Jeg faldt over denne video med Joy Division, hvor de giver en Peel-session-udgave fra 1979 af “Love will tear us apart again”. Og spørgsmålet meldte sig i mit hoved: Hvilken udgave er den bedste? LP-udgaven eller denne eller? I hvert fald er denne udgave lidt mere up-tempo, lidt mere dansant…. Jeg holder meget af Joy Divisions session-indspilninger…
Per Dich er en af de kunstnere fra tressernes folkemusikbølge, som står ganske klart i min erindring. Sikkert fordi han forfattede den social-indignerede vise “Sådan er kapitalismen“, der ligger helt fremme i erindringens musikalske skuffe. Dich skilte sig lidt ud fra mange af  kunstnerne på folkscenen ved at være en kunstner, der havde klare politiske holdninger. På det punkt lignede han mere nogle af rockens ansigter. Røde Mor og de andre politiske bands. Hans engagement spredte sig over journalistik, politisk arbejde (bl.a. som medlem af folketingen for SF) og almindelig samfundsdebat.
Den musikalske karriere er koncentreret om de sene tressere. Den sidste officielle udgivelse – en singleplade (Sidste tog/Søndag eftermiddag) – kom vist i 1971.
Hele to album fik Dich indspillet. I 1966 kom debutalbummet “Surt og sødt”, hvor han bl.a. får hjælp af Cy, Maia & Robert. Han synger danske udgaver af Tom Paxton, Bob Dylan, George Brassens, Ivan Malinovski (!), Malvina Reynolds og sig selv. Pladen er produceret af selveste Gustav Winckler. Af bagsidenoterne kan man læse, at det på pladens udgivelsestidspunkt (1966) endnu var ualmindeligt for danske folkemusikere at synge tekster på dansk: “Reglen er, at man synger på engelsk med valbyaccent og skriver tekster på babyengelsk”, noterer Dich frejdigt.
Dich er ikke nogen stor sanger, men pladen er et vellykket eksempel på den folkemusik, der fik en revival i tresserne med navne som Kjeld Ingrisch, Cæsar, Trille med mange flere.
Albummet blev fulgt op året efter af “Per Dich”, der også udkom på Sonet. Ingen af de to album er genudgivet på cd, men kan købes second hand, hvis man ellers har råd…
På biblioteket faldt jeg over to opsamlings-cd’er med den danske pop-gruppe, The Lollipops: The Lollipops The Complete 1963-1966 (Karusell 2003) og The Complete 1966-1971 (Polydor 2003). I alt fire cd’er med vist nok alt, hvad Lollipops fik indspillet.
Og det sendte mig straks tilbage til “Efter Skoletid” og andre af Jørgen de Mylius’ udsendelser. Mylius var rigtig flink til at promovere gruppen og fik, så vidt jeg husker det, et nært forhold til dem. Det er da også Mylius og den tidligere Pop-quiz-konge Claus Hagen Petersen, der står for udgivelserne.
Gruppen, der var centreret om brødrene Jørgen og Torben Lundgren, blev dannet i 1960 og eksisterede et årti frem. Dens styrke var, at de de to brødre Lundgren med tiden og med tæft selv skrev mange af gruppens sange og formåede at omsætte inspirationen fra det store udland (Beatles og Mersey-grupperne især) på en personlig måde.
En af gruppens helt store successer var “Susy Moore” fra 1967. Den var, som der diplomatisk står nogle steder, stærkt inspireret af Tim Hardins “The Lady Came From Baltimore”. Så meget faktisk, at gruppen fik en copyright-sag på halsen.
Tim Hardin var åbenbart en sangskriver, gruppen godt kunne lide. I hvert fald finder man – ud over Susy Moore – et par sange af Hardin mellem sangene fra gruppens sene periode fra 1966 og frem: “Sådan En Som Dig”, “Reason to believe”. Bestemt ikke noget dårligt forbillede at have som sangskriver.
Gruppens materiale holder sig forbavsende godt her tre-fire årtier efter det blev indspillet.
I tresserne var det usædvanligt, hvis tyske, fransk eller andre ikke angel-saksiske navne slog internationalt igennem. Jeg kan tydeligt huske, hvordan tyske navne – fx Die Lords – som man kunne se på tysk tv, aldrig gjorde sig uden for Tysklands grænser. Også franske navne så og hørte man kun undtagelsesvis. Jane Birkin og Serge Gainsbourg gjorde det med “Je t’aime”, men det var vist mere på grund af sangens “frække” karakter end på grund af dens franske oprindelse. Francoise Hardy gjorde det også, fordi hun havde et rigtig hitpotentiale. Men ellers…
Franske grupper som Les Chaussettes Noires (De sorte sokker) og Les Chats sauvages (De vilde katte) var store navne i deres hjemland uden nogensinde at markere sig uden for Frankrigs grænser. Det førstnævnte band huserede i årene 1960 til 1964 og excellerede i en stil, der blandede Shadows-guitarlyd, Chuck Berry og andet fra engelsk og amerikansk pop. Les Chats Sauvages fulgte i Sokkernes fodspor i 1961 og holdt ud lige så længe, altså til 1964. De to bands var pionerer i fransk rock’n roll sammen med Johnny Halliday.
Heldigvis kan internettet – og fx YouTube – råde bod på de oplevelser, man ikke fik dengang, fordi grænserne var trukket så hårdt op…
Og her giver Les Chats Sauvages “Sherry”, der jo blev et stort hit herhjemme i Red Squares’ version. Kattenes er bestemt heller ikke så tosset…
Den 68-årige Irma Thomas hører – sammen med bl.a. Aretha Franklin og Etta James – til de fremmeste R&B- og soulsangerinder i USA. Men i modsætning til førstnævnte har hun aldrig haft den samme gennemslagskraft kommercielt. Forklaringen er måske, at hun aldrig har formået at lægge sig efter mainstream-FM-radioernes poptendenser. Ellers mere postivt sagt: Hun har ikke solgt ud i forhold til sine musikalske rødder.
I starten af halvfemserne vendte hun tilbage til rampelyset efter en længere pause, hvor hun blandt andet drev sin egen klub, The Lion’s Den. Og det lykkes hende at blive grammynomineret i både 1991 og 1999. Hun er stadig aktiv.
Her er hun med sin udgave af Burt Bacharachs sang “Long after tonight is all over”:
Og her i en fortrinlig live-optagelse med sin gamle pladeselskabskompagnon, Allan Toussaint.
Først en tak til alle de bloggere, der har efterlyst capac-bloggen. Den skulle nu være oppe at køre igen. Og jeg håber, den ikke går ned igen foreløblig…
Og så læser jeg ud af øjenkrogen, at skuespilleren og barnesangeren Jimmy Boyd er død i en alder af 70. Om ikke for andet så vil Boyd blive husket for at have introduceret den lidt moralsk fordægtige “I saw Mommy kissing Santa Claus” i rækken af uundgåelige julesange…
You say you want a revolution
Well, you know
We all want to change the world
You tell me that it’s evolution
Well, you know
We all want to change the world
But when you talk about destruction
Don’t you know that you can count me out
Don’t you know it’s gonna be all right
all right, all right
You say you got a real solution
Well, you know
We’d all love to see the plan
You ask me for a contribution
Well, you know
We’re doing what we can
But when you want money
for people with minds that hate
All I can tell is brother you have to wait
Don’t you know it’s gonna be all right
all right, all right
Ah
ah, ah, ah, ah, ah…
You say you’ll change the constitution
Well, you know
We all want to change your head
You tell me it’s the institution
Well, you know
You better free you mind instead
But if you go carrying pictures of chairman Mao
You ain’t going to make it with anyone anyhow
Don’t you know it’s gonna be all right
all right, all right
all right, all right, all right
all right, all right, all right
Medens jeg har lyttet til The Monkees slog det mig lige pludselig, at et af gruppemedlemmerne, Davy Jones, havde et større hit i Danmark nogenlunde samtidig med, at gruppen var på deres højeste. Engelskfødte David el. Davy Jones havde en karriere før han blev indrulleret i projektet Monkees og udsendte i 1965 albummet David Jones, der blandt andet indeholdt en version af Hubert Gregs britiske standard “Maybe it’s because I’m a Londoner”. På nettet kan man læse, at albummet fra et forsøg med popmusik, der både var forudsigeligt og temmelig kedeligt. Ikke desto mindre fornyede Monkees-feberen interessen for den gamle sag og der blev udsendt en singleplade med Londonersangen. Og den røg ind på den danske hitliste, hvor den lå temmelig længde, som jeg husker det (også for længe, efter min smag…). Det må have været i 1967 eller 1968.
De sidste mange måneder har jeg ikke set meget tv. Det indskrænker sig til lidt nyhedsoversigt om eftermiddagen (DRs Nyhedsopdatering), brudstykker af “Friends”, som Frøkenen fordriver tiden med, og lidt i weekenden. I går faldt det sig så heldig ud, at DR2 viste Peter Bogdanovich The Last Picture Show fra 1970. I Director’s Cut-udgaven. Den danske titel er “Sidste forestilling”, og jeg så den første gang, da den havde premiere i Esbjerg. I Strandbio, vist nok.
Filmen, der kan minde om både George Lucas’ “Sidste nat med kliken” (1973) og den italienske “Mine aftener i Paradis”, handler tematisk set om tabet af uskyld, i flere dimensioner. Vi følger nogle mennesker i en lille gudsforladt amerikansk flække, hvor der stort set ikke sker andet end, at man mødes for at spille lidt pool, drikke Dr. Pepper og så gå på den lokale drømmefabrik, biografen, hvor man viser gamle film med Liz Taylor, Spencer Tracy og John Wayne. Biografen er et cineastisk symbol på de drømme, der brister, når barndommens uskyld går fløjten. En fin lille sædeskildring, der smagfuldt er filmet i sort-hvid, måske for at illudere den grå virkeligheden i filmen, men også uskyldstabets distance.
Hvad jeg i de mellemliggende år helt havde glemt var, at filmens lydspor, der består af en række kendte sange, skrevet af bl.a. Hank Williams og sunget af fx Tony Bennett og Hank Snow:
1.
Cold, Cold Heart – Tony Bennett
2.
Give Me More, More More of Your Kisses – Lefty Frizzell
3.
Wish You Were Here – Eddie Fisher
4.
Slow Poke – Pee Wee King
5.
Blue Velvet – Tony Bennett
6.
Rose, Rose, I Love You – Frankie Lane
7.
You Belong to Me – Jo Stafford
8.
A Fool Such as I – Hank Snow
9.
Please, Mr. Sun – Johnnie Ray
10.
Solitaire – Tony Bennett
Jeg kom pludselig lidt i tvivl. Havde DR sendt nogle afsnit af The Monkees’ tv-serie dengang tilbage i tresserne? Ved nærmere eftertanke, så var det på den tyske tv-station ZDF, de viste “Hey Hey were the Monkees”. Lidt research på nettet bekræfter, at serien – der i USA løb fra den 12. september 1966 og to år frem – blev sendt fra den 16. September 1967 og et par år frem på den tyske kanal. Så vidt jeg husker sidst på eftermiddagen, for det var jo en udpræget teenager-serie.
Handlingen i serien var tydeligt inspireret af The Beatles’ episodiske A Hard Days Night om en beatgruppes trængsler. Episodiske hændelser, forbundet af gruppens sange. I dag kan hele serien – 52 episoder – selvfølgelig fås på dvd. Men jeg tror nok, jeg hellere ville have set dem dengang – på dansk tv…. i stedet for med tysk synkronisering. Hände Hoch!
Sjovt nok har YouTube et klip, som jeg husker en enkelt detalje fra. I klippet ser man Mickey Dolenz stikke hovedet op gennem en skål popkorn, som et kærestepar deler. Klippet indeholder også et af deres store hits “A Little Bit Me, A Little Bit You”.
Jeg faldt tilfældigvis over ovenstående video med amerikanernes svar på Cy, Maia & Robert – vokaltrioen Peter, Paul & Mary. De giver Pete Seegers If I had a Hammer med energi og indlevelse. Man griber sig i at tænke: Hvorfor er der ikke nogen, der dyrker denne folk-trio-form i dag…
Selv om håret er grånet, tiden er gået og kiloen raslet på, så synger de vist stadigvæk, Peter, Paul & Mary. Her er de sammen med Pete Seeger – og et medlevende publikum – og giver klassikeren “Where have all the Flowers gone”… Energien er ikke den samme, men bevægende er det sørme.
Jeg læste i går, at Peter Tork fra tresser-popgruppen The Monkees er blevet ramt af en sjælden kræftsygdom, kaldet Andenoid Cystic Cardinoma. En kræftform, der udvikler sig langsomt og lokaliseres i området omkring halsen og hovedet. I Peters tilfælde i den nedre del af tungen. Peter har selv forklaret om sygdommen og dens relativt positive prognoser på sin hjemmeside. Vi ønsker selvfølgelig den 67-årige musiker god bedring.
Den triste nyhed gav mig straks lyst til at gribe tilbage til The Monkees, der for mig står for noget af det mest ukomplicerede og livsbekræftende poprock fra tresserne. Kommercielt var det, ja, men konceptet med nogle efne musikere og nogle lige så kompentente sangskrivere gjorde, at kreativiteten ikke druknede i musikkøbmændenes dollartegn.
Billedet ovenfor viser den eneste singleplade, jeg ejer med bandet fra dengang. Coveret er identisk på begge sider, idet der er to A-sider. På den ene side finder vi Neil Diamonds “I’m a Believer” og på den anden Tommy Boyce’ og Bobby Harts “(I’m not your) Steppin Stone”. Boyce og Hart var nærmest ansat til at være Monkees’ sangskriver-duo, men havde allerede gjort sig bemærket som leverandører til Chubby Checker, Paul Revere and the Raiders og et par stykker mere. “Stepping Stone” var i øvrigt indspillet af Paul Revere og Co., inden The Monkees fik den på repertoiret. Senere lavede også The Sex Pistols en udgave. Da The Monkees begyndte selv at skrive sange og producere på deres tredje album, fik sangskriverparret en mindre rolle, men alle Monkees’ originale album indholder sange af duoen. Successen med The Monkees førte også til, at duoen selv begynde at udsende plader. Ialt tre album blev det til.
Her er Paul Revere and the Raiders garagerock-udgave:
Og The Monkees’ mere poppede og lidt syrede udgave kan ses og høres her
Og vi skal ikke gå glip af Neil Diamonds fine sang, I’m a Believer.
På biblioteket lykkedes det mig også at låne Jørgen Thomsen & Kashmirs “Forår”, der blev udgivet på Sonet i juni 1972. Som tidligere nævnt var Jørgen Thomsen & Kashmir en gruppe, jeg bed mærke i, dengang tilbage i halvfjerdserne. Og jeg fik lyst til at genopfriske erindringens tale om dansksproget, velspillet rock.
Det pågældende album er produceret af Paul Bach og har den kendte lydmand Freddy Hansson som teknikker og mixer.
Jørgen Thomsen står for sange og tekster, synger og spiller guitar. Kashmir består af vennen, den kendte steel-guitarist, Nils Tuxen (Savage Rose), Flemming Hansen på bas, navnkundige Ken Gudman ved trommerne og Carl åge Isaksen på piano. Og så får ensemblet hjælp af Jannie Høegh (bl.a. kendt fra Flair, hvor hun sang med Sanne Salomonsen) og Sanne Brüel (Jomfru Ane Band) i koret.
På nettet skal man lede længe efter oplysninger om bandet. Men heldigvis er der hjælp at finde i J. J. Gjedsteds Dansk Rock, hvor Kashmir omtales som et regulært studieprojekt for Jørgen Thomsen, der selv har en fortid i pigtrådsårene i bands som Clidows og Scarlets. Thomsens tekster, der alle er på dansk, omtales meget rammende som “naivt underfundige med appel til børn og voksne” og som værende pionerarbejder inden for den dansksprogede rock.
Erindringens mørke har ikke udvisket mit indtryk af projektet. Det er let, svingende melodiøs pop-rock . Selv om Thomsen og Co. fik fine anmeldelser og pæn omtale var der vist ikke stort salg i pladerne og “Forår” blev det sidste udspil fra Kashmir. Derefter har Jørgen Thomsen udsendt to soloplader og har arbejdet som studiemusiker og ekspedient i en pladebutik.
Jeg faldt over en nyudgivelse fra det lille idealistiske pladeforlag Ace, “Where the Girls Are Volume 7”. Som titlen angiver, så er der tale om den syvende i en udgivelsesserie, der fokuserer på obskure pigebands fra tresserne. Navne som Teardrops, Fashionettes, Jelly Beans, Kriss Anderson, Utopias, Zippers, Lovelites m.fl. I sjældne optagelser, som har været svære at opdrive på andet end de oprindelige vinyludgivelser.
Smagsprøve m. Littel Ann, tobi Lark, og Jo Ann Garrett – fine sager…
På biblioteket har jeg lånt en cd med hedengangne Day of Phoenix. Den er udgivet af Karma Music og rummer to album, som Day of Phoenix nåede at lave, inden de gik hver til sit. Bandet blev skabt i 1968, efter at Cy, Maia og Robert var gået i opløsning og Cy Nicklin havde slået de musikalske klude sammen med medlemmer af beat-orkestet The Maniacs ( Jess Stæhr Nielsen, bas; Ole Prehn, guitar; Karsten Lyng Nielsen, guitar) og trommeslageren Henrik Friis Nielsen. I 1969-1970 indspillede gruppen den første langspiller “Wide open-N-way”, hvor de fik hjælp af Kenneth Knudsen (key) og Peter Friis Nielsen. Selv om pladen ikke blev nogen kommerciel succes vakte den opmærksomhed både inden- og udenlands og fik fine anmeldelser. “Wide open-N-way” er et fornemt eksempel på melodiøs, kompleks dansk progressiv beat med plads til improvisation og musikalsk udfoldelse (der er kun fem numre på albummet). Teksterne er alle på engelsk. Bandet var ikke særligt stabilt. Der var mange udskiftninger, og Cy Nicklin forlod allerede gruppen i løbet af 1969. Det samme gjorde Jess Stæhr.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger