CAPAC

For to år siden skrev jeg følgende i min blog:
“Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt på grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje på et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der står og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede på det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blå – var også grænsesøgende på anden end seksuel vis. Filmene var også – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener går Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er også formeksperimenter i den forstand de – i tråd med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler på tressernes sexualliberale nybrud og på den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i årene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.”
I dag kan jeg så læse, at skuespillerinden Lena Nyman, der spillede den unge frisindede pige, som stillede ubehagelige spørgsmål om det svenske klassesamfund, er død efter længere tids alvorlig sygdom. Jeg vil altid forbinde den lille pige med den hæse stemme med den rolle, som gjorde hende kendt rundt om i verden på grund af de frivole nøgen- og sexscener. Men i Sverige blev hun en højt skattet skuespillerinde, som bl.a. arbejdede sammen med det navnkundige makkerpar Hasse (Alfredson) og Tage (Danielsson), optrådte på Dramaten og var med i diverse film. Nogle vil sikkert huske hende for rolle i Ronja Røverdatter, som jævnligt vises på dansk tv.

En fin billedkavalkade over Lena bedrifter.

I går hørte jeg et P1-program om en mand, der havde formået at bryde med sin negative sociale arv. Han var vokset op med to alkoholiserede forældre. Moderen forsøgte at skjule sit drikkeri ved at gemme flaskerne i skabe og lign., men sønnen kunne ikke undgå at falde over dem. I bogstaveligste forstand. Og den tidligste erindring han havde om faderen var, at han lå forslået og stinkende i sengen efter en bytur. Selv endte han i alkoholismens vold, hvor han næsten drak sig ihjel, mistede sit ægteskab og fik oparbejdet en kæmpegæld.

Men, da det så mest sort ud, tog han sig selv i nakken, gik på afvænning og kom på det rette spor igen.

Jeg kom i tanke om denne oplivende historie om et brud med den negative sociale arv, da jeg i går nat kom hjem og læste den sørgerlige nyhed om sangskriveren og musikeren Gerry Raffertys død. For knap et årstid siden skrev jeg et indlæg om Rafferty. Det drejede sig om nogle rygter vedrørende hans mulige forsvinden efter et hospitalsophold. Af rygterne kunne man læse, at hospitalsopholdet og forsvindingsnummeret skyldtes mandens intense drikkeri. Rafferty var alkoholiker.

Desværre lå det i kortene, at den yderst talentfulde sangskriver kunne komme til at ende sit liv på bunden af flasken. Han kom fra en irsk minearbejderfamilie, hvor faderen drak tæt og udsatte familien for vold. Der går historier om, hvordan Gerry og moderen måtte flakke omkring i byen, medens de ventede på, at faderen skulle blive ædru igen. De turde ikke gå hjem, for så vankede der tørre tærsk.

Da Gerry var 16 år gammel døde faderen, og Gerry fandt sig et arbejde samtidig med, at han i weekenderne spillede sammen med sin skolekammerat, den ligeledes talentfulde sangskriver Joe Egan, i gruppen Mavericks. Da Mavericks ikke blev nogen succes, søgte Rafferty og Egan ind i The Humblebums, der blev ledet af den senere entertainer og komiker Billy Connolly. Efter tre album gik både Conolly og Rafferty deres egne veje, efter at Rafferty havde tilskyndet Connolly til at gå entertainervejen. Efter sigende var der ikke plads til to så store egoer og talenter i gruppen.

Raffery udsendte nogenlunde samtidig sin første soloplade Can I Have My Money Back? (1971), som afslørede et stort sangskrivertalent i svøb, og året efter fandt han igen sammen med kollegaen Joe Egan og dannede Stealers Wheel. Det førte til den første store succes for Rafferty, da bandet udsendte deres eponyme debutalbum med hittet “Stuck in the middle with you”. Efter tre album var det slut. Ikke, fordi gruppen ikke havde potentiale at blive til noget rigtig stort, for det havde den, men på grund af en masse problemer med pladeselskabet.

Egan tog til Skotland og Rafferty brugte tre år på at komme ud af sine kontraktlige bånd til pladeselskabet. Men ved siden af begyndte han lønligt at indspille sange, der siden skulle blive til hovedværket City To City, der udkom i 1978. Med klassikeren Baker Street som drivkraft blev City To City en kæmpesucces med et salg på omkring 5 millioner eksemplarer. Nok til at gøre Rafferty til en holden mand og sikre ham omkring 80.000 £ i årlige royalties.

Pladen blev fulgt op at to andre langt fra så succesfulde, men kunstnerisk mindst lige så tilfredsstillende albums: Night Owl (1979), den skammeligt oversete Snakes And Ladders (1980). De to album udgør kronen på Raffertys livsværk. Herfra gik det ned ad bakke for Rafferty. Hans drikkeri tog til og udviklede sig til en selvdestruktiv alkoholisme. Han havde talentet til at blive en stor stjerne som musiker og sangskriver. Flere gange er han blevet sammenlignet med Lennon & McCartney, og det var også på det niveau, han befandt sig, når han var bedst.

Men Rafferty kunne åbenbart ikke overvinde sin negative sociale arv. Af biografierne om ham kan man læse, at han efter sin succes med Baker Street havde pengene og alle muligheder, men afviste dem, fordi intet tilsyneladende var godt nok. Bag det udadvendte selvovervurdering kunne man dog spore en afgrundsdyb mangel på selvtillid og -værd. Arven fra barndommen. I 1990 kastede hans hustru gennem mange år håndklædet i ringen i erkendelse af, at hun ikke kunne hjælpe Gerry ud af sit misbrug. Hun blev dog ved ringside og hjalp ham så godt hun nu kunne, medens hun var vidne til hans deroute i alkoholismens malstrøm.

63 år blev Gerry Rafferty og efterlod sig i alt ni fine soloalbum, der vidner om et stort talent, som ikke fik lov til at udfolde sig helt. Desværre.

PS. Citatet i overskriften er hentet fra sangen”One Drink Down”, som man kan finde på Raffertys allerførste soloplade. Mere her.Her er han sammen med Egan, medens tingene endnu så lyse ud – Star:

I går kunne vi vinke farvel til den store århusianske popsanger Bamse. Men også den hollandske popstjerne Bobby Farrell tog afsked med livet ved årsskiftet. Den 61-årige popkunstner døde på et hotelværelse i Sankt Petersborg. Dødsårsagen kendes ikke endnu.
Måske siger navnet Bobby Farrell ikke så meget, men det gør navnet på det band, han var med i: Boney M.
Bobby blev født på den karibiske ø Aruba (i øgruppen Antillerne) og indledte sin musikkarriere som DJ og danser. Men i 1976 blev han opdaget af produceren Frank Farian, der gav ham tilbuddet om at komme med i Boney M som sanger og ikke mindst danser. Faktisk sang Bobby Farrell ikke ret meget. Det indrømmede han i et interview i 2003. Hans primære rolle var danse og optræde på scenen. Hans indrømmelse gav anledning til en vis opstandelse i de kulørte blade, men var bare en ærlig indrømmelse af, at Boney M – som så mange navne i poppens glitrende verden – var et kunstprodukt, som var skabt (af Frank Farian) for at underholde og – ikke mindst – tjene penge til bagmanden.
Spekulation eller ej, Boney M blev en kæmpesucces på den europæiske musikscene i halvfjerdserne, hvor navnet solgte i omegnen af 100 millioner plader med forglemmelige discohits som Rivers Of Babylon, Mary’s Boy Child, Rasputin og Daddy Cool.
Enhver, der har set gruppen optræde – fx på tv – vil vide, at den var en iøjnefaldende eksotisk, farvestrålende oplevelse. Kombinationen af letbenede, dansante sing-a-long-diskopopsange, smukke, veldrejede, velklædte brune korpiger med sexappeal og en flamboyant, halvt afklædt, æggende dansende vildmand – Bobby Farrell – i forgrunden gik rent ind hos det underholdningshungrende publikum. At Bobby så mimede til en andens båndede stemme var i den forbindelse blot en bagatel. Det pudsige var, at Bobby Farrell faktisk godt kunne synge – og gjorde det ved flere af bandets live-optrædener. Men sådan er der så meget i den branche…
Selv om Boney M var et spekulationsobjekt, så skal man ikke være blind for at gruppen gav sit lille bidrag til forandringen af den europæiske pop lydbillede og udseende. I de tidlige halvfjerdserne var popscenen stadig dominerende hvid og karibiske rytmer var også noget, der først for alvor kom ind med reggaebølgen i samme årti.
Boney Ms succes toppede i slutningen af halvfjerdserne. Derefter visnede interessen for dem, selv om de nu og da optrådte bl.a. i tyske nostalgiske underholdningsprogrammer. Farrell blev fyret af Farian i 1981.
Efter sin fyring dannede Farrell sin egen gruppe, bestående af flere medlemmer fra det gamle Boney M. Men hitlisteappel havde den ny konstellation ikke, selv om der blev lavet flere singler. Farrell og de andre ex-medlemmer af Boney M havde også det problem, at folk fortsat satte dem i forbindelse med navnet Boney M, som Frank Farian ejede rettighederne til. Det førte til et længere retsligt efterspil, hvor kunstneren med Farrell i spidsen kæmpede mod Farian om retten til at optræde i Boney M-navnet. Et retsstrid, der vist ikke er afsluttet helt endnu. I sin sidste tid optrådte Bobby Farrell med lidt held bl.a. i Italien under navnet “Bobby Farrell, kendt fra Boney M” – og måtte aflevere en del af sine royalties til Frank Farian…

Politiken bringer den triste nyhed om musikeren Flemming “Bamse” Jørgensens død nytårs nat. Et hjertestop satte en stopper Flemmings gang her på jorden. Alt for tidligt. Selv om jeg aldrig blev fan af Bamse, så var hans og Bamses Venners humørfyldte, kompetente danske versioneringer af gamle popsange en del af mit lydtapet i halvfjerdserne, hvor ikke mindst Vimmersvej – med den uforglemmelige linje “hun går rundt med numsen bar, hurra” – viste, at ikke kun Shu-Bi-Dua kunne det med humoristiske fordanskninger og kække opdateringer af uopslidelige hits.
I mange år holdt Bamse fast i det danske sprog, og først langt ind i solokarrieren – i starten af halvfemserne – indsang han på engelsk. På Stand By Me (1999) og Always On My Mind (2001) kan man høre Bamse fortolke kendte pop- og rocksange, som afslører den musik, Bamse var rundet af.
Bamse var en af den slags musikere, man ville hænge etiketten “folkekær” på. En uforstilt fyr med begge ben plantet i det århusianske. En original i ordets bedste forstand, som med professionalisme og et (i mange år) iøjnefaldende korpus trådte ind i danskernes hverdag og gjorde den mere udholdelig med god popmusik. Bamse vil være savnet. Hvil i fred.

Læs også Torbens minderune

Nyheder løber hurtigt på det forbaskede net. Og Rolling Stone med flere er ude med den kedelige nyhed om, at Captain Beefheart er afgået ved døden i dag d. 17. december som følge af komplikationer i forbindelse med den sclerose, han har lidt af i flere år.
Hvis det giver mening at tale om enere i rocken, så var Captain Beefheart – Don Van Vliet – en ener. Med sit Magic Band skabte han en musikform, der både havde traditionen i sig – bluesen – og avantgarden, en unik, aparte, eksperimenterende stil.

De sidste mange år helligede han billedkunsten.

Nu vil jeg finde hovedværket “Trout Mask Replica” (i vinyludgaven!) frem om mindes Kaptajn Bøfhjerte. Hvil i fred.

DR-Nyhedernes rubrik til nyheden om Blake Edwards’ død er sigende: Instruktøren af Den Lyserøde Panter er død. For der er nok ingen tvivl om, at rigtig mange først og fremmest vil forbinde Edwards med komedieserien med Peter Sellers i hovedrollen som inspektor Jacques Clouseau, som blev lavet i årene 1963 til 1983 – og nok var med til at efterlade indtrykket af en instruktør, der primært begik sig i den letbenede underholdning. Men selv om Edwards givetvis havde en forkærlighed for komedien eller lystspillet – hvilket han allerede demonstrerede med film som Pigen Holly (m. Audrey Hepburn) fra 1961 og U-båden der rødmede fra 1959 (m. Cary Grant og Tony Curtis) – så havde han også andre tangenter at spille på. Det så man fx i den stemningsfulde gyser Stemmen i mørket fra 1962 (m. Lee Remick og Glenn Ford) og i den bitre fortælling om et pars alkoholiske deroute i Hektiske Dage (Days of Wine and Roses – med Lee Remick og Jack Lemon i hovedrollerne). To film, der holder og stadigvæk tåler at blive set. Hvorfor Edwards ikke opdyrkede de mere alvorlige genrer mere, kan man godt undre sig over, for selv om han nok ikke var en mesterinstruktør, så havde han et solidt håndelag for at skrue en film effektivt sammen. Men mon ikke forklaringen har noget med publikumstal og penge at gøre?
Næsten 50 film nåede han at instruere, og derud over arbejdede han som manuskriptforfatter, skuespiller og producer.

Som bekendt er humor noget, man svært kan blive enig om. Og det er der selvfølgelig skrevet tykke, filosofiske og psykologiske bøger om.

En af de amerikanske skuespillere, der har fået denne blogger til at slå sig på lårene af grin, er Leslie Nielsen, der som navnet antyder har danske aner, idet hans farfar var dansker. Leslie Nielsen, der blev født den. 11. februar 1926 og døde i går, startede sin skuespillerkarriere i 1950 og fungerede de næste 30 år som birolleskuespiller i film og på tv. Men flykatastrofekomedien Airplane! (på danske Højt at flyve) forvandlede med et slag Nielsen til at være komisk hovedrolleskuespiller. Med få virkemidler og begrænset mimik fik Nilsen det optimale ud af de absurde situationer og de citatværdige replikker. Og han fandt en perfekt komisk rolle som politikommissær Frank Drebin i “Naked Gun”-filmene (fra 1988 og frem), hvor genreparodien blev kørt helt ud på overdrevet. Især den første “Høj pistolføring”, som de hed på dansk, er en født klassiker blandt lavkomiske, velturnerede film fra forrige århundrede. Nu er Leslie ikke mere, men filmene har vi da lov at more os over.

Nogle morsomme scener fra Naked Gun.

Mod Strømmen og BT har udsendt nyheden: Solomon Burke er død, 70 år gammel. I følge boulevardavisen døde han i Amsterdams Schipol-lufthavn. Aktiv som altid, uden planer om at trække sig tilbage. En aktiv død som i en af Johs. V. Jensens myter.

Burke, der var præst og bedemand ved siden af sin sangkarriere (uden at de to kan adskilles helt), kom ud til det store publikum, da han blev indlemmet i det toneangivende pladeselskab Atlantics fold i tresserne. Det første hit var en solomonificeret udgave af countrysangen “Just Out Of Reach”. I modsætning til sine kolleger og konkurrenter Otis Redding og Sam Cooke formåede Burke ikke helt at overskride barrieren mellem den “sorte”, spirituelle, soulmusik og hitlisternes mainstream. Måske, fordi han ikke kunne eller ville finde det rigtige kompromis mellem kommerciel pop og rodfæstet soul. Men i kraft af sit sangskriveri (som andre også havde glæde af) og sin sangkunst vandt han respekt til at blive indlemmet i Rock And Roll Hall Of Fame i 2001. Som andre af sin generation oplevede han lidt af en revival i starten af dette århundrede med plader som “Don’t Give Up On Me” og “Nashville”. Med Burkes død forsvinder en markant stemme ud af populærmusikken, selv om den selvfølgelig kan genoplives gennem pladerne. Det kan vi så passende gøre. Hvil i fred.

I dag er det nøjagtig 40 år siden, Janis Joplin døde af en overdosis heroin i kombination med en del spiritus.

Hun kom fra en religiøs familie og følte sig allerede fra barnsben utilpasset. I skolen blev hun mobbet, fordi hun var for tyk og havde uren hud. Og det er sandsynligt, at både interessen for the blues og folkemusikken – og hendes image som en outsider blev grundlagt allerede i teenageårene. Da hun var færdig med high school som 17-årig begyndte hun et halvhjertet universitetsstudium, der dog hurtigt blev skiftet ud med en selvskabt karriere som sangerinde med bluesrødder og inspiration fra The Beat Generation, outsiderne i amerikansk litteratur og musik. Måske sigende hed hendes første indspilning fra 1962, “What Good Can Drinkin’ Do”. Southern Comfort blev hendes trofaste følgesvend og trøster de næste otte år.

Som andre med ambitioner om at gøre sig i musikkens verden drog hun til San Francisco, hvor hun kom ind i kredsen omkring Jefferson Airplane. Og sammen med den ligeledes bluesinteresserede Jorma Kaukonen fra Airplane begyndte hun at indspille en række numre, der siden har cirkuleret blandt fans og bootleggere som et kassettebånd med titlen The Typewriter Tape. Sangene blev indspillet hjemme hos Kaukonen, og titlen på båndet henviser til, at Margaret Kaukonen spillede med – på skrivemaskine.

Samtidig udviklede Joplin et massivt stof- og alkoholmisbrug, som i første omgang fik nogle af hendes venner til at sende hende tilbage til Port Arthur, Texas, hvor hun kom fra. Her fik hun da også så meget styr på sit liv, at hun genoptog sit universitetsstudie og lagde planer for at indgå et almindeligt borgerligt ægteskab med en ung, lokal mand.

Men musikken slap hun ikke, og da hippiebandet Big Brother and the Holding Company spottede hende ved en lokal optræden, blev hun indlemmet i gruppen som forsangerinde – og var dermed tilbage i San Francisco, byen, der flød af musik, sex, sprut og stoffer. Det var i 1966. Og resten er som bekendt historie. Big Brother and the Holding Company blev hendes afsæt for hendes berømmelse og korte succesfulde karriere.

I Joplins stemme mødes tresseroprørets utilpassethed, vildskab, frihedstrang og livsappetit med den folkelige musiks – ikke mindst bluesens – besyndelse af (kærligheds)livets op- og nedture og så denne musiks vanartede afkom: rocken. Selv om Joplins død i 1970 sandsynligvis var et uheld – heroinen var for stærk – så var der noget symbolsk i, at hun døde ved udgangen af tressernes årti. Hun var på godt og ondt en frugt af den tid.

I går døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op på den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var også en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 år gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – så havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille både dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange på flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fået en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. På den anden side, så fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slå… Hvil i fred.

Min gode medblogger Torben Bille lader tristheden sænke sig over bloggen ved meddelelsen om guitaristen Thomas Grues død (19. september). Grue var en af den slags musikere, der ikke stod helt fremme i spotlyset, men gjorde en markant forskel med sit instrument, rytmeguitaren. En sideman i ordet bedste betydning. Blandt de mange navne han gav musikalsk farve er: Lone Kellermann, Stig Møller, Niels Pind Pedersen, Skousen & Ingemann, C.V. Jørgensen, Frede Fup, Snold, Swing Jørgens Rytmecirkus, Røde Mor, Troels Trier, Leif Sylvester, Bjarne Liller, Clausen og Petersen, Jomfru Ane Band, Niels Skousen og Dione Band.
Jeg husker tydeligt en koncert med C. V. Jørgensen i Botanisk Have engang i halvfjerdserne. Det må have været omkring 1978*). Det var en VS-festival med solskin, chilenske empanadas og lokal øl fra Ceres. Og så kom det ganske lille band på scenen med Thomas Grue og Ivan Horn i forgrunden på guitarer – og gjorde Jørgensen-bandets renommé som “tilbagelænet” til skamme. Fantastisk, uforglemmelig koncert. En af den slags koncerter, hvor øjeblikke brænder sig fast i erindringens harddisk. Senere læste jeg et interview med C. V. Jørgensen, hvor han beskrev Thomas Grue som en guitarist, der lå “helt fremme på beatet”. Ja, det var der ingen tvivl om. Jeg kan forstå på Torbens nekrolog, at Grue også i livet lå helt fremme på beatet. Og det har nok haft sin pris. Hvil i fred du spillemand.

*) Jeg har siden fået bekræftet, at det var i 1978.

Den engelske cellist Mike Edwards døde den 3. september i en trafikulykke. Han blev 62 år. Edwards var medlem af Electric Light Orchestra i de formative år fra 1972 til 1975, hvor han satte sit tydelige musikalske aftryk på gruppens musik med sin aparte trakteren af celloen. Han kan høres på pladerne: s ELO II, On the Third Day, The Night The Light Went On (In Long Beach) og Eldorado. I årene efter ELO arbejdede Edwards som arrangør og komponist i teaterverdenen. Han skiftede også navn til Deva Pramada på grund af sin optagethed af zenbuddismen.

Selv om det er mere end en uge siden, Kenny Edwards døde af kræft på et hospital i hjembyen Santa Barbara, så skal det omtales i denne blog.

Et fyrtårn, et pejlemærke, kaldte Linda Ronstadt ham i en kommentar til dødsfaldet ( i avisen Thursday ). Og uden Kenny Edwards ville Linda Ronstadst karriere nok have fået et andet forløb end tilfældet blev. De to kunstnere mødtes, da de efter high school dannede countryrockbandet The Stone Poneys, som blev springbrættet for Ronstadts karriere.

Da gruppen opløstes kort tid efter, at den var brudt igennem til en 13. plads på den amerikanske hitliste med Mike Nesmith-sangen “Different Drum”, dannede Edwards en anden rockgruppe, Bryndle, med Karla Bonoff, Andrew Gold og Wendy Waldman. Men han holdt også kontakten til Linda Ronstadt ved lige og spillede en central rolle som musiker, sanger, arrangør og idémand på mange af hendes soloplader. Det var således Edwards, der havde en stor del af æren for, at Ronstadt fik en førsteplads med sin udgave af Clint Ballards “You’re No Good” i 1967. Han havde ideerne til arrangementet og for den sound, der kom til at præge Ronstadt den første tid.

Han arbejdede også sammen med flere andre store kunstnere som fx Stevie Nicks, Don Henley, Art Grafunkel og Brian Wilson.

Den 18. august udåndede han efter at være kollapset på en turné med Karla Bonoff.

Jeg kan ikke se, om det er Edwards, der spiller bas på denne optagelse af “You’re no good”, men den er så fin, at den skal med alligevel…

En trist nyhed. Guitaristen og sangeren Michael Been er død. Han døde af et hjertetilfælde, som ramte ham, da han som lydmand var på turné med Black Rebel Motorcycle Club. Robert Levon Been, Michaels søn, er leder af sidstnævnte band.

Michael Been (nr. 2 fra venstre på fotoet ovenfor) er især kendt for sin tid i det amerikanske band The Call, der i årene 1980-2000 nåede at udsende ti studiealbum plus det løse. Gruppen kom frem på et tidspunkt, hvor U2 var med til at sætte den musikalske dagorden med en stor lyd. Og det smittede af på The Calls musik, der på nogle af pladerne har en umiskendelig 80’er-sound. Men bag den tidstypiske gemmer sig musik, sange og tekster, der havde stor appel. Ikke mindst til andre musikere. Kendt er det, at Peter Gabriel blev så begejstret, at han i 1983 valgte The Call til at være support på hans Shock The Monkey Turné. Det førte bl.a. et gennembrud på MTV med sangen “When The Walls Came Down”. Og Garth Hudson fra The Band spillede keyboard på gruppens første tre album. På gruppens tredje album, Reconcile (1986), der udkom efter en ufrivillig pause på et par år (på grund af et juridisk problem), fik det hjælp af deres fans og venner, Peter Gabriel, Garth Hudson, Robbie Robertson (også The Band) og Jim Kerr (frontfigur i Simple Minds). For at det ikke skal være løgn fik de også hjælp af Bono selv på deres 1989-udgivelse Let The Day Begin, hvor hans højhed syger backingvokal.

Noget hitlisteorkester blev The Call aldrig rigtig, selv om bandet solgte pænt. Men gruppen var et lysende eksempel på, at der også kom interessant musik ud af de såkaldt kedelige firsere. Gode sange med tekster, der både havde filosofiske og politiske dimensioner. Sange, som Michael Benn satte sig tydelig fingeraftryk på. En enkelt lytteværdig soloplade blev det også til. I 1994 kom On the Verge of a Nervous Breakthrough. Nu må Michael sætte strøm til de himmelske harper i stedet. Rock on.

Forleden skrev jeg om vokalgruppen The Tokens og nævnte deres største hit “The Lion Sleeps Tonight”. Og i dag kan man så læse, at sangskriveren til nummeret, George David Weiss er død i den fremskredne alder af 89 år.

Det var ikke uden omkostninger for den unge Weiss at vælge musikken som levevej. Familien – specielt moderen – var imod og ville have, at han skulle være advokat. Men talentet og hjertet ville det anderledes, og via en bachelorgrad fra det anerkendte uddannelsessted Juillard School blev musikkens hans levevej. Først som musiker – blandt andet i hæren – og senere som sangskriver. Mange af sangene blev til i samarbejde med andre, bl.a. Hugo Peretti og Luigi Creatore.

Til Weiss’ kendteste sange hører “Can’t Help Falling in Love”, som Elvis indspillede til filmen “Blue Hawaii” i 1961 og “What a Wonderful World”, et af Louis Armstrongs kendteste mainstreamnumre. Andre sange fra hans hånd er: “That Sunday, That Summer” (Nat King Cole m.fl.), “Mr. Wonderful” (titelnummer til Broadwaymusicalen af samme navn), “Lullabye of Birdland” (Ella Fitzgerald m.fl.) og “Stay with me” (The Walker Brothers, Duffy m.fl.).

Torben rister også en minderune – åh Wimoweh…