Indlæg tagget med kultur

“Nazikortet”

29. april 2010

Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF stÃ¥r godt i meningsmÃ¥lingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. MÃ¥ske ogsÃ¥ i hÃ¥b om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, nÃ¥r andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet mÃ¥ske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen stÃ¥r for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstÃ¥r godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, nÃ¥r de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, sÃ¥ er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske pÃ¥, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig pÃ¥stand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den sÃ¥kaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom pÃ¥ et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den sÃ¥kaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er mÃ¥ske, at vi skal være forsigtige, nÃ¥r vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika pÃ¥ ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstÃ¥s som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs ogsÃ¥ Lars’ kommentar

Ville Marilyn Monroe være mulig i dag?

29. april 2010

Forleden hørte jeg en norsk forfatter filosofere over fotografiets særlige poetiske kvaliteter. Fx kan man sidde og kigge på et gammelt fotografi af sig selv og en af sine forældre. Man ser sig selv om barn og sin mor eller far som voksen, medens man selv er ældre end forældrene på billedet. Datiden er fastfrosset, og man befinder sig i en slags fordobling af tid. Af fastfrosset fortid og bevægelig nutid. Og måske også en fortid, der sættes i bevægelse af erindringens kraft.

På dette billede fra 1946 ligger Marilyn Monroe model for pinupkunstneren Earl Moran, der har en stor del af æren for den mytologiske status, MM har fået siden hen. Som indbegrebet af den tidløse blondine, som mænd dengang og siden hen har drømt om. Og er det forståeligt, at hendes samtidige begærede hende, så er det nok mere mystisk, at mænd også i dag kan begære hende, selv om hun for længst er død og borte. Det siger ikke så lidt om fotografiets fortryllende kraft.

Men ville et fænomen som Marilyn Monroe overhovedet være muligt i dag. Ville hun kunne opnå en tilsvarende glamourøs og mytologisk status, hvis hun var dukket op i dagens medier? Et umuligt spørgsmål, men hendes gamle medspiller i filmen Some Like It Hot, Tony Curtis, mener, at det ville være utænkeligt. Tiden, pressen, moralen osv. var en ganske anden. Hør den gamle stjerne fortælle her om en svunden tid.

Farvel Østergades Hotel

24. april 2010

Det gav et lille rif i hjertet, da jeg ovre hos fruentimmerne læste, at århusianske Østergades Hotel er ved at blive revet ned til fordel for et nyt, mondænt hotel. I Århus tror man stadigvæk på, at nyt er bedre end gammelt, at glasfacadepaladser er bedre end gamle huse med historie og karakter (Rema 1000 i stedet for Kellers Gård!).. Hellig enfold.
På Østergades Hotel har jeg været til mange vellykkede koncerter. Med Sebastian (dokumenteret på Livepladen fra 1980), Sneakers (unge og frembrusende), Niels Skousen (Landet Rundt-turen), Lew Lewis m.fl. Som koncertsted betragtet et godt sted, med en ordentlig akustik. Og med den der charme, man kun finder i gamle biografer og teatersale. Minderne har man da lov at have.

Fotoet er lånt fra Århus Universitets hjemmeside.

Mejlgade for Mangfoldighed

23. april 2010

Den navnkundige gade Mejlgade i Århus slår et slag for mangfoldigheden. Det er der sørme også brug for i disse mentalt forhudsforsnævrede tider. Jeg citerer fra den modtagne mail:

“D. 8 Maj lægger de gamle brosten i Mejlgade grundlaget for Ã¥rets største gadefest i DK – Mejlgade For Mangfoldighed.

Gadefesten kommer til at indeholde alt fra workshops, etniske folkekøkkener, 3 musikscener og selvfølgelig FEST. Alle disse forskellige aktiviteter er delt ind i 3 forskellige områder:

– “Open Space” er Ã¥bningen og muligheden for alle interesserede i at deltage og bidrage i projektet Mejlgade for Mangfoldighed. Her vil den faste koordinerings gruppe sætte rammerne, og de deltagende sætte grænserne for hvad der er muligt.

– “Learning Space” bliver i form af seminarer og workshops i ugen op til den endelige gadefest lørdag d. 8 maj, en mulighed for at udveksle erfaringer, idéer og verdenssyn, debattere og se ting i nye perspektiver. En mulighed for at pleje de elementer, der er livsnerven i skabelsen af kultur.

– “Public Space”, den store gade fest. Her vil forberedelserne se dagens lys, og Ã…rhus’ mangfoldige kultur fÃ¥ frit løb. Med et line-up bestÃ¥ende af:

Sort stue, Fler Farver, Lis er stille, skvulp, Annasaid, Flødeklinikken, Copyflex, Khal Allan, Electrojuice, Mislyd, Lortehænderne, RCNRL, Marwan, Ted Esha, Belaj Kru, Storm, Cohnny Jazz, Swingking, DJ Jakob Arnie, Dokkedal & Dixen, Mørk Rom, Lady Box, Wobble Squad, Bobby6Killer, DJ Breakfast, Universalsoundsystem!,!

Boom Quips, + mange flere”

Læs mere her http://mejlgadeformangfoldighed.dk/

VideoLyd

Rolling Stone Ã¥bner dørene – pÃ¥ nettet

16. april 2010

Der er løbet megen musik gennem ørerne, siden Jann Wenner og Ralph J. Gleason skabte kulturtidsskriftet “Rolling Stone”. Det var i 1967, og stedet var – hvad ellers – San Francisco. Navnet tog de fra Muddy Waters-sangen og fik dermed et navn med indbygget reference til bÃ¥de blues, rock og elektrisk folk. Med mere.

Magasinet blev allerede dengang identificeret med de kontrakulturelle strømninger i tiden, men var et alment kulturtidsskrift i svøb. Et blad, der ikke kun skrev om tidens populærkultur, men også med talent kastede sig over fx politik, og dermed skrev magasinet sig ind en fornem journalistisk magasintradition.

Efter nogle Ã¥r i halvfemserne, hvor man forsøgte sig med en “modernisering” af bladet for at tækkes det unge segment blandt konsumenterne, er man igen pÃ¥ det seneste vendt tilbage til de gamle kulturkritiske dyder. Og selv om hippiestøvet og pionerÃ¥nden for længst er blæst af det hæderkronede blad, sÃ¥ har det stadigvæk – ogsÃ¥ i disse krisetider – et anseligt antal abonnenter.

Et medie som Rolling Stone er ikke bedre end summen af dets skribenter, og Rolling Stone har været velsignet med mange velskrivende medarbejdere gennem årene. Lige fra galningen Hunter S. Thompson over legenden Lester Bangs til Patti Smith. Og heri finder man nok noget af forklaringen på bladets slidstyrke.

En fare for et blad som Rolling Stone har fra starten været, at det kunne ende som et menighedstidsskrift for gerontorockere, der var unge i 1967. Og det er da også kritikere, der mener, når defx har brugt magasinets mange lister over bedste albums osv. som målestok. Men det er en lidt urimelig kritik, al den stund kanoniske lister altid har det handicap, at det er svært at vurdere holdbarheden af de nyeste kulturelle tilbud, medens klassikerne jo netop beviser deres klassikerstatus ved stadigvæk at blive konsumeret.

I morgen træder bladet sÃ¥ ind i en ny fase. Det bliver nemlig muligt – mod passende betaling – at dykke ned i hele bagkataloget pÃ¥ internettet. Man kan undre sig over, at det først sker nu. Men bedre sent osv.

PS. Det får mig til at tænke på, at det jo ville være en brillant idé, hvis danske musiktidsskrifter gjorde det samme. Jeg så gerne, at Børge, Beat, MM, Levende Billeder osv. blev lagt ud på nettet.

Slacker!

15. april 2010

Ethvert fremskridt rummer ogsÃ¥ tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregÃ¥ende Ã¥rtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og ogsÃ¥ i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, sÃ¥ mødes du som ung af overbærenhed, forstÃ¥else, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstÃ¥ende beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, sÃ¥ mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forstÃ¥else for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando pÃ¥ væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg pÃ¥ at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de sÃ¥kaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der gÃ¥r tilbage til halvfemserne, men ogsÃ¥ har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens Ã¥nd pÃ¥ individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret bestÃ¥r i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. MÃ¥ske er slackerne ikke sÃ¥ spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i hÃ¥ret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnÃ¥le og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør pÃ¥ deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

Kim Larsen & Fars Pige

14. april 2010

TV2 gik i royal mode i gÃ¥r aftes, hvor kanalen holdt fest for Dronning Margrethe i anledning af hendes forestÃ¥ende, runde fødselsdag. Jeg sÃ¥ lidt af udsendelsen, fordi især Frøkenen blev ved med at kalde mig ind til “husalteret”. Og jeg var da ogsÃ¥ indstillet pÃ¥ at se hr. Kim Larsen. For hvad ville en fremmed fugl dog i det volière? En folkelig, rygende, ikke-royalist? Men som Larsen selv har udtrykt det, sÃ¥ kan han jo godt “lide Damen”. Og hvorfor ikke sige til lykke til en, man godt kan lide? Larsen kom og spillede, som Larsen nu gør, og det er godt nok. Og flere af de andre optrædende – fx Sir Cliff Richard, Ørkenens Sønner, De Nattergale – leverede varen. Men ellers var det en sær udynamisk forestilling, hvor TV2-journalisterne gik i royal selvsving og førte sig frem med uklædelig falsk beskedenhed, og hvor vi endnu engang mÃ¥tte bevidne, at kongefamilien bliver en mere og mere integreret del af underholdningsindustrien. For en stund blev diskussionen om kongefamiliens forbrug af skattekroner dysset ned, medens dronningen blev inddraget i Rune Klans meget profane, standup-tryllenummer med skinkeskiver. Scenen, hvor dronningen skulle vælge en skive skinke og sætte sin signatur pÃ¥ den med en spritpen, illustrerede med al ønskelig tydelighed, hvor “almindelig”, dronningen og den royale familie er blevet. At det var den halvkommercielle tv-station TV2, der stod for det royale show, siger vist alt om, hvor kongedømmet finder sig legitimitet i dagens Danmark. TV2, som gerne vil fremstÃ¥ som folkelig tv-kanal, men gerne ser public service-forpligtelsen indskrænket til indtægtsgivende virksomhed, fx nÃ¥r man beder sig fritaget for at lave børneudsendelser.

Malcolm McLaren er død. 64 år

9. april 2010

Den engelske impressario, manager, pladekunstner m.m. Malcolm McLaren er død. Hans navn forbindes især med punken, nærmere bestemt med innovationen af The Sex Pistols, men ogsÃ¥ med The New York Dolls, som han var manager for. For mig stÃ¥r han som populærmusikkens svar pÃ¥ Jens Jørgen Thorsen. Lige som den farverige dansker var McLaren optaget af provokationen og den spektakulære iscenesættelse – ogsÃ¥ selv om det kostede pÃ¥ indholdssiden. McLaren var da ogsÃ¥ – qva et temmelig mislykket forsøg pÃ¥ at komme igennem den engelske art school, som har fostret sÃ¥ mange talenter – pÃ¥virket af situationisterne, akkurat som Thorsen. Skal man være diplomatisk, kan man mÃ¥ske sige, at McLaren foregreb den aktuelle medietendens til at gÃ¥ op i den chokerende, imponerende udvendighed som dække over et pauvert indhold eller en mangel pÃ¥ talent. I Sex Pistols’ og New York Dolls’ tilfælde kunne hans galmandsværk dog ikke dække over hverken punkens utæmmede, testotoronbestemte urkraft eller de amerikanske metropoldrenges rock’n roll-hjerte. Hvil i fred.

Elvis the Pelvis – og rockens aktualitet

28. marts 2010

I Berlingeren kommenterer forfatteren Klaus Rifbjerg den nationale kulturelle udvikling gennem de seneste årtier og siger blandt andet: »De nationalromantiske forestillinger om renhed og dyden og alt muligt andet, som var en del af spektret dengang, hvor vores verden var meget lille, har overvintret under et lag af fladhed, og nu stikker det så pludselig hovedet frem igen og er meget synligt. Det er sært for mig at opleve, at den intolerance, som man kunne formode ville være nogenlunde afskaffet, afmonteret i løbet af 1960erne og i forbindelse med ungdomsoprøret, og hvad der ellers skete der med seksuel frigørelse, kvinders ligeberettigelse osv., den eksisterer altså stadigvæk.«

Set i det perspektiv kan det, der skete i tresserne og halvfjerdserne godt se ud som et mislykket projekt. Den seksuelle frigørelse forvandlet til industriel automatporno og bornert kamp mod købesex, kvindefrigørelsen reduceret til et spørgsmål om pladser i virksomhedsbestyrelser og optimerede karrieremuligheder osv. Karikeret sagt. Men man kan også vælge det mere optimistiske version: Det, der blev sat i gang dengang (og havde forløbere i de foregående årtier) er langt fra fuldendt. Der er lang vej endnu. Udviklingen går ikke lineært frem, men frem og tilbage. Nogle gange et skridt frem og to tilbage.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ Rifbjergs kulturskepsis, da jeg i the Independent læste om en ny udstilling om Elvis Presley med titlen: “Elvis: The groundbreaking, hip-shaking, newsmaking story”. Som bekendt har Elvis passeret sin 75 Ã¥rsdag, og Newseum i Washington har i sin udstilling valgt at fokusere pÃ¥ det skandaløse i den unge Elvis’ gennembrud. Elvis som en trussel mod moralen hos de unge amerikanere. Set i lyset af Elvis’ senere halvgudsstatus kan det være svært at forstÃ¥, at medierne udsatte den unge rock’n roller for brutal og negativ kritik. Elvis var “farlig”. Og – som bekendt – klippede man underlivet af ham, da han optrÃ¥dte i The Ed Sullivan Show. Pigerne og drengene mÃ¥tte fantasere sig til det gyngende underliv – hvilket de sÃ¥ gjorde. Godt hjulpet pÃ¥ vej af musikken, som selv ikke et flimrende sort-hvid-tv kunne kastrere…

Men den gamle sandhed om, at dÃ¥rlig omtale er bedre end ingen omtale, gjorde sig gældende. Ja, omtalen af Elvis som moralsk farlig og sexet virkede som en ubetalelig reklame for manden. Det satte for alvor skub i interessen og efterspørgslen – og det var brændstof til den frigørelsesproces, som ramte ungdommen i de forstokkede halvtredsere og tressere. At Elvis sÃ¥ endte som en forspist, overmedicineret kæmpebaby i en rhinstensbesat sparkedragt er et sindbillede pÃ¥ den vesterlandske konsumkulturs fantastiske evne til at opsuge de strømninger, der modsiger og modarbejder konformismen og den nedgroede moralisme.

Men da Elvis døde på gulvet i sit badeværelse, var der allerede andre, der havde taget over. De langhårede englændere. Punken. Og så videre.

Men hvor er oprøret i dag? Hvor er rebellerne, der tager over, hvor MC5, The Clash osv. slap faklen? De var der i hvert fald ikke i Parken i går aftes. Men lur mig om ikke der her og der rundt i de små øvelokaler og garager er nogen, der har lyst til at smadre anlægget, råbe ukvemsord og politiske punchlines op i fjæset på pænheden, pisse ud over scenekanten og skrue op for anlægget og give den etablerede kedsomhed fuckfingeren! Jeg tror det.

Abbey Road studierne – fortsat

21. februar 2010

The man in the crowd with the multicoloured mirrors

On his hobnail boots

Lying with his eyes while his hands are busy

Working overtime

A soap impression of his wife which he ate

And donated to the National Trust.

At sætte Abbey Road studierne til salg svarer vel nogenlunde til, at vi herhjemme ville sælge H. C. Andersens barndomshjem eller Den Lille Havfrue. Abbey Road studierne er nærmest blevet et nationalt klenodie, fordi – men ikke kun derfor – The Beatles skabte noget af deres bedste lige netop dér.
Siden nyheden kom frem har The National Trust (National Trust for Places of Historic Interest or Natural Beauty), der arbejder med bevaring af naturomrÃ¥der, kyststrækninger, bygninger m.v. i England, Wales og Nordirland vist interesse for at overtage adressen. Det samme har musicalkomponisten Sir Andrew Lloyd Webber. Og debatten har rullet i de engelske medier. Ikke kun af nostalgiske grunde, men fordi salget af et af britisk musiklivs kronjuveler er blevet et symbol eller – om man vil – symptom pÃ¥ musikbranchens aktuelle krise.

Som Simon Heffer mere end antyder i en artikel i Telegraph, så er salget af det prestigiøse optagestudie måske et tegn på, at den periode, hvor dyrebare (i mere end en forstand) pladeproduktioner fandt sted, har fremtiden bag sig. Heffers vinkel er den klassiske musik. Han noterer sig, at det bliver mere og mere almindeligt med live-optagelser af klassiske koncerter. De er relativt billige at lave, og man får en masse atmosfære for pengene. Men nogle af indspilningerne lider også under en dårligere lyd, end man er vant til. Måske er det en af udvejene for den klassiske musik: koncertoptagelser. Hvis ellers man formår at få styr på lyden.

For studiooptagelser vil blive sjældnere. Musikbranchen lider under den teknologiske udvikling (internet, fildeling…), men er ogsÃ¥ ramt hÃ¥rdt af den finansielle krise. Markedet presser priserne pÃ¥ cd’er og musikfiler – og det kan bÃ¥de de stadigt færre pladebutikker, kunstnerne og pladeselskaberne mærke. HvornÃ¥r har du fx købt en cd til fuld pris? (Jeg gjorde det sidste mÃ¥ned, fordi jeg blev fristet over evne). Se pÃ¥ priserne pÃ¥ nye cd’er pÃ¥ fx amazon.com, play.com eller cdwow.com, og du finder forklaringen. NÃ¥r man pÃ¥ amazon.com kan købe hele album i mp3-format til et par dollars, sÃ¥ bliver er svært at tjene penge pÃ¥ musik.

Presset fÃ¥r ogsÃ¥ musikbranchen til at begrænse udbuddet. Flere genoptryk, flere samlinger af musik, vi har i forvejen, færre nyudgivelser i butikkerne og pÃ¥ tv-reklamerne. Og det gør det sværere at overleve. BÃ¥de som populærkunstner og klassisk ditto. Heffer begræder udviklingen for de klassiske emsembler, der har svært ved at trække publikum til koncerterne, hvis de ikke spiller greatest hits eller melodier kendt fra reklameverdenen. Og ved udsigten til, at Abbey Road studierne skal forvandles til museum gribes han af tristesse. For hvordan skal det gÃ¥ med de klassiske musikere og komponister, der gerne ville indspille i et rigtigt studie? “Det, der sker i Abbey Road mÃ¥ nødvendigvis ses som en advarsel til hele vores musikliv: Men en advarsel til hvem?”, skriver Heffer til slut. Og sætter sin lid og sine forhÃ¥bninger til folkets gode vilje. Tja.