Forleden så capac en udsendelse i serien “Frilandshaven”, der kører på den hemmelige kanal DR2. Friland er sådan en slags fjernsynets glatte svar på det Ny Samfund eller Christiania, hvor man udfolder alternative ideer med rod i halvfjerdsernes alternative bevægelser, mikro-makro, økologi, alternativ energi, alternative boformer osv.
Det kan måske lyde negativt i nogle læseres ører, men faktisk synes jeg, at det er vældigt underholdende og inspirerende – og et levende bevis på, at tanken om et andet samfund, andre livsformer og levemåder end dem, CEPOS og andre ny-borgerlige forfægter, lever i bedste velgående og er mulige og ønskelige.
Men det var slet ikke derhen, jeg ville. I gårsdagens program havde den nydelige madlaverske Anne Hjernøe fået den idé, at al den mad, der skulle laves i udsendelsesrække skulle være dansk mad. Ingen af ingredienserne måtte være af nyere dato end 200 år (altså af oprindelse selvfølgelig…), og der måtte ikke bruges noget som helst, der var importeret fra eksotiske lande. Ikke engang sort peber.
Frilandshaven er med andre ord hoppet på den nyeste trend inden for gourmetmadlavningen og madæstetikken: Nordisk Mad – NOMA. Bannerfører for den nye bevægelse er den landskendte madæstetiker og forretningsmand Claus Meyer, der netop fører sig frem på søsterkanalen DR1 med sin nye programrække med den sigende titel Smag På Danmark. Her fører Meyer danske seere rundt til eksotiske steder i Danmark og frembringer spiser af lutter danske råvarer, der er hentet fra havets bund, skovens dybe og stille ro osv. Vi “spiser med” – med øjnene – og får serveret jordbær, håndplukket i Gudhjem, og moskusoksebøftartar fra den smeltende grønlandske indlandsis.
Jeg kan mægtig godt lide Claus Meyers grundliggende filosofi: Det handler om smagsoplevelser. Mad er ikke kun et spørgsmål om ernæring. Det handler om en masse andet: kultur, æstetik, erotik, livsappetit osv. Og Claus Meyer og andre “madeksperter” har fået en lukrativ forretning – og fred være med det – ud af at besynge smagsløgenes forfinelse gennem den rette brug af (allerhelst) økologiske råvarer og udsøgte ingredienser af lokal oprindelse fra alverdens lande. Og nu kun: fra Danmark.
Nu har vi lige vænnet os til at spise chillifrugter, hvidløg, pasta, balsamicoeddike, middelhavssalt, basmatiris osv. Og så skal vi sadle om og tage ud i Marselisborg Skov sammen med det halve af århus for at plukke skovløg, der er det hotteste hotte lige nu, men som næsten ingen ville røre med en ildrager for et årstid siden. Slut med den gode olivenolie, som vi har købt i dyre domme fra den italienske specialhandel, og ind med den koldpressede danske rapsolie, der også kan bruges til automobilet.
Det er fint nok at dyrke madglæden og smagslysterne. Men når der går religion i det, så står capac af og sender bud efter en take-away-pizza – med ekstra hvidløg og chilli – fra den lokale tyrkiske pizzabager. Når mad bliver Gud, når det bliver en vækkelse og et kald og mesterkokken en guru på linje med mere eller mindre selvbestaltede coaching-konsulenter og åndelige vejledere fra det bugnende alternative spirituelle terapimarkeds overdrev, så bliver det ufrivilligt komisk at se på. Så hellere en genudsendelse med Conrads og Aksels TV-Køkken, hvor der var plads til lidt Arla-fløde i sovsen (før det hed Arla), eller The Two Fat Ladies på motorcykel med sidevogn og en smøg og en gin-tonic på molen i en engelsk landsby… bøvs og velbekomme.
