Indlæg tagget med Hverdag

Oh, Vesterhav!

28. juli 2008

For første gang i mange Ã¥r, nÃ¥r jeg nok ikke at fÃ¥ et Vesterhavsbad i løbet af sommeren. Her i skyggen, hvor temperaturen er krøbet op mod de 30 grader, kan jeg mærke trangen og lysten til at glide ned i det salte, kølige, brusende vand… En gang vestjyde, altid vestjyde.

Krop

12. juli 2008

Jeg vågner. Min albue smerter svagt. Det samme gør min lænd. Jeg var tæt på et hold i ryggen for et par dage siden, men slap med skrækken. Det svage sted mærkes dog som en ømhed, der breder sig ud til siderne. Jeg rejser mig. Nakken er stiv. Det knaser lidt, når jeg drejer hovedet langsomt. Benene er også stive. Og lidt står jeg under den varme bruser, og det lindrer. Jeg er på højkant. Kroppen begynder at fungere. En kop varm mokka hjælper processen i gang.
Og sÃ¥ tænker jeg pÃ¥ min nabos ord: “Hvis jeg og kæresten en morgen vÃ¥gner op og ikke har ondt et eller andet sted, sÃ¥ er det, fordi vi er døde…”. Med et stort grin.

Viking-blyanter – og lidt erindringsfnuller…

4. juli 2008

Helt tilfældigt faldt jeg over en pose med gule Viking-blyanter. Ti stykker for 29 kr. I den lokale brugs. Og lige pludselig kunne jeg huske smagen af itugnasket træ – og ikke mindst – den kolde, skarpe smag af blyet, nÃ¥r skoletimerne blev for lange, for kedelige og blyanten gled ind i munden. Og træfnulleret man bagefter mÃ¥tte spytte ud lidt efter lidt…

Udvendige airbags

29. juni 2008

En af dagens mere underholdende nyheder går på, at bilerne fremover skal forsynes med udvendige airbags. Baggrunden er alvorlig nok. Dusinvis af danske cyklister bliver hvert år dræbt af biler. Og erfaringer fra blandt andet Holland tyder på, at sådanne udvendige stødpuder kan reducere antallet af trafikdræbte cyklister. Vi vil gerne supplere med et lige så konstruktivt og nok også billigere forslag: Udvendige airbags til cyklister. Nu, hvor det alligevel er blevet moderne med nazi-lookalike-cykelhjelme, så kunne vi udstyre cyklisterne med en luftpude som den ovenfor.

God morgen

27. juni 2008

Det er da skrækkeligt, som man kommer til at holde af sine husdyr. Jeg har som bekendt en firbenet af slagsen, Gravhunden, som har fulgt mig de sidste 7 Ã¥r. Og som dagene gÃ¥r bliver vi mere og mere forbundne; og vi lærer hele tiden noget om hinandens adfærd. En ting er jeg med Ã¥rene blevet klar over, nemlig, at menneskene er tilbøjelige til at gøre dyr dummere, end de er. Ganske vist kan en hund ikke tale menneskenes sprog, men forstÃ¥ betoningen i ens tale og ens kropssprog er ‘a piece of cake’ for Gravhunden. Og med et enkelt blik og et par løftede ører kan han fortælle om sine ønsker til dagen og vejen. Han ved ogsÃ¥, hvordan han kommer igennem med sine ønsker. Sætter sig lige foran mig, nÃ¥r jeg har sat mig til rette i sofaen, og bliver ved at stirre pÃ¥ mig. Og hvem kan holde til at blive overbegloet, nÃ¥r man sidder og ser en god film?!
Og sÃ¥ er han præcis som en urværk. NÃ¥r jeg er stÃ¥et op om morgenen, bliver han liggende, indtil jeg har været i bad og har spist min morgenmad. Men i samme øjeblik, hvor jeg skænker den første kop kaffe, sÃ¥ stÃ¥r han der og logrer. SÃ¥ er det tid til en gÃ¥tur. SÃ¥ min første kop kaffe er efterhÃ¥nden ikke den varmeste, jeg fÃ¥r…

F&%# – Han gjorde det igen!

24. juni 2008

Fik ikke lukket bildøren rigtig – og sÃ¥ var batteriet fladt. Igen. Kunne sparke mig selv bagi, hvis det ellers havde været fysisk muligt. Det er anden gang inden for et par mÃ¥neder, det er sket, og mÃ¥ tilskrives en tiltagende distræthed, som mange mænd rammes af med Ã¥rene.
Eneste lyspunkt er, at en nabo har testamenteret sin batterioplader til mig…

Notorisk kværulant

20. juni 2008

I mit nabolag er der et par kværulanter. Jeg mødte den ene i dag, da jeg luftede Gravhunden. Det vil sige: Han opsøgte mig. For at kværulere. Denne gang havde han set sig sur pÃ¥ nogle ansatte. Sidste gang var det en udlejer. Og forrige gang nogle medbeboere. Og sÃ¥ lægger man stille og sammenbidt øre til lange tirader af anklager, insinuationer og nedrakninger, tilsat lige sÃ¥ lange jerimader om alt muligt andet mellem himmel og jord. Jeg er en tÃ¥lmodig mand. Jeg lytter, nikker og prøver at undgÃ¥ at tage stilling til de voldsomste personangreb eller opfordringer til absurde handlinger. For et eller andet sted handler det om noget helt andet, tror jeg. Det handler om, at kværulanten har det dÃ¥rligt med sig selv og har brug for nogen – bare en eller anden – der vil lytte og vise lidt omsorg. Kender du typen?

Dagens SMS

10. juni 2008

En tysk undersøgelse viser, at folk med rynket røv, lille pik og slap mave, Ã¥bner deres sms’er med tommelfingeren. – Ja, det er for sent at skifte finger nu, smarte!

Det er ikke altid let at leve sammen med en teenager!

PS. Jeg har ikke en slap mave, tværtom.

Kalejdoskopisk erindring

8. juni 2008

PÃ¥ vejen hjem med Gravhunden kom jeg til at sparke til noget, jeg troede var en sten. Men i solskinnet kunne jeg se smukke blÃ¥ og grønne farver danse for mit blik, medens glaskuglen – som det viste sig at være – hoppede og dansede af sted hen over parkeringspladsen.
I min barndom samlede jeg også på små farvede ler- og glaskugler. Vi brugte dem til at spille med. Lige som hønseringene og esserne. Glaskuglerne kunne købes i forskellige størrelser med forskellige ilagte farver. Jeg var meget fascineret af disse smukke glastingester.
I lang tid drømte jeg også om at få et kalejdoskop. En af kammeraterne havde sådan et stort paprør med kalejdoskopisk effekt. Og det var fantastisk at kigge gennem det op mod lyset. Min første psykedeliske oplevelse. Siden forstod jeg godt, hvorfor det kalejdoskopiske blev en del af netop tressernes syrede grafiske udtryk. De sammenløbende farver ved koncerterne. Kalejdoskopet som metafor i rockens lyrik og som inspiration for cover- og plakatkunst. Til sidst lykkedes det mig at få et kalejdoskop. Og det var en stor dag.

Sidste skoledag

2. juni 2008

Jeg har lige ledsaget Frøkenen til skolen. Hun skal afholde “Sidste skoledag” med klassen. Det er noget med at være udklædt (som flødekaramel – meget vellignende!) og kaste med kilovis (Mia har otte kilo!) af karameller til den grÃ¥dige hob bestÃ¥ende af unger fra de mindre klasser. Efter at have deltaget i første del af noget, der set udfra mest af alt lignede totalt kaos, sÃ¥ trissede jeg hjem med digitalkameraet fuldt at billeder og funderede over min egen Sidste Skoledag. Hvordan var den? Det eneste jeg tydelig husker, var at jeg fik udleveret beviset for bestÃ¥et Realeksamen i en kraftig brun kuvert (har den endnu). Ikke noget med karameller eller udklædning. Men der var vist noget med en hestevogn?