Vrede
22. maj 2008“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.” Vrede er en underkendt livsytring, skrev jeg netop ovre hos Uffe. Jeg mener: Berettiget vrede og dens tilsvarende udtryk. Jeg tænker ikke på amok-bilister, der pr. automatik giver andre fingeren eller baseball-køllen. Eller dem, der konsekvent skal skælde ud i discount-forretningskøen. Eller… Ego-amokkere. Men, selv om man er brandet som “den rare”, så kan man få for meget. Uffe løb ind i et privatiseret bureaukratisk helvede. Og det kan nok tænde en af, som det hedder på nydansk. Men mindre kan også gøre det. Det sker ikke ret tit, at jeg blive gal i skralden og lukker op for det verbale overskud. Men, når det sker, handler det ofte om mangel på respekt. Når avisbuddet for 117. gang ikke respekterer det skilt, man møjsommeligt har fremskaffet og sat på sin dør, efter nøje aftale med gratisavisen. Eller den nabo, der for gud-ved-hvilken gang ikke lader til at have forstået, at man er ejerforeningsbestyrelsesformand og derfor ikke vil vækkes en helligdags morgen for at hjælpe vedkommende med en viceværtopgave. Så er det, man smækker røret på. Eller siger ukvemsord højt og længe. Argh…
Mere vrede.
