CAPAC

For snart mange år siden var jeg med et hold gymnasieelever på besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. Når man så programmet på tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.

Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.

De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige så godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.

Når det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, så hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. Når vi ser tv-aviserne, så er deres funktion afhængig af, at vi stoler på, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, på Haiti osv.

Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.

“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører måske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.

Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.

Når deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes på ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), så hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse står og falder med sin realistiske troværdighed. Når Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der står bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der måske ikke har set familiemedlemmer i måske 20 år“, så er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mål af (konstrueret) troværdig autencitet.

Gertrud har sendt mig et link til en interessant nyhed. 15 tyske journalister og bloggere har udtænkt et internetmanifest, der skal danne grundlag for journalistisk (i bredeste forstand) virksomhed i den digitale tidsalder. Interessen har været så stor, at serveren med manifestet straks gik ned… Det er da også en vigtig diskussion, som alt for mange traditionelle medier har vægret sig ved for alvor at tage hul på. Her er manifestet in extenso. Der er selvfølgelig ting at diskutere (fx afsnittet om copyright, der som bekendt er en af de søjler, der er under stort pres i disse år…). Men som helhed interessant læsning:

Internet Manifesto

How journalism works today. Seventeen declarations

1. The internet is different.

It produces different public spheres, different terms of trade and different cultural skills. The media must adapt their work methods to today’s technological reality instead of ignoring or challenging it. It is their duty to develop the best possible form of journalism based on the available technology. This includes new journalistic products and methods.

2. The internet is a pocket-sized media empire.

The web rearranges existing media structures by transcending their former boundaries and oligopolies. The publication and dissemination of media contents are no longer tied to heavy investments. Journalism’s self-conception is, fortunately, being bereft of its gatekeeping function. All that remains is the journalistic quality through which journalism distinguishes itself from mere publication.

3. The internet is our society is the internet.

Web-based platforms like social networks, Wikipedia or YouTube have become a part of everyday life for the majority of people in the western world. They are as accessible as the telephone or television. If media companies want to continue to exist, they must understand the world of today’s users and embrace their forms of communication. This includes basic forms of social communication: listening and responding, also known as dialogue.

4. The freedom of the internet is inviolable.

The internet’s open architecture constitutes the basic IT law of a society which communicates digitally and, consequently, of journalism. It may not be modified for the sake of protecting the special commercial or political interests often hidden behind the pretense of public interest. Regardless of how it is done, blocking access to the internet endangers the free flow of information and corrupts our fundamental right to a self-determined level of information.

5. The internet is the victory of information.

Due to inadequate technology, media companies, research centres, public institutions and other organisations compiled and classified the world’s information up to now. Today every citizen can set up her own personal news filter while search engines tap into a wealth of information of a magnitude never before known. Individuals can now inform themselves better than ever.

6. The internet changes improves journalism.

Through the internet, journalism can fulfil its socio-educational role in a new way. This includes presenting information as an ever-changing, continual process; the forfeiture of print media’s inalterability is a benefit. Those who want to survive in this new world of information need a new idealism, new journalistic ideas and a sense of pleasure in exploiting this new potential.

7. The net requires networking.

Links are connections. We know each other through links. Those who do not use them exclude themselves from social discourse. This also holds for the websites of traditional media companies.

8. Links reward, citations adorn.

Search engines and aggregators facilitate quality journalism: they boost the findability of outstanding content over a long-term basis and are thus an integral part of the new, networked public sphere. References through links and citations — especially including those made without any consent of or even remuneration of the originator—make the very culture of networked social discourse possible in the first place. They are by all means worthy of protection.

9. The internet is the new venue for political discourse.

Democracy thrives on participation and freedom of information. Transferring the political discussion from traditional media to the internet and expanding on this discussion by involving the active participation of the public is one of journalism’s new tasks.

10. Today’s freedom of the press means freedom of opinion.

Article 5 of the German Constitution does not comprise protective rights for professions or traditional business models. The internet overrides the technological boundaries between the amateur and professional. This is why the privilege of freedom of the press must hold for anyone who can contribute to the fulfilment of journalistic duties. Qualitatively speaking, no differentiation should be made between paid and unpaid journalism, but rather, between good and poor journalism.

11. More is more – there is no such thing as too much information.

Once upon a time, institutions such as the church prioritised power over personal awareness and warned of an unsifted flood of information when the letterpress was invented. On the other hand, pamphleteers, encyclopaedists and journalists proved that more information leads to more freedom, both for the individual as well as society as a whole. To this day, nothing has changed in this respect.

12. Tradition is not a business model.

Money can be made on the internet with journalistic content. There are many examples of this today already. Yet because the internet is fiercely competitive, business models have to be adapted to the structure of the net. No one should try to abstain from this essential adaptation through policy-making geared to preserving the status quo. Journalism needs open competition for the best refinancing solutions on the net, along with the courage to invest in the multifaceted implementation of these solutions.

13. Copyright becomes a civic duty on the internet.

Copyright is a central cornerstone of information organization on the Internet. Originators’ rights to decide on the type and scope of dissemination of their contents are also valid on the net. At the same time, copyright may not be abused as a lever to safeguard obsolete supply mechanisms and shut out new distribution models or license schemes. Ownership entails obligations.

14. The internet has many currencies.

Journalistic online services financed through adverts offer content in exchange for a pull effect. A reader’s, viewer’s or listener’s time is valuable. In the industry of journalism, this correlation has always been one of the fundamental tenets of financing. Other forms of refinancing which are journalistically justifiable need to be forged and tested.

15. What’s on the net stays on the net.

The internet is lifting journalism to a new qualitative level. Online, text, sound and images no longer have to be transient. They remain retrievable, thus building an archive of contemporary history. Journalism must take the development of information, its interpretation and errors into account, i.e., it must admit its mistakes and correct them in a transparent manner.

16. Quality remains the most important quality.

The internet debunks homogeneous bulk goods. Only those who are outstanding, credible and exceptional will gain a steady following in the long run. Users’ demands have increased. Journalism must fulfil them and abide by its own frequently formulated principles.

17. All for all.

The web constitutes an infrastructure for social exchange superior to that of 20th century mass media: when in doubt, the “generation Wikipedia” is capable of appraising the credibility of a source, tracking news back to its original source, researching it, checking it and assessing it — alone or as part of a group effort. Journalists who snub this and are unwilling to respect these skills are not taken seriously by internet users. Rightly so. The internet makes it possible to communicate directly with those once known as recipients — readers, listeners and viewers — and to take advantage of their knowledge. It is not the ‘know-it-all’ journalists who are in demand, but those who communicate and investigate.

link – link 2

Tabloid-avisen BT har ringet til præsten for Brorson-kirken og fået ham til at fortælle, at han har videregivet adresser på “flygtningevenner”, der vil skjule illegale flygtninge. Spørgsmålet er, om almindelige regler er overtrådt ved den henvendelse, for journalisten foregav at være en sådan “flygtningeven”, der villle hjælpe skjulte irakere. BTs chefredaktør Peter Brückmann mener, at der er tale om en hel legitim journalistisk metode, som BT har brugt for at få bekræftet et tip. Journalisthøjskolens mediejurist, Oluf Jørgensen, mener, at BT er gået for vidt og har draget uholdbare konklusioner af telefonsamtalen (der er blevet gengivet ordret i BT). BT hænger som bekendt præsten ud for at være organiserende “bagmand” i et netværk. Hvem har ret?

Brugen af falsk identitet, skjult kamera osv. bør kun tages i brug, når det ikke er muligt at få oplysninger af samfundsmæssig betydning frem på anden måde, dvs. ved hjælp af almindelige journalistiske metoder som interview, research osv. I det aktuelle tilfælde er det jo ikke nogen overraskelse for nogen som helst, at præsten nærede sympati for de irakiske flygtninge. Derfor kan man ikke påstå, at det er af samfundsmæssig betydning, at få manden til at indrømme sin støtte til flygtningene pr. telefon. Dernæst må man spørge, om det er sandsynligt, at han i et almindeligt journalistisk interview ville benægte sin etiske forpligtelse over for flygtningene? Jeg tror det ikke. BT har en dårlig sag.

Kender du det? Du læser en anmeldelse af en koncert eller en plade i avisen – fx Politiken eller Gaffa – og du har hørt, læst og måske skrevet om samme begivenhed på nettet – og avisanmeldelsen tilføjer ingenting. Måske er den oven i købet dårligere, end det, du har fundet på nettet? Jovist, musikjournalistikken går ikke ram forbi i internettets tid. Skal vi begræde, at vi-gør-det-for-pengenes-skyld-journalistik forsvinder? Nej. Men , det er selvfølgelig trist, hvis engagerede og vidende journalister inden for feltet må takke af, fordi der ikke længere er penge til at betale for deres skriverier. Her kan du høre Rolling Stone-freelanceren Christopher R. Weingarten fortælle om problemet:

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i årevis med enkeltstående lysende undtagelser. Og indtoget på internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier også af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – måske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset på økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fået de samme medier til at satse på mere underholdning – på bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger også at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og så videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom på denne effekt er den såkaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i såvel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sådan ideologisk minoritetsorganisation så ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmål. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt på netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger på selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne så – på grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger råt… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formår at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan får vi medierne tilbage på rette spor? Det er et demokratisk problem, når medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen på en kvalificeret vis og er sårbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…

Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

Det kimer i klokker. Etiske klokker. DR-Dead-line-journalisten Adam Holm har fået DRs interne etiske klokker til at bimle og bamle, fordi han har overtrådt disse regler ved at publicere en kronik i dagbladet Politiken, hvor han – uden på forhånd af have fået lov at sin chef, Olav Skaaning Andersen (heri består den egentlige klokkerene brøler) – tillader sig at diskutere ensidigheden i mediernes dækning af Gaza-konflikten.

Et eksempel. Efter at have diskuteret og problematiseret Israels motiver for at gå ind i Gaza med voldsom styrke, skriver Holm: “Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres. De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mål i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder! I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slå det hen som legitim nødværge.”

Det interessante ved Holms kronik – i sammenligning med mange af de andre indlæg, der har været i debatten – er, at den tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved de indgroede skemaer og fordomme, som vi tænker denne konflikt i. Fx venstrefløjens gamle trosætning om, at ‘et undertrykt folk altid har ret’. Eller visse borgerlige kommentatorers refleksive griben tilbage til jødernes tragiske historie. Ganske vist nævner Holm den ikke venstrefløjens trosætning ved navn, men det er denne tankegang, han sigter til i ovenstående citat.

Det kan godt være, at palæstinenserne er et lille undertrykt folk, og det kan godt være, at Hamas er blevet valgt ved et demokratisk valg – men berettiger det Hamas’ folk til at skyde raketter ind i den israelske civilbefolkning? Det kan godt være, at Israel har en stats ret til at forsvare sine borger – men berettiger det dem til at fare frem med stå stor voldsomhed og tilsidesætte internationale konventioner m.m.? Det er den slags ubehagelig spørgsmål, Holm rejser.

Holms kronik udmærker sig ved ikke så meget at tage parti for en af parterne som at stille spørgsmål til de udenforståendes – altså vores – tænkning og holdning til konflikten ud fra en formening om, at vi burde være de første til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når det gælder om at holde målet for øje: fred og sameksistens mellem to folk. Holm peger også på endemålet: en tostatsløsning. Uden at give noget forenklet bud på, hvordan det nås.

Men, for mig, er der ingen tvivl om, at det ville hjælpe gevaldigt på processen, hvis vi, de udenforstående, i stedet for blot at give vores sympati og anti-pati til kende, holdt fast i, at begge parter har en forpligtelse på at arbejde hen mod en fredelig løsning. Vi redder ikke et eneste menneskeliv, vi forhindrer ikke lidelsen, vi fjerner ikke de stadige angst ved blot at lufte vores sympati for den ene af parterne.

For min part, så vil jeg fremover holde min sympati for mig selv og forsøge at holde fast i dette perspektiv.

Lad bare klokkerne bimle og bamle i hovedet på Holms chef, den tidl. doping-ghostbuster m-m. Olav Skaaning Andersen. For det er en vigtig og relevant kronik, Holm har begået. Formelt set er det i orden med en tjenstlig skideballe, men hvis jeg var chefen ville jeg nok være lidt tilfreds alligevel…

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Nej, dette indlæg skal slet ikke handle om Daisys nytårstale. Men traditionen tro overværede Fruen og jeg Dronningens tale til Folket. Ikke, fordi capac er royalist, for det er han ikke. Men sådan er traditionen her i casa, hvor Fruen godt kan lide det royale, og jeg går alligevel  til og fra køkkenet.
I gamle dage var denne tilbagevendende begivenhed ikke akkompagneret af – for ikke at sige: sovset ind i – journalistisk indledning og eftersnakkeri. Nu til dags kan Dronningens tale, der jo ellers udmærker sig ved at være velformuleret og klar, åbenbart ikke stå alene, men skal absolut give anledning til, at ikke bare Bo Reimer, men også to “eksperter”, skal kloge sig på hendes kongelige højheds bekostning. Med en attitude, der var Se & Hørs hofsnoge værdig, blev der tærsket langhalm på dronningens tale i form af “fortolkning” og “oversættelse”, så man skulle tro, at seeren havde behov for pædagogisk støttepædagogik for at fatte, hvad dronningen havde på hjerte…
For nylig så jeg et program i serien “Monopolets helte” om de gamle kendinge fra DR TV. Det var denne gang om Poul Jørgensen, som i mange år stod for hæderlig og kompetent formidling af kongeligt stof. Og han kritiserede den nye tendens, fordi den gjorde selve indslaget til en biting. Og det er så sandt, som det er sagt. Den journalistiske indsovsnings analyseren og kommenteren berøver begivenheden dens betydning og gennemslagskraft. Det er journalistisk omklamring, der grænser til kvælning. Det er journalistisk over-kill. Og det er synd for Dronningen og for dem, der gerne vil høre og se det. Vi må håbe, at nogen sætter en stopper for den slags journalisme – ellers må vi jo boykotte den, hjemme i de små hjem…

Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne igen: Vi er inde i en kulturkamp, hvor de liberale-borgerlige magthavere og deres støtter i medierne bekæmper alt, hvad der kan forbindes med det symbolske “1968”, med de påstået venstredrejede halvfjerdsere, Socialdemokratiet, velfærdsstaten osv. Det foregår med mere eller mindre spidsfindig retorik, der har til hensigt at forandre den ideologiske dagsorden og opbygge en alternativ “korrekt” politisk tankegang.

En af højrefløjens mere drevne skribenter – og en af denne blogs yndlingsaversioner – er Kastholm i Berlingske Tidende, som jævnlig fører sig frem i sin klumme “Læst og påskrevet”. Således også i dag, hvor det ideologiske felttog retter sig mod journalisterne på DR og – TV2. Den aktuelle anledning er tva-avisernes behandling af et nyt lovforslag, der vil fjerne det særlige børnetilskud til kvinder, som er blevet mødre ved kunstig befrugtning.

Kastholms kritik mod journalisterne er snedig. Han griber ikke til den gamle, fortærskede Erhard Jakobsenske model, hvor journalisterne blot udstilles som en flok røde lejesvende, der sidder på DR, Politiken og Gyldendal og styrer det danske åndslivs politiske indhold. Næ, Kastholm, der jo selv tilhører standen, ved bedre. Han angriber selve den journalistiske metode, den såkaldte “konsekvensrapportage”. Denne rapportageform går i sin enkelhed ud på, at journalisterne forsøger at beskrive konsekvenserne af en beskemt begivenhed. Fx det omtalte lovforslag.

Først fremstiller Kastholm det nye lovforslag som en lillebitte justering i et kolossalt velfærdssystem (“en lillebitte beskæring af velfærdsstatens umådelige ydelser”). En justering, der burde erstattes af regulære nedskæringer, i følge Kastholm.

Dernæst fremstilles regeringen som ædle politikere, der blot vil borgerne deres eget bedste, nemlig “genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv”, som det så smukt hedder. Men den ædle politik hæmmes af de elektroniske medier og deres konsekvensrapportager. De to tv-kanaler skaber en storm i et glas vand, kan man forstå, ved at beskrive, hvilke konsekvenser det omtalte lovforslag får for de kvinder, der berøres af ændringen. Derved kommer den heroiske justering af velfærdsstatens “umådelige ydelser” til de “forkælede” danskere til at fremstå som regulær ondskab. Og det er jo ikke meningen.

Og så sætter Kastholm diskret trumf på: Og de elektroniske medier kommer derved til at tjene velfærdsstatsprojektet, der jo er “et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt”. Tableau. Ved af beskrive, hvorledes et lille lovforslag rammer enkelte mennesker som en objektiv vold, fx ved at lade udvalgte personer fortælle om følgerne af et sådant lovforslag, så bliver journalisterne automatisk “røde lejesvende”, selv om de ikke selv ved det…

Med Kastholms ordvalg, så er medierne ikke “hovedårsagen” til tingenes tilstand, men de er “medskyldige”. Konsekvensrapportagen er “det politiske budskab” og det lyder: “Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud”.

Over for Kastholm snedige taktik må man blot spørge: Hvordan har Kastholm så tænkt sig, at journalistikken skulle omtale et sådant lovforslag? Det ligger i kortene, at de elektroniske medier burde beskrive fjernelse af det pågældende børnetilskud som et gode. Som en god handling, der kun har til hensigt, at gøre de ramte kvinder til “sunde og raske” borgere, der klarer sig selv – uden den onde stats subsidier. Det, Kastholm indirekte efterlyser, er i virkeligheden en kritikløs journalistik, der ikke fremstiller konflikter og modsætninger mellem borgerne og magthaverne. Lidt i stil med den form for journalistik, som man finder i diktatoriske stater som Nord-Korea eller Iran…

Men i et åbent samfund med demokratiske idealer bør journalistikken netop beskrive konsekvensen af magthavernes handlinger, selv om det ikke behager disse personer. Og en når en konsekvent beskrivelse fremstår som en kritik, så er det ikke, fordi journalisterne pr. definition handler som “røde lejesvende”, men fordi den beskrevne politiske handling faktisk har negative konsekvenser for nogle mennesker i dette land.

Kastholms indlæg er et skoleeksempel på, hvordan borgerlige skribenter forsøger at sætte en alternativ politisk korrekt dagsorden. I hvor høj grad det vil lykkes vil tiden vise…

Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fået udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i årene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget på bånd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer også en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…

‘Man har ikke andre at stole på end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven‘. Nærværende citat stammer fra Claes Kastholms kommentar til Obama-valget og George W. Bush-eftermælet i dagens Berlinger. Udsagnet gælder den lære, man (som politiker) kan drage af mediernes dom over George W. Bushs regeringsperiode, der har efterladt ham som den mest upopulære præsident i mands mind. To udsigtsløse krige, et smadret økonomi, en finanskrise af dimensioner, en perspektivløs klimapolitik er blandt de “resultater”, som Bush giver videre til sin efterfølger. Men Kastholms udsagn går dybere endnu. Det gælder menneskeheden som sådan. Hos Kastholm glider fornuftbundet skepsis over i grundfæstet misantropi.

Den aura af håb, der har bredt sig omkring Barrack Obama og har afsat sig hos mange amerikanere – og ikke-amerikanerne – som en ny optimisme med hensyn til fremtiden  diagnosticeres som effekten af en politisk forførelse. Kastholm skriver:

“Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi så på CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første år. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tårer. Man må selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne på sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstårer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel på spil“.

Hér knækker filmen, hér springer kæden helt af for Kastholm. En sammenligning mellem de iscenesatte (Riefenstal!), jublende masser i den nazistiske selvfremstilling og -forherligelse og billederne af bevægede amerikanerne, der efter nogle tunge år med Bush-administrationen omsider får grund til at håbe på en forandring handler først og fremmest om Kastholms eget kulsorte syn på politik og politikere i særdeles og mennesker i almenhed. Hvad religiøst skulle der være i, at almindelige amerikanerne – eller europæere – giver følelsesmæssigt udtryk for et håb om en bedre fremtid? Om forandring til noget bedre?

Selv om man selvfølgelig kan være skeptisk med hensyn til Obamas muligheder for at skabe store og vedvarende forandringer i det amerikanske samfund, så betyder det ikke, at man skal lade håbet drukne i sort misantropi. Der var også mange, der ikke troede på, at Berlinmuren nogensinde ville forsvinde. Men det gjorde den så let som ingenting, fordi nogle mennesker havde et håb om noget bedre og andet end det bestående.

Som så ofte lyttede jeg til P1-debat på vej fra arbejde ud på natten. Denne gang drejede det sig om fænomenet spin. Nærmere bestemt om de siddende regerings ansættelse af et hav af spin-doktorer til varetagelse af politikernes mediebehov. I debatten deltog Per Clausen fra Enhedslisten, der blandt andet har kritiseret statsministeren for at føre folketinget bag lyset med spin i sagen om Løkke Rasmussens “bilagsrod”. Og så deltog den fhv. spin-doktor for de konservative Niels Krause Kjær, som jeg tidligere har været efter i denne blog.

Der var specielt en ting, der faldt mig for brystet, og det var, at Krause Kjær igen og igen pointerede, at politikerne ikke kommer uden om spin-medarbejdere, fordi det aktuelle mediebillede er “så kaotisk” at politikerne ville være på herrens mark, hvis de ikke havde journalistiske hjælpere ved hånden. Påstanden blev gentaget så mange gange, at selv Per Clausen gik med på den.

Men jeg mener, at det er en påstand hevet ud af det blå. Et godt eksempel er vores integrationsminister Birthe Rønn Rasmussen, der har frabedt sig en spinner. Hun er et godt eksempel, fordi hun er en politiker, der tror på sine egne grundholdninger og politiske tankegods, og derfor kan hun godt begå sig den åh så kaotiske medieverden.
Når spinneriet har fået så stor en udbredelse hænger det sammen med, at det politiske i høj grad har tabt forbindelsen til det ideologiske. Mange politikere svæver og fluktuerer i forhold til folkeopinionens svingninger og har derfor – for at blive siddende! – brug for nogle journalistiske opspinnere, der kan sørge for, at de får sagt det mest opportune på det rigtige tidspunkt. Samtidig er spinneriet udtryk for, at journaliststanden har tilranet sig en central position i fortolkningen af den politiske virkelighed, som den ikke burde have.

Hvis politikerne besindede sig på, hvad de faktisk stod for, holdningsmæssigt og ideologisk – i stedet for at blive grebet af forblændende magtbegær – så ville spinneriet blive reduceret til noget ubetydeligt. Krause Kjærs insisteren på spindoktorernes uundværlighed og forudsigelsen af, at der vil være endnu flere om ti år, er, efter min mening, udtryk for en journalistisk selvovervurdering og -forherligelse, der er helt ude i hampen…

Via vores mere eller mindre arbejdsledige medblogger Carsten – filoffen blandt bloggere – er jeg blevet gjort opmærk som en artikel i Politiken. Den drejer sig om arbejdsløsheden og de lediges pligt til at skrive fire jobansøgninger om ugen og logge sig ind på www.jobnet.dk en gang om ugen (hvis de ellers ønsker at modtage dagpenge). Som tidligere omtalt har en mand, Søren W. Rasmussen, udfærdiget et program, der automatisk kan sørge for, at man husker at logge på hver uge og får sendt fire standardiserede ansøgninger om job. Indtil videre har 42.000 været inde på Rasmussens side og hente programmet. Så det må siges at være en succes.
Så vidt, så godt.
Artiklens overskrift (rubrik) lyder: “Snydeprogram til ledige har stor succes”. At tale om snydeprogram må siges at være udtryk for tendentiøs journalistik. Der er på ingen måde tale om snyd. Blot om forenkling. De afsendte ansøgninger er, som Rasmussen understreger, bindende. Og reagerer en arbejdsgiver på en sådan ansøgning, skal man som ledig møde op til jobsamtale. Det kan heller ikke siges at være snyd, at man anvender moderne teknologi til at aktivere sit cv på www.jobnet.dk. Der findes et hav af tilsvarende programmer, der sørger for at holde en underrettet om, hvornår man skal hvad og hvor. Elektroniske kalendere osv.
Det uheldige ved overskriften er, at den kæler for den indgroede fordom, som også regeringen plejer, nemlig, at ledige i bund og grund er en flok dovne labaner, der ikke ønsker at arbejde og derfor skal holdes til ilden hele tiden med mere eller mindre meningsløse aktiviteter – kaldet aktivering.
Så længe beskæftigelsesministeren farer frem med absurde krav til de ledige, så er det på sin plads, at andre bruger deres sunde fornuft og hjælper de ledige med en praktisk løsning på de absurde problemer. HK har – som man kan se på deres hjemmeside – bakket helt op om programmet.
Nu venter vi bare på, at arbejdsløsheden vil stige brat igen (de første økonomiske tegn har allerede meldt sig…). Så vil arbejdsgivere drukne i automatiserede ansøgninger, og absurditeten stå klar for enhver, der kan åbne øjnene…
Andre indlæg om emnet: klik på kategorien aktivering og scroll ned.

Jeg havde netop lejlighed til at se programmet “Debatten” på DR1. Debatten drejede sig om oppositionen – repræsenteret af SFs Villy Søvndal, Det Radikale Venstres Margrete Vestager, Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen og Enhedslistens Frank Aaen – og den parlamentariske situation, der er opstået som følge af SFs markante fremgang. Vil en samling af oppositionen være mulig? Og hvad betyder Villy Søvndals markante udmeldinger om islamisk fundamentalisme og udemokratiske bevægelser i den sammenhæng? Osv.
Med i udsendelsen var – selvfølgelig – en journalistisk ordstyrer og så Niels Krause Kjær, journalist og forfatter fra Syddansk Universitet. Sidstnævnte havde en slags rolle som “oversætter” og “fortolker” af politikernes argumentation. Krause Kjærs kvalifikationer ufortalt, så er hans rolle et symtom på den grasserende spinificering af det politiske. Politikernes ord kan åbenbart ikke længere stå alene. De skal tygges igennem af en spinner og som søbemad lempes ind i vælgerne. Jeg mener, at denne spinificering er en trussel mod demokratiet. Dels giver politikerne en aura af uforståelighed og mistænkelighed. Man kan ikke rigtig have tiltro til, hvad politikerne siger. Ja, værre endnu: De ved ikke, hvad de siger. Derfor er det nødvendigt at oversætte og fortolke, hvad der kommer fra deres læber. Dels er dette journalistiske op-spin nedladende over for vælgerne. “Nå, I tror, I ved, hvad politikerne snakker om?! Næ, nu skal I høre her. Sagen er… osv.”. Må vi så blive fri!