CAPAC

En ung kollega overbragte mig den triste nyhed om Joe Cockers død. 70 år gammel, af lungekræft. Med sin rå, raspende stemme og sine spasmodiske kropsbevægelser inkarnerede han i starten af sin karriere selve billedet af rocksangeren – for mig i hvert fald. Billedet af en sanger, der ikke passede ind i de foregående årtiers forestillinger om, hvordan en sanger kunne se ud og lyde. Jeg har aldrig været decideret fan af Joe Cocker og foretrækker de plader og den musik, han lavede i tresserne og starten af halvfjerdserne. Jeg synes hans stjerne dalede noget i firserne. – Men rocken har mistet en særpræget stemme. Hvil i fred.

I have lost a dear friend and British rock has lost one of its greatest players and funniest racontuers. RIP Ian McLagan Billy Brag

Og inden bloggen lukker ned for denne omgang, så skal vi lige mindes en musiker, der netop har forladt os. Ian McLagan, tangentspiller hos såvel The Small Faces og efterfølgerne Faces. Han blev 69 år og døde af komplikationer i forbindelse med et hjertetilfælde. McLagan lagde ikke alene et markant keyboard til de to gruppers musik, men var også medskaber til nogle af de store sange, fx “Cindy Incidentally” og “You’re so rude”.

McLagans musikalske løbebane var næste klassisk. Han voksede op med halvtredserrock’ roll og holdt fast i interessen for rocken i tiden efter. Efter sigende var en koncert med Rolling Stones nærmest en åbenbaring for en ung Ian McLagan. I 1965 kom han med i Small Faces . Og da Steve Marriott forlod dette band for at danne Humble Pie opstod Faces af asken – med McLagan som keyboardspiller. Senere holdt McLagan kontakt med Rod Stewart og indspillede med ham, når McLagan ikke lige havde travlt med at hjælpe fx Rolling Åštones og andre kændisser. I de senere år havde McLagan sit eget band, Bump Band.

McLagan var selvfølgelig også med på denne perle…

Mr. Acker Bilk var med sin klarinet med til at male min barndoms musikalske bagtæppe. Han blev spillet flittigt, som jeg husker det, på Danmarks radios program 3, hvor Giro 413 og andre populære programmer blev sendt. Nu er Bilk død i en alder af 85 år.

Det jeg forbinder med Bilk var lyden af klarinetten mere end Bilks jazzgrundlag. Sammen med Benny Goodman var han indbegrebet af klarinetlyden dengang. Et lidt overset instrument i populærmusikken – stadigvæk, hvis du spørger mig.

Lad os så bare tage hans store succes… Strangers on the Shore

Og lidt af den jazz, han var forankret i… Creole Jazz

åh nej, nåede jeg lige at tænke, da nyheden om bassisten, sangeren m.m. Jack Bruce tikkede ind. Kendt og skattet for sin indsats i det toneangivende tresserband Cream, hvor han spillede sammen med Eric Clapton og Ginger Baker. En af rockens helt store trioer med helt sin egen sound. Jack Bruce døde i sit hjem 71 år gammel. Dødsårsagen er ikke oplyst endnu.

Tilføjelse: Det oplyses nu, at dødsårsagen skyldes en leversygdom.

Tilbagespoling: Da Jack Bruce fyldte 70.

Og Bruce og de andre to, da de var med i en dansk spillefilm:

Tak til Gertrud for linket…

Da glamrocken satte dagsordenen i rocken sprang den gamle rocker Shane Fenton ud som Alvin Stardust. Navnet fortalte alt om transformationen fra gammeldags rock til glam. Med “My Coo-Ca-Choo” bragede Alvin Stjernestøv ind på hitlisterne.

Bag Stardust og Fenton gemte sig en dreng ved navn Bernard Jewry fra Finchley, hvor han blev født i 1942. Som ganske ung blev han inficeret at rock’n roll- virussen. Og via et job som turmanager for Johnny Theakston and the Beat Boys kom han ind i den gruppe, der siden blev til Shane Fenton and the Fentones, der fik nogle mindre hits og figurerede på plakaterne til rock’n roll-shows rundt om i Storbritannien. Da Beatlemania blæste hen over de britiske øer, dalede interessen for musik som den, the Fentones stod for – og i nogle år måtte Bernard tage til tak med småjobs på passagerbåde og i små folkklubber.

Det var Bernards held, at produceren Pete Shelley i 1973 ledte efter en sanger, der kunne synge “My Coo-Ca-Choo”. Den blev straks et hit og blev fulgt op af flere hits, der kombinerede glamrock med dansante disko- eller balladetoner.

Alvin Stardust var aktiv til det sidste og skulle efter planen have udgivet et album i næste måned. Det nåede han ikke at opleve, da han døde den 23. oktober af prostatakræft. 72 år gammel.

Paul Revere, der fredeligt sov ind forlede i en alder af 76  år, er uløseligt forbundet til bandet The Raiders, der blev dannet tilbage i 1958 og først kaldte sig The Downbeats. I 1960 skiftede de så navn til Paul Revere and the Raiders i forbindelse med deres første pladeindspilning for Gardena Records.

Paul Revere and the Raiders var en af datidens instrumentalbands og Revere tog sig af orglet. De første år havde de moderat regional succes i Idaho, hvor de hørte til. Det nationale gennembrud kom da de i midten af tresserne fik mulighed for at optræde på tv – bl.a. hos den berømte tv-personlighed Dick Clark. En blanding af humoristisk sceneoptræden ( i borgerkrigssoldateruniveformer og med diverse slap stick-indslag) og fængende rocknumre blev de vældig populære hos de unge seere. De hittede med sange som “Kicks”, “Hungry”, “The Great Airplane Strike”, “Good thing” og “Him or me – what’s it gonna be”.

Bandets storhedstid var tresserne, men selv om de forlod hitlisterne så fortsatte de – med utallige udskiftninger – og har været aktive helt frem til 2014, hvor Paul Revere trak sig tilbage og senere døde i sit hjem i Idaho.

Ved meddelelsen om Robin Williams alt for tidlige død for egen hånd gled mine tanker lynhurtigt gennem de sidste tre år af mit liv, hvor jeg har mødt et skræmmende højt antal mennesker, der lider af depression (ofte i kombination med angstsymptomer og andet). Som oftest har jeg først fået det at vide efter at vi har snakket sammen i længere tid, for typisk for de depressionsramte, så kan man som hovedregel ikke se på personen, at han/hun lider af en depression. Det er først, når man får skrabet lidt i den sociale overflade af “jamen-jeg-har-det-godt-og-det går-fint”, at den indre dæmon viser noget af sit ansigt. På min natlektyrehylde ligger en bog med titlen The Noonday Demon, og dens mange hundrede af sider handler netop om denne dæmon, der i disse år plager alt for mange mennesker. Ofte i en sådan grad, at de har svært ved at fungere i en familie og i et almindeligt job.

Robin Williams var – kan man læse – en af disse depressionsramte.

Hans skuespillergerning vil blive endevendt den kommende tid i medierne. Selv vil jeg nøjes med at anbefale en enkelt film eller to i mandens værk. Film, der begge viser mange af mandens faglige kvaliteter som skuespiller, blandt andet og ikke mindst dobbelthed af indre smerte eller uro og ydre normalitet.

Den ene film er Awakenings fra 1990, hvor Williams spiller lægen Dr. Malcolm Sayer, der vækker en række katatoniske patienter af en dyb søvn med et nyt medikament, L-Dopa. Filmen bygger på neurologen Oliver Sacks oplevelser og er – set i lyset af dagens meddelelse – en lang og smuk hyldest til livet.

Den anden – og måske lidt oversete – film er thrilleren Insomnia fra 2002, hvor Williams spiller over for Al Pacino og Hilary Swank. Filmen, der er et remake af en norsk film med samme titel, er en sublim thriller, og Williams udfylder med sin dobbeltbundethed rollen som en mistænkt med bravour. Måske ikke en af Williams største roller, men bestemt en af hans bedste.

Man vender ryggen til nyhedsstrømmen et øjeblik, og straks har manden med leen været der og gjort indhug i vore musikalske idoler. Denne gang var det trommeslageren Torben Sardorf – kendt fra den centrale tresserband The Hitmakers – der måtte undgælde. Torben døde tidlig onsdag morgen.

Tak for information til Poul Nowack.

Om Sardorfs betydning for Hitmakers kan man bl.a. læse i Torben Billes fødselsdagsportræt af Hitmakersforsangeren Jørgen Krabbenhøft – lige her.

Dagen starter med den triste meddelelse om, at Tommy Ramone – en af grundlæggerne af det legendariske, stilskabebende New Yorkerpunkband Ramones – er død kun 62 år gammel. Han måtte opgive kampen mod en kræftlidelse. Tommy, der egentlig hed Erdelye til efternavn, før han blev ophøjet til broderskabet af Ramoner, var den sidste fra den oprindelige kvartet.

Den eneste måde at markere dødsannoncerne på er selvfølgelig at hive vinylerne ud af gemmerne eller Ramonescdboksen og lytte fra ende til anden. Rock on Tommy.

Mod Strømmen gør mig opmærksom på, at Mabon ‘Teenie’ Hodges er død i en alder af kun 68 år. Navnet siger nok de færreste noget, men når man tilføjer, at det var ham, der var med til at skrive sangen “Take me to the River” sammen med Al Green, så forstår man måske, hvorfor hans død er værd at nævne.

Al Green lavede ordene til teksten og sammen komponerede Green og Hodges musikken. I følge David Byrne handler sangen om teenagebegær og religion (baptisme). Jeg skal nok afholde mig fra at komme med en konkluderende fortolkning af sangen, men det er en af populærmusikkens mest tankeudfordrende tekster. Her er den i en udgave, jeg holder meget af, med Talking Heads fra filmen Stop Making Sense. Alene Hodges medvirken som komponist til denne sang burde sikre ham en plads i musikhistorien.

“Little” Jimmy Scott – eller James Victor “Jimmy” Scott – døde den 12. juni af et hjertestop, 88 år gammel. Jimmy led af Kallmanns syndrom, der hæmmer eller umuliggør, at et individ kommer i puberteten. Og i Jimmys tilfælde betød det bl.a., at han var udstyret med en særegen stemme, en meget lys kontraalt. Handicappet betød også, at han mødte uvilje og modstand i sit professionelle virke som jazzmusiker senere i livet. Da han sang med Lionel Hampton Band – fx i hittet fra de sene 1940’er “Everybody’s Somebody’s Fool” – blev han ikke krediteret for sin sang på pladeselskabet. Og denne negligering gentog sig senere i andre sammenhænge. Til gengæld nød han stor respekt blandt andre kunstnere som Billie Holiday, Ray Charles og Frankie Valli.

I 1963 tog Ray Charles Jimmy under sine kunstneriske vinger og gav ham en pladekontrakt med Charles’ Tangerine Records. Her indspillede han albummet Falling in love i wonderful, der siden hen er blevet et standardjazzalbum. Men af kontraktlige grunde blev pladen først udsendt fyrre år efter indspilningen.

I sentresserne forlod Jimmy musikken og ernærede sig med almindelige jobs i hjembyen Cleveland. Men han vendte tilbage, da han deltog i vennen Doc Pomus’ begravelse i 1991. Her oplevede Lou Reed Jimmy synge, og han overtalte ham til at synge med på sit album Magic and loss. Og det var hans medvirken i sangen “Power and Glory“, der fik Jimmy Scott ind i mit musikunivers.

På de sociale medier fortæller Jerry Ritz, at popmusikeren Tommy Blom  er død. Og de svenske aviser uddyber med at fortælle, at hans gang på jorden blev afbrudt af en alvorlig kræftsygdom, der tog livet af ham i søndags.

Tommy blev kendt, da han blev forsanger i Tages skifflegroup i sommeren 1963. Sammen med fire andre drenge i alderen 16-17 år vandt de året efter en konkurrence om at blive Vestkystens Beatles. Da havde de ændret navnet til Tages, og kort tid efter kom deres første single “Sleep little girl”, der røg ind på den svenske top 10. Og flere singler fulgte i denne plades spor, fx Should Be Glad, Don’t Turn Your Back, The One For You, So Many Girls, I’ll Be Doggone, In My Dreams og Miss Mac Baren. I oktorber 1964 udsendtes albummet Studio, der er mange betragtes som det bedste album, der kom ud af tressernes svenske pop. Ialt fem album nåede Tages at indspille i årene 1965-1967. Successen fortsatte frem til august 1968, hvor Tommy Blom besluttede sig for at forlade gruppen. I tiden efter Tages forsøgte Blom sig som solist uden samme succesrate. Han arbejdede også som booker (for Magnus Uggla), arbejdede i turistbranchen i Spanien, arbejdede på en lokalradio i Stockholm som DJ og spillede med i orkestrene New Generation og The Cadillac Band.

Den 1. marts 2013 omtalte jeg Jacob Eriksens og Koldstarts album Antarctica og skrev bl.a. om pladens baggrund: “Baggrunden for pladen er alvorlig. Eriksen blev for nogle år siden ramt af en blodprop i hjernen og sendt derud, hvor tankerne om livet og døden blev mere presserende, end det måske ellers gør, når hverdagens hamsterhjul kører. Det blev til en del tekster, der først fik deres musikalske forløsning, da Eriksen fandt sammen med Simmelsgaard”. Og det var ikke første gang denne skæbne ramte Eriksen. Tre år før han udsendte sit soloalbum Populær Mekanik (2009) var det også sket. Og i dag kan man så i Gaffa læse, at endnu en blodprop har revet den 48-årige singer-songwriter bort fra denne verden.

Jacob blev først kendt som forgrundsfigur i det fine band Shirtsville, der udgav tre fornemme album og fik en mindre hit med titelsangen til det første album “Girls deserve the Best”. Siden arbejdede han med musikpolitik, udsendte sit soloalbum og så Antartica.

Jacob er blevet sammenlignet med Steffen Brandt og Peter Olesen. Og det var i samme liga, han befandt sig som sangskriver, så det siger sig selv, at det er et væsentlig tab for dansk populærmusik, vi står konfronteret med i dag.

Hvil i fred Jacob.

åh nej, tænkte jeg straks, da jeg læste, at en blærekræftsygdom havde afkortet den amerikanske singer-songwriter Jesse Wincesters liv. 69 år gammel blev Jesse Winchester, der begyndte sin løbebane som singer-songwriter i 1967, hvor han forlod sydstaterne, hvor han kom til verden, og tog til Canada for at undgå at blive sendt til Vietnam som amerikansk soldat. Uden nogen forestilling om, at han nogensinde ville kunne vende tilbage til hjemlandet. For militærnægteri blev nærmest opfattet som landsforrædderi dengang – i hvert fald i magthaverkredse. Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at Jesses far havde gjort karriere i netop den amerikanske flyvevåben.

Den frivilige landsforvisning afspejlede sig i debutalbummet Jesse Winchester i form af følsomme erindringsbetonede sange om de sydstater, der var hjemegnen for troubadouren. Yankee Lady og Biloxi hedder et par af de mest kendte.

Winchesters musik var en form for americana, der trak på såvel blues, gospel, soul og hvid country. Og hans tekster var ordknappe, fyndige sange om hverdagen og det, der rager ud over hverdagen. Winchester valgte musikken som sin levevej, men havde faktisk en lovende akademisk karriere og opholdt sig på et tidspunkt som tyskstuderende ved universitetet i Munchen. Men musikken havde allerede fået sit faste tag i den unge universitetsstuderende. Og heldigvis for det.

I Canada blev Winchester en del af den singer-songwriter-trend, der begyndte at vokse frem i tresserne og halvfjerdserne. Og via en bekendt kom han i kontakt med Robbie Robertson fra The Band – og han sørgede for at Winchester kom i stalden hos Bands manager og at Jesse fik en pladekontrakt til sin debut. Pladen er i øvrigt produceret af Robertson.

I 1973 udstedte præsiden Jimmy Carter en general amnesti til Vietnam-krigens militærnægtere. Og Jesse Winchester kunne vende tilbage til USA og give sine første koncerter i hjemlandet. Og Winchester gjorde det, selv om det var med blandede følelser. Et sted følte han, at han havde svigtet sin hjemstavn. Med hjemvendelsen kom også en vis kommerciel succes. Uden at sælge stort lykkedes det for ham at vise sig på de amerikanske hitlister, selv om det var langt nede på listerne. Det var også især som sangleverandør til andre – fra Emmylou Harris til Joan Baez – han kunne tjene penge til dagen og vejen.

Winchester sidste plade kom i 2009 Love Filling Station – men han nåede vist at indspille endnu en, der venter på sin udgivelse. I 2011 fik han en kræftdiagnose og den har nu kostet ham livet.

I 2012 udkom hyldestalbummet Quiet About It, hvor en lang række kunstnere hyldede den gamle sydstatssingersongwriter.

I dag er det et år siden Torben Bille endegyldigt slap tastaturet og forlod denne verden. Et år, der blot – for mig i hvert fald – har gjort det klart, at det hul Torben efterlod i musikpressen ikke rigtig er blevet fyldt ud igen. I stedet for at græde snot på denne triste mindedag, vil jeg give musikken det sidste ord, for musikken fik altid det sidste ord i Torbens liv (som han bla. bemærkede i sin artikelsamling Brock). Derfor vil jeg overlade ordet til en gruppe, som Torben satte stor pris på… The Young Rascals.

PS. Billedet af Torben – i Peder Bundgaards streg – er lånt fra Torben endnu aktive Facebookside. Tak.