CAPAC

Når nu DR ikke kan tage sig samme til at bringe udsendelser om rocken – bortset fra den udmærkede Backstage-serie – så må man søge ud i satellithelvedet for at finde noget. Og svensk tv er flinke til at bringe interessante udsendelser, der ikke bare er fandyrkning og hitlistesjov. På STVs Kobra-side kan man pt. se en udsendelse om Sonic Youth og gruppens forhold til den moderne billedkunst, grunge- og punk-bevægelsen m.m. Der er gode interviews med medlemmerne, koncertklip og meget andet godt. Det varer 28 minutter – og man skal skynde sig, inden der lukkes ned…

Begribeligt nok, så har der hersket tvivl om street art-kunstneren Banksys identitet. Hvor gammel han var, hvor han boede osv. var usikkert. Måske var han slet ikke en “han” og måske var han slet ikke et individ, men måske en gruppe. Alligevel var der noget, der kunne tyde på, at han var en mand – og at hans karriere tog sit udgangspunkt i den engelske by Bristol. I omtalerne af ham kan man også se begrebet grafitti brugt, men Banksy er ikke rigtig grafitti-kunstner. Han arbejder med “stencils” – udskårne skabeloner på papir. En af mange street art-teknikker – og i øvrigt en teknik, han deler med pariseren Blek le Rat. Som andre talentfulde street art-kunstnere har han været i klemme mellem kunstinteresserede interesser – og myndighedernes bekæmpelse. Galleriejere har forsøgt at sælge hans “værker” dér hvor de var lavet, medens myndighederne har forsøgt at fjerne dem med alskens midler. I de seneste år er han kommet op til overfladen af kulturen og har lavet udstillinger flere steder, bl.a. i USA. Og nu falder hjembyen Bristol så til patten og laver en stor retrospektiv udstilling med hans værker. Det er lige efter bogen om outsider-kunstnere, der med tiden vinder anerkendelse…

Rygterne om Lars von Triers seneste film Anti-Christ er løbet som en steppebrand gennem medierne. Og uden at have set andet end småstumper af filmen kan man konstatere, at den har formået at provokere såvel filmfolk som – mindre overraskende – store dele af pressen. Filmen viser “stærke sexscener”, en scene med seksuel selvødelæggelse m.m. Endnu engang er man vidne til det fænomen, at moralsk provokerende elementer spærrer for en diskussion af selve filmens intentioner og kvaliteter. Det samme skete fx, da Marlon Brando smurte bagen på Maria Schneider i Den Sidste Tango i Paris…
Jeg har bemærket mig, at de medvirkende skuespillere har haft en helt anden positiv attitude. Og i dette filmklip, kan man høre Charlotte Gainsbourgs forsvar for sin rolle og for filmen. Mon ikke det er en god idé at vente med at dømme filmen til man har set den?

Manden, der kreerede coverudsmykning til Rolling Stones-album som It’s Only Rock and Roll og Beggars Banquet og David Bowies (her i bloggen tidligere omtalte) Diamond Dogs, biografplakater til Taxi Driver, Short Cuts, Paris Texas – og meget mere – den belgiske kunstner Guy Peellaert er død i en alder af 74. Af kræft.
Hvil i fred, du billedmager.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg savner provoerne. Både dem, der kaldte sig sådan – og herhjemme var repræsenteret af blandt andre Ole Grünbaum – og de andre, fx de situationistiske kunstnere Jens Jørgen Thorsen, Jørgen Nash, Hardy Strid m.fl. Folk, der kunne slå i den kulturelle bolledej og forarge den borgerlige establishment. Der er alt for få af den slags nu til dags, hvor der er mere brug for dem end nogensinde før.

Der er dog undtagelser, fx Jørgen Leth, der alene med sin livsførelse provokerer… I dag kunne jeg læse en opmuntrende historie om Jørgen Nash. En historie om, hvordan han tog det bestående samfund ved næsen med sin allersidste handling. Efter sin død blev Nash kremeret og hans aske blev gravet ned i jorden omkring et kirsebærtræ ved kunstnerkollektivet Drakabyggets lokalitet. På kirkegården i Örkelljunga, hvor Nashs jordiske rester egentlig skulle ligge i en urne, er der en urne med aske fra brændeovnen i Drakabygget… Læs historien her. Meget morsom.

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen må man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmålet om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skånes for kritik. For også her må vi sondre: mellem kritik og så censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men også som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehåring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de små børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat på nogen måde adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshår i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hårsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et åbent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man må finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager altså afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer – en gratisavis og et reklamebureau – skal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘råbe højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet på publikum for at få opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmålstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmålstegn ved, om plakaten er på bølgelængde med Wedekinds mere end 100 år gamle stykke i sit grafiske udtryk?
Hårdt sat op, så henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altså de unge. Og så vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over målet. Ja, måske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved så direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formål at få så mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle på, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med åben, våd mund slikke på en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sådan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.

På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.

Alton Kelley er død, kun 67 år gammel. Kelley var med til at det visuelle billede af tressernes psykedeliske mod-kultur som skaber af blandt andet en række berømte koncertplakater for navne som Grateful Dead, Jimi Hendrix, Big Brother & The Holding Company m.fl. Kelley arbejdede sammen med Stanley Mouse og sammen skabte de en – i mere end en forstand – syret stil, der trak på Art Noveau, Art Déco, Bauhaus og andre fantasifulde stilarter. For Grateful Dead fik Kelleys kunst en emblematisk betydning. Bandets navn er stærkt forbundet med Kelleys og Mouses grafiske kunst, der fx udmønter sig på pladerne American Beauty og Workingman’s Dead.
For Kelley begyndte det, da han i 1964 drog til det forjættede San Francisco og blev en del af kunstnerbevægelsen Family Dog; sammen med Stanley “Mouse” Miller lavede han Mouse Studios, hvorfra produktionen af koncertplakater, løbesedler, albumcovers med mere foregik. De to herrer var hyperproduktive og kastede nærmest deres plakater og tryksager i grams. I dag er de samlerobjekter og velholdte eksemplarer går til høje priser på auktioner. Tresserne er blevet antikvariske… Da de glade tresserdage svandt hen gik Mouse Studios og samarbejdet mellem de to skabere stille og roligt i opløsning. Nu er Alton så død. Uden ham ville tresserne have set anderledes ud. Og det samme ville mine erindringer om den tid. Hvil i fred.

Endnu et navn i malerkunsten er gået hinsides. Den italiensk-fødte amerikanske surrealist Enrico Donati døde den 25. april i en alder af 98 år. Donati var inspireret af André Bretons tanker og havde forbindelse til Marcel Duchamp og de europæiske surrealister i mellemkrigsårene. Han var med til at organisere den berømte internationale surrealistudstilling i Paris i 1947. Han betragtes som den sidste af de store surrealister. PS. Billedet ovenfor er fra en senere konstruktivistisk periode.

Forleden gik den berømte engelske maler Lucien Freuds maleri Benefits Supervisor Sleeping for £ 17 millioner på Christie’s auktioner i New York. En rekord, der – selvfølgelig – ekkoede gennem hele medieverdenen. Maleriet viser, som man kan se, en voluminøs, afklædt kvindeskikkelse. Modellen til det nu verdenskendte maleri er en 51-årig jobcenter-medarbejder fra London. Sue Tilley. Og i The Guardian fortæller Sue om mediernes jagt på hende efter auktionssalget. Det er ikke historien bag maleriet, pressen søgte. Næh, man ville afbilde Sue in the nude, som man sige derovre. Man ville, med andre ord, sælge aviser med en nøgen Tilley. En avis tilbød hende 500£ for at genskabe maleriets positur på et foto. En anden ville have Tilley til at agere Christine Keeler, altenativt Marilyn Monroe eller Audrey Hepburn (!). “Ingen synes at forstå, at det drejede sig om kunst. Jeg havde aldrig taget mit tøj af, før jeg sad model for Lucien, og jeg vil ikke gøre det igen – med mindre det er for en virkelig fantastisk kunstner, og jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om nogen. Én ting er at sidde model nøgen for en kunstner. Noget helt andet er at blive fotograferet nøgen. Men få synes at gøre den forskel“. Udtaler Tilley.
Tilleys erfaringer er en tankevækkende beretning om kunstens svære vilkår i et markedsorienteret samfund, hvor man interesserer sig mere for beløbsstørrelser end for kunst (£ 17 millioner!) og mere for at profitere på en nyhed ved at slå plat på nøgenheden end for at forstå kunstværkets betydning. Og endelig er det en fortælling om en presse, der tror, at enhver er til salg. Big Sue, som Lucien Freud kærligt kaldte sin model, vil ikke behandles som en nudist eller en “floozy” og undrer sig over mediernes fordomsfuldhed og totale mangel på dannelse. For Sue er ikke hvem som helst, selv om hun “bare” bestrider et job i det lokale jobcenter. Skinnet bedrager. Hun er ikke bare “plain old Sue from the Job Centre som ikke ved ret meget”, som Sue selv påpeger. Hun ved åbenbart mere om kunst end den samlede tabloidpresse og dens modstykker i den elektroniske jungle. Tilley er forfatter til en bog om vennen Leigh Bowery, der var performance kunstner, exhibitionist og skaber af et kendt polyseksuelt diskotek, Tabu. Bogen er solgt til et filmselskab, og Sue skal være “executive producer”, når projektet kommer så langt. Bogen har også være genstand for en Broadway-musical med Boy George.
En radiovært formastede sig oven i købet til at kalde Sue for Fat Sue. Ikke Big Sue. Den lille omdøbning markerer afgrunden mellem billedkunstnerens interesse for sin models former og mediernes.

En af de store moderne malere fra det tyvende århundredes sidste halvdel, amerikaneren Robert Rauschenberg er død i en alder af 82. Hvil i fred.

I min studietid har jeg boet mange steder. Nogle mere beboelige end andre. Det kom jeg til at tænke på, da jeg så Frank Kunerts række af ubeboelige huse. Billedet ovenfor – og hele rækken – stammer fra Kunerts bog Verkehrte Welt, der viser en række af de miniature-huse, som kunstneren har skabt. Spørgsmålet er, om de er så langt fra nogle af virkelighedens forfærdelige huse?!

Musikalsk apropos – Dionne Warwick – A House Is Not A Home

Omsider fik Fruen og capac taget sig sammen til at se den berømte kunstner Paul Mccarthys udstilling på det århusianske kunsttempel AROS (sidste dag er vist i morgen…). Jeg skal ikke i denne forbindelse komme ind på Mccarthys kvaliteter som installations-, video- og billedkunstner. Men det slog mig – ikke mindst på grund af en række små advarselsskilte, der var opsat, og som gjorde opmærksom på kunstværkernes “anstødelige” karakter – at man endnu engang stod over for en amerikansk kunstner, der eksponerede den menneskelige seksualitets forskelligeartede udtryk. Fx en installation, hvor to mandlige figurer henholdsvis kopulerede med et træ og jordbunden. Eller en række “penis paintings”, der – formoder jeg – var malet med Mccarthys penis. Det var ikke mit indtryk, at nogle af de mange besøgende – mødre med børn i klapvogn, ældre par, unge kærester osv. – overhovedet blev provokeret af objekterne.
Oplevelsen mindede mig om dengang Frank Zappa endnu levede og gav koncert i Danmark. I forbindelse med en koncert lod han en sort og en hvid dukke ligge oven på hinanden på scenen. Uha-uha. Men de danske anmeldere trak blot på skuldrene og forholdt sig til musikken.
Er Mccarthys “anstødelighed” blot endnu et eksempel på amerikanernes berygtede seksuelle (dobbelt)moral?