Capac er hundeven. Og capac har også en hund, kaldet Gravhunden, som er capacs bedste firbenede ven. Gravhunden er altid i snor – undtagen, når vi befinder os i privaten eller på et indhegnet privat område. Gravhunden er nemlig et dyr, en jagthund med et særdeles veludviklet jagtinstinkt.
Da Gravhunden var ganske lille, fik han engang færten af en kat, der befandt sig mange hundrede meter fra det sted, hvor vi stod, og inden capac havde fået sat snoren fast til selen, forsvandt Gravhunden i et større villakvarter, hvor han en halv time senere blev fundet. En tævehund havde distraheret ham og fået ham til at stoppe sin kattejagt.
I går var fruen, capac og gravhunden i Pindemarken for at lufte familien (minus yngel), og pludselig løb vi ind i en stor, hvid, herreløs kamphund, der straks opsøgte gravhunden. For det gør hunde, når de kan. Herreløs var hunden i den forstand, at hundens ejere befandt sig langt derfra ved deres automobil og tydeligvis ikke havde styr på hunden. Kamphunden var en ung hanhund, og af erfaring ved jeg, at udfaldet af et sådant møde mellem to hanhunde, hvoraf den ene er Gravhunden – med 99,9% sikkerhed – er, at de går i kødet på hinanden. Gravhunde er ikke til at spøge med. Gravhunden er lille af størrelse, men har et omvendt proportionalt stort ego. Han vil styre verden – hundeverden. Og han bryder sig bestemt ikke om konkurrenter. Slet ikke unge hanhunde, der tror det kan tillade sig hvad som helst. Derfor rejser hårene sig på ryggen af ham, overlæben løftes, tandsættet blottes, han får et olmt blik i øjnene, hvorefter han eksploderer i arrigskab.
Heldigvis var jeg forberedt på udviklingen og havde læst de indledende tegn, hvorfor jeg med et snuptag kunne løfte gravhunden op under armen, lige inden de to hanner kom op at slås. I den efterfølgende tumult, hvor kamphunden forsøgte at få kontakt med gravhunden på armen, fik jeg videreekspederet gravhunden til fruens favn, hvorefter jeg gik i kødet på kamphunden og fik fat i nakkeskindet på hunden med begge hænder (halsbånd havde den nemlig heller ikke…). Hunden faldt til ro med det samme. Måske, fordi den kunne mærke, at jeg ikke var bange for den, og havde fat i den lange ende, så at sige.
I mellemtiden havde fruen fået kontakt med ejerinden, der fik teksten læst. Og det var lige før mødet mellem de to damer udviklede sig endnu mere dramatisk end mødet mellem hundene. Men heldigvis formåede capac at få fruen gelejdet ind i automobilet, hvorefter vi kørte fra stedet – efter en kort pause, hvor vi sundede os lidt over oplevelsen.
Moralen: Folk, der lufter hund i det offentlige rum skal have deres hund i snor. Punktum. Også når de mener, at de “har styr på deres hund”, men reelt ikke har det. For sådan er loven (Hundeloven pgf. 3). Der er kun undtagelser for hunde, der er 100% velafrettede. Og – sandt at sige – så er de færreste det.
PS. “Kamphund” er en betegnelse, der (fejlagtigt) bliver brugt om racen pitbull.
