Indlæg tagget med Nostalgi

Genhør: The Feelies – Time for a Witness

9. august 2009

Der er nogle genudgivelser, jeg glæder mig mere til end andre. En af dem er genudgivelsen af The Feelies’ første albums. De skulle efter forlydender at dømme udkomme inden længe (september) pÃ¥ Bar/None Records.

The Feelies havde en glorværdig karriere årene 1976-1992, hvor de fik lavet fire gode album, en enkelt EP og nogle singler. De er gendannet i 2008, og det er nok forklaringen på, at der er kommet gang i genudgivelserne igen. I mange år har det nemligt været nærmest umuligt at komme i nærheden af cd-udgaver af pladerne. Og de to første er vist aldrig udgivet på cd. Feelies blev aldrig nogen kommerciel succes. Faktisk forblev de kronisk undergrund. De gik deres egne veje, undgik helst de officielle pladeproduktionsomstændigheder (herunder producere) og agerede i det hele taget ikke særlig kommercielt orienteret.

Men med deres debutalbum, Crazy Rhythms, fra 1980 skabte de deres egen særlige guitarlagdelte lydunivers, som blev inspiration for mange af de senere sÃ¥kaldte indie-bands. NÃ¥r man lytter til deres musik, i dette tilfælde deres foreløbigt sidste album “Time for a Wittness fra 1991, sÃ¥ er det tydeligt, at de stÃ¥r pÃ¥ deres egne ben mit i det musikalske blomsterbed, hvor ogsÃ¥ bands som Velvet Underground, Talking Heads og Television voksede.

Genhør: Lamb – Between Darkness and Wonder

7. august 2009

Forleden omtalte jeg den unge danske musiker Sebastian Lind og kom i tanke om duoen (m.m.) Lamb. For kombinationen af electronica og singersongwriter-sange er bestemt ikke at nyere dato. Manchester-baserede Lamb – produceren Andy Barlow, den fascinerende sangerinde Lou Rhodes og deres hjælpere (bl.a. den danske trommeslager Nikolaj Bjerre – havde deres gyldne Ã¥r fra 1996 til 2004, hvor de fik lavet fire album og en lang række singleudspil, der siden blev indlemmet pÃ¥ Best Kept Secrets, en slags Best-of-plade i 2004.

Det er egentlig pudsigt, at gruppen i så høj grad var en single-gruppe, for deres musik egner sig gevaldig godt til det store albumformat. Man har kaldt deres musik trip hop og drum and bass, men selv om det ikke er helt forkert, så er det heller ikke helt dækkende for den komplekse, mangefacetterede musikalske inspiration, der gør sig gældende. Her er elementer af rock, pop, jazz, akustiske genrer og mere. Og det hele er blandet med en forkærlighed for det melodiske og stemningsfulde.

Pladen Between Darkness and Wonder (en flot, næsten poetisk titel, synes jeg…), er Lambs sidste studioplade og er med sin store musikalske spændvidde, der gør det nærmest umuligt at genrerubricere den, et godt bud pÃ¥ et hovedværk for gruppen.

STRONGERTILL THE CLOUDS CLEAR

Genhør: Jesse Winchester

5. august 2009

Intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget, siger et gammelt ordsprog. Og hvis der kom noget godt ud af Vietnam-krigen, så var det blandt andet, at den for alvor satte gang i sangskriveren Jesse Winchesters sangskriveri.

Jesse Winchester – egl. James Ridout Winchester – blev født i Mississippi, Tennessee i 1944, og i 1966 blev han indkaldt til militærtjenesten med udsigt til Vietnam. Det fik den unge mand til at flytte til Canada, som mange andre, der ikke ville ofre deres unge liv for en meningsløs sag. Og her i Canada gik der for alvor hul pÃ¥ bylden, sangskriverbylden.

Inden han kom så langt, havde han lært sig at spille guitar, medens han gik i skole. I Canada blev han medlem af bandet The Astronauts, og han begyndte så småt at spille sine nyskrevne sange solo rundt omkring på de lokale kaffebarer. Og en af dem, der slog ørerne ud, var en vis hr. Robbie Robertson, der siden blev kendt som en af americanaens grand old men i The Band. Robertson tog Winchester under sine vinger og gjorde, hvad han kunne for at sætte gang i karrieren.

I 1977 vendte Winchester tilbage til USA, efter at præsident Carter havde givet amnesti til alle Vietnam-militærnægterne, og han bor nu i Virginia, hvor han fortsat skriver sine fine sange.

Jesse Winchester er en af den slags kunstnere, der især har gjort sig gældende som sangskriver for andre. Med en lang række sang – fx Yankee Lady, The Brand New Tennessee Waltz, Mississippi, You’re on My Mind og Biloxi – har han forsynet andre kunstneres repertoire med kvalitetssange. Blandt andre Elvis Costello, Crystal Gayle og Jimmy Buffett. Men ved siden af har han siden 1970 udsendt mere end et dusin fine album med sangskrivning af højeste kvalitet. Senest – i Ã¥r – er kommet Love Filling Station. Jesse Winchesters musik er indbegrebet af, hvad man i dag kalder americana. AltsÃ¥ musik med dybe, dybe rødder i de amerikanske musiktraditioner. SÃ¥dan er det ogsÃ¥ med det nye album, hvor han dyrker 50’ernes musik.

Eulalie

Raleigh Turist de Luxe anno 1980 – min gamle ven

3. august 2009

Min sorte Raleigh Turist de Luxe kom ind i mit liv i 1980. Jeg var flyttet til Riiskov for en kort bemærkning og havde behov for en rigtig god cykel, sÃ¥ jeg kunne køre ind til byen langs vandet. En dejlig lige vej uden bakker. Racercykler og deslige var ikke lige noget for mig. Den skulle være solid, og man skulle kunne sidde nogenlunde komfortabelt lodret. Og min gamle discountcykel skulle helst gÃ¥ i glemmebogen (hvad den ogsÃ¥ gjorde, for jeg husker intet om, hvor den blev af…).

Lige siden har den sorte englænder været min trofaste følgesvend. Faktisk helt frem til 2005, hvor det orange automobil kom ind i mit liv ved dødens mellemkomst. Og selv efter er den blevet brugt i ny og næ.

Den var oprindeligt udstyret med Sturmey Archer-gear (3), hÃ¥ndbremse (en) og sort bagagebærer. Siden blev den brede, sorte standardsaddel skiftet ud med en Brooks lædersaddel (der findes ikke noget bedre, hvis du spørger mig og min bagdel), en Bulldog barnestol og – da det omsider blev muligt – to dæk med kevlar (men da havde jeg lært at lappe, selv i sne- og regnvejr…). Efter et uheld, hvor jeg blev pÃ¥kørt af en bil pÃ¥ en cykelsti (!), skiftede jeg baghjulet ud med et gearløst hjul.

Jeg tror ikke, der er den bydel i Århus, hvor jeg ikke har færdes på min sorte ven. Begge mine børn har slidt på Bulldog-sadlen, så malingen er gået af i kanterne. Og jeg mindes med udelt glæde alle de ture, hvor ungerne og jeg har cyklet og snakket om alt mellem himmel og jord. For det var netop fordelen ved en Bulldog-sadel på rammen.

Men nu er jeg kommet i den situation, hvor jeg for alvor har skullet overveje, om min gamle ven skulle stedes til hvile på den lokale genbrugsstation. For en letsindig cykeltur med en flaske rødvin i indkøbsnettet betød at forgaflen blev bøjet. Og en ny koster ca. 900 kr. Ganske vist har jeg en anden cykel. En udmærket Kildemoes, som jeg overtog efter en mand, der flyttede fra den. Men det er ikke helt det samme. Jeg sidder bedre på den gamle. Og den er bedre, når man skal ud at handle.

Foreløbig er mine overvejelser endt med et kompromis: MÃ¥ske jeg kan finde en anden brugt turistmodel – pÃ¥ politiauktionen eller andetsteds – og sÃ¥ tage forgaflen derfra? Jeg prøver…

Pretty Things – Beat-Club – 9. maj 1970

2. august 2009

Endnu en fin optagelse fra hedenold. Denne gang med The Pretty Things, der optrÃ¥dte i capacs favorit-nostalgi-beat-musik-udsendelse Beat-Club den 9. maj 1970 med nummeret “Cries from the Midnight Circus”. Den udsendelse har jeg set derhjemme i forældrenes stue pÃ¥ det gamle sort-hvide tv. I samme udsendelse kunne man i øvrigt opleve Hard Meat (The Ballad Of Marmalade Emma & Teddy Grimes), Free (Fire and Water, All right now), Cat Stevens (Lady d’Abanville, Hard Headed Woman) og Humble Pie (For Your Love). Ialt en time i selskab med nogle af tidens bedste kunstnere. Jovist.

Randy Newman – Living Without You

2. august 2009

Randy Newman gør ikke meget væsen af sig i denne fine optagelse fra det fremragende tyske musikprogram Musikladen. Godt gemt bag et par sorte solbriller, helt nedtonet fremfører han sin sang “Living Without You” om det at have et andet menneske at leve for, at stÃ¥ op til. Ensomheden med andre ord. Sangen stammer fra mandens skammeligt overset debutalbum fra 1968.

The milk truck hauls the sun up
And the paper hits the door
The subway shakes my floor
And I think about you
Time to face the dawning gray
Of another lonely day
Baby, it’s so hard
Living without you

It’s so hard
Baby, it’s so hard
Baby, it’s so hard
Living without you

Ev’ry one’s got something
And they’re out tryin’ to get some more
They got something to get up for
Well I ain’t about to
Nothin’s gonna happen
Nothin’s gonna change
Baby, it’s so hard
Living without you

It’s so hard
Baby, it’s so hard
Baby, it’s so hard
Living without you

Shawn Colvin – Live

31. juli 2009

Den første cd, jeg købte, var Shawn Colvins andet album “Fat City”. Det var tilbage i 1992. Ja, faktisk fik den mig til at købe min allerførste cd-afspiller (den nu afdøde Lenco). Jeg kan huske, at ekspedienten i FONA ikke anede, hvad jeg snakkede om, da jeg spurgte til pladen. Han troede Shawn Colvin var et band. Men pÃ¥ DRs P3 spillede man nummeret “Round of Blues”, og jeg kunne slet ikke fÃ¥ det ud af hovedet.

Colvin arbejder i den fasttømrede amerikanske singer-songwriter-tradition og hendes varemærke er hendes særprægede, smukke stemme, nogle ofte stærkt iørefaldende melodiske sange og nogle dybt personlige, hudløst ærlige tekster, hvor filteret mellem offentlig og personlig ofte er trukket bort. De store salgstal er det vist aldrig blevet til, men flere Grammy-nomineringer og hele tre Grammy har hun fået på sit musikalske cv. Og i mit musikalske univers er hun stadigvæk blandt dem, der bærer faklen videre efter Carole King, Joni Mitchell og de andre store damer i populærmusikken. Nu har hun så omsider udsendt en live-plade, hvor hun unplugged fortolker en række af sine gamle sange.

Judy i forklædning med briller

30. juli 2009

MÃ¥ske var det, fordi solen pludselig – og omsider – kiggede gennem skydækket, at jeg kom i tanke om John Fred & his Playboys og deres glade sang om Judy in Disguise (with Glasses) fra 1967. SÃ¥dan en sang, der altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ sol og sommer. Lidt lige som Lovin Spoonfuls Summer in the City. I følge legenden fik John Fred ideen til sangen, fordi han kløjs i teksten til Beatles’ Judy in the Sky with Diamonds fra Sgt. Pepper-pladen og sangen formÃ¥ede oven i købet at vippe Beatles’ Goodbye Hello ned fra Billboards førsteplads.

Not Fade Away: Fra Buddy Holly over Stones til The Supremes

29. juli 2009

Apropos The Rolling Stones, sÃ¥ faldt jeg over denne sjove udgave af Buddy Holly-nummeret “Not Fade Away” med The Supremes. Nummeret stammer fra en dobbeltcd, der er kommet med sjældne optagelser med Supremes fra tresserne: Let the Music Play: Supreme Rarities 1960-1969.
“Buddy Holly Not Fade Away

Der gror ikke mos pÃ¥ en rullesten…

29. juli 2009

De er svære at komme uden om, de gamle rock-ronkedorer i Rolling Stones. De har været på banen så længe, at det vil være svært, meget svært, at forestille sig en rockmusik uden dem. Selv om perspektivet ikke længere er så langt. Selv holder jeg mest af gruppens arbejder fra tresserne og halvfjerdserne. Jeg synes, det var her kreativiteten og sangskriveriet udfoldede sig mest ubesværet.

Og nu bliver det sÃ¥ muligt at lytte til 13 af værkerne fra perioden 1971 og frem. I en luksuøs samlerboks, der vist nok kun kan købes via amazon.com. I pakken mangler kun hovedværket Exile on Main Street, der udkommer næste Ã¥r (og der er plads i boksen til den…). Heldigvis har Stones, nÃ¥r de er bedst, spillet musik, der ikke behøver alskens nymodens teknologi for at trænge igennem. SÃ¥ man behøver ikke at fare ud og forkøbe sig, hvis man allerede har grammofonpladerne eller cd’erne derhjemme. Allerede i transistorradioens dage gik det helt fint med at lytte til Rullestenene.


Rolling Stones – Miss You
by SamFisher037