Indlæg tagget med nekrolog

Thomas Grue er død, 58 år

21. september 2010

 

Min gode medblogger Torben Bille lader tristheden sænke sig over bloggen ved meddelelsen om guitaristen Thomas Grues død (19. september). Grue var en af den slags musikere, der ikke stod helt fremme i spotlyset, men gjorde en markant forskel med sit instrument, rytmeguitaren. En sideman i ordet bedste betydning. Blandt de mange navne han gav musikalsk farve er: Lone Kellermann, Stig Møller, Niels Pind Pedersen, Skousen & Ingemann, C.V. Jørgensen, Frede Fup, Snold, Swing Jørgens Rytmecirkus, Røde Mor, Troels Trier, Leif Sylvester, Bjarne Liller, Clausen og Petersen, Jomfru Ane Band, Niels Skousen og Dione Band.
Jeg husker tydeligt en koncert med C. V. Jørgensen i Botanisk Have engang i halvfjerdserne. Det må have været omkring 1978*). Det var en VS-festival med solskin, chilenske empanadas og lokal øl fra Ceres. Og så kom det ganske lille band på scenen med Thomas Grue og Ivan Horn i forgrunden på guitarer – og gjorde Jørgensen-bandets renommé som “tilbagelænet” til skamme. Fantastisk, uforglemmelig koncert. En af den slags koncerter, hvor øjeblikke brænder sig fast i erindringens harddisk. Senere læste jeg et interview med C. V. Jørgensen, hvor han beskrev Thomas Grue som en guitarist, der lå “helt fremme på beatet”. Ja, det var der ingen tvivl om. Jeg kan forstå på Torbens nekrolog, at Grue også i livet lå helt fremme på beatet. Og det har nok haft sin pris. Hvil i fred du spillemand.


*) Jeg har siden fået bekræftet, at det var i 1978.

 

Mike Edwards – Electric Light Orchestra – er død, 62

6. september 2010

Den engelske cellist Mike Edwards døde den 3. september i en trafikulykke. Han blev 62 år. Edwards var medlem af Electric Light Orchestra i de formative år fra 1972 til 1975, hvor han satte sit tydelige musikalske aftryk på gruppens musik med sin aparte trakteren af celloen. Han kan høres på pladerne: s ELO II, On the Third Day, The Night The Light Went On (In Long Beach) og Eldorado. I årene efter ELO arbejdede Edwards som arrangør og komponist i teaterverdenen. Han skiftede også navn til Deva Pramada på grund af sin optagethed af zenbuddismen.

Kenny Edwards, musiker for bl.a. Linda Ronstadt, er død, 64 år

29. august 2010

Selv om det er mere end en uge siden, Kenny Edwards døde af kræft på et hospital i hjembyen Santa Barbara, så skal det omtales i denne blog.

Et fyrtårn, et pejlemærke, kaldte Linda Ronstadt ham i en kommentar til dødsfaldet ( i avisen Thursday ). Og uden Kenny Edwards ville Linda Ronstadst karriere nok have fået et andet forløb end tilfældet blev. De to kunstnere mødtes, da de efter high school dannede countryrockbandet The Stone Poneys, som blev springbrættet for Ronstadts karriere.

Da gruppen opløstes kort tid efter, at den var brudt igennem til en 13. plads pÃ¥ den amerikanske hitliste med Mike Nesmith-sangen “Different Drum”, dannede Edwards en anden rockgruppe, Bryndle, med Karla Bonoff, Andrew Gold og Wendy Waldman. Men han holdt ogsÃ¥ kontakten til Linda Ronstadt ved lige og spillede en central rolle som musiker, sanger, arrangør og idémand pÃ¥ mange af hendes soloplader. Det var sÃ¥ledes Edwards, der havde en stor del af æren for, at Ronstadt fik en førsteplads med sin udgave af Clint Ballards “You’re No Good” i 1967. Han havde ideerne til arrangementet og for den sound, der kom til at præge Ronstadt den første tid.

Han arbejdede også sammen med flere andre store kunstnere som fx Stevie Nicks, Don Henley, Art Grafunkel og Brian Wilson.

Den 18. august udåndede han efter at være kollapset på en turné med Karla Bonoff.

Jeg kan ikke se, om det er Edwards, der spiller bas pÃ¥ denne optagelse af “You’re no good”, men den er sÃ¥ fin, at den skal med alligevel…

Michael Been – The Call – er død, 60

28. august 2010

En trist nyhed. Guitaristen og sangeren Michael Been er død. Han døde af et hjertetilfælde, som ramte ham, da han som lydmand var på turné med Black Rebel Motorcycle Club. Robert Levon Been, Michaels søn, er leder af sidstnævnte band.

Michael Been (nr. 2 fra venstre pÃ¥ fotoet ovenfor) er især kendt for sin tid i det amerikanske band The Call, der i Ã¥rene 1980-2000 nÃ¥ede at udsende ti studiealbum plus det løse. Gruppen kom frem pÃ¥ et tidspunkt, hvor U2 var med til at sætte den musikalske dagorden med en stor lyd. Og det smittede af pÃ¥ The Calls musik, der pÃ¥ nogle af pladerne har en umiskendelig 80’er-sound. Men bag den tidstypiske gemmer sig musik, sange og tekster, der havde stor appel. Ikke mindst til andre musikere. Kendt er det, at Peter Gabriel blev sÃ¥ begejstret, at han i 1983 valgte The Call til at være support pÃ¥ hans Shock The Monkey Turné. Det førte bl.a. et gennembrud pÃ¥ MTV med sangen “When The Walls Came Down”. Og Garth Hudson fra The Band spillede keyboard pÃ¥ gruppens første tre album. PÃ¥ gruppens tredje album, Reconcile (1986), der udkom efter en ufrivillig pause pÃ¥ et par Ã¥r (pÃ¥ grund af et juridisk problem), fik det hjælp af deres fans og venner, Peter Gabriel, Garth Hudson, Robbie Robertson (ogsÃ¥ The Band) og Jim Kerr (frontfigur i Simple Minds). For at det ikke skal være løgn fik de ogsÃ¥ hjælp af Bono selv pÃ¥ deres 1989-udgivelse Let The Day Begin, hvor hans højhed syger backingvokal.

Noget hitlisteorkester blev The Call aldrig rigtig, selv om bandet solgte pænt. Men gruppen var et lysende eksempel på, at der også kom interessant musik ud af de såkaldt kedelige firsere. Gode sange med tekster, der både havde filosofiske og politiske dimensioner. Sange, som Michael Benn satte sig tydelig fingeraftryk på. En enkelt lytteværdig soloplade blev det også til. I 1994 kom On the Verge of a Nervous Breakthrough. Nu må Michael sætte strøm til de himmelske harper i stedet. Rock on.

En sangskriver er død, George David Weiss

24. august 2010

Forleden skrev jeg om vokalgruppen The Tokens og nævnte deres største hit “The Lion Sleeps Tonight”. Og i dag kan man sÃ¥ læse, at sangskriveren til nummeret, George David Weiss er død i den fremskredne alder af 89 Ã¥r.

Det var ikke uden omkostninger for den unge Weiss at vælge musikken som levevej. Familien – specielt moderen – var imod og ville have, at han skulle være advokat. Men talentet og hjertet ville det anderledes, og via en bachelorgrad fra det anerkendte uddannelsessted Juillard School blev musikkens hans levevej. Først som musiker – blandt andet i hæren – og senere som sangskriver. Mange af sangene blev til i samarbejde med andre, bl.a. Hugo Peretti og Luigi Creatore.

Til Weiss’ kendteste sange hører “Can’t Help Falling in Love”, som Elvis indspillede til filmen “Blue Hawaii” i 1961 og “What a Wonderful World”, et af Louis Armstrongs kendteste mainstreamnumre. Andre sange fra hans hÃ¥nd er: “That Sunday, That Summer” (Nat King Cole m.fl.), “Mr. Wonderful” (titelnummer til Broadwaymusicalen af samme navn), “Lullabye of Birdland” (Ella Fitzgerald m.fl.) og “Stay with me” (The Walker Brothers, Duffy m.fl.).

Torben rister ogsÃ¥ en minderune – Ã¥h Wimoweh…

Den sarte ekstremist Fritz Teufel er død

8. august 2010

‘Djævelen er død’ og ‘menneskeskænder’ stod der angiveligt pÃ¥ den seddel, politiet fandt i lørdags i nærheden af Fritz Teufels gravsted. Forleden blev Teufels urne gravet op af ukendte gravskændere, og hans aske blev strøet ud over grusgangene i nærheden af graven.

Episoden illustrerer tydeligvis den kulturelle og ikke mindst politiske betydning de mytologiske tressere og halvfjerdsere stadigvæk har. Det, der skete, i de to Ã¥rtier – kulturelt, politisk, seksuelt osv. – kaster stadigvæk lange bølger af betydning ind i vores tid – pÃ¥ godt og ondt. Og Fritz Teufels person rummede nogle af de modsætninger, der lÃ¥ i tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst i kulturel og politisk forstand, hvilket mÃ¥ske forklarer, hvorfor hans navn selv efter døden kan ophidse nogen.

Fritz Teufel havde gode forudsætninger for at blive en af tressernes ungdoms- og studenteroprørere. Han blev født i krigsåret 1943 i en børnerig familie og kom som tyverårig til at studere på det Fri Universitet i Berlin, et af de universiteter, der stod central i studenteroprørets storhedstid.

 

For Teufel blev Ã¥ret 1967 et skelsættende Ã¥r. Han deltog i den aktion, der siden blev kendt som “buddingeattentatet”. Den amerikanske vice-præsident Hubert H. Humprey (Hubert Who, som Tom Lehrer sang…) blev “bombarderet” med “bomber” bestÃ¥ende af mel og buddingepulver. Teufel og hans medsammensvorne blev arresteret, kom i medierne og blev løsladt dagen efter.

 

I juni samme år blev det mere alvorligt. Fritz og hans venner deltog i de demonstrationer mod Shahen som kom til at spille en væsentlig rolle i den politiske opvågnen, som tyske studenter oplevede. Fritz blev arresteret og anklaget for at have kastet en brosten. Nogle måneder senere blev han dog frikendt. I mellemtiden havde han gjort sig bemærket som provokatør i den retssag, han blev en del af.

Ã…ret ’67 var ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor han sammen med en række andre studenter etablerede det politisk baserede bofælleskab eller kollektiv, Kommune I. Først holdt kollektivet til i forfatteren Hans Magnus Enzenbergers lejlighed. Enzensberger var pÃ¥ studietur til Moskva, og hans eks-kone og broder var medlemmer af kommunen. Og da Enzensberger vendte tilbage flyttede kollektivet over i forfatteren Uwe Jonsons lejlighed. Eller rettere: de besatte den tomme lejlighed.
Kommune I bestod frem til 1969 og var et eksempel pÃ¥, hvor fantasifuld den tidlige politiske bevægelse var. Det var kommunarderne, som medlemmerne kaldtes, der fik ideen til “buddingeattentatet”. De politiske “aktioner” og “provokationer” var inspireret af bl.a. situationisterne, var ganske fredelige i deres form og havde især til formÃ¥l at skabe opmærksomhed i den ekspanderende medieoffentlighed, der da ogsÃ¥ slugte “Horror-Kommunens” absurde og groteske pÃ¥fund. Man kan hævde, at Fritz dengang var en tysk pendant de amerikanske yippier Abbie Hoffmann og europæiske provoer (Ole Grünbaum), der ogsÃ¥ forsøgte at pÃ¥virke offentligheden og den politiske debat med spektakulære happenings og aktioner. En politisk tradition, der havde forløbere blandt visse anarkister, dadaisterne, surrealisterne m.fl. og som stadigvæk eksisterer. I halvfjerdserne havde vi fx Solvognen og tænk blot pÃ¥ det par, der trængte ind pÃ¥ sidste Ã¥rs københavnske klimakonference iført festtøj – og fik enorm mediebevÃ¥genhed!

Fritz Teufel gled sidenhen over i retning af den fantasiløse form for politik, som blev kendt som byguerillaen. Altså den politisk utålmodige, tankeløse og ekstremt voldelige aktionsform, som bl.a. Rote Arme Fraktion stod for. Dermed blev den rød- og langhårede, sygekassebebrillede Fritz et symbol på en af tressernes og halvfjerdsernes politiske modsigelser.

 

SpørgsmÃ¥let er dog, om Fritz Teufel – hvis efternavn betyder Djævel – nogensinde for alvor blev en del af den gravalvorlige, sorte, virkelighedsfjerne politiske terrorisme? Ganske vist fik Fritz en fængselsstraf pÃ¥ to Ã¥r for fremstilling af sprængstoffer, men i pressen blev der rejst tvivl om anklagens holdbarhed. Og da han senere – i 1975 – blev anklaget for at stÃ¥ i ledtog med 2. Juni Bevægelsen, som bortførte CDU-formanden Peter Lorenz, havde han et skudsikkert alibi – pÃ¥ gerningstidspunktet arbejdede han pÃ¥ en fabrik i Essen – og mÃ¥tte løslades. Han blev dog straks anklaget igen. Denne gang lød pÃ¥standen, at han havde deltaget i en række bankrøverier, der havde det tilfælles, at røverne uddelte negerkys til personalet…

 

Hvad der er op og ned på anklagerne, kan være svært at vurdere udefra og på historisk afstand. Men et rimeligt gæt er, at Fritz Teufel nok har haft en vis sympati for byguerillaen. Ikke desto mindre slap han ikke sit politiske udgangspunkt i den mere farvestrålende og fantasifulde aktionisme. I firserne bekendte han sig til noget, han kaldte Spasgerilja, altså en aktionsform, der bygger på sjov og ballade. Og i en tv-udsendelse i 1982 oversprøjtede han den tyske finansminister Hans Matthöfer med trylleblæk.
Efter sin karriere i det tyske retsmaskineri ernærede Fritz Teufel sig som free lance-medarbejder ved den tyske avis taz og som cykelbud, og i 2001 modtog han Wolfgang-Neuss-Prisen for sin civilcourage. Fritz døde forleden, den 6. august, 67 år gammel. Den sarte ekstremist kalder Der Spiegel ham i en stor artikel. Selv om han måske blev afsporet og flirtede med terrorismen i halvfjerdserne, så forblev han dog en Spaßguerillero, der troede mere på fantasiens politiske kraft, på den frie, vilde kærlighed, på vigtigheden af at have det sjovt, glæden ved at ryge en joint og andre livsbekræftende aktiviteter.

“Broder Ben” – Ben Keith, pedal steel guitarist – er død, 73

28. juli 2010

Ben Keith, hvis borgerlige navn var Bennett Keith Schaeufele, blev især kendt som pedal steel guitaristen hos Neil Young, men sad også ind hos en lang række andre kunstnere: Terry Reid, Todd Rundgren, Lonnie Mack, The Band, David Crosby, Graham Nash, Paul Butterfield, J. J. Cale, Linda Ronstadt, Warren Zevon, Ian and Sylvia, Hungry Chuck, Emmylou Harris, Willie Nelson, Waylon Jennings, Anne Murray, Ringo Starr m.fl.

Neil og Keith to mødtes i 1971, da Young var ved at indspille hovedværket “Harvest” i Nashville. Young stod og manglede en pedal steel-spiller og sendte sin bassist Tim Drummond i byen. Han kom tilbage med Keith, der boede der. Keith satte sig ned og indspillede fem numre. Først bagefter hilste Neil og Keith pÃ¥ hinanden – og var nærmest uadskillelige siden hen. Broder Ben, som Neil Young ofte kaldte ham. Nu har Ben sluppet pedal steel-guitaren. 73 Ã¥r gammel.


Via Mod Strømmen
– og Torben sætter flere ord pÃ¥ her.

Sangskriveren Hank Cochran er død, 74 år

16. juli 2010

Lynn Anderson, Eddy Arnold, Chet Atkins, Junior Brown, Jimmy Buffett, Tracy Byrd, Johnny Cash, Patsy Cline, Elvis Costello, Bing Crosby, Don Gibson, Vern Gosdin, Ty Herndon, Merle Haggard, Emmylou Harris, Joe Henry, Harry James, Waylon Jennings, Tom Jones, Loretta Lynn, Dean Martin, Reba McEntire, Wayne Newton, Buck Owens, Elvis Presley, Ray Price, LeAnn Rimes, Linda Ronstadt, Nancy Sinatra, George Strait, Carla Thomas, Ernest Tubb og Lee Ann Womack er blot nogen af dem, der har sunget og indspillet sange af sangskriveren Hank Cochran, der døde i går i sit hjem Hendersonville, Tennessee 74 år gammel.

Cochran, der ogsÃ¥ havde en karriere som pladekunstner, blev mest kendt for “I fall to pieces”, som han skrev som ganske ung sammen med kollegaen Harlan Howard, og som Patsy Cline gjorde til et hit og til en af de sange, der definerede hende som countryfortolker. Cline gjorde ogsÃ¥ hans “She’s Got You” til et nr. 1 hit. Andre hits fra Cochrans hÃ¥nd er: “Make the World Go Away,” “Don’t You Ever Get Tired Of Hurting Me,” “The Chair” og “Miami, My Amy.”

Pete Quaife – Kinks’ første bassist – er død, 66

25. juni 2010

“I am overwhelmed with emotion- I literally can’t speak- we might never have done any of this without him. The Kinks were never really the Kinks without you.”
(Dave Davies, i Antiblog)

mb gør mig opmærksom pÃ¥, at Pete Quaife, bassist i The Kinks i de centrale Ã¥r 1961-1969, er død i en alder af 66 Ã¥r. Quaife var barndomsven med Ray Davies og kom med i The Kinks, da de endnu hed The Ravens og spillede kopimusik i lokalomrÃ¥det. Og han var med gruppens første kreative periode – fra gennembruddet med præ-punkrockklassikeren “You really got me” til hovedværket “The Kinks Are The Village Green Preservation Society”.

Men Quiafe var ikke tilfreds med sin plads i hierarkiet, hvor Ray Davies var overhunden, der bestemte, hvad der var på dagsordenen. Derfor forlod han gruppen i 1966. Efter et mislykket forsøg på at slå igennem med country-rock-ensemblet Mapleoak, der blandt andet spillet meget i Danmark, som Quaife havde et nært forhold til, sagde Quaife farvel til den professionelle musik i 1980 og slog sig ned som grafiker i Canada.

Den faktiske dødsårsag er endnu ikke kendt. Rolling Stone har en større nekrolog her.

Ray Davies siger farvel til sin gamle ven på Glastonbury

Jimmy “Big Bad John” Dean er død, 81 Ã¥r

14. juni 2010

Countrysangeren Jimmy Dean var næsten, hvad man kalder et one hit wonder. AltsÃ¥ en kunstner, der hitter gevaldigt en enkelt gang for sÃ¥ at glide mere eller mindre i glemslen – eller i hvert fald ned i den ende af hitlisten, hvor opmærksomheden ikke er stor. Og selv om han faktisk ogsÃ¥ fik et nr. 1 hit pÃ¥ den amerikanske countryhitliste med The First Thing Ev’ry Morning (The First Thing Ev’ry Night) i 1964, sÃ¥ er det megahittet Big Bad John, han huskes for. Og med rette.

For Big Bad John besidder de banale, og dog sÃ¥ svære, popkvaliteter, der skal til for at sikre en sang en lang levetid i folks bevidsthed. Først og fremmest et til det irriterende grænsende omkvæd, der klæber til ens korttidshukommelse med det samme – og derefter bevæger sig ned i hukommelsens lag. I øvrigt en klassisk countrysang af den slags, hvor en maskulin, mørk mandestemme foredrager eller reciterer en historie akkompagneret af et kor og nogle instrumenter. En recept, der flere gange er afprøvet med succes i countrymusikken.
Jimmy Deans karriere strakte sig over mere end halvtreds Ã¥r fra debuten i 1953. Han udgav et hav af plader, havde pÃ¥ et tidspunkt i midten af tresserne sit eget tv-show “The Jimmy Dean Show”, hvor han præsenterede countrynavne, forsøgte sig ogsÃ¥ med skuespilleriet (var bl.a. med i Bondfilmen Diamonds Are Forever som excentrisk millionær) og startede sin egen produktion af pølser. De sidste mange Ã¥r levede han halvt tilbagetrukket og brugte de penge, han havde tjent som kunstner og salget af sin pølsefabrik.
I følge nekrologskriverne døde Jimmy Dean en ganske fredelig død foran tv’et med sin tv-dinner.
Med Big Bad John sikrede Jimmy Dean sig en varig plads på mit personlige lydspor.