Indlæg tagget med hitlister

Return to sender – og andre filmsange med Elvis Presley

5. maj 2012

Nogle gange spiller erindringen en et puds. Et kort øjeblik var jeg overbevist om, at jeg havde en singleplade med Elvis Presley, der synger “Return to sender”. Men jeg huskede forkert – og forvekslede den med “One broken Heart for sale“. Begge sange hører til de sange med Elvis, der gjorde et stort indtryk mig, da jeg var en dreng på 9-10 år. Og forvekslingen har måske en forklaring. Sangene stammer fra årene 1962-63 og er med i to af de spillefilm, Elvis indspillede i de år. “Return to sender” var med på soundtracket til “Girls, Girls, Girls” (1962) og “One broken Heart for sale” indgik i “It Happened at the World’s Fair “, der kom året efter.

Dengang sad jeg nemlig troskyldigt hver søndag eftermiddag i Phønix bio og så Elvis-filmene, når de blev vist. Og min indgang til Elvis’ musik var disse film, der jo almindeligvis betragtes som en svag periode i karrieren. Selv om jeg hørte halvtredserrocksangene hos Jørgen Mylius, så fik jeg nok først et forhold til dem senere. Det var filmene, der betød noget for den unge Elvis-fan.

Med til at fastholde de to sange i erindringen er også det forhold, at de hører til blandt de første Elvis-sange, der blev registreret på de danske hitlister. Faktisk er “Return to sender” med den første af de lister, Henrik Schmidt-Sivertsen har samlet på www.danskehitlister.dk. Den dukker op på førstepladsen på Top 20/30 i uge 5 i 1963 og bliver på listen i 13 uger. “One broken Heart for sale” får også 13 uger på listen med en 5. plads som bedste placering. Den dukker op i uge 12 i 1963 og ligger sammen med “Return to sender” og to andre Elvissange “Kid Galahad” og “Kiss me quick”. Jovist, det var i præ-Beatles-perioden og Elvis var et stort navn.

I det fornemme bokssæt The essential 60’s masters fra 1993 (superviseret af den danske Elvis-kender Mikael Jørgensen) er filmindspilningerne ikke med. Selv om det ikke står direkte, så kan man godt forstå fravalget af filmindspilningerne (koncertoptagelserne, tv-optagelserne m.m.) som en kvalitativ prioritering. Filmsangene har ikke samme klasse og status som de “rene” studioindspilninger. Uden at være decideret uenig i prioriteringen, så vil jeg godt forfægte det synspunkt, at der i filmene gemmer sig en række fine indspilninger, som nok kunne berettige en bokssætudgivelse med soundtrackene fra de mange film, Elvis indspillede.

Heldigvis findes der en del opsamlinger med Elvis-filmsange, fx den udmærkede dobbeltcd fra 2007 Elvis at the Movies, der indeholder 40 sange – fra “Love me Tender” (fra filmen af samme titel) til “Rubberneckin'” (Change of Habit). Og så er begge de ovenfor omtalte sange også med.

For 40 år siden: Dave Edmunds, Badfinger…

25. januar 2011

Vi skriver den. 25. januar 2011. Og for 40 år siden lå George Harrison nummer 1 på den danske Top 10 singleliste med “My Sweet Lord”. Det gjorde han også de to foregående uger og den efterfølgende – og i uge 9, for at det ikke skal være løgn. Ialt 13 uger fik han.
Men der var også andre lytteværdige sager. Også med forbindelse til Harrison. Beatlesprotegéerne i Badfinger havde lagt sig på en 5. plads med Pete Ham-kompositionen “No Matter What“. Beatles var opløst, men ånden svævede over de musikalske vande. Fem uger blev det til for denne fortrinlige sang.
I bunden af listen finder man en anden klassiker, Dave Edmunds medrivende rocker “I hear you knocking“, der med vinylknas og det hele lyder, som om den blev indspillet nede i garagen i går aftes. Dave Edmunds kan sin rock’n roll-ABC (bemærk henvisningen til Chuck Berry i sangen…), og det sikrer ham en varig plads på rockens patheon. Og han kan stadigvæk levere den, Syv uger fik Edmunds med en andenplads som bedste placering. Helt fortjent.
I det hele taget er det vi kalder rock uden helt at kunne definere det repræsenteret ganske godt denne uge for fyrre år siden. Hollandske Schocking Blue ligger nr. 2 med Send me a postcard. Rock forklædt som pop eller omvendt… Jefferson Airplane har i hvert fald ikke eksisteret forgæves. Schocking Blue var i det hele taget vældig populære dengang og lå også på en sjetteplads med Never Marry A Railroad Man.
Pop – renlivet – er til gengæld Bee Gees og deres iørefaldende ballade Lonely Days. Dengang var jeg lidt forbeholden over for Bee Gees, men de er vokset støt i anerkendelse lige siden. Især i kraft af deres tressersangskat. The New Seekers indtog en fjerdeplads med en loyal version af Melanie Safkas “Look what they’ve done to my song“. En pæn udgave, der dog ikke når Melanies egen til sokkeholderne.
Men det var rocken, vi kom fra. På en syvende plads leverede Led Zeppelin et rockalibi til listen med deres frenetiske Immigrant Song. Savage Rose var på en ottendeplads med “Sunday Morning” fra deres album Your Daily Gift. Jo, Savage Rock var dansk rock anno 1971. Og jeg synes, man kan høre, at Gasolin ikke har spillet forgæves…
Rosinen i pølseenden er på en niendeplads Hermans Hermits med Lady Barbara. Eller rettere som de kaldte sig Peter None & Hermans Hermits. De havde fremtiden bag sig, men kunne alligevel markere sig med denne bløde sag… Tja.

Er rock’n roll som stilart en død sild?

11. januar 2011

Vor hjemlige pladebranche har oppet sig og lavet en hitliste over de mest streamede tracks (som det hedder på ny-dengelsk). Danmarks officielle hitlister siden 2001 lyder den selvbevidste markedsføring. Som almindelig dødelig musikkonsument kan man godt undre sig lidt over, hvorfor listen skal være forbeholdt dem, der tilfældigvis abonnerer på TDCs Play og Telenors tilsvarende tag-selv-bord. Jeg mener, vi snakker om streamet musik, ikke? Hvorfor kan andre ikke få lov til at lytte med på hitlisten? Vi er trods alt på hitlisten, hvor meget af det alligevel flyder rundt – tjek bare YouTuben. Men det handler selvfølgelig om, at det helst ikke må være gratis. Meningen er jo, at forbrugerne skal betale for musikken. Ikke? At listerne så – i følge pladebranchen selv – stimulerer folk til at købe mere musik, det faktum lader vi så lige glide i baggrunden et øjeblik…
Nå, men det var slet ikke derhen, jeg egentlig ville. Prøv engang at kigge på albumlisten. Hvor mange rockalbum kan du finde? Ikke mange vel? Springsteen, Volbeat og et par stykker til. Med lidt god vilje.
Betyder det, at rocken er en død sild? Det er det spørgsmål Alexandra Topping rejser i The Guardian. Og en DJ-vetran og ‘popprofessor’ ved navn Paul Gambaccini er ikke sen til at fælde dommen: *Rockæraen er ovre på samme måde som jazzæraen er ovre’. Baggrunden for den tunge dom er, at procentdelen af rockplader blandt de 100 bedst sælgende i UK er faldet til små 3% – medens hip-hop/R&B fylder 47% og pop 40%.
Gambaccini er heller ikke sen til at pege på det væsentlige problem. Og det er ikke, at rocken som sådan er afgået ved døden, men at branchen glemmer at nære vækstlaget og lader de gamle navne om at fange lytterne. For det er de gamle navne, der er fremme. Oven i købet navne, der vil få rockpurister til at rynke på næsen. Bon Jovi fx. Eller Journey. Rock’n roll?
I følge Gambaccini er det X-Factor-tænkningen, der forklarer den manglende interesse for rock’n roll. Til billedet hører dog den kendsgerning, at rocken stadigvæk gør sig nogenlunde på album. 27% af de 100 bedst sælgende album i UK kvalificeres som rock. Så set fra albummets perspektiv er rocken jo stadigvæk levende.
Man kan også spørge: Er der noget nyt i den diskussion? Er det første gang rocken er blevet erklæret død som genre? Nej. Er der noget nyt i pladebranchens forsømmelse af vækstlaget og dens fokuseren på de hurtigt sælgende døgnfluer og tv-programmernes 15-minutters-berømmelse-efterfulgt-af-en-hurtig-glemsel? Nej vel.

Dinosaurerne – Rolling Stones – spiller Rock’n Roll