Indlæg tagget med Nostalgi

Simon and Garfunkel – sammen igen…

7. april 2009

Det er mange år siden, de så sådan ud. Det er også mange år siden efterhånden, at de to herrer har optrådt sammen. Men nu skulle det være sikkert, at de to troubadurer drager på turné sammen til Australien og New Zealand. De nærmere omstændigheder kan man læse om i Billboard.

Genhør: Steely Dan – Can’t Buy A Thrill

7. april 2009

Halvvejs gennem arbejdsstunden har jeg haft en stille stund og – som det ofte sker – jeg har lyttet til noget musik, som jeg spontant har grebet ud af cd-bunkerne. Den ‘frontal-lap-bankende duo’ (med Mojos formulering) Steely Dans selvbevidste debutalbum fra 1972, Can’t Buy A Thrill. Pladen placerede straks Donald Fagan og Walter Becker balancerende pÃ¥ den skarpe æg mellem mainstream-FM-Radio-appel og sofistikeret, “elitær” feinschmecker-rock-musik. Ikke mindre end tre singlehits rummer pladen. “Do it again”, “Reelin’ int the Years” og “Dirty Work”. Men jeg er sikker pÃ¥, at andre af pladens sange ville have gjort sig pÃ¥ Billboard, hvis ellers de var blevet udsendt. Med 37 Ã¥r pÃ¥ bagen er det en plade, der har en friskhed, som var den blevet indspillet i nat.

Reelin in the Years – her præsenteret af en vis hr. Crosby med halvfjerdserlook:

Tom Lundén og Bifrost…

4. april 2009

For meget længe siden – faktisk i 2006 – omtalte jeg kort bandet Bifrosts imponerende gennembrud i 1976. Og her i dag har jeg genhørt deres ambitiøse opfølger, dobbeltalbummet “Til en sigøjner”. Og jeg undrede mig lidt over, hvad der mon blev af orkesterets talentfulde sangskriver Tom Lundén? Er han mon stadigvæk aktiv i musikken? Og det fik mig til at researche lidt på nettet.

Og så faldt jeg over Bifrosts vist nok ret nye, officielle hjemmeside, hvor der var dokumentation for, at Lundén – heldigvis – lever i bedste velgående og stadigvæk laver musik. Her er Toms Requiem til Hans Vinding (Hyldemor), der er lavet af Tom og hans “MGK elever” (MGK står, vist nok, for Musikalsk Grundkursus, der holder til på Bornholm)Â i 2008:

På hjemmesiden fandt jeg også et link til DRs Bonanza-side, hvor Bifrost giver en herlig, sprælsk udgave  af “Rippet og flået” i afdøde Sten Bramsens udsendelse “Spil op” (1982).

På sitet finder man også Tom Lundéns beretning om Bifrosts første Ã¥r, hentet fra genudgivelsen af debutalbummet.

Marvin Gaye – 70 Ã¥r, hvis…

4. april 2009

Den 2. april ville sangeren Marvin Gaye være fyldt halvfjerds, hvis ikke en kugle fra hans egen faders pistol havde stoppet hans livsbane allerede den 1. april 1984. Dermed sluktes en af de mest fascinerende stemmer i Motown-imperiets stald.

Sexual Healing….

Fra forsømmelsernes bog: The Who “Endless Wire”

4. april 2009

The Who var et af de bands, jeg holdt virkeligt meget af i tresserne. Bandets evne til forene stærkt iørefaldende, hitpotentielle popsange med intelligente tekster og hele energien fra den oprørske beatmusik, kommercialisme og oprørskhed hånd i hånd, var et vellykket projekt. Pete Townshends kunstneriske ambitioner, der udmøntede sig i rock-operaerne Tommy og Quadrophenia, var uden tvivl kunstneriske højdepunkter i bandets karriere, men for mig var det også ensbetydende med et tab af det, der oprindeligt gjorde The Who til noget særligt.
Efter Quadrophenia synes jeg, at det tabte gnisten lidt. Pladerne Who by Numbers, Who Are You, Face Dances og It’s Hard var ikke dÃ¥rlige plader, men i mine ører var der lidt for langt mellem snapsene, og inspirationen var ofte erstattet af ydre, kommercielle hensyn.
Derfor har det været en fornøjelse at lytte til The Whos seneste udspil fra 2006 Endless Wire. MÃ¥ske er det ikke tilfældigt, at pladen indleder med en utvetydig allusion til hovedværket Who’s Nexts glansnummer Baba O’Reilly. For Endless Wire tager trÃ¥den op fra dengang, hvor Townsend skrev inspirerede rocksange og ballader. En temmelig imponerede tour-de-force er det. Hele 21 numre bestÃ¥r pladen af. Heraf udgøres halvdelen af minioperaen Wire &Glass. Musikken har klare reminiscenser af The Whos glansperiode, hvor de store sange blev skrevet, men samtidig er inspirationen fra nutidens sangskrivningen til stede. Fx kan et par sange lede tanken hen pÃ¥ selveste Tom Waits.
Det er en dejligt, positiv oplevelse at lytte til det hæderkronede band spille af indre nødvendighed. Anbefales varmt.

PS. Pladen kan fÃ¥s meget billigt i de lokale pladebutikker…men er rigeligt penge værd, hvis den skulle anskaffes til fuld pris.

Obskurt genhør: Barbarella (1975)

3. april 2009

NÃ¥r jeg stadigvæk husker bandet Barbarella, har det muligvis noget at gøre med, at navnet ogsÃ¥ var titlen pÃ¥ en film med Jane Fonda. I hvert fald var mine erindringer om bandets musik gledet helt i baggrunden, da jeg fik mulighed for at genhøre deres debutalbum fra 1975. I følge Jens Jørgen Gjedsted blev gruppen dannet af nogle amagerkanere tilbage i 1973. Kurt Ziegler pÃ¥ orgel, Kennet Carter el-guitar, Gerner Bresson fløjte, Henning Pold el-bas og Terje Barnholdt pÃ¥ trommer og slagstøj. De sang alle. Og Ziegler og Carter havde en fortid i Alrune Rod, og Terje i “Terje, Jesper og Joachim”.
Stilen er symfonisk, progressiv rock med klare popelementer. Der er flere fine melodier på pladen, men den er bedst der, hvor musikken får lov til at udfolde sig. Det er bestemt ikke en ueffen plade, selv om den stilistisk virker lidt løs og tilfældig.
I følge Asbjørnsen blev pladen sÃ¥ populær i Danmark, at gruppen fik lov til at indspille en engelsk-sproget udgave (First Love), der udkom samme Ã¥r. Asbjørnsen har ikke meget til overs for den engelske udgave, der efter hans mening mangler “aggressivitet”. Han foretrækker den danske udgave, ogsÃ¥ fordi gruppens engelskkundskaber ikke er noget at rÃ¥be hurra for.

Skibet, der rockede…

3. april 2009


NÃ¥r man lader sin radio skanne hen over alle de kommercielle musikradioer, der findes, danske sÃ¥vel som udenlandske, kan det være svært at forstÃ¥, at der engang slet ikke eksisterede kommercielle musikradioer. Men frem til omkring 1960 eksisterede de ikke i Danmark. Begrebet “musikradio” eksisterede faktisk ikke. Men sÃ¥ kom – i 1958 – Radio Mercur, Danmarks første pirat-radio, der frem til 1960 sendte musik, som de unge gad høre. Reklamefinansieret musik. Kommerciel radio.

Om denne ulovlige sender, der banede vejen for popkulturens gennembrud til statsradiofonien – og til de mange senere pop-radioer, kan man læse pÃ¥ denne lille fine hjemmeside.


Englændernehavde ogsÃ¥ deres pirat-skib, den navnkundige Radio Caroline, der gjorde livet surt for BBC, der kun sendte fÃ¥ timer med moderne musik. Og i denne weekend er der premiere pÃ¥ en film – The Boat That Rocked – der i fiktionens form er en hyldest til den tids pionerer, der slog et slag for ungdommens lyst til fest og pop. Dengang temmelig uskyldigt al sammen. Drevet af lige dele entusiasme for popmusik og ungdomskultur – og penge. I dag er de kommercielle radioer regulær business, og uskylden er for længst borte…
I den nye film, der er lavet af folkene bag succesfulde komedier som Notting Hill, Love Actually og Fire Bryllupper og en begravelse, forsøger man at indfange noget af de uskyldige Ã¥rs entusiasme, oprørskhed osv. Og i hovedrollerne ser man folk som Philip Seymore Hoffman, Bill Nighy og Kenneth Brannagh i de centrale roller. Det borger for en vis kvalitet. Jeg glæder mig til at se den en af de kommende dage…. Se den appetitvækkende trailer pÃ¥ filmens hjemmeside. Her.

Genhør: Gert Thrue – “Sound-Painted Pictures of Cosmic Love”

2. april 2009

I min off-line-dag i gÃ¥r havde jeg ogsÃ¥ lejlighed til at genhøre en virkelig sjældenhed. Gert Thrues “Sound-Painted Pictures of Cosmic Love”. Jeg kan ikke huske, hvornÃ¥r jeg første gang hørte om denne obskure sag eller hørte den. MÃ¥ske lÃ¥nte jeg den af en bekendt eller pÃ¥ biblioteket.
Pladen kom i 1977 pÃ¥ Stuk Records og involverede ud over Thrue selv pÃ¥ Hammond-orgel, Moog-syntheziser,el-piano, fender piano, Roland-synthezisers og Logan-stringers – Jan Preus og Per Hoyer pÃ¥ trommer. Pladen er – som man sikkert allerede har gættet – en syntheziser-plade, der henter inspiration hos de tyske mestre pÃ¥ omrÃ¥det, fx Tangerine Dream og Klaus Schulze. Der er ogsÃ¥ noget new-age-agtigt over musikken. Det sidste undertreges af cover-bagside-tekstens lille “bøn” til universets kraft.
Jeg har ledt med lys og lygte efter flere oplysninger om Thrue og pladen men indtil videre uden synderligt resultat.
Hvis man sætter pris pÃ¥ obskur syntheziser-musik vil pladen være noget at gÃ¥ efter. Men den er svær at fÃ¥ fat i – og koster kassen.

April… et apropos

2. april 2009


April come she will
When streams are ripe and swelled with rain;
May, she will stay,
Resting in my arms again.
June, shell change her tune,
In restless walks shell prowl the night;
July, she will fly
And give no warning to her flight.

August, die she must,
The autumn winds blow chilly and cold;
September Ill remember
A love once new has now grown old.

Gensyn: Paul Mccartney in Red Square

2. april 2009

I gÃ¥r aftes – ja, nat var det faktisk – kunne jeg ikke lige falde til ro og satte mig derfor til at se noget af Paul Mccartneys live-dvd “In Red Square” fra 2004. Ud over at være en fremragende koncertfilm med Mccartney og bandet i topform, sÃ¥ er den et bevægende dokument over det russiske publikums oplevelser med The Beatles i tiden før “murens fald”. Som den franske filosof Michel Serres engang pointerede var The Beatles og deres musik symbol pÃ¥ kærligheden og pÃ¥ den personlige frihed. Og selv om gruppen pÃ¥ ingen mÃ¥de var firkantet politiske, sÃ¥ dokumenterer de enkelte publikummers udsagn med al ønskelig tydelighed, at musikken – sÃ¥dan som de progressive bands i tresserne og halvfjerdserne pÃ¥stod – faktisk kan pÃ¥virke, inspirere og bevæge andre mennesker til at fastholde drømmen om et andet liv og et andet samfund – og give dem styrke til at arbejde for det…