Indlæg tagget med Nostalgi

Erindringsglimt: Ferenc Puskàs – fodboldspiller

2. april 2009

På arbejde i går kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp på radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. Så der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke på dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne på Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mål scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mål i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens målestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
Når jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmål er selvfølgelig absurde. Og dog…

Genlyt: Stig & Steen “Da solen kom”

2. april 2009

Min internetforbindelse har været ned siden i går morges, bortset fra en kort periode i går formiddags, hvor jeg lige nåede at hente mine e-mails. Og så må man jo bruge tiden på noget andet.

Jeg har bl.a. fået orden i mine stakke omkring computeren. Stakke, der vokser med usvigelig sikkerhed som mos i skovbunden og med jævne mellemrum må decimeres af noget, der minder om orden. Og samtidig har jeg fået lyttet til nogle gamle grammofonplader.

Som læsere af bloggen vil have forstået, så er jeg vendt tilbage til den obskure, progressive del af dansk rock – eller beat, som man dengang sagde – fra tresserne og halvfjerdserne. Flere ting har jeg ikke hørt i mange år og lidt af det – det skal jeg vende tilbage til – har jeg kun hørt delvist eller slet ikke dengang… Forsømmelser det vil være rart at få gjort op med.

“Da solen kom” er duoen Stig & Steens debutalbum fra 1972. Jeg kan huske, at den – og den foreløbende single fra året før (Ude i den grønne skov/Den hvide sky) – vakte en vis opmærksomhed i radioen og fik en del air-play. Men den store kommercielle succes blev det vist ikke til. Bag fornavnene Stig & Steen gemte sig to kendte musikere fra dansk musikliv. Steen Toft Andersen, der slog sit navn fast som medlem af det navnkundige orkester Ache. Og Stig Kreutzfelt, der blev hvermandseje som del af megasuccessen Rugsted & Kreutzfelt og i øvrigt har et imponerede cv som musiker, producer og meget mere.

Stig & Steen-projektet repræsenterer noget så usædvanligt som poppet halvfjerdser-hippie-beat. Efter datidens målestok en meget lækker produktion, der pegede frem mod det, Kreutzfelt senere ville stå bag som selvstændig producer. På coveret ser man en diffus sol på den ene side og på den anden de to duo-medlemmer siddende afslappet i relief. Sammen med Nis P. (Jørgensen) på fløjte og sang – og Frank Olsson på slagtøj og trommer leverer Kreutzfelt og Andersen en række lækre popsange med tekster af lyrisk-flippet karakter.

Tag bare en titel som “Legetøjstulipanbakken”: “Jeg står på marken midt i regnen/ og ser på blomsten bag ved dig/melankolien breder sig/ legetøjstulipanbaken/for enden af den våde vej”. Osv. Ikke ligefrem lyrik, der vil finde vej til Højskolesangbogen eller en litterær kanon, men tidstypisk i sin lidt naive og melankolske karakter.

Når pladen er meget efterspurgt i samlerkredse siden hen, så hænger det uden tvivl sammen med musikkens kvaliteter. Lyriske, stemningsfulde sange med genklang af progressive toner fra det store udland (fx King Crimson og folk-rock). I følge de oplysninger jeg har kunnet finde om pladen skulle den afdøde trommeslager Ken Gudman også have spillet med, men det bekræftes ikke af pladens egne noter.”

Opdatering 9.4.2019: I dag får jeg så en mail fra et antikvariat, der har specialiseret sig i bl.a. gamle rockplader og her kan man få Stig & Stens plade i “excellent” stand for den nette pris af 500 Euro, svarende til 3750 kr. Man skulle have købt den dengang, den blev udsendt.

Fra arkiverne – Ashtrays

30. marts 2009

Selvfølgelig vil der være grupper og solister, der forbigår ens opmærksomhed mellem år og dag. Selv dengang, hvor der var længere mellem pladerne. I tresserne. Således har jeg aldrig – så vidt jeg erindrer – hørt noget med gruppen Ashtrays. Men bandet fra Humlebæk har alligevel formået at skabe sig et vist navn i samlerkredse. Således finder man dem i fornemt selskab i nordmanden Dag Erik Asbjørnsens guide til europæisk progressiv rock, hvor de omtales som “meget obskur dansk flower-power med et strejf af swingin’ London, der kan sammenlignes med Skip Bifferty og Rainbow Ffolly.” Ashtrays er også omtalt i J.-J. Gjedsteds “Dansk Rock” (Politiken, 1985).
Bandets renommé skyldes det ene album, der blev indspillet i det mytologiske år 1968. “Ga Go Gu”. Pladen udkom på Jacks Beat Records, og heldigvis er den blevet genudgivet hos Frost Records sammen med singleudspil og demos, så vi har en chance for at lytte med. Som genudgiveren er inde på i sine noter til pladen, så er det nok lidt tilfældigt, at Ashtrays ikke slog mere igennem dengang. Kvaliteten af de selvskrevne numre og arrangementerne står bestemt ikke tilbage for fx Floor (Teenmakers-opfølgningen), hvis LP blev udråbt til at være det danske svar på Sgt. Pepper… Men en beskeden produktion i det jyske og en sikkert lige så beskeden markedsføring er nok nærliggende forklaringer på, hvorfor drømmene måtte blive i Humlebæk.
I noterne kan man også læse den klassiske historie om nogle kammerater, der er blevet grebet af beat-feberen og skraber et interimistisk anlæg sammen (bl.a. bestående af en B&O-båndoptager med ekko og begynder at spille sammen i kælderen hos den lokale cykelsmed. Fra 1965 og nogle år frem huserede bandet i det sjællandske og var med til flere lokale beat-mesterskaber uden dog at vinde eller kommet helt i top. Det blev også til en hel del betalte spillejobs rundt omkring, bl.a. andet tre aftener i det københavnske in-sted Jomfruburet.
I oktober 1968 fik de så lejlighed til at indspille deres hovedværk, “Ga Go Gu”-albummet. En række selvskrevne sange blev udsat for eksperimenter og lydeffekter à la Beatles. Resultatet blev en charmerende album, der både vidner om talent, ungdommelige drømmerier og periodens lyst til at udforske det lydlige univers. Selv om der ikke er tale om et hovedværk i perioden, så er det bestemt en udgivelse, der fortjener opmærksomhed. På denne franske side kan man høre nogle numre med gruppen.

“Ga Go Gu” blev solgt i 31 eksemplarer i julehandlen 1968…

Downtown – Petula Clark – igen, igen…

29. marts 2009

Det er ikke X-Factor. Det er ikke Boogie-lækkerhed. Det er bare Petula Clark – iført regnfrakke – der synger sin uopslidelige “Downtown” i en ubehjælpelig tresser-scenografi. Men mere behøver jeg ikke – ansigtet, stemmen og sangen…

Genhør med Charlatan “Masser af mennesker”

29. marts 2009

I den forgangne uge vandt jeg Charlatans tredje album på en internetauktion (10 kr…). Den er fra 1978 og har titlen “Masser af mennesker” og er opfølgeren til albummet om Verners verden. Besætningen har ændret sig. Thorstein Thomsen er stadig i front. Det samme er Pia Dalsgaard med sin karakteristiske stemme. Ellers er Terje Barholdt på trommer, Peter Brander, guitar (og sang), Steen Svare, bas og Peter Hansen på guitar. Dertil skal lægges Lennart Faust som korsanger.
Og så er pladen produceret af selvest Leif Roden, frontfigur i legendariske Alrune Rod.
Pladen er – til forskel fra forgængeren – et løsere concept-album. Den indledende sang “Masser af mennesker” siger det sådan set meget godt: “Et sted blir man nødt til at slutte/ Man kan aldrig få alting fortalt./Mennesker mellem hinanden./Mennesker er simpelthen alt./Masser af mennesker/Masser af mennesker/Det drejer sig om Ib og Pernille/Om Preben, Buller og Kaj/ osv.”. En række små fortællinger om individer. Illustreret af coverets store billede af en masse mennesker i og uden for en propfuld telefonboks. I øvrigt tegnet og malet af en vis Mik (Schack?).

I musikbladet MM fik pladen nogle knubbede ord med på vejen af “hj”, der mente, at pladens tekster “virker denne gang meget skematiske og usammenhængende; »Verner«-beretningens svigtende psykologiske sammenhæng gentager sig inden for den mindre ramme omkring den enkelte sang, eller rettere: den psykologiske sammenhæng svigter derved, at de fragmenter af historien, vi får, antyder en helt klichéagtig sammenhæng, som aldrig får nogen ekstra dimension fra historien selv; en skrap bemærkning eller et par velturnerede linier ville have gjort mirakler. Bedst er måske sangen om Ib, der mediterer, men jeg kender bjerge af gamle revyviser, skåret over den samme læst, der sidder mere lige i øjet (om jeg så må sige). For så vidt forbliver alle de »Masser af Mennesker«, som pladen handler om, rene papfigurer, og hvorfor vi skal stå sammen med dem, således som slutnummeret vil have, det bliver aldrig klart. Endsige hvad vi skal stå sammen med dem om.” Set fra nutidens synspunkt taler denne kommentar sit tydelige sprog om de forventninger, der var til concept-albummets muligheder og i særdeleshed til Charlatans potentiale. Og om forventningerne til musikkens sociale og politiske udsagnskraft. Måske kan man også opfatte “Masser af mennesker” som et tegn på, at concept-albummets storhedstid var forbi – . Men selv om historierne på pladsen er skitseagtige, så er der musikalsk set tale om en vellykket, veloplagt plade, hvor de medvirkende spiller så det er en lyst. Mainstreampoppens stramme tøjler har endnu ikke lagt sig over musikken, og der er plads til at lade musikken udfolde sig.
Det er i øvrigt på denne plade man finder et af gruppens større hit, sangen om “Johnny”. Johnny gi’ et nummer/ før Policen kommer/Det er blevet sommer/Johnny gi’ et nummer.… Det omkvæd hørte jeg mange gange i 1978.

Nostalgisk genhør: Fleur de Lis – Facing Morning

28. marts 2009

Denne weekends genhør er en rigtig sjældenhed. Bandet “Fleur de lis” udsendte sit ene album “Facing Morning” på det lille obskure, nordjyske plademærke Qalisound i 1972. Pladen kom i et mindre oplag, der i dag er mere end svær at opdrive.
Bandet bestod af Leif Nielsen på guitar, vocals, clavinet; Bjarne Pedersen, guitar; Peder Pedersen – bas, akustisk guitar; Svend Thomsen, organ; Kaj Olesen, trommer. Stilen på pladen er beat-musik, der henter tydelig inspiration hos de store, amerikanske vestkystgrupper, samtidig med, at der er et tydeligt strejf af psykedelisk-progressivt lydbillede. Pladen er ikke et hovedværk fra perioden omkring 1970, men er et fint eksempel på den eksperimenterende, improvisatorisk anlagte tresserstil. Dog adskiller bonus-numrene sig lidt fra den “rigtige” plade, bl.a. finder man “East Hill Rag”, der er en ja, rag….

Heldigvis er albummet blevet genudgivet hos Danish Music Archives i århus i 1995 med – som antydet – nogle ekstranumre. Kan anbefales folk med hang til det syrede-flippede-psykedeliske…

Erindringsglimt: Tekno-sæt – “ingeniørsæt”

27. marts 2009


Pludselig var jeg tilbage i køkkenet hos Niels Jørgen og hans mor på Nygårdsvej. Vi sad nede på gulvet i køkkenet sammen, Niels Jørgen og jeg, og byggede biler, kraner og anden teknologi med Tekno-sættets forskellige “hullede” dele. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg blev inviteret indenfor til denne seance. Men i hvert fald var det det eneste sæt, jeg kendte til. Og jeg ønskede mig brændende sådan et sæt. Men det blev aldrig til noget med den drøm. Tilbage er erindringen om nogle stunder, hvor tiden gik i stå og to små “ingeniører” byggede dele af en verden i metal, plastik og gummi…

Genhør: Pat Garret and Billy The Kid – Bob Dylan

27. marts 2009


Soundtrack-albummet Pat Garret and Billy The Kid udkom tilbage i 1973. Det år, hvor jeg blev student og drog til århus for at blive klogere på verden og mig selv. Bob Dylan kendte jeg godt. Men hans kunst var ikke kommet ind under min hud for alvor. Jeg tror, der skulle lidt mere modenhed til. Det kom der de følgende par år. The Hard Way. Og Dylan kom til at fylde pladereolen.
Når man vandrer gennem udddannelsesinstitutionerne lange gange og veje, så kommer man fx ikke uden om Ballad of a thin Man. Min gamle engelsklærer havde allerede forbedt mig på den side af sagen…
Pat Garret and Billy the Kid indlemmede sig selv i samlingen, da den udkom. Det var især den klassiske Dylan-sang “Knocking on Heavens Door”, der gjorde det. Den John Wesley Harding-agtige Billy, der oven i købet går igen tre gange på pladen (Billy 1, 4 og 7) havde jeg glemt eller fortrængt, siden jeg sidst hørte pladen for snart længe siden – selv om det er en fin ballade, som Dylan stadigvæk diverterer med til sine koncerter. Så der har været god grund til at genopfriske den. Og jeg fik den idé, om jeg måske i år skulle genhøre Dylans oeuvre fra ende til anden. Der er jo nok at gå i gang med…
Jeg kan huske af salig Dan Turèll et eller andet sted (en af bøgerne?) fremhævede netop Billy The Kid-pladen som noget særligt i Dylandskabet…

Knocking on Heavens Door – unplugged

Spandau Ballet på vejene igen…

26. marts 2009

Det forlyder, at firser-popbandet Spandau Ballet står for en gendannelse med alt, hvad dertil hører. Og det fik mig straks til at ihukomme deres fine sang “Through the Barricades”. En af de mindeværdige firserpopsange. Den holder stadigvæk. We made our love on Wasteland/Through the Barricades…

Dukes of Stratosphear – genudgivet

24. marts 2009


Bag det syrede navn Dukes of Stratosphere gemmer sig det engelske new-wave-rock-band XTC, der lige som capac har en svaghed for tressernes syrede, psychedeliske musik og derfor i årene 1984-87 udsendte to “syrede” plader: EPen 25 O’Clock (1985) og albummet Psonic Psunspot (1987). Siden blev de to udgivelser samlet og udgivet under titlen: Chips from the Chocolate Fireball: An Anthology, Men nu omsider bliver de originale skiver genudgivet i remasterede versioner med diverse bonus-numre. Hep!
Beatles og deres Magical Mystery Tour har ikke spillet forgæves…

Genhør: Charlatangruppen – Glimt fra Verners Verden

24. marts 2009

Genhøret med Pop i går, gav mig lyst til at lytte til noget mere med Thorstein Thomsen og Charlatan-projektet. Glimt fra Vernes Verden udkom på Metronone i 1977 og var, som jeg skrev i går, eksempel på et vaskeægte dansk concept-album. På den fine pladecover er teksterne og bechiffringerne illustreret med fotos fra Verner Brandts fotoalbum. Verner som lille purk med sin storesøster. Verner i mellemskolen. Verner som garder. Og Verner på bænken. Og på forsiden ser man en lille Verner, der ser ud som om han har fået en lussing.


Det er ikke en biografisk historie. Fotos er lånt fra en anden persons fotoalbum. Men de sort-hvide fotos giver historien en særlig realistisk tone.


I teksterne følger vi også Verner fra fødslens Velkommen over skoletiden, hvor øretæver og svedere var på dagsordenen for den alt for flinke Verner, til det voksne liv med op og nedture i kærligheds- og hverdagslivet. Historien om en lille alt for tilpasset mand, der søger trøst i de grønne flasker.
Ud over Thorstein Thomsen og forsangerinden Pia Dalsgaard medvirker Ivan Horn, Peter Brander, Niels Pontoppidan, Lotte Rømer, Gert Smedegård, Sten Toft-Andersen og Per Vium på pladen.
Ivan Horn har stået for produktionen og blandt teknikkerne finder man en vis Stig Kreutzfelt.


Sangene er klare pop-rock-sange. Teksterne er, som nævnt, samfundkritiske i samme forstand som visse af Dylans og C. V. Jørgensens tekster kan siges at være det. Ikke i snæver forstand politiske, men med et kritisk blik for, hvordan efterkrigsårenes voksende velstand og velfærd i et autoritært og borgerligt samfund også havde en pris for det enkelte individ. På den måde er pladen et barn af ikke alene halvfjerdsernes sociale bevidsthed, men den kulturradikale strømning i århundredet.


Undervejs gennem lytningen tænkte jeg flere gange på netop C. V. Jørgensen. Men også på Ray Davies. Der er sproget og sprogbehandlingen til forskel, men det humanistiske, skarpe blik på samtiden har Thomsen, Jørgensen og Davies til fælles.


Hvor ville det være fint, hvis sådan en plade blev genudgivet.

I ti år fandt han sig i alt
Respekten fandt han rimelig trods alt..

 

Nostalgisk genhør: Charlatan – Pop

23. marts 2009

I den lokale ugeavis så jeg, at forfatteren Thorstein Thomsen lagde vejen forbi for at holde foredrag på et bibliotek. Og jeg kom straks til at tænke på musikeren Thorstein Thomsen. Og på projektet Charlatan – eller Charlatangruppen, som de oprindeligt kaldte sig, da gruppen blev dannet tilbage i 1975. Sammen med Ivan Horn, Rene Wulff, Henning Pold og Pia Dalsgaard udgjorde Thorstein den første version af projektet. Og som medspillerne Wulff og Horn havde Thorstein relation til en anden af danskrockens ikoner: C. V. Jørgensen. Oven i købet havde Horn og Thomsen spillet sammen i det legendariske band Blues Addicts (der også havde noget med C.V. Jørgensen at gøre…).


Charlatanprojektet udmærkede sig ved at have, hvad man med forsigtighed kan kalde en pædagogisk dimension i deres musik. Den første udgivelse var således skolemusicalprojektet Hvad er der gal med Benny? Med udskiftninger undervejs fortsatte gruppen i årene frem med at udsende en række lytteværdige concept-albums. Ret usædvanligt i dansk sammenhæng. I 1977 kom Glimt fra Verners verden, der var en slags moderne udgave af Kell Abells, Sven Møller Kristensens og Bernard Christensen “Melodien, der blev væk”. Historien om en pæn mand, der i den moderne version går til i druk… I 1978 kom “Masser af mennesker” og året efter “Maja og Bruttonationalproduktet“, “Ham Jesper” og “Een på hatten“.


I 1981 kom så det album, som jeg fik et særligt forhold til det år: Pop. Thorstein Thomsen har været den gennemgående sangskriver gennem alle årene, men har undervejs fået mod- og medspil af de andre musikere. På Pop spiller Kaare Barkou på tangenter, Terje Barnholt trommer og slagtøj, Peter Hansen, Jan Irhøj guitarer og Thorstein selv “diskutabel” rytmeguitar på nummeret “På campingtur”. Ellers står han for sangen, men får dog hjælp i baggrunden af Pia Dalsgaard, Mona Larsen, Sanne Brüel og Lupe Moe. Et garvet hold må man sige.


Pop er, som den enkle titel siger, en samlet velturnerede popsange, der er produceret af Nils Henriksen med et strejf af den firserlyd, der var så populær dengang. Jeg tror ikke, at pladen solgte voldsomt mange eksemplarer . Og det er en skam, for det er en helt igennem vellykket poprock-plade med gode tekster fra Thomsens hånd. Tekster, der – uden at være decideret politiske – har elementer af samfundskritik, men især er båret af en humanistisk optagethed af menneskelivet.


Jeg kan huske, at jeg faldt pladask for sangen “Aviser” om en avisdreng og hans trængsler: “Jeg er bare en bøvet asfaltdreng/ som kan li’ når solen skinner./Morgenen er nogle gange streng./men man får da luft på sine tænder./Selv når regnene siler ned /skal jeg op på cyklen med/aviser/aviser/aviser…“. Osv.


Heller ikke denne plade (eller nogle af Charlatans andre udgivelser…) har fundet vej til cd-formatet. Det er synd og skam, at sådan et hjørne af den begavede dansksprogede poprock skal stå i glemmebogen og vente på en genudgivelse. Men nu har jeg gjort opmærksom på det…

Engang var det MAD

22. marts 2009

Engang i min pureste ungdom dyrkede jeg det humoristiske tidsskrift Mad. Et årstid, måske to. Så gik det over.

Rainy Day Mushroom Pillow…

20. marts 2009

Jeg har tidligere omtalt det engelske psychedelia-band Strawberry Alarm Clock. Og i dag faldt jeg over et klip fra filmen Psych-Out (1968), hvor de giver deres sang “Regnfuld dag Svampepude” til bedste. Klar tjald …

Hård regn vil falde… fra Dich til Dylan og tilbage

19. marts 2009

Jeg lytter til Per Dich, der reciterer-synger sin udmærkede udgave af Dylans A-Hard-Rain-Gonna-Fall. Tung Regn kalder han den. Og jeg fik lyst til at høre Bob selv og faldt over denne fine bootleg-optagelse fra en eller andet fjernsynsoptræden. Jeg kan godt lide denne sang, den tekst og så Dylan med akustisk guitar og mundharmonika. Nøgen og uafrystelig.