Indlæg tagget med Nostalgi

Mere genhør: The Searchers – powerpop anno 1979

13. december 2008

The Searchers havde en lang, glorværdig karriere bag sig som en af de store tressergrupper, da de i slutningen af halvfjerdserne fik en pladekontrakt med det uafhængige pladeselskab Sire Records, der på det tidspunkt satsede på nybølgemusik som fx Talking Heads og Ramones. Og det resulterede i to albums, der i dag står som perler i den genre, vi her har kaldt power-pop-rock: Det eponyme The Searchers fra 1979 og opfølgeren Play for Today (der i England hed Love’s Melodies). Pladerne har både de klassiske Searchers-karakteristika – ringlende guitarer og fornemt vokalarbejde – og den friske fremme-på-beatet nybølgelyd. Pladerne solgte ikke mange meter, selv om fansene var trofaste, og derfor droppede Sire kort efter gruppen. Synd og skam. For det er årgangs-power-pop, der ligger på de to plader. Bandet spiller sange af blandt andre Bob Dylan, Tom Petty og John Fogerty. Plus selvfølgelig deres egne sange.  De er i øvrigt blevet samlet på albummet The Sire Sessions: Rockfield Recordings 1979-1980, der ialt rummer 23 skæringer. Anbefales osv.

searchers – hearts in her eyes

Mere genhør: Ringo Starr – Time Takes Time

13. december 2008

Ringos “Time Takes Time” fra 1992 betragtes flere steder som en slags come-back-album. Hvilket det også er, for så vidt som forgængeren “Old Wave” udkom i 1983… Men der er også tale om et come-back i den forstand, at pladen rager op over nogle af de mere jævne ting, der har været undervejs.


Ringo har her allieret sig med et producer-es, der vil noget: Jeff Lynne, Phil Ramone, Peter Asher og – for at det ikke skal være løgn – Don Was. Mange kokke, uden at maden bliver ødelagt! Et andet klogt træk har været, at Ringo har fået nogle nye sangskrivere til at lave sange til pladen. Han er dog medkomponist på tre af dem. Dertil skal lægges, at Ringo har haft mange kendt musikalske venner med i studiet, fx Beach Boy-Brian Wilson, Harry Nilsson og Tom Petty. Og de øvrige musikere er en perlerække af højtskattede studiemusikere fra Los Angeles og andre steder.


Pladen blev af Rolling Stone udnævnt til det bedste Ringo-album siden hovedværket “Ringo” fra 1973. Og det er svært at være ret meget uenig i den dom. For der er ikke en eneste nitte på pladen. Pladen står som et konsistent hele af iørefaldende rock-sange, hvoraf flere er oplagte hits. Men sådan skulle det ikke være. Pladen solgte dårligt og fik hverken nævneværdige hitlisteplaceringer eller metalpriser. Den fine sang “Weight of The World” med en god tekst om tidens gang og erfaringens tyngde kunne lige kravle op i den engelske top 100. Og selv om Ringo promoverede pladen med en turné med sine All Starrs, så skete der ingenting. Måske havde Ringo været for længe væk fra mediernes søgelys…

Men i hvert fald fortjener den en renæssance, for det er et hovedværk i Ringos oevre. Jeg ved ikke om hensigten har været at fange lyden af de tidlige Beatles på pladen, men i så fald er det lykkedes ganske godt. Pladen har meget af den samme uforfalskede frished over sig som dengang, det hele startede.


PS. Man skal være heldig med at finde en kopi, for pladeselskabet har vist slettet den af sin liste. Så kig i genbrugskasserne…

Ringo Starr – Weight Of The World – Clip – 1992

Connie Frances – 70 år

12. december 2008

Medens vi er ved halvtredsernes leading Ladies, så kommer vi ikke uden om at nævne at sangerinden Connie Francis fylder halvfjerds år i dag. Fra 1955 og godt og vel ti år frem var hun fast indslag på den amerikanske hitliste med den ene ørehænger efter den anden. Hendes store gennembrud kom med “Who’s Sorry Now”, der blev fulgt op af sange som “Lipstick on your Collar” (der – en passant – gav Dennis Potter en tv-serie-titel…) og “Stupid Cupid”. Stort  til  lykke til en god sangerinde.

Connie Francis – Who’s Sorry Now

Mere genhør: The Shoes – Power-Pop-Rock…

11. december 2008

The Shoes startede deres karriere helt tilbage i 1974, hvor brødrene John og Jeff Murphy sammen med vennerne Gary Klebe og Skip Meyer tog tråden op fra de tidlige Beatles og deres power-pop-rock-efterfølgere. Den første hjemmelavede (og sjældne) plade  – Un Dans Versalles – udkom i 300 eksemplarer og blev fulgt op af et album, der aldrig udkom (Bazooka, 1976), inden de for alvor debuterede med Black Vinyl Shoes på deres egen pladeselskab Black Vinyl Records. Tal om kreativitet og om at være fremme i skoene! Pladen vakte tilstrækkelig stor opmærksomhed til at en pladeselskabsmand fra Bomp! Records fik fat i den og indspillede en single – Tomorrow Night/Okay – med dem. Den affødte en pladekontrakt med det store Elektra Records, og så var de for alvor i gang. Herefter kom tre power-pop-rock-klassikere på stribe: Present Tense (79), Tongue Twister (81) og Boomerang (82).
Selv om The Shoes gjorde sig positivt bemærket med deres charmerende, iørefaldende, ukomplicerede og uskyldige power-rock-sange, så havde de svært ved at nå mainstream-segmentet i de år. Hitlistelytternes ører var rettet ind mod andre musikformer. Og i konsekvens af utilstrækkeligt salg, fyrede Elektra The Shoes, der så vendte tilbage til hjemmestudiet igen. For det var ikke et band, der gav op. I 1984 kom så Silouette, der kun blev udgivet i Europa, hvor publikum var dem venligere stemt. Fem år senere kom Propeller og året efter live-albummet Fret Buzz.
Der er også kommet et meget anbefalelsesværdigt Best of-album, Shoe’s Best, der giver et fint billede af gruppens udfoldelser som power-pop-rockere.

The Gonzo Tapes – Hunter S. Thompson

11. december 2008

Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fået udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i årene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget på bånd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer også en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…

Dennis Yost – The Classic IV – er død, 65

11. december 2008


Dennis Jost var forsanger i bandet Classics IV, der blev dannet i 1965. I starten var de “bare” et cover-band, men senere – i 1967 – da de fik kontrakt med Imperial Records blev deres musik mere original. I 1968 fik det et større hit med “Spooky”, et instrumentalnummer, som de havde omsat til et sangnummer. “Spooky” strøg til tops i USA og er det nummer, de fleste vil huske bandet for. Hittet blev fulgt op af endnu to topscorere, “Stormy” (1968) og “Traces” (1969). og et mindre hit, “Everday With You Girl”, der “kun” kom på top 20. Selv om bandet ikke siden fik hits af betydning, fortsatte det med at være aktivt helt frem til vort årti. Og hele tiden med Dennis Yost som forsanger. I 2006 kom Yost alvorligt til skade ved et fald, og dermed var det praktisk talt slut med Classics IV, der var centreret om Yosts stemme. Nu er manden død. Hvil i fred.

Classics IV – Traces

Obskurt: Louis – “Hjerterne banker”

10. december 2008

Ud af coveret til Dr. Buzzard’s LP faldt en fleksidisc, som jeg havde glemt alt om, jeg havde. Titlen er Louis “Hjerterne banker”. Der er ikke angivet noget år, men på skiven står der “Tak til: The Redhouse=.Ivan Horn”. Og nedenunder: Dansk lyd og lys n(c)B Booking 0913806. Og der står også “leveret af DANSKSKÆRESTUDIE”. Ivan Horn kender man som en fortræffeligt guitarist, der blandt andet har spillet sammen med C. V. Jørgensen. Men søgninger på nettet har ikke givet nogen forklaring på, hvor pladen udkom, hvornår eller hvem, der i øvrigt medvirker. Hvem er sangerinden? (Mona Larsen?). Og hvem spiller så fornøjeligt klaver på skiven? Måske finder jeg svaret en dag…

Opdatering 30.9.2019: Hvis man venter længe nok, skal man nok få et svar. Henrik fortæller i en kommentar: “Flexi-disc’en udkom sammen med MM – Månedsblad for ROCK & JAZZ nr. 4 April/maj 1988.” Men hvem er/var Louis? Og var det Mona Larsen, der lagde stemme til? Der er altid arbejde at gøre for en rockarkæolog.

Dr. Buzzard’s Savannah Band – Calling All The Beatnicks!

10. december 2008


Og nu til noget helt andet, som man engang sagde i radioen. Ved siden af The Records, som jeg omtalte i går, stod Dr. Buzzard’s Savannah Band “Calling All The Beatnicks!” fra 1984. Jeg havde åbenbart ikke fået den stillet på plads i den (vist nok) alfabetiske orden. Men det farvestrålende cover fangede straks mit øje, og da jeg så genså titlen på deres julesang “Christmas in N.Y.”, ja, så måtte jeg jo genhøre skiven.
Dr. Buzzard’s band blev dannet i Bronx tilbage i 1974, hed oprindeligt Dr. Buzzard’s Original Savannah Band og var en del af den store disco-bølge, der rullede over den vestlige verden dengang. Men bandet skilte sig ud fra den store mainsteam-disco ved at blande dansante  disco-rytmer med stærk inspiration fra 30’ernes og 40’ernes dance-big-bands (fx Cab Calloway) og forsyne sangene med opfindsomme og sjove tekster.
Dr. Buzzard’s blev dannet af Stony Browder, Jr., broderen August Darnell , sangeren Cory Daye, Andy Hernandez og  Mickey Sevilla. Og de slog igennem allerede med deres eponyme debutalbum fra 1976, hvor især single “Cherchez la Femme” blev et stor hit på dansegulvene rundt omkring. Og bandet blev et af de orkestre, der ofte optrådte på in-stedet Studio 54 i N.Y.
Desværre kunne gruppen ikke følge op på den første succes, da de udgav de næste plader, Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Meets King Penett (1978) og Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Goes to Washington (1979). Bandet blev reorganiseret og droppede ordet “original” i navnet. I 1984 kom så “Calling All The Beatnicks!”. Og derefter var det slut.
Det kan være svært at forklare den manglende succes, men jeg tror, at de har været lidt for avancerede til at kunne gøre sig i disco-verdenen. Det gik bedre, da August Darnell og Andy Hernandez (kaldet Coati Mundi) senere dannede det vældigt populære foretagende Kid Creole and the Coconuts.
Dr. Buzzard’s Savannah Band fik dog en et solidt følge af kult-tilhængere, der gerne vil lytte til deres opfindsomme og meget originale albums, der efter min beskedne mening langt er at foretrække frem for Kid Creoles plader…
I 1996 udsendte  RCA opsamlingsalbummet The Very Best of Dr. Buzzard’s Original Savannah Band, som stadigvæk er i handlen.


Dr. Buzzard’s Original Savannah Band – Cherchez La Femme

Genhør: The Records – Power-Pop-Rock – 1979

9. december 2008

The Nerves, The Spongetones… og The Records.

På min støvede grammonpladehylde står The Records’ amerikanske debutalbum, der bare hedder The Records. Bandet blev dannet i 1977 af de tidligere Kursaal Flyers-medlemmer trommeslageren Will Birch og rytmeguitaristen John Wicks, der sammen kom til at udgøre sangskriveresset i Records. New-Wave-og Punk-Rock-vindene blæste hen over engelsk musikliv, og de to garvede gutter ville følge trop med power-pop-rock.

I 1978 fik de hjælp af Huw Gower på lead-guitar og Phil Brown på bas. Alle var de på det tidspunkt garvede musikere med baggrund i pubrock m.m., men ville det nye. Som andre nybølge-bands trak de på tresser-beaten, men også på amerikanske grupper som Raspberries og Big Star. Bandet var så heldigt, at det fik en pladekontrakt med det fremadstormende pladeselskab Virgin samme år. Og med deres debutsingle “Starry Eyes” sikrede de sig ikke blot et lille hit, men fik også lavet en power-pop-rock-klassiker, som Allmusic.com kalder for ‘den nærmest perfekte sang til at definere britisk power-pop i halvfjerdserne’. Store ord. Men ikke helt skudt ved siden af. I hvert fald en klassisk skæring, der holder helt i dag. Singlen blev fulgt op af debutalbummet “Shades in Bed”, der rummer endnu en klassisk skæring, “Teenrama”.

I USA, hvor bandet faktisk var et større navn end i England, udkom debutalbummet blot under bandets navn. Der er også forskel på de to pladers indhold, idet den engelske udgave har en særlig albumudgave af hittet “Starry Eyes”, medens den amerikanske har singleudgaven med. Pladen blev i øvrigt produceret af gruppen med hjælp fra Tim Friese-Greene, der har gjort sig bemærket som sangskriver og producer for Talk Talk, og producer-esset Robert John “Mutt” Lange, der har siddet bag knapperne hos store navne som Def Leppard, AC/DC, Foreigner, The Cars, Bryan Adams, Savoy Brown og The Corrs.

Efter den lovende start kom der allerede musikalske uoverensstemmelse i bandet og Gower gik sin vej. Han blev erstattet af Jude Cole, inden bandet indspillede toeren “Crashes” (1980). Af en eller anden grund havde bandet ikke held til at få hverken fans eller kritikere med sig på dette udspil. Og det samme gjorde sig gældende, da de udsende nr.3, “Music on Both Sides”. Derfor opløstes bandet kort tid efter, men er blevet gendannet i 1991.

The Records  har ikke fået genudsendt alle deres albums på cd, men de to debutalbum er udsendt på en samlet cd. De fortjener at blive hevet ud af glemmebogen (hvis de da har været der), for de spiller forfriskende, medrivende, melodiøs power-pop-rock, der hører med i genrens Premiere League. Flotte vokalarbejder med mindelser om tressernes vokalgrupper, syngende, metalliske guitarer og en solid rytmebund. Anbefales elskere af genren.


starry eyes by the records

Jim Morrison – 65 år

9. december 2008

I mandags På mandag ville Jim Morrison være fyldt 65 år, hvis ikke osv. Men, fordi han døde ung, vil han altid være ung i vores erindring og på vores nethinde. Som den musik, han lavede sammen med The Doors. Myter dør ikke.


Genhør: George Harrison – Extra Texture

9. december 2008

Sent i går kom turen til George Harrisons 1975-album Extra Texture (Read All About It). Pladen var den sidste, inden Harrison sprang ud som pladeselskabsejer med Dark Horse. Som sædvanligt omgærdes han af gamle og nye venner. Denne gang dog ikke Eric “Slowhand” Clapton! Blandt de nye er David Forster fra bandet Attitudes, som Harrison havde indlemmet i sit nye pladeselskab. Pladen indledes med nummeret “You”, som Harrison havde skrevet med henblik på Ronnie Spector, der dog aldrig fik indspillet det. Et rigtig iørefaldende Harrison-sang med hitpotentiale. “This Guitar (Can’t Keep  From Crying)” er endnu en meta-Harrison-sang, der alluderer til While My Guitar Gently Weeps uden på nogen måde at være en gentagelse. Værd af fremhæve er også Harrisons hyldest til Smokey Robinson i “Ooh Baby (You Know That I Love You)”, der nok er det mest atypiske Harrison-nummer på pladen,  hvor Harrison lægger sig op af Robinsons smægtende sangstil med held. Og så er der det spøjse nummer “His Name Is Legs (Ladies and Gentlemen)”, der afslutter pladen og har Bonzo-Dog-Doo-Dah-Bands Larry “Legs” Smith med på “sang”…
Harrison var vist ikke særlig tilfreds med pladen, der blev til som kontraktforpligtelse. Ikke desto mindre solgte den ganske godt og er siden blevet genudgivet i en remastered cd-udgave. Den er bestemt heller ikke noget dårlig Harrison-plade.
Jeg kunne ikke lige finde en video fra pladen, men faldt over denne herlige optagelse fra Rutland Weekend Television samme år. Rutland Weekend Television var et sketch-show, der blev lavet af Eric Idle og Neil Innes og affødte Beatles-parodien The Rutles.

George Harrison on Rutland Weekend Television 1975

The Spongetones – i The Beatles’ fodspor

9. december 2008

Lige siden som hvalp sad i en kælder ved Rundkørslen i Esbjerg (Esbjergensere ved, hvilken rundkørsel, jeg taler om…) og lyttede til fire, langhårede drenge kæmpe sig gennem “Kansas City” og et håndfuld andre tidlige Beatles-For-Sale-sange på akustiske guitarer og plastikdunke, har jeg haft et godt øje og øre for bands, der direkte eller indirekte lod sig inspirere af de fire fra Liverpool og    i det hele taget lyden af The British Invation. Ikke alt har været lige talentfuldt, men meget af det har. Fx The Spongetones fra Charlotte, North Carolina, som jeg ved en ren tilfældighed stødte på engang i firserne. Bandet, der bestod af Jamie Hoover på guitar og sang, Rob Thorne trommer, Pat Walthers guitar og sang og Steve Stoeckel (Höffnerbas og sang), blev dannet i 1978. Fra første stofe erkendte de deres gæld til Beatles og lyden fra den britiske beat. Og denne åbenlyse kærlighedserklæring er måske også en del af forklaringen på, at de ikke bare var epigoner, men tilførte musikken deres helt egen charme og energi. Lige som fx Badfinger.
Spongetones slog ikke internationalt igennem, da de dukkede op i starten af firserne. Forklaringen er sikkert, at det ikke rigtig var ‘musikalsk korrekt’  at spille glad Liverpool-pop-rock dengang. Men bandet fortsatte ufortrødent – og gør det  endnu – og de er blevet kendt for dels deres personlige tilgang til forbillederne, men også et yderst energisk-vitalt live-show.
Seks album er det blevet til indtil videre. Plus det løse. I 1982 kom debutpladen Beat Music. Den blev fulgt op af en EP – Torn Apart – med seks numre, hvor de blandt andet fik lidt hjælp af REM; og i 1987 udsendte de – på deres eget pladeselskab Triapore – Where-Ever Land, der er en del mere hårdslående og lettere psykedelisk end forgængerne. I 1991 kom Oh Yeah! – en smittende Beatles-inspireret sag. Og i 1995 udsendte til Textural Drone Thing, hvor Mersey-klangen var nedtonet til fordel for en mere uafhængig, enkel lyd. Endelig har de så sent som i 2000 – med fem års ventetid – udsendt Odd Fellows, der igen bevidner deres kærlighed til Beatles og the British Invasion, og hvorpå de  fortolker Mccartneys smukke “On The Wings Of A Nightingale”.

RETURN TO COMBOLAND – THE SPONGETONES – She Goes Out – 1983

Better Take It Easy – The Spongetones

Genhør: George Harrison – The Concert for Bangladesh

8. december 2008

Når talen falder på George Harrison kommer vi ikke uden om The Concert for Bangladesh, som George Harrison og en masse venner afholdt i 1971 for at samle penge ind til hjemløse Bengali, der var på flugt efter Bangladeshs befrielseskrig. Koncerten blev afholdt i Madison Square Garden i New York
og er på flere måder noget særligt. Dels er den et af de tidlige eksempler på en vellykket live-udgivelse – og dels er den forløber for en række – mere eller mindre vellykkede – velgørenhedskoncerter, som vi har måttet overvære siden…
Det var med vennen og læremesteren Ravi Shankars mellemkomst, at Harrison blev engageret i sagen. Først blev singlen “Bangladesh” udsendt og derefter fulgte så den store koncert, der resulterede i et tredobbelt album – og senere endnu en dobbeltdvd. George Harrison red på succesbølgen efter All Things Must Pass og kunne derfor være nogenlunde sikker på, at begivenheden ville blive fulgt med interesse. Især, fordi han hidkaldte en række af sine gode  musikalske venner. Ud over den uundgåelige Eric Clapton var Bob Dylan, Billy Preston, Ringo Starr, Leon Russell, Badfinger og selvfølgelig Ravi Shankar med til at løfte arrangementet. Koncerten blev en stor succes og indsamlede mange penge. Efterfølgende er der dog – ikke usædvanligt – rejst tvivl om, hvor mange af pengene, der faktisk tilflød ofrene. Til George Harrisons store forbitrelse.
Men musikken står tilbage som en fint vidnesbyrd om en ædel handling.
På albummets første side fik Ravi Shankar lov til at indlede koncerten med et næsten sytten minutter langt nummer “Bangla Dhun”. Og man kan høre Harrison indledningsvist bede koncertpublikum og at sætte sig ned og lytte andægtigt til citarmesteren. Herefter tager Harrison over – til rockpublikummets tydelige begejstring. Harrison spiller en række af sine bedste sange. Det samme gør Dylan senere i koncerten, hvor vi får både Blowin’ in the Wind, Mr. Tambourine Man, Just Like A Woman og et par andre klassikere.
En særlig attraktion på pladen er Leon Russell og de andre musikeres sejt svingende medley af Jagger/Richard-klassikere Jumpin’ Jack Flash og Leiber/Stoller/Pomus-sangen Young Blood. Leon Russell kan virkelig få tingene til at koge….
Koncerten sluttes af med en fin, følsom udgave af “Banglasdesh” med Harrison selv.
Bangladesh-koncerten er en af de mange fine live-album, der udkom i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Og den fortjener at blive lyttet til. De medvirkende musikere trykker den virkelig af og har noget på hjerte…
PS. Meget sigende for pladeindustrien opgave man siden det originale pladecover, der viser et udsultet flygtningenbarn, til fordel for et – i øvrigt ikke særlig godt – billede af George Harrison. Man skulle jo helst ikke forbinde musikken med verden tragedier. Det sælger jo nok ikke…

George Harrison – Bangladesh

Powerpop-pionerer: Any Time At All

7. december 2008

Eric Carmen – og The Raspberries

7. december 2008

Sangeren Eric Carmen er vel en af dem, der er gået lidt i glemmebogen. Men engang i halvfjerdserne var han et stort navn. Ikke mindst i kraft af det ( i mine ører ret ulidelige ) hit “All By Myself“. Inden Carmen gik solo og hittede med omtalte sang, der var med på debut-solopladen, var han med i det ikke uefne, Beatles-influerede power-pop-rock-band The Raspberries, der i årene 1972-74 udsendte fire absolut lytteværdige albums. Et af dem havde et cover med smell-o-gram. Når man kradsede på coveret lugtede det stærkt af syntetisk hindbær-aroma. Jørgen (de) Mylius nævnte de flere gange i sine udsendelser.
Ud over Carmen bestod bandnet af Wally Bryson (senere med i Fotomaker), Dave Smalley og Jim Bonfanti.Her er en lidt bedaget, men alligevel fin optagelse, hvor de giver All The Way.