Den gamle by i Aarbus har fået den idé at genskabe nogle boliger sådan som de så ud får årtier siden. Bl.a. et kollektiv fra halvfjerdserne. I dag var jeg inde og bese lejlighederne og det var en nostalgitur tilbage til dengang mange af mine studiekammerater boede i kollektiv eller bofællesskab. Det sjove ved udstillingen er, at man har genskabt den tid ned i de mindste detaljer. Fra farverne på væggene til reolerne med politisk litteratur og ditto musik til den store obligatoriske tepotte.
Specielt interessant var det at gense nogle af de grammofoner, båndoptagere med videre, der var almindelige og populære dengang. Som fx Tandberg båndoptageren ovenfor. Eller Philips grammofonen
Bang og Olufsens berømmede Beogram 1000 var der selvfølgelig også
Og her i selskab med en Sebastian-plade og Første maj-albummet
Udstillingen var peppet om med diverse digitale hjælpemidler, fx digitale kort, hvor man kan få noget at vide om tiden, et spejl, hvor man kunne prøve noget af den tids ‘mode’ (se nedenfor) eller en illusion om et ungt bar, der er gået i brusebad sammen…
I det hele taget er det en udstilling, som man bør unde sig at se, hvis man har historisk eller nostalgisk interesse for halvfjerdserne.
Bag kunstnernavnet Boris Bifur Van De Lerke stod maleren og tusindkunstneren Tom Krøjer, der som billedkunstner stod i gæld til den navnkundige eksperimenterende Kunstskole og situationisterne. Krøjer skrev også tekster, og nogle af teksterne satte han til musik og indspillede sammen med bl.a. Tømrerclaus, Jan Kaspersen (tidl. Blue Sun), Franz Uffe (trommer) og Søren Seirup (kendt fra Beefeaters). Teksterne og musikken udgør, hvad Tømrerclaus på sin side Karma.dk meget rammende betegner som den “den sjoveste, vildeste og mest ud-kurtede plade” fra halvfjerdserne (den kom i 1979). Det er en slags dansk Captain Beefheart udsat for situationistisk happeninggalskab og en god portion hippieflip. Så er det sagt. Pladen – som jeg lytter til på vinyl – er blevet genudgivet på CD af Tømrerclaus på Karma. Vinylen er selvfølgelig for længst blevet samlerobjekt for vinylfetichister og -nostalgikere. Som musikoplevelse er den uomgængelig som eksempel på den løssluppenhed og legesyge, der var en del af tresserne og halvfjerdserne.
Et tilfældig surfen på YouTube fik mig på sporet af en håndfuld ‘videoer’ med 78″-indspilninger fra legendariske plademærker som Odeon og Polyphon. Og derfra var springet ikke så langt til de historier, min far og mor fortalte mig om deres ungdomstid i København i mellemkrigstiden og under besættelsen.
Min mor var via et job på en gård uden for århus og et job på Kalundborg-færgen endt i en tjeneste som kokkepige hos det bedre borgerskab i København (på Tagesvej hos en rig enkefrue). Og min far var matros, bådsmand og senere marinesoldat i de år. Det var der, de mødtes og muliggjorde denne skribent.
Mange af de historier jeg lagde øre til som barn, handlede om deres ture ud i det københavnske forlystelseliv. Værtshusene på Christianshavn og andre steder. Og danselokalerne, bl.a. Adlon, hvor man fra tyverne og frem kunne danse til levende musik. Hvilke orkestre de dansede til husker jeg ikke men måske var Erik Tuxen, Teddy Pedersen eller Kai Ewans. Teddy Pedersens Orkester nævnte min mor mange gange.
Det kunne måske have været nedenstående eksempler. Mange af numrene kender jeg fra min barndoms radio. Og i dag tænker jeg, at det var datidens svar på rock’n roll og pigtrådsmusik. Det rocker måske ikke så meget, men det swinger…
“En lille rystedans”, Erik Tuxen, 1934
“Hot, Hot”, Margurite Viby og Teddy Pedersens Orkester, 1937
Jeg faldt helt tilfældig over et foto af min gamle knallert. Eller rettere: en næsten magen til. For sidst jeg så min egen var, da nogle drenge trak af med de sørgelige rester til en spejderauktion i midten af halvfjerdserne. Og jeg håber, nogen andre fik glæde af den lille maskine, Tomos 4 L.
Min udgave var lidt anderledes end den ovenfor afbillede. Der var nemlig såkaldt “twinsæde” på. Det skulle der nemlig være, så man kunne have en bagpå… (selv om det var ulovligt). Og den var sort og kunne løbe hele 30 km./t. Den afløste min fars gamle Swell med vridegear, som jeg havde måttet stille mig tilfreds med det første årstid, indtil udstødningrøret brændte af og ikke kunne repareres igen.
Tomosen fulgte mig et par år, indtil jeg fik kørekort – og lov til at bruge min fars bil, når han alligevel var ude at sejle. Og den transporterede mig til og fra skole og gymnasium uden problemer.
På de mange fansider, der er om Tomos-knallerterne – som oprindeligt blev lavet i Slovenien, men også havde en fabrik i Holland – kan jeg se, at model 4 L var en af de allermest populære og mest solgte dengang omkring 1970.
Duoen Paul & Paula hed slet ikke Paul og Paula, men derimod Ray (Hildebrand) og Jill (Jackson), men Ray & Jill duede ikke som kunstnernavn, og slet ikke, da de skulle indspille deres første og største succes “Hey Paula“, hvor Paul og Paula synger til hinanden.
Sangen var skrevet af Hildebrand, og det var lidt af en tilfældighed, der gjorde, at den blev indspillet. De to syngende collegestuderende havde reflekteret på en lokal radiostations opfordring til at komme i studiet og synge i forbindelse med et velgørenhedsarrangement for American Cancer Society. Og en spejder fra Mercury Records hørte muligheder i den lille sang, og gav parret en pladekontrakt.
Pladen blev et stort hit. Nr. 1 på Billboards Hot-100 og solgte i omegnen af 2 millioner eksemplarer verden rundt. Pladen blev også spillet flittigt hos Jørgen Mylius på Danmarks Radio, hvor den ofte var ønsket af de unge lyttere.
Sangen handler om to unges kurtiseren. Vi befinder os stadig i præ-Beatles-perioden og før tressernes frigørelsestrang for alvor tog over. Det handler om at kanalisere kærligheden ind i ægteskabets trygge havn og forankre den sikkert med hymens lænker.
Paul & Paula fik endnu et hit i 1963 med “Young Lovers“, der nåede op på en sjetteplads på singlelisten i USA. Tre album med sigende titler blev det også til: We go together (1963), Holiday for Teens (1963) og Paul & Paula Sing for Young Lovers (1964). Siden er deres største hits blevet genoptrykt igen og igen. På den hjemlige Top 20 lå “Hey Paula” på listen i 14 uger, heraf tre uger som nr. 1 med navne som Cliff Richard og Elvis i baghjulet. “Young Lovers” fik hele 7 uger med en fjerdeplads som bedste resultat.
Den vandt ikke, men opnåede en 7. plads. En fin sang, som jeg helt havde glemt. Teksten er af Poul Henningsen, musikken af Jørgen Jersild. Og Arne Lambert stod spidsen for orkesteret.
En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lå i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hårdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpå stod skrevet World’s Best.
Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pågældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, så er de gamle flasker for længst gået på pension og åbenbart i glemmebogen…
Dagens sangtips er lidt af en kuriositet. I min mors lille pladesamling var der en singleplade med sangen “From Rocking Horse to Rocking Chair”. Det var A-siden. B-siden var “Cheer Up”. Min mor spillede ofte A-siden, som derfor gled ind i min indre jukebox.
Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at sangen faktisk er skrevet af ingen ringere end Burt Bacharach og teksten af dennes partner Hall David. Pladen udkom på RCA i 1964 og blev vist ikke det helt store hit for Anka. Men det blev den altså for min mor. Jeg har længe kigget efter den på YouTube og nu er den så dukket op (med Batman-grafik-video!). Så det er tid til et nostalgisk genhør – her.
Det tyske musikprogram Beat-Club, som sendte på den tyske kanal 1 i årene 1965-1972, var – som læsere af denne blog vil vide – sammen DRs få, men udsøgte musikudsendelser, min primære kilde til levende musikalske billeder af rockens og poppens stjerner. Og programmet viste stort set alt, hvad der var værd at lytte til og se på i den periode. Heldigvis er mange af optagelserne blevet gemt for eftertiden og er udkommet på hhv. vhs-bånd og dvd.
I 2008 fik udsendelsen også sin egen hjemmeside Mybeatclub.com, hvor det var muligt at se udsendelser on demand, som det hedder. Denne side er nu blevet erstattet af en særlig side på YouTube, hvor man nu kan svælge i Eric Burdon & War, Deep Purple, Alice Cooper, Jethro Tull, Ike & Tina Turner, Grateful Dead, The Who og mange flere.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad der satte associationskæden i gang, men pludselig havde jeg sangen “Running Bear” på hjernen. Sangen, der er skrevet af ingen ringere en The Big Bopper (J. P. Richardson, som blev dræbt ved samme flyulykke, som tog livet af Buddy Holly og Ritchie Valens), blev spillet mange gange af Jørgen Mylius i tresserne. Pladen blev et hit i 1960, hvor den toppede Billboards singleliste i tre uger. Bortset fra indianertematikken – og lydene (Uga, Uga, Uga og krigsskrig) – så er det en banal og tidstypisk sang om to unge, der ikke kan få hinanden og må gå i døden for at blive forenet.
Et årti senere blev sangen igen et hit med Sonny James, der indtog Billboards Countryhitlistes førsteplads. Hverken arrangement eller fortolkning lå ret lagt fra den oprindelige udgave.
Et eller andet må den sang have ud over evnen til at sætte sig fast i hjernebarken hos sådan en som mig. For i 1980 indspillede punkbandet Stiff Little Fingers sangen som B-side til deres single At The Edge, og for at det ikke skal være løgn kom den også med på gruppens opsamlingsplade All The Best og på livealbummet Hanx. En befriende, respektløs fortolkning…
I går henfaldt jeg og familien til den sport, der hedder: at bladre i gamle fotoalbum. Tilbage til dengang ungerne gik med ble og hinsides til ungdommens og barndommens dage. Og et af emnerne var det tøj, man gik i dengang. Og hvorfor man kan huske nogle sko og beklædningsdele, medens andre er gledet ud i glemslens mørke.
Der står jeg så som relativt nybagt fader med ungen på nakken ‘på den høje hest’ og iført nogle lyseblå jeans, som jeg slet ikke kan huske, medens den lappede grå, striktrøje står så skarpt i erindringen, at jeg næsten kan mærke den ru uld mod huden, når jet et øjeblik lukker øjnene.
Derfra gled erindringen helt tilbage. Kan jeg huske tøj og sko fra barndommen på Nygårdsvej? Jo, der var den brune polotrøje, jeg holdt så meget af. Eller de sømandsagtige, blå og rød-stribede bomulds-t-shirts. For slet ikke at tale om de skrækkelige knæbukser plusfours eller knickers, som min far kaldte dem (efter amerikansk, ikke at forveksle med den engelske oversættelse, som betyder dameunderbenklæder…), som jeg blev hældt i, og som havde det med at kravle op på benet, så der var et stykke med bart og elastikken gnavede sig ind i benet.
Og der var de brune, spidse lædersnøresko med lædersåler, som jeg sled sønder og sammen, selv om de jævnligt var hos den lille skomager i kælderen i Sjællandsgade for at få nye hæle og såler med små metalbeslag for at udsætte nedslidningen. Og så var der scooterstøvlerne (med spænde ved anklen), der blev højeste mode i vintersæsonen. Jo mere jeg masserer erindringsvorten, desto mere dukker der op.
Der er nyheder, der griber en mere end andre. Man kan huske, hvor man var – og stemningen. Som da John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Eller da meddelelsen om Elvis Presleys død indtraf. Eller, da budskabet om nedskydningen af John Lennon ramte medierne. Jeg sad i en sofa hos nogle af mine forældres naboer, og radioen kørte i baggrunden. Det var en underlig fornemmelse. En blanding af undren, vantro, fremmedhed… Et point of no return.
Rolling Stone offentliggør Lennons sidste interview, lavet tre dage før drabet.
Tresserbandet The Bad Seeds (ikke at forveksle med Nick Caves’) var efter sigende det første band, der kom fra flækken Corpus Christi i Texas. En flække, der siden er blevet kendt for flere garagerockbands.
Guitaristen og sangeren Mike Taylor, bassisten Herb Edgeington, lead guitaristen Rod Prince og trommeslageren Robert Donahoe havde alle en fortid i lokale obskure bands, inden de slog de musikalske klude sammen i Bad Seeds. Og det lykkedes dem at få en kontrakt med det lille pladeselskab J-Beck Records i 1966. Tre singleplader blev det til i løbet af ’66: “A Taste of the Same”/”I’m a King Bee”, “All Night Long”/”Sick and Tired” og “Zilch Part 1″/”Zilch Part 2”. Flere af sangene havde Prince og Taylor skrevet.
Især de to førstnævnte singler betragtes af musiknørder og -samlere som klassiske perler inden for den texanske afart af garagerock, som bl.a. havde ladet sig influere af den britiske R&B (Stones, Pretty Things osv.). Gruppen gik i opløsning i sommeren 1966.
Bad Seeds udgave af Slim Harpo “I’m a King Bee” har alle garagerockens kvaliteter. Den er beskidt, rå og swingende. Rolling Stones indspillede også nummeret på deres debutalbum med markant slide guitar ved Brian Jones…
Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler på for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet på kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke råd til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…
Her til morgen dukkede Harry Nilssons sang “Kojak Columbo” op på den indre jukebox. Sangen findes på Nilssons 11. album fra 1975 Duit on Mon Dei (Do it on monday…). En lille irriterende, iørefaldende sang, der hører hjemme på mit lydspor, selv om den aldrig blev noget hit eller på anden måde kendt uden for LP-lytternes rækker. Og det ledte straks tanken hen på tv-serien om den skaldede, evigt slikkepindsuttende New Yorker-politik-opdager Kojak, som løb over tv-skærmene i halvfjerdserne (1973-1978).
Som jeg husker Kojakfiguren – der blev spillet af Telly Savalas – så var der tale om et genoptryk af en genremæssig kliché: Den i bund og grund retfærdige, ukorrupte cop, der er hård i filten og gerne gradbøjer politiets spilleregler lidt for at fat i skurkene. Dog med det twist, at Theocrates Kojaks græsk-amerikanske oprindelse gav lidt farve til klichéen. En slags græsk-amerikansk Dirty Harry light.
Slikkepindene, som først kom ind et stykke hen i serie (i starten røg Kojak meget), var efter sigende et resultat af den spirende anti-ryger-lobbys ihærdige arbejde, men blev en vigtig del af seriens brand.
Serien blev vist aldrig det helt store publikumstrækplaster. I hvert fald blev det skrinlagt efter kun fire sæsoner. Dog fik den et efterliv som genudsendelse på diverse satellitkanaler, hvor fans af Kojak dyrkede og dyrker den. Og i 1989 forsøgte tv-selskabet ABC af relancere den med fem episoder af spillefilmslængde. Nu med Kojak som politikinspektør.
Apropos Nilssons lille sang, så havde Savalas også en kort karriere som sanger. Hans version af gruppen Breads hit “If” (skrevet af David Gates) blev nr. 1 i flere europæiske lande i 1975 (men den gjorde sig vist ikke i Danmark…). Han fik også et større hit med sin udgave af Don Williams’ countrysang “Some Broken Hearts Never Mend” i 1980. Og Savales indspillede flere album, der nu er blevet samlerobjekter, som så meget andet fra LP’ens storhedstid.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 17 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 17 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger