Indlæg tagget med nekrolog

« Nyere nekrolog indlæg

Willy Deville er død, 58

8. august 2009

Jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg omtalte et af mine gode pladefund, Willy Devilles album Horse of a different Color. Og nu skal jeg så skrive om ham igen i en ganske anden og kedelig anledning. Deville er nemlig død på grund af en kræftsygdom. Han blev kun 58 år.

Deville var en central skikkelse på New Yorker-scenen i midten af halvfjerdserne, hvor han bl.a. var et fast indslag i den legendariske CBGB. Som den by, han hørte til i, var også hans musik resultatet af en musikalsk og etnisk smeltedigel. En base af rhythm&blues tilsat alskens stilarter og genrer fra soul over franske chancons, New Orleans- og Cajun-musik, latinske toner til rock og you name ’em.

Selv om hans musikalske vej var lang – han droppede skolen som sekstenårig for at spille – så var det først for alvor, da han dannede sit stilskabende band Mink Deville, at han trængte igennem til et større publikum. Det var omkring 1975. Selv om den kommercielle succes måske ikke nåede samme niveau som Blondies’, Talking Heads’ og Televisions, så tilhørte bandet denne generation af rockmusikalske fornyere. Og med fuld ret. Seks fuldendte album blev det til i perioden frem til 1985. Album, der bl.a. skaffede Deville en trofast fanskare i de europæiske lande.

I solotiden nåede Deville at indspille ti plader, der alle er udsøgte, smagfulde udforskninger af de ammerikanske musikalske rødder. Senest kom Pistola i 2008. Nu er Willy Deville altså ikke mere, og musikscenen er blevet lidt kedeligere og lidt mere forudsigelig. Hvil i fred.

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Billy Lee Riley er død, 75

4. august 2009

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte sangen “Red Hot”. Til gengæld kan jeg huske, at Robert Gordon havde den på sin playliste, da han i halvfjerdserne pustede til rockabilly flammen. Og sangens udødelige omkvæd – “My gal is red hot, your gal ain’t doodly squat” – har siddet fast et eller andet sted i min hjerne i mange år. Nu er manden bag sangen, Billy Lee Riley, død af kræft i en alder af 75. På Riley cv står, at han spillede en vigtig rolle som lydtroldmand i de legendariske Sun-studier, hvor han var med til skabe lydbilledet for Elvis, Cash og andre ikoner. Og så var han en meget brugt sideman, blandt andet for Beach Boys. Han var aktiv til det sidste. Hvil i fred.

“My gal is red hot, your gal ain’t doodly squat”

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Brenda Joyce – Tarzan-Jane – er død, 92

25. juli 2009

Medens vi er ved dødfaldene, så kommer jeg ikke uden om at omtale Brenda Joyces bortgang den 4. juli i en alder af 92 år. Joyce fik æren af at erstatte selveste Maureen O’Sullivan som Jane i Tarzan-filmene, som capac slugte råt i barndommens Phønix-bio. Den første – af fem i alt – var Tarzan og Amazonerne fra 1945, hvor hun spillede over for Johnny Weismüller, der – efter manges mening – var den “rigtige” Tarzan. Rollen som Jane krævede ikke det store skuespiltalent. Til gengæld var det vigtigt at have lidt til gården og gaden – og at kunne vække beskyttertrangen hos Tarzan, når man iklædt et nødtørftigt dækkende skørt var udsat for fare derude i den store jungle…

Tarzan og Jane på flodbredden…

Skrevet i Musik Tagged , , , | Ingen kommentarer »

John Dawson – New Riders of the Purple Sage – er død, 64

25. juli 2009

Musikeren og sangskriveren John Dawson, der gik under øgenavnet Marmaduke, er død som følge af mavekræft. Han var en af grundlæggerne af country-rock-bandet New Riders of the Purples Sage. Sammen med vennen Jerry Garcia fra Grateful Dead og David Nelson (Big Brother and the Holding Company) kom bandet på benene i 1969 og blev hurtigt et tilbagevendende navn på Grateful Deads koncertplakater.

Selv om forbindelsen til de taknemmelige døde var stærk og flere af modergruppens medlemmer var inde over som musikere (ud over Garcia, Phil Lesh og Mickey Hart), så fandt bandet hurtigt sin egen identitet og udsendte i 1971 sin debutplade, der bar bandets navn (som i øvrigt var hentet fra titlen på en gammel western-roman). Siden blev det til en lang række album.

Dawson medvirkede også på Grateful Dead-klassikerne Aoxomoxoa, Workingman’s Dead og American Beauty, lige som han var med til at skrive sangen Friend of the Devil fra sidstnævnte album. Jeg mindes, at min interesse for New Riders blev vakt omkring 1973, det år, jeg flyttede hjemmefra og begyndte at læse på universitetet – og hvor min mangeårige interesse for Grateful Deads univers startede. Og jeg husker også, at jeg så dem i den tyske musikprogram Beat-Club engang. Og sørme om ikke jeg er faldet over en optagelse fra netop den udsendelse fra 1972. Her giver bandet en country-udgave af det gamle Everly Brothers-hit Hello Mary Lou.
PS. Tak til hhs for at have gjort mig opmærksom på den kedelige nyhed…

new riders of the purple sage

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Karl Malden er død, 97

2. juli 2009

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har set den amerikanske skuespiller Karl Malden på film eller tv. Han var indbegrebet af en kvalitets-karakterskuespiller, der både – og ofte – kunne fremstille den almindelige mand på gaden og mere specielle roller, som fx præsten i On The Waterfront. Som jeg husker det, svigtede hans præstationer aldrig. Med sin letgenkendelige fysionomi har han været en vigtig ingrediens på min filmstrimmel, lige siden jeg som grønskolling sad i Fønix-bio og så cowboy-film. Nu er han ikke mere, men vi leve videre i min – og sikkert mange andres – filmiske erindring.

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Fayette Pinkney, The Three Degrees, er død, 61

1. juli 2009

Jeg har aldrig været nogen fan af soul-disko-gruppen The Three Degrees, men deres mega-sællert fra 1974, “When Will I See You Again”, bed sig alligevel fast i hjernemassen, selv om jeg strittede imod. Gruppen blev dannet tilbage i 1963 og bestod oprindeligt af Fayette Pinkney, Shirley Porter og Linda Turner. Siden har der været et hav af udskiftninger. The Three Degrees havde deres største succes i halvfjerdserne, hvor de blev tilknyttet Philidelphia International Records og dermed blev en af de grupper, der tegnede den såkaldte Philly Soul Sound. Efter nogle mindre lokale hits som “Dirty Ol’ Man” og “Year of Decision” brød de igennem til det store diskodansegulv med den smægtende ballade “When Will I See You Again”. Forsangerinde på nummeret er Fayette Pinkney, der forlod gruppen i 1976 og nu meldes død i en alder af kun 61 år. Hun døde efter et anfald af akut åndedrætsbesvær. Efter at have forladt The Three Degrees indspillede Pinkney et soloalbum, One Degree, og begyndte så at studere psykologi. Hun fortsatte dog med at synge i forskellige sammenhænge, bl.a. i en vokalgruppe kaldet ntermezzo Choir Ministry. Her får I nummeret i en gammel optagelse fra tysk tv. Det er Pinkney i midten.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Bob Bogle, lead-guitarist i The Ventures, 1934-2009

27. juni 2009

The Ventures var amerikanernes svar på The Shadows tilbage i starten af tresserne.  Det var dengang, det endnu kunne lade sig gøre for en kunstner eller en gruppe at slå igennem uden sang. Bob Bogle måtte dog starte sit eget pladeselskab, Blue Horizon, sammen med sin moder og vennen Don Wilson for at få udgivet en plade. Den første “Cookies and Coke” floppede, men allerede med nr. 2, “Walk, don’t run” var successen i hus. Bob havde sikkert lyttet til Duane Eddy, da han omplantede en twangy guitarlyd til en elementær rock-sammenhæng. Og de holdt fast i det koncept i de følgende år. Dog var det karakteristisk for gruppen, at de som en kamæleon tog farve af de musikalske trends. Fx udsendte albummet Super Psychedelics i 1967, Twist with the Ventures i 1962 og Surfing i 1963.

Selv om interessen for instrumentalgrupper svandt voldsomt ind i løbet af halvfjerdserne, fortsatte gruppen ufortrødent med at spille og udsende album, og Ventures har vist været aktiv helt ind i dette årtusind. Sidste år blev de indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame.


The Ventures – Walk Don’t Run (1960)
by pomesu

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Steven Wells, journalist, 1960-2009

27. juni 2009

Endnu et dødsfald. Den 24. juni døde den britiske journalist Steven Wells. Hvis man regelmæssigt har læst New Musical Express siden slutningen af firserne vil man være stødt på Wells ligefremme og provokerende skriverier om musik. Hans vej ind i musikken var punken. Efter en ufordøjet skolegang blev han involveret i det politiske post-punkband The Mekons og fra midtfirserne gjorde han sig gældende som stand-up-poet ved diverse punk-musik-arrangementer. Det førte så til, at han begyndte at skrive i NME. Først under kunstnernavnet Susan Williams. Siden under sig eget navn. Wells var en uskolet skribent, der dyppede sin pen i sit hjerteblod og skiftevis lovpriste sine yndlingskunstnere til skyerne og tværede dem, han ikke brød sig om, ud som fluer på væggen. En skribent, drevet mere af lidenskabelig interesse for musik end af intellekt. Og det kan være ganske inspirerende og forfriskende i journalistik. Han døde af lymfekræft.

The Mekons Where Were You?

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Sky “Sunlight” Saxon 1946-2009

27. juni 2009

Døden høster blandt de kendte i disse dage. I går Michael Jackson, skuespillerinden og fotomodellen Farrah Fawcett og i forgårs ramte leen Sky Saxon, der var leder og sanger i den legendariske garagegruppe The Seeds. Saxons hjerte ville ikke mere. Han blev 71 år. Indtil sin død var Saxon, hvis borgerlige navn var Richard Elvern Marsh, aktiv som musiker, men hans plads i musikhistorien skyldes den korte tid med The Seeds, der med deres blanding af hippie-filosofi og rå, enkel britisk inspireret garage-rock blev kult og ikon for mange efterfølgende bands, ikke mindst i punken. Han trakterede bassen, skrev en del af gruppens sange og så gav han gruppen en særligt karakter med sin særprægede stemme. Nu er han ikke mere, men musikken spiller stadigvæk.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Michael Jackson 1958-2009

26. juni 2009

Ufatteligt og forudsigeligt. Michael Jackson er død som følge af en hjertestop, kun 50 år gammel. Ufatteligt, fordi det er svært at acceptere, at et menneske skal dø i en så ung alder. Forudsigeligt, når man tænker på mandens showbiz-skæbne. Da han døde stod han over for noget, der skulle være en slags kunstnerisk come back i form af en række koncerter i England. Et come back, der skulle bringe ham helt tilbage i det rampelys, der havde været en væsentlig del af hans liv siden barnsben.

For Michael Jackson levede på godt og ondt sit liv i underholdningsindstriens illusoriske verden – også da hans karriere blev smadret som følge af nogle pædofilianklager i 2003. Med sine famøse ansigtsforandringer, der gjorde ham til en racemæssig og kønsmæssig hybrid, en kompromisdannelse i en branche, der altid har været lige så fordomsfuld som det omkringliggende amerikanske samfund, blev han en produkt, der kunne sælges til gud og hvermand. Men projektet kunne kun lykkes i kraft af et kæmpemæssigt talent, der blev formet i årene med The Jackson Five og kulminerede med nogle af poppens bestsælgende og kunstnerisk vellykkede album, Off the Wall, Thriller, Bad og Dangerous.

Selv om Jackson efter sigende altid har haft et skrøbeligt helbred, så er det svært ikke at se en sammenhæng mellem den konstant belastning, det må have været at være en begæret popstjerne på showbiz’ kunstige himmel med et konstant krav om at overgå sig selv kunstnerisk – og siden blive detroniseret og foragtet i et land, der på den ene side intenst dyrker ungdommen og på den anden side nådesløst slagter dem, der tager interessen for børn og unge lidt for bogstaveligt. Med sin alt for tidlige død indskriver Jackson sig i rækken af kunstnere – fx Elvis Presley – der blev et offer for sin egen succes. Trist. Men her i bloggen vil vi glemme alt om næsen, der kunne falde af osv. og huske hans musikalske bedrifter…

TILBAGESPOLING


Michael Jackson – Thriller


Michaël Jackson – BEN (LIVE)
by noriko75

Skrevet i Musik Tagged , | 7 kommentarer »

Barry Beckett, tangentspiller, er død 66

16. juni 2009

Som en medblogger bemærkede engang, så kan blog “capac” godt virke lidt morbid engang imellem på grund af alle de nekrologer. Men jeg synes, at de musikere og kunstnere, der har bidraget til at give mit liv kulør, fortjener en minderune. Det gælder ikke mindst dem, der har arbejdet i baggrunden – uden for det skarpeste rampelys, fx sessionmusikere, sangsnedkere m.fl. En sådan størrelse var Barry Beckett, der var en af skaberne af den såkaldte Muscle Shoals Sound. I tresserne var ham som studiomusiker med i et band, der hurtigt fik navnet Muscle Shoals Rhytm Section (og det sigende kældenavn: The Swampers) og blev knyttet til Muscle Shoals Sound Studio, der blev ledet af den legendariske producer Jerry Wexler. Fra denne platform kom Beckett til at akkompagnere en lang række af tidens store navne, fra Aretha Franklin til Paul Simon. I halvfjerdserne begyndte Beckett også at virke som producer og arbejde bl.a. sammen med Bob Seeger (We’ve got tonite) og Bob Dylan (Slow Train Coming og Saved). Senere fik unge navne som Hank Williams Jr. og Phish glæde af hans kunnen. Han blev 66 år. Hvil i fred.

Barry Beckett har æren for orgelsoloen på Paul Simons Kodachrome.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Hugh Hopper – Soft Machine – er død

15. juni 2009

Hugh Hopper var en af de første og centrale medlemmer af den legendariske Canterbury Scene-gruppe Soft Machine. Han gik i skole sammen med vennen Robert Wyatt og var med, da Soft Machine lagde ud med ders første psychedelisk inspirerede debutalbum. En kort periode fungerede han som bandets road manager, men var ellers musikalsk aktiv frem til 1973. Hans basspil og leg med tekniske muligheder i studiet – fx båndsløjfer etc. – satte deres umiskendelige præg på Soft Machines fire første plader. I 1973 udsendte han sin første soloplade, 1984, og forlod Soft Machine til fordel for jazzen, i form af Stomu Yamasta, Carla Bley m.fl. Han gav selv udtryk for, at han var begyndt at kede sig i Soft Machine og ønskede at søge nye musikalske oplevelser. I stedet trådte Roy Babbington ind i Soft Machine, hvor ham blev de næste seks år. Hopper holdt dog kontakten til de gamle musikalske venner og var bl.a. med på Robert Wyatts roste “Rock Bottom” album i 1974. For et års tid siden fik han konstateret leukemi. Hvil i fred.


Soft Machine – “Teeth”
by nantrue

Skrevet i Musik Tagged , , | 2 kommentarer »

Helle Virkner er død, 83

10. juni 2009

For os ugebladslæsere kan det ikke komme helt overraskende, at den folkekære skuespillerinde Helle Virkner nu meldes død i en alder af 83. En kræftlidelse har fulgt hende den sidste tid. Alligevel gav det et lille rif i hjertet, da meddelsen dukkede op på skærmen. Selv om Helle Virkner i dag nok især huskes for sine glansroller i Huset på Christianshavn og Matador, så er det altid den unge, smukke, pæne pige fra halvtredsernes og de tidlige tresseres lystspil, der dukker op på min indre skærm. Hvil i fred.

Poeten og Lillemor (1959)

Skrevet i Musik Tagged , , , , | 5 kommentarer »

Koko Taylor -“Queen of Blues” – er død, 81

4. juni 2009

En kraftfuld, rå feminin bluesstemme er forstummet. Koko var aktiv til det sidste og var en stor inspiration for fx Janis Joplin og Bonnie Rait. Hun døde på grund af komplikationer i forbindelse med en operation. Hvil i fred.

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

Jay Bennett, ex-Wilco – 1963-2009

26. maj 2009


Det meddeles, at multi-instrumentalisten m.m. Jay Bennett er fundet død i sin seng kun 45 år gammel. Bennett var med i gruppen Wilco i perioden fra 1995 og frem til 2001, hvor han i forbindelse med indspilningen af ovenstående plade, Yankee Hotel Foxtrot, valgte at gå solovejen.Bag bruddet var også såkaldte musikalske uoverensstemmelser mellem Bennett og bandmedlemmet Jeff Tweedy. Noget af det, Bennett tilførte Wilco, var sansen for det melodiske i traditionen fra Beach Boys og Beatles og så noget guitarspil, der gav ham respekt både i og uden for gruppen. Det er sørme for tidligt at takke af i en alder af 45 år. Hvil i fred.

PS. Læs også Modstrøms nekrogram, hvor der bl.a. er link til noget musik med Jay Bennett.

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

Ældre nekrolog indlæg »