Indlæg tagget med nekrolog

Robin Gibb – The Bee Gees – er død, 62 år

21. maj 2012

Manden med leen høster flittigt i disse dage. I dag kan man læse, at Robin Gibb – en af de berømte brødre i den engelsk-australske popgruppe The Bee Gees – er død søndag aften efter længere tids kræftsygdom. Robin Gibb blev 62 år.

Sammen med lillebroderen Andy, der døde i 1988, havde Robin tidligt en solokarriere. På den danske hitliste finder man ham i 1969-70 med sange som “Saved by the Bell”, “One Million Years” og “August October”. En del af forklaringen på det tidlige sololøb var, at han var i en permanent kappestrid med Barry Gibb om rollen som forsanger i gruppen. Den broderlige jalousi resulterede også i, at Robin på et tidspunkt i de tidlige tressere forlod Bee Gees. Men, selv om han havde succes som solokunstner – “Saved by the Bell” kastede således en guldplade af sig – så vendte Robin tilbage til brødrenes fold, fordi solokarrieren ikke helt levede op til forventningerne. Man kan vel sige, at det meget godt illustrerer de ambivalente følelser, der kan præge forholdet mellem brødre…

Robin genoptog dog med held solokarrieren senere – i firserne – hvor han udsendte nogle album, der solgte ganske godt i Europa. Dobbeltløbet fortsatte frem til Robins død søndag aften. Nu er der så kun Barry tilbage – og The Bee Gees må vel siges at være en saga blot. Maurice Gibb døde i 2003, 53 år gammel.

Torben ridser Bee Gees plads i poppens 1. division op og indplacerer Robin Gibb – læs med lige her.

Trommeslager i Crowded House, Peter Jones er død

20. maj 2012

We are in mourning today for the death of Peter Jones. We remember him as a warm hearted, funny and talented man, who was a valuable member of Crowded House. He played with style and spirit. We salute him and send our love and best thoughts to his family and friends.

Crowded House

Peter Jones blev født i Liverpool og erstattede Paul Hester ved trommerne i Crowded House i 1994. Hester, der led af depression, begik selvmord. Da Crowded House gik i opløsning i 1996 fortsatte Jones i Deadstar, Harem Scarem, Stove Top og spillede med på Melbourne-bandet Lucy’s Crowns debutalbum. Jones var oprindeligt skolelærer og sessionmusiker. Han døde d. 18. maj af kræft i hjernen og blev 45 år..

Crowded House – In My Command

Banjospilleren Doug Dillard er død, 75 år

18. maj 2012

I går forlod Donna Summer denne verden. Forleden var det Donald Dunn. Og nu fortæller Billboard, at Doug Dillard – “banjokæmpen der krydsede genrer” – også er gået hinsides i en alder af 75 år efter længere tids sygdom.

Som teenager begyndte Dillard at spille og optræde med sin broder og nogle venner i The Ozark Mountain Boys, der fik lokal succes i Salem. Senere etablerede Dillard-brødrene The Dillards, der indspillede deres første plade tilbage i 1958. “Banjo in the Hollow” hed den.

Gennembruddet til en større offentlighed kom, da The Dillards blev head-huntet til et tv-program, “The Andy Griffith Show”, i starten af tresserne. Her fik de lov til at spille deres egne sange og optræde med navne, der skulle vise sig at komme til at præge tressernes musik. Navne som Bob Dylan, Joan Baez og Elton John.

Som Billboards rubrik fastslår, så var en af Dough Dillards kvaliteter, at han i en tid, hvor de genremæssige grænser – fx mellem rock’n roll og countrymusikken – blev nedbrudt, gik i forvejen og demonstrerede, at traditionsbevaring i allerhøjeste grad handler om fornyelse. Det skete fx med det legendariske album, han lavede med Gene Clark, The Fantastic Expedition of Dillard & Clark, der udgør en af country-rockens hjørnestene.

Mod Strømmen skriver også nekrolog.

Donna Summer er død, 63 år

17. maj 2012

DR-nyheder meddeler lakonisk, at sangerinden Donna Summer – “dronningen af disco” – er død af en kræftsygdom, hvis alvor hun holdt skjult for venner, bekendte og ikke mindst medierne, medens hun arbejdede på et nyt album.

Jeg havde ikke noget intimt forhold til discoen i halvfjerdserne, men Donna Summer gjorde alligevel et vist indtryk. Ikke så meget, fordi hun så godt ud – for det gjorde hun bestemt – men der var et eller andet fascinerende ved hendes “Love to love you Baby“, der hittede i 1975 og gjorde den uløselige sammenhæng mellem diskomusikken og sex mere hørbar, end man var vant til. Over 17 minutter varede Summers svar på det seksuelle forspil…

At den gospelskolede Summer var mere end en diskodøgnflue viste hun, da hun i 1979, hvor bølgen var ved at ebbe ud igen, kastede sig over rock, soul og funk med albummet Bad Girls, der blev hendes største kommercielle succes og kvalificerede hende til en Grammy-nominering i kategorien ‘bedste kvindelige rocksanger’.

Donna Summer blev født d. 31. december 1948.

Donald “Duck” Dunn – Booker T. & the MG’s – er død, 70 år

13. maj 2012

 

HHS i Mod Strømmen gør opmærksom på, at den legandariske bassist m.m. Donald “Duck” Dunn er død 70 år gammel. Dunn døde i Tokio, hvor han opholdt sig for at deltage i Tokio Blue Note. De nærmere omstændigheder for hans død er endnu ikke fastlagt.

Vennen og den tro musikalske følgesvend Steve Cropper giver Dunn følgende korte skudsmål på sin Facebookside: “The World has lost the best guy and bass player to ever live”. Livslangt venskab og kollegial beundring i en nøddeskal. At kalde Dunn for “legendarisk” er ikke et udtryk for journalistisk hang til utidige superlativer. Dunns betydning for soulmusikken, som den blev frembragt på plademærket Stax, kan man ikke overvurdere. Som medlem af Stax-husorkesteret Booker T. & the MG’s satte Dunn et markant vandmærke på alle de hits, der i en lind strøm kom ud af studierne i en periode i tresserne. Fx indspilninger med Otis Redding (“Respect”) og Sam & Dave. Se HHSs lange liste i Mod Strømmen.

Dunn begyndte at spille bas som ganske ung, da det var gået op for ham, at han aldrig ville komme til at beherske en seks- eller flerstrenget guitar og hellere måtte overlade det job til barndomsvennen Steve Cropper. Man kan sige, at de to lavede en musikalsk arbejdsdeling, som kom til at præge populærmusikken dybt. Med sin personlige sound og sit distinkte groove var Dunn sammen med vennerne i MG’s – Cropper, Booker T Jones, Steve Potts m.fl. – med til at lægge en tæt og solid grund for soulmusikken, men også for den unge beatmusik, der voksende frem i England med navne som Beatles og Rolling Stones. Selv om Stones og Beatles var konkurrenter, så var begejstringen for soulmusikken et fælles udgangspunkt for kappestriden – og de sad i koncertsalen, da Stax Records tog på turne rundt i England med en række af soulmusikkens koryfæer og MG’s som backing. John Lennon var en stor fan og bruge The MG’s, da han indspillede nummeret “Beef Jerky” på albummet Walls & Bridges, og Paul McCartney skulle efter sigende at studeret Dunns både melodiske og funky basspil mere end en gang.

Ved siden af arbejdet som backingmusikere fik Booker T. & the MG’s også tid til at indspille egne plader og fik tidligt et hit med nummere “Green Onions”, der også gav navn til et album. Og listen af kunstnere, der har haft glæde af Dunns og MG’s færdigheder er alenlang og omfatter blandt andre: Muddy Waters, Freddie King, Albert King, Neil Young, Jerry Lee Lewis, Eric Clapton, Tom Petty, Creedence Clearwater Revival, Wilson Pickett, Sam & Dave, Guy Sebastian, Rod Stewart, Bob Dylan og Roy Buchanan.

Levon Helm – krumtappen i The Band – er død

20. april 2012

 

In response to Levon’s passing

He was my bosom buddy friend to the end, one of the last true great spirits of my or any other generation. This is just so sad to talk about. I still can remember the first day I met him and the last day I saw him. We go back pretty far and had been through some trials together. I’m going to miss him, as I’m sure a whole lot of others will too.

 

Som ventet gik der ikke lang tid. Levon Helm udåndede i går på Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. ‘Hans spil tjente sangen’ skriver New York Times i en fin nekrolog, der også beskriver hans trommespil som en uadskillelig blanding af muskler, swing, økonomi og finesse. Helm var den amerikanske krumtap i det i øvrigt canadiske band The Band, der som backinggruppe for Bob Dylan og for egen regning gjorde “americana” til en stil, før det blev et begreb.

Helm kom fra landet (i Arkansas) og voksede op med Grand Ole Opry og R&B i radioen og orienterede sig gennem hele sin karriere mod de musikalske rødder. Han spillede trommer på de fleste af The Bands numre og fik en stadig mere fremtrædende rolle som forsanger. Og hans betydning for stilen hos The Band understreges af et eksempel, som nekrologskriveren i New York Times giver. De tre indledende bas-trommeslag på nummeret “The Weight” fra gennembrudspladen Music from Big Pink ‘var alt hvad han behøvede for at etablere sangens tyngde’. Ja, fristes man til at tilføje: Og til at etablere ikke bare denne klassiske sangs tyngde, men den tyngde, der udgjorde et væsentlig træk ved The Bands særlige tætte, seje, tilbagelænede lydbillede. Selv da The Band blev gendannet med Levon Helm i en forgrundsrolle var denne sound ikke til at tage fejl af.

Up on Creeple Creek (The Last Walz)

Midt i en beattid mindes også Levon Helm.

Lucio Dalla – italiensk sangskriver, sanger og musiker – er død 68 år gammel

3. marts 2012

Den italienske sangskriver, sanger og musiker Lucio Dalla er død 68 år gammel. På en turné i Europa fik han et hjertetilfælde i Schweiz. Lucio Dalla fik jeg kendskab til, da jeg sammen med en studiekammerat opholdt mig en længere periode i Italien i 1980. Her var han (og er stadigvæk)Â et af de store navne, der kun i begrænset omfang havde lyttere uden for Italiens grænser. Til forskel fra fx Eros Ramazotti, Gianna Nannini og Adreano Celetano, der i hvert fald har fået en fast skare af fans i Tyskland, hvor italiensk aldrig har været en stor hindring for succes.

Og det kan godt undre lidt, for Lucio Dalla var allerede dengang en institution i Italien. Han skrev sange til andre – fx fik Luciano Pavarotti et hit med Dallas sang “Caruso“. Han indspillede også andres sange, havde sit eget pladeselskab i Bologna, var en af de politisk engagerede musikere, som Italien altid har kunnet mønstre, optrådte i musikfilm i tresserne osv. Ja, han har de sidste årtier været at regne for en af de største i italiensk musikliv. At han ikke er mere kendt uden for landets grænser end tilfældet er, skyldes selvfølgelig sproget og den kulturkløft, der stadigvæk på mange måeder adskiller de romansk talende lande fra de øvrige.

Lucio Dallas musikalske løbebane begyndte i fødebyen Rom, hvor han som dreng lærte at spille bl.a. klarinet. Senere kom han med i forskellige jazzbands, hvor han blandt andet spillede sammen med legenden Chet Baker. I 1971 fik han et nationalt gennembrud, da han som outsider – med skæg, hue og almindeligt tøj – optrådte med sin sang “4. marts 1943” og vandt andenpladsen. En demonstration af, at gode sange med gode tekster ikke altid kan holdes nede. Og det forstod italienerne åbenbart, for de efterfølgende år har hans plader solgt i millionoplag. Og der er kommet indtil flere Best of-samlinger i støvlelandet. Ialt er det blevet til i omegnen af 40 album. Seneste udgivelse er Questo è Amore.

Den plade, der åbnede mine ører for Lucia Dallas kvaliteter som sangskriver og musiker var Dalla, der udkom i 1980. Heldigvis var teksterne til pladen trykt på både italiensk og tysk. På pladen synger Dalla med stor lidenskabelighed. Flere af sangene har klare pophitkvaliteter. Arrangementerne er komplekse og musikalsk udfordrende. Og teksterne er små fortællinger med både poetisk skønhed og kritisk-realistisk sans for det omkringliggende samfund. Lucio Dalla var beskeden og opfattede ikke sig selv som Kunstner eller Digter, men som slags iagttager af livet. Og det kommer der nogle gange stor kunst ud af.

Meri LuisFutura Balla ballerino

Louisiana Red – blueslegende – er død, 79

1. marts 2012

Kort tid før, han kunne være fyldt 80 år, døde bluesmusikeren Louisiana Red.

Louisiana Red – eller som han egentlig hed Iverson Minter – blev født i Alabama i 1932. Og hans opvækst og sene succes tegner på sæt og vis et næsten typisk billede af den sorte blues historie i det tyvende århundrede. Faderen blev lynchet af Ku Klux Klan, forbrydelsen blev aldrig undersøgt – og forbryderne ikke straffet. Slavetiden hang endnu som en tung skygge over det amerikanske samfund. Ikke mindst i syden.

Efter faderens død blev den unge Iverson sendt til Pittsburgh, hvor voksede op i et samfund, der var præget af racehad. Og det var først, da han kom ind til militæret, at han oplevede hvide borgere som andet end racister. I militæruniformen var alle lige, og Iverson fik flere hvide venner.

Helt efter bogen om de sortes historie voksede Iverson op hos forskellige familiemedlemmer, plukkede bomuld, kom på børnehjem og ud i småkriminalitet – før han i 1949 kom med i John Lee Hookers band. Et par år senere sørgede en anden blueslegende, Muddy Waters, for, at Louisiana Red – under kunstnernavnet Rocky Fuller – kom til at indspille for Chess Records. I 1963 udsendtes albummet The Lowdown Back Porch Blues, der året efter blev fulgt op af Seventh Son. Det var også i denne periode, Loiusiana Red fik sit kaldenavn – efter en stærk sovs, som han holdt meget af, The Louisiana Hot Sauce.

For mange blueskunstnere blev beatmusikkens optagethed af blues og rhythm and blues et vendepunkt med hensyn til anerkendelse og succes. For Louisiana Red, der havde moderat succes i tresserne, blev der tale om et egentlig gennembrud, da han optrådte på Montreux Jazz Festival i 1975. At det europæiske publikum var mere lydhøre over for jazz- og bluesfolk var kendt. Måske var det også derfor, Louisiana Red senere slog sig ned i Tyskland, hvor han også døde d. 25. februar.

Sweet Blood Call

Whitney Houston er død, 48 år

12. februar 2012

Den allerførste nyhed, der ramte mig i dag fra tv-skærmens evigt rullende nyhedsopdatering, var, at sangerinden Whitney Houston er død. Hun blev fundet livløs på Beverly Hilton Hotel i Beverly Hills-området.

Selv om den formelle dødsårsag først skal fastslås post mortem, så er det nok ikke forhastet at konkludere, at Whitney Houston de sidste mange år har levet et liv, der gjorde hende til en oplagt kandidat til flokken af alt for tidligt afdøde kunstnere. Stofmisbrug, et skandaløst ægteskab og en i øvrigt risikofyldt livsførelse. Jeg har selv brugt billedet “ringvrag” på hendes seneste optræden i Danmark – og det billede passer meget godt. En stor stjerne, der havde fremtiden bag sig og kun optrådte for at holde sig kørende økonomisk og livsstilmæssigt. Der var dog delte meninger om den faldende stjernes præstationer.

Desværre er det en banal kendsgerning, at populærmusikken – og underholdningsbranchen i det hele taget – bag facaden er leveringsdygtig i en livsstil, hvor misbrug af stoffer, medicin og alkohol nærmest er en institutionaliseret del af branchen. Eksemplerne på mennesker, der enten er gået til grunde eller i årevis har måttet kæmpe bitre kampe for at komme ud af den onde cirkel, er legio.

Det er jammerligt trist, at Whitney Houston skulle blive det næste offer. For der er ingen tvivl om, at hun var begavet med en ekstraordinær stemme og havde alle mulighederne i kraft af en gennemmusikalsk familiær baggrund. Og det første tiår – fra debutten Whitney Houston (1985) og frem til ægteskabsindgåelsen med Bobby Brown i 1992 cirka – var hun en ung dronning i poppens palads. Det kunne have været spændende at se, hvad hun kunne have frembragt, hvis ellers hun ikke var blevet indfanget af dæmonerne i underholdningsbranchen. Men netop den slags tanker er umulige og absurde. Hun er ikke mere, og vi må nøjes med at huske hende for det, hun var engang. Hvil i fred.

All at once

Etta James – sangerinde – er død, 73 år

21. januar 2012

Næppe havde jeg skrevet en linje om Johnny Otis’ opdagelse af Etta James og produktion af hendes første plade “Roll with me Henry”, før jeg kan læse at også Etta James er afgået ved døden fredag morgen.

Hendes dødsfald kommer ikke uventet. For ikke så længe siden kunne man læse, at Etta James var blevet indlagt med komplikationer i forbindelse med leukæmi og demenssymptomer. Hun blev 73 år.

Som sangerinde var Etta James ikke for kategoriske fastholdere. Hun omtales ofte som rhytm and blues-sangerinde, men var lige så velbevandret inden for jazz, rock og pop. Hun var med andre ord: en fortolker.

Som tilfældet har været for mange andre sorte sangere og sangerinder, var det via kirken, Etta James fik smag for musikken. Her begyndte Etta fem år gammel at træne sin stemme. Og i teenageårene fik hun smag for den musik, der blev spillet uden for kirken. Kun 15 år gammel debuterede hun så med “Roll with me Henry”, som hun skrev sammen med Otis og Hank Ballard. Og pladen blev et R&B-hit.

Successen førte til en pladekontrakt med det førende sorte plademærke Chess (der bl.a. havde Chuck Berry). Og her indspillede James en række hits, bl.a. “At Last“, som blev en af hendes allerstørste successer.

Etta James forblev tilknyttet Chess gennem mange år, selv om hendes karriere gik op og ned. Hun havde gennem mange år et stofproblem – alkohol, heroin og kokain – der satte hendes karriere på stand-by i årene 1978-88. Men i 1989 vendte hun tilbage med en ny pladekontrakt hos Island, hvor hun udsendte den Jerry Wexler-producerede The Seven Year Itch, som siden er blevet fulgt op af flere album i forskellige stilarter. I 2004 fik hun æren af at bliver indlemmet somn nr. 62 på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største kunstnere gennem tiden. Og i 2008 fik hun den tvivlsomme ære af at blive portrætteret af Beoncé Knowles i filmen Cadillac Records, der handler om Chess Records historie. I følge New York Times’ nekrolog så havde Etta James blandede følelser over for Beoncés præstation og skulle have givet udtryk for, at hun følte sig forbigået, da Beoncés blev inviteret til præsident Obamas indsættelse for at synge James’ gamle sange “At last”. Kollegial jalousi? I hvert fald vil jeg have foretrukket at høre James synge den sang!

Etta James var aktiv helt frem til 2010, hvor hun fik konstateret leukæmi og demens. Hun nåede dog at få udsendt det album, der skulle blive hendes sidste i 2011: The Dreamer.

Jeg ser lige, at Torben også har skrevet en minderune over Etta – det manglede da også bare…

Johnny Otis, musikalsk legende og altmuligmand – er død, 90 år

20. januar 2012

På nedenstående video ser man Cliff Richard & The Shadows i en optagelse fra 1960 med nummeret “Willie and the Hand-Jive”. Cliff er fanget på et tidspunkt, hvor han endnu forsvare at være Storbritanniens svar på rock’n rolleren Elvis ‘the Pelvis’ Presley. Og lige netop i dette tydeligvis Bo Diddley-inspirerede nummer kan pænheden over Cliff og hans skygger ikke – ja, skygge – for rock’n roll-rødderne.

Nummeret, som Eric Clapton siden lavede en fin version af, er skrevet af den legendariske sanger, musiker – og meget mere – Johnny Otis, der døde for et par dage siden i en fremskreden alder af 90 år.

Den mørklødede Johnny Otis var ikke, selv om mange troede det, af afro-amerikansk oprindelse. Som hans borgerlige navn – Ioannis Alexandres Veliotes – mere end antyder, så stammede hans familie fra Grækenland. Men allerede tidligt i sit liv besluttede Otis sig for at være en del af det farvede USA. Han citeres bl.a. for at have sagt, at han kun havde to “hvide” venner, sin far og sin moder, og at hvis samfundet opdelte folk i sorte og hvide, så foretrak han at være sort! En klar udmelding i raceadskillelsens tid.

Dette kulturelt-politiske valg forhindrede ham dog ikke i at få en imponerede karriere. Og forklaringen er nok, at han besad mange talenter og udnyttede dem til sin fordel. I fyrrerne slog han sig igennem som swing-big band-musiker (trommeslager m.m.). Med sit eget orkester fik han et af den tids mest markante hits med sin udgave af “Harlem Nocturne“. Han åbnede også sit eget spillested i Los Angeles – The Barrelhouse Club – hvor han introducerede nye navne, som han selv havde fundet som talentspejder. Fx fik Little Esther sin debut og sit gennembrud i den klub. Andre talenter var rhythm and blues-saxofonisten Big Jay McNeely og sangerinden Etta James, der fik et hit med den Otis-producerede “Roll with med Henry“. Ud over selv at få en række mindre R&B-hits i perioden, fungerede Johnny Otis også som succesfuld producer for andre. Også kunstnere som Jackie Wilson, Hank Ballard og Little Willie John var Otis’ fund. Nævnes skal det også, at han stod bag Big Mama Thorntons oprindelige indspilning af Leiber & Stollers “Hound Dog“, som en vis Elvis Presley må have lyttet intenst til – og kort tid efter gjorde til sit hit.

Johnny Otis var nok, hvad man i dag ville kalde en iværksætter. Han spillede, komponerede, producerede, arrangerede, fungerede som talentspejder, var promoter, havde sit eget spillested, arbejdede i en årrække som populær dj osv.

Helt i tråd med sit tidlige valg i racekonflikten, kastede han sig senere – i tresserne – over politik (stillede op lokalt for Demokraterne) og journalistik. Ved siden af fik han også tid til at være præst for en lille kristen menighed. Og for at det ikke skal være løgn blev han landmand i halvfemserne – ved siden af alt det andet.

Johnny Otis vil også blive husket for, at han i de senere år havde sit eget live-radioshow – The Johnny Otis Show – på radio KPFA.

Johnny Otis, der også var far til musikeren Shuggie Otis (omtalt andetsteds her i bloggen) døde d. 14. januar.

[ukrediteret foto]

Jim “Motorhead” Sherwood – saxofonist m.m. hos Frank Zappa – er død, 69 år

28. december 2011

Euclid James “Jim” “Moterhead” Sherwood er død 69 år gammel.

Han var en af de oprindelige Mothers of Invention. En rigtig Grandmother, high school-kammerat med Frank Zappa. De to begyndte med at bytte grammofonplader. Siden var Jim med i Zappas band The Omens og i The Mothers of Invention, som blev dannet omkring 1964.

The Mothers var ikke et helt sammentømret band i starten, og Jim havde flere roller. Ud over at spille saxofon og andreinstrumenter – bl.a. på debutalbummet Freak Out! – var han roadie, lysmand og praktisk gris. Men efterhånden tog bandet form og Sherwood var med på indspilningerne af de klassiske album Absolutely Free, We’re Only in It for the Money, Cruising with Ruben & the Jets, Uncle Meat, Burnt Weeny Sandwich, Weasels Ripped My Flesh og på Zappas solo album Lumpy Gravy.

Sherwood fortsatte med at arbejde med ungdomsvennen Zappa efter opløsningen af Mothers, men spillede også i sideprojekterne Ruben and the Jets, Billy James and his Ant-Bee og The Grandmothers. Så sent som i 1993 – det år, Zappa døde – var ham med på Zappa-albummet Civilization Phaze III .

Jim Sherwood, der fik sit øgenavn “Motorhead”, fordi han altid rodede med biler , motorcykler og trucks, døde den 25. december.

Countrysangerinden Billie Jo Spears er død, 74 år

16. december 2011

Billie Jo Spears’ hit fra 1975 “Blanket on the Ground” – om at finde tilbage til den ungdommelige, lidenskabelige forelskelses tid i et forhold, hvor kærligheden er blevet opslugt af hverdagen – blev et stort hit. Også på pophitlisterne, hvilket var usædvanligt dengang. Mindre udsædvanligt blev det ikke af, at sangen i al sin uskyldighed kom på tværs af mange af de familieværdier, som også hersker i countrymusikken. Opfordring til lidenskabelig løssluppenhed (sex i det fri!) er ikke altid faldet i god jord blandt konservative countryfans.

“Blanket on the Ground” blev Spears’ største succes og adgangsbillet til countryparnasset. Hun havde ellers været undervejs i mange år, siden hun som kun 13-årig startede i hjemstaten Texas med sangen “Too Old for Toys, Too Young for Boys”.

Rigtig gang i karrieren fik hun først, da hun i 1964 tog til countrymusikkens Mekka, Nashville og fik kontrakt med United Artists og senere Capitol Records. Og de første countryhits kom med sange som “He’s Got More Love in His Little Finger” og “Mr Walker, It’s All Over”.

Efter nogle alvorlige problemer med stemmebåndet og obskure indspilninger for nogle obskure små plademærker fik hun karrieren på fode igen i 1974, hvor hun igen kom i stald hos UA. Og den første sang hun fik tilbudt var Roger Bowlings “Blanket on the Ground”. Successen førte til, at Spears i årene efter indspillede flere sange med lignende tematisk indhold. Det er helt efter pladeselskabernes marketingshåndbog.

Sjovt nok fik Billie Jo Spears en stor fanskare i Storbritannien. Hun var med i det første store country-ryk-ind derovre (sammen med Buck Owens o.a.) og fik smag for landet. Hun blev også gift med en englænder, og briterne kunne åbenbart gengælde hendes begejstring. I hvert fald hittede flere af hendes album på de lokale hitlister derovre, og hun gav utallige koncerter rundt om i riget.

På trods af hjerteproblemer og andre skavanker er Billie Jo Spears fortsat med at indspille plader og optræde helt frem til sin død.

“Blanket on the Ground” er klassisk country. En af den slags sange, man husker. På grund af melodien og på grund af Billie Jo Spears lidt hæse stemme.

Sangeren Dobie Gray er død, 71 år

7. december 2011

Jeg husker tydeligt, den første gang, jeg hørte – og hørte om – den amerikanske sanger og sangskriver Dobie Gray. Det var i en radioudsendelse på Danmarks Radios Program 3 – omkring 1975, hvor den afdøde danske bluesmusiker Peter Thorup var i studiet og fremhævede Gray som en af sine inspirationskilder.

Det fik mig straks til at gå på jagt efter plader med manden, og jeg faldt først over albummet “New Ray of Sunshine” (Capricorn, 1975) med en storsmilende Gray på forsiden. Selv om Gray selv har lagt afstand til det Nashville-producerede album som et fejlskud i karrieren, var – og er – det godt nok til overbevise mig om mandens kvaliteter som sanger. Og den gav smag på mere…

Dobie Gray døde i går, 71 år gammel. Meddelelsen kom lakonisk på hans egen hjemmeside. Dødsårsagen er vist endnu ikke fastslået.

Gray stammede fra Houston, Texas, hvor han fik musikinteressen ind med familiens religion Baptismen, der lod sin spiritualitet udtrykke i gospelsang. Og i løbet af tresserne forsøgte Dobie – eller Lawrence Darrow Brown, som han blev døbt – at finde levevej, der gav plads til musikken også. Han indspillede plader for lokale selskaber under pseudonymer som Leonard Ainsworth, Larry Curtis og Larry Dennis.

Men Sonny Bono – kendt fra duoen Sonny & Cher – fik ørerne op for Dobies sang og sørgede for at han fik en aftale i hus med Stripe Records. Og det var her han fik sit kunstnernavn. Den kommercielle succes lod dog vente på sig et par år. I 1963 kom han ind på Billboards Hot 100 med sin syvende single “Look at me”, der kom på det lille Cor-Dak mærke. Og den blev fulgt op af flere og større hits. I 1965 blev har nr. 13 med “The ‘In’ Crowd” og opfølgeren “See You At The Go-Go” viste sig også på Hot 100-listen og banede vejen for albummet Dobie Gray Sings For ‘In’ Crowders That Go Go Go.

Den store kommercielle succes fik Dobie Gray dog aldrig, selv om han hittede på en 5. plads på poplisten med “Drift Away” i 1972. Dyre produktioner med gode sessionmusikere på store pladeselskaber som Decca og MCA var ikke nok til at gøre Dobie Gray til en udpræget mainstreamkunstner. Bedre blev det ikke af, at Dobie bredte sig musikalsk set fra regulær pop (han medvirkede bl.a. i en opsætning af musicalen Hair), country (hvad laver en neger dog her?) over soul osv. Musikalsk bredde misopfattes ofte som stilforvirring.

I midten af halvfjerdserne flyttede han permanent til Nashville, hvor han fokuserede mere på sangskrivningen, selv om han fortsatte med at indspille plader, der solgte pænt, men heller ikke mere. Til gengæld var der mange – bl.a. Ray Charles, George Jones, Johnny Mathis, Charley Pride og Don William – der kunne bruge hans sange.

Dobie Gray er fortsat med at turnere og lave plader helt frem til 2005, hvor Hip-O-Select udsendte opsamlingen Dobie Gray: A Decade of Dobie. Dobie Grays bløde, swingende stemme er en af de stemmer, der er blevet hyldet i den voksende interesse for såkaldt Northern Soul.

På Dobie Grays hjemmeside kan man se en udførlig – og af manden selv kommenteret – diskografi.

Dobie Gray – Drift Away (Original video=

Hubert Sumlin – bluesman – er død, 80 år

5. december 2011

Endnu et dødsfald. Bluesguitaristen Hubert Sumlin er død, 80 år gammel.

Sumlin blev mest kendt for sit samarbejde med Howlin’ Wolf, i hvis orkester han spillede fra 1955 og frem til Wolfs død i 1976. I tiden efter fortsatte Humlin i gruppen The Wolf Pack, der var en slags hyldest til den afdøde bandleder. Sumlin indspille også plader i eget navn.

Mick Jagger mindes Hubert med denne indskrift på sin Facebook-side:

“Hubert was an incisive yet delicate blues player. He had a really distinctive and original tone and was a wonderful foil for Howlin’ Wolf’s growling vocal style. On a song like “Goin’ Down Slow” he could produce heart-rending emotion, and on a piece like “Wang Dang Doodle” an almost playful femininity. He was an inspiration to us all.”

Her kan du se og høre Hubert Sumlin fortælle om sin Mississippi-blues-stil.

Howlin’ Wolf med Hubert Semlin spiller Tail Dragger.

Torben hylder også Hubert – her.