Indlæg tagget med nekrolog

Endnu et dødsfald: Cloetha ‘Cleedie’ Staples – 78 Ã¥r

23. februar 2013

Det lader til, at nekrologerne kommer til at fylde godt her de første mÃ¥neder af 2013. I dag kan jeg sÃ¥ kaste et par runer efter Cleotha “Cleedi” Staples, der er død 78 Ã¥r gammel. Cleotha, der sine sidste Ã¥r led af Alzheimer-sygdommen, var en af grundlæggerne af The Staple Singers. Sammen med søstrene Mavis (der pt arbejder sammen med bl.a. Jeff Tweedy) og Yvonne, broderen Pervis og faderen “Pops” Roebuck dannede hun gruppen helt tilbage i 1952. Og den succesfulde gruppe var bl.a. med tli at profilere det navnkundige soulmærke Stax med hits som “Respect Yourself,” “I’ll Take You There” og “If You’re Ready (Come Go With Me).”
Cleotha var kun undtagelsesvis forsanger, men sørgede med sin høje, lyse stemme for at Mavis og “Pops” Roebuck i forgrunden fik en kontrapunktisk modspil. En væsentlig del af forklaringen pÃ¥ Staple Singers succes var, at de formÃ¥ede at bygge bro over den traditionelle Mississippi-gospel og -blues – og sÃ¥ soulmusikken. Det sikrede gruppen et stor publikkum bÃ¥de blandt de sorte og de hvide.
Uncloudy day (1956)

Og Staple Singers i selskab med The Band fra The last Waltz:

Tilbagespoling

Paul Tanner – manden, der gav gode elektriske vibrationer til Beach Boys – er død, 95 Ã¥r

9. februar 2013

Han begyndte sin musikalske karriere som trombone-spiller hos Glen Millers Orkester. I følge hans egne oplysninger fandt Glen Miller ham, da han sammen med sine brødre spillede pÃ¥ en srtipbar, og Miller inviterede ham med i sit dengang berømte orkester. Tanner forlod Glen Miller, da denne lod sit orkester træde i de amerikanske styrkers tjeneste. Senere blev han underviser i jazz pÃ¥ University of California og opfandt den elektriske theremin i samarbejde med thereminens opfinder Bob Whitsell. Den elektriske theremin blev brugt pÃ¥ Beach Boys Pet Sounds (bl.a. Good Vibrations, I was’nt made for these times) og Wild Honey, men fx ogsÃ¥ i Hitchcock-filmen Spellbound og i diverse tv-serier.

Ud over sit aktive virke som musiker, var Tanner en højt respekteret underviser på UCLA, hvor hans forelæsninger om jazz var rene tilløbsstykker med lange ventelister. Han var også forfatter til nogle velanskrevne musikbøger, bl.a. Every Night Was New Years Eve om tiden med Glen Miller.

Selv om han altsÃ¥ havde mange talenter, sÃ¥ er det især for sin lydtilsæting til Beach Boys-pladerne, han bringes i erindring i diverse nekrologer. Men den lyd er ogsÃ¥ afgørende for sounden pÃ¥ de indspilninger. I øvrigt havde Paul Tanner, der blev 95 Ã¥r, ikke sÃ¥ meget til overs for Beach Boys som musikere. Den eneste, der efter hans mening, besad musikalske ideer og talent var Brian Wilson…

Reg Presley – forsanger i The Troggs – er død, 71 Ã¥r

5. februar 2013

Så tog manden med leen også Reg Presley, forsanger i The Troggs. Den kedelige nyhed var ikke uventet, for Reg havde haft flere hjertetilfælde og blev sidste år diagnosticeret med lungecancer. Ved samme lejlighed sagde han farvel til The Troggs og karrieren.

The Troggs kom i stald hos Kinks-manageren Larry Page i 1964 og fik de følgende fire-fem Ã¥r en hÃ¥ndfuld solide singlehits. Bedst kendt er nok Chip Taylor-sangen “Wild Thing“, der toppede i bÃ¥de Storbritannien og USA i 1966. Men sine uhyre enkle guitarriffs blev sangen en garagerockklassiker, der ogsÃ¥ var med til at brande gruppen som et af garagerockens førende bands. Andre memorable hits var “With a girl like you” (1966), “I can’t control my self” (1966), “Anyway That You Want Me” (1967) og “Love is all around” (1967-68). Alle sammen sange, der besidder popsangens umiddelbarhed og er udført med i bedste forstand primitiv rhythm-and-blues arrangementer.

Men succesopskriften holdt ikke længere end til 1969, hvor gruppen gik i opløsning, fordi hitsene begyndte at udeblive. Flere af gruppens medlemmer – bl.a. Reg – forsøgte sig med soloprojekter. Reg udsendte albummet “Lucinda Lee”. Bandet blev dog hurtigt gendannet i 1969, uden at det ændrede pÃ¥ successen. Troggs var henvist til at leve pÃ¥ renommeet og var selvskrevne til den tresser-revival-kult, der allerede startede tidligt.

Med til historie om The Troggs hører dog også, at de indspillede et udmærket, men noget overset album med titlen Athens Andover, som blev til med hjælp fra medlememmer af REM. Pladen dementerede fordommen om, at The Troggs kun var en singlehitgruppe.

Nu er Reg død, og vi har kun pladeindspilningerne at fornøje os med. Det er der til gengæld al mulig grund til at gøre. Hvil i fred, Reg.

Louie Louie

Fra Athens andover: TogetherNowhere RoadDeja vuHot StuffI’m i controlWhat’s your game

Shirley Douglas – sangerinde og guitarist – 1939-2013

4. februar 2013

 

Bemærk den syngende og spillende dame i ovenstÃ¥ende spilleglade video med skifflekongen Lonnie Donegan og venner. Den trinde dame med det afrokrøllede hÃ¥r er Kathleen Barbara Marie Douglas eller som hun kaldtes: Shirley Douglas. Og hun var en af de ledende skikkelser i det skiffle-boom, der genlød i Storbritannien i Ã¥rene før Beatlemania, og som Beatles og andre beatmusikere havde som fælles, indiskutabel forudsætning. Shirley døde for nylig.Shirley Douglas’ karriere startede for alvor i 1959, hvor hun kom med i Chas McDevitt Skiffle Group, fordi bandets sangerinde var gravid og foretrak ro og fred i familiens skød frem for et hektisk musikerliv pÃ¥ veje og koncertscener. Bandet var et veletableret navn med et internationalt hit – “Freight Train” – i bagagen.I tiden efter skifflefeberens kortvarige rasen arbejdede Shirley sammem med McDevitt og de optrÃ¥dte blandt andet som opvarmingsnummer for The Beatles, da de kom frem. Til Douglas’ bedriter hører ogsÃ¥ et enkelt soloalbum – Heart on the Loose – og hÃ¥ndbogen The Shirley Douglas Easy Guide to Rhythm and Blues for Bass Guitar, som efter sigende bÃ¥de John Paul Jones og John Entwistle lærte meget af. Hvil i fred.

Mr. Skin – alias trommeslageren i Spirit, Ed Cassidy – er død

30. januar 2013

[ikke-krediteret foto, lånt fra sitet sundazed.com]

Han fik øgenavnet mr. Skin, da han med sin dengang politisk ukorrekte skaldede isse blev trommeslager i det fusions-psykedeliske-rockband Spirit. Det var i 1967. Og det var ikke kun med sin skaldethed, Cassidy skilte sig ud. Hans hang til sort tøj og aldersforskellen på tyve år til sine yngre kolleger gjorde ham til et særligt fokuspunkt i gruppen.

Cassidy var egentlig jazz-trommeslager og havde spillet med mange af datidens helt store navne, fx Thelonius Monk og Gerry Mulligan, da han fulgte tidsånden og blev rockmusiker. Han var i øvrigt også stedfader til bandets navnkundige guitarist Randy California.

Spirit, der mÃ¥ske er gÃ¥et lidt i glemmebogen og i hvert fald har stÃ¥et lidt i skyggen af de andre store bands fra perioden – Grateful Dead og Jefferson Airplane for eksempel – havde succes dengang. Ikke mindst pÃ¥ det førende medie – albummet. Deres to første album Spirit og The Family That Plays Together blev solide salgssuccesser i 1968 med en særlig fusion af psykedeliske elementer, jazz og rock. Og Led Zeppelin – som Spirit var supportband for – lod sig inspirere meget af dette fine band. Med sit jazzinfluerede trommespil gjorde Cassidy en hørbar forskel i en tid, hvor der var nok af trommeslagere…der forstod at slÃ¥ pÃ¥ tromme.

Ed døde d. 6. december sidste år og blev 89 år gammel.

Patti “Tennessee Waltz” Page er død

3. januar 2013

Med 13 uger pÃ¥ toppen af Billboards bestsellerliste med sangen “Tennessee Waltz” sikrede sangeringen Patti Page (Clara Ann Fowler) sig en varig plads i poppens store krønike. Det var i 1950. Oprindeligt var sangen blot tænkt som B-side til en julesang, “Boogie Woogie Santa Claus“. Men det var “Tennesse Waltz”, der sejrede og blev opgraderet til A-side pÃ¥ de efterfølgende oplag. Successen grundlagde Patti Pages karriere, og i Ã¥rene, der fulgte blev sangen indspillet af mange andre kunstnere, bl.a. Alma Cogan, der tilførte countrysangen lidt rock’n roll-smag. Og det var i hendes version – fra 1964 – sangen kom ind i mit univers.

Patti Page fik andre hits dengang i de tidligere halvtredsere, “(How Much Is That) Doggie in the Window,” “I Went to Your Wedding” og “All My Love (Bolero).” Hendes første større hit var “With My Eyes Wide Open, I’m Dreaming,” fra 1950. Page, der døde forleden, 85 Ã¥r gammel, var et godt eksempel pÃ¥ datidens sangerinder, der havde en god, lys stemme, der ikke var noget særligt, men passede vældig godt til tiden poptoner. Page har modtaget to Grammyer i sin lange karriere. I 1998 for jubilæumslivepladen “Live at the The Carnegie Hall: The 50th Anniversary Concert” og en for langt og tro gerning i poppens tjeneste. Hvil i fred.

Tilbagespoling

Ravi Shankar er død, 92

12. december 2012

Avisen The Hindu fortæller, at sitarmaetroen Pandit Ravi Shankar døde tirsdag i San Diego på et hospital, hvor han var indlagt med vejrtræknings- og hjerteproblemer.

Shankar, der i halvtredserne og tressernes start havde turneret bÃ¥de i Sovjet og USA, blev for alvor kendt i en bredere offentlighed, da han – med The Byrds som mellemled – kom i kontakt med George Harrison og The Beatles. Og dermed blev han et vigtigt bindeled mellem indisk kultur og musik og vesterlandsk populærkultur.

Jeg havde fornøjelsen af at opleve Shankar, da han gæstede Aarhus Festuge i 1989, hvor han gav koncert i Musikhuset. Men selv om det var en stor oplevelse at opleve ham spilile ragastykker, sÃ¥ er det for hans katalysatoriske betydning for poppen og rocken, jeg vil huske ham. Som jeg husker det, sÃ¥ var Beatles’ – og andre gruppers – inddragelse af sitar, tabla osv. mest af alt endnu en udvidelse af det musikalske udtryk. Der var i forvejen en søgen mod og udforskning af nye lyde, nye sounds, nye udtryk dengang i midten af tresserne. Og den indiske musik blev endnu et krydderi til den sammensatte ret, som beatmusikken var dengang.

Og sÃ¥dan har jeg det stadigvæk. NÃ¥r jeg lytter til de sange, hvor George Harrison og Beatles lader sig inspirere af Shankar og den indiske musik, sÃ¥ synes jeg stadigvæk, at jeg hører, at elementerne er underordnet i forhold til sangene. Det indiske er en smagsforstærkende ingrediens – blandt andre. NÃ¥r jeg understreger det, sÃ¥ er det ikke for at undervurdere Shankars betydning, men snarere for at sige, at denne betydning undertiden er blevet overvurderet… Hvil i fred.

PS. Torben har skrevet en nekrolog også.

Beatles “Within you without you”

Mickey “Guitar” Baker – sessionsmusiker – er død, 87 Ã¥r

30. november 2012

Her i bloggen kan vi godt lide at omtale musikkens arbejdsmænd og -kvinder. Fx studie- eller sessionmusikere og -sangere, der mere eller mindre diskret har været med til at præge musikken. Mickey “Guitar” Baker, der døde i tirsdags, 87 Ã¥r gammel, var en af disse bagmænd, der med sin guitar satte sig varige spor i musikken. Det fortælles, at en ung Jimi Hendrix var en af dem, der lod sig inspirere af Bakers distinkte guitarlyd.

Baker er nok mest kendt for det hit, han lavede i 1957, sammen med sangerinden Sylvia Vanderpool Robinson: “Love is strange“. I New York Times’ nekrolog omtales han i samme Ã¥ndedrag som Chuck Berry og Bo Diddley. Og det siger vel alt om Bakers evner som guitarist. Ud over Hendrix hører Pete Townshend og Keith Richard til Bakers elever.

Baker begyndte sit musikalske virke som jazzmusiker, men da det var mere end svært at leve af at spille jazz, gled han over i Rhythm and blues og blev studiemusiker for de store pladeselskaber, hvor han var med til at skabe klassiske indspilninger som fx “Money Honey” og “Such a Night” med the Drifters, Joe Turner’s “Shake, Rattle and Roll,” Ruth Brown’s “Mama, He Treats Your Daughter Mean” og Big Maybelle’s “Whole Lot of Shakin’ Goin’ On.”

Senere i livet – i tresserne – forlod Mickey Baker USA og slog sig ned i Frankrig, hvor han blev resten af livet.

Mickey Baker – Third Man Theme

Torben har ogsÃ¥ skrevet en nekrolog over denne guitarmand…

 

Earl “Speedoo” Carroll – forsanger i The Cadillacs – er død, 75 Ã¥r

28. november 2012

The Cadillacs var en af halvtredsernes og de tidlige tresseres mange fine doo-wop-grupper. Gruppen blev dannet i 1953 af Earl “Speedoo” Caroll, Bobby Phillips, Lavern Drake, Gus Willingham og James “Poppa” Clark. Og Ã¥ret efter debuterede de med en plade pÃ¥ Josie Records: “Gloria“/ “I wonder Why“. Ã…ret efter kom den plade, der blev gruppens største succes, og som gave Earl Caroll tilnavnet “Speedoo“. The Cadillacs har med diverse udskiftninger været aktive helt frem nutiden, og gruppen fremhæves mange steder som ophavsmænd til den koreograferede sceneoptræden, som mange af tressernes soulgrupper dyrkede til perfektion.

Earll Caroll, der ernærede sig i mange år som pedel på en skole i New York, døde i søndags som følge af komplikationer i forbindelse med sukkersyge og et hjertetilfælde.

Døden på larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 Ã¥r

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.