CAPAC

Få bands har været omgærdet med så megen mystik som the Residents. Måske med undtagelse af The Masked Maurauders. Leder man efter informationer om bandet i leksika eller på nettet støder man ind i fantasifulde historier om bandets historie. Historier, der er fabrikeret af The Cryptic Corporation, en slags PR-afdeling for The Residents. Man bliver nok klogere af at se på og lytte til de albums, bandet har udsendt.

Det første album kom i 1974 og coveret var en grum parodi på The Beatles’ Meet The Beatles. Det næste kom et par år senere med titlen Third Reich Rock’n Roll og bestod i en række parodiske sange, modelleret over tresserpop og commercials. Siden er der kommet i omegnen af 60 udgivelser, albums, liveplader, dvd’er m.m. Ironi, parodi, pastiche osv. er udtryksformer for bandet, og det er måske denne distancerede ironiske forholden sig til musikken og dens fremtrædelsesformer, der bedst karakteriserer The Residents’ projekt – og forklarer hemmelighedskræmmeriet. The Residents er en iscenesættelse, en fiktion eller en maske. Vel at mærke en maske, bag hvilken der ikke gemmer sig andet end en anden maske. Som Svend Aage Madsen ville sige. [link]

Efter at have set indtil flere klip på YouTube fra Paul McCartneys koncert på New Yorks Citi Field Stadion (tidl. Shea Stadium), tog jeg skridtet og købte den “skrabede” standardudgave (“kun” to CD’er og en DVD). Som erklæret Beatlemaniker kan jeg ikke leve uden at have set og hør den plade, tænkte jeg, medens jeg også sendte en tanke til de begærede Beatles-bokssæt.

Mere end fire årtier efter Beatles indtog i USA og på Shea Stadion, vender Macca tilbage for at give koncert. Historiens gentagelse er selvfølgelig et tema på udgivelsen. De fire Beatles-drenges nærmest mytologiske løben ind på scenen indleder den righoldige DVD (mere end 2 ½ time med hele 33 koncertnumre!), og McCartney fortæller om de kummerlige forhold der var dengang. Man havde ikke et ordentligt anlæg, men måtte bruge baseball-lydanlægget (!) – og det eneste man kunne høre deroppe på den lille scene var hvinene og skrigene fra pigerne… illustreret med sigende billeder fra dengang – og nu.

Repertoiret på “Good Evening New York City”, som udgivelsen hedder, rummer ikke de store overraskelser. Et program med hovedvægten på de mere rockende numre fra Beatles-perioden og McCartneys lange solokarriere. Det nærmeste man kommer overraskelser er numrene Highway og Sing The Change fra Fireman-projektet Electric Arguments – og så Lennons Give Peace A Chance, der bliver vævet sammen med A Day In The Life. Men det er vel heller ikke overraskelser, man forventer af en koncert som denne, med mindre man er en nyhedsfikseret dagbladsanmelder.

I hvert fald er det ikke den slags  forventninger, jeg havde. Jeg så frem til en topprofessionel, veloplagt tur gennem sangkataloget – og det er lige præcist, hvad man får.

McCartney leder os igennem med små kommentarer og sjove anekdoter – og ledsages af et særdeles lydhørt, loyalt og entusiastisk spillende band. Ikke mindst den trinde, mørklødede trommeslager Abe Laboriel Jr. er en fornøjelse at lytte til og beskue. Han er nærmest et med sit trommesæt og musikken. Men den erfarne tangentspiller Paul “Wix” Wickens og guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray lever helt op til det niveau, som de seneste livealbums fra Macca har sat.

McCartney har efterhånden lavet en hel del liveindspilninger, hvoraf mange er af høj kvalitet – Unplugged (som desværre ikke er udgivet in toto), optagelserne fra the Cavern, Moskva-koncerternen er bare et par eksempler. Og denne udgivelse føjer sig fint til. Et must for enhver Beatle-fan. Andre vil også være garanteret en god koncertoplevelse. Anbefales.

Så er det med at finde de korte bukser frem af gemmerne og lægge de fine fornemmelserne på hylden. Drengerøvsrockerne fra Australien AC/DC indtager Jylland – nærmere bestemt Horsens – den 5. juni. Formedelst 600-700 kroner og lidt held (for der skal nok blive rift om billetterne) kan man  for en aften glemme hverdagens små problemer og få lov til at hengive sig til no-bullshit-rock’n-roll.

At der er efterspørgsel på den slags viste de med deres seneste udspil, Black Ice, og den efterfølgende succesfulde verdensturné. Godt nok var der en del blaserte kritikere og anmeldere, der mente, at det var gammel vin på nye flasker. Men det er der åbenbart mange, der stadigvæk sætter pris på. Back to basics.

Da Lou Reed i 1975 udsendte sit dobbeltalbum “Metal Machine Music” (med undertitlen An Electronic Instrumental Composition), var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt Reed blog tog endnu et skridt i retning af den hvide lyd eller det var en slags practical joke vendt mod et pladeselskabs kontraktmæssige forpligtelser. Et eller andet sted foresvævede det mig, at sidstnævnte mulig ville ligge langt fra den i øvrigt kompromisløse Lou Reed.

Og de udtalelser, han siden er kommet med, tyder på, at han tog projektet ganske alvorligt. Ser man lige bort fra det faktum, at albummet ikke er til at holde ud at lytte til – hvilket jo ikke udelukker, at vi har at gøre med musik – så er det heller ikke svært at se kontinuiteten fra Velvet Undergrounds lydbillede og til Metal Machine Music. Lige som man også kan se en rød tråd til rækken af eksperimenter med el-guitaren i rocken (via Jimi Hendrix og tilbage) og til den moderne klassiske musiks inddragelse af støj og anden reallyd ( fra Stockhausen til La Monte Young).

At lytte til Metal Machine Music er som at lytte til den redundante støj af en garagerockband, hvor melodi og rytme er siet fra. I koncentreret form. Ikke for ingenting er pladen blevet opfattet som en forløber for den såkaldte industrial music. Og så inspirationskilde for senere udgaver af støjrock.

Og Lou har ikke fortrængt denne udgivelse, for på hans hjemmeside, kan man læse om projektet Lou Reeds Metal Machine Trio, der allerede har givet et par koncerter og snart barsler med en cd-udgivelse. Gruppen, der ud over Reed selv består af Ulrich Krieger og Sarth Calhoun spiller instrumentalmusik af Reed – fra metal maskine musik til meditativ musik. På samme side kan man downloade flere optagelser og høre en smagsprøve. Den 24. april i år lægger trioen vejen forbi DR Byens Koncerthus. Hvis det er noget.

At lytte til Lou Reeds Metal Machine Music

åh, det var lige sådan en nyhed, der var brug for efter at være gået glip af et par interessante koncerter på Voxhall. Rickie Lee Jones giver koncert på århus’ andet musiksted, Train, til marts. Nærmere bestemt tirsdag den 2. marts. Så der skulle være mulighed for at få fri fra arbejde.

Jeg husker endnu den dag, jeg købte hendes eponyme debutalbum i 1979 og lagde vejen forbi min studiekammerats lejlighed for at overbevise ham om, at det var en plade, han nødvendigvis måtte besidde, hvis han ellers kunne få Neil Young ud af ørerne et øjeblik. Og sørme om han ikke fluks gik ned til pladepusheren Brian i Ny Munkegade og købte et af de få eksemplarer, han lå inde med.

Der er plader, man bare må eje. Og Lees første var – og er – sådan en. Chuck E’s in Love. Siden har Lee holdt fanen højt musikalsk og har udsendt i alt 11 album, hvoraf ingen er uinteressante. Senest er kommet “Balm in Gilead”, der har fået flotte anmeldelser rundt omkring. [kilde:Gaffa]

Horsens har gjort det igen. Fået et af de store, gamle navne til byen for at give en intim koncert. Denne gang er der sanger-sangskriver Don Mclean. Straks vil man tænke “American Pie” og “Vincent”, de to sange, som blev hans største successer og det åg, han siden måtte bære rundt på, fordi branchen ville identificere ham med dem og især den første mere end otte minutter lange sang. I et interview i 2005 fem kommenterede Mclean selv sin situation i musikbranchens klør således: “It’s amazing on how the music world made it so hard for me to break through. I lost 4 Grammy’s in 1972. The music business was quite hostile to me after “American Pie”, thinking that perhaps this was just a one-time phenomenon. Of course, now my records continue to sell extremely well. What I would like to tell new performers is that the music business is not a day at the beach. You will receive a lot of rejection, not by your audiences, but by the powers that be. After all these years, I am not annoyed, but I am rather amazed that I am still around.“. Både før og efter American Pie-albummet har Mclean skrevet og indspillet fine sange, der er fuldt på højde med de to nævnte. Lige som han har indspillet andres, fx to jule-plader, en med coverversioner af Marty Robbins-sange og en med børnesange. Hvis man et øjeblik kan glemme tommelfingeren med det påmalede amerikanske flag, så er der mange gode sange at hente på mandens mange plader.

Tænk sig! I år er det 25 år siden, Talking Heads koncertfilm “Stop making Sense” blev lanceret. Jeg husker endnu dengang jeg med alskens forbehold gik ind i Øst for Paradis for at se filmen. Jeg var begejstret for Talking Heads, der stod for noget af mest sprælske, nyskabende metropolrock, man kunne opdrive i halvfjerdsernes, og udsendte den ene mere inciterende plade efter den anden. Men jeg havde altså mine forbehold over for koncertfilm. Selv om jeg havde haft gode oplevelser. Men ville det være andet end second choice i forhold det the real thing, en rigtig koncert?

Men Jonathan Demmes mesterlige iscenesættelse af gruppens tre nætter i Hollywood’s Pantages Theater blæste ethvert forbehold af banen og overbeviste mig om, at koncertfilm var en genre i sin egen ret. Selv med den lille lokalbiografs beskedne lydanlæg blev det en oplevelse af den slags, der straks lagrer sig under kategorien: uforglemmelig. Selv den garvede filmanmelder Leonard Maltin har betegnet den som en af de bedste rockfilm, der nogensinde er lavet. Og hans ord har vægt.

Den indledende scene, hvor David Byrne kommer ind på scenen med med sin kassettebåndoptager og akustisk guitar og synger “Psycho killer” er et scoop. Man ser først Byrnes fødder og hører ham så sige: I have a tape, I wanna play. Og så går han ellers i gang. Ingen dikkedarer. Men så er vi i gang med det, det drejer sig om: sangene. Og derfra ruller koncerten så over lærredet. Sådan iscenesætter en god instruktør. Skru bare op!

Tilfældighederne gjorde, at jeg i fredags stod med to fribilletter i hånden. Billetter til Fleetwood Macs optræden i Parken torsdag aften. Og derfor inviterede jeg Fruen med til en lang dag i kongens København afsluttende med et møde med “vennerne” fra dengang i halvfjerdserne. Fleetwood Mac (minus Christine McVie). En dejlig dag, hvor efteråret viste sig fra sin mest generøse side og lod solen skinne det meste af tiden, så unge mennesker kunne kissemisse på plænen i Kongens Have og formilde danskernes ellers noget anstrengte efterårshumør.
Først på aftenen tog vi så 14’eren fra busterminalen til Parken for at slutte af i selskab med det legendariske rockband Fleetwood Mac. Selv om jeg havde set frem til at se dinosaurerne rejse sig på scenen, så havde jeg skruet forventningerne godt ned. For jeg har mine fordomme over for stadionrock. Og det skulle vise sig at være en god strategi. For lyden i Parken var ikke noget at råbe hurra over.

Selv om vi var godt placeret, siddende i højre side af den del af Parken, der skulle udgøre det såkaldt “intime” område, så var lyden ikke god. Det første vi bemærkede, var at bassen og stortrommen buldrede voldsomt og overdøvede bl.a. Stevie Nicks i forvejen ikke store stemme. Det skal retfærdigvis siges, at der blev lidt bedre styr på bassen hen ad vejen – efter at Nicks i flere omgange havde signaleret til lydfolkene om at skrue ned i monitoren. Men helt godt blev det aldrig. Undervejs fik jeg associationer til C. V. Jørgensen, der engang sang om Souxie and the Banshees og deres “mudrede” lyd. Også i Parken var lyden mudret. Især i koncertens første halvdel var det svært at skelne nogle af instrumenterne, og de tre korpiger faldt helt tilbage i lydbilledet.

Stadionrocken er monstrøs. Den blev “opfundet” i halvfjerdserne, og Fleetwood Mac var et af de bands, der var med på bølgen, hvilket blev dokumenteret på dobbeltalbummet “Live”, der udkom i 1980 og markerede afslutningen på deres gyldne periode i halvfjerdserne. Man skulle måske tro, at erfaringerne fra dengang og teknologiens udvikling havde kunnet afbøde for den overdækkede Parkens akustiske ulemper. Men sådan var det ikke. Og selv om de fysiske rammer var vanskelige, så er de efter sigende ikke helt umulige. Jeg har ladet mig fortælle, at fx Paul Mccartneys og Depeche Modes koncerter skulle have haft meget bedre styr på lyden.

Noget af forklaringen på den dårlige lyd kunne teoretisk set have hængt sammen med Fruens og min placering, men heller ikke denne undskyldning kunne bruges til noget. I toget hjem kørte jeg med en garvet koncertgænger, der havde siddet på tredje række midt for og kun kunne bekræfte, hvad jeg havde hørt. Og andre, jeg snakkede med i bus, i toget og på banegården, sagde det samme. Musikalsk set var det ikke Fleetwood Macs store aften. De spillede en ulige kamp mod teknikken og det akustiske forhold.

Når bandet alligevel klarede “uafgjort”, så hang det sammen med ikke mindst Lindsay Buckinghams energiske optræden i bandets front. Storsvedende og guitarsvingende lykkedes det ham at gøre selve showet til en seværdig oplevelse.

Stadionrockens musikalske nødvendighed har altid været tvivlsom. Det er nok især billetsalgsmulighedernes nødvendighed, der har drevet stadionrocken. Pengene med andre ord. Dermed ikke sagt, at det ikke undertiden kan og er lykkedes at få noget musikalsk tilfredsstillende
ud af det. I Fleetwood Macs tilfælde var der lagt op til en “intim” koncert. Intimiteten udeblev. Det samme gjorde magien, selv om stemningen et par gange var i nærheden af noget, der lignede. Det var og blev ordinær stadionrock.

BTs anmelder kunne kl. 22.17 – umiddelbart efter koncerten – udnævne koncerten til at være Mag’isk med en kioskbaskerrubrik og fem stjerner. Jeg er ikke enig. Fleetwood Mac fik uafgjort i kraft af især Buckinghams performance, som blev hængende på nethinden længe efter, vi var nået tilbage til århus. Det var mere show end en koncert, der ydede playlistens overvejende halvfjerdserhit-dominerede række retfærdighed.

Men det var sjovt at møde de gamle venner. På samme måde som det er sjovt at støde på kændisser fra tv og ugeblade på de københavnske gader. Nostalgien fik lidt næring, og de gamle plader vil blive fundet fra fra reolerne. Yesterdays gone, yesterdays gone…

Opdagering: Det viser sig, at BTs anmelder står ret alene med sin begejstring. Måske har der været for mange stænger Carlsberg Fadøl ind over!?

Opdagering? Det må være en sproglig nyskabelse.

Fleetwood Mac er i byen…i aften. Her.

Musikskribenterne har deres hyr med at kategorisere det amerikanske band The Handsome Family. Alternative country, new country, americana osv. Og det forstår man godt, når man sådan en ganske almindelig mandag aften har lagt øre til deres musik sammen med et lille, men enthusiastisk publikum.

Inspirationen hentes mange steder i den amerikanske populærmusik. Murder ballads, rock, country, swing, Duane Eddy, Tin Pan Alley osv. For bare at nævne nogle af de associationer, der drev forbi min bevidsthed nede i salen i Voxhall. Handsome family er centreret om ægteparret Brett Sparks (guitar og sang) og Rennie Sparks (banjo, bas, melodica), der skriver alle sange og al musik. Brett tager sig af musikken og den vokale forgrund, medens Rennie skriver teksterne. Bag sig havde de to kompetente musikere, en guitarist og en trommeslager, hvis navne jeg ikke fik fat i.

Som gruppens navn er teksterne præget af særlig syret humor. Selv om temaerne ofte er mørke og dystre – død og elendighed – så er de skrevet med tungen i kinden. Og det blev understreget af Rennies små indledende kommentarer til hver sang. Og denne sang er om… Et fatalt slangebid, Polernes romantik, kærligheden til en cementblander osv. Et særegent sangunivers, der på finurlig vis drejer sig om livets tragi-komik.

Bandet kom på scenen og fremførte deres sange uden skygge af stjernenykker eller andre performative falbelader. Det var musikken, det drejede sig om. Et par ekstranumre fik vi lokket ud af dem, og så var en fin, lille koncert ovre og lagrede sig det sted i glemmebogen, hvorfra den kan tages frem ved passende lejligheder.

Det skal også lige nævnes, at koncerten blev indledt af den sympatiske unge, danske folkesanger Jacob Faurholt, der sammen med en guitarist fremførte sine lidt vemodige sange. Samme Faurholt bemærkede – måske lidt ironisk – at mange havde trodset Forbrydelsen II for at komme til denne koncert. Og dem, der kom, fortrød det bestemt ikke. I øvrigt skal jeg hilse fra Rennie og sige, at Handsome Family spiller i “The Loppen” i København næste weekend. Så er I adviseret…

I disse dage læser jeg Torben Billes bog om Sebastian (omtale følger om et par dage!) og derfor er det mere end interessant at erfare, at den nu 60-årige sangskriver drager ud på landevejene med band under overskriften “The Dream Team Tour”. Med sig har Sebastian trommeslageren Alex Riel, guitaristen Nils Henriksen, bassisten Michael Friis, tangentspilleren Morten Kærså, percussionisten Klaus Menzer, guitarist og stryger Perry Stenbäk og korsangerinernen Gry Harrit og Misen Groth. Sebastian Band, som konstellationen kaldes besøger århus den 8. december, ålborg den 1. december og København sidst i november.

Apropos den aktuelle festivaltid og i anledning af 40-året for den rigtige Woodstock-festival i 1969 har pladeselskabet Sony fået en god idé. Nemlig, at udsende en række dobbelt-cd’er med kunstnere, der optrådte på Woodstock. Pladerne består dels af kunstnerens bidrag til festivalen og så et album med kunstneren fra samme år. Janis Joplin The Woodstock Experience kobler Joplins I Got Dem’ Ol’ Kozmic Blues Again, Mama! sammen med hendes optræden på alle festivalers moder. De andre navne i serien er: Jefferson Airplane, Janis Joplin, Johnny Winter, Sly And The Family Stone og Santana. Som man vil huske, så var Joplin faktisk ikke et hovednavn Woodstock-filmen, uvist af hvilken årsag. Og derfor er det glædeligt, at hendes præstation nu kan nydes i sin fulde længde på albummet. Jeg har altid været af den opfattelse, at Janis Joplin var bedst, når hun mulighed for at udfolde sig helt – fx på en scene eller i et studie. Uden at producere eller andre lagde for stramme rammer om hendes performance. Det er også glædeligt, at det noget oversete album Kosmic Blues får en renæssance, for det fortjener det. Det er ikke sprængfuld af hits, men viser Janis for fuld udblæsning. Noteret på ønskelisten. I øvrigt er de nævnte dobbelt-cd’er med sjældent materiale også samlet i et bokssæt med 10 plader ialt.

Piece of my Heart – Woodstock

Næppe har The Eagles forladt landet med ret pæne anmeldelser i kølvandet, før det meddeles, at Fleetwood Mac – en anden af halvfjerdser-kolosserne – holder musikalsk audiens i Parken den 8. oktober. Jeg noterer mig også, at bandet næsten kommer i den originale opsætning (vi snakker om bandet efter Lindsay Buckingham og Stevie Nicks kom med..). Men kun næsten, for sangskriveren, sangerinden og tangentspilleren Christine McVie er ikke længere med. Og det er lidt en skam. Christine McVie stod gennem årene (1971-1998) lidt i skyggen af især det fotogene par  Buckingham & Nicks som sangskriver, og det var lidt uretfærdigt, for hun leverede en række sange, der var med til at definere gruppens sound – ikke mindst på ballade-området. Sange som “Sugar Daddy”, “Over my Head”, “Warm Ways” og “Say You Love Me” fra det eponyme album fra 1975, “Don’t Stop”, “Songbird”, “Oh Daddy” og “You Make Lovin Fun” fra megasællerten og det kunstneriske højdepunkt, “Rumours”. Ud over sangskriveriet, så forlenede hendes kontraaltiske stemme også bandets lydbillede med en særlig lidt vemodig tone, der gav et godt modspil til bandets mere rockende sider.
Allerede længe inden hun blev en del af Mac var hun noget ved musikken under sit pigenavn Christine Perfect. Hun var med i det solide engelske Chicken Shack, hvor hun hun skrev hittet “I’d rather go blind”. Samme sang kom også med på hendes første soloalbum, der udkom under hendes navn helt tilbage i 1970. Siden har hun udgivet yderligere to album, et i 1984 og et i 2004 (“In the Meantime”). Ikke meget på fem årtier, men det er tre absolut fine album, der viser hendes kvaliteter som sangskriver, musiker og sanger.

Som omtalt tidligere har alle rockfestivalers moder, Woodstock-festivalen, rundet de fyrre års jubilæum. Og det skal selvfølgelig markeres på behørig vis, dvs. med et særlig director’s cut-udgave – i dvd- og blue ray-format – af Mike Wadleighs legendariske film. Ud over en næsten fire timer lang udgave af Woodstock-filmen indeholder boksættet med det tidstypiske ruskind-frynse-layout en masse fraklip og ekstramateriale. Blandt andet et genoptryk af Life Magazines sær-nummer om Woodstock fra 1969, et tema med “untold stories” og dokumentar-materiale om selve filmingen, der jo i sig selv var et logistisk kunststykke derude på Yascars mark. Som sagt fås udgivelsen også i Blue Ray, og det skulle efter sigende være en gevinst for lydsiden ikke mindst. Jeg har skrevet den på min ønskeliste…

I dagen 11. juni til og med den 13. juni er der Blue Days-festival på århusianske Bispetorvet. Her kan man bl.a. høre Carpark North, Oh No Ono og Teitur. Og det er ganske gratis. Se hele programmet via nedenstående link. Hvis jeg kan få plads i min kalender, vil jeg godt ind og opleve Teitur om lørdagen..

Blue Days : Program.