CAPAC

Up to mighty London came an Irishman one day,
As the streets are paved with gold, sure ev’ryone was gay;
Singing songs of Piccadilly, Strand and Leicester Square,
Till Paddy got excited, then he shouted to them there:

I går var jeg sammen med en person, der ikke kunne gætte, hvor Tipperary lå. Og straks dukkede melodien op i mit hoved. It’s a long Way to Tipperary/To the sweetest Girl I know… Vi sang den igen og igen i skolen, og tænkte næppe meget over, at den også kunne bruges til at marchere i krig med. Det irske regiment brugte den under første Verdenskrig og siden tog englænderne (og mange andre) den til sig.

Sangen er udnævnt til at være en af den hundrede bedste gennem tiderne af Rolling Stone. Så må det jo være sandt… I hvert fald var den gennembrudssinglen for power-pop-pigebandet The Go-Go’s tilbage i 1981, hvor den også var en skæring på debutalbummet Beauty and the Beat.
Jeg faldt over denne gamle optagelse, hvor Jane Wiedlin fortæller om, hvordan sangen blev til – efterfulgt af en sprælsk optagelse med tøserne…

Som tiden dog flyver. Jeg synes, det var kort tid siden, jeg første gang hørte Sheena Easton synge “Morning Train” og “Modern Girl”. Men vi skal tilbage til 1980. Nu fortæller medierne, at den skotske sangerinde fylder 50 år.
Easton var en af de tidlige eksempler på det, der nærmest er en selvfølge i dag: reality-shows og stjerne-for-en-aften-udsendelser, der katapulterer ukendte navne op i berømmelsens lys for en kortere eller længere bemærkning. I reality-showet Big Time kunne man følge den tidligere kontordames kamp for at få en pladekontrakt. Udsendelsen blev også vist i Danmark.
Sheena Easton havde talent nok til at holde karrieren i gang frem til i dag, hvor hun er amerikansk statsborger og fortsat udsender plader. Jeg har ikke fulgt hende siden hendes allerførste hits, der stadigvæk står som vellykkede, forfriskende, uforpligtende popsange fra de vistnok kedelige firsere. Til lykke med dagen.

Jeg har en forkærlighed for pladekunstneres første album. Debutplader er ikke altid mesterværker, men ofte har de en særlig uskyldighed og friskhed over sig. Og lige så ofte er de mærket af de ofte store kunstneriske ambitioner, som de medvirkende og håbefulde artister har med sig. Når jeg – med stille fryd – genhører Savage Roses eponyme debutplade fra 1968, så synes jeg, at jeg kan høre hele det potentiale, der er i gruppen. I Anisettes unikke stemmepragt, der er som skabt til beatmusikkens elektrisk forstærkede udtryk. Og i bandet med Alex Riels fortræffelige, lydhøre trommespil, Anders Koppels fine, markante orgelspil osv. Man kan også høre, at det er allerede garvede kræfter, der løfter Savage Rose. Pladen mangler de for debutplader karakteristiske løse ender og skitseagtige numre. Det er en formstøbt, velskabt plade. Og man forstår godt, at forventningerne var store til dette band…

Tommy James and the Shondells fik deres allerstørste hit i 1968 med sangen “Crimson and Clover” fra albummet af samme navn. Nummeret var skrevet af Tommy James og trommeslageren Peter Lucia, og har det for et hit så væsentlige kvaliteter, at sangen let bliver hængende i bevidstheden længe efter at man har hørt den første gang. Nummeret er siden blev planket af andre kunstnere. Jeg husker bl.a. en (i mine øre) ikke særlig vellykket udgave med Joan Jett and the Blackhearts. Men nu har selveste Prince kastet sig over den gamle sang på sin nye plade, hvor han væver den sammen med citater fra Troggs Wild Thing. En meget Princesk udgave, der både er loyal over for den oprindelige versions melodi og charme og samtidig umiskendeligt lækker Prince-fortolkning…

Jeg har allerede omtalt duoen Stig & Stens første album fra 1972, “Da solen kom“, og fik i denne uge mulighed for at genlytte til deres andet og sidste album “Forchromede dage”, der kom året efter. På pladen får de to hovedfigurer hjælp af Ken Gudman på trommer, Nis (P.) Jørgensen (på en række instrumenter) og nogle anonyme strygere, som er arrangeret af Leif Petersen, Stig, Sten og Nis. Stilen er den samme. Naivistiske hippie-agtige tekster, gode melodier og folk-inspireret rock-arrangementer. Produktionen er mærkbart mere glat end debutpladen og peger i retning af mainstream. Men en fin plade er det, som fortjener at blive genudgivet sammen med debutpladen.

Live-optagelser er egentlig en underlig størrelse: En illusion om at deltage i en koncert. Ofte er der oven i købet “pyntet” på optagelserne bagefter i form af ekstra spor og andet. Men vellykkede live-albums – som fx Whos Live at Leeds, Stones’ Get Yer Yeah Yeahs Out og Lou Reeds Rock’n Roll Animal – formår både at gengive stemningen ved koncerten og et indtryk af kunstnerne som udøvende musikere.

I 1964 var man bestemt ikke forvænt med live-album. Så det var bemærkelsesværdigt, da Beach Boys udsendte deres Beach Boys in Concert i 1964 – i øvrigt som det tredje album det år… Pladen er også på andre måder usædvanlig. Det er det sidste album, gruppen indspillede, inden forgrundfiguren Brian Wilson gik i indre eksil. Og det er det eneste live-album, der dokumenterer den originale udgave af Beach Boys. Og endelig er det det første Beach Boys-album, der røg ind på albumhitlistens førsteplads.

Det er en kendt sag, at Beach Boys Concert har været udsat for det, man kalder “post-production”. Der er manipuleret med optagelserne med andre ord. Og det har der sikkert også været gode tekniske grunde til. Ikke desto mindre giver pladen en godt indtryk af den næsten hysteriske stemning, der var til gruppen koncerter. Og man får et godt indtryk af en band, der havde spillet et hav af koncerter og var særdeles godt samspillet. Det er også værd at nævne, at pladen dokumenterer, hvordan Beach Boys spillede andres hits, fx “Papa-Oom-Mow-Mow”, Dions “The Wanderer”, “Monster Mash” og Jan & Deans “The Little Old Lady From Pasadena”. Numre, som Beach Boys ikke selv indspillede på en studioplade.

Pladen lå på den amr. hitliste i hele 62 uger, og er genudgivet i flere omgange, bl.a. i en 24-bit digital remastered udgave.

I den forgangne uge fik jeg taget mig sammen til at se dokumentar-filmen om The Beach Boys Endless Harmony fra 2001. Filmen er lavet i den udmærkede VH1-serie, og den markedsfører sig selv med undertitlen “The definitive Story in their own Words”. Den slags skal man selvfølgelig altid tage med en sæk groft vejsalt. I det hele taget skal den slags biografiske fortællinger tages med forbehold. Også biografier og dokumentarfilm er en slags fiktioner. Vi får ikke Sandheden, men derfor kan der jo godt være noget sandt og oplysende at hente…
Når jeg alligevel havde investeret i fllmen var det, fordi den indeholder hel- eller delvise 45 liveudgaver af gruppens kendte sange. Heraf mange sjældne optagelser. Og som bonus 5.1 surround sound audio-udgaver af California Girls, Kiss me Baby, Surf’s Up, God Only Knows, Long Promised Road, Sail on Sailor og Do it Again. Så pengene kunne ikke være helt spildt, hvis filmen skulle vise sig at være en skuffelse.

Det var den så ikke. Dokumentaren tegner faktisk et fint, nuanceret billede af det talent- og succesfulde bands historie fra begyndelsen og frem til de første år efter Carl Wilsons død i 1998.
Hvis man kender lidt til gruppens historie, vil man vide, at Wilson-brødrenes fader, Murray, i karrierens start spillede en problematisk rolle som både inspirator og som tyrannisk manager. Dette billede bekræftes af filmen, hvor de interviewede – medlemmerne af gruppen – både giver udtryk for mandens musikalske talent, men også for hans stadig mere egocentriske dominans, som til sidst gør, at de må fyre ham på gråt papir.
En anden kendt mytologisk historie er historien om den begavede og talentfulde Brian Wilson, der lider af sceneskræk, hader turnélivet og får større og større psykiske problemer for til sidst at isolere sig selv fra omverden i årevis. Også denne historie får vi i en ganske usminket version – fortalt af Brian selv, brødrene, Al Jardine og andre i gruppens nærhed.

Noget af det fascinerende ved filmen er, at den fremhæver de forskellige gruppemedlemmers til dels oversete kvaliteter. Al Jardine fremstår i sin egen fremtræden og gennem de andres kommentarer som den seriøse sanger og guitarist, der ikke involverer sig i gruppens eksperimenteren med stoffer i tresserne. Dennis Wilson er den på en og samme tid oversete talentfulde sangskriver og et menneske, der lider af et menneskeligt underskud, som han forgæves forsøger at kompensere for i en evig jagt efter sex, stoffer, alkohol osv.
Den selvsikre, høje forgrundfigur, Mike Love viser sig at være den skarpe analytiker, hvis kommentarer sætter mange ting på plads. Og endelig er der Carl Wilson, der omtales som gruppens “bevidsthed”. Det er ham med den formidable stemme, og det er ham, der i en lang periode er det anker, der sørger for, at gruppen ikke flyder målløst rundt.
Og så er der den “femte” Beach Boy, Bruce Johnston, der træder ind i stedet for Brian Wilson, da dennes problemer tager overhånd. Bruce er elskværdigheden selv. En talentfuld musiker og sangskriver, der bare nyder den succes, som han bliver en del af og udviser stor respekt for gruppens kunstneriske potentiale.

Filmen er fuld af små sjove oplysninger og anekdoter. Fx er det sjovt at høre, at Bruce Johnsson synes, at albummet Sunflower (1970) er gruppens bedste. Fordi indspilningen af den gik lydefrit. Lige så overraskende er det at høre mesteren selv, Brian Wilson, udnævne Love You til sit favoritalbum. Ikke Pet Sounds eller Surf’s Up.
Interessant er det også at få dokumenteret, hvor stort et navn bandet var i dets storhedstid. Med det ene singlehit efter hinanden i en imponerende rækkefølge. Selv da The Beatles kom på banen og trak den internationale opmærksomhed væk fra Stranddrengene, fortsatte de ufortrødent med at sende sange op på listen. Samtidig med, at Beatles gjorde Brian Wilson erkendt jalous og kickstartede en kreativ udfoldelse, der via Pet Sounds fik Lennon & Mccartney til at yde deres ypperste i form af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Og man kan blive ved. Der er den forstemmende og alt for genkendelige historie om pladeselskabets købmand, der ikke interesserer sig en tøddel for musik, men blot vil fastholde gruppen i deres surfer-automobil-image med hurtige singlehits og overhovedet ikke har forståelse for musikken på fx Pet Sounds. Og aldrig får det. Og der er den lige så forudsigelige historie om de avancerede skæringers elendige kommercielle gennemslagskraft…

Og så er der som sagt de mange fine optagelser med gruppen. Optagelser, som understreger, at gruppen også var et imponerede live-act. Og som har givet mig lyst til at gå på genopdagelse på gruppens få live-indspilninger…

Da jeg var en 13-15 år brugte jeg megen tid på det lokale skolebibliotek for at synke ned i obskure bøger, der kunne fortælle mig noget om den dragende og frastødende voksenverden, som ventede mig lige om lidt. Og jeg kan huske, at jeg med stor appetit og lyst kastede mig over Tom Wolfes beretning om Ken Keasey og The Merry Prankster med den danske titel “Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget”. Ikke mindst det farvestrålende, hippe omslag (med en dominerende orange farve, så vidt jeg husker) tiltrak mig som en magnet. Jeg tror ikke, at jeg forstod halvdelen af, hvad jeg læste. Men sådan er det jo med læsningen i den alder. Først med tiden går det op for en, hvad man har slugt med åbne og modtagelige øjne og ører.
Nu kan jeg så læse på nettet at selvsamme værk, hvis engelske titel er “The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby”, skal filmatiseres. Det er den anerkendte instruktør Gus Van Zant, der påtager sig den “umulige” opgave at overføre boen til lærredet…

Apropos tysk bigband-musik, så kom jeg forleden i tanke om den engelske musiker, bandleader, Hammond-spiller m.m. Zoot Money (egl. George Bruno Money), der sammen med fx Georgie Fame gav rocken og R&B’en en saltvandsindsprøjtning af Hammond-orgel-centreret bigband-sound i tresserne og måske også inspirerede danske navne som Melvis og Peter Belli. Sammen med sit Big Roll Band tilførte han musikscenerne i hjembyen Bournemouth og London energi og vitalitet og blev et efterspurgt live-act. Zoot Money er stadigvæk aktiv og er en af den slags musikere, der har en stor stjerne hos andre musikere, men aldrig har gjort sig særligt bemærket ved stort pladesalg. Han har bl.a. arbejdet nært sammen med Alexis Corner, The Animals, Small Faces og andre fra tresserscenen.

I min lille  føljeton af sjældne, mere eller mindre glemte, danske kunstnere fra det progressive overdrev i tresserne og halvfjerdserne er jeg kommet til en virkelig sjældenhed, gruppen Vestenvinden. Gruppen blev dannet i 1970 i Odense af sangerinden og guitaristen Britt Rasmussen, Steen Råhauge (g., sang, fløjte m.m.), Peter Martensen (g.) og Uffe Steen Jensen (g. m.m.). Et årstid eksisterede gruppen og nåede at indspille albummet “Gummimasker” for Polydor Records. Der kom også en singleplade med et nummer fra albummet (Markerne omkring os) og “WC-rullemanden” på den anden side.
På albummet får de god hjælp af Nils Tuxen (pedalguitar og andre strenge) og trommeslager og percussionist Per Stan.
På coverets bagside ser man gruppen. En flok unge mennesker iklædt tidens tøjstil (afghanerpels, John Lennon-briller, islændertrøje, vridebaktik, anorak…). Også musikken er præget af tiden omkring 1970. Det er folkorienteret, akustisk rock med plads til progressiv eksperimenteren og improviseren. Teksterne vil ikke gå over i poesihistorien som mesterværker. Det er ikke dér gruppen havde sin styrke. De er lidt søgte og med en god portion naivitet. Musikken til gengæld fejler ikke noget. Det svinger medrivende og inciterende langt hen ad vejen. Undervejs i gennemlytningen tænkte jeg over, om Vestenvindens musikalske inspirationskilder ville skinne igennem, men jeg kunne ikke komme i tanke om nogen klar reference. Det stridtede lidt i mange retninger – uden at det skal forstås som noget negativt.

Pladen vakte en vis opmærksomhed, da den udkom, fordi den var dansksproget og fordi en af teksterne bestod af et stykke af Inger Christensens berømte digtsamling Det.

Måske var det solskinsvejret, der drejede associationerne hen i retning af barn- og ungdommens eftermiddage med Mylius’ “Efter skoletid”. Og kendingsmelodien – Nashville-pianisten Floyd Cramers udgave af Hank Williams’ “Hey Good Lookin'”. Har man én gang hørt den pianolyd, så glemmer man den aldrig. Cramer, der døde i 1997, 64 år gammel, var en af hovedmændene bag den berømte Nashville-sound og fra midten af halvtredserne en efterspurgt session-musiker, der spillede med folk som Elvis Presley, Patsy Cline, Everly Brothers og Roy Orbison.

Blandt andet kan man høre hans klaver på Elvis’ Heartbreak Hotel.

Pudsigt nok er netop “Hey Good Lookin'” lidt svær at finde på nettet. Youtube har den ikke. Og heller ikke nogle af de sider, hvor man kan afspille nummeret. Og også på den mange opsamlingplader med Cramer, er den ikke en selvfølge. Men den er dog med på ovenstående Favorites fra 1995. Og så kan man høre den i et klip fra DRs Bonanza med netop “Efter skoletid”.

Apropos Mylius og Efter Skoletid, så faldt jeg over en hyldestside for Jørgen de Mylius, hvor man også kan høre Mylius’ forsøg som sanger i en fordanskning af Chubby Checkers Limbo Rock. Den kunne jeg ikke huske.

“I love that song. I love it.” (Brian Wilson). Det gør jeg også…

Endnu en kærlighedshistorie. Men ikke en silly lovesong, snarere en lille novelle i sangens form. Up the Junction blev et pænt hit for Squeeze, men her er den i en fortræffelig udgave med den ene af sangens to sangskrivere, Chris Difford. I denne (næsten) akustiske udgave kommer sangen til at stå (næsten) endnu stærkere end i Squeezes gamle, charmerende version:

I never thought it would happen
With me and the girl from clapham
Out on a windy common
That night I aint forgotten
When she dealt out the rations
With some or other passions
I said you are a lady
Perhaps she said I may be
We moved into a basement
With thoughts of our engagement
We stayed in by the telly
Although the room was smelly
We spent our time just kissing
The railway arms were missing
But love had got us hooked up
And all our time it took up

I got a job with stanley
He said Id come in handy
And started me on monday
So I had a bath on sunday
I worked eleven hours
And bought the girl some flowers
She said shed seen a doctor
And nothing now could stop her

I worked all through the winter
The weather brass and bitter
I put away a tenner
Each week to make her better
And when the time was ready
We had to sell the telly
Late evenings by the fire
With little kicks inside her

This morning at 4:50
I took her rather nifty
Down to an incubator
Where thirty minutes later
She gave birth to a daughter
Within a year a walker
She looked just like her mother
If there could be another

And now shes two years older
Her mothers with a soldier
She left me when my drinking
Became a proper stinging
The devil came and took me
From bar to street to bookie
No more nights by the telly
No more nights nappies smelling

Alone here in the kitchen
I feel theres something missing
Id beg for some forgiveness
But beggings not my business
And she wont write a letter
Although I always tell her
And so its my assumption
Im really up the junction

Fra hippie-foretagendet “Foreningen til livets beskyttelse” er der kun et hampeblads afstand til Vandreudstilling. Bag navnet Vandreudstilling gemmer sig musikerne: Hasse Levy (guitar og vokal), William Skotte Olsen (1945-2005) (violin, guitar og vokal), Yvonne Versteeg (guitar, vokal), Tommy Petersen (bas, vokal) og Ib Damgaard (congas og andet slagtøj). På albummet Hara Ghash (Green Grass) får de hjælp af Bjørn Uglebjerg på trommer.
For dem der kan huske så langt tilbage som til tresserne, vil navnene Hasse og William måske være bekendt. Det var de to, der skrev hippie-hymnen over dem alle: Du skal ud, hvor du ikke kan bunde. Til Steppeulvene, der inspillede sangen til deres første single. Hasse og William var vist også en del af bandet en kort periode.
Ghara Gash er den anden plade, som Hasse og William indspillede for det legendariske Spectator Records. Det var i 1972. Inden var kommet Green Grass i ålborg (1971). Green Grass var navnet Hasse og William i bandsammenhæng. Og der er da ingen tvivl om, at “græs” har spillet en stor rolle (måske sammen med nogle kemikalier som LSD…) for de musikalske udfoldelser. Det er syret-hippie-folk-musik med dominant folk-fiddle og en ganske løs struktur på musikken. Som sådan afspejler musikken ganske godt hippie-attituden. Som Foreningen til livets bevarelse er Vandreudstilling et herligt obskurt og kuriøst dokument over en svunden tid.

Hasse og William hører til dem, jeg hørte om på P3 dengang tilbage i tiden, hvor der stadigvæk var tid og overskud til at spille musik fra de musikalske overdrev.