Indlæg tagget med koncert

Young Flowers besøger Aarhus i morgen

13. februar 2015

Ja, jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har set frem til koncerten med genopståede Young Flowers. Bandet, der med kun to album – Blomsterpistolen (1968) og No 2 (1969) – skrev sig varigt ind i dansk rockhistorie. Oprindeligt bestod Young Flowers af Jens Henrik Dahl (gt.), Peter Ingemann (bas og sang) og Ken Gudman (trommer). Jens Dahl blev hurtigt erstattet af Peer Frost fra Peter Bellis Les Rivals. Efter gendannelsen af bandet i 2013 har ex-Gasolin Søren Berlev overtaget pladsen bag trommerne i stedet for afdøde Ken Gudman.

Young Flowers var det danske svar på tresserbeatens store trioer, Jimi Hendrix Experience og – måske ikke mindst – Cream. Og musikken var også præget af tiden – fra psykedelisk beat over britisk R&B-funderet rock.

Gruppens plader er heldigvis blevet genudsendt i flere omgang. Senest er der kommet en samling af studieindspilingerne under titlen Take Warning (dobbeltcd på Rpm International). Og de to første rigtige studiealbum findes også i boksen Dansk Rock Historie (den gule boks). Og så har Tømrer Claus udgivet en live-plade (Young Flowers Live) og en plade med radiooptagelser (DR Sessions) på sit plademærke Karma Music i hhv. 2002 og 2004. Så bandets musik er veldokumenteret.

Young Flowers fik også æren af at levere lidt musik til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering Stille dage i Clichy, hvor de optræder med numrene “Menilmontant” og “Party Beat” side om side med Country Joe McDonald, Papa Bue’s Viking Jazz Band, Ben Webster m.fl. Dengang fint selskab at være med i.

Jeg vender tilbage med en omtale af koncerten, der foregår på Atlas,  snarest.

Niels Skousen – kom, spillede og…

19. december 2014

Desværre gik jeg glip af gårsdagens koncert med Niels Skousen på Voxhall. Et arbejdsliv kom på tværs og spændte ben for den plan. Jeg havde ellers glædet mig til at opleve Skousen og Co. Men så må man jo “nøjes” med hans seneste fine album Smil eller dø og de koncertanmeldelser, begivenheden har kastet af sig. Gaffas anmelder er meget positiv og taler om magiske øjeblikke. Sådan skal det være. Desværre er der ikke så mange i Aarhus og omegn, der gik efter magien. Salen var kun halvfuld, kan man forstå. Fy-skamme-skamme publikum. Jeg håber Skousen kommer forbi igen i 2015 og at jeg har tid til at være med næste gang.

Her er en optagelse fra Store Vega. Det smager da lidt af fugl. Videoen er lagt op af BBLse – tak for lån.

En vældig fin stund med Ane Brun på Voxhall, lørdag d. 14. 11. 2014

15. november 2014

0045993995_4917210a

Med sin igangværende solotur har den norske singer-songwriter Ane Brun valgt en af populærmusikkens uopslidelige grundformler: En singer-songwriter med sine sange, sin stemme og sin guitar. Og Brun tematiserede faktisk det rekursive og retrospektive, da hun forklarede, at hun med sit fravalg af et stort ledsagende orkester så at sige vendte tilbage til oprindelsen, til dengang, hvor hun for et par årtier siden begyndte at optræde meget med udgangspunkt i sin fødeby, Molde.

Og i et stramt iscenesat show førte Brun publikum tilbage gennem sangskattens mange “låter” . På en baggrund af forrevne, hvide  tøjstykker, der illuderede både norsk bjerglandskab og storbyskyline opførte lydmanden Magnus Eriksson et veritabelt lysshow, der udgjorde et til tider nærmest psykedelisk drømmelandskab, opførte Brun med sine guitarer (og et par gange afløst af elektrisk piano) sine mere end tyve sange.

Sange, der – som Brun var inde på – ofte drejer sig om det uopslidelige emne, kærligheden, fordi det aldrig helt lykkes at skrive den perfekte kærlighedssang. Man starter så godt, men så går det galt i andet vers – og man må fortsætte jagten på den helt rigtige silly lovesong. Og der var rigtig nok mange af sangene, der kredsede om emnet. Og Ane Brun fremførte dem med sin meget smukke stemme, der ubesværet gik op i det høje toneleje. En stemme, der tilførte sangene en særlig inderlighed og hele tiden bar på en smuk lidenskabelig glød, der gav varme og energi til sangene, som alle både er prægnant melodiske og rytmisk markante.

Rejsen tilbage til det oprindelige blev helt tydelig, da Ane Brun fandt sin mintgrønne el-guitar frem og førte os tilbage til dengang, hvor hun iført baseball cap og bukser med hængerøv førte sig frem som “tuff”, ung performer. Og her blev det tydeligt, at rockens udtryk ikke ligger hende så fjernt – og det måske faktisk er i den, hun henter sin rytmiske prægnans i sin traktering af guitaren.

Undervejs blev der også plads til et par covernumre, bl.a. Alphavilles “Big in Japan” og Arcade Fires “Neighbourhoods”. Coversange, der faldt rigtig godt i tråd med Bruns egne sange. Fire ekstranumre blev det også til, bl.a. hendes seneste større hit “Oh Love” fra 2013.

Showet var som sagt helt igennem iscenesat og meget professionelt. Det afspejlede sig også i den flotte gestus, hvormed hun bad publikum om at give sine hårdt arbejdende medhjælpere – lysteknikeren, lydmanden, altmuligmanden på scenen og Anders, der solgte cd’er, vinyler og merchandise – en stor hånd. Der var styr på sagerne, overskud og plads til at være generøs. Det var, denne novemberaften i Aarhus, med Bruns egne ord “en vældig fin stund”. Og Ane må gerne komme forbi igen – med eller uden band.

PS. Der var – mod forventning – ingen opvarmning denne aften. Men selv om jeg gerne ville have hørt hende damen fra Malmø, så gjorde det ikke noget, for egentlig foretrækker jeg at nøjes med hovednavnet ved en koncert.

 

Opvarmning: Alice Boman

14. november 2014

Det er svært at finde mange oplysninger om afternens opvarmningsnavn. Alice Boman er fra Malmö og har udgivet pladen Skisser, der består af sange, der vist er blevet til uden henblik på udgivelse. Og så sammenlignes Bomans stemme et sted med selveste Nina Simone. Mon ikke hun er værd at opleve på en dansk scene?

Fra Molde via Stockholm til Aarhus: Ane Brun

13. november 2014

Ane Bruns – eller Brunvold, som hun egentlig hedder – musikalske løbebane startede for alvor, da hun i 2001 slog sig ned i den svenske hovedstad Stockholm. Bag sig  havde hun en opvækst i en kunstnerisk anlagt familie i Molde, Norge, musikalske tilløb og nogle forsøg på at få en universitetsuddannelse. Men musikken fik overtaget. Og i 2002 kom hendes første langspiller med den pirrende titel Spending time with Morgan, der måske ikke blæste nogen omkuld, men dog gjorde opmærksom på et oplagt singer-songwriter-talent med potentiale.

Bedre gik det i 2005 med albummet A Temporary Dive, der kom efter en længere pause fra musikken. En mere moden plade, der blev godt modtaget af musikpressen og kastede en del musikprisnomineringer af sig. Pladen blev fulgt op af endnu en senere samme år, hvor Duets udkom. En plade, hvor Brun som titlen angiver sang duetter med en række kunstnere – bl.a. Ron Sesmith, Teitur og bandet Madrugada.

I tiden efter har Ane Brun optrådt i forskellige udgaver – lige fra ren solist over større ensembler med strygere osv. Og hendes variation som udøvende kunstner afspejler sig også på de plader, hun siden har udgivet: Chaning of the Seasons (2008), Sketches (2008), It all start with one (2011) og et par live-plader (2007 og 2009). Sidste år kom der også en retrospektiv opsamling, Songs – 2003-2013, der giver et fint tværsnit af den begavede singer-songwriter med den smukke stemme. I morgen lægger hun vejen forbi den jyske hovedstad, hvor hun giver solokoncert. Den har jeg set frem til længe – og vender selvfølgelig tilbage, når den er oplevet.

 

En aften med Nico Turner og Cat Power, Voxhall d. 1.11.2014

2. november 2014

 

Man behøver ikke at have fulgt ret meget med i Cat Powers musikalske rejse for at vide, at hun har skabt sig et renommé som en på mange måder utilregnelig scenekunster, hvis koncerter til tider har været helt katastrofale, fordi de gik i opløsning i en blanding af alkohol, sceneskræk og andre psykiske problemer. Men disse forventninger blev gjort til skamme i går aftes, hvor Chan Marshall lagde vejen forbi århusianske Voxhall og gav en solokoncert.

Men inden vi nåede så langt skulle vi omkring opvarmningen, der bestod af den unge, eksperimenterende Los Angeles-artist Nico Turner, der fik en god halv time med sin elektriske guitar (med påsat røgelsespind). Turner er undergrund. Hun er mest kendt for sit samarbejde med Cat Power, men har i L.A.-undergrunden gjort sig bemærket med sit band VOICEsVOICEs og har spillet sammen med en række af byens undergrundsnavne. Hun har vist endnu ikke fået udgivet en plade, men man kan lytte til hende fx på Soundcloud.

Nico Turners musik er som sagt eksperimenterende og kan forsøgsvis beskrives som minimalistisk, let støjende storbyrock. De fleste af hendes sange var meget enkle (1-3 akkorder) og svingede sig momentvis op til noget, der lød som garage- eller støjrock. Og sange er måske så meget sagt, for der var nærmest tale om fragmenter, der startede og slutte lige abrupt. Sange, der måske ikke var helt færdigudviklede endnu og godt kunne forekomme en anelse ensformige. Men det samlede indtryk var positivt af en ung kunstner i svøb, der sikkert har potentiale til i hvert fald at blive et hot undergrundskultnavn. Det skal blive spændende at følge hende fremover.

Nico Tuner var et velvalgt navn som opvarmning til excentrikeren Cat Power, der indtog scenen lidt over kl. 22 og gav en godt to timer lang koncert, der stoppede lidt over midnat. Og som allerede antydet, så slap vi for en oplevelse af Chan Marshalls dysfunktionelle sider. Hun havde samlet set styr på situationen, selv om nervøsiteten og desperationen lurede lige under overfladen.

Ganske vist havde hun fra første akkord problemer med sin scenelyd. Først med guitaren og forstærkeren og siden med lyden ved pianoet. Og hun førte en lang nedtonet diskussion med sin lydtekniker. Heldigvis betød disse problemer ikke så meget for oplevelsen i salen. Bortset fra nogle problemer med at få pianoet til at makke ret i afleveringen af en udgave af “What the world needs now” (Jackie Deshannon), så lykkedes det faktisk for Chan Marshall at aflevere sine sange med overbevisning. Forbigående endda på fremragende vis. Ja, faktisk fik jeg det indtryk, at problemerne med lyden fik det bedste frem i Cat Power, der fremstod som en både fokuseret og lidenskabeligt brændende kunstner, der kæmpede en brav kamp for at få sine sange til at virke – og vandt kampen.

Undervejs i koncerten var kunstneren meget snakkesalig og snakkede både med sig selv, lydmanden og publikum. Og det var både om snakkesaligheden, om de personlige og til tider private historier bag hendes meget personlige sange, om hendes liv i det hele taget, om den politiske virkelighed i USA osv. Og på en eller anden måde virkede hendes snakkesalighed forstærkende på indtrykket af en personligt nærvær og engagement, der også skinnede igennem i de stærke, personlige sange, vi blev underholdt med denne første aften i november. Engagement og fokus blev også understreget af, at Marshall ikke ville gøre koncerten til en ønskekoncert (publikum bød flittigt ind med ønsker), men stort set holdt sig til den playliste af sange, som hun faktisk kunne gennemføre. En overbevisende professionel attitude.

Og vi kom godt rundt i repertoiret. Lige fra hendes første plade (som hun let ironisk kaldte den) og frem til hendes nyeste og mest tilgængelige sange fra bl.a. albummet Sun. Og man fik et indtryk af en kunstner, der nok har været plaget af mange problemer undervejs, men som musikalsk og menneskeligt er modnet undervejs. Som hun selv var inde på i sin talestrøm, så har det været hendes ambition at lave et “hitalbum”, og det er til dels lykkedes med Sun, der er kommet på hitlisten. Og hendes seneste sange er da også meget mere tilgængelige end de første pladers mere eksperimenterende sange – uden at sangene har mistet personlig eller musikalsk originalitet.

Chan Marshall gjorde et stort og godt indtryk denne aften på Voxhall. Hun kæmpede bravt med sine sange og ikke mindst hendes mørke, sært smukke stemme med dens klare udtale og fornemme frasering af de personlige sangtekster gjorde et stort indtryk på mig. Selv om ikke alt lykkedes for Marshall, så tog hun alle stik hjem denne aften. Oveni skal så lægges den åbenhjertighed og det nærvær, hun lagde for dagen med sin konstante og til tider ganske afslørende snak til publikum. Det lykkedes Chan Marshall at vinde publikums gunst (ikke kun de højrøstede og tydelige fans) denne aften. Og hengivenheden blev understreget, da hun sluttede af med at dele sin blomsterbuket med nogle at publikummerne længst fremme ved scenekanten.

The War on Drugs – Voxhall, Aarhus, søndag d. 16.10.2014

27. oktober 2014

Som tidligere antydet, så er The War on Drugs et orkester, man har store forventninger til. Med deres tredje album Lost in the Dream er bandet for alvor brudt igennem fra undergrunden til mainstream, og bandet har haft kritikerne med sig – også når de har optrådt rundt omkring. På den baggrund ville det være naturligt at have visse forventninger til koncerten denne milde efterårsaften i den jyske hovedstad. Levede den så op til forventningerne? Ikke helt efter min opfattelse.

Men aftenen begyndte et andet sted. Uden at være på plakaten fik den unge, blonde belgiske singersongwriter Karolien Van Ransbeck rollen som opvarmningsnavn klokken 20, hvor musikken skulle begynde. Uden megen snak afleverede Ransbeck en god håndfuld sange fra sit solorepertoire (til daglig spiller hun i bandet Few Bits). Lidt indadvendte, melankolske sange, der godt kunne minde mig om en tidlige Suzanna Vega. Og Ransbeck viste sig at være både en god sangerinde og en god guitarist. Hun kunne godt fortjene selv at være på plakaten engang. Og publikum var hende venlig stemt og klappede pænt efter hvert nummer.

Lidt over klokken 21 var det så tid for hovednavnet at tage over. Voxhall har jeg ofte nok rost for at have en god akustik og en god lyd, men det kneb med det sidste denne aften. Lyden var – oplevet fra midten af gulvet blandt publikum – en anelse overstyret. Især stortrommen slog sig bogstaveligt talt ind i kroppene på publikum. Der kunne godt være skruet lidt ned for volumen uden at det ville være gået ud over det musikalske udtryk. Bedre blev det ikke af, at bandet åbenbart ikke havde færdiggjort deres lydprøver og insisterede lidt på at bruge indledende minutter på den øvelse, hvilket kun kan opfattes som uprofessionelt. Oven i skal så lægges, at den obligatoriske baggrundsdåsemusik ganske uhæmmet og højt fortsatte helt ind i de første akkorder af bandets musik. Temmelig respektløst over for både musikere og publikum.

Men så kom det seks mand store The War on Drugs da omsider igang og spillede godt og vel halvanden time nærmest non-stop. Det ene nummer efter det andet gled over i hinanden og først i sidste tredjedel begyndte forsanger og -grundfigur Adam Granduciel at henvende sig høfligt til publikum.

Hvordan oplevedes så bandets skamroste, sjælfulde, detaljrede udgave af FM-rocken på en dansk scene? I mine ører afsløredes gruppens musikalske begrænsninger sig i livesituationen. Og disse begræsninger klæber sig især til bandets på enhver måde centrale hovedperson, sangskriveren og orkesterlederen Adam Granduciel. Selv om Granduciel blev backet op af kompetente og godt sammenspillede musikere på guitar, tangenter, trombone, saxofon, bas og trommer, så blev det tydeligt, at Granduciel selv er en ganske ordinær kunstner. En ordinær sanger, en ordinær guitarist og en ganske ordinær mundharmonikaspiller. Og det ordinære stopper ikke her. I mine ører er han også en ganske ordinær sangskriver. Jeg tror ikke, at en eneste af de sange, orkesteret fremførte denne søndag aften vil overleve i rockens store sangbog. Så er det sagt.

Det ordinære i Granduciels kunst bliver udstillet, når man som han og bandet har valgt at spille storladen rock på de stier, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young, Bob Seeger m.fl. har trådt for mange år siden. En musikform, der egner sig til festivaler og store sportarenaer, og hvor der i numrene er obligatorisk plads til guitarsoloer. Granduciels sange, der på plade især gør sig ikraft af deres introverte og rigt facetterede lydbilleder, kom i koncertsituationen her til at fremstå som sange, der ganske enkelt ikke er gode nok. Ordinære sange, der mangler melodisk prægnans, iørefaldende b-stykker, fængende riffs og hvad der ellers kan gøre, at dad-rocken, som den jo flatterende kaldes, kan mønstre noget af den bedste rockmusik, der er blevet frembragt. Granduciels manglende format som sangskriver trak det samlede indtryk ned på det ordinære plan. Og bedre blev det ikke af, at han hverken er en særlig god sanger (det var også mere end svært at opfatte, hvad han sang) eller nogen original guitarist (i de ret lange til dels improviserede solopassager stod klicheerne i kø) og en fatalt dårlig mundharmonikaspiller (heldig vis fandt han kun mundharmonikaen frem et par gange eller tre). Det samlede indtryk var – for nu at skære det ud i pap: en ordinær koncert.

Men det overvejende ungdommelige publikum var tydeligvis tilfredse med forestillingen og fik de ekstranumre, de bad om. Og jeg er ret sikker på, at der er en eller anden anmelder rundt om i dette land, der vil have en ganske anden mening om koncerter. Men sådan er der jo så meget.

Hvordan The War on Drugs kommer videre må guderne vide. Men oven på denne aften synes jeg ikke der er grund til at forvente en himmelflugt. Men vi får se og ikke mindst – høre.

Opdatering: For god ordens skylde: Hvis man vil læse mere positive anmeldelser, så foreslår jeg at man går til Gaffa, Aarhus Stiftstiden, Jyllands-Posten eller Soundvenue (google: the war on drugs voxhall – og du skal finde…).

 

Og så til koncert: The War on Drugs rammer Voxhall, Aarhus

26. oktober 2014

Med mange flotte koncert- og pladeanmeldelser i ryggen kommer Philadelphia-bandet The War on Drugs forbi Aarhus i aften, og jeg har været ude tidligt og sikre mig en adgangsbillet til den for længst udsolgte koncert.

Orkesteret blev dannet af Kurt Vile og Adam Granduciel i 2005, men allerede efter debutalbummet Wagonwheel Blues (2008) valgte Kurt Vile at forfølge sin drøm om en solokarriere og overlod derfor roret til Graduciel. Man kan vel sige, at The War on Drugs først blev et sammentømret band efter Viles afsked, for de første år brugte Vile og Graduciel forskellige musikere som backing, men de besluttede til sidst at etablere et rigtigt orkester med Charlie Hall på trommer og orgel, Kyle Lloyd på trommer og Dave Hartley på bas. Men siden er der sket flere ændringer. Hall og Lloyd har forladt gruppen, og i dag består The War vist nok af Granduciel, David Hartley, Robbie Bennett og Charlie Hall.

Tre album er det efterhånden blevet til. I 2008 kom de svære toer Slave Ambient, der fik kritikerne med sig. Og i år er så kommet Lost in the Dream.

I sin nuværende form spiller The War on Drugs en traditionsladet rock, der ville være utænkelig uden traditionen over Bob Dylan og Bruce Springsteen. Hos War finder du samme ubesværede storladenhed som hos Dylan og Springsteen, samme flair for episke rocksange, men også et let og luftigt klangunivers, der afslører, at The War on Drugs tilhører en yngre generation og har fået impulser fra moderne indierock, americana og folk. Som de bedste nye rockbands bærer The War on Drugs traditionalismen med sig og forvalter den med både respektfuldhed og nytænkning. The War on Drugs er et band, man gør klogt i at holde øre med.

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

Måske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i går aftes. Måske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere både dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde også en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre også ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trådte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow på alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt på væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sådan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion således blev brudt, så fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til både nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist på scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der også giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering går hånd i hånd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat så på, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages åh så tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hårde rock har sat sig et kraftigt aftryk på rockens udtryk i almindelighed. Og det hårde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden på næsten telepatisk indforstået vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen på det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle få skridt fra Aarhus å. Og det blev en på alle måder rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet på en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. Sådan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

Da Bob Dylan og band indtog Amfiscenen i Aarhus

10. juli 2014

Som antydet i gårsdagens skriverier i anledning af besøget, så havde jeg forsøgt at skrue forventningerne helt ned til aftenens koncert med Bob Dylan and his band. Mine forventninger var at opleve en kunstner med professionelt fokus på sangene og deres formidling – og som sådan blev forventninger til fulde indfriet.

Men inden vi kom så langt, måtte publikum gennem en lang ventetid. Portene blev åbnet kl. 18.30 og først klokken 22 gik Dylan og Co. på scenen, selv om det efter planen skulle være sket en halv time før.Noget af ventetiden blev tildelt det unge danske stjernefrø Ida Gard, der havde fået den (u)taknemmelige rolle at være opvarmning til Dylan. Og jeg synes, det var et malplaceret valg. Selv om Gard var tydeligt benovet over at skulle dele scene med en anden og større sangskriver, så var afstanden mellem den unge X-Factor-relaterede nærmest på enhver tænkelig måde uoverstigelig og legitimerede i sig selv Dylans lidt forsinkede optræden. Bevares Gard har en køn stemme, hun havde tydeligvis et vist gehør hos det yngste (jævnaldrende) segment nede ved scenens forkant. Men hendes hendes ubehjælpelige melodier (?), hendes meget snakkesalige og meget ungdommelige tekster om at kysse drenge i en mindre provinsby, fordrive tiden med chokoladespiseri og tvkiggeri og spise svanesteg med familien fungerede bedst – hvis man skal være venlig – som kontrast til mesterens sange. Gard satte niveauet i relief så at sige.

Og jeg kunne ikke lade være med at grunde over, hvorfor man i det hele taget synes, det er en god idé at have opvarmning til et stort og varmt navn?! For min skyld kunne man godt droppe det fremover og flytte publikums entre et par timer frem.

Klokken 22 gik Dylan så selv på scenen, efter at guitaristen Stu Kimball og de andre i bandet havde indtaget den helt sorte scene. En ret effektfuld entre, fordi bandet var iklædt grå jakkesæt, der matchede den sorte baggrund perfekt. Dylan selv var i en lys habit og en passende hat og indtog med stoisk ro sin rolle som band leader i et helt igennem professionelt show. Og set og hørt fra min centrale placering i forhold til scenen var det i allerhøjeste grad en bandpræstation, man fik serveret.

Dylan optrådte dels som forsanger i front på scenen eller sad bag flyglet i højre side, når han ikke lige (mellem numrene) gik rundt og gav dessiner til de andre.Og hvilket band! Et tæt sammenspillet rockband med klar forkærlighed for country (understreget af instrumenterne steel guitar, banjo og gulvbas) og andre rootselementer. Og i bandets håndtering fremstod Dylans sange som genfødte.

Undervejs i koncerten kunne jeg høre flere jævnaldrende publikummer omkring mig brokke sig over, at Dylan ikke spillede sine klassikere. Men det gjorde han faktisk. Fx fik vi både “Tangled up in blue” og “A simple twist of fate” fra Blood on the tracks. Men – som tilfældet også var med de andre og senere sange, så blev de leveret i radikalt anderledes arrangementer, der næsten udviskede sangenes oprindelige melodiske kvaliteter og kun lod genkendeligheden skinne igennem i teksterne. Selv de afsluttende udgaver af “All along the Watchtower” og “Blowin in the Wind” lod sangene fremstå som forvandlede og nyfortolkede.

Heldigvis var lyden god og gjorde, at man både kunne høre, at Dylan godt kan synge, selv om stemmen er rusten som et gammelt skibsvrag og slidt af alder, og det var faktisk muligt at skelne de enkelte ord, hvilket var en stor fordel for genkendeligheden af sangene. Repertoiret havde lagt hovedvægten på sange fra den sene del af karrieren (bortset fra de allerede nævnte), og arrangementerne var lagt sådan, at sangene fremstod med en overbevisende samtidighed. Som moderne rocksange med en umiskendelig flavour af countryrock, ja endda country swing. Skuffende sikkert for dem, der lod nostalgien råde i forventningernes dyb. Men for mig var det blot et bevis på, at Dylan stadigvæk er en Kunstner med stor K, en kunstner, der fokuserer på sangenes betydning og på formidlingen af dem. Og i den kunstneriske proces må smålige hensyn til nostalgi og genkendelighed vige. Professionalismen var til at føle på. Mellem numrene blev lyset slukket, så sangene kom nærmest som perler på en snor uden kommentarer fra mesteren selv. Det eneste, vi hørte fra Dylan var et høfligt godaften til alle, da pausen kom. Eller blev koncerten afviklet stramt og reguleret. Det lykkedes dog publikum at fremtvinge et par ekstranumre, der blev fremført med ekstra lys på scenen. Men alt i alt var det et højt professionelt show fra en kunstner på uendelig turne med sin sangskat. Dylan og bandet leverede varen denne varme aften i Aarhus og demonstrerede, at han stadigvæk er en kunstner, man gør klogt i at tage alvorlig. En kunstner, der går sine egne veje som altid. Og så er det op til en selv at vurdere, om man er med eller ikke. Bandet ( i flg. medierne):George Recile – trommerTony Garnier – bas Charlie Sexton – leadguitar Stu Kimball – rytmeguitar Donnie Herron – banjo, bratsch, violin, pedal steel, lap steel, elektrisk mandolin

Sætlisten (i følge andre medier):Sætliste1. Things Have Changed2. She Belongs to Me3. Beyond Here Lies Nothin’4. Workingman’s Blues #25. Waiting for You6. Duquesne Whistle7. Pay In Blood8. Tangled Up In Blue9. Love Sick(pause)10. High Water (For Charley Patton)11. Simple Twist of Fate12. Early Roman Kings13. Forgetful Heart14. Spirit On the Water15. Scarlet Town16. Soon After Midnight17. Long and Wasted YearsEkstranumre18. All Along the Watchtower19. Blowin’ In the Wind

PS. Og så lige et par dråber malurt i bægeret. Inden koncerten fik man (hvis man havde købt billet på nettet) en mail om betingelserne for koncerten. Man måtte ikke selv medbringe mad og drikke, men var henvist til et mad- og drikkevaretelt, hvor man kunne fouragere til skyhøje restaurantpriser. Det synes jeg ikke er rimeligt. Dernæst var det forbudt at medbringe billed- og lydudstyr. Det forhindrede dog ikke nogen i at fotografere og filme med deres smartphones. Igen et urimeligt og umuligt krav til publikum (hvis man da ikke vil kropsvisitere alle….). Optrækkeri og hysteriske krav til publikum klæder på ingen måde arrangørerne. Endelig måtte jeg endnu engang konstatere, at folks koncertadfærd i allerhøjeste grad er influeret af vor tids hang til mobiltelefoner og sociale medier. Engang kunne man fornøje sig over et bølgende hav af tændte lightere under koncerten. Denne gang kom lysene fra – ja tænk engang – tændte mobiltelefoner. Og jeg må virkelig undre mig, når jeg ser, at unge og ældre publikummer, der har betalt 700 kroner for en koncertbillet bruger tiden under koncerten på sociale medier på mobilos eller på at se kvartfinale mellem Holland og Argentina på sin 4″-skærm.

Linda Ronstadt i Europa

22. april 2014

For snart længe siden beklagede jeg mig over, at Linda Ronstadt vist aldrig havde besøgt og optrådt noget land i Europa. Men læsningen af hendes selvbiografi fik mig på bedre tanker. I hvert fald gav hun koncert i Tyskland i 1976, hvor hun optrådte i Stadhalle Offenbach den 16. november. Og hendes optræden er oven i købet dokumenteret på såvel cd som DVD. På nettet hersker der lidt tvivl om udgivelsens ‘lovlighed’. Er der tale om en slags piratudgivelse? Noget kunne dog tyde på, at optagelserne stammer fra arkiverne bag udsendelsesrækken Rockpalast. Det er ikke første gang noget fra de arkiver er blevet udgivet. Det skete fx med Little Feat.

Never mind, som gammel fan af den nu forhenværende sangerinde, måtte jeg selvfølgelig bruge mine sparepenge på såvel dvd som cd. Og at dømme efter de smagsprøver, der findes på bl.a. Youtube, så er det ikke så ringe endda…

01. Lose Again
02. That’ll Be The Day
03. Love Has No Pride https://www.youtube.com/watch?v=082KfTzWOxE
04. Silver Threads And Golden Needles
05. Willin’
06. It Doesn’t Matter Anymore
07. When Will I Be Loved
08. Crazy
09. The Tattler
10. Lo Siento Mi Vida
11. Love Is A Rose
12. Hasten Down The Wind
13. Tracks Of My Tears
14. Down So Low
15. Someone To Lay Down Beside Me
16. You’re No Good
17. Heat Wave
18. Heart Like A Wheel
19. Desperado

En aften med – Skousen & Ingemann på Voxhall

12. april 2014

Levede det så op til dine forventninger?, spurgte min ledsagerske, da vi forlod Voxhall fredag aften efter koncerten med Skousen & Ingemann. Og jeg svarede tøvende noget i retning af: Jah… hvis jeg ellers havde haft nogle forventninger. For, hvis sandhedens skal frem, så havde jeg ikke rigtig haft nogle forventninger ud over den, at det jo kunne være sjovt at se, om konstellationen Skousen & Ingemann ville holde godt og vel fire årtier efter de begyndte den rejse, der altså fortsætter en stund endnu.

Det korte af den lange er, at retroprojektet holdt – og mere end det. Det blev en på alle måder vellykket koncert. Med Peter Ingemann på bas og i rollen som rejseguide, sprechstallmeister og entertainer blev publikum, som på denne aften have en majoritet af seniorer, taget med på en kort dannelsesrejse i makkerparret Niels Skousens og Peter Ingemanns musikalske bevægelse fra de vist nok muntre tressere og frem til i dag. Solidt bakket op af guitaristen Peer Frost (kendt fra Les Rivals og ikke mindst Young Flowers) og den Berklee College of Music-uddannede trommeslager Hans Fagt, kom vi vidt omkring i det musikalske katalog om makkerparret. Fra Niels Skousens solokatalog (Jeg vender mig i sengen, Palads af glas og Dobbeltsyn) over Musikpatruljen og Young Flowers og til selve Skousen & Ingemann og Herfra hvor vi står. Og det blev en koncert, der gjorde den fordomsfulde betegnelse “retro” til skamme. I stedet demonstrerede ensemblet, at hvis musikken og sangenes tekster er hold- og slidbare – og det er de i tilfældet Skousen – så betyder fire årtier ikke så meget for det musikalske udbytte, man får i sidste ende. Selv om der var tale om et genoptryk af gamle, elskede sange fra dengang, så var der et nærvær og en intensitet i afleveringen, der fik en – mig – til at tænke, at 30-40 år alligevel ikke er så lang tid, set fra et kunstnerisk perspektiv. Sangene fremstod helt friske.

Både Niels Skousen og Peter Ingemann bestred deres roller med tilbagelænet autoritet og samtidig – måske paradoksalt – med et nærvær og et engagement, der ville kunne gøre mangen en ung musiker misundelig. Og de fik god støtte af den yngre Hans Fagt på trommerne, der tydeligvis nød rollen som rytmisk motor, og Peer Frost, der med sit økonomiske leadguitarspil sørgede for, at den røde tråd bagud – ikke mindst til Young Flowers – stod helt klar og ildrød. Og selv om Skousen & Ingemann stjal overskriften på plakaten, så var sandheden nok, at der mest af alt var tale om en bandpræstation. Således var der plads til flere af Frosts fine, afmålte soloer undervejs.

Og når så et stor del af salen – og med stor velvilje hos juniorsegmentet i salen – begynder at lave sange som “Isabell” og “Herfra hvor vi står” til fællessang (til Skousens og Ingemanns åbenbare begejstring), så ved man, at musikken er kommet ud over scenekanten – og mere til. Hvem skulle have troet, at sangene fra “Herfra hvor vi står” er gået hen og blevet en del af den aktive danske sangskat? Nej, vel?! Men det var både rørende og oplivende at erfare, at de gode sange ikke alene lever videre i dem, der var med dengang, men også har fundet vej til yngre generationers musikalske hjerter.

Jo, Skousen & Ingemann tog alle stikkene hjem og kunne roligt gå ud på byens små listige steder (som Ingemann foreslog) og sende publikum videre. Og jeg kunne kun gå ud i natten med et stille ønske om, at d’herrer Niels Skousen og Peter Ingemann måske ville finde vejen til studiet og indspille en aktuel opfølger til Herfra hvor vi står eller – måske bedre – få lavet en liveoptagelse af deres nye koncertaktiviteter.

 

 

His Bobness – Bob Dylan – kommer til Aarhus

27. februar 2014

Ja, det er rigtig nok. Bob Dylan optræder til sommer – den 9. juli nærmere bestemt – midt i Aarhus by, nemlig på Amfiscenen emllem Musikhuset og Aros. Og jeg vil da forsøge om jeg kan være heldig at få fat i en billet, når de engang sættes til salg (d. 4. marts kl. 10). Det kunne jo være sidste gang Bob kom forbi…

En aften med – Linda Perhacs og Co.

25. november 2013

Jeg kom for skade i går at kalde Linda Perhacs en legende. Men der er noget legendarisk over en singer-songwriter, hvis renommé skyldes et fiaskoalbum fra 1970, der ved skæbnens gunst er hevet frem af glemslens mørke og kanoniseret som et af tresserfolkmusikkens overset mesterværker. Men sådan kan legenden kort beskrives. Og med den på mange måder usædvanlige historie i baghovedet havde jeg også nogle difuse forventninger om at blive ført tilbage til en svunden tid – sådan rent musikalsk. Eller havde LInda Perhacs ændret stil – efter at hun fornylig indspillede sit andet album, der er på trapperne+

Men inden vi nåede frem til aftenens hovedanretning denne søndag aften på det århusianske spillested Voxhall fik danske Jomi Massage – alias den danske singer-songwriter Signe Høirup Wille-Jørgensen – lov til at varme op i en halv times tid med numre fra sit nye album. Og det var en lille håndfuld musikstykker, der havde en klart eksperimenterende karakter. Hovedvægten lå på Jomi Massages meget enkle, ja, minimalistiske flygelspil suppleret med hendes kønne, men også aparte sang og garneret med diverse musikalske effekter som samplede lydstykker, stemmeforvrængning, tromme og pianoet anvendt som slagtøj. Undervejs kom jeg til at tænke på salig Niels Viggo Bentzon og hans avantgardistiske håndtering af pianoet. Jomi Massage ekscelerede denne aften i en musikform, der i høj grad henvendte sig mest til tilhørerens intellekt. Så vidt jeg kunne dechiffrere teksterne, så havde de af en nærmest spirituel valør. Det var musik, der i mine ører var mere interessant end bevægende.

Fra Jomi Massage og til Linda Perhacs er der – tidsmæssigt og musikalsk – nærmest et kvantespring. Det var som at blive beamet tilbage til de forgyldte, sagnomspundne tressere at opleve Perhacs og hendes musikalske entourage indtage scenen. Det viste sig hurtigt, at Linda Perhacs optræden var en kollektiv optræden, idet hendes musikalske ledsagere fik en jævnbyrdig plads på scenen. Ved sin side havde hun Chris Price (guitar og tangenter), Fernando Perdomo (guitar, bas og tangenter) og de to superbe backingsangerinder Michelle Vidal og Durga McBroom Hudson. Price og Perdomo er i øvrigt co-producerer på Perhacs nye plade. Og alle fire fik lov til at give et nummer undervejs.

Koncerten bestod af lige dele sange fra debutalbummet Paralellograms og opfølgeren The Soul of All Natural Things. Og det stod hurtigt klart for denne lytter, at Perhacs hverken musikalsk eller tematisk havde forladt den lette, lyse, melodiske tresser-psych-folk med dens næsten panteistiske dyrkelse af naturen og universet. Ikke mindst Perhacs udførlige introduktioner til hvert nummer understregede hendes fundamentale loyalitet med tresserne – en periode, hvis særegenhed hun også eksplicit fremhævede i forbindelse med titelsangen Paralellograms. Den sang kunne kun blive til i den tid, mente hun.

Sammen med sine gode medspillere blev det lille fremmødte publikum nærmest inviteret med på et flash-back til en tid, hvor det handlede om good vibrations og hvor delikat, akustisk folk med psykeliske overtoner var noget af det bedste, man kunne byde på. Flere gange undervejs kom jeg i tanke om den helt unge, akustiske Joni Mitchell og Crosby, Stills & Nash i det akustiske hjørne. Og det var slet ikke tilfældigt, tror jeg.

Trods sin fremskredne alder har Linda Perhacs stadigvæk en smuk, næsten piget, klar stemme, der står sig godt til de melodiske og let forførende sange, hun har lavet. Og hendes fire medspilleren bakkede hende på enhver måde op. Selv deres soloindslag faldt helt i tråd med Perhacs psych-folk.

Knap to timer varede koncerten. Og den var som en tidsrejse tilbage til tressernes musik og Woodstock-tidsånd – og en understregning af, at musikken fra dengang – som al god musik – er tidsløs.

Foto lånt fra Linda Perhacs hjemmeside (fra venstre: Price, Hudson, Perhacs, Perdomo og Vidal)

 

The Soul of All Natural Things
The Soul of All Natural Things

 

Opvarmning nr. 3 – The Walkmen – verdens bedste rockband….

3. september 2013

I aften går det løs. The Walkmen optræder på Voxhall. Mere herom i morgen. Men for at runde opvarmningen til bandet af, så lad mig citere, hvad singer-songwriter Lloyd Cole skrev om et af sine favoritalbum, The Walkmens Lisbon fra 2010:

I think, in the last ten years, that they are the best rock band in the world. I don’t think there are many good ones. Most good music today is not trying to be rock. I think there’s lot more good pop music.

When I first heard them, I thought they were willfully meandering, and I thought that the single was too close to Bob Dylan in its delivery. But I’ve just grown to love them. I still think that they are willfully meandering sometimes, but I think the sound is electric. They are so sure about themselves and I love to see that in a band. They look like they really don’t care what anybody else thinks and they’re like: “Here we are, we are The Walkmen. We’d kind of like it if you like us, but if you don’t, we’re gonna do this anyway”.

If there were maybe one or two songs less I might like it better, but the strong songs on the record are so strong. The title song is great. It opens with ‘Juveniles’ which is a beautiful song. And again, it’s one of those songs that I sometimes think they write to annoy me on purpose, because that song is nearly perfect but not quite.

I sometimes don’t know if they’re lazy or if they’re just willfully perverse. If you like them they are gonna frustrate you every now and again, but you’re gonna love them because you know it’s their way or the highway.

They should let me produce them. I would love to work/play with them [laughs]. I think I’d need to open for them these days, and I think by now they probably know that I like them. They haven’t contacted me so they probably don’t want me to support them, but I’ve mentioned them in enough interviews where I’ve said they are the best rock band out there right now.

Flotte ord fra en mester på feltet. Vi får se, om gåmændenen kan leve op til det i aften.

Walkmen live London Calling