Indlæg tagget med Nostalgi

Look out here comes tomorrow.. The Monkees

16. november 2010

Ja, sÃ¥ var det denne fine popsangs tur til at dukke op i mit hoved uden synderlig anledning. Og for at det ikke skulle være løgn, faldt jeg over nedenstÃ¥ende sjove, tidstypiske video med lige netop den sang. Underligt nok kom dette potentielle hit, som er en af mine Monkees-favoritter, ikke ud pÃ¥ single, men var indlemmet pÃ¥ Monkees’ storsælgende andet album More of the Monkees fra 1967. Og sÃ¥ var det en af de sange, som Neil Diamond skrev til gruppen. To af de andre var allerede blevet hits, “I’m a Believer” (november 1966) og “A Little Bit Me, A Little Bit You” (marts 1967). At “Look Out” ikke kom pÃ¥ single, hang muligvis sammen med, at Monkees vadede i gode sange skrevet af ferme sangskrivere. PÃ¥ de første plader finder man navne som Goffin & King, David Gates, Carole Bayer Sager & Neil Sedaka, Tommy Boyce & Bobby Heart m. fl. Og sÃ¥ altsÃ¥ den unge Neil Diamond. Teksten afslører ogsÃ¥, at den mÃ¥ være skræddersyet til Monkees og deres ungdommelige publikum, idet den handler om en ung mand, der er forelsket i to piger pÃ¥ samme tid – og oven i købet har erklæret dem begge sin kærlighed (hvor dum kan man være…) – og derfor frygter morgendagens komme, hvor realiteterne venter…

Linda Schott – Never in a million Years (1966)

11. oktober 2010

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte ogsÃ¥ den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede pÃ¥ det tidspunkt en snes singleplader pÃ¥ samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lÃ¥ pÃ¥ den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører ogsÃ¥, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nÃ¥ede en 12. plads i USA. Og sÃ¥ er det interessant, at hun ogsÃ¥ selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der ogsÃ¥ blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, sÃ¥ kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den mÃ¥ned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

John Lennon var en Macho

2. august 2010

“Forsøger De at være morsom? Han var en mand fra Nordengland…Han var en Macho!”. Ordene kommer fra Cynthia Lennon som svar pÃ¥ spørgsmÃ¥let, om John Lennon nogensinde gik ud med skraldeposen, dengang de var gift. Det er den tyske avis Die Zeit, der interviewer Lennons ex-kone i anledning af 50 Ã¥ret for The Beatles’ dannelse. Cynthia giver et kritisk, men ogsÃ¥ loyalt billede af Lennon som kunstneren, der ogsÃ¥ var et almindeligt menneske af kød og blod. Som led under det tidlige tab af moderen og fik afløb for sin skuffelse i aggressivitet og bidende, til tider ondskabsfuld, sarkasme. Men ogsÃ¥ en Lennon, der forventede bordskik med kniv og gaffel af sin kun treÃ¥rige søn Julian; og gav Cynthia en lussing, fordi hun dansede med en af Johns venner, samtidig med, at han selv kneppede til højre og venstre. Ægteskabet mellem John og Cynthia er mødet mellem den “pæne” pige, der ikke kendte til rock’n roll, og bissen John, der var og forblev en bisse, uanset om han havde Elvis- eller Beatlesfrisure. Et ganske almindeligt, borgerligt ægteskab et langt stykke hen ad vejen.

Pouls Radio

8. juli 2010

Det er sommer, det er ferietid. Og Fruen mente, vi skulle aflægge Den Gamle By et besøg for at se pÃ¥ nyerhvervelserne. Egentlig er jeg ikke sÃ¥ meget for denne museale konstruktion, men udsigten til at se Pouls Radio – en radioforretning fra halvfjerdserne – og en kop kaffe med kage i Simonsens Have fik mig overtalt. Og Pouls Radio er den rene nostalgi. Her har man formÃ¥et at rekonstruere en radioforretning à la dem, man købte sin elektronik og sine plader og bÃ¥nd i dengang. Den er ikke sÃ¥ stor som “mine” forretninger i Esbjerg – “Jaspers”, “Fona”, “Aage Hass” – men stemningen er der. Gamle radioer, tv-apparater og tilbehør (fx orange plastikopbevaringsæsker til LP’er) i datidens førende mærker (B&O, Nordmende, Arena osv.). En komplet værksted med mÃ¥leudstyr etc. Og sÃ¥ et hjørne med grammofonplader og en væg med kassettebÃ¥nd. ABBA, Glamrock, pop osv.

At de brun-orange halvfjerdsere sådan er blevet historie siger ikke alene noget om, hvor gammel denne blogger efterhånden er blevet, men også noget om, hvor hurtigt ikke mindst den teknologiske udvikling er gået i efterkrigstiden. Det er, som om tiden krymper mere og mere, jo længere frem mod nutiden, vi kommer.

Jeg fik ogsÃ¥ en sludder med butiksbestyreren, der fortalte anekdoter fra dengang, hvor en B&O-radio kostede ca. det halve af en gennemsnitsarbejdsløn pÃ¥ 4000 kr. Og hvor der var særlige afgifter pÃ¥ farvefjernsyn, og hvor Olympiaderne satte skub i salget af tv-apparater. Det sidste har vist ikke ændret sig ret meget. Det aktuelle VM i fodbold har vist lagt et par tommer mange familiers fladskærme…

PS. Pouls Radio blev i øvrigt indviet af Jørgen de Mylius. Og her kan man se en lille film om åbningen med billeder fra interieuret.

Kong Faruk med solbriller – vender tilbage

6. juli 2010

I november 2006 skrev jeg sådan i denne blog:

“Jeg er for tiden ved at rydde op i dødsboet efter mine forældre. Jeg tager lidt ad gangen, sÃ¥ er det nemmere at komme igennem. Lige nu er det fotoalbums og løse billeder. Mange af billederne kender jeg rigtig godt, fordi mine forældre ofte tog dem frem og fortalte historier om hvert af dem. Andre kniber det med. Fx er der en del billeder fra den tid, hvor min far sejlede som matros, jungmand og sÃ¥ videre. SejlbÃ¥denes tid og den første tid med motorskibe. Nogle af billederne er der pÃ¥ bagsiden tilføjet lidt tekst, oftest et navn pÃ¥ den afbillede person eller stedet. Andre er der ingen tekst ved, og det gør det umuligt at sige noget om motivet. Jeg mÃ¥ nok hellere skrive tekster pÃ¥ mine egne fotos, sÃ¥ mine børn engang kan fÃ¥ mening i dem – hvis de ellers ønsker det.

Medens jeg sådan sidder og kigger billederne igennem, kommer jeg i tanke om et ganske bestemt billede. Jeg er ikke ret gammel, 1-2 år vil jeg tro. Jeg sidder i den store mørke(blå) barnevogns store solide, lakerede kasse iført nogle mørke børnesolbriller. Jeg smiler over hele femøren. Til fotografen (der sandsynligvis var min far, da han var den eneste, der var i besiddelse af et kamera, et harmonikakamera…). Min far var meget glad for netop det billede, og fortalte gud og hvermand, at jeg lignede “Kong Faruk med solbriller”. Kong Faruk var en trind konge i Egypten for mange år siden. Når jeg tænker på det billede, ser jeg det med overtydelig klarhed. Sikkert, fordi jeg så ofte har siddet og fået historien fortalt. Igen og igen.

Men nu kan jeg ikke finde fotoet. Det er væk. MÃ¥ske for altid.”

Og i dag tog jeg mig så sammen til at sortere lidt igen i kassen med mine forældres efterladte billedgalleri. Og i et af de gamle fotomapper med sort-hvide fotos får jeg pludselig øje på det omtalte foto af Mig-Selv med sut og solbriller. Kong Faruk med solbriller og sut er tilbage! Jeg smiler ikke, sådan som jeg huskede det. Det er også lidt svært med en sut i munden. Så smilet er nok en del af mine forældres genfortælling. Nostalgikere vil forstå, at det er en særlig hændelse, når en brik således falder på plads i det evigt ukomplette puslespil.

PS. Billedet må være taget ved gavlen af huset i Nygårdsvej. Jeg kan genkende vedbænden, der kravlede op til taget. Billedet må være taget sommeren 1954.

Delaney & Bonnie & Friends – i luksusudgave

22. juni 2010


I slutningen af tresserne og halvfjerdserne blev der lavet en række livealbums, der i dag har klassikerstatus. Blandt andet The Who Live At Leeds, The Rollings Stones Get Yer Yeah Yeahs Out og Delaney & Bonnie & Friends – On Tour with Eric Clapton.

Sidstnævnte plade blev optaget pÃ¥ en Englandsturné i 1969 og udsendt Ã¥ret efter. Den fik megen omtale – blandt andet i DRs program 3 – i kraft af musikken, men ogsÃ¥ fordi vennerne pÃ¥ pladen var stjerner. George Harrison, der skulle finde sig selv efter bruddet med The Beatles, sad ind (under pseudonymet Mysterioso), og dennes ven Eric Clapton var fast inventar i koncertrækken. De andre esser var: Dave Mason, Carl Radle, Jim Gordon, Bobby Whitlock, Jim Price, Bobby Keyes, Tex Johnson og Rita Coolidge. En imponerende flok. Og heldigvis var musikken i overenssstemmelse med potentialet i bandet. 40 minutters heftig, soulinjiceret rock’n roll blev det til. En plade, der holder niveauet den dag i dag. Og i anledning af pladens 40-Ã¥rs jubilæum udsender feinschmeckerforlaget Rhino en luksusboks med albummet plus al det ekstramateriale, man har kunnet skrabe sammen. Man fristes til at sige, at det næsten er for meget af det gode. Men velkommen skal den nu være alligevel.

Stranddrengene er blevet voksne…

21. juni 2010

Badeshorts, sun tan og solbriller kan ikke ændre på det faktum, at The Beach Boys næste år  når 50års jubilæet. For at blive i billedet, så er der løbet meget surfervand ind i strandkanten, siden dengang den fem drenge startede deres glorværdige karriere.

Dødsfald, galskab, forbrug af stimulanser og juridiske slagsmÃ¥l har været en del af den lange og langt fra harmoniske fortælling. Brandet “The Beach Boys” har fungeret siden 1961. Mike Love har de senere Ã¥r turneret med en stærkt forynget udgave (med ham selv som eneste originale Beach Boys), og Brian Wilson har med sin musik sørget for, at vi ikke glemte de gode vibrationer fra dengang, hvor livet for en snæver betragtning bestod af smækre bikinipiger, saltvand ad libitum , surfbrædder og popmusik.
Dennis og Carl Wilson er for længst gÃ¥et bort (hhv. 1983 og 1998) og Al Jardine tog sig omsider sammen til at forsøge et soloprojekt. Men i anledning af det forestÃ¥ende 50Ã¥rs jubilæum har Mike Love og Brian Wilson (for en tid) bilagt diverse juridiske stridigheder for at stÃ¥ sammen pÃ¥ en scene. I hvert fald hvis vi skal tro Mike Loves udtalelser til avisen Las Vegas Sun. Den originale opsætning af bandet bliver det jo af gode grunde ikke, men selvfølgelig skal jubilæet da markeres pÃ¥ den ene eller anden vis…

Genhør: Sonny & Cher – “Look at us”

16. juni 2010

PÃ¥ biblioteket faldt jeg over Sonny & Chers album fra 1965 “Look at us”. Det er duoens andet album, fra det Ã¥r, hvor de for alvor brød igennem. I 1964 var de brudt igennem med singlen “Baby don’t go”, der nÃ¥ede en ottendeplads pÃ¥ den amerikanske singleliste. Men i ’65 toppede de med “I got you, Babe”, som Sonny Bono havde skrevet. PÃ¥ coveret ser man to unge mennesker indfanget af tidsÃ¥nden. Med langt hÃ¥r, hippiegevandter og pÃ¥ en naturbaggrund. OgsÃ¥ musikken pÃ¥ pladen bærer tidsÃ¥nden i sig. Sonny Bonos produktion stÃ¥r i ankeldyb gæld til Phil Spectors lydmur, der satte nye standarder for pladeproduktion i de Ã¥r. Og repertoiret taler ogsÃ¥ sit tydelige sprog om tiden. Ud over de sange, Sonny har skrevet eller været med til at skrive – “I Got You, Babe”, “Sing c’est la vie”, “It’s Gonna Rain” og “Just You” – sÃ¥ finder man sange af netop Phil Spector (“Then He Kissed Me” og “Why Don’t They Let Us Fall in Love”, begge skrevet sammen med Greenwich & Barry) og sikre pophits som Hedy Wests “500 Miles”, Gilbert Bécauds, Mann Curtis’, Pierre Delanoës “Let it be me”, “You’ve Really Got a Hold on Me” (Smokey Robinson), men ogsÃ¥ Jay Swans R&B-standard “You Don’t Love Me”. Kort sagt: En blandet landhandel, sÃ¥dan som det var kotyme dengang. Dog med kærligheden som samlende tema.
Set i bakspejlet har pladen et strejf af den ambitiøse ungdoms uskyld. To talenter – en sangerinde med et stort potentiale og udseendet med sig og en ferm sangskriver med ambitioner bag scenen m.m. – fÃ¥r det bedste ud af de sange, de har valgt.

Her med fire liverpooldrenge som tilskuere:

Crispian St. Peter er død, 71

11. juni 2010

Den engelske popsanger Crispian St. Peters er død. 71 Ã¥r gammel. Med “The Pied Piper” og “You were on my Mind” sikrede han sig en varig plads i min indre jukebox, hvor de gamle 45-omdrejningers singleplader snurrer. Som jeg skrev for snart længe siden, sÃ¥ havde Crispian St. Peters en stemme, der skilte sig ud fra mængden. Den kunne minde lidt om Gene Pitneys, men var knap sÃ¥ følsom. Nogen stor karriere fik han ikke, men med sine to hits fik han obligatorisk plads pÃ¥ de utallige opsamlingplader, der er kommet og fortsat vil komme om tressernes pop. Torben har skrevet en nekrolog om mandens liv. Crispian, you’re on my Mind, hvil i fred.

Dagens genhør: Terje, Jesper & Joachim

9. juni 2010

Formiddagens genhør bød på syrerocktrioen Terje, Jesper & Joachims album fra 1970. Efter sigende den mest efterspurgte plade fra det legendariske jyske pionerpladeselskab Spectator Records katalog. Heldigvis har Tømrer-Claus udsendt pladen på cd (med ekstranumre), så alle med hang til den tids musik kan lytte med.

Terje, Jesper & Joachims historie er historien om tre skolekammerater fra Bernadotte Skolen i Hellerup, som kaster sig over den progressive, syrede musik – inspireret af dels deres musiklærer, den navnkundige Adrian Benzon og dels af tidens ny musik i form af Jimi Hendrix Experience, Cream og andre af datidens markante triobands.

Bandet var om sig og deltog bl.a. i en talentkonkurrence, “Toppen Af Poppen”, som DR arrangerede. De blev nr. 5 – ud af fem placeringer. Men det var jo ogsÃ¥ toppen af poppen, det drejede sig om. Vinderne blev sÃ¥ledes Hollies-inspirerede Pretenders fra Brønderslev.

Ved et tilfælde kom Terje og Co.  i kontakt med Carsten Meinert, der fungerede som talentspejder for Jørgen Bornefelts Spectator Records, og da gruppens musik passede godt ind i pladeselskabets profil af progressive, eksperimenterende syre- og hippiemusik, så fik de lov at indspille et album. Hvilket de gjorde på vejen hjem til Djævleøen fra en koncert i Thy Lejren.

Med til at skabe interesse omkring Terje (Barnholdt, trommer), Jesper (Schmidt, guitar, sang og klaver) & Jochim (Ussing, bas og sang) var, at Erik Moseholm fra DR afsatte en halv time i programmet “Dansk Beat” (pÃ¥ P2!), hvor bandet kunne præsentere deres indspilning. For markedsføring var vist ikke noget Spectator Records overhovedet interesserede sig for. De sendte ikke engang et eksemplar af pladen til bandets medlemmer, som selv mÃ¥tte købe et i FONA.

Musikken er progressiv rock med en bund lagt af trommernes og bassens hÃ¥rde rock og med karakteristisk fuzzy, flippet guitar  drysset generøst hen over det hele.  Sangen er ikke noget at skrive hjem om, men det har sikkert heller ikke været det vigtigste for trioen. Der spilles med entusiasme og energi, som man ofte finder hos unge indiebands – dengang og nu om stunder. Hvis man er til musik fra dengang, hvor musikken var nok i sig selv (ogsÃ¥ som euforiserende stof), sÃ¥ er genudgivelsen værd at bruge tid pÃ¥. Ud over Spectator-albummet rummer cd’en den omtalte DR-radioudsendelse “Dansk Beat” fra august 1970 og et par liveoptagelser fra “Revolution”.