Indlæg tagget med nekrolog

“Big Jim” Sullivan er død, 71 Ã¥r gammel

4. oktober 2012

Hvis man hører til den nørdede kategori af musikelskere, der studerer grammofonpladernes med smÃ¥t skrevne oplysninger om medvirkende musikere og andet godtfolk, sÃ¥ vil man med sikkerhed være stødt pÃ¥ navnet Jim Sullivan eller “Big Jim” Sullivan, som kælenavnet lød. En i musikkredse navnkundig sessionmusiker, der som kælenavnet siger var en stor bamset figur med et respektindgydende talent som guitarist. En af de mest efterspurgte studieguitarister efter krigen.

Jim Sullivan, hvis borgerlige navn var James Tomkins, kom til verden på hospitalet i Uxbridge, Middlesex, den 14. februar 1941 og kun sytten år gammel blev han opdaget af en af datidens store navne Marty Wilde (far til Kim Wilde), der straks spottede Jims guitartalent og inviterede ham med i sit backingband The Wildcats. Og via Marty Wilde kom han i kontakt med musikmijøet. Noget af det første, han oplevede, var at spille for Eddie Cochran på dennes sidste skæbnesvangre turné i England. Det var også Marty Wilde, der købte en 1955 Gibson Gold Top guitar til Jim, så han havde et ordentligt instrument at spille på i studiet. Guitaren havde tilhørt Sister Rosette Tharpe. Dengang i starten af halvtredserne var det ikke tilladt at importere amerikanske guitarer.

Richie Blackmore fra Deep Purple lærte at spille guitar af Big Jim og som hans diskografi afslører (fx denne ufuldstændige liste) spillede han for en lang række navne og inden for vidt forskellige genrer. Med gennemsnitligt tre sessions om dagen og et pragmatisk syn pÃ¥ jobbet nÃ¥ede Sullivan langt omkring musikalsk set. Fra rock’n roll over beat (fx spillede han med pÃ¥ Small Faces “Itchycoo Park” i 1967) til Tom Jones (som han spillede med i Ã¥rene i Las Vegas) til James Last og hans danseorkester (“han betalte godt” ).

Jim Sullivans fortjeneste var bl.a. at være med til at skabe guitarlyden i tresserne. Blandt kollegerne var han kendt som det ‘elektriske monster’, fordi han hele tiden hev og trak i strengene og lavede nye lyde. Han var ogsÃ¥ den første, der brugte den sÃ¥kaldte fuzzbox til at lave forvrængning. Jim havde oplevet fuzzboxen blive brugt af legenden Chet Atkins (der havde brugt den pÃ¥ indspilninger med Everly Brothers) og han lÃ¥nte en af guitaristen Eric Ford, der ikke rigtig vidste, hvad han skulle bruge den lille anordning til. Den første indspilning, man hører Jim Sullivan og fuzzboxen pÃ¥, er P. J. Probys hit fra 1964 “Hold me“. Siden har rygtet ville, at det var en anden ung sessionmusiker ved navn Jimmy Page, der spillede pÃ¥ pladen, men det var det altsÃ¥ ikke…

Det var Jim Sullivans held, at han kom ind i en verden, hvor guitaren for alvor blev det førende instrument, og det sikrede ham – og en lang række andre sessionguitarister – masser af arbejde. SÃ¥ meget, at han igennem hele sin karriere kun nÃ¥ede at lave seks album i eget navn.

Jim Sullivan døde den 2. oktober 2012 efter længere tids sygdom. Han døjede med et dårligt hjerte og sukkersyge.

Tak til TV for linket til nekrologen i Guardian!

Herbert Lom – alias politikommisær Robert Dreyfus – er død, 95 Ã¥r

27. september 2012

Stillbilledet ovenfor er taget fra filmen The Pink Panther strikes again – nærmere bestemt fra en af de morsomste scener i filmen, hvor politiinspektør Clouseau (spillet af Peter Sellers) forpurrer, at den sindsforvirrede politichef Dreyfus bliver udskrevet fra sindsygehospitalet ved hele tre gange at sende Dreyfuss i vandet i en nærliggende sø. Scenen er til det perfekte grænsende iscenesat slap-stick-komedie, som er afvæbnende morsom i Peter Sellers og Herbert Loms fine samspil. Den tjekkisk-fødte Lom, der meldes død i dag, var med i en lang række spillefilm, men det er især for sin rolle i Blake Edwards Pink Panter-serie han vil blive husket. Hvil i fred.

Sangeren og sangskriveren Joe South er død, 72 år

6. september 2012

Sangeren og sangskriveren Joe South døde i onsdags 72 år gammel. Dødsårsagen er angiveligt et hjertetilfælde.

South fik størst kunstnerisk succes om sangskriver for andre. Det var sÃ¥ledes South, der sendte countrystjernen Lynn Anderson op pÃ¥ Billboards poplistetop pÃ¥ en 3. plads med den næsten irriterende, iørefaldende “Rose Garden” i 1971. Men ogsÃ¥ som sanger havde South betragtelig succes. “Games People Play” vil sÃ¥ledes blive stÃ¥ende som en af de bedste popsange, der er lavet. En sang, der med sin kritik af religiøs hykleri ogsÃ¥ eksemplificerer Souths særlige gave: At kunne forbinde umiddelbar iørefaldende pop med tekster med kritisk dybde.

I 1971 begik Souths broder Tommy selvmord, og i tiden efter trak Joe sig stort set ud af offentlighedens lys. Et lys, der kunne have gjort ham til en meget større stjerne, hvis han havde villet det. Hvil i fred.

Hall David – “lyricist” – er død, 91 Ã¥r

3. september 2012

Lyricists kalder man dem i de angelsaksiske lande. Sangtekstforfatterne. Jeg tror ikke, vi har et ord på dansk, som helt dækker. Nu meddeles det i medierne, at en af de helt store lyricists, Hall David, er død i den fremskredne alder af 91 år. Dermed mister populærmusikken en af dem, der sammen med Lennon & McCartney var med til at forme tressernes lydspor med uforglemmelige sange.

Vejen til sangtekstskrivningen var ellers ikke den direkte for unge Hall David. Hall var ikke nogen ørn pÃ¥ musikinstrumenter, men havde – som sin broder Mack – sans for ordene og deres særlige musik. Men storebroder Mack, der skrev sangtekster til Disney, amerikaniserede franske chancons og samarbejdede med Burt Bacharach (de skrev Shirelles’ “Baby it’s you” fra 1961), frarÃ¥dede ham at gÃ¥ den vej. I stedet blev Hall jounalist. Men da som soldat blev udstationeret pÃ¥ Hawaii begyndte han alligevel at skrive tekster, der kunne bruges til soldaternes adspredelse.

Efter at have arbejdet med reklametekster et periode efter krigen kom han i 1957 i forbindelse med Burt Bacharach. Og det viste sig med det samme, at de to var som skabt til hinanden. Og de fik succes med det samme med Marty Robbins-hittet “The Story of my Life” (1958) og Perry Comos “Magic Moments”.

NÃ¥r man lytter til Bacharach/David-sangene, sÃ¥ slÃ¥r det en, at at tekst og musik passer sÃ¥ utrolig godt sammen, at man skulle tro, de var skabt pÃ¥ samme tid. Og det er heller ikke helt forkert. Hall David har selv fortalt, at flere af teksterne – fx “Do you know the Way to San Jose” – opstod spontant, da han hørte melodien første gang.

David og Bacharach tog trÃ¥den op efter de store skikkelser i The Great American Songbook – Irvin Berlin, Gershwin, Hammerstein, Porter etc. – og var tro mod sangbogens konventioner og regler. Mange af Davids sange handler om det uopslidelige poptema, kærligheden, men er langt fra ‘silly lovesongs’. Et godt eksempel er sangen “A House is not a home”, som Dionne Warwick indspillede i 1964. Sangen er en kærlighedssang, men Hall Davids suveræne, sproglige leg med metaforerne omkring “hus” og “hjem” trækker sangteksten væk fra de banale over over mod poesien.

Hall David død d. 1. september

A chair is still a chair

Even when there’s no one sitting there

But a chair is not a house

And a house is not a home

When there’s no one there to hold you tight

And no one there you can kiss good night

A room is still a room

Even when there’s nothing there but gloom

But a room is not a house

And a house is not a home

When the two of us are far apart

And one of us has a broken heart

Now and then I call your name

And suddenly your face appears

But it’s just a crazy game

When it ends it ends in tears

Darling, have a heart

Don’t let one mistake keep us apart.

I’m not meant to live alone, turn this house into a home.

When I climb the stair and turn the key

Oh, please be there, still in love with me

[ikke krediteret foto lånt fra musiksitet Goldmine]

Scott McKenzie – en hippieblomst er visnet – 1939-2012

20. august 2012

It is with much sadness that we report the passing of Scott McKenzie in LA on 18th August, 2012. Scott had been very ill recently and passed away in his home after two weeks in hospital.“. SÃ¥dan stÃ¥r der at læse pÃ¥ sangeren Scott McKenzies hjemmeside. Underskrevet Gary and Raylene Hartman.

Scott McKenzie vil især blive husket for oden til hippiernes hovedstad San Francisco, “If you’re going to San Francisco (be sure to wear flowers in you hair)“. En sang, der blev skrevet af Papa John Phillips (Mamas and Papas)  og med sin tekst og melodi ramte klokkerent ind i tidsÃ¥nden anno 1967.

Med sin kommercielle mainstreamappel var sangen også en slags forvarsel om, at hippietiden og the summer of love allerede var opslugt af medierne og kommercialismen og kun ville strække sig ud over sæsonen som nostalgi og drømme i hovedet på gamle og nye flippere.

Efter kæmpehittet indspillede Scott to udmærkede album, der dog slet ikke kunne leve op til forventningerne om mere salg og flere hits. Og i begyndelsen af 1970’erne trak Scott sig tilbage fra pladebranchen.

De sidste par Ã¥r led McKenzie af Guillain–Barré syndrom – en sygdom, der angriber nervesystemet. Hvil i fred, Scott.

Like an old time movieYvesHoly Man + What’s the difference

Henning Moritzen er død, 84 år

12. august 2012

Fotoet ovenfor viser nogle af de skuespillere, der var med i radioprogrammet “Karlsens kvarter”. Lise Ringheim, Peter Steen, Sisse Reingaard og Henning Moritzen (knægten pÃ¥ billedet husker jeg ikke navnet pÃ¥). Sidstnævnte skuespiller afgik ved døden i lørdags i en alder af 84 Ã¥r. Og nyheden om Moritzens død sendte mig tilbage til dengang, hvor  radioserien om et midaldrende ægtepars – Pers (Moritzen) og Bittens (Ringheim) – liv og levned kunne holde en stor del af det, man dengang kaldte Familien Danmark, fast med øret inde i radioen. Serien kørte fra 1967 til 1984! Jeg kan huske, at min gamle regnelærer Helligsø ofte inddrog Karlsens Kvarter i sin undervisning. Det siger noget om kvaliteten af programserien…

Programserien var forfattet af Leif Panduro og Lise Nørgaard og indeholdt en del satiriske kommentarer til samfundsudviklingen. Akkurat som Huset pÃ¥ Christianshavn og Matador senere gjorde – pÃ¥ tv. I dag ville det være umuligt at lave den slags radioudsendelser. Desværre.

Med Henning Moritzens bortgang forsvinder endnu en af de populære, alsidige skuespillere, der ‘altid’ har været der og som har sat sit eftertrykkelige mærke pÃ¥ radio, tv, teater, film osv. Hvil i fred.

Rødstrømpen og forfatterinden Suzanne Giese er død, 66 år gammel

29. juli 2012

Min første tanke ved den triste nyhed var: Det er sgu da alt for tidligt. Den næste var: Vi er i færd med at skrive de sidste kapitler af fortællingen om “’68’erne”, “ungdomsoprøret”, “kvindefrigørelsen” og de andre tresser- og halvfjerdserfænomener.

Suzanne Giese var en af de markante kvindestemmer i den flok af unge, veluddannede “mellemlagskvinder”, som man sagde dengang, der sørgede for, at feminismen blev hørt. Og hun fortsatte med at tale dens sag, selv om stemmen med tiden ikke længere skar sÃ¥ tydeligt igennem. Men det var ikke Gieses skyld, snarere tidsÃ¥ndens.

Den nye feminisme, vi i disse Ã¥r kan læse om i bl.a. damebladene, handler mest af alt om at gøre karriere pÃ¥ mændenes præmisser, at fÃ¥ adgang til direktionsgangene og bestyrelsesposter i virksomhederne. Og denne individualistiske kamp ville være utænkelig uden Suzanne Giese og hendes “medsøstres” kamp for ligestilling i halvfjerdserne. De gamle feministers kamp lykkedes langt hen ad vejen – selv om der stadigvæk er knaster tilbage, fx ligelønnen, men noget gik ogsÃ¥ tabt: solidariteten og den sociale kamp.

Med billedet af den unge, kønne Suzanne – se bogomslaget ovenfor – pÃ¥ nethinden griber man sig selv i at ønske, at nogle unge kvinder ville vende tilbage til den grundtanke, der var i halvfjerdserfeminismen: at ligestillingen mellem kønnene ikke bare handlede om at bytte om pÃ¥ kønsrollerne, om at overtage mandens privilegier osv., men om at ændre pÃ¥ den samfundsindretning, der muliggør ulighed og diskrimination. Hvil i fred.

Trille – Hej søster

Suzanne Giese havde en stadig aktiv weblog, hvor man kunne læse om hende og læse nogle af hendes artikler. Den bedste måde at ære hendes minde på er at læse, hvad hun skrev (i følge Arne Herløv Pedersen).

Jon Lord – Deep Purple – 1941-2012

17. juli 2012

Keyboardspilleren i Deep Purple Jonathan Douglas “Jon” Lord  – kendt som Jon Lord – er død af en udsigtløs kræftsygdom. Nyheden fik mig til at sætte Deep Purples banebrydende album Deep Purple in Rock (1970) pÃ¥ musikanlægget. Med det album var gruppen for alvor med til at definere den genre, man kalder heavy metal (eller som samtidens flippere kaldte betonrock).

Musikken svarede ganske godt til coverbilledets parafrase over amerikanske præsidenters granitansigter ved Mount Rushmore. Det her var rock, der bÃ¥de signalerede granithÃ¥rdhed og rock-og-rul. Volumen i bund, ekstatisk sang, memorable riffs og – som man ogsÃ¥ sagde dengang – kul pÃ¥. Og midt i den hÃ¥rdt pumpende rock lagde Jon Lord med sit Hammond-orgel riffs (fx i klassikeren “Child of Time”) og næsten symfoniske lag, som sikrede, at lytterne af den progressive rock ogsÃ¥ købte pladen sammen med en masse andre, der sikrede Deep Purple en varig plads i rockens Pantheon.

Bob Welch – guitarist og sangskriver i Fleetwood Mac er død, 66 Ã¥r

8. juni 2012

Nogle dødsfald gør mere indtryk end andre. Det er tilfældet med guitaristen og sangskriveren Bob Welch, der i dag meldes død. Welch tog sit eget liv. Skrev et selvmordsbrev og skød sig selv i brystet. Den 66-årige Welch var angiveligt syg.

NÃ¥r Welch fortjener en minderune her, sÃ¥ er det, fordi han spillede en vigtig rolle i transformationen af Fleetwood Mac fra britisk tresser-rhythm-and-blues-band til et af de førende FM-orienterede rockbands i halvfjerdserne. Til forskel fra medlemmerne i det oprindelige Fleetwood Mac- fx Peter Green og Jeremy Spencer, som Welch afløste -havde Welch en bred musikalsk orientering, der omfattede rock, blues, jazz og pop og havde sans for det melodiske og poppede. Og han havde fintunet sin kunnen i flere grupper, inden han kom med i Fleetwood Macs formative Ã¥r. Blandt andet havde han spillet i det oversete soulinspirerede band The Seven Souls, der konkurrerede med – og tabte til – Sly and the Family Stone i en af den tids mange popkonkurrencer.

På de fire album Future Games, Bare Trees, Penguin og Mystery to Me, der udkom i perioden 1971-1973 var Welch sammen med kollegaen og konkurrenten Danny Kirwan og Christine McVie med til at trække Fleetwood Mac væk fra den rene tresserblues og i retning af et nyt udtryk, der resulterede i større publikumssucces, ikke mindst i USA.

Bob Welch fulgte det gamle Fleetwood Mac til dørs. Efter en længere periode præget af Danny Kirwan alkoholiske og depressive adfærd, utroskab, juridiske slagsmÃ¥l osv. blev Welch bandets lead-guitarist og udgjorde sammen med ægteparret McVie og Mich Fleetwood rygradden i det, der skulle blive det nye Fleetwood Mac. Den sidste plade, han var med til at indspille var Heroes are hard to find (1974), der kom lige før Fleetwood Mac store kommercielle gennembrud med det eponyme 1975-album og – ikke mindst – Rumours i 1977. Træt af al spektaklet, de evige turneer og kreativt udmattet forlod Welch Fleetwood Mac i 1974 og blev erstattet af Lindsay Buckingham og Stevie Nicks. Dermed var transformationen fuldbragt.

Selv om Welch ikke fik del og lod i gruppens helt store periode som supergruppe, så var han med til at skabe fundamentet for den succes. Og i årene efter havde han stor succes som solokunstner med et par storsælgende soloalbums, hvor han også fik hjælp fra nogle af de gamle kolleger. Men blandt andet på grund af et voksende heroinmisbrug knækkede de kreative kurve efter det guldsælgende album Three Hearts (1979). Hvil i fred.

Doc Watson – americanalegende – er død, 89 Ã¥r

30. maj 2012

89 Ã¥r gammel blev den legendariske guitarist, sanger, sangskriver og meget mere Arthel Lane Watson, der blev kendt under kælenavnet “Doc”. Han kom til verden i flækken Deep Gab i North Carolina i en familie, hvor pengene ikke hang pÃ¥ træerne og hÃ¥rdt arbejde var en selvfølgelig. Watson har selv fortalt, at han tjente til sin første guitar ved sammen med sin broder at fælde alle kastanietræerne pÃ¥ den fædrene gÃ¥rd og sælge træet. Det indbragte den nette sum af 10$ til Doc, der købte Stella guitar. Broderen købte et sæt tøj.

En øjeninfektion berøvede ham synet som spæd, men Doc havde talent for at spille musik. Og efter at have lært at spille pÃ¥ sin guitar optrÃ¥dte han rundt om i lokalomrÃ¥det med traditionelle sange fra bl.a. Monroe -, Delmore – og Louvin Brothers repertoire.

Igennem en menneskealder har Doc Watson fÃ¥et en status af at være en af den sÃ¥kaldte “americanas” fineste repræsentanter. Han havde et stort kendskab til den folkelige musik i USA og vandt stor anerkendelse for sit særlige “flat-pick” og “finger-picking” guitarspil. Siden han begyndte at indspille plader er det blevet til i omegnen af 50 album.

Black Mountain Rag – Deep River Blues