Indlæg tagget med Nostalgi

Lykkens pamfil

19. september 2009

Man (dvs.Jeg!) går ikke ustraffet ind i en boghandel for at snuse rundt, medens Fruen får købt sine nødvendigheder ind andetsteds i århus City. Med hjem i en pose var Peder Bundgaards 450 sider store bog om dansk rock fra tresserne til halvfjerdserne “Lykkens pamfil”. Cirka 50 kr. Med bogen følger en cd med smagsprøver fra opsamlingsalbummet “Derfra hvor vi stod”. Jeg har ikke læst bogen endnu, men cd’en kunne man godt have sparet, for den er en reklamestunt, der ikke gør hverken bog eller opsamlingsplade nogen ære…

Dazed and confused

18. september 2009

Sangen “Dazed and confused” hører til blandt Led Zeppelins mest berømte sange. Sangen, der ofte er blevet misforstået som en syre-sang, er i virkeligheden en sang om det stærkeste euforiserende stof af alle – kærligheden, og den er skrevet af den relativt ukendte Jake Holmes, der  indspillede på debutpladen The Above Ground Sound fra 1967.

Det var The Yardbirds, der fik ørerne op for sangen, da de i 1967 gav koncert sammen med Jake Holmes i USA. Yardbirds kunne åbenbart se nogle muligheder i sangen og indlemmede den i deres repertoire. Selv om sangen blev et tilbagevendende indslag i Yardbirds’ koncerter med Jimmy Page på guitar med violinbue, så blev den aldrig udsendt officielt på plade (men findes bl.a. på den obskure udgivelsen Live Yardbirds: Featuring Jimmy Page). Og så i nedenstående optagelse fra fransk tv.

Da Yardbirds gik i opløsning i 1968, tog Jimmy Page nummeret med over i Led Zeppelin, hvor sangen blev transformeret næsten til ugenkendelighed, tekstligt såvel som musikalsk. Og den blev indlemmet på bandets debutalbum – og findes i flere senere udgaver. Jake Holmes egen plade og udgave fra ’67 blev aldrig nogen kommerciel succes. Den var en folk-rock-plade med arrangementer uden trommer. Den samme skæbne fik opfølgeren A Letter to Katherine in December. Men helt i glemmebogen er Jake Holmes ikke gledet, for begge album er blevet udgivet på CD, senest i 2008.

Til historien hører også, at Jimmy Page og Co. aldrig nogensinde krediterede Holmes for sangen – heller ikke, da han mange år senere kontaktede Jimmy Page desangående. Måske forklarer det også, hvorfor Yardbirds aldrig udgav nummeret officielt – og hvorfor Led Zeppelin forsøgte at lægge afstand til forlægget med en relativt ny tekst og et helt andet arrangement m.m.!? Endnu en historie om utidig “sampling” eller tyveri? Jovist, også musikere forstår at gøre sig i mere eller mindre illegal “fildeling”. Når man betænker den betydning nummeret fik for Led Zeppelin, ville det vel være i orden med en lille bid af royalty-kagen… Ikke?

Tales of brave Ulysses – Cream

18. september 2009

Jeg har vist nævnt det før. Mit første møde med den engelske trio Cream – Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker – var singlen “I Feel Free”. Lyden var overvældende. Alligevel valgte jeg at købe Chris Andrews “Yesterday Man”, der var et stort hit på samme tid. Og det kan man så undre sig over i dag. Ikke desto mindre blev Cream et af de bands, hvis stjerne satte sig på mit musikalske firmament og stadigvæk sidder og stråler der. På et tidspunkt havde jeg de fleste af LP’erne på bånd. Dels optaget fra DRs P3, hvor man en overgang spillede hele album. Det var tider. Og resten fra biblioteket og andetsteds. I dag faldt jeg over en fin optagelse, hvor de tre gutter spiller Tales of brave Ulysses fra hovedværket Disraeli Gears, bandets “Sgt. Pepper”. Sangen er skrevet af Eric Clapton og tekstforfatteren Martin Sharp, der hentede inspiration på en ferietur til Grækenland. Eric Clapton skrev så musikken, der i følge ham selv var stærkt inspireret af Lovin Spoonfuls klassiker Summer in the City. Og det er det første nummer, hvor Clapton tager waa-waa-pedalen i brug. Videoen er et fint øjeblik med et stort, lille band…


Eric Clapton & Cream – Tales Of Brave Ulysses (Live 1968)
by fagopy

Randy Vanwarmer, amr. sangskriver

15. september 2009

Jeg fandt Randy Vanwarmers debutalbum, “Warmer” (1979), i en datidens mange udsalgskasser. For et latterligt lille beløb. Ti kroner, tror nok. Jeg kendte ikke meget til Vanwarmer, men hans eneste større hit, den smægtende ballade “When I Needed You Most“, havde passeret forbi min bullshit-detector og lå derinde i bunken af sange, der med mellemrum dukkede spontant op i min bevidsthed.

Vanwarmer blev ikke ret gammel. Han blev født i 1955 og døde i 2004 af leukæmi, et par måneder før sin 49 års fødselsdag. Som soloartist fik Randy Vanwarmer aldrig den helt store succes. Han var tilknyttet det lille Bearsville pladeselskab i New York, og det havde ikke den store succes med at markedsføre den talentfulde sangskriver. Eksempelvis valgte man omtalte hit som B-side på mandens første single; og det var ved et rent tilfælde, at en discjockey fik den idé at spille nummeret i sin radio, hvorefter interessen voksende til en hitlisteplacering.

Vanwarmer havde heller ikke noget stor stemme; til gengæld kunne han det med at sno en melodi så den fængede. Det nød Oak Ridge Boys godt af, da de i 1980 indspillede hans “It Never Hurts To Hurt Sometimes”, der røg ind på countryhitlistens førsteplads. Også mange andre havde glæde af Vanwarmers sange, fx Dolly Parton og Charlie Pride.

I halvfjerdserne ville man nok have kategoriseret Randy Vanwarmers stil som “soft rock”, blød, balladepræget rock, der egnede sig vældig godt til FM-radiobåndet og som baggrundsmusik til lange køreture på de amerikanske landeveje.

Selv om Vanwarmers egne plader aldrig blev kommercielt succesfulde, men som oftest fik gode anmeldelser, så fortsatte han frem til sin tidlige død med at indspille lytteværdige album. Cirka 10 stykker blev det til. Som et kuriosum skal nævnes, at Vanwarmer efter sin kremering fik sendt sine jordiske rester ud i himmelrummet. Her nøjes vi med at lade hans bløde sange cirkulere…

Stop verden, jeg vil af… Oppe på taget

14. september 2009

When this old world starts getting me down

And people are just too much for me to face

I climb way up to the top of the stairs

And all my cares just drift right into space

On the roof, it’s peaceful as can be

And there the world below can’t bother me

Let me tell you now

(King / Goffin)


CAROLE KING – UP ON THE ROOF (LIVE) @ Yahoo! Video

Boogie with Stu… erindringsglimt

12. september 2009

Vi skal næsten 30 år tilbage i tiden. Jeg var draget til Italien, nærmere bestemt en lille flække på Sardinien, sammen med en god ven. Han skulle møde sin hjerterdame, og jeg skulle bare væk fra en hverdag, hvor alt var ved at glide i et med det gråmønstrede tapet. Der skulle skiftes gear på tilværelsens landevej.

Og her hos en franskmand, der også havde taget flugten fra sit parisiske helvede, fik jeg mulighed for at gå på udforskning i mandens anseelige pladesamling (husk at vaske fingre!). Og det var her – til smagen af en 16% lokal ferskenvin – jeg første gang hørte Led Zeppelins hovedværk Physical Grafitti.

Selv om jeg var ret vild med gruppens to første plader, så var jeg ikke helt turned på gruppen, som det hedder på nudansk. Men det opulente dobbeltalbum gjorde mig til en større beundrer, end jeg havde været før, hvor især Whole Lotta Love og Communication Breakdown (plus Edmondt Jensens tv-udsendelse) havde gjort et stort indtryk. Og især et nummer gik rent ind. Boogie with Stu. Den håndklappende rytme, den fine mandolin og Robert Plants næsten hysteriske stemme.

Da jeg kom tilbage til Danmarkl gik jeg sporenstregs ned til min pladepusher og købte albummet. Og “Boggie with Stu” er stadigvæk en Led Zeppelin-favorit i mit hoved.

Fra glemmebogen: Guy Angier “Guitar and Bananas”

12. september 2009

En af de vidunderlige ting ved internettet er, at man dagligt kan støde på musik, man aldrig har hørt eller hørt om. Både nutidig og fra dengang, far var ung. På sneakmove faldt jeg over Guy Angier (måske ikke noget velvalgt kunstnernavn…) og hans Kinks-lignende pop-sang “Baker man” fra 1970. En charmerende lille popsag, der ganske rigtig har et strejf af Ray Davies, men også noget engelsk folk-singersongwriter, over sig. Men hvem var denne Guy Angier, som jeg vist aldrig er stødt på før? Lidt søgen på nettet afslører, at Guy udsendte et album med den spøjse titel “Guitar and Bananas” i 1970. Pladen var en privat presning uden katalognummer, og oplaget var sølle 99 stk. Altså en virkelig sjældenhed, som man nok ikke skal forvente at se udgivet på cd. Pladen indeholdt følgende numre:

Side 1:

‘Barefooted Troubadour In Spain’

‘A Leaf In The Wind’

‘Love Grows And Grows’

‘Stanley Chapter’

‘Sunshine And Roses’

‘The Days Are Long’

Side 2:

‘The Night Of Marianne’

‘I’m Going Down To Bristol’

‘Baker Man’

‘Dr. Johnson’

‘San Pedro Send Me Back’

‘I Can’t Help Myself Dreaming’

Guy har skrevet alle sangene selv, spillede de fleste instrumenter og arrangerede selv det hele. Kun trommer og strygere tog han sig ikke af. Det gjorde en anonym sessionmusiker (og en syntheziser) fra Jackson Studios i Hertfordshire. I følge oplysningerne er alle sangene på pladen af samme melodiske popstandard som “Baker Man”, og man får også at vide, at det ikke var den eneste iørefaldende plade, der kom fra det lille pladeselskab. En kommentator skriver følgende om pladen: “‘Guitar And Bananas’ is NOT psychedelic, but it is a delicious album, and a brilliant debut, crammed with whimsical material and shot thru with pop-syke affectations. It is a near-perfect collection of pop songs. Even my 90-year old tone-deaf maiden aunt could clearly tell this Guy Angier feller was an important new pop talent. So, why Guy’s career did not take off into the outer stratosphere as a result is one of pop’s most puzzling riddles. Although lack of exposure certainly had a lot to do with it”. Til historien hører også, at Guy kom fra Sydafrika og forsøgte at få pladeselskaberne til at interessere sig for sin plade, men alle vendte tommelfingrene ned. Han lavede derfor sin egen presning, som han lod lokale pladeforretninger sælge på den betingelse, at han ville tage dem tilbage, hvis de ikke blev afsat. Og med den markedsføring kan det vel ikke undre nogen, at Guy til sidst måtte forære sine 99 eksemplarer væk til venner og bekendte. Nogle år efter denne debut fik Guy så en pladekontrakt med Decca, der udsendte to singler med ham:

Jacaranda Blues’ / ‘Holy Brother’ (Decca F13415) 1973.

‘Believe In The Rain’ / ‘The Days Are Long’ (Decca F13487) 1974.

De to singler gik hurtigt i glemmebogen, og Guy slog sig ned i Australien, hvor han arbejde som illustrator af børnebøger. Han inspillede også nogle plader i 80’erne og 90’erne, men disse skulle være “awful, targeted as they are at the patriotic Aussie market with songs about the bush and Australian history, ad nauseam”. Man kan ikke lade være med at tænke, hvad der kunne være sket, hvis et pladeselskab dengang i 1970 havde fået kapokken ud af ørerne og lyttet til den unge mands sangskrivertalent? Måske kunne han med lidt markedsføring have været en succesfuld singersongwriter som Albert Hammond? – Det er næsten overflødigt at tilføje, at omtalte plade er blevet samlerobjekt blandt nostalgiske musikelskere. En plade, som mange samlere drømmer om at have stående på reolen.”

Genhør: The Strokes – “Room on fire” (2003)

11. september 2009

Room on fire hedder The Strokes’ andet album (den notoriske svære, der skal leve op til forventningerne fra den første og helst overgå denne…). Det var da heller ikke problemløst for New Yorker-metropol-rockerne at få pladen i kassen. Pladeselskabet havde engageret stjerneproduceren Nigel Godrich (Radiohead m.fl.) til at klare ærterne bag knapperne. Men bandet var ikke tilfreds og vendte tilbage til det sikre, produceren Gordon Raphael, der stod ved mikserpulten på debutalbummet This Is It.

Og resultatet er da også særdeles vellykket. Strokes formår til fulde at videreføre deres karakteristiske, minimalistiske, melodisk guitarrockstil. Pladen solgte da også ganske godt, men slet ikke så godt som debutpladen. Men det er også nærmest umuligt at leve op til en plade, der i den grad blev hypet af såvel pladeselskab som musikpresse (bl.a. af NME, der gjorde den til året plade).

Det ændrer dog ikke ved, at Room on Fire er helt på niveau med etteren – blot uden dennes nyhedskarakter. Vi taler om stil. Og Strokes har sin stil, der står på skuldrene af de gamle New Yorker-bands fra Velvet Underground og frem. Strokes er stilister, ikke nyhedsskabere. Anbefales alle med smag for no-bullshit-guitarrock fra N.Y.


The Strokes – 12:51
by Flouzoom

Neil Sedaka – benådet popsnedker og sanger

10. september 2009

Den 70-årige tenor, musiker og ikke mindst sangskriver Neil Sedaka står for mig som nærmest indbegrebet af den ferme popsnedker. Sammen med sin kollega Howard Greenfield udgjorde han et af de mange fremragende sangskriverteams, der var knyttet til den legendariske Brill Building (og Sound). I løbet af tresserne leverede Sedaka og co. nogle af de mest iørefaldende pophits, man kan tænke sige. Af den slags, der sidder som en flue på fluepapir, så snart man har hørt den, og som man allerede synger med på, anden gang omkvædet gentages. Oh Carol (1959), som vist nok er en hengiven sang til sangskriverkollegaen Carole King, og som Sedaka selv gjorde udødelig, Calender Girl (1960) – se den vidunderlige video nedenfor – Happy Birthday Sweet Sixteen (1961), Breaking up i hard to do (1962) osv. Hvad er der blevet af den slags sangskriveri? Findes der overhovedet noget magen til i dag? Det var renlivet pop uden andre ambitioner end at underholde ungdommen (og så selvfølgelig få nogle klejner i kassen). Et produkt ville Frank Zappa nok sige. Men et produkt, jeg nødig ville have været foruden i min barndoms kedelige stunder.

Lamb: Best kept Secrets…

9. september 2009

På biblioteket fandt jeg også et mere end velholdt eksemplar af duoen Lambs opsamlingsplade Best Kept Secrets, der dækker hele duoens aktive periode fra 1996 til 2004 og inkluderer gruppens to største kommercielle successer, “Gorecki” (fra debutalbummet Lamb, 1996) og “Gabriel” (fra treeren What Sound, 2001).

Man kan selvfølgelig altid diskutere, om sådan en plade er det bedste fra gruppen. Men givet er det, at den giver en fin introduktion til denne trip-hop-duos både mere krævende, eksperimenterende numre og de mere bløde poporienterede ting.


Lamb – Gabriel
by Angkor

TILBAGESPOLING

Dagens sang: You’re my Lady now – Mickey Newbury

9. september 2009

Mickey Newbury døde i 2002, kun 62 år gammel. En stor indflydelsesrig sangskriver med udspring i Nashville, hvorfra han leverede sange til en lang række fremtrædende kunstnere fra Johnny Cash over Hank Snow, Tammy Wynette, Joan Baez og til Linda Ronstadt. Derud over havde han sin egen solokarriere, der resulterede i en fornem række album af højeste kvalitet.

Sammen med Johnny Cash, Kris Kristofferson m.fl. var han også en repræsentant for det andet Nashville, der gjorde oprør mod det etablerede, konservative Nashville.

Jeg faldt helt tilfældigt over denne optagelse, der stammer fra en nyere dvd med live-optagelser. Smukt er det.

Abbey Road – nu!

6. september 2009

9.9.2009 – Number nine, number nine... – udkommer den meget omtalte remasterede udgave af Beatles’ produktion. Samtidig er det fyrreåret for Abbey Road. Og de førende udenlandske musiktidsskrifter har med forudsigelighed lagt masser af spalteplads og forsider til de fire liverpoolere i deres septembernumre. Uncut, Mojo osv.

Mojo har valgt at lade en række mere eller mindre kendte musikere fortolke hovedværket Abbey Road. Og som man måske kunne forvente lykkes det med vekslende held at nyfortolke de sange, vi kender til hudløshed i Beatles original-version. Balancen mellem genkendelighed og personligt touch er hårfin.

Gruppen The Invisible taber projektet på gulvet med en sfærisk, anæmisk, temperament- og energiforladt udgave af “Come Together”, hvor også melodien nærmest fordufter i uinspireret performance. Leisure Society til gengæld får mere end halet deres udgave af Something i land med en nedtonet akustisk udgave, hvor der også sendes en hilse til George Harrison med smagfuld brug af ukulelen. Let’s Wrestle leverer en ret kikset og vist nok ironisk udgave af Maxwell’s Silver Hammer, som gør den mere pjattet end den var i forvejen. Broken Records har stort set kun teksten tilbage af den lidenskabelige Oh Darling, der leveres som en alt andet end lidenskabelig gang hængemule-folkrock. Jeffrey Lewis reciterer Octopus’s Garden og spiller sangen med stor veneration på guitaren, og det er ok. Robyn Hitchcock udviser næsten for stor respekt med sin udgave af I Want You (She’s so heavy), hvor han næsten lyder som John Lennon i egen person. Hitchcocks version er så tæt på originalen, som man næsten kan komme – på godt og ondt. Charlie Dore leverer et af pladens højdepunkter med med let Hawaii-inspireret, smuk, akustisk udgave af “Here Comes The Sun”. Det er lige før man kan se George Harrison sidde under et palmetræ i sandet og synge sin sang… Martin John Henry tager også stikkene hjem med en blid, folk-udgave af Because, der både udviser respekt for forlægget og lægger en personlig dimension til. Det gamle Squeeze-medlem Glenn Tilbrook laver også et højdepunkt, når han til føjer “You Never Give Me Your Money” en smuk, melodifremhævende mundharmonika og lader bandet Nine Below Zero trykke den af i regulær rock’n roll. Gomez redder også deres underfundige, electronica-prægede og loyale udgave af Sun King hjem. Cornershop kommer i top tre med en dejligt swingende udgave af Mean Mr. Mustard/Polythene Pam. Nummeret ligger tæt op ad originalen, men er også umisteligt Cornershop. Til gengæld transformerer Karima Francis næsten She Came In Through The Bathroom Window til ugenkendelighed i en patetisk, klagende ballade. Jeg kan vældig godt lide nummeret, men der er ikke meget Lennon og Mccartney tilbage i den udgave. Blue Roses forlener Golden Slumbers med et nærmest Disney-agtigt klangunivers. Slet ikke så tosset. Det er til gengæld Noah and the Whales dovne udgave Carry That Weight, der er lige ved at gå i stå. Gab. The Loose Salute tilføjer et skud country-rock til The End – og det er både frisk og fornøjeligt. Den utaknemmelige opgave at fortolke den lille Her Majesty fra originalpladens udløbsspor er tilfaldet The Low Anthem, der klarer ærterne med en køn, akustisk folkudgave med pigeskønsang. Alt i alt er Mojo sluppet ganske godt fra deres coverplade.

Genhør: Ballet Mécanique

5. september 2009

året var 1981, da den unge Martin Hall og hans to venner, Michael Karshøj på trommer og Morten Versner på violin og bas, udsendte pladen med den selvbevidste titel The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation. Pladen, der var umiskendeligt præget af intens lytning til især Joy Division, ramte musikkritikken – anført af digterne Poul Borum og Michael Strunge – som en granat og fik flere kritikere til at finde skamrosende tillægsord og hyperbler frem fra ordbøgerne. Og det var da også for alvor en ny lyd i dansk sammenhæng, hvor kommercialismen havde et fast greb i musiklivet.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan Ballet Mécanique blev diskuteret flittigt i musikbladet MM, som jeg abonnerede på dengang. Selv var jeg knap så begejstret for, hvad jeg hørte på den plade. Tekster var obskure og søgt poetiske i min optik. Og musikken var, som antydet, gældstynget af Joy Division uden at tangere denne gruppes tragisk-mørke dimension.

For et par år siden blev Ballet Mécaniques debutalbum – deres eneste – genudgivet i en flot dobbelt-cd-version, suppleret med sjældne live-optagelser. Og jeg faldt over denne genudgivelse i bibliotekets rodekasse. Et regulært fund.

Men hvordan holder musikken så i dag – med næste 30 års bagklogskab i bagagen? Jeg har ikke rigtig ændret mening siden dengang. Jeg forstår godt, at pladen vakte opsigt ved sin – i dansk sammenhæng – fremmedartethed. Den faldt på en tør plet. Men i øvrigt kan jeg kun høre nogle unge menneskers behjertede forsøg på at gøre de engelske mørkemænd kunsten efter og skrive villet uforståelige tekster. Pladen er langt fra noget mesterværk, snarere et obskurt kultfænomen, der bærer sin tid som en mærkbar, tung byrde. En kuriositet, der er sjov at have i pladesamlingen.

Broen

5. september 2009

Nostalgien fik sit her til formiddag. I den lokale medieforretning fandt jeg Bernard Wickis filmatisering af Manfred Gregors anti-krigsroman Die Brücke. For 25 kr. Det ville nærmest have været en forbrydelse ikke at tage dem med hjem…

Tilbagespoling

Farvel min ven!

4. september 2009

Jeg er ikke meget for at indrømme det. Men jeg har det med at knytte mig til ting. Ikke alle ting selvfølgelig. Men nogle ting. En fyldepen. En cykel (jf. tidligere omtale af den gamle, sorte Raleigh Turist de Luxe). Grammofonplader. Bøger. Sådan er det bare, selv om jeg godt ved, at de ikke kan følge mig i graven (Gee Wish!).

Og så er det orange automobil, Starlet K 60, der kun har fulgt mig i knap fem år, har kostet mig en mindre formue i reperationer og en hel del frustrationer og ærgelser, sådan som gamle biler nu gør. Alligevel – og måske netop derfor – er jeg kommet til at holde af den. Den særlige lyd. Fornemmelsen af at sidde i det uoriginale førersæde (sæde fra en Toyota Corolla…), lugten.

Men nu har jeg skilt mig af med den. Jeg har foræret den væk til næste generation. Kunne ikke få over mit hjerte at sælge den til en ukendt person, der måske ville lade den ende sine dage på en racerbane for næsten-veteran-biler, stylet op efter alle kunstens regler.

Nu er den altså sendt videre med splinternyt batteri og nye vinduesviskere af bedste slags til en, der sætter pris på den og dens historie. Farvel min gamle ven.