CAPAC

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine få forbehold over for Forbrydelsen 1 gik på, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat på en hård prøve. Nok også for hård. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab på en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til både Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sådan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er på arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød på til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger på gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hånddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstående chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man således skal sluge adskillige kameler med hud, hår og pukkel, så er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – også bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…

Det er snart længe siden, jeg første omgang omtalte den engelske kriminalserie om Inspector Lewis – opfølgeren til den berømmede serie om Morse (her – her – her). Og lige for øjeblikket sender DR1 serien og nåede i går til andet afsnit af første sæson.

En kulørt historie om fortidens genkomst. Nogle gamle universitetsvenner fra Oxford har i ungdommens år dyrket dionysiske excesser, som i jagten på den ultimative rus har ladet dem begå et mord. Og mange år senere vender fortiden tilbage i form af et par hævnende engle, der med snilde lader en slags retfærdighed ske fyldest. Jeg skal ikke afsløre mere af hensyn til dem, der har afsnittet til gode.

Blandt Morsianere har den nye seere fået blandet modtagelse. Man kan mærke, at den gamle gnavpot er savnet. Selv har jeg aldrig været så fascineret af selve Morse-figuren men mere af den gamle series andre kvaliteter i form af miljøbeskrivelse, skuespilkunst og finurlige plots. Og så var Lewis min favorit allerede dengang, hvor han var den udannede, men snu, korrektur til den vrisne æstet Morse.

I den nye serie har han – ironisk nok – fået en hjælper i skikkelse af den Cambridge-skolede teolog Daniel Griffon (Lawrence “Charlie” Fox), der med god iagttagelsesevne og analytisk sans får plottets forviklinger til at opløse sig. Indtil videre synes jeg serie har nogenlunde de samme kvaliteter som dengang serie med Morse. Solide whodunnit-plots, farverige miljøtegninger, pletfri karakterfremstillinger af mere eller mindre excentriske englændere og så samspillet mellem det umage par, der efterhånden er blevet en fast ingrediens i mange engelske kriminalserier. Serien sendes om søndagen, så du kan være med fra og med næste gang. Skynd dig inden Forbrydelsen 2 sætter Lewis på standby.

Tilfældigt så jeg en reklame på DR tv. Man kan ganske vederlagtfrit downloade 4 kriminalfortællinger fra DR P1s Kulturguiden. Her. God fornøjelse.

Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden går med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset på en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt på gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. Måske jeg skulle investere i Poirots samlede?!

Ehem! Danmarks Radio – er vi ikke blevet snydt for noget? Eller er det helt forbigået min opmærksomhed, at opfølgeren til Morse er blevet sendt? Har jeg sovet i timen? Hallo – er der nogen hjemme!?

Når man sådan har en håndfuld fridage, så er der også tid at spilde på tv-apparatet. Og så er det jo fornøjeligt at opdage, at man på samme aften kan vederkvæge sig med ikke mindre end to halvgamle, vrisne politikommisærer, nemlig skotske Taggart og proletaren Dalziel, der – oven i købet – begge løber ind i gamle flammer. Ikke gamle sengekammerater, men gammel kærlighed. Og det ved man, som bekendt, er det sværeste.. Og i begge afsnit blev de to gamle, garvede politimænd snøret af deres gamle flammer – og deres egen af forelskelse forblændede dømmekraft. I kærligheden er vi alle idioter.
Bortset fra det, så var det godt at se, at niveauet bliver holdt meget højt i de to serier. Englænderne og skotterne har en evne til at udvikle og udbedre deres serier som tiden går. Som Fruen konstaterede, så er de respektive politifolks privatliv – og dermed persontegningen – blevet tydeligere efterhånden som tiden er gået. Der er kommet mere kød og blod på figurerne. Og samtidig er historierne også blevet en anelse mere komplekse. Men ikke mere end godt er.
En særlig fornøjelse ved de to serier – for et sprogmenneske som capac i hvert fald – er den sproglige lokalkolorit, der flammer i dialogerne. Man kan høre, hvor personerne kommer fra. I Skotland og England.
Man kan følge med på DR2 fra på torsdag. Det er alle licenspengene værd…
PS. Frøkenen har det med at sammenligne mig med tv-serie-personer. Hun siger, at jeg ligner Peter Boyd (Sagen genåbnet) eller Dalziel. Hvorfor er det nu lige, jeg tager det som et kompliment og ikke som en teenagers forsøg på fornærmelse? ;-)

Bourne-trilogien er samlet. En af det sidste tiårs allerbedste agentfilm. Ja, måske dén bedste af slagsen. Hvis capac ikke allerede havde investeret i de to første afsnit, så…

Så fandt “vi” omsider Nanna Birk Larsens morder efter 20 spændende afsnit. Men vi blev efterladt med en masse løse ender. Hvad var det Hartmann ville fortælle politiet i sin beruselse? Og hvad med det spor, halskæden, der forbandt Nanna Birk Larsen-mordet med en række tidligere kvinders forsvinden? Og hvorfor havde politiledelsen så travlt med at lægge låg på sagen og få Lund til at bekræfte det?
Ja, hvor frustrerende det er, så er jordbunden gødet godt og grundigt, hvis successen skal have en opfølger.
Summa summarum: Forbrydelsen er en af de mest vellykkede DR-produktioner i mange år, og successen er fuldt fortjent. Tidligere har jeg skrevet, at det eneste irritationsmoment i serien var, at den var lidt lang i spyttet. Frem til næstsidste afsnit har det været vanskeligt at komme med et kvalificeret gæt på, hvem skurken var, fordi der hele tiden kunne komme en joker ind. Man er blevet trukket godt og grundigt rundt ved næsen i det dramaturgiske cirkus.
Men det er kun en mindre, æstetisk anke over for en velturneret moderne whodunnit-krimi.

Det er længe siden, capac har omtalt tv-krimier (når vi lige bortser fra Forbrydelsen). Og det er der en grund til: Der har været langt mellem snapsene. I hvert fald, hvis man fraregner alle genudsendelserne (Morse, Daziel & Pascoe osv.) og en enkelt, jeg ikke har fået set noget af: Spooks.
Men for tiden ruller en ny sæson af den fortræffelige engelske, Emmy-belønnede serie “Sagen genåbnet” over skærmen. Den engelske titel er bedre, knap så faktuel og fantasistimulerende: Waking the Dead.
Det grundlæggende plot i serien er en lille genistreg. Et lille team med den charmerende, enerådige, dameglade kommisær Peter Boyd i spidsen har til opgave af opklare gamle, henlagte kriminalsager, der typisk aktualiseres ved fundet af et eller flere gamle lig. I gårsdagens episode oven i købet to sammenviklede, mumificerede lig, der var døde midt i et samleje. Tal om coitus interruptus!
Sammen med den noble adfærdspsykolog Grace Foley (Sue Johnston), der leverer de nødvendige, skarpsinde psykologiske profiler af forbryderne, den smukke, dybt engagerede og knalddygtige kriminaltekniker Eve Lockhart (Tara Fitzgerald) og de to kriminalassistenter Spencer Jordan (Will Johnson) og den franske godte Stella Goodman (Félicité Du Jeu), bevæger det lille opdagerteam sig frem og tilbage mellem fortiden og nutiden samtidig med, at de kæmper en intern kamp mod de ofte uforstående overordnede. De bedagede kriminalsager nødvendiggør hele den kriminologiske ekspertise, lige fra moderne psykologiske metoder til naturvidenskabelige teknikker
I den foregående sæson havde nogle af afsnittene en tendens til at blive lidt for indviklede og fortænkte, så man skulle holde godt fast i kaffekoppen for ikke at falde af. I de nye afsnit er der tydeligvis strammet op på plottene, uden at de skorter på overraskelser og finurlige detaljer.
Som så ofte i engelske kriminalserier, så vejer skuespillet næsten tungere end selv plottene. Også i denne serie er det idel fryd at følge de medvirkendes samspil, hvor de forskellige personligheder med indbygget psykologi og forhistorie bringes i spil, så man får et rigt facetteret ensemblespil af højeste kvalitet. Især er det en fornøjelse af se den passionerede, let koleriske Peter Boyd spille op mod den fattede, kølige, følsomme og meget kvindelige Grace. Man er ikke et øjeblik i tvivl om kønsforskellens betydning, og at der er en vis underbetonet attraktion på spil.
Alt i alt er Waking the Dead et godt eksempel på en moderne krimi-tv-serie af bedste skuffe. Der filmes rapt, hurtigt og kreativt, der spilles med talent, vitalitet og stort overskud, og afsnittene er spændende nok til at holde en fast i sofaen i en spillefilms længde. I øvrigt er det en lise, at man ikke, som man har haft for vane på DR2, splitter afsnittet op i to dele. Hermed anbefalet.

Capac omtalte for snart længe siden serien med Lewis, da det første afsnit blev vist på norsk tv. Nu kan man få hele sæsonen på dvd – oven i købet i en dansk udgave. Christian Mongsgaard på Information anmelder den positivt i weekendens Information.

Den fine danske krimi-serie Forbrydelsen tog endnu et par drejninger i aftenens afsnit. En formodet morder blev fundet, skudt – og sagen erklæret opklaret, hvorefter Sarah Lund – selvfølgelig – finder de papirer frem, som vi godt vidste lå der i skuffen, men som ikke skulle inddrages. Er den fundne morder nu morderen eller blot en ulykkelig forsmået elsker og af skilsmisse knust mand? Og har vi med en seriemorder at gøre? Og er der ikke også noget lusket ved Nanna Birk Larsens flyttemandsfar med den mørke før-ægteskabelige fortid og hans koleriske medhjælper? Og hvad med borgmesteren og hans fortielser og tavse viden om dette og hint? Vi er lidt klogere end i sidste afsnit, men ikke meget.

Og så er der Sarah Lund med sin populære striktrøje. Er hun ikke en arketypisk moderne karrierekvinde? Arbejdsnarkomanen (workaholicen, hvis du foretrækker dengelsk…), der forsømmer sin søn, sin mor, sin mand, ja sit familieliv og sit udenomsarbejdsliv, ja alt andet end netop arbejdet, i en sådan grad, at hun før eller siden må træde ind i single-statistikken som permanent medlem og hellige sig sit kald, sit arbejde, som kriminalopdager. Ensom (fordrukken? fortabt?) som kriminalromanens gamle mandlige forbilleder?

Så kom DRs kriminalserie “Forbrydelsen” i gang igen efter en længere pause. Jeg skrev en positiv omtale af serien i januar, og jeg mener, at de første afsnit i anden ombæring holder niveauet. Men der er også plads til en enkelt, lille kritisk bemærkning. Fruen i huset, der ellers er en garvet film- og serie-seer, er stået af for længst. Hun mener, at serien er for langtrukken. Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: Den er meget lang i spyttet.
Seeren bliver trukket rundt ved næsen, gennem et væld af spor, der peger i forskellige retninger, og man har på fornemmelsen, at det især gælder om at føre seeren på vildspor og ikke at give ham/hende en chance for at gætte, hvem skurken er. Et eksempel: En kvinde er til afhøring vedrørende hendes chat med en mistænkelig person, der kalder sig “Faust”. De to forhørspersoner presser hende til at rykke ud med, hvem den virkelige person. Og, inden hun svarer, klippes der over til Rådhuset, hvor man ser overborgmesteren. Aha, måske er han den skyldige. Og sådan er det hele vejen. Et slør trækkes hen over de informationer, man får. Selv den oplagte skurk, politikeren Hartmann, som i sidste scene sendes til afhøring med en sigtets rettigheder, er forbundet med en masse små tegn, der peger væk fra mistanken.
Man kan selvfølgelig indvende, at sådan er det med mange krimier. Og det er også sandt. Problemet er bare, at pineriet trækkes i langdrag i denne ellers fortræffelige serie. Jeg vil sikkert holde ud til den bitre ende, men jeg tror, Forbrydelsen ville være blevet endnu bedre, hvis den var blevet afsluttet i sidste sæson.

Romanen om en forbrydelse – underforstået: det kapitalistiske samfund i al dets magt og vælde – genudgives nu i sin helhed af det lille forlag Modtryk i århus. Dermed får nye krimilæsere mulighed for at lade sig underholde af forfatterparret Maj Sjöwalls og Per Wahlöös velkonstruerede og -skrevne krimier, der i halvfjerdserne var den bedste samfundskritiske underholdning, man kunne opdrive. Læs også her om krimisuccessen.

PS. Dagbladet Information bringer i øvrigt et interview med Maj Sjöwall om kriminallitteraturen i dag og dengang. Absolut læseværdigt.

En rekonstruktion:

I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA på DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.

Seks afsnit var, hvad det kunne blive til i denne ombæring af den fine skotske kriminalserie Rebus med Ken Stott i hovedrollen som Ian Rankins politimand i Edinburgh.

Niveauet har været højt hele vejen igennem, og i sidste afsnit fik serien lige en tand til med historien om et tilsyneladende meningsløst selvmord, der siden viser sig at involvere store dele af politiledelsen, det politiske establishment, kapitalistiske hyæner fra forretningslivets overdrev – plus det løse.

Som sædvanlig har Rebus færten af noget råddenskab fra starten, men er denne gang oppe mod sin kvindelige chef (som han også engang har haft noget amourøst kørende med, og som er under stærkt pres fra sin overordnede og dennes medsammensvorne), sin tro kvindelige væbner Siobhan Clarke, der er fanget mellem loyaliteten til Rebus og ledelsen – og hele det magtfulde netværk af korrupte politikere, anløbne politichefer og kyniske forretningsmænd, der ikke går af vejen for et lille mord i profittens tjeneste.

For at komme lidt ekstra krydderi og spænding på oplevelsen, så indleder Rebus et kærlighedsforhold til en af de involverede, der viser sig at være mere involveret end godt er. Rebus har mange odds imod sig, og selv hans gamle bil volder ham problemer. Men, som hans overordnede siger til ham, så har han ikke andet i livet end sit job at gå op i, og det gør han så med fynd og klem og en retfærdighedssans, der ikke lader sig fortrænge af et helbredstruende forbrug af alkohol, cigaretter, “uortodokse” metoder og casual sex.

Det er svært ikke at fatte sympati for Ken Stotts Rebus-figur, der er en klassisk anti-helt, en ensom ulv med kvindetække, en lidt tragisk skikkelse, der kunne være et billede på den rastløse, utilpassede senmoderne mand, som man kan møde derude i hverdagen.