjaldt bl.a. Penrod og Weis, der efterfølgende dannede supergruppen Rhinoceros (som vi skal vende tilbage til en gang god gang…). I det hele taget har gruppens historie været præget af udskiftninger og gendannelser helt frem til i dag…
Gruppens varemærke blev titelnummeret til den anden LP, der udkom i det herrens Ã¥r 1968: In-a-gadda-da-vida. PÃ¥ LP’en varer nummeret hele 17 minutter; det meste af en pladeside. PÃ¥ den mÃ¥de var det et tidtypisk nummer, fordi det med de eksperimenterende, “progressive” rockgrupper blev acceptabelt at satse pÃ¥ LP’erne i stedet for singlerne og derfor sprænge de rammer, der var gældende for hitlistepoppen, hvor en sang helst ikke skulle være mere end 2-3 minutter langt. Ofte sÃ¥ man dog singleversioner af lange numre ogsÃ¥… SÃ¥ledes udkom In-a-gadda-da-vida i en singleversion pÃ¥ 2:52. Men LP’versionen er at foretrække!
Bandets første periode sluttede i 1971 efter den pæne succes med det fine fjerde album Metamorphosis, der blandt andet indeholder klassikeren “Easy Rider (Let the Wind Pay the Way)”.

Los Bravos – “Black is black”

21. januar 2007

Den spanske gruppe Los Bravos gjorde i 1960 det umulige ved at indtage såvel den engelske som den amerikanske top 10. Det var uhørt, at ikke-engelske og ikke-amerikanske grupper og kunstnere overhovedet gjorde sig bemærket dengang. Men over for dette internationalt lydende hit måtte pladekøberne og radiostationerne bøje sig. Det forblev gruppens eneste internationale træffer.
Nummeret blev i øvrigt ved med at være et ønskehit i Jørgen Mylius’ programmer op gennem tresserne…