CAPAC

Den engelske skuespillerinde Jean Simmons, der døde i går 80 år gammel, var en af de filmskuespillerinder, der fra første bevægelse på lærredet blev bemærket af den unge capac i biografens dybe mørke. Ikke blot var hun notorisk smuk, men havde også et ansigt med karakter – og så kunne hun spille skuespil. Hamlet, Elmar Gantry, Spartacus og – sent i karrieren – tv-serien Tornfuglene er blot et par eksempler på hendes præstationer i en alenlang filmografi. Med hendes bortgang slukket endnu et af de få Hollywoodikoner med glamour og star quality. Fotoet ovenfor er et stillfoto fra Spartacus.

Jeg husker det endnu, som var det i går. Jeg halvvejs sad, halvvejs lå på min mintgrønne, gamle sømandsbriks i mine forældres lille hus og lyttede til tonerne fra Kate & Anna McGarrigles debutalbum. året var 1975 og jeg havde fået fat i pladen gennem min far, der sejlede med en af DFDSs Englandsbåde. Inden da havde jeg lyttet til udvalgte numre fra pladen hos Hans Otto Bisgaard på DRs Program 3. Især det swingende Complainte pour Ste-Catherine fik en del airplay.

Kate & Anna McGarrigle var med til at udvide min horisont med hensyn til canadisk musik og folkemusik. De to fransk-canadiske søstres unikke sang gjorde et stort indtryk. At de også var formidable sangskrivere fandt jeg også ud af via Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Maria Muldaur m.fl., som indspillede og fortolkede deres sange, så man ikke kunne være i tvivl om deres kvaliteter. Og jeg har siden dengang været en trofast lytter til deres – og resten af familiens (Wainwrights, McGarrigles…) udspil, der altid har haft en høj kvalitet.

Nu meddeles det så, at Kate er død efter længere tids kræftsygdom. Banalt og uforståeligt. Hvil i fred.

PS. Videoerne nedenfor er vist nok fra Kates allersidste offentlige optræden i programmet Spectacle (m. Elvis Costello) for et års tid siden.

Opdatering: Til Mojo udtaler Rufus Wainwright i anledning af mediernes omtale af moderens død som følge af en kræftsygdom følgende fine ord:
“When inevitably I read today in the papers that my mother lost her battle with cancer last night, I am filled with an immense desire to add that this battle, though lost, was tremendously fruitful during these last three and a half years of her life. She witnessed her daughter’s marriage, the creation of my first opera, the birth of her first grandchild Arcangelo, and gave the greatest performance of her life to a packed crowd at the Royal Albert Hall in London. Not to mention traveling to some of the world’s most incredible places with both my sister, her husband Brad, my boyfriend Jorn and myself. Yes, it was all too brief, but as I was saying to her sister Anna last night while sitting by her body after the struggle had ceased, there is never enough time and she, my amazing mother with whom everyone fell in love, went out there and bloody did it. I will miss you mother, my sweet and valiant explorer, lebwohl and adio. X”. Nej, der er aldrig tid nok…

Læs også Torbens nekrolog her.

Måske siger navnet ikke umiddelbart så meget. Men når man så nævner, at Charles skrev sange som “See You Later Alligator” (Bill Haley & The Comets) og “Walking to New Orleans” (Fats Domino) vil man forstå, at han ikke var en hr. Hvemsomhelst.

Han blev født i Abbeville Louisiana d. 21 februar 1938 og opflasket med cajunmusik, rock og blues. En skelsættende oplevelse var, da han femten år gammel oplevede Fats Domino optræde. Det satte for alvor gang i Charles musikalske drømme. Da Charles var atten år gammel indspillede Bill Haley hans sang “See You Later Alligator”, der straks blev et hit og en rock’n roll-klassiker. Han havde i øvrigt selv indspillet den for Chess plademærket i 1955 i en knap så poppet version og sendt den ind på R&B-hitlisten, hvor den nåede en 14. plads. Fire år senere, da han var kommet til Imperial Records, hvor Fats Domino også var, gentog Domino hitlistesuccessen med sin udgave af “Walking to New Orleans”, der også er en af Dominos allerbedste numre. Også Clarence “Frogman” Henry hittede med en Charlessang, nemlig den meget iørefaldende ballade “(I don’t know why I love you) but I do“. Det var i 1961.

Som sanger fik Bobby Charles aldrig den helt store kommercielle succes, men var en meget respekteret kunstner hos andre musikere. En af forklaringerne på den manglende kommercielle gennemslagskraft angives at være, at Bobby Charles sang som en sort R&B-kunstner, men var hvid. Og den forklaring holder vand, ved jeg ikke, men amerikanerne har jo haft en problem på det punkt. Ikke mindst i tresserne og halvfjerdserne.

Den kollegiale anerkendelse kom bl.a. til udtryk, da han udsendte albummet “Bobby Charles” i 1972. Her blev han backet op af selveste The Band, Dr. John the Night Tripper, saxofonisten David Sanborn og guitaristen Amos Garrett. Og bag knapperne stod Bands Rick Danko og stjerneproduceren John Simon.

The Band inviterede i øvrigt også Bobby Charles med, da de lavede deres afskedskoncert “The Last Walz”. Her indspillede han med netop The Band og Dr. John i nummeret “Down South in New Orleans”. Af en eller anden grund kom optagelsen dog ikke med i den originale udgave af filmen, og man kan kun se Charles i den afsluttende udgave af “I Shall Be Released”. Nummeret kan man dog høre på boxsetudgaven af “The Last Walz”, hvor alle fraklip er med.

Ud over det allerede nævnte album er det også værd at gøre opmærksom på “Last Train to Memphis” (der er udkommet i flere udgaver) og “Secret of the Heart”. Og så er der kommet adskillige mere eller mindre obskure opsamlinger, hvor man også kan finde nogle af de singler, han indspillede i sine unge år. Charles led i sin sidste tid af sukkersyge og kræft.

Man er ikke hvem som helst, hvis man får lov til at bakke Sir Paul Mccartney op. I optagelsen ovenfor fra Live at the Cavern Club kan man få et glimt af guitaristen David Gilmour (Pink Floyd), trommeslageren Ian Paice (Deep Purple), tangentspilleren Pete Wingfield (kendt fra hittet “Eighteen With a Bullet” og fx Alan Parsons Project) og så guitaristen Mick Green. Sidstnævnte meldes død den 11. januar i en alder af kun 65 år. Hjertet kunne ikke mere. Green er kendt for sin fortid i Johnny Kidd & The Pirates og Billy J. Kramer and the Dakotas, to grupper som begge huserede i de tidlige tressere. Og så er han kendt for at være inspirator for en række opkomlinge som Pete Townsend fra The Who og Wilco Johnson (Dr. Feelgood, Solid Senders m.fl.). En dygtig guitarist, der havde sin egen guitarskole og havde en stor stjerne blandt andre musikere. Sidst jeg stødte på hans navn, var da jeg omtalte Van Morrisons album “Keep it simple”, hvor han lagde strenge til halvdelen af pladen sange. Green spillede i øvrigt regelmæssigt sammen med Van Morrison. Og det gør man ikke, hvis man ikke kan sit kram. En anden stjerne, der benyttede sig af Green er Bryan Ferry. Og her er Green med The Pirates i en optagelse, Drinkin’ Wine Spo-Dee-O-Dee, fra tyske Rockpalast i 1979;

I nat tikkede en nyhed ind fra Gertruds nyhedsbureau. Tim Hart, en af grundlæggerne af de populære folkrockband Steeleye Span er død i sit refugium i La Gomera på de Kanariske Øer. Lungekræft kortede hans dage af.

Det var Hart, der sammen med den klarrøstede Maddy Prior lagde grunden til Steeleye Span tilbage i midten af tresserne. Sammen indspillede de som duo et par langspillere med engelsk folkemusik. Efter at Dylan havde sat strøm til folken, slog Hart og Prior kludene sammen med den ferme basist Ashley Hutchings fra Fairport Convention, og det blev rygradden i Steeleye Span. Sammen med parret Gay og Terry Woods (diverse former for strengeleg og vokal)og et par venner, Dave Mattacks (trommer) og Gerry Conway (trommer), indspillede Steeleye Span debutalbummet Hark! The Village Wait i 1970. Pladen afslørede et band, der stod med fødderne solidt plantet i den engelske folkemusiktraditions muld – og med elektrificeret appel til moderne ører.

På de to efterfølgende plader – Please to See the King (1971) og Ten Man Mop, or Mr. Reservoir Butler Rides Again (1972) blev vægten forskudt i retning af det lidt mere rockende, uden at traditionsbevidstheden forduftede.

Selv om bandet op gennem halvfjerdserne gennemgik forskellige udskiftninger, så forstod de at holde fast i deres særlige udgave af engelsk folkrock. Steeleye Span var nok mere et løst kollektiv end et egentlig fasttømret band. Og det helt store kommercielle gennembrud fik de i 1975 med albummet All Around My Hat, hvis meget iørefaldende og medrivende titelsang nærmest blev gruppens kendingsmelodi.

Gruppen eksisterer mig bekendt stadigvæk. I 1983 forlod Hart gruppen og Maddy Prior sagde farvel og tak i 1999. Men udskiftningerne har ikke stoppet gruppen, der så sent om i år har udsendt Cogs, Wheels and Lovers. Tim Hart var også med, da gruppen afholdt en 25-års jubilæumskoncert, der samlede alle de gamle medlemmer. Men ellers havde han trukket sig tilbage fra det pulserende musikliv. Nu har han så trukket sig helt tilbage. Hvil i fred.

Først Vic Chesnutt og nu Rowland S. Howard. Musikken er blevet to relativt unge talenter fattigere.

Howards navn er uløseligt forbundet til det australske post-punkband The Birthday Party, som ud over Howard husede singer-songwriter Nick Cave. Bandet var en af John Peels yndlingsband og fik med sin mørke, udfordrende udgave af rockmusik stor betydning for mange efterfølgende grupper. Men ringe kommerciel succes. Som om det er noget nyt.

Howard kom med i bandet i 1978, og hans guitarspil var en væsentlig ingrediens, der fik gruppens eklektiske musik til at falde på plads som stil. Indtil 1980, hvor bandet spillede i Australien, kaldte de sig The Boys Next Door – Naboens Drenge – men da de skiftede scene til London, byttede de navnet ud med det vist nok Pintersk inspirerede Birthday Party. Et navn, der måske passede bedre til gruppens udadfarende, aggressive spillestil. Tre år holdt gruppen sammen, inden Cave og Howard gik deres egne veje og fik bandet til at gå i opløsning. Efter sigende var de slidt op og tynget af stofproblemer.

Birthday Party er et af de bands, der opfattes som ophavsmænd til den såkaldte Gothic-genre, og siges at have inspireret vidt forskellige grupper som Jesus and Mary Chain, My Bloody Valentine, Cocteau Twins, 16 Horsepower og Tindersticks. Og denne arv skyldes i høj grad Nick Caves særegne sangstil og Howards feedbackprægede guitarstil.

Inden sin død nåede Howard at lave to soloplader. I 1999 kom Teenage Snuff Film og i oktober i år udkom den kritikerroste Pop Crimes. Rowland S. Howard døde af leverkræft, medens han ventede på en levertransplantation. Hvil i fred.

For ikke så længe siden skrev jeg et indlæg om sangeren og sangskriveren Vic Chesnutt. Et lidenskabeligt, talentfuldt menneske, men også et menneske med store personlige problemer. I går kunne man så læse, at han havde forsøgt at tage sig af dage og nu lå i coma. Nogle websider havde allerede forudgrebet, hvad der ville ske, og havde erklæret ham død. Det er nu blevet bekræftet af kilder. Bl.a. af The New York Times. 45 år blev han. Alt for tidligt at forlade denne jord, er man tilbøjelig til at mene. Men Chesnutt fik et svært liv. Som 18-årig blev han paralyseret og bundet til en rullestol efter en alvorlig bilulykke. Ulykken blev tydeligvis både en velsignelse og en forbandelse. Den satte gang i hans karriere som musiker og sangskriver, men forstærkede nok også den suicidale tilbøjelighed, han bar rundt på og som han flere gange forsøgte at udleve. Hvis man kan sige det sådan. Nu er Vic ikke mere til at berige musiklivet. Det er en skam.PS. Chesnutt efterlod sig en stor gæld for hospitalsophold og andre medicinske udgifter. Nu er der så lavet en posthum fond, der skal samle penge ind til at dække beløbet. Tak til Gabs for link.
Hør hvad REMs Michael Stipe har at sige om Vic Chesnutt.

Mod Strømmen

Juletiden stopper ikke manden med leen. I søndags satte et hjertetilfælde en stopper for guitaristen James Gurleys gang på denne jord.

Gurley var en selvlærd guitarist, der som ganske ung fik en guitar og tilegnede sig akkorder osv. ved at lytte til gamle grammofonplader og radioudsendelser med bluesfolk som fx Lightnin’ Hopkins. Egentlig skulle Gurley have været præst, men da han slog sig ned i San Francisco i starten af tresserne blev han indfanget af det frodige og kreative folkemusikmiljø. Kort tid efter – i 1965 – blev han introduceret til det nydannede Big Brother and the Holding Company og gled ind i gruppen som guitarist.

Big Brother and the Holding Company, som egentlig var musikpromotoren Chet Helms’ idé, havde kastet sig over tidens toneklang – progressiv rock med psykedeliske elementer – og fik status som husorkester i Avalon Ballroom, som et par år var et af in-stederne i Frisco. Det var også her gruppen blev sat sammen med Janis Joplin. Igen var det Chet Helms, der var på spil. Han mente, at gruppen manglede en god forsanger, og det må man jo sige, at frk. Joplin var.

Det var som bekendt begyndelsen til Joplins korte og glorværdige sangkarriere. Men det var også begyndelsen på en amourøs affære med den gifte Gurley. En affære, der efter sigende endte med, at Gurley vente tilbage til konen – og Janis blev nær veninde med konen. Ja, det var jo i hippiefilosofiens gyldne år…

Selv om Gurley havde en aktiv karriere som musiker i forskellige løse projekter efter Big Brother-tiden, så er det for tiden med Big Brother og Janis Joplin – 1966-1972 – han især huskes. Joplins indlemmelse i gruppen var ikke helt uproblematisk, for den betød, at gruppen måtte lægge sin stil om fra en eksperimenterende, improviserende progressive rockform, hvor Gurley ofte fik plads til lange soli, til en mere ligefrem og stram rockmusik. Måske er det ikke helt tilfældigt, at den første eponyme plade blev indspillet på Mainstream Records…

Janis overtog også rollen som frontfigur, en rolle, som Gurley havde haft indtil da. Albummet fik en vis succes i lokalområdet og det andet singleudspil – Down On Me/Call On Me – formåede at rumstere i nederste halvdel af den nationale top 100-liste. Nok til at bane vejen for en optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Resten er kendt.

Det var gruppens markante optræden på Monterey, der sendte bandet ud i international berømmelse. Gennembruddet banede også vej for en pladekontrakt med det store Columbia Records, som også sørgede for at gruppen fik koncerter rundt omkring i USA. Big Brother fik huritgt et ry som et band, der spillede meget højt og råt. Og det gav problemer, da deres første album skulle indspilles for Columbia. Pladeselskabet havde sat den navnkundige producer John Simon på opgaven, og han havde sine vanskeligheder med gruppens psykedeliske, guitarbaserede rock. Men som ofte i pladebranchen blev der slugt en del kameler fra begge parter – både med hensyn til musikken, coveret og titlen – og Cheap Trills så dagens lys i efteråret 1968 – og kravlede derefter op på Billboards førsteplads, hvor den landede i oktober. Singlen “Piece of my Heart” blev også et hit – og en af Joplins største succeser. Albummet blev en af det års største sællerter i USA med mere end 1 million eksemplarer.

Kort tid efter forlod Janis Big Brother for at danne sit eget orkester Kosmic Blues Band og Big Brother gik mere eller mindre i opløsning, men blev dog gendannet hurtigt i 1969 med en ny guitarist, David Nelson. På albummet Be a Brother, som udkom i 1970, spillede Gurley bas, medens Peter Albin og David Schallock tog sig af hhv. rytme- og leadguitarerne. Pladen kunne ikke leve op til Cheap Thrills’ succes og efter at have indspillet plade nr. 3, How Hard It Is i 1971, var det sådan set slut med gruppens rolle som pladeprojekt og som gruppe. I 1972 gik bandets medlemmer hvert til sit på grund af interne uenigheder, stofproblemer, manglende management og manglende jobs…

Big Brother er dog blevet gendannet i halvfemserne og indspillede i 1997 Can’t Go Home Again uden at vække den store opmærksomhed i pressen. Det samme kan man sige om pladerne Do What You Love (1999) og Hold Me (2006). I mellemtiden er meget af det materiale, som Janis Joplin og Big Brother indspillede sammen blevet genudgivet og suppleret med hidtil uudgivet materiale. Det gælder ikke mindst albummet Live at Winterland ’68 fra 1998. Nu er hverken Joplin eller Gurley mere, men musikken fra dengang har vi da lov at have.

“Boys” (The Shirelles, The Beatles, The Flamin’ Groovies m.fl), “Why Baby Why” (Pat Boone), “Just Born (To Be Your Baby”) (Perry Como og Jim Dale), “16 Candles” (The Crests), “Lovin’ Up A Storm” (Jerry Lee Lewis), “Big Fat Saturday Night” (Gene Vincent), “Big Boss Man” (Jimmy Reed, Elvis Presley), “If You See Bill” og “Oh Lord, What Are You Doing To Me” (Dionne Warwick) m.fl. Listen over sange, som Luther Dixon satte sin underskrift på (nogle gange sammen med andre, fx Don Covay og Al Smith) er lang. Men hans navn forbindes især med The Shirelles, en af de første permanent populære sorte pigegrupper, der hærgede hitlisterne i de tidlige tressere. Han kaldte sig godt nok Barney Williams, men det var ham, der skrev og producerede sange som “Baby It’s You”, “Mama Said” og “Soldier Boy”. The Shirelles var i øvrigt en af de grupper, som inspirerede The Beatles i deres unge dage. Kort før sin død d. 20 oktober i år blev Dixon nomineret til The Songwriters Hall of Fame. Optagelsen må nu ske post mortem…

The Shirelles – Boys

I 1960 indspillede Elvis Presley “It’s Now or Never”. Medens Elvis endnu var indrulleret i den amerikanske hærs tyske afdeling havde han hørt Tony Martins sang “There’s No Tomorrow” og ønskede at indspille sangen, som i øvrigt var tydeligt inspireret af den italienske standard “O Sole Mio” ( herhjemme kendt i en udgave med den unge Dario Campeotto).

Elvis ville dog have en anden tekst, end den, Tony Martin brugte, og opgaven blev givet til Aaron Schroeder og Wally Gold. I løbet af en halv time havde de to sangsnedkere skevet teksten til Elvis’ hit, som solgte 20 millioner eksemplarer og blev nr. 1 på mange hitlister verden rundt. I følge Wally Gold forblev denne tekst de to sangskriveres allerstørste succes.

Nu meddeles det så, at Aaron Schroeder er død i en alder af 83 år. Han leverede ialt 17 sange til Presley, blandt andet klassikere som “Stuck on you” (1960, skrevet sammen med J. Leslie McFarland), “Good Luck Charm” (1962, m. Wally Gold) og “A Big Hunk O’ Love” (1959, m. Sidney Wyche). Han leverede også sange til Frank Sinatra, Nat King Cole, Roy Orbison m.fl., og var manager for Gene Pitney.

Den skotske sanger, sangskriver, producer m.m. Eric Woolfson  døde den 2. december, 64 år gammel.

Woolfson er nok mest kendt for sit samarbejde med Alan Parsons i The Alan Parsons Project. Projektet blev efter sigende til, da Woolfson mødte Alan Parsons i Abbey Road-studiernes kantine i 1974. Parsons havde været assisterende tekniker på The Beatles’ Abbey Road og Let it Be og havde også givet Pink Floyd en hjælpende hånd, da de lavede deres hovedværk, The Dark Side of the Moon. Ud over at være på produktionssiden så gik Parsons også med drømmen om sin egen musikalske karriere. Og mødet med Woolfson muliggjorde drømmen om at indspille et album, baseret på Edgar Allan Poes værk. Materialet havde Parssons allerede været i gang med at skrive.

Allan Parsons Projektet, som samarbejdet kom til at hedde, kunne tilfredsstille både Parsson drømme om at skrive og producere sin egen musik, og Woolfsons drømme om at producere. Woolfson havde erfaringer fra produktioner med Steve Harley & Cockney Rebel, Pilot, Hollies, Al Stewart m.fl., men var lidt træt af producerens tilbagetrukne rolle. I midten af halvfjerdsernes var vi inde i en periode, hvor det skulle vise sig, at produceren kom i centrum, blev stjernen.

Tales of Mystery and Imagination, som resultatet af samarbejdet kom til at hedde, blev en så stor kunstnerisk og kommerciel succes, at pladeselskabet Arista skrev kontrakt med Projektet for flere album. Successen fortsatte op gennem firserne, hvor Alan Parssons Project var et at de førende progressive engelske bands i USA og på det europæiske fastland, medens populariteten var lidt mindre i hjemlandet.

Efter at have lavet albummet Gaudi i 1987, var det planen, at de skulle lave Freudiana sammen. Et album med inspiration fra psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Pladen blev også til noget med Parsons som producer og Woolfson som idémanden, men projektet førte også til “uoverensstemmelser” mellem de to.Og deres veje skiltes.

Woolfsons bedrifter begrænser sig dog ikke til dette projekt alene. Inden han nåede så vidt fungerede han som pianist og sangskriver for navne som Marianne Faithful, The Tremoloes, Marmalade, Peter Noone (Herman’s Hermits), Joe Dassin, Frank Ifield, Dave Berry m.fl. Han arbejdede også sammen med to i de tidlige tressere relativt ukendte komponister ved navn Andrew Lloyd Webber og Tim Rice.

Han forsøgte sig også med en solokarriere og indspillede under kunstnernavnet Eric Elder singlen “Saint Tokay”/”Sunflower” i 1972. Bag sig havde han et hold musikere, der siden blev store som bandet 10cc. Men det var ikke den vej, han skulle følge, og han trak sig ud af rampelyset for at arbejde som manager, komponist og musiker.

I tiden efter Alan Parson Project koncentrede Woolfson sig om at lave musicals. Efter Freudiana (1990) kom Gaudi (1996), Gambler (97) og Poe: More Tales of Mystery and Imagination (2003). Efter at have lavet anti-krigs-musicalen “Dancing Shadows” i 2007 lavede “The Alan Parsons Project That Never Was” med musik fra det hedengangne projekt. Sange – skrevet af Woolfson – som Parsons ikke brød sig om, fordi de var for kommercielle. Sådan sluttedes ringen, kan man måske sige. Woolfson døde efter længere tids kræftsygdom.

Det giver et lille rif i hjertet, når man hører om en af de såkaldt folkekære skuespilleres bortgang. Således også ved meddelsen om, at Lis Løwert lige før sin halvfemsårs fødselsdag sagde denne verden farvel. Fru Dyrehandler Clausen, tænker man straks, fordi tv-serien “Huset på Christianshavn” med sin store popularitet og DRs monopolistiske dominans sørgede for, at man ikke sådan glemmer Løwerts fine gestaltning af den semi-oprørske dyrehandlerkone. Dernæst tænker man ad samme spor: Matador. Spillelærerinden Fru Violet, en helt anden, og knap så sympatisk figur, hvilket blot siger en lidt om Løwerts spændvidde som karakterskuespillerinde. Og når så Christianshavn- og Matador-filtrene fortoner sig, husker jeg også hende fra de sort-hvide, danske film fra tresserne, halvtredserne og fyrrerne, som Fjernsynet i ny og næ udstrålte i min barndom. Hvil i fred.

Min gode veninde og blogpusher Gertrud har underrettet mig om, at forfatteren Jesper Jensen er død, 78 år gammel. De første associationer, der falder mig ind er samarbejdet med Klaus Rifbjerg (Gris på gaflen) og 1. Maj-pladen med Benny Holst. Jeg tjekker på nettet og finder Berlingerens forkølede nyhedsopslag. Som Gertrud ganske rigtig påpeger, så nævnes samarbejdet med Rifbjerg ikke. Berlingeren har bare planket Ritzaus nyhed, der heller ikke nævner det direkte. Videre til trebindsværket Danske Digtere i det 20. århundrede (udgaven fra 2000), som kun omtaler Jensen en passant, men ikke værdiger ham en hel artikel. Det siger nok noget om tidsånden ved indgangen til dette århundrede. Jesper Jensen var kulturradikal og venstreorienteret, og hans forfatterskab var drevet af indignation og retfærdighedsfølelse. Det betød også, at meget af hans forfatterskab stod i en højere sags tjeneste, hvilket man ikke altid får ros for på det akademiske parnas. Det var måske heller ikke den store DigteKunst med stort D og K, Jesper Jensen stod for, men han kunne smede mundrette tekster, der med enkle ord kunne rumme en kompliceret problematik. Sådan som han gjorde på de såkaldte Agit-Prop-plader på Demos. Fx i sangen om merværdien: “Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,/og jeg laver noget, og jeg får min løn./Men det jeg laver er mere værd end det jeg får./Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?”. Stadigvæk aktuel og præcis. Hvil i fred, Jesper.

Jeg havde knap nok fået øjne, da dagens triste meddelelse dukkede op på skærmen. Digteren Erik Stinus er død, 75 år gammel, efter længere tids svær sygdom, som det hedder med nekrologskriverens diskretion. Erik Stinus kom ind i mit litterære univers for mange år siden. Det var via boghandlernes udsalgskasser, som jeg frekventerede ofte i mine unge år og medens jeg studerede. Her kunne man ofte finde oversete digtsamlinger (hvilket måske egentlig er de fleste…) til små penge. Blandt andet Erik Stinus’ digte. Stopfodret som jeg var af modernismens poesi, var det som at tage en kold tyrker at læse Stinus’ i mere end en forstand jordbundne, humanistisk-politiske poesi. Jeg kan huske, at selv om jeg syntes mægtig godt om digtene, så havde jeg lidt svært ved at kapere det poetiske i teksterne. Indtil jeg en dag læste en artikel af Torben Brostrøm, som satte nogle ting på plads. For poesien har mange former. Stinus hørte til den flok af digtere, der lod sin digtning stå i virkelighedens tjeneste. Dem er der jo ikke så mange af længere, og derfor er det også et tab for dansk digtekunst, at Erik ikke længere kan gribe pennen. Hvil i fred.

Den verdensberømte franske antropolog Claude Levi-Strauss er død i alder af 100 år. Med udgangspunkt i Roman Jakobsons strukturelle sprogvidenskab grundlagde Levi-Strauss den såkaldte strukturale antropologi, hvis grundlæggende tanke var, at menneskets liv er styret af ubevidste strukturale systemer. Selv om Claude vist ikke brød sig meget om at blive opfattet som strukturalist, så fik hans forskning afgørende indflydelse på den strømning i fransk åndsliv og filosofi, som netop blev navngivet: strukturalismen.
I et af sine sidste interviews gav Levi-Strauss udtryk for, at han ikke mente, der var nogen som helst mening med livet. Og af samme grund var han lidt tiltrukket af buddhismen, fordi denne religion efter hans mening dels ikke havde nogen personlig gud, og dels gjorde fraværet af mening, ikke-meningen, til den yderste sandhed. Og så tilføjede han – på tærsklen til døden – at tanken om at gå over i intetheden ikke behagede ham, men heller ikke foruroligede ham. Sådan.