CAPAC

Ja, så var det denne fine popsangs tur til at dukke op i mit hoved uden synderlig anledning. Og for at det ikke skulle være løgn, faldt jeg over nedenstående sjove, tidstypiske video med lige netop den sang. Underligt nok kom dette potentielle hit, som er en af mine Monkees-favoritter, ikke ud på single, men var indlemmet på Monkees’ storsælgende andet album More of the Monkees fra 1967. Og så var det en af de sange, som Neil Diamond skrev til gruppen. To af de andre var allerede blevet hits, “I’m a Believer” (november 1966) og “A Little Bit Me, A Little Bit You” (marts 1967). At “Look Out” ikke kom på single, hang muligvis sammen med, at Monkees vadede i gode sange skrevet af ferme sangskrivere. På de første plader finder man navne som Goffin & King, David Gates, Carole Bayer Sager & Neil Sedaka, Tommy Boyce & Bobby Heart m. fl. Og så altså den unge Neil Diamond. Teksten afslører også, at den må være skræddersyet til Monkees og deres ungdommelige publikum, idet den handler om en ung mand, der er forelsket i to piger på samme tid – og oven i købet har erklæret dem begge sin kærlighed (hvor dum kan man være…) – og derfor frygter morgendagens komme, hvor realiteterne venter…

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte også den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede på det tidspunkt en snes singleplader på samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lå på den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører også, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nåede en 12. plads i USA. Og så er det interessant, at hun også selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der også blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, så kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den måned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

“Forsøger De at være morsom? Han var en mand fra Nordengland…Han var en Macho!”. Ordene kommer fra Cynthia Lennon som svar på spørgsmålet, om John Lennon nogensinde gik ud med skraldeposen, dengang de var gift. Det er den tyske avis Die Zeit, der interviewer Lennons ex-kone i anledning af 50 året for The Beatles’ dannelse. Cynthia giver et kritisk, men også loyalt billede af Lennon som kunstneren, der også var et almindeligt menneske af kød og blod. Som led under det tidlige tab af moderen og fik afløb for sin skuffelse i aggressivitet og bidende, til tider ondskabsfuld, sarkasme. Men også en Lennon, der forventede bordskik med kniv og gaffel af sin kun treårige søn Julian; og gav Cynthia en lussing, fordi hun dansede med en af Johns venner, samtidig med, at han selv kneppede til højre og venstre. Ægteskabet mellem John og Cynthia er mødet mellem den “pæne” pige, der ikke kendte til rock’n roll, og bissen John, der var og forblev en bisse, uanset om han havde Elvis- eller Beatlesfrisure. Et ganske almindeligt, borgerligt ægteskab et langt stykke hen ad vejen.

Det er sommer, det er ferietid. Og Fruen mente, vi skulle aflægge Den Gamle By et besøg for at se på nyerhvervelserne. Egentlig er jeg ikke så meget for denne museale konstruktion, men udsigten til at se Pouls Radio – en radioforretning fra halvfjerdserne – og en kop kaffe med kage i Simonsens Have fik mig overtalt. Og Pouls Radio er den rene nostalgi. Her har man formået at rekonstruere en radioforretning à la dem, man købte sin elektronik og sine plader og bånd i dengang. Den er ikke så stor som “mine” forretninger i Esbjerg – “Jaspers”, “Fona”, “Aage Hass” – men stemningen er der. Gamle radioer, tv-apparater og tilbehør (fx orange plastikopbevaringsæsker til LP’er) i datidens førende mærker (B&O, Nordmende, Arena osv.). En komplet værksted med måleudstyr etc. Og så et hjørne med grammofonplader og en væg med kassettebånd. ABBA, Glamrock, pop osv.

At de brun-orange halvfjerdsere sådan er blevet historie siger ikke alene noget om, hvor gammel denne blogger efterhånden er blevet, men også noget om, hvor hurtigt ikke mindst den teknologiske udvikling er gået i efterkrigstiden. Det er, som om tiden krymper mere og mere, jo længere frem mod nutiden, vi kommer.

Jeg fik også en sludder med butiksbestyreren, der fortalte anekdoter fra dengang, hvor en B&O-radio kostede ca. det halve af en gennemsnitsarbejdsløn på 4000 kr. Og hvor der var særlige afgifter på farvefjernsyn, og hvor Olympiaderne satte skub i salget af tv-apparater. Det sidste har vist ikke ændret sig ret meget. Det aktuelle VM i fodbold har vist lagt et par tommer mange familiers fladskærme…

PS. Pouls Radio blev i øvrigt indviet af Jørgen de Mylius. Og her kan man se en lille film om åbningen med billeder fra interieuret.

I november 2006 skrev jeg sådan i denne blog:

“Jeg er for tiden ved at rydde op i dødsboet efter mine forældre. Jeg tager lidt ad gangen, så er det nemmere at komme igennem. Lige nu er det fotoalbums og løse billeder. Mange af billederne kender jeg rigtig godt, fordi mine forældre ofte tog dem frem og fortalte historier om hvert af dem. Andre kniber det med. Fx er der en del billeder fra den tid, hvor min far sejlede som matros, jungmand og så videre. Sejlbådenes tid og den første tid med motorskibe. Nogle af billederne er der på bagsiden tilføjet lidt tekst, oftest et navn på den afbillede person eller stedet. Andre er der ingen tekst ved, og det gør det umuligt at sige noget om motivet. Jeg må nok hellere skrive tekster på mine egne fotos, så mine børn engang kan få mening i dem – hvis de ellers ønsker det.

Medens jeg sådan sidder og kigger billederne igennem, kommer jeg i tanke om et ganske bestemt billede. Jeg er ikke ret gammel, 1-2 år vil jeg tro. Jeg sidder i den store mørke(blå) barnevogns store solide, lakerede kasse iført nogle mørke børnesolbriller. Jeg smiler over hele femøren. Til fotografen (der sandsynligvis var min far, da han var den eneste, der var i besiddelse af et kamera, et harmonikakamera…). Min far var meget glad for netop det billede, og fortalte gud og hvermand, at jeg lignede “Kong Faruk med solbriller”. Kong Faruk var en trind konge i Egypten for mange år siden. Når jeg tænker på det billede, ser jeg det med overtydelig klarhed. Sikkert, fordi jeg så ofte har siddet og fået historien fortalt. Igen og igen.

Men nu kan jeg ikke finde fotoet. Det er væk. Måske for altid.”

Og i dag tog jeg mig så sammen til at sortere lidt igen i kassen med mine forældres efterladte billedgalleri. Og i et af de gamle fotomapper med sort-hvide fotos får jeg pludselig øje på det omtalte foto af Mig-Selv med sut og solbriller. Kong Faruk med solbriller og sut er tilbage! Jeg smiler ikke, sådan som jeg huskede det. Det er også lidt svært med en sut i munden. Så smilet er nok en del af mine forældres genfortælling. Nostalgikere vil forstå, at det er en særlig hændelse, når en brik således falder på plads i det evigt ukomplette puslespil.

PS. Billedet må være taget ved gavlen af huset i Nygårdsvej. Jeg kan genkende vedbænden, der kravlede op til taget. Billedet må være taget sommeren 1954.

I slutningen af tresserne og halvfjerdserne blev der lavet en række livealbums, der i dag har klassikerstatus. Blandt andet The Who Live At Leeds, The Rollings Stones Get Yer Yeah Yeahs Out og Delaney & Bonnie & Friends – On Tour with Eric Clapton.

Sidstnævnte plade blev optaget på en Englandsturné i 1969 og udsendt året efter. Den fik megen omtale – blandt andet i DRs program 3 – i kraft af musikken, men også fordi vennerne på pladen var stjerner. George Harrison, der skulle finde sig selv efter bruddet med The Beatles, sad ind (under pseudonymet Mysterioso), og dennes ven Eric Clapton var fast inventar i koncertrækken. De andre esser var: Dave Mason, Carl Radle, Jim Gordon, Bobby Whitlock, Jim Price, Bobby Keyes, Tex Johnson og Rita Coolidge. En imponerende flok. Og heldigvis var musikken i overenssstemmelse med potentialet i bandet. 40 minutters heftig, soulinjiceret rock’n roll blev det til. En plade, der holder niveauet den dag i dag. Og i anledning af pladens 40-års jubilæum udsender feinschmeckerforlaget Rhino en luksusboks med albummet plus al det ekstramateriale, man har kunnet skrabe sammen. Man fristes til at sige, at det næsten er for meget af det gode. Men velkommen skal den nu være alligevel.

Badeshorts, sun tan og solbriller kan ikke ændre på det faktum, at The Beach Boys næste år  når 50års jubilæet. For at blive i billedet, så er der løbet meget surfervand ind i strandkanten, siden dengang den fem drenge startede deres glorværdige karriere.

Dødsfald, galskab, forbrug af stimulanser og juridiske slagsmål har været en del af den lange og langt fra harmoniske fortælling. Brandet “The Beach Boys” har fungeret siden 1961. Mike Love har de senere år turneret med en stærkt forynget udgave (med ham selv som eneste originale Beach Boys), og Brian Wilson har med sin musik sørget for, at vi ikke glemte de gode vibrationer fra dengang, hvor livet for en snæver betragtning bestod af smækre bikinipiger, saltvand ad libitum , surfbrædder og popmusik.
Dennis og Carl Wilson er for længst gået bort (hhv. 1983 og 1998) og Al Jardine tog sig omsider sammen til at forsøge et soloprojekt. Men i anledning af det forestående 50års jubilæum har Mike Love og Brian Wilson (for en tid) bilagt diverse juridiske stridigheder for at stå sammen på en scene. I hvert fald hvis vi skal tro Mike Loves udtalelser til avisen Las Vegas Sun. Den originale opsætning af bandet bliver det jo af gode grunde ikke, men selvfølgelig skal jubilæet da markeres på den ene eller anden vis…

På biblioteket faldt jeg over Sonny & Chers album fra 1965 “Look at us”. Det er duoens andet album, fra det år, hvor de for alvor brød igennem. I 1964 var de brudt igennem med singlen “Baby don’t go”, der nåede en ottendeplads på den amerikanske singleliste. Men i ’65 toppede de med “I got you, Babe”, som Sonny Bono havde skrevet. På coveret ser man to unge mennesker indfanget af tidsånden. Med langt hår, hippiegevandter og på en naturbaggrund. Også musikken på pladen bærer tidsånden i sig. Sonny Bonos produktion står i ankeldyb gæld til Phil Spectors lydmur, der satte nye standarder for pladeproduktion i de år. Og repertoiret taler også sit tydelige sprog om tiden. Ud over de sange, Sonny har skrevet eller været med til at skrive – “I Got You, Babe”, “Sing c’est la vie”, “It’s Gonna Rain” og “Just You” – så finder man sange af netop Phil Spector (“Then He Kissed Me” og “Why Don’t They Let Us Fall in Love”, begge skrevet sammen med Greenwich & Barry) og sikre pophits som Hedy Wests “500 Miles”, Gilbert Bécauds, Mann Curtis’, Pierre Delanoës “Let it be me”, “You’ve Really Got a Hold on Me” (Smokey Robinson), men også Jay Swans R&B-standard “You Don’t Love Me”. Kort sagt: En blandet landhandel, sådan som det var kotyme dengang. Dog med kærligheden som samlende tema.
Set i bakspejlet har pladen et strejf af den ambitiøse ungdoms uskyld. To talenter – en sangerinde med et stort potentiale og udseendet med sig og en ferm sangskriver med ambitioner bag scenen m.m. – får det bedste ud af de sange, de har valgt.

Her med fire liverpooldrenge som tilskuere:

Den engelske popsanger Crispian St. Peters er død. 71 år gammel. Med “The Pied Piper” og “You were on my Mind” sikrede han sig en varig plads i min indre jukebox, hvor de gamle 45-omdrejningers singleplader snurrer. Som jeg skrev for snart længe siden, så havde Crispian St. Peters en stemme, der skilte sig ud fra mængden. Den kunne minde lidt om Gene Pitneys, men var knap så følsom. Nogen stor karriere fik han ikke, men med sine to hits fik han obligatorisk plads på de utallige opsamlingplader, der er kommet og fortsat vil komme om tressernes pop. Torben har skrevet en nekrolog om mandens liv. Crispian, you’re on my Mind, hvil i fred.

Formiddagens genhør bød på syrerocktrioen Terje, Jesper & Joachims album fra 1970. Efter sigende den mest efterspurgte plade fra det legendariske jyske pionerpladeselskab Spectator Records katalog. Heldigvis har Tømrer-Claus udsendt pladen på cd (med ekstranumre), så alle med hang til den tids musik kan lytte med.

Terje, Jesper & Joachims historie er historien om tre skolekammerater fra Bernadotte Skolen i Hellerup, som kaster sig over den progressive, syrede musik – inspireret af dels deres musiklærer, den navnkundige Adrian Benzon og dels af tidens ny musik i form af Jimi Hendrix Experience, Cream og andre af datidens markante triobands.

Bandet var om sig og deltog bl.a. i en talentkonkurrence, “Toppen Af Poppen”, som DR arrangerede. De blev nr. 5 – ud af fem placeringer. Men det var jo også toppen af poppen, det drejede sig om. Vinderne blev således Hollies-inspirerede Pretenders fra Brønderslev.

Ved et tilfælde kom Terje og Co.  i kontakt med Carsten Meinert, der fungerede som talentspejder for Jørgen Bornefelts Spectator Records, og da gruppens musik passede godt ind i pladeselskabets profil af progressive, eksperimenterende syre- og hippiemusik, så fik de lov at indspille et album. Hvilket de gjorde på vejen hjem til Djævleøen fra en koncert i Thy Lejren.

Med til at skabe interesse omkring Terje (Barnholdt, trommer), Jesper (Schmidt, guitar, sang og klaver) & Jochim (Ussing, bas og sang) var, at Erik Moseholm fra DR afsatte en halv time i programmet “Dansk Beat” (på P2!), hvor bandet kunne præsentere deres indspilning. For markedsføring var vist ikke noget Spectator Records overhovedet interesserede sig for. De sendte ikke engang et eksemplar af pladen til bandets medlemmer, som selv måtte købe et i FONA.

Musikken er progressiv rock med en bund lagt af trommernes og bassens hårde rock og med karakteristisk fuzzy, flippet guitar  drysset generøst hen over det hele.  Sangen er ikke noget at skrive hjem om, men det har sikkert heller ikke været det vigtigste for trioen. Der spilles med entusiasme og energi, som man ofte finder hos unge indiebands – dengang og nu om stunder. Hvis man er til musik fra dengang, hvor musikken var nok i sig selv (også som euforiserende stof), så er genudgivelsen værd at bruge tid på. Ud over Spectator-albummet rummer cd’en den omtalte DR-radioudsendelse “Dansk Beat” fra august 1970 og et par liveoptagelser fra “Revolution”.

Wimple Winch er et af de obskure tresserbands, som man kan være heldig at falde over på lige så obskure compilations fra perioden. Det var sådan, jeg første gang stødte på bandet med det spøjse navn.

Gruppen, der bl.a. bestod af sangskriver John Kelman, Larry King og Demetrius Christopholus, hed oprindeligt Sillouettes, dernæst Dee Fenton & The Silhouettes, men skiftede så navn til “Just Four Men“og hurtigt efter  – med pladeselskabet EMIs mellemkomst – til “Four Just Men“. Og under de navne indspillede gruppen et par singleplader i årene 1964-65.

“Things will never be the same“/”That’s My Baby” , som var produceret af George Martin og udkom i 1964, men blev ikke noget hit; den blev fulgt op af “There`s Not One Thing”/”Don’t Come Any Closer,”, der udkom året efter, der heller ikke gjorde sig stort. Alle sangene var skrevet af Kelman og Christopholus.

Nogle stridigheder – en retsag – om gruppenavnet gjorde, at de skiftede til det spøjse navn Wimple Winch (måske for at undgå efterligninger!), og det faldt sammen med en musikalsk nyorientering mod den populære psychedeliske lyd. Indtil da havde gruppen spillet sin egen særlige udgave af Mersey beat men elementer af heftig garage og soul. Gruppen besad al den friskhed, aggressivitet og energi, man forbinder med de bedste beatgrupper – Beatles, Kinks, Who for eksempel  – men sangene var ikke originale nok til at EMI ville blive ved med at poste penge i projektet.

Som Wimple Winch indspillede Kelman og Co. to singler for Parlophone: “Atmospheres” og “Rumble on Mersey Square South.” Og som man kan høre, så har lyden bevæget sig væk fra Mersey til en psychedelisk garagelyd, der kan minde om 13th Floor Elevators og lignende amerikanske bands. Selv om Wimple Winch ikke fik udsendt andet, nåede de at indspille en del demoer m.m., som siden er blevet udsendt på opsamlingsalbummet The Wimple Winch Story 1963-1968, der indeholder alle indspilninger med “Four Just Men” og “Wimple Winch”. Pladen giver et billede af et tresserband med et stort til dels uindfriet kunstnerisk potentiale. Især optagelserne med Wimple Winch med deres særegne blanding af psychedlia, pop, soul, næsten Beafheartske akkorder og spændende vokalindslag løfter Wimple Winch over gennemsnittet i perioden og giver løfter om noget, der aldrig blev realiseret.. Men det, gruppen især savnede, var gode melodier, der kunne åbne dørene til et større publikum. Derfor er Wimple Winch endt med at bliver samlerobjekt for kultdyrkere af engelsk freakbeat.

Der er kommet endnu et opsamlingsalbum med gruppen – Tales From The Sinking Ship (2009) – som også indeholder essensen af gruppens indspilninger. Ialt 29 numre. Denne udgivelse er ikke mindst interessant, fordi den indholder en lille bog med fyldig biografi og diskografi.

Gruppen er i øvrigt i færd med at opbygge en hjemmeside: www.wimplewinch.com. Men der er ikke så meget information at hente endnu.

Gruppens medlemmer fortsatte med musikken efter Wimple Winchs opløsning i 1968. John Kelmann lavde en ny udgave af Four Just Men i halvfjerdserne, men de fik vist ikke indspillet noget. Larry King kastede sig over musicals ,og Christopholus var med i den progressive jazz-rock-gruppe Sponge. På YouTube er jeg faldet over denne charmerende sag med John Kelman: Working Day Blues. Det var den, der satte gang i dette lille indlæg…

<

Fotoet ovenfor er taget af Brian Duffy. Duffy, der meldes død i en alder af 76 år, udgjorde sammen med kollegerne David Bailey og Terence Donovan en trio, der var med til at sætte billeder på de såkaldt swingende tressere i England. Fotos, der definerede tresserne som kulturperiode og bidrog til mytologiseringen af tidens ikoner inden for mode, film, litteratur, musik m.m.
Han blev født i Londons East End lige som sine to kolleger og startede som designer af modetøj, men kastede sig siden over fotografiet og viste sig at have et særligt kreativt talent for dette medie. Som man kan se på denne kavalkade som The Guardian bringer i forbindelse med sin nekrolog.

I slutningen af halvfjerdserne opgav han fotografiet. I frustration over udviklingen inden for faget efter de glade tressere. I en BBC-dokumentar med titlen The Man Who Shot The Sixties forklarer han sin beslutning således: “­Everything had been resolved between 1839 and 1972. Every picture after 72, I have seen pre-72. Nothing new. But it took me some time to detect its death. The first person who twigged was Henri Cartier-Bresson. He just stopped – and started painting and drawing. God, he was useless.” Han forsøgte at brænde negativerne, men det lykkedes ikke. Og i 2007 fandt Duffys søn dem frem fra gemmerne og realiserede en større udstilling, der resulterede i en genopdagelse af Duffy i England.

Biler siger mig ikke ret meget og har aldrig gjort det. Bortset fra dengang, jeg som dreng sad på fortorvet ved Stormgade i Esbjerg og skrev bilnumre og bilmærker ned i min lille lommebog sammen med gadens andre drenge. Og en kort periode et par år senere, hvor jeg klippede racerbiler ud af ugeblade og klistrede dem ind i en mappe.
Siden har biler fortrinsvis været et firhjulet transportmiddel, der kunne bringe mig tørskoet frem eller til steder, hvor den offentlige transport ikke kunne føre mig.
Og så alligevel. Der er et lille svagt punkt, når det drejer sig om biler, der kan sætte sving i erindringer og nostalgien. Og i dag tog Fruen mig med til Moesgård, hvor der var træf for en række veteranbiler. Biler fra de sidste hundrede år sådan cirka. Fra HGF til en VW fra slutningen af 1970’erne.
Mange af bilerne var amerikanske og som trukket ud af de mange amerikanske film, man har set gennem tiden. Dodge, Ford Mustang, Cadillac, Buick osv. Men også en blå Fiat 1100, magen til den, min onkel havde, og som han til sin fortrydelse skiftede ud med en stor Volvo, på grund af familieforøgelse. Eller en VW model “Rugbrød” (se fig.), næsten magen til den, vi brugte til at transportere hinanden og ølkasserne rundt, da vi holdt våde studenterfester. Bilerne stod på rad og række i det blændende solskin i gården ved Moesgård, og synet af skinnende lak, lugten af læderindtræk, benzin og olie, lyden af de unikke moterer gled sammen med stumper af gamle film, stemninger fra samme og citater fra forskellige stykker musik.

Mercury Blues – i en tidligere og lidt heftigere version

Lidt firkantet sat op, så var eksotisk rockmusik i tresserne fx rock – eller beat, som det hed – fra Tyskland. Den angelsaksiske dominans var til at føle. Og i det hele taget var populærmusik fra ikke-engelske sprogområder mere undtagelsen end reglen. Frankrig var et andet eksempel. Men med globalisering, internationalisering og – ikke mindst – internet, så er der åbnet døre for musik fra andre verdensdele, også musik, der har år på bagen.

Forleden kom jeg således på sporet af det chilenske psychedeliske rockband Aguaturbia, som efter sigende var det mest kendte ikke-angelsaksiske rockband i tresserne. Jeg kan dog ikke huske, at jeg hørte om dette beatorkester dengang.

Gruppen blev dannet i 1968 af guitaristen Carlos Corales og hans hustru Denise (sang). De øvrige medlemmer var Willy Cavada på trommer og Ricardo Briones på bas. I perioden 1969 til 1974 indspillede de to album, Aguaturbia (1970) og Aguaturbia Vol. 2 (1973), som siden er blevet genudgivet i opsamlingen Aguaturbia Complete Tracks (2000, Runner Records). Man kan altid diskutere, hvor original Aguaturbias musik var, men den er ganske repræsentativ for den syrede, eksperimenterende psychedeliske musik, man dengang svælgede i.

Mere her. Aguaturbia har også en myspaceside og en chilensk hjemmeside.

Joni Mitchells klassiker “Chelsea Morning” har kørt rundt i mit hoved de sidste to dage. Og så måtte jeg hen til reolen og hive hendes gamle plader frem fra hylderne.” Og den første jeg fik fat i var “For the Roses” fra 1972. Billedet ovenfor er fra coverets opslag, og viser Joni som naturen har skabt hende. Den slags uskyldigheder kunne man tillade sig i 1972, hvor hippiedrømmene endnu ikke helt var udslukt – og selv om virkeligheden slet ikke var så uskyldig endda. Men “Chelsea Morning” var slet ikke fra “For the Roses” men den to år ældre “Clouds”, hvor Joni kigger på en med en blomst i hånden. Siden dengang er Peace, Love and Understanding blevet et slogan, der er henvist til historiebøgerne og nostalgien. Men sangene, de holder endnu.

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I heard
Was a song outside my window, and the traffic wrote the words
It came a-reeling up like
Christmas bells, and rapping up like pipes and drums

Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
And we’ll wear it ’till the night comes

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I saw
Was the sun through yellow curtains, and a rainbow on the wall
Blue, red, green and gold to welcome you, crimson crystal beads to beckon

Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
There’s a sun show every second

Now the curtain opens on a portrait of today
And the streets are paved with passersby
And pigeons fly
And papers lie
Waiting to blow away

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I knew
There was milk and toast and honey and a bowl of oranges, too
And the sun poured in like butterscotch and stuck to all my senses
Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
And we’ll talk in present tenses

When the curtain closes and the rainbow runs away
I will bring you incense owls by night
By candlelight
By jewel-light
If only you will stay
Pretty baby, won’t you
Wake up, it’s a Chelsea morning