Indlæg tagget med Nostalgi

Birgit Brüel – Melodi Grand Prix 1965 – For din skyld

19. juni 2011

Den vandt ikke, men opnåede en 7. plads. En fin sang, som jeg helt havde glemt. Teksten er af Poul Henningsen, musikken af Jørgen Jersild. Og Arne Lambert stod spidsen for orkesteret.

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lÃ¥ i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hÃ¥rdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpÃ¥ stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pÃ¥gældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, sÃ¥ er de gamle flasker for længst gÃ¥et pÃ¥ pension og Ã¥benbart i glemmebogen…

# Dagens sangtips: Paul Anka – From Rocking Horse to Rocking Chair

9. maj 2011

Dagens sangtips er lidt af en kuriositet. I min mors lille pladesamling var der en singleplade med sangen “From Rocking Horse to Rocking Chair”. Det var A-siden. B-siden var “Cheer Up”. Min mor spillede ofte A-siden, som derfor gled ind i min indre jukebox.

 

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at sangen faktisk er skrevet af ingen ringere end Burt Bacharach og teksten af dennes partner Hall David. Pladen udkom pÃ¥ RCA i 1964 og blev vist ikke det helt store hit for Anka. Men det blev den altsÃ¥ for min mor. Jeg har længe kigget efter den pÃ¥ YouTube og nu er den sÃ¥ dukket op (med Batman-grafik-video!). SÃ¥ det er tid til et nostalgisk genhør – her.

Beat-Club på YouTube

19. januar 2011

Det tyske musikprogram Beat-Club, som sendte pÃ¥ den tyske kanal 1 i Ã¥rene 1965-1972, var – som læsere af denne blog vil vide – sammen DRs fÃ¥, men udsøgte musikudsendelser, min primære kilde til levende musikalske billeder af rockens og poppens stjerner. Og programmet viste stort set alt, hvad der var værd at lytte til og se pÃ¥ i den periode. Heldigvis er mange af optagelserne blevet gemt for eftertiden og er udkommet pÃ¥ hhv. vhs-bÃ¥nd og dvd.

I 2008 fik udsendelsen også sin egen hjemmeside Mybeatclub.com, hvor det var muligt at se udsendelser on demand, som det hedder. Denne side er nu blevet erstattet af en særlig side på YouTube, hvor man nu kan svælge i Eric Burdon & War, Deep Purple, Alice Cooper, Jethro Tull, Ike & Tina Turner, Grateful Dead, The Who og mange flere.

Tilbagespoling

Nostalgi: Johnny Preston – “Running Bear”

15. december 2010

Jeg er ikke helt sikker pÃ¥, hvad der satte associationskæden i gang, men pludselig havde jeg sangen “Running Bear” pÃ¥ hjernen. Sangen, der er skrevet af ingen ringere en The Big Bopper (J. P. Richardson, som blev dræbt ved samme flyulykke, som tog livet af Buddy Holly og Ritchie Valens), blev spillet mange gange af Jørgen Mylius i tresserne. Pladen blev et hit i 1960, hvor den toppede Billboards singleliste i tre uger. Bortset fra indianertematikken – og lydene (Uga, Uga, Uga og krigsskrig) – sÃ¥ er det en banal og tidstypisk sang om to unge, der ikke kan fÃ¥ hinanden og mÃ¥ gÃ¥ i døden for at blive forenet.
Et årti senere blev sangen igen et hit med Sonny James, der indtog Billboards Countryhitlistes førsteplads. Hverken arrangement eller fortolkning lå ret lagt fra den oprindelige udgave.
Et eller andet må den sang have ud over evnen til at sætte sig fast i hjernebarken hos sådan en som mig. For i 1980 indspillede punkbandet Stiff Little Fingers sangen som B-side til deres single At The Edge, og for at det ikke skal være løgn kom den også med på gruppens opsamlingsplade All The Best og på livealbummet Hanx. En befriende, respektløs fortolkning

Noget om tøj – erindringsnotat

15. december 2010

I går henfaldt jeg og familien til den sport, der hedder: at bladre i gamle fotoalbum. Tilbage til dengang ungerne gik med ble og hinsides til ungdommens og barndommens dage. Og et af emnerne var det tøj, man gik i dengang. Og hvorfor man kan huske nogle sko og beklædningsdele, medens andre er gledet ud i glemslens mørke.

Der stÃ¥r jeg sÃ¥ som relativt nybagt fader med ungen pÃ¥ nakken ‘pÃ¥ den høje hest’ og iført nogle lyseblÃ¥ jeans, som jeg slet ikke kan huske, medens den lappede grÃ¥, striktrøje stÃ¥r sÃ¥ skarpt i erindringen, at jeg næsten kan mærke den ru uld mod huden, nÃ¥r jet et øjeblik lukker øjnene.
Derfra gled erindringen helt tilbage. Kan jeg huske tøj og sko fra barndommen pÃ¥ NygÃ¥rdsvej? Jo, der var den brune polotrøje, jeg holdt sÃ¥ meget af. Eller de sømandsagtige, blÃ¥ og rød-stribede bomulds-t-shirts. For slet ikke at tale om de skrækkelige knæbukser plusfours eller knickers, som min far kaldte dem (efter amerikansk, ikke at forveksle med den engelske oversættelse, som betyder dameunderbenklæder…), som jeg blev hældt i, og som havde det med at kravle op pÃ¥ benet, sÃ¥ der var et stykke med bart og elastikken gnavede sig ind i benet.

Og der var de brune, spidse lædersnøresko med lædersåler, som jeg sled sønder og sammen, selv om de jævnligt var hos den lille skomager i kælderen i Sjællandsgade for at få nye hæle og såler med små metalbeslag for at udsætte nedslidningen. Og så var der scooterstøvlerne (med spænde ved anklen), der blev højeste mode i vintersæsonen. Jo mere jeg masserer erindringsvorten, desto mere dukker der op.

Nedskydningen af John Lennon Рfor 30 ̴r siden i dag

8. december 2010

Der er nyheder, der griber en mere end andre. Man kan huske, hvor man var – og stemningen. Som da John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Eller da meddelelsen om Elvis Presleys død indtraf. Eller, da budskabet om nedskydningen af John Lennon ramte medierne. Jeg sad i en sofa hos nogle af mine forældres naboer, og radioen kørte i baggrunden. Det var en underlig fornemmelse. En blanding af undren, vantro, fremmedhed… Et point of no return.

Rolling Stone offentliggør Lennons sidste interview, lavet tre dage før drabet.

Dagens garagerock: Bad Seeds – I’m a King Bee

2. december 2010

Tresserbandet The Bad Seeds (ikke at forveksle med Nick Caves’) var efter sigende det første band, der kom fra flækken Corpus Christi i Texas. En flække, der siden er blevet kendt for flere garagerockbands.

Guitaristen og sangeren Mike Taylor, bassisten Herb Edgeington, lead guitaristen Rod Prince og trommeslageren Robert Donahoe havde alle en fortid i lokale obskure bands, inden de slog de musikalske klude sammen i Bad Seeds. Og det lykkedes dem at fÃ¥ en kontrakt med det lille pladeselskab J-Beck Records i 1966. Tre singleplader blev det til i løbet af ’66: “A Taste of the Same”/”I’m a King Bee”, “All Night Long”/”Sick and Tired” og “Zilch Part 1″/”Zilch Part 2”. Flere af sangene havde Prince og Taylor skrevet.

Især de to førstnævnte singler betragtes af musiknørder og -samlere som klassiske perler inden for den texanske afart af garagerock, som bl.a. havde ladet sig influere af den britiske R&B (Stones, Pretty Things osv.). Gruppen gik i opløsning i sommeren 1966.
Bad Seeds udgave af Slim Harpo “I’m a King Bee” har alle garagerockens kvaliteter. Den er beskidt, rÃ¥ og swingende. Rolling Stones indspillede ogsÃ¥ nummeret pÃ¥ deres debutalbum med markant slide guitar ved Brian Jones…

Erindringsglimt: avispapir og fodtøj

28. november 2010

Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler pÃ¥ for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet pÃ¥ kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke rÃ¥d til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…

Lidt tv-nostalgi: Kojak

26. november 2010

Her til morgen dukkede Harry Nilssons sang “Kojak Columbo” op pÃ¥ den indre jukebox. Sangen findes pÃ¥ Nilssons 11. album fra 1975 Duit on Mon Dei (Do it on monday…). En lille irriterende, iørefaldende sang, der hører hjemme pÃ¥ mit lydspor, selv om den aldrig blev noget hit eller pÃ¥ anden mÃ¥de kendt uden for LP-lytternes rækker. Og det ledte straks tanken hen pÃ¥ tv-serien om den skaldede, evigt slikkepindsuttende New Yorker-politik-opdager Kojak, som løb over tv-skærmene i halvfjerdserne (1973-1978).

Som jeg husker Kojakfiguren – der blev spillet af Telly Savalas – sÃ¥ var der tale om et genoptryk af en genremæssig kliché: Den i bund og grund retfærdige, ukorrupte cop, der er hÃ¥rd i filten og gerne gradbøjer politiets spilleregler lidt for at fat i skurkene. Dog med det twist, at Theocrates Kojaks græsk-amerikanske oprindelse gav lidt farve til klichéen. En slags græsk-amerikansk Dirty Harry light.

Slikkepindene, som først kom ind et stykke hen i serie (i starten røg Kojak meget), var efter sigende et resultat af den spirende anti-ryger-lobbys ihærdige arbejde, men blev en vigtig del af seriens brand.

Serien blev vist aldrig det helt store publikumstrækplaster. I hvert fald blev det skrinlagt efter kun fire sæsoner. Dog fik den et efterliv som genudsendelse på diverse satellitkanaler, hvor fans af Kojak dyrkede og dyrker den. Og i 1989 forsøgte tv-selskabet ABC af relancere den med fem episoder af spillefilmslængde. Nu med Kojak som politikinspektør.

Apropos Nilssons lille sang, sÃ¥ havde Savalas ogsÃ¥ en kort karriere som sanger. Hans version af gruppen Breads hit “If” (skrevet af David Gates) blev nr. 1 i flere europæiske lande i 1975 (men den gjorde sig vist ikke i Danmark…). Han fik ogsÃ¥ et større hit med sin udgave af Don Williams’ countrysang “Some Broken Hearts Never Mend” i 1980. Og Savales indspillede flere album, der nu er blevet samlerobjekter, som sÃ¥ meget andet fra LP’ens storhedstid.

Savalas døde af blærekræft i 1994, 72 år gammel.