Ovre hos Anja i Lige her og nu diskuteres der madpakkeri det offentlige rum. Og det gav anledning til et par erindringer af ældre og nyere dato.
I min egen skoletid i halvtredserne og begyndelsen af tresserne kunne man få skolemadpakker. De såkaldte Oslo-frokost-pakker. Begrebet Oslo-Frokost kom fra Norge, hvor man dengang efter krigens slutning mente, at der var flere vitaminer i et koldt måltid end i varm mad. Dengang var det sundhedspolitisk tiltag, der skulle sikre at også de fattigste skoleelever, som der var mange af dengang, kunne få 2-4-6 eller 8 klemmer og en flaske mælk med en kvart liter oven i købet. Det var frit, om man ville være med eller ej. I perioder fik jeg også den madpakke. Jeg husker ikke, om det var efter eget ønske, eller om økonomien derhjemme var så sløj, at det var nødvendigt (det var det nok…). I hvert fald kunne jeg godt lide de madpakker, der var omhyggeligt pakket i kraftigt lysegråt madpakkepapir.
De bestod af rugbrødsmadder med salami, leverpostej m. rødbede, råkostsalt (hvid- og rødkål, gulerødder) med rosiner, æg, sylte med rødbede, “gummiost”, cervelatpølse og rullepølse. Mellem pålægget og brødet var der smurt et lag margarine. Ikke plantemargarine, for det var før den tid…
Når jeg lukker øjnene kan jeg næsten smage madpakken og dens underlæggende margarinesmag endnu. I dag ville jeg nok frabede mig margarinen, men dengang kunne jeg godt lide det.
Min skolemadpakke står for mig på linje med skoletandplejen og tuberkuløseundersøgelsen som et billede på efterkrigsårenes bestræbelser på at højne folkesundheden. Det var en periode, hvor der endnu var rigtig reformvilje blandt politikerne. Esbjerg var dengang en socialdemokratisk kommune, hvor man tænkte skolevæsen og socialpolitik sammen. Man ville noget mere med politiken end blot fastholde skattestop og håndtere udlandsgæld. Tja.
Madpakkerne – Oslo-Frokosterne – blev indført til afløsning af den tidligere varme mad, som de esbjergensiske børn fik serveret.
Da jeg selv fik børn kastede jeg mig over det utaknemmelige arbejde, det er at være medlem af diverse forældreråd og -bestyrelser. Blandt andet var jeg formand for forældrerådet i min datters børnehave. Det er cirka 10 år siden.
Medens datteren gik der kom der flere og flere børn med “anden etnisk baggrund” ind i børnehaven. Og på et tidspunkt blev institutionsmaden taget op til debat af pædagogerne. En af pædagogerne, en sous-chef, mente, at man i respekt for de nye islamiske kulturer skulle fjerne alt med svinekød. Røde pølser, leverpostej, spegepølse, medister, frikadeller osv. osv. Ja, selv vingummi, der indeholder gelatine fra svineproduktionen, skulle forbydes i institutionens søde indslag. Forslaget, der blev fremført med politisk ildhu og styrke, gav anledning til stor opstandelse og meningsbrydning. For at finde frem til en løsning gav jeg mig til at snakke med de forældre, jeg mødte i børnehaven, og med personalet, blandt andet den ansatte kok.
Den første jeg fik i tale var en parkistansk far med muslimsk baggrund. Han kiggede på mig og sagde: Min datter skal leve i Danmark. Derfor skal hun lære, hvad dansk kultur er. Og Danmark er et landbrugsland, hvor man spiser grisekød.
Løsningen fandt jeg ude i køkkenet hos den store mandlige kok, Kurt. Han sagde: Prøv at se, hvor varieret den mad er, som vi serverer for børnene. Der er alt mellem himmel og jord. Oksekød, svinekød, brød, salater, frugt osv. De behøver jo ikke at spise frikadeller, fordi de er på bordet, der er jo så meget andet.
Og sådan blev det. Vi holdt fast i maden som den var. Og opbakningen var massiv blandt forældrene – både de “danske” og dem “med anden etniske baggrund”. Kurts pragmatik vandt.
Postscriptum: Billederne ovenfor er lånt i Esbjerg Kommunes Billedarkiv og fotografen er ukendt. Ordet eller begrebet “Oslo-frokost” dukkede op i min bevidsthed, medens jeg skrev ovenstående indlæg. Det var en del af min hverdag dengang omkring 1960, men sank så efterhånden ned i erindringens latente lag. Billedresearchen fik det til at dukke op igen. Det var ligesom at komme hjem…
