Netop som det er lykkedes capac at få sat en stopper for leveringen af gratisavisen Nyhedsavisen efter et par ugers uønsket levering, så meddeles det, at avisen stopper. Mon det var capac, der fik læsset til at vælte?
Forleden var jeg ved at køre i grøften. Det skyldtes en ungmø i et køleskab. Ikke så meget, at hun var i et køleskab (ikke mit!), men at hun nærmest var totalfornøjet, og ved nærmere eftersyn var udstyret med et brystparti, der var mishandlet af silikone – eller værre endnu: Photoshoppere! Om det er for meget, som Mette skriver (hun har nemlig også mødt The Party Maker), vil jeg overlade til andre at dømme om. Men banalt er budskabet: Drik denne alkoholiserede læskedrik og få en forvrænget blondine på den dumme. Lad os så afskaffe det der sex…
Som sædvanlig lyttede jeg til P1 Debat på vej hjem fra en alt for varm arbejdsdag. Og i studiet var Simon Ammitzbøll fra de Radikale og Henrik Quortrup fra Se og Hor. Emnet var: Hvor går grænserne for, hvad medierne skal snage i, når det kommer til politikeres privatliv. Simon Ammitzbøll var moralisten og Quortrup var den, der skulle sælge bladet med de mest bundskrabende sladderhistorier.
Anledningen var af Morten Helveg, radikal forsvarsordfører, har fjamset rundt med tv-darling Line Baun Danielsen i Berlin, hvor han skulle have været med til et forsvarspolitisk møde. Og han har til pressen stukket en hvis løgn om, at han kom til møderne. Men den kulørte presse viste billeder, der fortalte noget andet…
Selv om jeg ikke har meget til overs for Quortrup, der vil sælge sin gamle bedstemor for en slibrig sladderhistorie, så vandt han klart diskussionen på point. Når politikere som unge Helveg igen og igen smilende stiller sig til skue i Se & Hor, Billedbladet og lignende sladderblade og nyder godt af den publicity, de får der, så nytter det ikke at forsøge at holde en pr. definition nyfigen presse væk fra dyneløfteriet. Når en statsministerkone nedlader sig til at valse rundt på tv og melde ud, at ingen dansetrin er forbudte, så har grænserne for politikernes mediale exhibitionisme flyttet sig meget, siden dengang i tresserne, hvor de kunne have privatlivet helt for sig selv.
Som Quortrup udtrykte det: Når politikerne selv byder op til dans, så må de finde sig i at bliver kørt rundt på gulvet af pressen.
I øvrigt er der mange eksempler på politikere, der forstår at holde pressen fra døren. Endnu.
Det Radikale Venstre har rejst det ganske fornuftige spørgsmål, om bestyrelsen for TV2 har passet sit arbejde godt nok, da den lod medieinstitutionen kaste sig ud i hovedløse projekter som TV2 Radio og påførte sig selv et underskud på omkring en halv milliard kroner. Som kulturordfører Simon Emil Ammitzbøll udtaler, så burde bestyrelsen ‘have sagt fra over for den tidligere direktions investeringer, der åbenbart har nærmet sig fantasteriets højder’. Det var der nok også andre almindelige mennesker, der tænkte, da mediekoncernen kastede sig ud i radio, hundeblad, forlag, 24 timers nyhedsformidling m.v. Derfor er det nærliggende at få foretaget en ‘uvildig undersøgelse’ af bestyrelsens og direktionens arbejde dengang. Som betingelse for et statslån.
Men – det vil den såkaldte kulturminister Brian Mikkelsen ikke være med til. Han udtaler, at ‘det vil være dybt uansvarligt over for TV2, for det vil få alvorlige konsekvenser. Man kan ikke lege med TV2’s eksistens på den måde. Vi giver TV2 likviditet, og det har ikke noget at gøre med, hvad der er sket tidligere. Undresøgelsen er mere bagudrettet”. Hvad er det egentlig manden siger? At TV2 skal have penge tilført – no matter what!? At uansvarlig og hovedløs mediepolitik ikke skal have konsekvenser for foretagendet!?
Hvad nu, hvis samme konsekvensløse logik skulle overføres på DR, hvis problemer – med Ammitzbølls formulering – ‘er det rene vand ved side af’ TV2s? Kultur-Brians udsagn afslører klart, at TV2 er et prestigeprojekt for den borgerlige regering – og derfor er det i orden, at lade talentløsheden råde og skattekronerne rulle ned i et stort gabende hul – medens public-service-institutionen DR må stramme ballerne, stramme livremmen livstruende ind og ellers sejle sin egen sø… Som Radiserne plejer at sige: Jeg græmmes.
Forleden gik den berømte engelske maler Lucien Freuds maleri Benefits Supervisor Sleeping for £ 17 millioner på Christie’s auktioner i New York. En rekord, der – selvfølgelig – ekkoede gennem hele medieverdenen. Maleriet viser, som man kan se, en voluminøs, afklædt kvindeskikkelse. Modellen til det nu verdenskendte maleri er en 51-årig jobcenter-medarbejder fra London. Sue Tilley. Og i The Guardian fortæller Sue om mediernes jagt på hende efter auktionssalget. Det er ikke historien bag maleriet, pressen søgte. Næh, man ville afbilde Sue in the nude, som man sige derovre. Man ville, med andre ord, sælge aviser med en nøgen Tilley. En avis tilbød hende 500£ for at genskabe maleriets positur på et foto. En anden ville have Tilley til at agere Christine Keeler, altenativt Marilyn Monroe eller Audrey Hepburn (!). “Ingen synes at forstå, at det drejede sig om kunst. Jeg havde aldrig taget mit tøj af, før jeg sad model for Lucien, og jeg vil ikke gøre det igen – med mindre det er for en virkelig fantastisk kunstner, og jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om nogen. Én ting er at sidde model nøgen for en kunstner. Noget helt andet er at blive fotograferet nøgen. Men få synes at gøre den forskel“. Udtaler Tilley.
Tilleys erfaringer er en tankevækkende beretning om kunstens svære vilkår i et markedsorienteret samfund, hvor man interesserer sig mere for beløbsstørrelser end for kunst (£ 17 millioner!) og mere for at profitere på en nyhed ved at slå plat på nøgenheden end for at forstå kunstværkets betydning. Og endelig er det en fortælling om en presse, der tror, at enhver er til salg. Big Sue, som Lucien Freud kærligt kaldte sin model, vil ikke behandles som en nudist eller en “floozy” og undrer sig over mediernes fordomsfuldhed og totale mangel på dannelse. For Sue er ikke hvem som helst, selv om hun “bare” bestrider et job i det lokale jobcenter. Skinnet bedrager. Hun er ikke bare “plain old Sue from the Job Centre som ikke ved ret meget”, som Sue selv påpeger. Hun ved åbenbart mere om kunst end den samlede tabloidpresse og dens modstykker i den elektroniske jungle. Tilley er forfatter til en bog om vennen Leigh Bowery, der var performance kunstner, exhibitionist og skaber af et kendt polyseksuelt diskotek, Tabu. Bogen er solgt til et filmselskab, og Sue skal være “executive producer”, når projektet kommer så langt. Bogen har også være genstand for en Broadway-musical med Boy George.
En radiovært formastede sig oven i købet til at kalde Sue for Fat Sue. Ikke Big Sue. Den lille omdøbning markerer afgrunden mellem billedkunstnerens interesse for sin models former og mediernes.
“Du ved, jeg trasker bare sådan af sted. Jeg går i bad hver dag. Jeg har mine egne tænder, og jeg farver ikke mit hår. Det eneste, jeg gør, er at undgår produkter, der indeholder noget fra dyr, fordi jeg tror, at hvis man slår dyr ihjel, så ender det med, at de tager livet af en. Jeg må da gøre noget rigtigt, for jeg har kun aflyst to shows i løbet af 30 år. Den ene gang var, da min læge fortalte mig, at jeg ville risikere en abort, og den anden, da han fortalte mig, at mine trommehinder ville eksplodere, hvis jeg optrådte” (Chrissy Hynde, 56, til The Guardian)
Jeg lovede vist at vende tilbage til Chrissy Hynde i forbindelse med en omtale af Ray Davies og Simple Minds (hun har jo ægteskabelige relationer til begge navne).
Hynde, der er født i Akron, Ohio – et navn, der klinger af musik – er en af de sangskrivertalenter, der nød godt af punkens opkomst i halvfjerdserne. På det tidspunkt havde hun forladt hjemlandet til fordel for London og faldt lige ned i en by, hvor det sneede, sådan rent musikalsk…
Med pladeselskabsejer Dave Hills – Real Records – mellemkomst fik hun stablet The Pretenders på benene i 1978 og fik indspillet den single, der satte gang i bandets succesfulde historie: Stop your Sobbing (m. B-siden The Wait). Nogenlunde samtidig udkom deres titelløse debutalbum, der blotlagde Hyndes sangskrivertalenter med blandt andet klassikeren “Brass in Pocket”. Og resten er historie, som man siger.
Chrissy Hynde er en bemærkelsesværdig figur i moderne rock, fordi hun ikke blot er en eminent sangskriver, guitarist og sanger, men også har været bandleder gennem The Pretenders’ løbebane. Og dem er der som bekendt ikke mange af.
Jeg er ikke helt sikker på, om gruppen eksisterer mere, holder pause eller hvad. Det vil tiden vise.
DR2 havde – som tidligere nævnt – kastet sig over emnet “tissemand”. Et krævende emne kan man sige, for så vidt det (alt for) sjældent dukker op i medierne. Og et emne, der kræver, at man holder tungen lige i munden – sådan rent frisindsmæssigt. For det kan let ende i det platte eller det kliniske. Måske havde jeg sat forventningerne lidt for højt. Et seriøst program om mænds og kvinders forhold til dette kulturelt belastede organ (Freud, hvor er du?) og måske også nogle indsigter i dets anatomiske storhed og skrøbelighed. Og hvad fik vi så? Tja-bum-bum. Carl Mar Møllers “Pik er Gud”-kursus, med en flok mænd, der tydeligvis havde andre og større emotionelle problemer end forholdet til deres eget lem – hvilket BTs kvindepanel også kunne konstatere. Ørkenens Sønner, der for en gang skyld ikke var særligt morsomme, men snarere fanget i en beklemthed, de åbenbart kun kan løsrive sig fra på scenen. Ret intetsigende vox populi-kommentarer. Og ellers var det ret forudsigeligt og hævede sig ikke over enhver debat om emnet på et værtshus eller i et omklædningrum. Og, jo, så var der Klaus Rifbjerg, der dog kunne snakke om kammeraten på en frejdig og ærlig facon, så skoenes overlæder ikke var truet. DR2-tema skuffede denne gang. Prøv igen.
Tina har også en kommentar med links.
På vej hjem i bil i går nat hørte jeg radioavisen, der kunne fortælle, at en meningsmåling udført af Capacent Epinion på bestilling fra DR Nyhederne afslører, at et stort flertal af de adspurgte er af den opfattelse,at Jeppe Kofoeds tête-à -tête med en ung dame ved et DSU-arrangement er et privat anliggende, der ikke kommer offentligheden ved. Kun 18% er af den modsatte mening.
Det mest interessante ved undersøgelsen er, at den peger på to skurke i “sagen”. Medierne – og så Socialdemokratiets ledelse. Hele 86 % mener, at medierne er gået over gevind i sagen. Og godt og vel halvdelen er af den opfattelse, at Socialdemokratiets ledelse har håndteret sagen dårlig eller endog meget dårligt. Kun 17% mener det modsatte.
Selv om meningsanalyser altid skal tages med et gran salt, så er det vel opmuntrende, at flertallet ikke er grebet af nypuritanisme og utidig moralisme i denne sag. Og så må man også sige, at såvel medierne som Socialdemokratiet har fået en ørefigen, der må give anledning til selvransagelse, -kritik og eftertanke.
Hvis du overvejer at skrotte din pladesamling og din gamle grammofon, så tøv en kende. For noget tyder på, at det gamle medium -vinylpladen – er ved at få en renæssance. For ganske vist daler salget af compact discs, men til gengæld er salget af vinyler gået frem – med hele 17%. I Danmark. Retro-bølgen har ramt de gamle vinyler. Salget af vinyler kan selvfølgelig ikke kompensere for indtægtstabet ved det svindende cd-salg, men det vidner om, at nye medier ikke nødvendigvis fortrænger de gamle. De bliver blot niche-produkter. I tresserne troede man også at LP’en ville fortrænge bogen…
I den forgangne uge var der en nyhed fremme i medierne, som gjorde indtryk på undertegnede. Det forlød, at Al-Quada-sympatisanter havde brugt to kvinder med Downs Syndrom som selvmordsbombere. Til historien hører også, at bomberne, der forårsagede voldsomme ødelæggelser, blev udløst af bagmænd – der befandt sig på sikker distance. Min tanke var straks: Hvor nedrig kan man være? Hvor ondt kan mennesket være?
Og det var måske også det budskab, der skulle sendes ud i verdenssamfundet. For medens jeg så småt overvejede at skrive et harmdirrende indlæg til min blog, så var der et eller andet der skurrede i mine ører eller nagede mit sind. Kunne der være tale om et propagandatrip – et lige så nedrigt og ondskabsfuldt taktisk pus? Ville Al-Quada-krigerne ikke kunne gennemskue, hvilken effekt sådan en handling ville få i offentligheden? Og så videre. Mistanken blev bekræftet, da jeg hørte journalist Lars Møller Rasmussen – på DRs Orientering – stille og roligt demontere troværdigheden af denne grimme nyhed. Her blev der skabt fundamental tvivl om rigtigheden af nyheden, og meget pegede på, at nyheden skulle være en brik i det nye billede af Irak-situationen, som den amerikanske administration ønsker at skabe: At det går fremad for amerikanerne og at modstanderne er på tilbagetog. Lyt selv.
Endnu engang må man erkende, at medierne – i hvert fald de hurtige nyhedsmedier – er blevet et gidsel i den moderne krigsførelse. Og det er klogt at være skeptisk og afvente eftertankens arbejde.
Neil Young har – som tidligere omtalt – kastet sig over sine bugnende arkiver med henblik på en løbende udgivelse. I forbindelse med fremvisningen af Youngs dokumentarfilm om Crosby, Stills, Nash & Young (“Dèja vu”) har han over for Billboard, at det første kapitel af arkiv-serien ikke vil udkomme på CD, men kun på Blueray og DVD.
Citat: “I know it’s in technical production now, but it’s only coming out on Blu-ray and DVD…There won’t be CDs. Technology has caught up to what the concept was in the first place [and] how we’re able to actually present it. But there’s no doubt it will come out this year.” Måske er CD’ens dage virkelig ved at være talte.
Regeringen bryder sig ikke om kritik. Ja, den bryder sig end ikke om fakta, der kunne forpurre det billede af virkeligheden, som samme regering mener er passende for danskerne.
På sin blog fremturer Venstres nye mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby med en opsang til DR, der i sin essens går ud på at få DRs medarbejdere til at holde op med at kritisere regeringen for dens kulturpolitiske svigt i sagen om det økonomiske rod omkring byggeriet i Ørestaden. Budskabet er i alt væsentligt: Hold kæft og arbejd. DRs medarbejdere “klynker”, mener Ellen Trane Nørby, og drejer – ikke overraskende – diskussionen over i et spørgsmål om, hvad seerne og lytterne får for deres licenspenge. Sørg for, at kunderne elsker jer, ellers…
Næ, hvad Ellen Trane Nørby gør, er – ud over at profilere sig som skrap Venstre-mediepolitiker – at udøve ansvarsforflygtigelse. Regeringen har et kulturpolitisk ansvar for den elendighed, DR er landet i. Og det kan og skal den ikke få lov at løbe fra. At påstå andet er politisk utroværdigt og uhæderligt. Og det er kun forståeligt, ja, påkrævet, at DRs medarbejdere kaster lys over de konsekvenser, som regeringens perspektivløse og slet skjult ideologisk motiverede kulturpolitiske ageren i forhold til DR har. Netop som licensbetaler har man krav på at vide, hvad man ikke længere får for de samme penge – på grund af regeringens svigt.
“Jeg har en stor medfølelse for hvad Morten Olsen gennemgår her i forbindelse med afslutningen af kvalifikationsrunden. Alle tror, at de er klogere end ham, og det er de ikke /../Morten Olsen bruger alt sin vågne tid på fodbold og er sandsynligvis en af dem i Europa, som ved mest om fodbold. Sådan er det også for mit vedkommende. Jeg bruger det meste af min vågne tid på DR og på mediebranchen. Der er stort set ikke nogen i Danmark, der ved mere om mediebranchen end jeg gør. Og der er helt sikkert ikke nogen, der ved mere om DR, end jeg gør”
. DRs direktør bliver interviewet om kritikken af ham og ledelsen af DR. Den del af kritikken, som Plummer mener at kunne affærdige som ukvalificeret “vrøvl”.
Er det nu også rigtigt, at man behøver at vide lige så meget som Plummer (mener at vide) om DR og medieverdenen i almindelighed for at kunne levere relevant og rigtig kritik af DR? Eller, for den sags skyld, af Morten Olsen?
Plummers holdning svarer til den arrogance, man finder hos enevældige herskere, fx Solkongen. Eller hos klovnen “Den dumme August”, der står midt i cirkussets manege og bilder sig selv ind, at kun han har overblikket og styringen af alt, hvad der foregår i cirkus. Men der findes jo ikke én sandhed om DR og ledelsen af DR. Og det er jo langt fra sikkert, at det altid er en fordel for dømmekraften at være spundet ind i DRs verden eller medieverdenen i almindelighed. Og netop derfor kan uhildet kritik ude fra, fx fra de hundredvis af seere og lyttere, der findes i dette land, være endog særdeles nyttig og tiltrængt.
Plummer-flashback
Ikke just overraskende: TV2 Radios direktør Jens “Missil” Rohde er blevet fyret som direktør for TV2 Radio på grund af “spion”-sagen i Ekstrabladet. Han fik jo en kraftig advarsel sidst har trådte i spinaten ved at kommentere Helle Thorning Schmidts lederevener. Mon ikke Jens skal holde sig til politik…
Først var der en, så var der to og nu tre… Tante Berlinger kan i dag fortælle, at også socialministerens mand Ralf Pittelkow er blevet “afsat” som valgkommentator på TV2. Er der tale om et opgør med den journalistiske “bananrepublik” eller vender de spinpolitiske virrehoveder tilbage efter valget? Vi følger udviklingen nøje….
