Bon Iver, der er navnet på et indie-band med sanger-sangskriver Justin Vernon i spidsen for Mike Noyce og Sean Carey, besøger i denne måned København og århus. Bandets debutalbum For Emma, Forever Ago fra 2007 har fået fornemme anmeldelse over hele linjen. En indtagende, smukt album, der er indspillet et afsides sted i en hytte i Wisconsin… Tal om lo-fi.
Her er en meget fin optagelse med Chuck Prophet fra NPRs serie Mountain Stage. Chuck Prophet, der var en af forgrundsfigurerne i bandet Green on Red har senest udsendt albummet Soap and Water (2007).
Jeg tilhører en generation, der lærte, at det ikke var pænt at nævne en dames alder. Og det hænger stadigvæk lidt ved hos capac, selv om ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen gjorde, hvad de kunne for at rokke ved den slags indgroede normer og regler. Alligevel er det værd at nævne at frontfiguren i Savage Rose, Annisette, runder de tres år. For hun er en i dansk sammenhæng enestående sangerinde og – som mange i hendes generation – stadigvæk aktiv.
Savage Rose var det første beat-orkester, jeg oplevede til en koncert. Det var i 1969, hvor de gav koncert i Esbjerg Stadionhal. På det tidspunkt var Savage Rose på alle musikelskeres læber, fordi de ville forny beatmusikken. Forventningerne til bandet med de klassisk uddannede Koppel-brødre var store. Man talte om Danmarks svar på The Beatles.
Tre fjerdedele henne i koncerten måtte jeg dog forlade hallen. Lyden var intet mindre end en katastrofe. Hallen var slet ikke bygget til koncerter – og det kunne høres. Derimod var det lidt svært at få fuld udbytte af musikken. Jeg havde susen for ørerne mange timer efter…
Selv om Sir Paul Mccartney har annonceret, at han ikke vil turnere så meget mere, så lægger han om kort tid vejen forbi Israel, hvor The Beatles for 43 år siden blev forhindret i at give koncert. En myteomspunden begivenhed, hvor rygtet ville vide, at myndighederne var bekymrede for den påvirkning, de langhårede kunne have på ungdommens moral. Ak, ja. Siden er der jo løbet megen rockmusik ind i ørerne på de unge…
Pladeaktuelle Loudon Wainwright kan man høre i en herlig koncertoptagelse fra Mountain Stage her. Han hjælpes af datteren Lucy Wainwright Roche, nyeste skud på den musikalske Wainwright-Roche-Mcgarrigle-med-mere-stamme…
Det kan næppe være forbigået nogens opmærksomhed, at de ændrede markedsvilkår i musikindustrien har sat skubt i koncertturné-virksomheden. Landet nærmest overskylles af store, mellemstore og små interessante navne. Nu kan Gaffa så berette, at en af tidens mere interessante unge, kvindelige sangskrivere, Aimee Mann lægger vejen forbi århusianske Train den 12. november. Så dér regner jeg med at løbe på filoffen…
Han har knap nok nået at trække stikke ud af forstærkeren på Roskilde Festivalen, før han dukker op igen og giver koncert i Horsens, som efterhånden har fået et vist ry som de store navnes koncertby. Den 28. august kan man opleve Neil og hans elektriske band, hvis man kan afsætte 6-700 kr. og ellers når at få en billet. Billetsalget starter på mandag kl. 10. God jagt.
Det er næppe gået nogen musikelskers næse forbi, at Leonard Cohen kom til København og århus og forførte tilhørerne med sine sange. Anmeldernes talte for en gangs skyld unisont henført, forført… Man skulle have været der, men sådan skulle det ikke være. Man kan ikke alt i denne verden.
Men hr. Cohen fik mig til at søge til pladereolen og lytte lidt rundt i hans sangskat – og jeg fik fat i en plade, som jeg holder meget af, men af en eller anden grund havde skubbet tilbage i glemslens halvmørke: Jennifer Warnes’ loyale og kongeniale fortolkninger af Cohen-sange – The Famous Blue Raincoat.
Jennifer Warnes var korpige hos Cohen i 1970’erne og kendte derfor hans sange særdeles godt, da hun lavede sin tribute-plade sammen med en lang række fortræffelige musikere (fx David Lindley, Steve Ray Vaughan, Robben Ford og Van Dyke Parks). Og det synes jeg, man kan høre. På noterne til pladen har Leonard lavet en lille tegning af en fakkel, der gives videre med ordene “Jenny Sings Lenny”. Det siger næsten alt… Anerkendelse fra manden selv.
Jennifer Warnes & Leonard Cohen: First We Take Manhattan
Var det ikke en god idé at (gen)høre Lou Reed spille på Roskilde Festivalen i 1984 eller Bob Marleys legendarisek koncert i 1978? Det er nu muligt, for DR har lavet en internetside, hvor man har streamet nogle af oplevelserne fra den tilbagevendende begivenhed på en mark på Sjælland. Go on, DR! Go on!
Det forlyder, at sigøjner-punk-fænomenet Gogol Bordello aflægger Vega, Kbh., besøg den 27. November. Så hvis man er til corny musik, så er det der, det sner…
Fik jeg skrevet, at jeg er helt pjattet med Kathleen Edwards, den 29-årige canadiske singer-songwriter, som gav koncert i århus forleden?! Nå, men så er det hermed gjort. Og her kan man høre et lille indslag (med musikeksempler) om hende. Og her en optagelse med hende, Jim Bryson og resten af bandet fra Philadelphia, hvor de giver otte numre.
Paul Mccartney runder de 66 på onsdag og ligger ikke på den lade side, selv om han har bebudet et stop for verdensomfattende turnévirksomhed. I weekenden besøgte han for første gang Ukraine og gav koncert på Uafhængighedspladsen i Kiev med den georgiske præsident Mikhail Saakashvili som tilskuer. Koncerten blev sendt på nationalt tv og flere storskærme rundt i landet.
Mccartney – Back in the USSR – live Ukraine 2008 – de havde det vist sjovt i Kiev…
Man må kende sin besøgelsestid. Og det gjorde capac i går, hvor han sammen med sønnike overværede den canadiske singer-songwriter Kathleen Edwards’ koncert på Voxhall. I en sal, der sagtens kunne have rummet to gange så mange publikummer uden at blive for trang, leverede Edward med sit ferme band en fremragende og medrivende koncert med sange fra – især – sit seneste udspil, albummet Asking For Flowers.
Koncerten blev indledt af en mini-koncert med en anden sanger-sangskriver og bandmedlem hos Edwards, Jim Bryson, som Edwards omtalte som sin favorit blandt canadiske sangskrivere. Med udpræget humoristisk sans leverede han en håndfuld af sine finurlige, skæve sange akkompaneret af Brysons private trommeslager, Jeremy Gara, og i et enkelt nummer, Howe Gelb.
Derefter overtog Kathleen Edwards scenen de næste ca. 90 minutter og gav smagsprøver på sin sangskriverkunst og musik, der med et umiskendeligt canadisk touch blander elementer af moderne country, rock, folk og pop. Her var reminiscenser af Neil Young i guitarlyden (Young er et gammelt forbillede) og rock à la Tom Petty & Heartbreakers. Sidstnævnte har Edwards lyttet til som ganske ung, og for et par uger siden mødte hun Petty og Co. ved en koncert, hvor hun fik et plektor af guitaristen Bentmont Tench, som hun stolt viste fra som sit lucky charm (der dog var til salg…).
Den små Kathleen Edwards er uden tvivl en sangskriver med fremtid i. Hun formår at strikke små fortællinger sammen i uforskammet melodiøse sange, der kan få de små hår til at rejse sig. Hun lovede at komme tilbage, og det kan vi så kun håbe på, at hun gør. Og at flere lægger vejen forbi det sted, hvor hun og bandet spiller, for det fortjener de.
Kathleen Edwards hjemmeside – Myspace – Jim Brysons hjemmeside – Myspace.
Kathleen Edwards’ seneste video til den umanerlig dejlige sang I Make The Dough, You Get The Glory. Om videoen fortalte Edwards, at den var sjov at lave (underforstået: det er videoer sjældent), og pladeselskabets marketingafdeling ønskede noget andet… I videoen ses blandt andet den famøse canadiske hockeyspiller Marty McSorley.
Sangerinden, sangskriveren og musikeren Aimee Mann har været på banen i næsten tre årtier. Først var hun med i punk-bandet With The Young Snakes, så i kult-fænomenet ‘Til Tuesday og siden 1993 har hun været solo og har udsendt en lille udsøgt række – seks styk – album. Senest er kommet albummet med den umulige titel @#%&*! Smilers. Et meget iørefaldende nummer herfra er Freeway:
Harold Eugene Clark, sanger og sangskriver, grundlægger af legendariske Byrds, har aldrig fået den opmærksomhed og succes, der tilkom ham. Måske, fordi han var et beskedent menneske, der lod andre (Roger Mcguinn) om at tage rampelyset og i øvrigt bredte sig vidt i sin sangskriverkunst – fra psychedeliske sange til alternativ country-ditto. I Byrds skrev han nogle af gruppens absolut bedste sange: Eight Miles High, I’ll Feel A Whole Lot Better og Set You Free. På grund af musikalske uoverensstemmelser og fnidder med Mcguinn forlod Clark Byrds i 1966 og kastede sig over en solokarriere. året efter debuterede han med albummet Gene Clark With The Gosdin Brothers. Selv om pladen fik fine anmeldelser blev den et kommercielt flop. Fiaskoen fik ham til at melde sig under Byrds faner igen, og ham kom ind i stedet for David Crosby, der havde andre planer..
Clark opgav dog ingenlunde soloprojektet og begyndte kort tid efter et samarbejde med Doug Dillard i duoen Dillard & Clark, hvor Clark trakterede banjoen. Det resulterede blandt andet i det legendariske album The Fantastisk Expedition Of Dillard & Clark, et suverænt country-bluegrass-album, der udkom i 1968. Trods anmelderroser i stakkevis solgte heller ikke denne plade stort. Samarbejdet med Dillard fortsatte frem til slutningen af 1969 og resulterede i endnu et fint album – Through The Morning Through The Night.
Ikke mindst på grund af sin prestigefyldte, men også løse, tilknytning til The Byrds, lykkedes det ham at holde solokarrieren i gang, selv om pladesalget ikke tilfredsstillede musikindustriens købmænd.
Det skal også nævnes, at Clark havde en finger med i country-rock-pionerbandet Flying Burrito Brothers og var med i post-Byrds-trioen Mcguinn, Clark and Hillman, der indspillede et par skammeligt undervurderede albums – Mcguinn, Clark and Hillman og City – der er fyldt til randen med smagfuldt countryinspirerede pop-rock-sange. De fleste af disse sange er for nylig udgivet på dobbeltcd’en Mcguinn, Clark and Hillman The Capitol Collecition.
Gene Clark døde i 1991 46 år gammel af et blødende mavesår. Grunden til, at jeg nævner ham er, at der er udsendt et live-album med ham under titlen Silverado ’75 Live & Unreleased. Den består af 12 sange fra en koncert, som Clark gav i 1975 i Denver og er Clarks første og eneste live-plade. Som sagt en plade for fans og Feinschmeckere…
Don’t You Write Her Off
