CAPAC

I min familie har vi ikke kunnet prale af mange kendte personer. Men en enkelt har der da været. Og det var fodboldspilleren Carl Aage Præst, som døde i går i en alder af 89. Carl Aage var min fars fætter.

Men han er mest kendt for at have været en af dem, der var med på bronzevinderholdet ved Olympiaden i London i 1948. Siden blev han professionel i den italienske klub Juventus, hvor han var med til at vinde to mesterskaber m.m. Han sluttede sin professionelle karriere i 1957 for Lazio.

I Danmark er han blevet indlemmet i dansk fodbolds Hall of Fame for sine bedrifter på landsholdet (24 landskampe og 17 mål) og sin professionelle karriere.

Jeg har ikke tal på alle de gange, folk har spurgt til min familiemæssige relation til Carl Aage Præst. Er du i familie med ham fodboldspilleren? Jo. Han var en af berømthederne fra tiden før Sepp Piontek gjorde fodboldtilhængere til roligans, og før det danske landshold gjorde det umulige og vandt Europamesterskabet i fodbold. Hvil i fred, Carl Aage.

Dirch Passer lavede en cover af Brian Hylands hit “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini” om pigen, der var for genert til at føre sig frem i den lillebitte bikini med gule polkaprikker men lidt efter lidt overvinder sig selv og ender i vandet! “En mægtig smart, men meget sart bikini” hed den danske version. Sangen, der med lidt god vilje kan hævdes at tematisere kvindernes kropslige frigørelse – en chokerende blottet navle! – i tresserne (og den maskuline interesse i afklædningen…), blev et stort hit for Hyland i 1960, hvor den toppede Billboards hitliste og nåede ind på mange andre landes top 10.

Den danske udgave var – ikke mindst i kraft af Lilly Brobergs kælne, udfrittende kommentarer – mere på sporet af den ‘seksuelle frigørelse’ end Hylands mere amerikansk-anstændige teenagepopsang.

Sangen var forfattet af sangskriverne Paul Vance og Lee Pockriss. Sidstnævnte meldes nu død i en fremskreden alder af 87 år.

Pockriss havde andre hits på samvittigheden, fx Perry Comos hit “Catch af Falling Star“, der blev nr. 2 på Billboardlisten i 1957, og Shelly Fabares’ eneste hit “Johnny Angel“, der lå på listen i femte uger med en førsteplads som bedste placering.

Ud over at skrive romantiske popsange for teenagere sammen med andre (“Johnny Angel” blev fx skrevet sammen med Lyn Duddy), lavede Pockriss musik til teateret, men også til tv. Blandt andet leverede han musik til børneudsendelsen Sesame Street og til The Muppet Show.

Lee Julian Pockriss stammede fra Brooklyn og studerede som ung musik ved New York University.

Billedet viser er titlen på et digt af Klaus Rifbjerg. Det står at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de områder, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. Således er det svært at tænke på Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at få billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var på vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sådan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser på All Things Must Pass. Han fik også æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men måtte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960’erne mødte han så Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men måtte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at få adgang til stjernerne de efterfølgende årtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

Den skotske folkemusiker Bert Jansch døde her til morgen efter i længere tid at have været syg af kræft. Jansch blev 67 år.

Dermed mister engelsk folkemusik en af sine helt centrale skikkelser.

Herbert Jansch kom frem i tresserne, da folkemusikbølgen skyllede ind over den vestlige hemisfære. Via jobs i hjembyen Edingburghs lokale folkklub The Howff kom han til at spille rundt omkring i engelske folkeklubber, og det gav ham erfaring, renommé og et netværk blandt folkemusikere, navnlig Martin Carthy, Ian Campbell og Anne Briggs.

I årene 1963-65  levede Jansch fra hånden til munden og spillede rundt omkring i Europa i klubber og på gaden. Det egentlige gennembrud kom i midten af tresserne, hvor han slog sig ned i London og fik udsendt sit debutalbum i 1965. Pladen, der var optaget på en almindelige båndoptager, blev solgt til Transatlantic Records for 100 £. Pladeselskabet udsendte den eponyme plade uden at ofre tid og penge på en redigering – og solgte 150.000 eksemplarer.

Jansch fik også en håndrækning af den unge fremadstormende folkemusiker Donovan, som indspillede Janschs sange “Do You Hear Me Now” på EP’en Universal Soldier, der hittede samme år.

Endnu et par soloplader blev indspillet og en enkelt plade med kollegaen John Renbourn – Bert and John (1966) – inden Jansch fandt sammen med sangerinden Jacqui McShee, bassisten Danny Thompson og trommeslageren Terry Cox i Pentangle, som i årene 1968-1973 var en af den førende engelske folkgrupper.

Pentangle er blevet gendannet i flere omgang, og ved siden af har Jansch forfulgt en solokarriere – der er resulteret i en lang række fremragende plader. Senest har han optrådt sammen med Neil Young og Eric Clapton.

Jansch var aktiv til det sidste. På hans egen hjemmeside kan man læse, at en koncert den 20. september i Edinburgh er aflyst, fordi hovedpersonen er syg. Desværre nåede Jansch ikke at slutte der, hvor det hele begyndte. Hvil i fred.

Denne lille minderune kan også læses i Geiger.

Da jeg læste, at Jessy Dixon døde i mandags i sit hjem 73 år gammel, var den første association Paul Simons sang “Loves Me Like A Rock”, som aldrig ville være blevet den samme, hvis ikke netop, fordi Jessy Dixon og hans Singers havde givet arrangementet dets medrivende, swingende gospelbund.

Men det siger måske også lidt om mit ambivalente forhold til gospel. Jeg har ikke en eneste gospelplade, men masser af de plader, jeg har, er på den ene eller anden måde i gæld til gospelmusikken. For uden inspirationen fra gospelmusikken, ville amerikansk populærmusik aldrig været blevet det, den blev.

Jessy Dixons liv var på mange måder arketypisk for mange sorte musikeres musikalske løbebane. Kirken – i Dixons tilfælde kirken med det pompøse navn The Refuge Church of Our Lord Jesus Christ – blev med hans egne ord  den “skole”, der dels gav ham den grundfæstede kristne tro, men også lærte ham alt om blues og gospel. Kun 17 år gammel besluttede Dixon sig for at gøre skolelærdommen til karrierevejen.

En af Jessy Dixons store fortjenester har været, at han formåede at krydse skillelinjen mellem gospel som religiøs brugsmusik og mainstreampopulærmusikken – og dermed også den gamle skillelinje mellem sort og hvid musik, som endnu var tegnet meget skarpt op i tresserne. Blandt andet skrev han en lang række sange – i omegnen af 400 stykker – som blev indspillet af kunstnere som Randy Crawford, Cher, Diana Ross, Natalie Cole og Amy Grant.

Et karrieremæssigt højdepunkt kom, da han sammen med sin gruppe mødte Paul Simon på New Port Jazz-festivalen i 1972. Efter sigende blev Simon så betaget af gruppens sang og engagement, at han etablerede et samarbejde,  der kom til at vare otte år og ud over en lang række koncerter resulterede i album som Live Rhymin og Still Crazy After All These Years.

Er det ikke sådan, at populærmusikkens tekstforfattere ofte har stået lidt i skyggen af melodimagerne? Bernie Taupin bag Elton John? Keith Ried bag Gary Brooker? I Betty Thatchers tilfælde forholdt det sig sådan. Og det af mere end en årsag.

Betty Thatcher, som døde den 15. august af lungekræft, skyede nemlig enhver form for offentlighed. Faktisk ændrede hun sit navn fra Betty Mary Newsinger til Betty Thatcher for at bevare sin anonymitet.

I følge de biografier, man kan finde om hende, så var hun fra barnsben et kreativt og bogligt begavet pigebarn – og det lå i kortene, at hun skulle ende med en akademisk karriere. Men sådan gik det ikke. For Betty trivedes ikke i skolesystemet og endte på en skole for ‘vanskelige studerende’, hvor hun kunne fordybe sig i det, hun interesserede sig for: kunst og sprog.

Kontakten til den engelske progrockband Renaissance opstod, da hun lærte Jane Relf at kende. Jane var lillesøster til den allerede kendte sanger Keith Relf, som havde stået i spidsen for The Yardbirds som forsanger. Jane havde bemærket, at Betty kunne noget med ord – og søskendeparret fik overtalt Betty til at skrive nogle tekster, som de kunne itonesætte. Da bandet i 1972 fandt sin endelige form, gik man over til at sende musik til Betty Thatcher på bånd, så hun kunne skrive tekster til indspilningerne. Og hun fortsatte med at levere tekster til Renaissance helt frem til 1981, hvor hun skrev teksten til sangen “Bonjour Swan”, som var med på albummet Camera Camera og var et personligt farvel til gruppen.

Renaissance er blevet gendannet flere gange, siden bandets oprindelige konstellation gik i opløsning omkring 1981. Og Betty Thatcher har skrevet tekster til flere af de senere udgaver, fx Michael Dunford’s Renaissance og Terence Sullivan’s Renaissant.

Betty Thatcher blev født i London, men levede det meste af sit liv i et selvvalgt eksil i Cornwall. Og hendes tekster, som passe som fod i hose til Renaissances musik, var præget af forfatterens eksistentielle ensomhed og eneboertilværelse. Men musikken sørgede for, at teksterne kom ud til et stort publikum.

When the night has come

And the land is dark

And the moon is the only light we see

No I won’t be afraid

No I won’t be afraid

Just as long as you stand, stand by me

Der er sange, jeg gerne ville have skrevet. En af dem er “Stand by me”, som er skrevet af den nyligt afdøde sangskriver Jerry Leiber sammen med kollegaen Mike Stoller og Ben E. King, som også var den første, der indspillede den. Hvis ikke jeg havde været begejstret for den sang før, så blev jeg det, da John Lennon lagde al sin indestængte passion i den på albummet “Rock’n roll”.

I sangskriverbrandet Leiber & Stoller var Jerry Leiber – eller som han rettelig hed: Jerome Leiber – tekstforfatteren og Stoller komponisten. De mødte hinanden, medens de endnu gik i high school, og det var deres fælles interesse for rhythm & blues, der førte dem sammen. Og i begyndelsen af 1950’er begyndte deres hitmaskine så småt at arbejde. Det første hit kom med Charles Browns indspilning af “Hard Times” i 1952. Og derefter gik det slag i slag med sange som “Kansas City” (nr. 1-hit for Wilbert Harrison i 1959 og senere foreviget af The Beatles på Beatles for sale), “Hound Dog” (et hit for Big Mama Thornton i 1953 og udødeliggjort som rocknummer af Elvis i 1956). Sidstnævnte sang gjorde i øvrigt Elvis til en fast kunde i Leibers & Stollers butik (“Loving You”, “Jailhouse Rock”, “King Creole” m.fl.).

Rækken af uforglemmelige sange fra Leiber & Stoller er lang. Blandt de mest kendte er ud over de allerede nævnte: “There Goes My Baby”, “Smokey Joe’s Cafe”, “Yakety Yak”, “Poison Ivy”, “Charlie Brown”, “Ruby Baby”, “Love Potion No. 9”, “Searchin'”,”Young Blood”,”Is That All There Is?”, “I’m a Woman” ,”Lucky Lips”, “On Broadway” og “Spanish Harlem”. Nogle af sangene fik de hjælp til af fx Barry Mann, Cynthia Weill og Phil Spector.

I sin nekrolog i New York Times forsøger William Grimes at indkredse Leibers særlige kvalitet som sangtekstforfatter med ordene: “catchy, street-savvy lyrics“. Og det er ikke skudt helt ved siden af. Leibers tekster har den kvalitet, at de falder helt i hak med melodierne, er lette at huske, mundrette og umiddelbart forståelige. Samtidig besidder de bedste af dem også et poetisk skær.

Lieber døde i mandags, 78 år gammel, af hjertesvigt.

Nyheden om Jesper Kleins død var den sidste nyhed, jeg fik inden jeg forlod min arbejdsplads. Med Politikens Henrik Palles forsøg på at indplacere Klein som sin generations største komiker i øret kørte jeg hjem, medens billeder fra Kleins karriere dukkede op for mit indre blik.

Væk var pludselig billederne fra ugebladene af en aldrende mand, der måtte leve med tabet af sin elskede hustru, Lykke Nielsen. Og i stedet dukkede figuren Carl-Henning op fra filmen Balladen om Carl-Henning, Lene og Sven Grønlykkes mesterlige hverdagsdrama fra 1969, som afslørede, at der bag komikeren gemte sig en fortræffelig karakterskuespiller. Jeg så den i Esbjerg Filmklub, i Esa Bio i Esbjerg, på et stort lærred, hvor den sort-hvide film kom helt til sin ret og brændte sig uforglemmeligt ind i min erindring.

Dernæst spredte glimt af Jesper Klein som underfundig, humoristisk og kritisk fornyer af ungdoms-tv i Peberkværnen. Fra dengang, hvor ungdoms-tv tog ungdommen alvorlig og forstod, at underholdning sagtens kunne bygge på et højt informations- og oplysningsniveau, samtidig med, at det havde samfundskritisk bid.

Og selvfølgelig dukkede billeder af ham som habitklædt medlem af Klyderne, hvor han sammen med Jess Ingerlev og Tom McEwan fik afløb for sine humoristiske og musikalske tilbøjeligheder.

Medens billerne skiftede på det indre lærred slog det mig, at vi har mistet en af de få enere i danske kulturliv. Af den slags, der bliver længere og længere imellem. Hvil i fred.

Torben har også kastet en minderune.

Bruce Springsteen.net bringer den triste nyhed: “It is with overwhelming sadness that we inform our friends and fans that at 7:00 tonight, Saturday, June 18, our beloved friend and bandmate, Clarence Clemons passed away. The cause was complications from his stroke of last Sunday, June 12th.”

Clarence, der bar det kærlige øgenavn ‘The Big Man’, var – som enhver, der kender hans virke i Bruce Springsteens E-Band, vil vide – en kæmpe, både fysisk og musikalsk.

Som så mange andre sorte musikere voksede den unge Clarence op i en familie, hvor den religiøse musik spillede en stor rolle. Gospelmusikken kom ind med modermælken og den faderlige opdragelse. Faderen gav den kun 9-årige Clarence en altsaxofon i julegave og sørgede for, at han fik undervisning i brugen af instrumentet. Dermed blev hans musikalske skæbne så at sige fastlagt.

Efter sigende var det en plade med King Curtis, en anden saxofonkæmpe, der fik Clemens sporet ind på rockmusikken. Og allerede som 18-årig blev han involveret i pladeindspilninger med funkbandet Tyrone Ashley’s Funky Music Machine, som senere kom til at danne grundstammen i det siden ret velkendte Parliament-Funkadelic. Nogenlunde samtidig kom Clemens også med i sit første band, The Vibratones, som – helt efter bogen – excellerede i coverversioner af bl.a. James Brownnumre. Vibratones var Clemens ‘ læreplads. Her blev han i fire år og fik styr på sit instrument, som i mellemtiden var blevet en tenorsax.

Historien om sit indtog i The E-Street Band har Clemens selv fortalt så levende, at man ikke behøver at gøre ham det efter. Man ser det for sig:
“One night we were playing in Asbury Park. I’d heard The Bruce Springsteen Band was nearby at a club called The Student Prince and on a break between sets I walked over there. On-stage, Bruce used to tell different versions of this story but I’m a Baptist, remember, so this is the truth. A rainy, windy night it was, and when I opened the door the whole thing flew off its hinges and blew away down the street. The band were on-stage, but staring at me framed in the doorway. And maybe that did make Bruce a little nervous because I just said, “I want to play with your band,” and he said, “Sure, you do anything you want.” The first song we did was an early version of “Spirit In The Night”. Bruce and I looked at each other and didn’t say anything, we just knew. We knew we were the missing links in each other’s lives. He was what I’d been searching for. In one way he was just a scrawny little kid. But he was a visionary. He wanted to follow his dream. So from then on I was part of history.”
Den skinbarlige sandhed om, hvordan The Big Man trådte ind i Springsteens Band. Og resten er, som man siger, historie.

Fra 1972 , hvor han formelt kom med i Springsteens band,  ragede Clemens op i Springsteens musik. Med sit meget fysiske og kraftfulde spil satte han sit tydelige aftryk på musikken fra Springsteens debutplade Greetings from Asbury Park, N.J. (lyt til klassikeren Blinded By The Light, hvis du er i tvivl) og frem.

Ved siden af jobbet i E Street Band havde Clemons sin egen solokarriere og spillede også gladeligt sammen med mange andre, fx. Gary U. S.Bonds, Ringo Starr, Aretha Franklin og Jackson Browne. Senest spillede han såmæn med på Lady Gagas album Born This Way fra 2010. Han havde også tid til at optræde som skuespiller på film og på tv.

Clemons var gift hele fem gange og blev far til fire drenge, som nu må savne deres far. Clemons blev 69 år.

Springsteen får de sidste ord.

“Clarence lived a wonderful life. He carried within him a love of people that made them love him. He created a wondrous and extended family. He loved the saxophone, loved our fans and gave everything he had every night he stepped on stage. His loss is immeasurable and we are honored and thankful to have known him and had the opportunity to stand beside him for nearly forty years. He was my great friend, my partner, and with Clarence at my side, my band and I were able to tell a story far deeper than those simply contained in our music. His life, his memory, and his love will live on in that story and in our band.” (fra hjemmesiden)

Fotoet ovenfor er et tidligt Pressefoto.

Torben mindes også The Big Man – her.

Det var en trist nyhed at slutte sin arbejdsdag af med. Beskeden om, at Sanne Brüel er død 59 år gammel af kræft.

Sammen med søsteren Rebecca var hun, som læserne af denne blog nok ved, drivkraft i Jomfru Ane Band. Men de musikalske søstre var også med deres vokalarbejde med til at sætte deres mærkbare præg på flere plader fra andre kunstnere i halvfjerdserne.

Sanne var en talentfuld musiker og sanger, der kom fra en talentfuld familie. Moderen, skuespillerinden og sangerinden Birgit Brüel og faderen, musikeren Max Brüel. Og med datteren Kaya har hun sørget for, at stafetten er givet videre.
Hvil i fred.

Sang omkring midnat

Opdatering: Torben kaster en stor rune over den triste meddelelse i Politiken og her.

For mere end tre år siden indristede jeg følgende i bloggen:

“Omtalen af Beat-Club i foregående indlæg fik mig til at erindre Don Partridges optræden i samme udsendelse. Jeg har længe ledt efter en optagelse med Don Partridge i YouTube uden held. Men det skal nok lykkes en dag…
Don Partridge er en engelsk “busker”, gadesanger, one-mand-band og sangskriver, der slog igennem i 1968 med den meget iørefaldende og humøropløftende sang om “Rosie”. Don Paul fra gruppen The Viscounts havde hørt Partridge på gaden og mente, at det var en god idé at få manden til at indspille sin sang. Hvilket viste sig at være en god idé.
Singlen nåede en fjerdeplads på den engelske pophitliste.
Derefter var det slut med det store succes for Don. Han fik udgivet et album i 1968 og et i 2004. Efter Rosie-hittet var han medlem af det akustiske band Accolade, der talte Gordon Giltrap, og dette ensemble resulterede i to LP-plader. I de tidlige halvfjerdsere slog han sig ned i Sverige, hvor han indspillede to plader, der dog ikke fik succes. Derefter vendte han snuden hjem til England.
Så vidt vides er han stadigvæk aktiv…”

I dag læser jeg så, at Don døde 68 år gammel den 21. september 2010 af et hjertetilfælde i Pieceheaven i det syd-østlige England, hvor han levede de sidste år af sit liv. Det var helt forbigået min opmærksomhed. Måske, fordi han for længst var gledet ud af rampelyset og dermed mediernes fokus. Men det skal ikke forhindre mig at kaste en rune over ham. For med sit store busker-hit “Rosie” fra 1968 leverede han en af de sange, der for altid vil være en del af min indre playliste. Hvorfor det blev sådan, er svært at forklare. Men, jeg tror, det simple svar er, at sangen om Rosie har den enkle popsangs mest elementære karaktertræk. En iørefaldende melodi, som sætter sig hurtigt i hukommelsen, og som man nemt kan genoptrykke og nynne med på. En sing-a-long-popsang, som man kun kan blive i godt humør af at lytte til. Det er stadigvæk en sang, jeg holder meget af. Don Partridge fik faktisk et enkelt hit mere i 1968 med “Blue Eyes“, der nåede helt på på en 3. plads på den engelske hitliste. “Rosie” nåede kun til en 4. plads. “Blue Eyes” er også en dejlig sang, omend knap så lige til…

Sidst jeg omtale Partridge kunne jeg ikke finde en video med ham. Men det kan jeg nu. Her er han i en optagelse fra 1993, hvor ham bl.a. spiller Sultans of Swing… Bemærk, hvordan fotografen ikke kan lade være med at synge med heller…

Da jeg som ganske ung og sprød knægt for første gang så Richard Brooks dampende filmatisering af Tennessee Williams’ sydstatsfamiliedrama “Cat on a Hot Tin Roof” (1958) tænkte jeg i mit stille sind: Den drukkenbolt til Brick (spillet fremragende af Paul Newman) er et nul, hvis han sådan lader sin dejlige kone Maggie “The Cat”(spillet af en ung, smuk og smækker Elizabeth Taylor) gå rundt om ægtesengen og vansmægte som en parringslysten hunkat. Der skulle hun ikke have fået lov til at gå ret længe rundt, hvis…

I dag meddeles det, at Elizabeth Taylor er død, 79 år gammel. Og dermed et er endnu et af Hollywoods helt store kvindelige stjerner og ikoner udslukt. Hun var en klassisk Hollywoodstjerne i den forstand, at hun forenede den attråværdige kvindelige skønhed med et indiskutabelt talent for filmskuespilleri. Og hun var med fra barnsben af, hvor hun kun 11 år gammel medvirkede i There’s One Born Every Minute (1942) og Lassie Come Home (1943) og sluttede som aktiv filmskuespiller med The Flintstones i 1994. Dertil skal lægges et omtumlet liv i de kulørte blade og andre medier.

Man kan godt diskutere, hvor godt eller snarere skidt hun forvaltede sin karriere – eller hvor godt eller skidt  den blev forvaltet af andre – men når nu dødsboet skal gøres op, vil en række film stå tilbage som uomgængelige for enhver filmelsker. Cat On A Hot Tin Roof bør være i enhver anstændig filmsamling. Det samme må ægteskabsdramaet Who’s Afraid of Virginia Woolf? fra 1966. Resten kan vi skændes om. Hvil i fred.

Skolegårdens svar på Speedy Gonzales (deraf øgenavnet), ophavsmand til gruppenavnet The Shadows og – med Sir Cliffs ord – rygradden i The Shadows’ sound. Terrence Harris var en af de basister, der var med til at gøre tidlige engelsk rock’n roll til det, den var. Han var med i de gyldne år i slutningen af halvtredserne og tresserne, hvor Shadows kom på de engelske lister med bl.a. Apache.

Harris forlod Shadows allerede i 1962, efter at gruppen havde indspillet deres nr. 1-hit “Wonderful Land”. Men han holdt sig ikke helt væk fra listen. I 1963 toppede han igen sammen med Shadows-kollegaen Tony Meehan med nummeret “Diamonds”.
I tiden efter Shadows fortsatte Harris en solokarriere med en vis succes.

Et alkoholmisbrug, som blev grundlagt i tiden med Shadows, var dog ødelæggende for musikerkarrieren. Selv om han fik indspillet en række album og optrådte mange gange, så gik det ned ad bakke. Og bedre blev det ikke, da han i 1963 var involveret i en alvorlig bilulykke, hvor også sangerinden Billie Davis kom til skade. I løbet af tresserne gled han langsomt ud i musikbranchens periferi og måtte ernære sig som arbejdsmand, murer, portør, buschauffør og fotograf.

Efter 30 års alkoholisme erkendte Jet sit problem og søgte hjælp. Men drikkeriet havde sin pris. For et par år siden fik han konstateret kræft i halsen – og den 18. marts døde han af de efterfølgende komplikationer.

I 2010 modtag han MBE-ordenen for sit bidrag til populærmusikken. Og samme år fik han også en særlig pris fra guitarfirmaet Fender for sin lancering af Fenders Precision Bas i 1960. Hvil i fred.

Endnu en af de store glamourøse filmstjerner har forladt denne verden. Den 28. februar døde Ernestine Jane Geraldine Russell – med kunstnernavnet Jane Russell – i en fremskreden alder af 89 år. Som man kan læse i de mange nekrologer, dødsfaldet har givet anledning til, så var Jane en af Hollywoods store sexsymboler i fyrrernes og halvtredsernes filmindustri. Som sexsymbol var det hendes lod at konkurrere med Marilyn Monroe.

Set i retrospekt var det uden tvivl Monroe, der vandt den konkurrence. Og en del af forklaringen var nok, at den blonde Monroe passede bedre ind i den amerikanske dobbeltmorals delikate balanceren mellem sexdyrkelse og puritanisme. Marilyn Monroe forstod at levere blandingen af (påtaget) uskyld og kropslig forførelseskunst.

Hendes diametrale modsætning var den skulpturelt flotte, mørkhårede Jane, der lagde sig ud med dobbeltmoralen med sin debutfilm “The Outlaw” (1943), der gav hende en mytologisk status som dybt dekolleteret femme fatale i høet efter først at være nærmest bandlyst i et par år af de amerikanske censurmyndigheder på grund af Russells voluptuøse kavalergang. Hvor Marilyn Monroe lokkede med en tvetydigt piget sex appel, var Jane Russell indbegrebet af voksen, lidt farlig, kvindeerotik.

Som sit blonde modstykke Monroe var Jane Russell meget mere end en pin-up, der kunne vække drenges og mænds begær. Hun havde et klart skuespiltalent (og havde studeret acting hos den berømte Max Reinhardt’s Theatrical Workshop) og var musikalsk begavet. I fyrrerne sang hun i Kay Kysers orkester og indspillede flere plader for Columbia Records. Hun holdt fast i musikken det meste af sit liv, men det var for sine film, hun vil blive husket.

Hun vil blive husket for eksempel sin Calamity Jane-gestaltning i komedien The Paleface, hvor hun spillede over for Bob Hope (1948), Gentlemen Prefers Blondes (1953), hvor hun gav Marilyn kamp til stregen og sit modspil over for datidens machomand Robert Mitchum i His Kind Of Woman og Macao (hhv. 1951 og 1952). I alt 23 spillefilm var hun med i. Den sidste var Darker Than Amber i 1970.

Jane Russell var en af de filmstjerner, der havde en særlig, glamourøs aura omkring sig. En aura, som ikke findes længere. Nu er hun ikke mere – eller rettere: kun på de hvide lærred…

Looking for trouble

Endnu en dejlig dame har forladt os. Den franske skuespillerinde Maria Schneider døde i går efter længere tids kræftsygdom.

Hun blev internationalt kendt, da hun spillede over for Marlon Brando i Bernardo Bertoluccis skandalesucces “Sidste Tango i Paris“. Filmen var en succes, men også en belastning for Schneider, der med mediernes ubarmhjertige automatik blev gjort til sexsymbol eller -bombe. Alligevel lykkedes det hende at markere sig som seriøs skuespiller i film som Antonionis “Profession: Reporter” (1975), hvor hun spillede sammen med Jack Nicholson, og Franco Zerifellis “Jane Eyre”.

Efter successen med Bertolucci- og Antonioni-filmene levede Schneider et omtumlet liv præget af stofmisbrug og indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Men hun fik siden hen mere styr på sit liv og sin karriere. I 2010 modtog hun æresmedaljen Chevalier, Ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til fransk kunst.

Tak til Auld Phart for oplysningen om hendes bortgang.