Indlæg tagget med Nostalgi

Genhør: The Grass Roots

30. december 2008

I går havde jeg en email-udveksling med en musikven om Cæsar og P. F. Sloan, og bagefter kom jeg til at tænke på bandet The Grass Roots. Græsrødderne var et projekt for sangskriverparret P. F. Sloan og Steve Barri og blev dannet tilbage i 1965. Anekdoten fortæller af de to ambitiøse sangskrivere indspillede sangen “Where Were You When I Needed You” med Sloan i den vokale forgrund og en række studiomusikere bag sig under navnet “The Grass Roots” og sendte demooptagelsen til pladeselskabet Dunhill Records og til de lokale radiostationer. Sangen vakte tilstrækkelig opmærksomhed til, at Sloan og Barry mente, at det ville være en god idé at skabe en fast udgave af The Grass Roots. Og sådan blev det. San Francisco-gruppen “The Beduins” blev overtalt til at skifte navn og forsangere Willie Fulton overtog Sloans sangerrolle. En ny version af “Where Were You When I Needed You” røg ind på top 50. Imidlertid ville Beduinerne alligevel gå deres egne musikalske veje, og Sloan og Co. fandt et andet band, The 13th Floor (nej, ikke 13th Floor Elevators!9, der var villig til at overtage rollen som The Grass Roots. Og det var denne konstellation – med Creed Bratton, Rick Coonce Warren Entner og Kenny Fukomoto – der blev den “rigtige” udgave. I 1967 fik Græsrødder deres største hit med “Let’s Live For Today”, der kom ind på den amerikanske top 10. Og de næste fem får – til 1972 – forsatte de i samme popspor. Selv om bandet var et tegnebordsprojekt lykkedes det faktisk for bandet og dets producere (blandt andet Steve Barri), at skabe en særlig sound, der var inspireret af både engelsk og amerikansk beat, pop, soul og folk. Til bandets succes kan man regne: “Things I Should Have Said” (1967), “Midnight Confessions” (1968), “Bella Linda”, “Lovin’ Things”, “The River Is Wide”, “Wait A Million Years”, “Heaven Knows” (1969), “Walking Through The Country”, “Baby Hold On”, “Temptation Eyes” (1970), “Sooner Or Later” (1971) og “Two Divided By Love” (1972).

Genhør: American Flyer – en amerikansk “supergruppe”

29. december 2008

At blive udnævnt til at være en ny “supergruppe” var ikke nogen garanti for varig succes dengang i de sene tresser og halvfjerdserne, hvor begrebet blev støbt. American Flyer blev dannet i 1976 og medlemmerne gik hver til sit to år efter og med to fremragende albums på samvittigheden. Successen stod ikke mål med ambitionerne.

Bandet bestod af sangeren, sangskriveren og guitaristen Craig Fuller, der gjorde sig bemærket i den legendariske country-rock-gruppe Pure Prairie League og langt senere som medlem af Little Feat, guitaristen Steve Katz, der havde en fortid i The Blues Project og  Blood, Sweat & Tears, Doug Yule fra Velvet Underground og sangskriveren og musikeren Eric Kaz, der havde en fortid i The Blues Magoos.

Stilen på bandets to plader – det eponyme debutalbum fra 1976 og Spirit of a Woman fra året efter – er præget af den bløde, melodiøse såkaldte West-Coast-sound fra halvfjerdserne, hvor folk som James Taylor, Carole King, John David Souther, Jackson Browne og Linda Ronstadt skabte en lyd og en stil, der både kunne tilfredsstille FM-mainstream-lyttere og mere kræsne musikalske ører. Fuller og Kaz stod for de fleste sange. På de to plader – der siden er  genudgivet på en enkelt cd – finder man klassikere som “Love has no Pride” (indspillet af Linda Ronstadt, Bonnie Raitt, Johnny Cash m.fl.) og “Cry Like A Rainsstorm” (også indspillet af Raitt og Ronstadt).

Eric Kaz har også indspillet en lille håndfuld soloplader og en enkelt duoplade (m. Craig Fuller) i samme vestkyst-country-folk-prægede stil. Plader, der er svært opdrivelige, hvis man ikke har tegnedrengen i orden.
American Flyers plader kan heldigvis fås til normal pris. Og kan varmt anbefales, hvis man er til halvfjerdsermusik. Musikken holder 100% trods lidt knas fra grammofonen…

American Flyer -Spirit of a Woman

Mere svensk halvfjerdsermusik: Träd, Gräs och Stenar

28. december 2008


På nogenlunde samme tid, som Samla Mammas Manna blev dannet, dannedes også prog-rock-bandet Träd, Gräs och Stenar, der blandede det progresivt-eksperimenterende med det politiske. Gruppen havde forudsætninger i andre bands som Pärson Sound og International Harvester. I den første udgave bestod gruppen af Bo Persson, Torbjorn Abelli, Arne Erichsson og Thomas Gartz. I 1970 udsendte de deres eponyme album, der blandt andet bød på en fortolkning af Dylans “All Along The Wachtower” og Stones “Satisfaction”. Gruppens storhedstid var 1970-72, hvor de nåede at indspille yderligere tre albums. To live-albums (Djungelns lag, 1971, og Mors Mors, 1972) og studiealbummet Rock för Kropp och Själ. Siden har bandet været gendannet flere gange og har senest i 2007 udsendt en live-DVD, “Från Moja till Minneapolis”.

 

Jerry Williams – Sveriges King of Rock’n Roll

28. december 2008


Jerry Williams er svenskernes svar på Elvis og Cliff. Den 66-årige rocksanger brød for alvor igennem i starten af tresserne, hvor han sammen med gruppen The Violents fik lov til at være opvarmning for selveste The Beatles på deres Sverige-turné i 1963. Selv har jeg oplevet ham en gang i 1977, hvor han var opvarmning til Chuck Berry i Vejlby-Riiskov-Hallen engang. Det lykkedes ikke rigtig for Williams at få tag i publikum, der vist ikke kendte ham – og bare ventede på hovedpersonen selv. Ethvert opvarmningsbands utaknemmelige lod. Men ellers var det et udmærket halvtredserrock-show. Jeg faldt over den charmerende video, da jeg ledte efter noget med Samla Mama Manna…

Her er Williams i en nyere version:

Jerry Williams- Did I tell you

Samla Mammas Manna – svensk progressiv rock fra halvfjerdserne

28. december 2008

I en svensk avis læser jeg, at musikeren Lars Holmer er død i en alder af 60 år efter nogen tids sygdom. Nyheden sendte mig straks tilbage til halvfjerdserne, hvor den svenske rockmusik blomstrede. Især den politisk orienterede rock, men også den progressive rock. Til sidstnævnte kategori hørte bandet Samla Mammas Manna. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard og andre DJs fra dengang ofte spillede ny svensk musik, blandt andet Samla Mammas Manna, der var uhørt eksperimenterende og innovative. Bandet blev dannet tilbage i 1969 af Hollmer, trommeslageren Hass Bruniusson, percussionisten Henrik Öberg og basisten Lars Krantz. året efter udsendte de deres første eponyme album på Silence Records. Et album, der for en stor dels vedkommende var instrumental og bød på improvisationer og musikalsk legestue. De efterfølgende albums – Måltid (1973) og Klossa Knapitatet (1974) – var inspireret af den fremadstormende jazz-rock-fusionsmusik og blandede den lystigt med elementer fra svensk folkemusik og Frank Zappa og Mothers of Invention.
Den første konstellation af Samla Mammas Manna varede til 1977, hvor bandet blev gendannet med nye medlemmer under navnet Zamla Mammaz Manna. I 1981 blev de så til Von Zamla og eksisterede til 1984. Endelig blev det gamle band gendannet i 1991 under det oprindelige spøjse navn. Hvil i fred, Lars Hollmer.

 

Genhør: Chase – amerikansk jazz-rock anno 1971

27. december 2008


Da fusionen af jazz og rock for alvor tog fat omkring 1970 dannede jazz-musikeren William Edward Chiaiese – kaldet Bill Chase – jazz-rock-bandet Chase. Bill havde på det tidspunkt vundet anerkendelse som jazz-musiker, især for sin rolle som førende trompetist i Woody Hermans Thundering Herd op gennem tresserne. Måske inspireret af Blood, Sweat and Tears og den tidlige udgave af Chicago dannede Bill Chase bandet Chase i 1970. Det bestod af ialt fire trompetister (ud over Bill Chase selv så var det: Ted Piercefield, Alan Ware og Jerry Van Blair; alle sammen garvede jazz-folk)., en rytmegruppe bestående af Dennis Johnson på bas og Jay Burrid på slagtøj, en sanger, Terry Richards, en keyboard-spiller, Phil Porter og en guitarist, Agen South.  I starten af 1971 kom debutalbummet “Chase” og singlen “Get it on”. Begge solgte godt og lå længe på de amerikanske hitlister.
Pladen blev fulgt op af endnu to album. I 1972 kom “Ennea” og i 1974 “Pure Music”. Samme år blev Bill Chase dræbt i en flyulykke sammen med tre andre musikere; og dermed var det slut med gruppen “Chase”.
Gruppens musik kan minde en del om Blood, Sweat and Tears. Energisk, swingende, messingdomineret jazz-rock. Hvis man kan lide den genre, så kan jeg kun anbefale at lytte til Chase. De tre album blev udgivet på en dobbeltcd i år.

Chase – Open Up Wide

Sjælden optagelse fra 1974:

Cæsar: Jorden i flammer /Storkespringvandet

27. december 2008

I denne måned har jeg vundet ovenstående originale singleplade med Cæsar på en internetauktion. Den består af hans vel nok mest kendte sange. Den om Storkespringvandet, hvor Maia synger med, og så Cæsars danske udgave af P. F. Sloans “Eve of Destruction”, “Jorden i flammer”.

Gensyn med “Gensyn med vennerne” (1984)

26. december 2008

I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.

Jane Wiedlin – Ex-Go-Gos og meget mere end det…

26. december 2008

Da The Go-Gos indtog poppens top i 1980’erne var forgrundsfiguren uden tvivl den små, iøjnespringende Belinda Carlisle. Men musikalsk set var den mest interessante figur – set fra mit sted – den mørke sangerinde, rytmeguitarist og sangskriverske Jane Wiedlin. Wiedlin var allerede et navn på den alternative nybølge-punk-scene i Los Angeles, da hun sammen med Calisle tog beslutning om at danne punk-bandet Go Gos i slutningen af halvfjerdserne. I 1984 takkede Wiedlin imidlertid af og satsede på en solokarriere, der foreløbigt er resulteret i fire velturnerede albums: “Jane Wiedlin” (1985), “Fur” (1988), “Tangled” (1990) og “Kissproof” (1990). Dertil skal lægges, at hun var med til at lave soundtracket til filmsuccessen “Pretty Woman”.  I årene efter har hun været med til at gendanne Go-Gos, der også udsendte “God Bless The Go-Gos” i 2000. Og hun har haft en mindre  karriere som skuespillerinde ved siden af.
Selv om Wiedlins soloplader markerede sig på den amerikanske top 100-liste, så fik de langtfra den opmærksomhed, som de fortjente. Hos amerikanske kritikere fik en dårligt omdømme på grund af sin meget pigede stemme. Det var uretfærdigt, for faktisk er hendes stemme meget charmerende og passer vældig godt til de fint snedkerede power-pop-sange, som Wiedlin har skrevet. Især de to første soloplader er skammeligt oversete power-pop-perler, der burde have rystet nogle flere klare hits af  sig. Produktionen er tydeligt firseragtig med forkærlighed for “maskinparkens” muligheder for programmerede lyde. Men tidsånden kan ikke skjule, at Wiedlin har et stort talent for at skrive iørefaldende dansante pop-sange.
Wiedlin har også manifesteret sig som et socialt engageret menneske, der har været aktiv i kampen for dyrs rettigheder, brystkræft-kampagner og som fortaler for SM…
Så vidt vides har hun trukket sig lidt tilbage fra musikscenen og bor og lever et såkaldt “almindeligt ” liv i Los Angeles.

Jane Wiedlin – Rush Hour – fra albummet “Fur”

Nat King Cole – The Christmas Song

25. december 2008

Jeg kan selvfølgelig ikke nævne Nat King Cole uden også at lade hans smørbløde stemme lyde med The Christmas Song.

Blue Christmas and the Christmas Blues…

25. december 2008

Nogen (sikkert pengemænd eller -koner) har fået den idé at lade en række sangerinder- Martina McBride, Carrie Underwood, LeAnn Rimes, Wynonna Judd, Sara Evans, Amy Grant, Gretchen Wilson, Karen Fairchild, Kimberly Schlapman. Ann Murray og Olivia Newton-John – synge duet med afdøde Elvis Presley. Pladen hedder Elvis Presley Christmas Duets. Den digitale teknik muliggør det, og det begyndte vis for alvor, da Natalie Cole sang duet med sin afdøde fader Nat King Cole – med stor succes. Jeg kan ikke afffinde mig med ideen, må jeg tilstå. For svarer det til, at man farvelægger gamle film med Gøg og Gokke. Hvilket man jo også faktisk har gjort. 

Her er Elvis i den rene udgave fra den berømmede come-back-tv-udsendelse fra 1968:

Og her kan man så høre Martina McBride synge duet med The King (må ikke embeddes) – her.

Og denne lille forstemmende historie om pladeindustriens “opfindsomhed”, der nok mere er drevet af økonomiske motiver end kunstneriske fik mig til at tænke på Dean Martin og hans Christmas Blues.
– Og, nej, jeg er ikke i dårligt humør, har haft en fortrinlig juleaften. Og gaverne skal endda ikke byttes! Fortsat god jul i blogland!

Genhør: Randy Newman – Good Old Boys

23. december 2008


Jeg faldt i staver over coveret til Randy Newmans “Good Old Boys”, da jeg ledte efter en bortkommet cd med software til  min ekterne harddisk (rod…). Fra et lidt utydeligt snapshot taget på en eller anden dårligt oplyst joint hilser en mand (Randy?) til fotografen med et tilløb til et smil på læben. Ved sin side har har en blond dame. Dette snapshot siger noget om det billede, jeg har af kunstneren Randy Newman. Om hans diskretion. Ikke noget med at mase sig på. Hellere gemme sig bag ved sine sange og sine melodier. Der også er som små snapshots fra den brogede amerikanske virkelighed – og dermed også et stykke ad vejen vores virkelighed.
Good Old Boys er Newmans femte album. Det er fra 1974 og det første, der gav Newman en komfortabel salgssucces. Tematisk drejer sangene sig om syden i USA. Og pladen er fyldt til bristepunktet af klassiske Newman-sange, begyndende med den vitriolsivende kærlighedserklæring til ‘the Rednecks’. Dem, der ikke kender forskel på deres eget røvhul og et hul i jorden. Man finder også en af Newmans by-hyldest-sange her: Birmingham. There’s no place like Birmingham. Og der er kommentarer af historisk og social karakter på sangenen “Louisiana 1927” og “Mr. President (Have Pity on the Working Man)”. Osv. Newman får hjælp af The Eagles, Ry Cooder og en bunke stjerne-studio-musikere.

Mr. Randy Newman – Rednecks Live

Tijuana-jul

23. december 2008

Jeg faldt over denne fine tv-optagelse med Herb Albert & Tijuana Brass, der spiller to julesange. Herb Albert og hans særlige tijuana-lyd er en markant del af mit soundtrack fra tresserne – på linje med filmmusikken fra samme periode. Den gang ville jeg ikke rigtig være ved, at jeg faktisk godt kunne lide denne form for easy listening. Siden er det jo blevet moderne at lytte til sligt…

En pige som så mange andre – Francoise Hardy

22. december 2008

Jeg faldt over denne sjældne “video” med den franske yé-yé-popsangerinde Francoise Hardy. Den har alt, hvad man kan forvente sig af en fransk tresserpopsag. Feminin elegance og koketteri. Og så en særlig hoppende tresserlyd. Især kan jeg godt lide det meget tidstypiske orgel, der slet ikke kan skjule sin jazz-oprindelse…

Hvad blev der af … Ellen Foley?

22. december 2008

Da jeg boede på Skjoldhøj-kollegiet i slutningen af halvfjerdserne var Meat Loafs megahit “Bat out of Hell” en plade, der ofte snurrede rundt på grammofonerne i de små værelser. Og den var et fast indslag ved de tilbagevendende fester. Selv blev jeg aldrig den store fan af Meat Loaf. Men jeg kunne ikke lade være med at lytte til den der pigestemme, der sang op mod Bøffen og var med til at gøre pladen til en storsælgende sådan. Pigen, Ellen Foley, havde en af de der stemmer, der passer så godt til rock-and-roll. Hun kunne virkelig synge igennem, rent og klart.
Oprindeligt var det vist hendes plan at blive skuespillerinde, men tilfældighedernes spil – og behovet for at tjene til dagen og vejen – førte hende ind på rockens stenede vej. Karrierevejen førte hende i armene på det gale foretagende The National Lampoon, hvor hun mødte Meat Loaf og dennes bagmand, Jim Steinman. Steinman arbejdede på det tidspunkt på et projekt, der siden hen skulle blive til “Bat out of Hell”, og da han manglede en kvindelig stemme i koret, så faldt valget på Ellen. Den efterfølgende succes med pladen – en succes, der kom stille og roligt og ikke over night – kastede en solopladekontrakt af sig for Foley. Og hun takkede samtidig nej til  rollen som backingsangerinde på Meat Loafs koncertturné med The Bat.
Ian Hunter (Mott the Hoople) og Mick Ronson faldt pladask for Foleys demoindspilninger og fik lov til at producere hendes debutalbum “Nightout”, der udkom i 1979. Pladen fik fine anmeldelser og med god grund. Den er en vellykket rockplade i stil med de lidt pompøse plader, man kender fra netop Mott the Hoople og Ian Hunter. Storladen, melodiøs rock, der lader Ellen Foleys klare, lyse stemme komme til sin ret. Ellen fortsatte i årene efter samarbejdet med Ian Hunter som backingsangerinde på hans plader og til hans koncerter.
Som det så ofte sker, kom kærligheden på tværs af karrierevejen. Ellen Foley mødte i 1980 Mick Jones fra The Clash, og de næste to år var de to uadskillelige. Det betød også en ny musikalsk orientering. The Clash’ socialt bevidste musik smittede af på Foley, og sammen med Mick indspillede hun i sommeren 1980 albummet “The Spirit of St. Louis”. Indspilningen foregik samtidig med indspilningen af Clash’s hovedværk “Sandinista!”, og de var begge to involveret i begge projekter. På Foleys plade spiller medlemmer af The Clash med. Det samme gør Ian Durys backinggruppe, The Blockheads, og Tymon Dogg. Sidstenævnte skrev også tre af sangene på pladen, medens Mick Jones og Joe Strummer tog sig halvdelen af pladens numre. Pladen bliver nogle gange omtalt som en Clash-plade med forsangerinde. Det er ret misvisende. Det er omvendt: En Ellen Foley-plade med Clash som backinggruppe. Pladen fik ikke tilnærmelsesvis samme opmærksomhed eller succes som debutpladen. Og måske kom den også til at stå lidt i skyggen af Clash’s succes med “Sandinista!”. Og det er synd og skam, for det er en meget afvekslende, følsom plade, med tolv fine sange. Og den viser, at Ellen Foleys stemme havde meget mere at byde på end rock’n roll-udtrykket.
Endnu et album blev det til for Ellen Foley. I 1983 udkom “Another Breath”, der til dels er en tilbagevenden til perioden omkring “Nightout”. Sangene er fra samme periode, men produktionen blev lagt i hænderne på Vini Poncia (producer for Ringo, Leo Sayer, Kiss m.fl.) og pladen blev drejet i en mere dansant poppet retning end “Nightout”. Men den var åbenbart ikke kommerciel nok til at sikre pladeselskabet den forventede indtjening. Og i årene efter har Ellen Foley måttet klare sig som backingsangerinde og skuespillerinde. Blandt andet medvirkede hun i Dustin Hoffman-successen “Tootsie”, “Fatal Attraction”- som man kunne gense for nylig på DR 1 -  med Michael Douglas., “Cocktail”, “Married to the Mob” og mange flere spillefilm. Teater- og tv-roller er det også blevet til.
Men det er en skam, at pladeselskaberne ikke giver Ellen Foley mulighed for at indspille flere soloplader. Der er ikke så mange kvindestemmer af den kaliber i rocken…

Ellen Foley – What’s the Matter Baby/Stupid Girl Medley