CAPAC

Medens vi hygger os med solide versioner af Hercule Poirot, Frost m.fl. og venter på, at DR tager sig sammen til at fodre krimiseere med nye kapitler af Forbrydelsen og Morseanere med Sgt. Lewis på slap line, så kan man nu fornøje sig med den nye ombæring af serieafsnit om Ian Rankins skotske figur detective Inspector Rebus.
DR tog hul på en ny episoderække sidste mandag, og siden sidst er den fortræffelige John Hannah blevet skiftet ud med den ligeledes fortræffelige Ken Stott. Efter at have set første kapitel så må capac sige, at det ikke er noget dårligt bytte, når det nu ikke kan være anderledes (men generelt er vi ikke meget for det bytteri…). Stott, som man måske vil huske som repræsentant for sædelighedspolitiet i serien The Vice, der også blev udstrålet på DR, passer godt til den enerådige, viljestærke skotske hard man med smag for kvinder, popkultur og stærke drikke. Heldigvis overlader Ian Rankins Rebus-bøger meget til læserens fantasi, hvad angår Rebus’ udseende, så man behøver ikke at være alt for forudindtaget.
Ellers er det, som det plejer. Rebus – med det sigende navn – skal løse alvorlige forbrydelser sammen med sin kønne, kvikke kvindelige hjælper, Siobhan Clarke (spillet af den nydelige Claire Price), som han patroniserer lidt med sin rå macho-charme og åbenbart ikke uden en vis effekt… Rammen er som sædvanlig Edinburgh og nærmeste omegn. Edinburgh som et sindbillede på den vestlige metropolkultur på godt – og ikke mindst ondt. Afsnittet i mandags var således en historie om en patriarks incestuøse udskejelser, der får fatale konsekvenser for hele den involverede familie, da produktet af incesten dukker op og gør regnskabet op. Et plot, der ikke var uden visse – i det mindste associative – lighedspunkter med Roman Polanskis formidable film-noir-pastiche Chinatown og måske også med det antikke skæbnedrama i almindelighed…
Som fan af skotske Taggart er det velgørende at få Rebus på skærmen, medens Taggart åbenbart holder pause. Lokalkoloritten og den skotske accent er i sig selv en fornøjelse at indtage ud på aftenen…
Næste afsnit løber over skærmen i aften kl. 22. Hermed anbefalet. God fornøjelse.

Måske er det en sjette sans, der gør sig gældende. I hvert lykkedes det mig ved et tilfælde at zappe til norsk tv 1 kl. 21.30, tids nok til at se første del af Mankell-filmatiseringen Brandvæg (efter romanen af samme navn fra 1999) med den uforlignelige svenske skuespiller Rolf Lassgård i rollen som kriminalkommisær Wallander. Det ensomme bymenneske Wallander, der ikke kan finde sig til rette i parforholdets krav og forventninger og oven i købet må affinde sig med at være ramt af diabetes 2 uden først at ville erkende det. Han kastes ud i en kompleks sag med internationale dimensioner, da to teenagepiger anklages for at have myrdet en taxachauffør. Kort efter findes en edb-specialist død uden for en pengeautomat. Tilsyneladende selvmord, men snart kædes de to sager sammen og langsom begynder udredningen af en intrikat historie.
Jeg erindrer ikke om denne filmatisering er blevet vist i dansk tv. Men ellers burde den vises, for den har alle elementer af en god Mankell-filmatisering. Beskrivelsen af storbyens mere eller mindre kulsejlede skæbner, et brutaliseret velfærds-Sverige, hvor det er svært at finde tid og plads til kærlighedsrelationer, og hvor folk bedøver sig selv i arbejdsnarkomanien… Lassgård spiller med stor autoritet den ensomme ulv, en mand af i går, der går sine egne veje og har næse for det kriminalistiske opdageri. Også en mand, der på sin egen upolerede facon charmerer sig ind i damernes hjerte – i dette tilfælde en sygeplejerske, der er sat til at oplære ham i, hvordan man lever med sukkersyge… Man kan nå at se andet og sidste afsnit i aften. Der tales svensk og underteksterne er på norsk, men det går let.
Opdatering: Andet afsnit holdt niveauet til sidste slutscene, selv om fortællingen ikke helt kunne holde sig fra at bruge et par krimiklicheer (som jeg ikke skal afsløre af hensyn til dem, der endnu ikke har set filmen…). Mankell er en fin arvtager efter de samfundskritiske Wahlöe og Sjöwall.

Tilfældet ville, at blogbestyreren måtte bruge en del af natten på at se krimiføljeton. Han havde optaget den tidligere omtalte svenske serie i to dele Danselærerens genkomst. Det var kun meningen, at jeg skulle se første del, men historien om den uortodokse unge politibetjent, der efterforsker en ældre kollegas voldsomme død, lod ham ikke slippe før historien var omme. Bedre anbefaling kan man næsten ikke få af en historie, der varer ca. tre timer…

Henning Mankells fortælling er en moderne krimihistorie i den forstand, at efterforskningen ikke kun er en efterforskning af et par drab, men efterhånden også bliver en efterforskning i efterforskerens egen fortid. Uden at han fra starten er klar over det. Sherlock Holmes møder Sigmund Freud i moderne aftapning.

Et tilsyneladende rituelt drab langt ude i den svenske skov viser sig at trække tråde tilbage til den for det svenske samfund traumatiske periode under nazitiden. Mankells fortælling står i gæld til traditionen fra de store svenskere Wahlöe og Sjöval i sin bidende kritik af det svenske velstandssamfunds manglende resistens over for dybt reaktionære højrekræfter, der ubesværet operer i nutiden. Samtidig er Mankell også inspireret af den moderne psykologiske krimiroman (fx den engelske), hvor hovedpersonens egen ikke-erkendte fortid og psykiske habitus bliver en vigtig brik i løsningens af gådens puslespil.

Skuespillerne, der for de flestes vedkommende er relativt ukendte i en dansk sammenhæng, spiller med overbevisende autoritet, og miljøskildringen af det tilsyneladende fredelige provinsielle Sverige, der viser sig at være pilråddent, er glimrende. Der ligger en knugende, truende stemning over det mørke skovlandskab som øges minut for minut. Alle overvåger hinanden med slet skjult mistro og i dække af et væv af løgne.

Det lykkes fint for instruktøren at skabe en næsten klaustrofobisk situation, hvor den lidt naive unge betjent til sidst ikke kan se, hvem der er fjende, og hvem der er ven. Det er langt fra en opbyggelig fortælling, snarere en kulturskeptisk historie. Men se den selv. Den er værd at bruge nogle timer på.

Som den nostalgiker, jeg jo er, måtte jeg lige se det nye afsnit af den folkelige engelske familieserie Landsbyhospitalet, hvor soundtracket udgøres af den ene engelske tresserpop og -rocksang efter den anden. Derud over spiller de forskellige karakterer med vanlig høj engelsk standard. Let underholdning om livet i den engelske Lidenlund med en understrøm af (engelsk) humor og humanistiske værdier.
Af samme grund nåede jeg ikke væk fra sofaen, da den nye danske kriminalserie Forbrydelsen fik sin debut kl. 20.10. Jeg er ellers ikke meget for danske serier – for nu at generalisere. Selv om jeg – som 2 mill. andre danskere – fik set Krøniken, så var det ikke uden forbehold. Det største forbehold er, at jeg synes, den er for koncentreret som fortælling. Ideen er god, plottet er ok, skuespillerne spiller godt over hele linjen, men det var som at få en Maggi-terning i stedet for en god hjemmelavet suppe. Hvis I forstår, hvad jeg mener… Faktisk synes jeg, at den ikke når nationalklenodiet Matador til sokkeholderne.
Men Forbrydelsen fangede mig fra første færd. Og det var især stemningen, der bar afsnittet. En forbrydelse er begået mod en ung kvindelig gymnasieelev. Og fra de første billeder ved seeren godt – sådan som man ved det, uden rigtig at vide det – hvad de involverede ikke ved, nemlig, at det er sket. Den unge pige er død. Langsomt, men sikkert, præsenteres persongalleriet med den unge kvindelige vice-kriminalkommisær Sarah Lund, spillet fint og afdæmpet af Sofie Gråbøl, i spidsen, og et plot med uigennemskuelige politiske dimensioner skitseres.
Den rolige, uamerikanske krimifortællestil gjorde indtryk. Forbrydelsen er langt fra tidligere seriers – fx nogle af Taxa-afsnittene – afsmag af amerikansk action-film og nærmere den solide svenske tradition for thrillers med interesse for den menneskelige faktors psykologi, miljø- og samfundskildring – og subtil fortælleteknik. Selv om svenskerne da også er faldet for amerikaniseringen nogle gange…
Derfor var det da heller ikke overraskende, at jeg i rulleteksten bagefter kunne se, at Birger Larsen havde stået for instruktionen af Søren Sveistrups historie. Birger Larsen vil film-buffs kunne huske som den kejtede unge navlebeskuende mand i ungdomsfilmen Vil du se min smukke navle?(1978) Siden blev han instruktør og lavede blandt andet den vellykkede filmatisering af Ulf Starks ungdomsbog Lad isbjørnene danse (1990). Og fulgte den op med Karlsvognen (1992), der bekræftede det første indtryk af en mere end habil ny spillefilmsinstruktør, som det nok var værd at holde øje med. Han er da heller ikke ubekendt med krimigenren, idet han dels har lavet tv-stykket “Den femte kvinde” og Henning Mankell-filmatiseringen “Det næste skridt” (2005) med Mats Wallander i den centrale rolle. Begge svenske produktioner.
Det skal blive interessant at se, om de lovende takter bliver holdt i de efterfølgende afsnit (mit gæt er, at det gør de!), og se om den pligtopfyldende kriminalkommisær sætter sig familieliv over styr på grund af arbejdsambitionerne, og om hun sammen med den anderledes pågående nye konkurrent/kollega, spillet af Jan Meyer, formår at få udredet trådene i denne antydningvis komplekse sags forviklinger. Hermed anbefalet.

En lille pause i en en ellers julerihektisk dag. Med ét har roen og freden fået overtaget. Fruen og Gravhunden tager et lille hvil, Frøknen spiller sprøde toner på sit keyboard. I det fjerne gør en lille hund fornøjet. En enkelt dør går; måske er nogen på vej mod julebordet et sted. Ellers ånder det århusianske Lidenlund lutter ro og fred. Fred og ro.
Sgt. Lewis med norske undertekster. Det kunne være værre, fx tyske synkroniseringer. Men ellers var Lewis med til skabe en god lillejuleaften. Jeg synes, at afsnittet holder niveauet fra den gamle Morse-afsnit. Ud over Lewis selv, som jeg altid har holdt af på grund af hans underfundige, lune indspark over for gravpotten Morse, så var hans unge lærling, den fallerede teologi-student med indlysende kriminalistiske evner et scoop. Lewis’ overordnede plageånd, den kvindelige chef med det sigende efternavn Innocence, derimod trådte ikke helt i karakter, men det kommer måske i følgende afsnit. Ellers var det en snild historie om familiær råddenskab, akademiske ambitioner, lidenskaber osv. i den velkendte Oxfordianske entourage. Der var også tilløb til amourøse oplevelser for enkemand Lewis, og Morse slog en lang skygge ind i fortællingen via en kryptisk meddelelse på en avis’ krydsordsside og via engagement i en forudgående sag om mordforsøg i den involverede familie. Båndoptageren gjorde, hvad den skulle, så blogbestyreren kan gense den ved lejlighed og få alle de tricky detaljer med. Welcome back, Lewis.

Apropos krimier, så er det værd at gøre opmærksom på aftenens krimi på TV2 (ja, den…). Under den bøvede titel: Mord for Monroe (eng. Class of ’76, meget bedre…) spiller Robert Carlyle, som filmbuffs vil kende fra blandt andet Trainspotting, The Full Monty, Carla’s Song m.fl., detektiv i en miniserie, der er instrueret af Ashley Pearce, der er kendt for velturnerede krimier som Daziel and Pascoe og Prime Suspect. Så kan det vel ikke være helt håbløst. TV-filmen er allerede ude på DVD…

Opdatering: Første afsnit var spændende nok til at holde blogbestyreren vågen på den anden side af midnat. Carlyle er en interessant atypisk, antiheltet detektiv i en rigtig mystery tale om mærkelige dødsfald blandt tidligere elever i en bestemt skoleklasse fra ’76. Stemningsfuld og latent foruroligende er den også…
Mere opdatering: Filmen højt spændingen til det sidste. Eneste indvending, jeg har mod den, er, at afsløringen af forbryderen tog lidt for mange drejninger til sidst. Når man arbejder med kinesiske æskesystemer, må man kunne styre sig en lille smule… Men konklusionen er, at den sagtens kan bruges som underholdning på de lange vinteraftner…

Som nævnt skal man høre/hore meget, før ørerne falder af. Engang var det underlødigt at læse kriminallitteratur. Men efter de udskældte halvfjerdsere, hvor danskstudiet og andre litteraturstudier kastede sig over andet end finlitteraturen, kom krimierne i søgelyset som seriøse forskningsobjekter. Nu er der i følge DR Nyhederne afsat 2.9 millioner kroner til forskning i krimistoffets betydning. Antagelsen er, at vi alle sammen bliver klogere (på virkeligheden) af at læse kriminallitteratur. Selv finder jeg, at man kan lære noget af al – god – litteratur…

Efter en periode med kvalitetkriminalserier på DR-TV er dampen gået lidt af den landsdækkende kanal. Taggart kører heldigvis stadigvæk på højt niveau. Colombo fortsætter sine meritter for dem, der til den slags. Dertil kommer Spooks, som jeg endnu ikke er kommet i gang med og derfor ikke har noget at skrive om. Derimod har jeg – desværre – set to afsnit af den amerikanske serie Hun så det ske (orig. Murder, She Wrote) med Angela Lansbury i hovedrollen som forfatterinden, der løser kriminalmysterier. Serien har i hvert fald kørt i fire sæsonner, og jeg forstår det ikke rigtig. Lansbury spiller ikke særlig godt. Hun virker nærmest, som om hun er gået ind i den forkerte rolle. At hun skulle være en efterspurgt foredragsholder, er svært at forestille sig, når hun bevæger sig rundt og nærmest ser ud, som om hun keder sig gudsjammerligt. Det er hun i øvrigt ikke ene om. De to episoder, jeg har set (senest den i går), minder mig mest af alt om halvdårlige serieafsnit fra halvfjerdserne. Afviklingen af plottet forekommer mig temmelig mekanisk og uden drive. Det er amerikansk discount, som DR sikkert har fået med i seriepakken og derfor sender sent om aftenen uden de store forskræp. En formildende omstændighed er enkelte gode birollepræstationer. Næ, så hellere hende her:

Man kunne selvfølgelig også vælge ham her (som kan fås for ca. 70 £ lige nu):

Hvis nogen af denne blogs læsere gik glip af Prime Suspect: The Final Chapter med den dejlige Helen Mirren i hovedrollen som en stærkt alkoholiseret og workaholiseret kriminalist, så er det bare ærgerligt (som så meget andet…). Men mon ikke den bliver genudsendt (som så meget andet…)!? I øvrigt er den, som tidligere nævnt, udkommet på DVD i udlandet, så hvis man ikke kan vente, så…
I stedet kan man så kaste sig over de nye episoder af den skotske kriminalserie Taggart, der startede på DR2 i går aftes. Ud over at være velspillet i alle roller, have nogle finurlige plots, så udmærker serien sig ved at der tales med skotsk (Glasgowsk!) tungemål. Det giver virkelig lokalkolorit til denne udmærkede serie, der kører på 23. år uden at tabe højde.
Det er en fornøjelse at følge den temperamentfulde bulldog Matt Burke (Alex Norton) som Taggart, og – ikke mindst – hans kvindelige kollega Jackie Reid (Blythe Duff), der forsømmer sit privatliv i arbejdets tjeneste. Det er åbenbart et tilbagevende tema i engelske krimier…

Vi iler med en oplysning af interesse for alle med hang til gode kriminalserier på tv: DR1 sender første del af sidste kapitel af Prime Suspect med Helen Mirren i hovedrollen. Helen, der for øjeblikket høster mange roser for sin rolle som The Queen i biografen, er altid værd at se. Links og andet kan man finde i Dortes Smadderkasse, hvor denne nyhed er hugget fra.

Både Jericho og Miss Marple har forladt tv-skærmen. Forhåbentlig vender de tilbage. Når man som blogbestyreren ser mindre og mindre tv og for det meste sent på aftenen, så er det vederkvægende med en god krimi, når dansk tv nu ikke kan diske op med gode litteratur-, film- og kulturprogrammer (ikke et ord om Smagsdommerne!).
Derfor var det med en vis spænding, jeg kastede mig over den canadiske detektiv Murdochs meriter. Det skulle imidlertid snart vise sig at være en god investering af aftenens sidste timer. For serien Døden har en årsag – et Murdoch-mysterium – eller som den hedder på engelsk: Murder C19: Detective Murdoch Mysteries: Except the Dying – er en på alle måder vellykket kriminalserie.
William Murdoch er politidetektiv i 1890’ernes Toronto og er på mange måder lidt af en Sherlock Holmes-type. Han går videnskabeligt til værks i opklaringen af forbrydelserne, selv om hans chef (herlige Colm Meaney, kendt bl.a. fra The Snapper og Star Trek) er meget skeptisk over for de nymodens påfund. Som en moderne detektiv har Murdoch (spillet af Peter Outerbridge, kendt fra Cold Creek Manor) også et problematisk privatliv. Han har mistet sin forlovede og har et forkrampet forhold til det smukke køn, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de let komiske dansetimer, han deltager i. I det første afsnit får han fagligt selskab (og, skal det vise sig, også emotionelt selskab…) af en ung, ambitiøs, ligeledes videnskabeligt-metodisk arbejdende kvindelig læge Julia (spillet af den dejlige Keeley Hawes, kendt fra en anden krimiserie, der løber på dansk tv, nemlig Spooks), der har fået lov til at arbejde som patolog. Sammen analyserer de sig sikkert frem til en opklaring af det brutale mord på en meget ung fransk-katolsk stuepige. De får også hjælp af en ung, ambitiøs politimand, der gerne vil lære noget om moderne detektiv-arbejde. Altså en troldmandens lærling.
Vejen går gennem storbyens ludder-og-lommetyve-miljø, hvor Murdochs nervøse, hæmmede natur kommer på prøve. Plottet, der bygger på en roman af Maureen Jennings, er skruet godt sammen, og historien bæres frem af solide skuespilpræstationer hele vejen rundt. Det Victoriansk tidsbillede i gaslysets skær er fremstillet med udsøgt fornemmelse for den særlige stemning, der er om romaner og historier fra den tid. Endnu en kvalitetskrimi ruller over skærmen.

Forfatterinden Maureen Jennings har en hjemmeside, hvor der er en underside med oplysninger, filmklip m.m. om serien.

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo også kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, når nu serien er en global succes og har været det i mange år (uden, at det skal forstås således, at jeg går ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er måske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! Når jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, så keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
Måske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen på, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmålet whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager måske med en forklaring på problemet. Læs mere »

Engelske krimier på tv fylder temmelig meget lige netop nu. Knap havde jeg fortalt om min begejstring for den nye Miss Marple-serie, før jeg ser, at der starter en miniserie med den lidt ubehjælpsomme danske titel Flair for mord. Den engelske er selvfølgelig meget bedre: Jericho: A Pair of ragged Claws. Igen på DR1, tirsdag. Hvis det fortsætter sådan, ender det med, at der er en kvalitetskrimi hver dag :-D.

Den nye miniserie beskrives således: “Kriminalkommissær Jericho er en ambitiøs politimand, der lever og ånder for sit job, i 1950’ernes turbulente London. Han er Scotland Yards førstevalg, når et højt profileret mord skal opklares, og ofte ender hans bedrifter på avisernes forsider”. (Jubii)

For at det ikke skal være løgn, så er forfatteren til denne miniserie Stewart Harcourt, der også har mere end en finger med i omtalte Miss Marple-serie. Så det kan jo ikke være helt tosset. Det er det da heller ikke. Historien om den af fortiden plagede Chief Inspector Michael Jericho, spillet af Robert Lindsay (der bl.a. er kendt fra en tv-serie om Kaptajn Hornblower), har mange af samme kvaliteter som Marple-serien. Tidsbilledet – de kuldslåede 1950’ere – er fint ramt. Persontegningerne er udsøgte osv. Den første sending er allerede ude på DVD – derude i den store verden. Anbefales. Man kan godt følge med næste gang, da der er tale om afsluttede afsnit.

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde på min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genåbnet” på DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud på. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar på Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt på samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og så er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En på samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgåderne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med påtaget naivitet får de involverede politifolks undersøgelse til at fremstå som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fået båndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet på dvd. Julegaveønsket er på plads, og så kan jeg i aften sætte mig på plads og nyde “Hun døde ung”, når den ruller over skærmen kl. 22.00.