David (Davy, Davey..) Graham døde den 15. december. Enhver med interesse for engelsk tresser- folk vil kende hans navn, for hans guitarspil inspirerede alle de store guitarister fra perioden: John Renbourn, Bert Jansch, Paul Simon, Jimmy Page osv. Hans instrumentalnummer “Anji” har været en fortsat udfordring for guitarister i øverummet. Uden hans udvikling af guitarspillet ville bands som Pentangle og Fairport Convention have lydt anderledes. Hvil i fred.
Elvis Presley, Everly Brothers, Roy Orbison, Patsy Cline, Johnny Cash og mange flere kan takke Buddy Harman for, at trommerytmerne sad som de skulle på flere af deres store hits. I halvtredserne blev han en del af det berømte Nashville “A-Team”, en flok, håndplukkede drevne musikere, der kunne sikre Nashville-country-musikkens høje kvalitet. Og han var med til at udvikle trommespillet i country-musikken til det, det er i dag. Hvil i fred.
Som omtalt ville Jim Morrison fra The Doors være blevet pensionist for nogle dage siden, hvis han ellers havde levet længe nok. Derfor er det lidt underligt at læse, at hans far døde for en lille månedstid siden i den fremskredne alder af 89 år. Jims rolle i ungdomskulturen og -oprøret i tresserne var uden tvivl også et faderoprør. George var højt dekoreret soldat fra den amerikanske krigsflåde og gjorde tjeneste i Vietnam. Efter sigende var familie Morrison præget af meget traditionelle og dybt konservative værdier. Noget Jim altså forsøgte at lægge afstand til…
Dennis Jost var forsanger i bandet Classics IV, der blev dannet i 1965. I starten var de “bare” et cover-band, men senere – i 1967 – da de fik kontrakt med Imperial Records blev deres musik mere original. I 1968 fik det et større hit med “Spooky”, et instrumentalnummer, som de havde omsat til et sangnummer. “Spooky” strøg til tops i USA og er det nummer, de fleste vil huske bandet for. Hittet blev fulgt op af endnu to topscorere, “Stormy” (1968) og “Traces” (1969). og et mindre hit, “Everday With You Girl”, der “kun” kom på top 20. Selv om bandet ikke siden fik hits af betydning, fortsatte det med at være aktivt helt frem til vort årti. Og hele tiden med Dennis Yost som forsanger. I 2006 kom Yost alvorligt til skade ved et fald, og dermed var det praktisk talt slut med Classics IV, der var centreret om Yosts stemme. Nu er manden død. Hvil i fred.
Los Angeles Times beretter, at Harold “Hal” Kant er død af kræft. Hal tog sig gennem mere end tredive år af Grateful Deads juridiske opgaver og var ledende rådgiver for “forretningen” Grateful Dead. Når det er værd at nævne, så er det, fordi rock- og pophistorien er brolagt med historier om svindelagtige managere, daglejeragtige pladekontrakter og anden økonomisk udnyttelse af kunstnerne. Ha Kant var en af dem, der bragte anstændigheden ind i musikindustrien i form af sober rådgivning og vejledning af Grateful Dead, der fremstod som inkarnationen af de flippede tresseres livsform og ideologi. Uden Kants styring af forretningen ville Grateful Dead have været knap så taknemmelige. I nekrologen fortælles en lille sjov anekdote, der siger en del om mandens kvaliteter. På et tidspunkt kreerede iskræmfirmaet Ben & Jerry en is kaldet Cherry Garcia. Uden så meget som at spørge Jerry Garcia. Derfor ville Kant tage sagen op, medens Garcia mente, at ‘det heldigvis ikke var en motorolie”, de havde navngivet efter ham. Hvortil Kant svarede: “They will name a motor oil after you if you don’t confront this, Jerry. You’ll have no control over your name at all”. Hvil i fred, Hal Kant.
Ovre hos Modstrøm ser jeg, at Odetta er død. Hjertet ville ikke mere, og hun når ikke – som hun havde håbet – at synge ved Barack Obamas indsættelse som præsident. Det kunne man eller godt have undt hende, der er blevet kald Borgerretsbevægelsens Stemme. Med sin dybe, smukke stemme og markante fortolkninger af blues,spirituals og andre sange op gennem 40’erne og 50’erne fik hun stor indflydelse på det, der skete i tresserne. Ikke mindst for folkkunstnere som Bob Dylan og Joan Baez. Odetta var et barn af den store Depression i trediverne, og det prægede hende politisk og musikalsk. Hun forblev et aktivt element i kampen for de farvedes borgerlige rettigheder til sin død. Hvil i fred, Odetta.
Luderin Darbone voksede op i Texas, hvor han sugede til sig af de dominerende musikalske stilarter, blues, hillbilly og western swing. Han musikalske forældre havde givet ham en fiddle, da han blev tolv år, og et tilhørende brevkursus i, hvordan man spillede på et sådant instrument. I 1930 blev han venner med guitaristen Edsin Duhon, og sammen kom de til at udgøre rygraden i bandet Hackberry Ramblers. Bandet havde pæn succes, indtil rock’n roll’en slog igennem og gjorde det svært for bandet at holde fast i de unge. Men heldet var med dem, og i 1963 fik de mulighed for at indspille det banebrydende album Louisiana Cajun Music, der nød godt af den voksende interesse for folkemusik og stimulerede mange unge cajun-musikere til at genopdyrke deres forfædres musik. Det var længe, inden Chilli John kunne leve af at krydre danskernes gryder og cajun-musik i almindelighed var noget, man lagde ører til. Luderin Darbone holdt fast i cajun-musikken og så sendt som i 1993 udsendte han og Ramblers albummet Cajun Boogie, der fik fine anmeldelser over hele linjen. Hvil i fred – og laissez les bon temps rouler!
Jeg opdagede lige, at bluessanger- og skuespillerinden Mae Mercer for nylig døde i en alder af 76 år. Mae havde en – for en bluessangerinden – usædvanlig karriere, fordi hun som ganske ung slog igennem i Europa. Det var hendes store held, at de blueselskende franskmænd lavede et tv-program – Singing The Blues: Mae Mercer Blues – der med et slag gjorde hende kendt i blueskredse. Inden hun vendte tilbage til staterne i slutningen af tresserne, nåede hun at indspille film i Italien og spille sammen med en række kendte engelske musikere, blandt andet The Artwoods, der talte Ron Woods storebroder, Art, Keef Hartley og Jon Lord (Deep Purple). Efter sin hjemkomst gjorde hun sig blandt andet bemærket som filmskuespillerinde i to Clint Eastwood-værker. Den ene Dirty Harry, hvor hun agerede moder til et myrdet barn.
Mae Mercer havde en unik, mørk og dyb bluesstemme, som vi heldigvis kan lytte til hinsides graven. Hvil i fred.
Guitaristen og sangskriveren Richey Edwards i Manic Street Preachers forsvandt sporløst den 1. februar 1995. Han skulle være fløjet til USA på en promotion-tur, men dukkede aldrig op. Sporene efter kunne følges til hans bil, der blev fundet med flat batteri, i nærheden af Severn Bridge, der ofte har været brugt af selvmordere. Derfor antog man, at den depressive Edwards havde endt sine dage dér. Edwards er aldrig blevet fundet, men den 23. november blev han officielt erklæret død.
Det fortælles, at forsangeren i den seneste udgave af Canned Heat, Robert Lucas, er død som følge af en overdosis etellerandet. Lucas, der kom fra Australien, kom med i bandet i 1994 og forlod det igen for ganske nylig for at hellige sig sin solokarriere. Hvil i fred.
Canned Heat Going up the Country live Rock Australia
For snart længe siden omtalte vi disse hersens teenage-tragedie-sange, der blev vældig populære omkring starten af tresserne med hits som Ray Petersons “Tell Laura”, Jan & Deans “Dead Man’s Curve” m. fl. Ophavsmanden til denne bølge var rockabillysangeren og -sangskriveren Ralph Joseph Reynolds, der forleden døde i en alder af 75 år. Med sit hit “Endless Sleep” fra 1958 – Reynolds eneste og store hit – startede han den bølge af sange om for tidlig teenagerdød og knuste hjerter i popsovs, som årene derefter hærgede på især de amerikanske hitlister. Pladen solgte millioner af eksemplarer, men Reynolds kunne ikke levere flere uforglemmelige sange, selv om han fortsatte med at indspille musik og optræde mange år frem ved siden af jobbet som ejendomsmægler. Men den historie har man jo hørt før. Hvil i fred.
Via min veninde Gertrud og Gaffa erfarer jeg, at guitaristen Hilmer Hassig – NAIVE, Scatterbrain, Kliché, Lars HUG og Loveshop – natten til søndag omkom i en trafikulykke i København. Et stort tab for dansk rytmisk musik. Hassig blev kun 47 år. Hvil i fred.
åh nej, skriver min veninde Gertrud i en mail, nu er Jimi Hendrix Experience væk. Tilbage er kun rillerne, (musik)sporene. Mitchell døde i onsdags på et hotelværelse i Portland, Oregon, efter at have deltaget i Experience Hendrix Tribute Tour. Dødsårsagen er endnu ukendt. Sammen med basisten Noel Redding udgjorde Mitchell den solide engelske backing bag Jimi Hendrix’ innovative og stilskabende guitarspil. Chas Chandler – den kendte basist fra The Animals og senere talentspejder, producer m.m. – havde opdaget Hendrix i en klub i New York og sørgede for at transportere ham til London, hvor The Experience blev etableret. Selv om Mitchell var ganske ung, havde han allerede dengang fået et vist ry som en god, fleksibel jazz-inspireret trommeslager. Han havde blandt andet spillet med The Pretty Things og Georgie Fame. Mitchell spillede med Hendrix til dennes alt for tidlige død og var med til at gøre de tre album Are You Experienced (67), Axis: Bold as Love (67) og Electric Ladyland (68) til de mesterværker, de er den dag i dag. Senere blev han en del af bandet Ramatam. Mitchell var også en af bagmændene bag de posthume Hendrix-udgivelser “The Cry of Love” og “Rainbow Bridge”. Hvil i fred du gamle.
Miriam Makebas The Click Song var nok en af mine første indgange til det, man i dag kalder world music. I hvert fald til afrikansk musik. I tresserne var det ret ualmindeligt at høre musik fra eksotiske steder som Afrika, men Miriam Makeba lykkedes at slå igennem i USA – takket være en anden outsider, Harry Belafonte, der hjalp hende på vej. Det lykkedes hende sågar at vinde en Grammy for den bedste folk-plade i 1966. Det var for duoprojektet An Evening With Belafonte/Makeba. Som Belafonte var Makeba også et politisk aktivt menneske, der gjorde, hvad hun kunne for at bekæmpe apartheit-styret i Sydafrika. Det betød blandt andet, at hun i en periode mistede sit sydafrikanske statsborgerskab. Senere blev hun nærmest bandlyst i USA, fordi hun formastede sig til at gifte sig med den kendte Black Panther-leder Stokely Carmichael. Men Makeba fortsatte sin karriere i Afrika og Europa. Efter apartheid-styrets fald i Sydafrika sørgede Nelson Mandela for, at hun kunne vende tilbage til sit fædreland. Ud over The Click Song var hendes største hit nok Pata Pata, som jeg har hørt utallige gange i radioen. Miriam Makeba var aktiv til det sidste, og døde forleden af et hjertetilfælde. Hvil i fred.
Nr. 2 fra højre på billedet ovenfor er Jimmy Carl Black. Fotografiet pryder opslaget på Mothers of Inventions-albummet “We’re only in it for the Money”, Frank Zappas og mødrenes grumme kommentar til The Beatles og deres Sgt. Pepper. Jimmy var gruppens daværende trommeslager og eneste “indianer”, med hans egne indledende ord på pladen. Nu er han død i en alder af 70 efter en kræftsygdom. Black, der nedstammede fra Cheyenne-indianerne, var medlem af gruppen Soul Giants i tresserne. På et tidspunkt kom hr. Zappa ind i gruppen, overtog den “efter tre dage” (Black) og forvandlede den til sin Mothers of Invention. Her var Black trommeslager frem til 1969, hvor konstellationen gik i opløsning. Siden spillede Black sammen med Captain Beefheart, Arthur Brown m.fl. Hvil i fred.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger