CAPAC

Hvis man følger bare lidt med i nyhedsstrømmen, vil man vide, at overskriften på dette indlæg ikke er nogen nyhed. Markeringen af forfatteren Klaus Rifbjergs 80-årsdag har været i gang længe.

Jeg har henvist og omtalt Rifbjerg flere gange i denne blog – fx i forbindelse med forfatterskabets 50. år i 2006 og 75-årsdagen – og gør det gerne igen. For han er ganske enkelt ikke til at komme uden om. Alene det forhold, at han er en af Pia Kjærsgaards yndlingsaversioner, giver ham en særlig hædersplads i mit mentale parnas.

En ting er, at hans forfatterskab aftvinger respekt i kraft af sin høje kvalitet – og sit imponerende omfang. En anden ting er, at Klaus Rifbjerg også har skilt sig ud fra sin ulveflok ved på forbilledlig vis i skrift og tale løbende at kritisere udviklingen – den kulturelle og politiske ikke mindst – i den hjemlige andedam. Selv om han – ud ad til i det mindste – er blevet pænere med alderen, så har der altid været plads til et provokerende debatindlæg i Information eller Politiken. Og han blev læst og hørt! Andre forfattere og intellektuelle burde tage ved lære af ham.

Jeg vil markere dagen på bedste vis ved at læse i hans digte – og passager i Den kroniske uskyld, som jeg som så mange andre fik ind med skolelærdommen i realskolen og som stadigvæk holder i kraft af sin sproglige vitalitet. Det var ordbær for en vordende litteraturmagister dengang i de sene tressere – og er det stadigvæk. Ordbær. Til lykke Klaus Rifbjerg.

Foto: Klaus Rifbjerg, ukendt fotograf 1958, lånt fra Danske Digtere i det 20. århundrede

Torben har skrevet et digt i anledningen af dagen.

Vi har passeret halvtredsårsdagen (2. juli) for forfatteren, storvildtjægeren m.m. Ernest Hemingways død for egen hånd. Begivenheden er gået relativt ubemærket hen over den sommerferieramte danske avisverden. Informations David Rehling er en af undtagelserne med sin artikel om Papa Macho den 5. juli.

Og måske siger det også noget om vores forhold til denne myteomspundne forfatter, der om nogen var blevet indbegrebet af en mandlighed, som siden tresserne har været under kraftig beskydning – ikke mindst fra feministisk hold – og som i dag er henvist til oldboysomklædningsrum og andre af de få maskuline refugier, der stadigvæk er kvindefrie områder.

Nok var Hemingway en “mr. Macho”, men som hans sidste handling viste, så var det en tvetydig machismo, der bag den handlekraftige overflade gemte på en facetteret skrøbelighed. Rehling fortolker dobbeltheden som ‘at han ikke levede op til sit eget ideal’. En ‘rigtig mand’ sætter ikke jagtgeværets munding i sin mund og blæser knoppen af! Men har man kendskab til det 19. og 20. århundredes maskuline litteratur vil man vide, at macho-idealet altid kun har været et ideal. Machoen har også altid – et eller andet sted – været et bløddyr
Når Hemingway ikke fortjener at blive glemt her 50 år efter sin drabelige død, så er det på grund af hans bøger, på grund af hans skriftsprog, der ikke talte om følelser og i det hele taget lod betydningen ligge mellem linjerne, mellem ordene. Fordommene vil, at mænd helst ikke taler om følelser. Og på den led kan man mene, at også hans litteraturs økonomisering med udtryksmidlerne var et udslag af noget maskulint…

Jeg tror, jeg vil genlæse Hemingsway…

Har man ikke andet at bruge sine sparepenge på, så kunne man jo gå på Sothebys aution i januar og byde på Dylans håndskrevne manuskript til klassikeren “The Times They Are-A-Changin”. Manuskriptet forventes at kunne indbringe mellem 200.000 og 300.000 £. Og så er der tale om en lille stykke misfarvet papir med æselører og signeret: by Bob Dylan. Papiret har været i Kevin Krowns besiddelse. Han var en bekendt af Dylan, dengang han startede på den såkaldte Greenwich Village musikscene. Dylan passede ikke særligt godt på sine skriftlige udfoldelser, så det er et held, at Krown har bevaret dette klenodie. I juni måned blev John Lennons håndskrevne tekst til “A Day in the Life” solgt for 1.2 millioner £, langt over vurderingen. Så mon ikke også det vil ske med Dylans tekst?! Jovist, tressernes “ungdomsoprørere” og rebeller er kommet højt i kurs. [kilde: Telegraph]

I don’t know why I love her like I do
All the changes you put me through
Take my money, my cigarettes
I haven’t seen the worst of it yet
I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river, drop me in the water
Take me to the river, dip me in the water
Washing me down, washing me down

I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river and drop me in the water
Dip me in the river, drop me in the water
Washing me down, washing me down.

Kærligheden har mange metaforer. Vand er en af dem. Havet, floden. Men kærlighedens metafor kan også være et skib, som fx hos Anna & Kate McGarrigle. I Al Greens mesterlige sang “Take Me To The River” fra 1974 cirkulerer den våde metafor med alle dens konnotationer. Det dragende, det farlige, det opslugende og druknende.
Sangen er blevet fortolket i noget, der ligner en uendelighed, hvilket jo fortæller en del om sangens kvaliteter og holdbarhed. En af de bedste fortolkninger, jeg kender, er Talking Heads udgave, som er at finde på gruppens andet, mesterlige album “More Songs About Buildings And Food” fra 1978. Og så tog bandet også nummeret op i filmen Stop Making Sense. Og det giver god mening, for sangteksten er på linje med mysticismen i David Byrnes egne sange.

Take Me To The River – Talking Heads

Det må glæde den halvt intellektuelle, poesiglade Patti Smith, at hun er modtager af den prestigefyldte National Book Award. Også selv om det er i kategorien: fagbog. Prisen får hun for sin erindringsbog Just Kids, der handler om hendes samliv med fotografen Robert Mapplethorpe og hendes kamp for at gøre sig i kunstens verden. Til lykke.

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere må suge på lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen på Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Penge lugter ikke, siger et gammelt ordsprog (Pecunia non olet – for latinere). Og det er ikke kun Elvis Presleys obduktionsinstrumenter, man kan slå mønt på, men også forfatteren J. D. Salingers lokum. Ikke rengjorte lokum, forstås. Det er Vanity Fair, der bringer nyheden om det gamle toilet, der stod i forfatterens hjem i Cornish, New Hampshire. Og vi ved godt, at der udtænkes mange gode tanker, medens blære og tarm udtømmes. Og denne almindelige erfaring bruger sælgeren da også i sin markedsføring af det gamle das: Tænk på, hvilke tekster, der mon er blevet undfanget på dette lokum? Måske inspirationen vil stige op gennem din røv, hvis du køber det og bruger det?! Møblet er sat til salg på Ebay. Prisen: 1 million dollars – inkl. fragt….
PS. Toilettet på billedet er ikke Salingers. Blot en illustration.

For mange år siden læste jeg Shakespeare i gymnasiet. Machbeth. Og i forbindelse med sin gennemgang kom min engelsklærer ind på en bestemt Shakespeare-figur: Fallstaff. En nærmest mytologisk-fiktiv figur, der vist har hentet inspiration i en historisk skikkelse. Fallstaff – nogle vil sikkert se Orson Welles’ bredmavede levemand for deres indre blik – var en hedonist, der svælgede i mad, drikke og kvinder. Og ikke bekymrede sig om ret meget andet. Indtil den dag, hvor han – ved skæbnens (u)gunst – skulle beslutte, om han ville overtage et magtfuldt, religiøst embede. Han vælger jobbet til – og derefter ændrer han fuldstændig karakter. Den fiktive figur er selvfølgelig en studie i magtens betydning. I hvad magten gør – eller kan gøre – ved mennesker.

Og jeg kom til at tænke på denne Fallstaff-figur, da jeg – via Lars – læste Niels Krause Kjærs kronik “Tilfældet Birthe Rønn”. Rønn Hornbechs forvandling fra liberal kritisk medlem af Venstres folketingsgruppe til minister i magtens arrogante centrum er eksemplarisk. Selv havde jeg – desværre – forudset, at det ville gå sådan. For jeg tror, det vil kræve overmenneskelig styrke at sprænge de rammer, en minister er bundet af. Men det kan godt undre mig, at fru Rønn ikke har indset det – eller har været så kynisk at vælge magten frem for sin politiske tænke- og handlefrihed.

A posthumous special citation to Hank Williams for his craftsmanship as a songwriter who expressed universal feelings with poignant simplicity and played a pivotal role in transforming country music into a major musical and cultural force in American life.

Den prestigefyldte Pulitzerpris forbindes almindeligvis med journalistiske og skønlitterære bøger. Men i år modtager countrysangskriveren og -musikeren Hank Williams posthumt en pris med ovenstående begrundelse. Specialprisen er et vidnesbyrd om, at sangteksterne i populærmusikken ikke kun er silly lovesongs, men også – i bedste fald – en særlig genre, der ophøjer hverdagssproget til poesi. Og i alle tilfælde er der tale om tekster, der sætter begavede ord på generationers kærligheds- og hverdagsliv. Ofte ord, som den enkelte ikke selv kan finde… Til lykke Hank.

PS: Thelonious Monk modtog en tilsvarende pris i 2006, John Coltrane i 2007 – og Bob Dylan i 2008.

I tried so hard my dear to show that you’re my every dream.
Yet you’re afraid each thing I do is just some evil scheme
A memory from your lonesome past keeps us so far apart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

Another love before my time made your heart sad and blue
And so my heart is paying now for things I didn’t do
In anger unkind words are said that make the teardrops start
Why can’t I free your doubtful mind,and melt your cold cold heart
You’ll never know how much it hurts to see you sit and cry
You know you need and want my love yet you’re afraid to try
Why do you run and hide from life,to try it just ain’t smart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

There was a time when I believed that you belonged to me
But now I know your heart is shackled to a memory
The more I learn to care for you,the more we drift apart
Why can’t I free your doubtful mind and melt your cold cold heart

Den tyske digter og intellektuelle Hans Magnus Enzensberger har modtaget årets Sonningpris og har kvitteret med en sviende kritik af EU, der i Enzensbergers optik er udtryk for en politisk kultur, der går tilbage til tiden før det borgerlige demokratis indførelse i Europa.

Universitetets rektor lovpriste Enzensberger som en af de nødvendige intellektuelle, der modsiger det etablerede og dets instititutioner. Det er sådan noget, man siger, når man godt ved, at kritikken ikke har nogen umiddelbar effekt på tingenes tilstand. På den måde spillede Enzensberger narrens rolle. Narren var også i feudal tid den person, der sagde sandheden, den sandhed, andre nøjedes med at tænke, hvis de ville beholde hovedet på kroppen.

Den første gang, jeg stødte på Enzensberger var i gymnasiet, hvor min gode tysklærerinde lod os læse et par digte fra mandens debutdigtsamling verteidigung der wölfe (1957). Og det var en god måde at komme ind i det enzenbergerske univers på, for han er først og fremmest digter. Få fremragende digtsamlinger er det blevet til i det firsår lange liv. For, som han engang gjorde opmærksom på, så handler det om kvalitet, når man skriver digte. Lidt, men godt. Og det er, hvad Enzensbergers digte er udtryk for. Senest er kommet Rebus.

Efter gymnasiet, på universitetet, stødte jeg på den intellektuelle Enzensberger, der dengang insisterede på at skrive sit navn med småt. Hans kritik af de nye medier var uomgængelig i den gryende medieforskning, som dengang blot var en filial af nordiskstudiet. Allerede dengang fik jeg et indtryk af en udogmatisk, partiløs, venstredrejet intellektuel, der med skarpsindige analyser, iagttagelser og dristige teorier kunne sætte spørgsmålstegn ved herskende tankesæt og vedtagne sandheder. Hvilket er den intellektuelles fornemste opgave. Selv om han på bjerget blev kritiseret for at være bærer af en borgerlig bevidsthed. Det var i ideologikritikkens velmagtsdage.

Siden har jeg læst ham løbende, og hver gang med samme fornemmelse af, at han kunne frisætte refleksionen og nære den kritiske tænkning. Og så skriver han godt, hvilket ikke alle intellektuelle kan prale af. Til lykke med prisen.

Helt tilfældigt havde jeg J. D. Salingers roman Catcher in the Rey i hånden i går. Jeg sad med den gamle Tranebogsudgave fra 1960, fordi jeg havde spottet den på reolen. “Forbandede ungdom” var den danske titel (oversætter: Vibeke Schram). Og den har en stemningsfuld forsidetegning i mørke, overvejende blå, nuancer af Ted Passanissi. Og medens jeg sad der og overvejede, om jeg skulle genlæse denne gamle udgave, tikkede nyheden om Salingers død ind på computeren.

Selv om Salinger faktisk fik skrevet andet, så vil han gå over i litteraturhistorien med “Griberen i rugen”, som titlen er på den seneste danske oversættelse (af Rifbjerg). Og som følge af mandens udtalte diskretion og pressesky levned må man forudse, at amerikansk humanistisk academia vil udsende den ene biografiske bog efter den anden. Hvil i fred. PS. “Griberen i rugen” kan man i øvrigt få billigt på bogudsalget, der starter i overmorgen, søndag.

Det ligger normalt ikke til mig at give mig selv gaver. Men i år er det anderledes, for her på kanten til juleaften har jeg omsider fået fat i et meget velholdt eksemplar af Anders Bodelsens debut fra 1959 “De lyse nætters tid”. I den oprindelige 1. udgave (og første oplag!, indkøbt for kr. 15,75), som udkom på Thaning & Appel i København og har et meget smukt omslag af tegneren Ib Andersen. En tegning, der fint indfanger stemningen i en sommeraftens skumringstid, hvor mørket falder på, medens himlen endnu er lys og gadelamperne skinner klart. Et billede, der giver denne blogger associationer i retning af et bestemt Jackson Brown-Lp-cover og en bestemt scene i en film af Niels Malmros. Gæt selv hvilke.

Da jeg var en ung knægt og fandt ud af, at litteratur var mere end et sted, hvor man kunne finde svar på erotikkens mysterier, blev Anders Bodelsen en af de forfattere, jeg læste med stor fornøjelse. Noveller og romaner. Bodelsen var populær dengang, men fik ikke altid den anerkendelse på det universitære parnas, som han forfatterskab berettiger til.

De Lyse Nætters Tid er en af de fineste skildringer af den pubertære brydningstid, som dansk litteratur kan byde på. Til forskel fra fx Leif Panduros vilde skildringer af øgledagene, så beskriver Bodelsen et diskret ungdomsoprør, der primært kommer til udtryk som poesi og til tider grotesk humor. Den store ungdomsroman fra den periode er selvfølgelig Klaus Rifbjergs uopslidelige og uomgængelige gymnasiumpensumklassiker “Den kroniske uskyld”, som dengang var både vovet og provokerende sprogligt og narrativt.

Bodelsens roman er nok mere i pagt med halvtredsertidsånden. I hvert fald for en overfladisk betragtning. For med sin realistiske skildring af en diskret ungdommelig selvstændigheds- og frigørelsestrang i efterkrigsårenes indeklemte og repressive periode giver den et signalement af den generation, der siden blev ungdomsoprørerets kulturradikale heppekor. Og måske er Bodelsens skildring tættere på den virkelighed, de fleste oplevede dengang. I modsætning til Panduros og Rifbjergs romaner!? I hvert fald er julens litterære oplevelse reddet for mit vedkommende.

Min gode veninde og blogpusher Gertrud har underrettet mig om, at forfatteren Jesper Jensen er død, 78 år gammel. De første associationer, der falder mig ind er samarbejdet med Klaus Rifbjerg (Gris på gaflen) og 1. Maj-pladen med Benny Holst. Jeg tjekker på nettet og finder Berlingerens forkølede nyhedsopslag. Som Gertrud ganske rigtig påpeger, så nævnes samarbejdet med Rifbjerg ikke. Berlingeren har bare planket Ritzaus nyhed, der heller ikke nævner det direkte. Videre til trebindsværket Danske Digtere i det 20. århundrede (udgaven fra 2000), som kun omtaler Jensen en passant, men ikke værdiger ham en hel artikel. Det siger nok noget om tidsånden ved indgangen til dette århundrede. Jesper Jensen var kulturradikal og venstreorienteret, og hans forfatterskab var drevet af indignation og retfærdighedsfølelse. Det betød også, at meget af hans forfatterskab stod i en højere sags tjeneste, hvilket man ikke altid får ros for på det akademiske parnas. Det var måske heller ikke den store DigteKunst med stort D og K, Jesper Jensen stod for, men han kunne smede mundrette tekster, der med enkle ord kunne rumme en kompliceret problematik. Sådan som han gjorde på de såkaldte Agit-Prop-plader på Demos. Fx i sangen om merværdien: “Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,/og jeg laver noget, og jeg får min løn./Men det jeg laver er mere værd end det jeg får./Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?”. Stadigvæk aktuel og præcis. Hvil i fred, Jesper.

Jeg havde knap nok fået øjne, da dagens triste meddelelse dukkede op på skærmen. Digteren Erik Stinus er død, 75 år gammel, efter længere tids svær sygdom, som det hedder med nekrologskriverens diskretion. Erik Stinus kom ind i mit litterære univers for mange år siden. Det var via boghandlernes udsalgskasser, som jeg frekventerede ofte i mine unge år og medens jeg studerede. Her kunne man ofte finde oversete digtsamlinger (hvilket måske egentlig er de fleste…) til små penge. Blandt andet Erik Stinus’ digte. Stopfodret som jeg var af modernismens poesi, var det som at tage en kold tyrker at læse Stinus’ i mere end en forstand jordbundne, humanistisk-politiske poesi. Jeg kan huske, at selv om jeg syntes mægtig godt om digtene, så havde jeg lidt svært ved at kapere det poetiske i teksterne. Indtil jeg en dag læste en artikel af Torben Brostrøm, som satte nogle ting på plads. For poesien har mange former. Stinus hørte til den flok af digtere, der lod sin digtning stå i virkelighedens tjeneste. Dem er der jo ikke så mange af længere, og derfor er det også et tab for dansk digtekunst, at Erik ikke længere kan gribe pennen. Hvil i fred.

Kriminalromanen er uden tvivl en af de mest succesfulde genrer i disse år. Se bare på boghandlervinduerne – herunder de virtuelle. Og jeg føler mig undertiden nødet til at kaste mig over en krimi i ny og næ, selv om jeg for det meste bliver skuffet. Det strander som regel på sproget. Meget af det er journalistisk tyggemad i mine øjne. Og for mig er et godt udtænkt plot ikke nok. Sådan er det, når man har læst litteratur på universitetet. Tror jeg.

Lige for øjeblikket kæmper jeg mig gennem Leonardo Padura “Maskespil i Havana”, der skulle udmærke sig ved at være mere litterær. Kriminalplottet er, som Corriera della Sera fremhæver, et dække for “en dybere labyrint”. 100 sider inde i bogen – dvs. halvvejs – går det stadigvæk lidt trægt, selv om man får lidt cubansk stemning. Bogen savner lidt drive og dynamik.

Det går straks bedre med at se krimi på tv. Forbrydelsen II glider let ned og formår at fastholde koncentrationen her tre afsnit før afslutningen. Der er dog ting, der irriterer mig. Jeg køber fx ikke postulatet om, at politiledelsen både vil have Lund og ikke have hende, når nu vi alle ved, at det er hende, der har næse for opklaringen. Det er ganske enkelt uprofessionelt. Det er unødvendigt udemomsværk, efter min mening. Noget andet, jeg ikke rigtig kan forlige mig med, er de narrative afledningsmanøvrer. Vi har at gøre med en whodunnit-krimi, og pilen har indtil videre peget i retning af en bestemt håndfuld militærfolk. I seneste afsnit slutter man så af med at lade pilen pege mod Lunds kollega, hvis militære fortid har været uomtalt (?) indtil videre. Hvis Lunds kollega skulle være den mystiske Perk, så burde forfatterne have smidt nogle (flere) spor tidligere.

Afledningsmanøvrerne var endnu mere udpræget i Forbrydelsen I, hvor man blev kørt rundt ved næsen i det ene afsnit efter det andet. Også for meget.

Jeg ved godt, at det er en del af spillets regler at forvirre læseren/seeren og køre ham/hende rundt ved næsen. Men alligevel.

Måske er jeg blot en dårlig krimilæser.