Indlæg tagget med internet

Hadopi-loven vedtaget

13. maj 2009

Den kontroversielle franske HADOPI-lov, der giver myndighederne mulighed for at afbryde en internetforbindelse, hvis den tre gange er blevet brugt til ulovlig download/fildeling, er blevet vedtaget i den franske nationalforsamling med stemmerne 296-233. For at loven kan træde i kraft skal den ogsÃ¥ godkendes af senatet og præsident Nicolas Sarkozy. Men deres godkendelse forventes at være en formalitet. Det største problem er, at EU anser internetadgang som værende en fundamental menneskeret. Og man mÃ¥ forvente, at Frankrig vil blive genstand for en retsag i EU-regi. HADOPI-loven anfægter den fundamentale ret ved bl.a., at svække kravet om bevisbyrden, lige som den anklagede/dømte ikke har nogen mulighed for appel (det skulle da lige være EUs menneskeretsdomstol…). EU har allerede afvist et kompromisforslag fra den franske regering, sÃ¥ der er lagt i kakkelovnen.
Balladen om den famøse lov er ikke blevet mindre efter, at det er kommet frem, at en ansat i kulturministeriet er blevet fyret, fordi han – i en privat email – har skrevet en kritisk email om HADOPI-loven.
Den franske enegang i denne sag er vigtig, fordi den forstærker den fundamentale konflikt mellem borgerlige internetrettigheder og kommercielle interessers kamp mod illegal fildeling. HADOPI-loven er en éntydig partitagen for de kommercielle interesser. Man må forvente, at EU gør sagen til en principiel sag, for der er behov for klarhed om borgernes retssikkerhed, når det gælder internettet. EU må nu træde i karakter og sikre alle EU-borgeres fundamentale rettigheder på nettet.

Digitale borgerrettigheder – og valg til EU

4. maj 2009

I denne blog er der skrevet meget om fildeling og musikdistribution pÃ¥ internettet, men ikke sÃ¥ meget om konflikten mellem kommercielle interesser i styring og regulering af internettet (fx i forbindelse med den famøse sag om Pirate Bay) og pÃ¥ den anden side: den enkelte EU-borgers rettigheder pÃ¥ nettet. Det ville være yderst uheldigt, hvis kampen om illegal downloading ville munde ud forringelser af borgernes digitale rettigheder, sÃ¥ledes om fx den franske lovgivning pÃ¥ omrÃ¥det kunne tyde pÃ¥. Derfor – læs Modpress’ indlæg om digitale borgerrettigheder og overvej nøje, hvem du vil stemme pÃ¥ ved det kommende valg, hvis internettets muligheder betyder noget for dig…

Noget om priser på net-musik

28. april 2009

Balladen om Pirate Bay og den ulovlige nedladning af musik og andet skal ikke skygge for den positive udvikling, der omkring legalt køb af digital musik pÃ¥ nettet. I stort set alle lande meldes om stigende legalt køb af digital musik. Personligt tror jeg, at en af barriererne for den legale distribution af musik har været priserne. Musikbranchen har fra starten konservativt prissat musikfiler – mp3-filer – til en pris, der stort set svarer til prisen for en skæring pÃ¥ en cd. Og det hænger ikke sammen med nettets indretning. PÃ¥ internettet har musikkøbmændene i princippet mulighed for at komme ud til alle musikforbrugere pÃ¥ kloden med det samme. Omkostningerne – nÃ¥r først siderne er kommet op at køre – mÃ¥ alt andet lige være  lavere end ved gammeldags distribution som cd. Det burde betyde lavere priser pr. musikfil. Dertil skal lægges, at mp3-filerne ikke har samme kvalitet som lyden pÃ¥ en cd…
Men omstillingen til internetvilkårene sker som bekendt langsomt, og noget tyder på, at også priserne netmusik vil ændre sig markant. De store førende musiksælgere på nettet, ITunes og Amazon, har for nylig ændret prissystem. Det nye system betyder, at nogle sange sælges til en pris og andre til en anden. Typisk vil det være sådan, at hitsange vil være dyrere end andre sange. En hitsang vil fx koste 1.29$ (ca. 7.30 kr.) og en ikke-hitsang 69 cents (ca.3.90 kr.). Foreløbigt er de høje priser forbehold de store musikforretninger.
Det interessante ved den nye prispolitik er, at den skubber til konkurrencen på internetmarkedet. Allerede nu er det sådan, at priserne på nye album i mp3-format kan variere meget, afhængig af hvilken butik, man opsøger. Fx er det nye Depeche Mode-album set med priser fra omkring 10 $ og ned til omkring 4 $. Den differentierede prissætning kan også komme til at betyde, at uafhængige kunstnere vil få et større salg, fordi deres ikke-hitlistemusik vil være billigere at anskaffe
Der kan ikke være tvivl om, at musikken vil blive billigere. Og det vil blive sværere for musikbranchen at sælge nye cd’er for 150 kroner pr. stk.

capac igen på radiobloggen

25. april 2009

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk Århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Jeg synes, det virker rigtig godt med de oplæsninger. Det giver en ekstra dimension i oplevelsen af blogteksterne fra de forskellige webloggere…
PS. Jeg opdager lige, at der ogsÃ¥ er et andet indlæg fra denne signatur: Beskæftigelsesminister Clausescu Hjort Frederiksens arvtager, hvor capac ikke lægger fingre imellem…
link

Venice РLive! Рp̴ kanal Capac! Kl. 21 i aften.

20. april 2009

Venices egen annoncering.

Live-webkoncert på Capac! I morgen.

19. april 2009

Hvis ellers koderne vil makke ret, sÃ¥ har capac i morgen fornøjelsen af for første gang at præsentere sine læsere for en direkte live-koncert! Det drejer sig om det unge, lovende band Venice, der – som tidligere omtalt – forsøger at vise nye veje for musikformidlingen. PÃ¥ opfordring fra Jannick fra Battle & Bounce stiller jeg blog capac til rÃ¥dighed for det unge orkester, sÃ¥ledes at koncerten bliver transmitteret pÃ¥ her og pÃ¥ deres egen blog og vist ogsÃ¥ et andet sted. Jeg hÃ¥ber, at eksperimentet lykkes – og at I mÃ¥ske vil lægge vejen forbi og være til koncert i en halv times tid.

Koncerten løber af stablen fra kl. 21 til ca. 21.35

PS. I næste uge har jeg også fornøjelsen af at omtale Venices nye album Sober, der udkommer den 27. april.

Journalistikkens fremtid? Selvmord eller triumf?

25. marts 2009

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.


Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…


Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.

Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.


Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?


Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…

Musik p̴ nettet Рen kort status

6. januar 2009

I det forgangne Ã¥r har vi her i bloggen forsøgt at følge med i udviklingen pÃ¥ det betrængte musikomrÃ¥de. Og i følge de seneste oplysninger fortsætter tendensen fra de foregÃ¥ende Ã¥r. Salget af cd’er er faldet. Salget af mp3-filer er steget, men ikke sÃ¥ meget, at det kan kompensere for cd-faldet. Og den illegale fildeling fortsætter ufortrødent.
I USA har musikindustrien besluttet at ændre strategi. Man vil ikke længere jagte individuelle pirater. Det er juridisk omstændeligt og meget omkostningsfuldt. Faktisk giver det underskud at gøre det. I stedet vil man arbejde for at pÃ¥lægge internetudbyderne ansvaret for at holde kontrol med, hvad folk downloader. Og – hvis det sker – afbryde folks internetforbindelse.
Strategien er ikke ny. Den har allerede – og er – til debat i Europa. Frankrig var lige ved at gennemføre en sÃ¥kaldt three-strike-model (tre lovbrud og sÃ¥ hægtes du af nettet!), men EU-kommissionen kom pÃ¥ tværs. For nettet handler jo ikke kun om ulovlig fildeling, men først og fremmest er det et kommunikationsværktøj, som ingen kan undvære nu til dags. Større og større dele af den offentlige kommunikation sker via nettet. Derfor er det ogsÃ¥ uheldigt at koble borgerne af. Internetudbyderne er ogsÃ¥ imod, for det stiller dem i en pinlig, ubehagelig situation over for de kunder, de har.
Hvad sÃ¥? Musikindustrien har jo ret i, at internetudbyderne er placeret centralt i forhold til problemerne vedr. ulovlig downloading af musik og andet (film, bøger osv.). I forvejen betaler vi jo en medielicens, dvs. vi betaler for retten til at bruge internettet medialt. Vi betaler ogsÃ¥ for at fÃ¥ leveret tv-kanaler, hvis vi ønsker det. Enten via kabel eller parabol. Kunne man forestille sig, at internetbrugerne pÃ¥ samme mÃ¥de betalte en slags “forbrugsafgift” for fri brug af nettet? SÃ¥ kunne de fildelte slÃ¥s om pengene bagefter? Og brugerne frit downloade, hvad de ville.I hvert fald tror jeg, at vejen til en løsning ikke gÃ¥r  gennem kriminalisering af millioner af internetbrugere, men derimod gennem konstruktive løsninger, der bÃ¥de tilgodeser kunstneres og ophavsmænds rettigheder og internetbrugernes frihed.

“Der er kø – vent venligst”

3. juni 2008

Hurra for internettet! Selvbetjening on-line er en fin opfindelse. NÃ¥r det virker i det mindste. Jeg er inde pÃ¥ et site, hvor jeg skal have robotten til at sende mig mit “glemte” password. Og jeg indtaster de efterspurgte oplysninger. “Der er nu sent et nyt password til din emai-adresse”. NÃ¥, er der det? Vi prøver igen. Og igen. Og igen.
Hvad gør man så? Er der et telefonnummer på sitet? Nej. Er der en administrator-email. Nej. En postadresse da? Nej.
SÃ¥ forsøger jeg at kontakte nogle af dem, der kunne tænkes at have med siden at gøre (en statslig institution): “Der er kø – vent venligst”. Efterfulgt af muzak. Afbrudt regelmæssigt af en monoton stemme, der siger: “Der er kø – vent venligst”. Der er kø…

Om at handle på Amazon og andre netsteder

26. maj 2008

Man oplever et og andet som internetkunde. PÃ¥ Amazons engelske afdeling, hvor jeg handler en del (af indlysende grunde), gÃ¥r jeg tit til “markedspladsen”, hvor der er kroner at spare for samme produkt. Og nÃ¥r man sÃ¥ har modtaget varen giver man en karakter, et “feedback”. Jeg modtog fx en cd, hvor ‘juvelkassen’ var knust, fordi firmaet ikke havde pakken cd’en ordentlig ind. Det resulterede i en dÃ¥rlig karakter, hvorefter samme firma straks bad mig slette anmeldelsen – til gengæld for to splinternye ‘juvelæsker’. Et andet markedspladsfirma sendte mig en hel anden cd, end den jeg havde bestilt. Da jeg beklagede mig, tilbød de mig, at jeg da kunne beholde den fremsendte vare (!), alternativt fÃ¥ refunderet beløbet, hvis jeg returnerede fejlforsendelsen. Jeg valgte at beholde fejlforsendelser (der i øvrig viste sig at være en god plade). I kan selv tænke jer til, hvilken “feedback” firmaet fik…
Og sÃ¥ var der den der boghandel i USA, der sendte mig en bog, som aldrig kom frem. Jeg rykkede og rykkede, fik lovning om tilbagebetaling, men intet hændte, før den dag, hvor klagefristen var udløbet. Derefter: tavshed. Win or loose… Eller: Hvor der handles, der spildes.