Indlæg tagget med ledighed

Aktivering

7. december 2007

Som nævnt er capac ude af ledigheden fra og med på mandag. Frihed, det bedste guld.
Jobbet kom på et tidspunkt, hvor det så sortest ud. Som ledig skal man efter ca. ni måneders ledighed i såkaldt “aktivering”. Og capacs aktivering startede for en god måned siden. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Som ordet antyder, så er aktivering tiltag, systemet sætter i værk for at modvirke den passivitet, som ledigheden åbenbart menes at være. I 2007 er aktiveringen blevet udliciteret til private firmaer, såkaldte aktører. Tredjepartsaktører, der får en (lille) pose penge for at aktivere de ledige, og lidt flere penge, hvis det faktisk lykkes firmaet at få den ledige i arbejde. Ser vi bort fra de politiske argumenter for en sådan udlicitering (at private kan gøre det bedre end det offentlige, at private på konkurrencevilkår er mere effektive og lignende borgerlige floskler) og ser bort fra det ufornuftige i at flytte aktiveringen over på aktører, der – alt andet lige – ikke har den samme erfaring og viden som a-kasserne og jobcentrene, så er det største problem med den nye ordning, at den forringer den lediges muligheder og – ikke mindst – krænker dennes rettigheder.


I forgårs hørte jeg på DR P1 en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul på, at det der foregår i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang – jeg tror han sagde “mindst 80%” – er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, så har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder på en arbejdsplads på dagpenge) eller job med løntilskud (på papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren får den del af lønnen betalt i nogle måneder, hvorefter man går over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskåret kraftigt.

Finansieringen af aktørerne er så ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.


Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr på hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev påtvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik på jobpraktik. Da jeg påpegede, at jeg allerede havde været på jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse – mag.art. i nordisk sprog og efteruddannelse i journalistik -  blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.


Herefter startede jeg en klagesag for at få udarbejdet et såkaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip på mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgå spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en påstand om, at der ingen uenighed var.

Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret.


Nu er jeg så i job fra på mandag og dermed ude af denne sag. Men jeg har ikke tænkt mig at slippe den sådan. Det strider mod min overbevisning og samvittighed at se, hvordan “systemet” ser gennem fingre med, at ledige får deres retssikkerhed krænket og får forringet deres muligheder for at finde et passende job. Derfor vil jeg følge sagen til dørs i det omfang, det er muligt. Og i skrift og handling kæmpe for, at ledige får forbedret deres forhold.

Til lykke til capac! – Capac, nu med job

6. december 2007

“Det er en dejlig dag i dag”, som Stig Møller sang engang. I dag er det lykkedes capac at komme ud af ledighedens fæle greb. Fast job fra og med på mandag. På en stor arbejdsplads her i byen.
Men – bloggen fortsætter som sædvanlig.

Pavlovs nye hunde: de ledige

29. september 2007

For godt og vel hundrede år siden gennemførte den russiske adfærdsforsker Ivan Pavlov nogle forsøg med hunde. Forsøget skulle vise, at hunde kunne lære et såkaldt betinget respons. Pavlov vidste, at hundene ville savle, når de så et stykke kød. I gennem forsøgsrække gav han hundene et stykke kød, samtidig med at han ringede med en lille klokke. Hundene savlede, når de så kødet, hvilket – i følge Pavlov – er en naturlig reaktion, en ubetinget respons. Efter nogen tid nøjedes han så med at ringe med klokken. Og hundene begyndte af savle. En betinget respons.

Jeg kom til at tænke på Pavlov’s berømte adfærdsforskningsforsøg, da jeg læste om regeringens nye regelstramninger over for de ledige. Fra og med den 1. oktober – altså på mandag – skal de ledige hver uge på ind på jobcentrenes hjemmeside og aktivere deres cv. Ellers modtager de ikke dagpenge. Det er selvfølgelig ikke et eksperiment, der er tale om, men (endnu) en kontrolforanstaltning. De ledige skal til stadighed mindes om, at dagpenge er nådsens brød, som man skal gøre sig fortjent til. Den ledige skal med lidt andre ord “ringe med klokken” for at få din luns kød. Regeringens menneskesyn på beskæftigelsesområdet er ikke mere udviklet den simple adfærdspsykologi, som Pavlov lagde til grund for sine hunde. Og vi skriver 2007. De ledige er vor tids pavlovske hunde. Vov.

PS. Det nye system er forsinket på grund af it-problemer…

Den ledige – vor tids paria

30. marts 2007

I går skrev blogbestyreren et indlæg om mistilliden som styreform. Under den nuværende politiske konjunktur sætter man kontrol over tillid og dialog. Og mistilliden og mistænkeliggørelsen breder sig som et virusangreb til alle relationer, hvor der er offentlige midler på spil.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse om den stigende mistænkeliggørelse af de cirka 100.000 ledige, der endnu ikke er kommet ind i arbejdsmarkedets forjættede land. Selv om en undersøgelse for nylig påviste, at det reelt set kun er 1% af de ledige, der ikke ønsker et arbejde (hvilket nok svarer ganske godt til arbejdsmarkedet som sådan), så mødes de arbejdssøgende ledige med kontrol, mistænksomhed og manglende respekt.

Det fremgår også af artiklen, at det-at-arbejde er blevet noget, man ikke bør sætte spørgsmålstegn ved. Har man et job – lige meget hvilket – skal man prise sig lykkelig. Man skal fx ikke skilte med, at man er godt gammeldags træt af sit lortearbejde, af sin åndsvage chef osv. For så risikerer man at blive bortvist.

Den tid, hvor man blot sammenbidt passede sit skodjob, er forbi. I hvert fald skal man lade som om, man er glad for det (medens man måske i det skjulte søger noget bedre…). Man skal afholde sig fra at kritisere sin arbejdssituation osv. Arbejdet er blevet en ny afgud i det borgerlige samfund. Alle skal bøje sig i støvet for Arbejdet. Og gør man ikke det, så er man en paria.

Derfor skal den ledige aktiveres – helst i noget, der ligner simuleret arbejde. Og oven i købet være glad for at løbe rundt i trædemøllen.

Man kunne forledes til at tro, at når ledige mødes med mistænkeliggørelse fra det øvrige samfund, så skyldes det det fortrængtes genkomst. At mange på arbejdsmarkedet inderst inde gerne ville være fri for det stressende, meningsløse, belastende skodjob, de nu udfører med bøjet nakke og sammenbidte tænder – og derfor ser den arbejdsfri borger som inkarnationen af den frihed, de ikke selv har. Selv om det altså er en fordomsfuld illusion…

Opdatering: Efter at have skrevet ovenstående, læser jeg i Magisterbladet, at de ledige er mindst lige så stressede som deres lønarbejdende medborgere. Det tror da fanden…