CAPAC

Cass Elliotts fjerde album som soloartist blev ikke noget hit. Men anmelderne kunne lide dette album, hvor Cass forsøgte at lægge mere afstand til sit image som Mama Cash. Det lykkedes ikke for hende at ændre sit image, inden hun døde alt for tidligt kun 32 år gammel. Meget sigende hed hendes sidste album: Don’t Call Me Mama Anymore. Men hvis man gider lytte til denne plade, så er der ingen tvivl om, at hun lægger Mamas & Papas bag sig musikalsk set.

Men det eponyme album fra 1972 demonstrerede endnu engang, at Cass Elliott ganske vist ikke var skønheden i Mamas & Papas, men hun besad en stemme, uden hvilken kvartetten aldrig ville være blevet, hvad den blev til. Optaget live i studiet fortolker Cass Elliott et dusin håndplukkede sange af Randy Newman (2 stk.), Judee Sill, Bruce Johnson (den smukke Disney Girls), Van McCoy m.fl. Og gør det uden de store falbelader. Storartede sange med en storartet sangerinde.

Pladen blev sidste år genudgivet i en lille boks, der også indeholder de to sidste album, Cass nåede at lave. Anbefales.

I’ll Be Home (R. Newman) – When it does’nt work out (Leah Kunkel) – I think it’s going to rain today (R. Newman) –

Selvfølgelig er det noget vås. En tegneseriefigur fylder ikke år. Anders And bliver ikke ældre. Heller ikke Alfons åberg. Men figuren har været på banen i fyrretyve år.

Jeg har læst de fleste bøger om den lille dreng Alfons og hans singlefar. Og set filmatiseringerne med Thomas Windings rolige stemme. Det var dengang, mine unger var små. Jeg læste dem igen og igen. For ungerne kunne godt lide Alfons. Og det samme kunne jeg. Små underfundige historier om de uendeligt små ting, som børn oplever og tænker over. Og som Gunilla Bergström med beundringsværdig indlevelse forstod at videreformidle i tekst og tegning. At læse Alfons åberg er som at få lov til at blive barn igen for en stund.

I Sverige er Alfons et nationalklenodie på linje med børnene fra Bulderby og Pippi Langstrømpe. Og fyrreårsdagen markeres bl.a. med et stor udstilling på Stockholms bymuseum. Og som Pippi og de andre ikoner er Alfons for længst blevet genstand for medialisering. Han er at finde på dvd, på teater osv. Men det er i bogform, han rigtig kommer til sin ret. På sengekanten, hvor far, mor eller et andet familiemedlem kan læse højt, le og snakke om den lille purk, der er så uregerlig som børn i den alder nu engang er – og derfor meget menneskelig og let at identificere sig med.

Vi har allerede fået tre smagsprøver – men nu kan vi lytte til hele albummet. Lige her.

Ringo går stille med dørene. Og det ligner ham at gøre det. Medens Sir Paul McCartneys nye album har været fulgt til dørs af mange rygter, så har Ringo undladt at fodre den altid hungrende musikpresse – før nu, hvor der er en god uge til offentliggørelsen. New Musical Express kan berette, at den nye plade bærer den uprætentiøse titel “Ringo 2012”, og at dette syttende album i rækken er indspillet med hjælp fra Dave Stewart (Ex-Erythmics), The Eagles’ Joe Walsh og Benmont Tench fra Tom Petty And The Heartbreakers. Men Macca er ikke med. Han har sikkert ikke haft tid, da han jo spiller koncerter hele tiden…

En ny plade fra Ringo vil ikke forandre verden, men det er med sikkerhed en hyggelig oplevelse.

[fotoet, som viser Ringo sammen med Marc Bolan, er lånt fra denne side, der ikke har nogle krediteringer]

Jeg skynder mig at henlede jeres opmærksom på en fin udsendelsesrække – på fire – om det engelske band The Jam. BBC 6 portrætterer The Jam – en af de centrale grupper i new wave-bølgen – med interviews med ex-medlemmer og andre musikere, musik osv. Du kan nå at høre programmerne, der bliver taget ned om et par dage. Her. Anbefales.

En af dagens nyheder lyder i rubrikken ‘De rige smider man ud, de fattige gemmer‘. DR Nyheder har en mindre fængende rubrik om samme emne: ‘Rige følger udløbsdatoen mere end fattige‘. Den sælger nok ikke så godt, men indholdet er det samme. Og måske er budskabet ikke så voldsomt overraskende eller nyskabende. For selvfølgelig smider rige mere mad ud end fattige. Det siger vel sig selv.

Det interessante ved nyheden er vel heller ikke det pålydende budskab, men derimod, at den indskriver sig i en ny tendens, som man bl.a. har kunnet læse om i det seneste nummer af Samvirke. Følger man bare lidt med i de lokale medier, vil man vide, at der har været adskillige artikler og indlæg om emnet ‘madspild’. Ikke mindst efter, at det kom frem, at spildet løber sig op i en størrelsesorden på 13-14 milliarder kroner om året. For smide mad ud har vi jo gjort i årtier uden de store skrupler – i en verden, hvor mange stadigvæk sulter…

Noget andet interessant ved interessen for at undgå madspild er, at den er en af mange tendenser, der løber mod den officielle økonomiske politik i dette land. Siden finanskrisen startede for nogle år siden har majoriteten af danske politikere talt for, at vi skulle forbruge mere, fordi vi ‘skulle have gang i hjulene’ og have ‘gang i væksten’ osv. i den dur. Men, hvis vi forestiller os, at vi alle spise op og undlod at smide andet end det fordærvede mad ud – i de små hjem, på arbejdsplader, restauranter osv. – så ville det jo have en negativ økomisk konsekvens for fødevareindustrien – lige fra landmændene, gartnerne osv. over slagterier, mejerier osv. og videre til detailleddet…

Engang for nogle år siden talte man i ramme alvor om ‘den politiske forbruger’, der med sine forbrugsvalg kunne være med til at ændre virkeligheden. Hvis man forestillede sig, at vi alle spise op, lod være med at købe mere end og spise mere, end vi havde brug for osv. – så ville der ikke være tvivl om, at det ville få en stor effekt på samfundsøkonomien. Og ikke lige frem en, politikerne drømmer om…

Forår du er kærkommen

Vi har satset penge på dig

og vendt den anden kind til

når himlen lukked sig

Inde i vores hoveder

er der sået et frø

det vil kun spire

det vil så nødigt dø

Der er blevet drukket op

og pisset ned ad stræder og gader

Nu kalder vinduerne

kæresterne er klar med maden

Nede i vores maver

har luret en sult

efter tilvoksede haver

med sortrød ormemuld

Forår, du er kærkommen

Vi har elsket længe nok

i skumle rum

en rusten knirkekrop

Inde i vores hænder

har vi mærket et afsavn

efter at se og røre

det elastiske

det elastiske

det elastiske…

Tilfældet har villet, at starten på det nye år har budt på en masse ny dansk musik. Det er lidt usædvanligt for min weblog, hvor dansk musik nok har fyldt urimeligt lidt – selv om der har været undtagelser undervejs. Men måske skal det fortolkes som et tegn på, at det vil gå i en anden retning. I hvert fald er der dumpet en hel del nye danske navne ind i min postboks. Et par stykker – Gine Bryld og Machine, dear – har jeg allerede omtalt og ladet mig forføre af. Og der vil komme mere i den kommende tid.

Den danske trio Mellemblond er også et nyt bekendtskab. Det vil sige: Jeg har ikke kunne undgå at høre og se dem fremhævet rundt omkring, fx hos Hans Henrik og Co. (Mod Strømmen) og hos andre, danske musikbloggere. Og jeg har ikke kunnet undgå at spidse ører, når Mellemblond blev fremhævet som noget af det bedste, man kan finde inden for den dansksprogede rock.

For ikke så længe siden skrev jeg et indlæg om CV Jørgensen Det ganske lille band og kunne i den forbindelse ikke lade være med at tænke på, om der kom nogen, der kunne bære faklen videre i danskrocken, nu hvor Jørgensen selv har lagt den fra sig – mere eller mindre. Og der er heldigvis tegn i sol og måne på, at der også sker noget på den front. Vi har stadigvæk fakkelbærere som fx Peter Olesen, Jens Unmack og Nicolaj Nørlund. Og der er nye på vej. For snart længe siden omtalte jeg Ulige Numre, der med deres EP og ikke mindst deres hitsang om København, demonstrerede, at det stadigvæk er muligt at skrive rocktekster, der bærer poesien i sig.

Måske er der tale om en opblomstring af den kvalificerede dansksprogede rock? Selvfølgelig er det et spinkelt grundlag at bygge på – Ulige Numre og så Mellemblond. Men ikke mindst Mellemblond, der havde et album og en EP på samvittigheden, før udsendelsen af EP’en ”Elastisk”, giver grund til optimisme på den dansksprogede rocks vegne. Her der er vitterligt noget at komme efter, hvis man er en hund efter tekster, der vil mere end den banale pop- eller rocktekst.

Når tanken falder på dansksproget rock, så er det – i hvert fald for min generation – at tænke på C. V. Jørgensen og i anden omgang på Eik Skalø fra Steppeulvene. Begge to fremtrædende eksempler på sangskrivere, der i kølvandet på Bob Dylan var med til at gøre beatteksterne til noget særligt. Selv om Mellemblond altså tager tråden op fra de to, så har bandet – og det vil især sige sangskriver Kristoffer Munck Mortensen – et andet afsæt.

Dette afsæt får man et fint indtryk af i Jesper Ravn Nielsens film om gruppen Mellemblond på Bellahøj, der følger bandet i øvelokalet og på Amager Fælled. Filmen indledes meget sigende med et citat af den danske digter Thøger Larsen (1875-1928): ”Gennem nattemulmet/Gaar Afgrundsdybet/Der er lys i Mørket/og Mulm i lyset” (1923). Kristoffer Munck Mortensen står på fælleden og læser fra en digtantologi med tekster af Larsen, Otto Gelsted, I. P. Jacobsen m.fl. Og han fortæller om sine oplevelser med at læse digtene. Hvordan de skal læses nogle gange, før man forstår. ‘ Når man finder det rigtige digt, kan man komme ind i en anden verden’, siger Kristoffer et sted og antyder dermed, hvad en poetiske tilgang til sproget kan gøre. Og han knytter en direkte forbindelse til den danske digttradition, når han siger – om et af Larsens digte – at ‘det kunne jo godt være skrevet i går‘. Måske til forskel for Jørgensen og Skaløe, så vedgår Kristoffer Munck Mortensen åbenlyst sin gæld til den danske digttradition. I selve anslaget. Det understreges af et sted i filmen, hvor Kristoffer funderer over ordet ‘afsavn’ – om man kan sige ‘mærke’ i stedet for at ‘lide’ afsavn. Et snapshot af digteren på arbejde. Og forbindelsen mellem digtningen og musikken bliver helt tydelig, når Kristoffer giver udtryk for, at ‘når sproget bliver musikalsk, så bliver det som en sang, du også bare kan høre’. Det er en digteriske holdning, hvor det udvendige forhold mellem tekst og musik for længst er overskredet. Det digteriske sprog er allerede musik i kraft af sin metrik. Og denne holdning gør – efter min mening – Kristoffer Munck Mortensen og Mellemblond til noget usædvanligt i dansk rocksammenhæng.

Det er efterhånden et par måneder siden, Mellemblond fik udsendt deres seneste EP ”Elastisk”. Og jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at nogle anmeldere fremhæver blues som gruppens primære musikalske inspiration. Men, selv om det ikke er decideret forkert (for rock er blues et eller andet sted…), så har jeg svært ved at høre, at det skulle være det dominerende træk. Tværtom er der meget andet, der falder mig ind, medens jeg lytter til Elastisk. I mine prøvede ører spiller Mellemblond, der ud over sangskriver og guitarist Kristoffer består af Jens Hein på basguitar og Rasmus Valdorf på trommer, en melodiøs, moderne rock, der bærer præg af moderne guitarrock med grungen som et pejlemærke, men også med associative islæt af meget andet fra rockhistoriens store bog. Fx hører jeg spor af The Band i et nummer som det tætte, neddæmpede ‘På vippen’. Og apropos C. V. Jørgensen, så kan det ikke skjules, at Kristoffer Munck Mortensen kan minde lidt om Lyngbypoeten, når han synger. Tydeligst i den anden sang på EP’en: Mørkt stof. Men der er mest tale om et diskret nik i retning af den i dansk sammenhæng uomgængelige Jørgensen… Et nik i retning af den musikalske tradition.

Selv om ”Elastisk” kun er et lille halvt album med fem numre, som giver appetit på et nyt fuldt album fra Mellemblond, så der tale om en varieret håndfuld, velproducerede og velturnede sange, hvor tekst og musik går fint hånd i hånd som et kærestepar på Amager Fælled. Og med ”Elastisk” kandiderer Mellemblond til at blive en af den dansksprogede rocks fornemste eksponenter. Mindst.

Hermed varmt anbefalet.

“Elastisk” kan du lytte til her – men hvis du kan lide den, synes jeg, du skulle smide nogle basører efter den. Den fås digitalt og på CD.

Elastisk EP by Mellemblond

En anden version af denne omtale finder du på Geiger.

Næppe havde jeg skrevet en linje om Johnny Otis’ opdagelse af Etta James og produktion af hendes første plade “Roll with me Henry”, før jeg kan læse at også Etta James er afgået ved døden fredag morgen.

Hendes dødsfald kommer ikke uventet. For ikke så længe siden kunne man læse, at Etta James var blevet indlagt med komplikationer i forbindelse med leukæmi og demenssymptomer. Hun blev 73 år.

Som sangerinde var Etta James ikke for kategoriske fastholdere. Hun omtales ofte som rhytm and blues-sangerinde, men var lige så velbevandret inden for jazz, rock og pop. Hun var med andre ord: en fortolker.

Som tilfældet har været for mange andre sorte sangere og sangerinder, var det via kirken, Etta James fik smag for musikken. Her begyndte Etta fem år gammel at træne sin stemme. Og i teenageårene fik hun smag for den musik, der blev spillet uden for kirken. Kun 15 år gammel debuterede hun så med “Roll with me Henry”, som hun skrev sammen med Otis og Hank Ballard. Og pladen blev et R&B-hit.

Successen førte til en pladekontrakt med det førende sorte plademærke Chess (der bl.a. havde Chuck Berry). Og her indspillede James en række hits, bl.a. “At Last“, som blev en af hendes allerstørste successer.

Etta James forblev tilknyttet Chess gennem mange år, selv om hendes karriere gik op og ned. Hun havde gennem mange år et stofproblem – alkohol, heroin og kokain – der satte hendes karriere på stand-by i årene 1978-88. Men i 1989 vendte hun tilbage med en ny pladekontrakt hos Island, hvor hun udsendte den Jerry Wexler-producerede The Seven Year Itch, som siden er blevet fulgt op af flere album i forskellige stilarter. I 2004 fik hun æren af at bliver indlemmet somn nr. 62 på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største kunstnere gennem tiden. Og i 2008 fik hun den tvivlsomme ære af at blive portrætteret af Beoncé Knowles i filmen Cadillac Records, der handler om Chess Records historie. I følge New York Times’ nekrolog så havde Etta James blandede følelser over for Beoncés præstation og skulle have givet udtryk for, at hun følte sig forbigået, da Beoncés blev inviteret til præsident Obamas indsættelse for at synge James’ gamle sange “At last”. Kollegial jalousi? I hvert fald vil jeg have foretrukket at høre James synge den sang!

Etta James var aktiv helt frem til 2010, hvor hun fik konstateret leukæmi og demens. Hun nåede dog at få udsendt det album, der skulle blive hendes sidste i 2011: The Dreamer.

Jeg ser lige, at Torben også har skrevet en minderune over Etta – det manglede da også bare…

[Foto: privatfoto fra halvtredserne, viser en ung Leonard Cohen med guitar, ukrediteret, lånt fra Flickr]

“Well, you know, we’re talking in a world where guys go down into the mines, chewing coca and spending all day in backbreaking labour. We’re in a world where there’s famine and hunger and people are dodging bullets and having their nails pulled out in dungeons so it’s very hard for me to place any high value on the work that I do to write a song. Yeah, I work hard but compared to what?”

“I think you work out something. I wouldn’t call them ideas. I think ideas are what you want to get rid of. I don’t really like songs with ideas. They tend to become slogans. They tend to be on the right side of things: ecology or vegetarianism or antiwar. All these are wonderful ideas but I like to work on a song until those slogans, as wonderful as they are and as wholesome as the ideas they promote are, dissolve into deeper convictions of the heart. I never set out to write a didactic song. It’s just my experience. All I’ve got to put in a song is my own experience.”

Leonard Cohen, 2012

På nedenstående video ser man Cliff Richard & The Shadows i en optagelse fra 1960 med nummeret “Willie and the Hand-Jive”. Cliff er fanget på et tidspunkt, hvor han endnu forsvare at være Storbritanniens svar på rock’n rolleren Elvis ‘the Pelvis’ Presley. Og lige netop i dette tydeligvis Bo Diddley-inspirerede nummer kan pænheden over Cliff og hans skygger ikke – ja, skygge – for rock’n roll-rødderne.

Nummeret, som Eric Clapton siden lavede en fin version af, er skrevet af den legendariske sanger, musiker – og meget mere – Johnny Otis, der døde for et par dage siden i en fremskreden alder af 90 år.

Den mørklødede Johnny Otis var ikke, selv om mange troede det, af afro-amerikansk oprindelse. Som hans borgerlige navn – Ioannis Alexandres Veliotes – mere end antyder, så stammede hans familie fra Grækenland. Men allerede tidligt i sit liv besluttede Otis sig for at være en del af det farvede USA. Han citeres bl.a. for at have sagt, at han kun havde to “hvide” venner, sin far og sin moder, og at hvis samfundet opdelte folk i sorte og hvide, så foretrak han at være sort! En klar udmelding i raceadskillelsens tid.

Dette kulturelt-politiske valg forhindrede ham dog ikke i at få en imponerede karriere. Og forklaringen er nok, at han besad mange talenter og udnyttede dem til sin fordel. I fyrrerne slog han sig igennem som swing-big band-musiker (trommeslager m.m.). Med sit eget orkester fik han et af den tids mest markante hits med sin udgave af “Harlem Nocturne“. Han åbnede også sit eget spillested i Los Angeles – The Barrelhouse Club – hvor han introducerede nye navne, som han selv havde fundet som talentspejder. Fx fik Little Esther sin debut og sit gennembrud i den klub. Andre talenter var rhythm and blues-saxofonisten Big Jay McNeely og sangerinden Etta James, der fik et hit med den Otis-producerede “Roll with med Henry“. Ud over selv at få en række mindre R&B-hits i perioden, fungerede Johnny Otis også som succesfuld producer for andre. Også kunstnere som Jackie Wilson, Hank Ballard og Little Willie John var Otis’ fund. Nævnes skal det også, at han stod bag Big Mama Thorntons oprindelige indspilning af Leiber & Stollers “Hound Dog“, som en vis Elvis Presley må have lyttet intenst til – og kort tid efter gjorde til sit hit.

Johnny Otis var nok, hvad man i dag ville kalde en iværksætter. Han spillede, komponerede, producerede, arrangerede, fungerede som talentspejder, var promoter, havde sit eget spillested, arbejdede i en årrække som populær dj osv.

Helt i tråd med sit tidlige valg i racekonflikten, kastede han sig senere – i tresserne – over politik (stillede op lokalt for Demokraterne) og journalistik. Ved siden af fik han også tid til at være præst for en lille kristen menighed. Og for at det ikke skal være løgn blev han landmand i halvfemserne – ved siden af alt det andet.

Johnny Otis vil også blive husket for, at han i de senere år havde sit eget live-radioshow – The Johnny Otis Show – på radio KPFA.

Johnny Otis, der også var far til musikeren Shuggie Otis (omtalt andetsteds her i bloggen) døde d. 14. januar.

[ukrediteret foto]

Undervejs i læsningen af Falchs nye bog Trækruter kom jeg på et tidligt tidspunkt i tvivl om, hvorvidt Falch nu havde fundet den rigtige form. Michael Falchs bog bygger på hans egen weblog. Vejen fra internettets – webloggens – ‘løsrevne dagbogsnotater’ til bogformen synes kort og ligetil. Men i min optik er der et kvalitativt spring fra netop weblog til bog. Og Falchs egen henvisning i bogen til H. C. Andersen, Martin A. Hansen og Henrik Nordbrandt som forbilleder understreger det. Der er forskel på at skrive dagbog og skrive dagbog med henblik på bogudgivelse – for nu at sætte det hårdt op. Selv om Falchs bog bestemt er læseværdig på grund af det indblik, den giver i mandens liv og karriere, så er jeg langt fra sikker på, at den valgte form er den rigtige. I hvert fald ikke den bedste.

Jeg har indtil videre ikke kunnet frigøre mig fra en fornemmelse af, at det der i første omgang oplevedes som et stilistisk flow mere var et resultat af bogens udspring i de løsrevne, personlige blogposteringer end Falchs forfatterkvaliteter. Kort sagt, tror jeg, Trækruter som et stykke erindrings- og dagbogslitteratur ville have vundet ved fra starten at være tænkt og skrevet som bog. I hvert fald havde tvivlen ikke forladt mig, da jeg vendte den sidste side.

Prisen for den valgte form er også, at strukturen i bogen får et løst og tilfældigt præg. Mere løst og tilfældigt end godt er. Selv om bogen følger kalenderen fra sidst i 2009 og frem til midten af 2011, så brydes kronologien op af sidespring, erindringer m.m. Og ligefrem fremstilling blandes godt og grundigt op med småfilosofiske livsbetragtninger, småfortællinger om personer og hændelser osv.

Interessen i bogen samler og begrunder sig i det forhold, at Michael Falch er en kendt skikkelse i rocken – og på det seneste også som endnu en af de kendisser, der er blevet ædru alkoliker. Historien om Falchs alkoholisme og vejen bort fra flaskens dæmoni, og de omkostninger den nuvundne ædruelighed fik – bl.a. opløsningen af et årelangt ægteskab – fylder en del i bogen. Forståeligt nok. Men vi får også et indblik i rockmusikerens succesfulde liv i internettets tidsalder, hvor den gamle Malurt-forsanger finder nye veje med eget pladeselskab og nye samarbejdsformer (bl.a. samarbejdet med Poul Krebs). Og så er dagbogen spækket med anekdoter – om Sebastian, Bruce Springsteen osv. – der er med til at gøre den fundamentalt underholdende – og til at holde dagbogsmonotonien stangen.

Mit forbehold til trods, så kan jeg kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for rock og for Michael Falch i særdeleshed.

En længere udgave af ovenstående omtale kan læses på Geiger.

Torben har også læst og påskrevet Falchs bog – med et lidt andet udbytte – her.

Jeg husker det så nøje. Bob Weirs solodebutalbum Ace var et hit i min lille venneskreds af musikglade studerende. I hvert fald ville vi gerne have fat i et eksemplar dengang i starten af halvfjerdserne, hvor pladen var udkommet, men af en eller anden grund var den ikke sådan lige til at komme i nærheden af. Muligvis havde det noget med distributionen at gøre. I hvert fald gik vejen over hundedyr import. Bortset fra en af vennerne, der var heldig at finde et eksemplar i en udsalgskasse i Salling et par år efter. Men så havde den også et hak i det ene hjørne…

Måske var vanskelighederne ved at få fat i et eksemplar også stimulerende for interessen – og gjorde dette album til et særligt begæret objekt. En anden forklaring var, at Grateful Dead dengang ikke bare var et band blandt mange. De var hippiebandet over dem alle. Deres optræden i Stakladen samme år, som plade udkom, gjorde bandet til noget særligt i det århusianske studentermiljø.

Ud fra en nøgtern betragtning var der blot tale om endnu en plade med Grateful Dead. Ganske vist i Bob Weirs navn, men hele holdet fra Grateful Dead er med – lige bortset fra Ron “Pigpen” McKernan. Og mange af sangene kendte man godt fra Grateful Deads enorme repertoire. Faktisk var “Walk in the Sunshine” den eneste undtagelse.

Måske var de de særlige studentikose omstændigheder, der var bestemmende for, at Ace fik en særlig status i min pladesamling – og i min alt andet end komplette samling af Grateful Dead-plader. Retfærdigvis skal det tilføjes, at den stadigvæk holder. Det er et helstøbt album, hvor der spilles oplagt og måske knapt så tilbagelænet, som Grateful Dead kan være på nogle af deres plader. Det svinger ligefrem. Ikke mindst i numre som “Playing in the Band“, hvor det virkeligt rykker for Weir og Co., når de først kommer i gang, og “Mexicali Blues”.

Cassidy – et af mine yndlingsnumre

Det var ca. på dette tidspunkt for 40 år siden, Paul Simon fik udsendt sit andet album, der bare hed Paul Simon. I bakspejlet kunne han se tilbage på den turbulente og glorværdige tid sammen med makkeren Art Garfunkel. Ganske vist havde han udsendt en soloplade i 1965 med titlen The Paul Simon Songbook, som indeholdt klassiske sange som “I am a Rock”, “April Come She Will”, “Sound of Silence” og “Kathy’s Song”, men som disse titler antyder, så stod der med usynlig skrift “Simon & Garfunkel” sprayet hen over dem.

“Paul Simon” er altså ikke solodebuten, men nok der, hvor solokarrieren for alvor begyndte. Og det bliver også understreget, når man lytter til pladen. For det er på denne plade, vi får en forsmag på den musikalsk nysgerrige og søgende kunstner, vi har set og hørt på senere udgivelser. Reggae (“Mother and Child Reunion“), latinamerikanske toner (“Duncan“) har sneget sig ind i og udvidet det simonske univers, der tidligere nok havde løfter om større, verdensmusikalsk spændvidde (fx i El Condor Pasa), men primært holdt sig inden for en næsten konservativ pop-folk-musikalsk ramme.

En nyvunden frihed har sprængt de tidligere rammer, men alligevel er der tale om en kontinuitet, for selv om pladen er overrendt af musikalske notabiliteter – fra Stephan Grappeli, Stefan Grossman, Airto Moreira, David Spinozza og Larry Knechtel m.fl. – så genfinder man også i de fleste af sangene singer-songwriteren Paul Simon med de små tekstligt finurlige popsange og den akustiske guitar.

Flere af numrene på pladen – ud over de allerede nævnte kan man tilføje “Me and Julio Down by the Schooyard” – kom på den amerikanske og andre hitlister. Helt fortjent.

Silent Eyes – Peace like a River (en af mine Simon-favoritter)

PROTECT IP / SOPA Breaks The Internet from Fight for the Future on Vimeo.

Kampen om internettet fortsætter. En kamp, hvor store økonomiske interesser – underholdningsindustriens (film-, musik- og andre medier) – forsøger at begrænse de frihedsgrader, der har hersket siden nettets opståen. Under det påskud at ville beskytte ‘kreativiteten’ er man i USA i fuld gang med at indføre en ny lov – PROTECT-IP – der vil give ikke kun den amerikanske stat men også store private firmaer mulighed for at censurere sider, tjenester m.m., som de mener krænker copyrighten. Som det fremgår af den vedstående video kan de fx gælde dig, hvis du skulle finde på at synge en eller anden popsang i en privat video på YouTube…

Perspektivet er skræmmende. Ikke mindst, fordi USA har været rollemodel for andre landes politik på området. Vi så det med 3-strike-modellen, der blev indført i Frankrig, Storbritannien og en række andre lande. Men også, fordi den nye lov vil begrænse ytringsfriheden radikalt på nettet, indføre en hidtil uset overvågning og kontrol – uden dog at løse problemet med ulovlig downloading. Der er al mulig grund til at bakke op om protesterne mod den nye lov. Se filmen og bliv lidt klogere.

I denne måned for 45 år siden udkom sangerinden og sangskriveren Laura Nyros debutalbum, More Than A New Discovery på plademærket Verve Folkways. Den er bedre kendt under den titel, den fik, da den blev genudgivet i 1973: The First Songs.

Debutalbummet blev ikke den store salgssucces, men en række af sangene på plade indtog hitlisterne i andre kunstneres fortolkning. Blood, Sweat & Tears fik en 2. plads med “And When I Die” (som også Peter, Paul & Mary plankede), The 5th Dimension en 1. plads med “Wedding Bell Blues” og Barbara Steisand en 6. plads med “Stoney End”.

Dette billede fortæller en del om den korte karriere Laura Nyro fik, inden hun i 1997 døde kun 49 år gammel af kræft i æggestokkene. Det var især gennem andres fortolkninger, hun blev kendt i en store kreds. Betegnende nok fik hun sit største singlehit med sin fortolkning af Carole Kings og Gerry Goffins “Up on the Roof”.

Hvorfor Laura Nyro ikke kunne høste alle frugterne af sit sangskriveri som sangerinde, kan man godt undre sig over. Stemmen havde hun. Udseendet også. Og arrangementerne og indspilningerne fejlede heller ikke noget. Men måske ligger noget af forklaringen i markedsføringen – og i det forhold, at hendes sange nok være popsange, men ikke ligefrem sange, der primært appelerede allermest til mainstreamsegmentet.

Laura Nyro, der egl. hed Nigro til efternavn, kom fra en russisk-italiensk, gennemmusikalsk og liberal familie i The Bronx. Som helt ung lærte hun at spille og fik afløb for sin musikinteresse ved at synge på gader og små spillesteder sammen med sine venner. I følge legenden var det hendes far, der fik skaffet hende en kontrakt med et pladeselskab via sine forbindelser (han ernærede sig som pianostemmer). Men det har han siden hen kraftigt dementeret. Sandheden er nok, at nogen fik ørerne op for Nyros kvaliteter som sangskriver og udøvende kunstner.

Sangene på de to udgaver af debutpladen er ens, men rækkefølgen forskellig. Ikke at det betyder det store. Det er en flot debut, som siden er blevet genudgivet i en forbedret udgave (Rev Ola, 2008).

Playliste