“Denne plade reddede mit liv. 1966 Nøden var absolut. Jeg 16. Kroppen var væk, faldet ud af familien, snublet i skolen, fremmedgjort over for vennerne. Intet hjem. Forladt af gud. Aldrig ankommet hos pigerne. Ingen, der forstod noget som helst, især ikke mig. Pludselig denne plade. Den kom fra himlen. Et lyn. Oplyser min eksistens’ buldermørke. Som om JEG havde skrevet hvert et ord! Som om JEG havde itonesat den. Som om JEG brølede omkvædet, 44 gange på 3 minutter og 19 sekunder: My Generation!” (Forfatteren Peter Roos, årg. 1950, i Die Zeit)
Darlene Love har en lang, lang karriere bag sig. Som mange andre sorte musikere havde hun en baggrund i den kirkelige musik, hvor hun sang kor. Efter skolen blev hun medlem af The Blossoms, der havde udsendt singleplader siden midten af halvtredserne uden den store succes, og gjorde sig snart bemærket med sin meget kraftfulde stemme. Pladeproducer Phil “The Wall of Sound” Spector opdagede hende, og hun fik stor betydning for mange af mandens produktioner. Også andre store kunstnere fik glæde af hendes vokalarbejde: Elvis, Beach Boys, Sonny & Cher, Sam Cooke m.fl. Darlenes stemme var så markant, at selv om hun primært blev brugt som backingsangerinde sammen med The Blossoms, så trak Spector hende frem som forsanger, fx på The Crystals “He’s A Rebel” – uden i første omgang at kreditere hende for det. Nu er der kommet en cd, der giver et tværsnit af hendes vokalarbejde fra 1958 til 1998. Darlene er stadigvæk aktiv.
Jeg har været så heldig at modtage listemagerens kedsommeligheder og i et af Jeg-Keder-Mig-afsnittede omtales Esprit de Valdemar. Hårvand for herrer annodazumal. Det førte til en søgning efter et billede eller en illustration af samme produkt. Uden synderlig held. Selv om firmaet åbenbart stadigvæk eksisterer. Under søgningen fandt jeg tilbage til min barndomsby billedarkiv. For det kunne jo være, at jeg kunne finde et foto fra en frisørsalon med omtalte hårvand i vinduet (for der stod det ofte – dengang). Men nej…
Til gengæld fandt jeg nogle små fotos af mine elskede pladeforretninger, der leverede stof til capacs musikinteresse. Den første er Aage Hass radioforretning fra Kongensgade 28. Den lå tæt på Esbjerg Teater og Centralmagasinet, datidens store indkøbscenter. På det lille billede ser man et ungt menneske ved en tilbudskasse. Det kunne sagtens have været mig. At dømme efter påklædningen (bukser med svaj) kunne det godt have været sidst i tresserne eller først i halvfjerdserne. Mærkeligt nok kan jeg ikke komme på, hvilke af mine grammofonplader, jeg købte hos Aage Hass. Jeg plejer ellers at have en ufejlbarlig hukommelse, hvad det angår. Måske dukker det op igen. Men jeg kan huske, at det var her jeg stod med Roxy Musics Viva! i hånden og overvejede: Skal – Skal ikke…
Længere ned ad Kongensgade (nr. 66) lå Jaspers Radio, hvor en stor del af min pladesamling blev indkøbt. Jeg husker forretningen som en særdeles velassorteret en af slagsen. Det var her de fleste af mine Beatles-albums, -EPs og -singler blev indkøbt – faktisk dem alle sammen. Her har jeg stået med håndholdte høretelefoner i spiralledning, trukket op af et hul i bordet, og lyttet til tidens musik, medens øjenene enten fordybede sig i pladecoveret eller gled rundt på de udstillede plader og radioudstyret.
Imellem Aage Hass’ og Jaspers’ forretninger lå den gamle Fona-forretning (nr. 66), hvor jeg kom regelmæssigt – især når der var udsalg. Her har jeg virkelig gjort gode fund. Fotoet er taget i 1976, og dengang var Fona også et meget velassorteret sted at købe musik.
Jeg vågnede op med denne sang i hovedet. Ikke dårligt sådan en dejlig tirsdag. Og man kan da også kun blive i godt humør af Four Tops og deres It’s the same old Song. Samme gamle sang, samme sang. Ja. Og når så bloggen er oppe at køre igen, så er det vel ikke så ringe endda…
Joan Baez har været med siden de tidlige tressere. Hun har altid været en del af mit lydbillede, mit personlige soundtrack. Men, sandt at sige, har jeg aldrig været den store fan af hende. Hvorfor? Hun har en klar og smuk stemme. Hun synger med lidenskab. Måske, fordi hendes musik ofte har forekommet mig at være lidt for pæn og skolepige-flinkeskole-agtig. Men her er en ny optagelse med hende, som jeg synes er rigtig god.
Som min gode ven Magister Gåsegæk gør opmærksom på, så er det i dag 30 år siden (unglaublich!), at dynamoen i The Who, rockens svar på Muppets Animal, Keith Moon afgik ved døden som følge af indtagelse af “chlormethiazole edisylate”, der skulle afhjælpe symptomerne af alkohol-abstinenser, men i stedet blev medvirkende årsag til hans alt for tidlige død, et par og tredive år gammel. Han døde i øvrigt på det samme værelse, som blev endestationen for Mama Cash Elliott…
Albummet Pin-Ups blev efterfulgt af Diamond Dogs i 1974. Et overgangsalbum på flere måder. Pladen med det provokerende og flotte malede omslag af Guy Peellaert ((maleriet viser Bowie som halv hund halv menneske og på det originale maleri kan man tydeligt se skabningens genitalier… De blev senere malet over, da pladet kom med et foldeudomslag)), markerer en afsked med Ziggy Stardust-figuren, selv om der stadigvæk er lighedpunkter til hovedpersonen Halloween Jack.
Samtidig er pladen et kompromis-concept-album. Det var vist Bowies plan, at omsætte George Orwells berømte roman 1984 til en slags rock-teater-udgave, hvor Diamond Dogs skulle være soundtracket. Men strid om rettigheder gjorde det umuligt; i stedet er der på LP’ens side 2 en række sange, der er direkte inspireret af Orwells bog (“1984” og “Big Brother”).
På Diamond Dogs tager Bowie også afsked med en række musikere, der stod bag Ziggy Stardust-projektet. Med Tony Visconti som medproducer og sig selv som leadguitarist, bakket op af kendte folk som Aynsley Dunbar, Tony Newman og Herbie Flowers – skabte Bowie, hvad man kan kalde Bowies rock’n roll-plade. Selve ordet “rock’n roll” går da også igen på flere af sangene… “When you rock n roll with me/ No one else Id rather be/ Nobody here can do it for me/ Im in tears again/ When you rock n roll with me…“.
Med tydelig inspiration fra engelsk R&B-baseret rock’n roll – ikke mindst forbillederne i Rolling Stones – og Bowies egen rå, kantede guitarlyd ryster Diamond Dogs glam-rocken af Bowie og peger med sin kuldslåede, dystopiske tematik frem mod Berlin-trilogien.
Pladen blev populær, solgte godt og er siden blev genoptryk både i en ordinær remastered udgave og en særlig speciel 30 års jubilæumsudgave.
Some people call me the space cowboy,yeah
Some call me the gangster of love
Some people call me Maurice
Cause I speak of the pompitus of love.
People talk about me, baby
Say I’m doin’ you wrong, doin’ you wrong
Well, don’t you worry baby
Don’t worry Cause I’m right here, right here, right here,
right here at home
Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun.
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I get my loving on the run Wooo Woooo
You’re the cutest thing
That I ever did see
I really love your peaches
Wanna shake your tree.
a Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Ooo-eee baby, I’ll sure show you a good time
Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I sure don’t want to hurt no one Wooo Wooooo
Wooo Wooo
People keep talking about me baby
They say I’m doin’ you wrong
Well don’t you worry, don’t worry, no don’t worry mama
Cause I’m right here at home
You’re the cutest thing I ever did see
Really love your peaches wanna shake your tree
Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Come on baby and I’ll show you a good time
Jeg faldt over en akustisk udgave af The Joker med Steve Miller selv. Her kan man virkelig høre, hvor god den sang er – også uden forstærkning.
even born–it’s such a gamble when you get a face
It’s fascinatin to observe what the mirror does
but when I dine it’s for the wall that I set a place
I belong to the blank generation and
I can take it or leave it each time
I belong to the ______ generation but
I can take it or leave it each time
Triangles were fallin at the window as the doctor cursed
He was a cartoon long forsaken by the public eye
The nurse adjusted her garters as I breathed my first
The doctor grabbed my throat and yelled, “God’s consolation prize!â€
I belong to the blank generation and
I can take it or leave it each time
I belong to the ______ generation but
I can take it or leave it each time
To hold the t.v. to my lips, the air so packed with cash
then carry it up flights of stairs and drop it in the vacant lot
To lose my train of thought and fall into your arms’ tracks
and watch beneath the eyelids every passing dot
I belong to the blank generation and
I can take it or leave it each time
I belong to the ______ generation but
I can take it or leave it each time
I belong to the blank generation and
I can take it or leave it each time
I belong to the ______ generation but
I can take it or leave it each time top
Stop verden, jeg vil af! var titlen på en musical af Leslie Bricusse og Anthony Newley, der havde premiere i 1961. Jeg kan huske, at min gamle gymnasielærer i dansk fremhævede den og titlen som en slags sammenfatning på noget af det, der sket i årene efter – ungdomsoprøret, hippierne osv. Og jeg tror, han havde ret i, at det hører ungdomsårene til at man føler sig utilpasset og ønsker at stå af verden, ræset, skolen osv. Det er en uartikuleret kritik af det bestående, der således kommer til udtryk.
Og meget af rockmusikken har også fundet sin drivkraft i denne grundfølelse. Fra halvtredserrocken ( Im nothing but a Hound Dog…) over tresser-beaten (â€talking ’bout my Generationâ€â€¦) og frem til punken, der virkelig forstod at iscenesætte en vrængen af det etablerede samfund.
En af dem, der forstod at sætte poetiske ord på ubehaget og følelsen af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt var sangskriveren, basisten og sangeren Richard Hell, der som medlem af Television var med til at give stødet til den amerikanske punk. Allerede i tiden med Television havde Hell skrevet generations-hymnen Blank Generation, som senere gav titlen til et hovedværk i punkmusikken Richard Hell & The Voidoids debutlbum Blank Generation fra 1977. På denne plade finder vi så titelsangen, hvor Hell på poetisk vis beskriver uviljen mod at skulle tilpasse sig, falde ind, finde sin hylde osv og ønsket om at gå sin helt egen vej i livet.
Siden tresserne har fænomenet cover-albums ofte været betragtet som venstrehåndsarbejder, fordi forventningen om nyt og originalt materiale har hængt over kunsterne som en tung dyne. Og det er synd og skam. For kunsten at fortolke andres sange er kilde til store musikalske oplevelser. Undertiden overgår coverversionerne endda originalerne.
Samme år som Bryan Ferry udsendte sin These Foolish Things med en række fine coverversioner, gjorde David Bowie det samme med Pin-Ups, hvor han tog en række af sine egne favoritter fra tresserne og gav dem sit eget glamourøse touch. Her finder man en kongenial fortolkning af Pretty Things debutsingle “Rosalyn” sammen med Thems “Here comes the Night”, Yardbirds “I wish you would”, Pink Floyds “See Emily Play”, The Mojos “Everything’s Alright”, The Whos “I Can’t Explain” og “Anyway, Anyhow, Anywhere”, Easybeats uopslidelige “Friday on my Mind”, The McCoys “Sorrow”, Pretty Things “Don’t bring me down”, Yardbirds “Shape of Things” og The Kinks “Where Have All The Good Times Gone” fra Kinks Kontroversy. En skønsom blanding af favoritter, der både omfatter kendte og knap så kendte sange. Men alle med indlysende kvaliteter, der fremhæves af Bowies kærlige, loyale, men også meget Bowiske fortolkninger. Albummet regnes nok ikke for en af Bowies hovedværker – men på min pladehylde har den en hædersplads. årgangs-Bowie.
PS. På en senere udgave er der tilføjet to ekstranumre: Bruce Springsteens “Growing Up” og Jacques Brels “Amsterdam”.
Uden at gribe til overdrivelser, så vil jeg mene, at det er en af de større musikalske begivenheder, at det er lykkedes Vega i København at arrangere en koncert med den unikke, amerikanske sangskriver Randy Newman. Den 16.11 går han på scenen, og man kan købe billetter til en ikke hysterisk høj pris. Gid jeg havde tid til at tage derover…
På den store, omsiggribende indie-scene er capac flere gange stødt på navnet Albert Hammond Jr. Junior. Og har tænkt: Kunne han måske være søn af gamle Albert Hammond, altså ham sangskriveren? Men det blev ved tanken indtil i går, hvor jeg fik tjekket det ud. Og jo, det er rigtig nok. Rytmeguitaristen i The Strokes og solokunstneren Albert Jr. er søn af gamle Hammond. Og hvad blev der egentlig af ham? Den nu 64-årige Albert Hammond var uden tvivl en af de allermest populære sangskrivere i England i tresserne og halvfjerdserne. Både som sangskriver for andre og i sin egen solokarriere. Han begyndte sin karriere i Gibraltar, hvor han blev født, men karrieren og succes kom først rigtig i gang, da han i 1966 dannede sanggruppen Family Dogg, der hittede i 1969 med sangen “A Way Of Life“. Herefter gik det slag i slag. Med sange som “Little Arrows” (til Leapy Lee), “Make Me An Island” og “You’re Such A Good Looking Woman” (til afdøde Joe Dolan), “Gimme Dat Ding” (The Pipkins), “Good Morning Freedom” (Blue Mink), “The Air That I Breathe” (The Hollies) og flere til slog han sit navn fast som en af tidens store popsangskrivere. Selv fik han succes med især “It Never Rains in Southern California”, “The Free Electric Band“, “Down by the River”, “I’m a Train” og “I Don’t Wanna Die In An Air Disaster“. Hammond forlod England og slog sig ned i USA, hvor han siden især har været aktiv som producer, musiker, sangskriver, men også i et vist omfang som pladekunstner. Han har fx produceret for Johnny Cash, samarbejdet med Leo Sayer, Art Garfunkel, Tina Turner, tekstforfatteren Hal David og produceren Phil Ramone. Han har ikke ligget på den lade side, men har åbenbart foretrukket at være lidt ude af rampelyset. Senest har han udsendt en soloplade i 2005 – Revolution of the Heart – den første i mange år. I år blev han indlemmet i den ærefulde Songwriters Hall of Fame. Til lykke med det.
Albert Hammond – It Never Rains In Southern California
En alvorlig lungelidelse har sat en stopper for skuespilleren og countrymusikeren Jerry Reeds liv. Ud over dusinvis af countryhits op gennem tresserne, halvfjerdserne og firserne (numre som: When You’re Hot, You’re Hot,†“Lord, Mr. Ford†og “She Got the Goldmine (I Got the Shaft)†) var Reed en populær skuespiller i den lette ende af spektret. Han fik fx succes som Burt Reynolds partner i Smokey and the Bandit og for sin rolle i The Waterboy (1988), der havde den – efter min mening – ulidelige Adam Sandler i hovedrollen. Sammen med en anden legende, guitaristen Chet Akkins, modtog Reed hele to Grammys i kategorien Bedste Instrumentale Country Performance med de to albums “Me and Jerry” (1971) og “Sneakin’ Around” (1993). Reed blev anerkendt for sin helt egen fingerpickingteknik, som han kaldte The Claw. Reed arbejde også sammen med Elvis Presley, som han skrev Guitar Man til og leverede guitarlyden til. Hvil i fred.
I rockmusikkens mytologi er der mange “sorte” albums og “glemte” albums. Albums, der enten ikke blev til noget, forsvandt i arkiverne eller på anden måde leverede stoft til musikelskernes mytologier. Et eksempel er afdøde John Phillips album “Pussycat“, der nu ser dagens lys, mange år efter den blev indspillet. John Phillips, der var ankermand i Mamas and Papas havde en knap så succesfuld solokarriere efter at firkløveret gik i opløsning indspillede i årene 1976 og 1977 en samling sange, der blev produceret af Mick Jagger og Keith Richard. Som backing havde Phillips medlemmer af Stones, fx Mick Taylor, og fra Traffic. Det var planen, at pladen skulle udkomme som den første udgivelse på Stones’ nye plademærke Rolling Stones Records. Men af en eller anden grund på optagelser sat på reolen og blev først fundet igen i 2003. Nu udgives de så i det originale mix. Der er tilføjet noget ekstramateriale med musik, som Phillips indspillede til filmen The Man Who Fell To Earth (der som bekendt havde David Bowie i hovedrollen).
Man kan høre noget fra pladen her.
Der findes mange spøjse omkvæd i poppen og rocken, og Roxy Music kandiderer bestemt til titlen som Spøjseste Omkvæd med “CPL 593H”, der indgår i åbningsnummeret Re-Make/Re-Model på deres stadigvæk dugfriske post-modernistiske debut “Roxy Music” fra 1972. Med lydtrolmanden Brian Eno ((hvis bilnummer angiveligt har leveret omtalte omkvæd!)) ved roret leveres en omgang art-rock, der stråler af traditionsbevidsthed (med citater fra diverse stilarter fra Beatles, centraleuropæisk klassisk musik til flamenco). I det hele taget er der tale om musik, der på eklektisk vis nærmest grådigt låner fra de kulturelle medier, blandt andet filmens verden (fx citeres Humphrey Bogart i 2HB).
Det i gentagelsen fornyelsen ligger. Uden at kende traditionen kan du ikke levere noget nyt. Og det er, hvad Eno, MacKay, Manzanera, Ferry og de andre i Roxy gør. Som en svamp suger bandet til sig fra kulturarven og blander det til deres helt egen sofistikerede musik. En klassiker, der også burde være med på Rolling Stones top-500-liste…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger