Indlæg tagget med Nostalgi

Talking ’bout my Generation, talking ’bout’…

12. september 2008

Denne plade reddede mit liv. 1966 Nøden var absolut. Jeg 16. Kroppen var væk, faldet ud af familien, snublet i skolen, fremmedgjort over for vennerne. Intet hjem. Forladt af gud. Aldrig ankommet hos pigerne. Ingen, der forstod noget som helst, især ikke mig. Pludselig denne plade. Den kom fra himlen. Et lyn. Oplyser min eksistens’ buldermørke. Som om JEG havde skrevet hvert et ord! Som om JEG havde itonesat den. Som om JEG brølede omkvædet, 44 gange på 3 minutter og 19 sekunder: My Generation!” (Forfatteren Peter Roos, årg. 1950, i Die Zeit)

The Who – My Generation (Marquee Club 1967)

Darlene Love – So Much Love 1958-1998

9. september 2008


Darlene Love har en lang, lang karriere bag sig. Som mange andre sorte musikere havde hun en baggrund i den kirkelige musik, hvor hun sang kor. Efter skolen blev hun medlem af The Blossoms, der havde udsendt singleplader siden midten af halvtredserne uden den store succes, og gjorde sig snart bemærket med sin meget kraftfulde stemme. Pladeproducer Phil “The Wall of Sound” Spector opdagede hende, og hun fik stor betydning for mange af mandens produktioner. Også andre store kunstnere fik glæde af hendes vokalarbejde: Elvis, Beach Boys, Sonny & Cher, Sam Cooke m.fl.
Darlenes stemme var så markant, at selv om hun primært blev brugt som backingsangerinde sammen med The Blossoms, så trak Spector hende frem som forsanger, fx på The Crystals “He’s A Rebel” – uden i første omgang at kreditere hende for det.
Nu er der kommet en cd, der giver et tværsnit af hendes vokalarbejde fra 1958 til 1998. Darlene er stadigvæk aktiv.

Today I Met The Boy I’m Gonna Marry

Mine nostalgiske pladeforretninger

9. september 2008

Jeg har været så heldig at modtage listemagerens kedsommeligheder og i et af Jeg-Keder-Mig-afsnittede omtales Esprit de Valdemar. Hårvand for herrer annodazumal. Det førte til en søgning efter et billede eller en illustration af samme produkt. Uden synderlig held. Selv om firmaet åbenbart stadigvæk eksisterer. Under søgningen fandt jeg tilbage til min barndomsby billedarkiv. For det kunne jo være, at jeg kunne finde et foto fra en frisørsalon med omtalte hårvand i vinduet (for der stod det ofte – dengang). Men nej…

Til gengæld fandt jeg nogle små fotos af mine elskede pladeforretninger, der leverede stof til capacs musikinteresse. Den første er Aage Hass radioforretning fra Kongensgade 28. Den lå tæt på Esbjerg Teater og Centralmagasinet, datidens store indkøbscenter. På det lille billede ser man et ungt menneske ved en tilbudskasse. Det kunne sagtens have været mig. At dømme efter påklædningen (bukser med svaj) kunne det godt have været sidst i tresserne eller først i halvfjerdserne. Mærkeligt nok kan jeg ikke komme på, hvilke af mine grammofonplader, jeg købte hos Aage Hass. Jeg plejer ellers at have en ufejlbarlig hukommelse, hvad det angår. Måske dukker det op igen. Men jeg kan huske, at det var her jeg stod med Roxy Musics Viva! i hånden og overvejede: Skal – Skal ikke…

Længere ned ad Kongensgade (nr. 66) lå Jaspers Radio, hvor en stor del af min pladesamling blev indkøbt. Jeg husker forretningen som en særdeles velassorteret en af slagsen. Det var her de fleste af mine Beatles-albums, -EPs og -singler blev indkøbt – faktisk dem alle sammen. Her har jeg stået med håndholdte høretelefoner i spiralledning, trukket op af et hul i bordet, og lyttet til tidens musik, medens øjenene enten fordybede sig i pladecoveret eller gled rundt på de udstillede plader og radioudstyret.

Imellem Aage Hass’ og Jaspers’ forretninger lå den gamle Fona-forretning (nr. 66), hvor jeg kom regelmæssigt – især når der var udsalg. Her har jeg virkelig gjort gode fund. Fotoet er taget i 1976, og dengang var Fona også et meget velassorteret sted at købe musik.

Sweet as a Honeybee…

9. september 2008

Jeg vågnede op med denne sang i hovedet. Ikke dårligt sådan en dejlig tirsdag. Og man kan da også kun blive i godt humør af Four Tops og deres It’s the same old Song. Samme gamle sang, samme sang. Ja. Og når så bloggen er oppe at køre igen, så er det vel ikke så ringe endda…

Joan Baez synger…

8. september 2008

Joan Baez har været med siden de tidlige tressere. Hun har altid været en del af mit lydbillede, mit personlige soundtrack. Men, sandt at sige, har jeg aldrig været den store fan af hende. Hvorfor? Hun har en klar og smuk stemme. Hun synger med lidenskab. Måske, fordi hendes musik ofte har forekommet mig at være lidt for pæn og skolepige-flinkeskole-agtig. Men her er en ny optagelse med hende, som jeg synes er rigtig god.

Keith Moon døde for 30 år siden

7. september 2008

Som min gode ven Magister Gåsegæk gør opmærksom på, så er det i dag 30 år siden (unglaublich!), at dynamoen i The Who, rockens svar på Muppets Animal, Keith Moon afgik ved døden som følge af indtagelse af “chlormethiazole edisylate”, der skulle afhjælpe symptomerne af alkohol-abstinenser, men i stedet blev medvirkende årsag til hans alt for tidlige død, et par og tredive år gammel. Han døde i øvrigt på det samme værelse, som blev endestationen for Mama Cash Elliott…

Diamond Dogs (1974) – Bowie rocker…

7. september 2008

Albummet Pin-Ups blev efterfulgt af Diamond Dogs i 1974. Et overgangsalbum på flere måder. Pladen med det provokerende og flotte malede omslag af Guy Peellaert ((maleriet viser Bowie som halv hund halv menneske og på det originale maleri kan man tydeligt se skabningens genitalier… De blev senere malet over, da pladet kom med et foldeudomslag)), markerer en afsked med Ziggy Stardust-figuren, selv om der stadigvæk er lighedpunkter til hovedpersonen Halloween Jack.

Samtidig er pladen et kompromis-concept-album. Det var vist Bowies plan, at omsætte George Orwells berømte roman 1984 til en slags rock-teater-udgave, hvor Diamond Dogs skulle være soundtracket. Men strid om rettigheder gjorde det umuligt; i stedet er der på LP’ens side 2 en række sange, der er direkte inspireret af Orwells bog (“1984” og “Big Brother”).

På Diamond Dogs tager Bowie også afsked med en række musikere, der stod bag Ziggy Stardust-projektet. Med Tony Visconti som medproducer og sig selv som leadguitarist, bakket op af kendte folk som Aynsley Dunbar, Tony Newman og Herbie Flowers – skabte Bowie, hvad man kan kalde Bowies rock’n roll-plade. Selve ordet “rock’n roll” går da også igen på flere af sangene… “When you rock n roll with me/ No one else Id rather be/ Nobody here can do it for me/ Im in tears again/ When you rock n roll with me…“.

Med tydelig inspiration fra engelsk R&B-baseret rock’n roll – ikke mindst forbillederne i Rolling Stones – og Bowies egen rå, kantede guitarlyd ryster Diamond Dogs glam-rocken af Bowie og peger med sin kuldslåede, dystopiske tematik frem mod Berlin-trilogien.

Pladen blev populær, solgte godt og er siden blev genoptryk både i en ordinær remastered udgave og en særlig speciel 30 års jubilæumsudgave.

The Joker unplugged – Steve Miller

6. september 2008

Some people call me the space cowboy,yeah
Some call me the gangster of love
Some people call me Maurice
Cause I speak of the pompitus of love.
People talk about me, baby
Say I’m doin’ you wrong, doin’ you wrong
Well, don’t you worry baby
Don’t worry Cause I’m right here, right here, right here,
right here at home

Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun.
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I get my loving on the run Wooo Woooo

You’re the cutest thing
That I ever did see
I really love your peaches
Wanna shake your tree.
a Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Ooo-eee baby, I’ll sure show you a good time

Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I sure don’t want to hurt no one Wooo Wooooo

Wooo Wooo
People keep talking about me baby
They say I’m doin’ you wrong
Well don’t you worry, don’t worry, no don’t worry mama
Cause I’m right here at home
You’re the cutest thing I ever did see
Really love your peaches wanna shake your tree
Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Come on baby and I’ll show you a good time

Jeg faldt over en akustisk udgave af The Joker med Steve Miller selv. Her kan man virkelig høre, hvor god den sang er – også uden forstærkning.

Blank Generation – en generationshymne

5. september 2008

I was sayin let me out of here before I was

even born–it’s such a gamble when you get a face

It’s fascinatin to observe what the mirror does

but when I dine it’s for the wall that I set a place

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

Triangles were fallin at the window as the doctor cursed

He was a cartoon long forsaken by the public eye

The nurse adjusted her garters as I breathed my first

The doctor grabbed my throat and yelled, “God’s consolation prize!”

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

To hold the t.v. to my lips, the air so packed with cash

then carry it up flights of stairs and drop it in the vacant lot

To lose my train of thought and fall into your arms’ tracks

and watch beneath the eyelids every passing dot

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time top

Stop verden, jeg vil af! var titlen på en musical af Leslie Bricusse og Anthony Newley, der havde premiere i 1961. Jeg kan huske, at min gamle gymnasielærer i dansk fremhævede den og titlen som en slags sammenfatning på noget af det, der sket i årene efter – ungdomsoprøret, hippierne osv. Og jeg tror, han havde ret i, at det hører ungdomsårene til at man føler sig utilpasset og ønsker at stå af verden, ræset, skolen osv. Det er en uartikuleret kritik af det bestående, der således kommer til udtryk.
Og meget af rockmusikken har også fundet sin drivkraft i denne grundfølelse. Fra halvtredserrocken ( Im nothing but a Hound Dog…) over tresser-beaten (”talking ’bout my Generation”…) og frem til punken, der virkelig forstod at iscenesætte en vrængen af det etablerede samfund.
En af dem, der forstod at sætte poetiske ord på ubehaget og følelsen af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt var sangskriveren, basisten og sangeren Richard Hell, der som medlem af Television var med til at give stødet til den amerikanske punk. Allerede i tiden med Television havde Hell skrevet generations-hymnen Blank Generation, som senere gav titlen til et hovedværk i punkmusikken Richard Hell & The Voidoids debutlbum Blank Generation fra 1977. På denne plade finder vi så titelsangen, hvor Hell på poetisk vis beskriver uviljen mod at skulle tilpasse sig, falde ind, finde sin hylde osv og ønsket om at gå sin helt egen vej i livet.

apropos pin-ups… David Bowie, 1973

5. september 2008

Siden tresserne har fænomenet cover-albums ofte været betragtet som venstrehåndsarbejder, fordi forventningen om nyt og originalt materiale har hængt over kunsterne som en tung dyne. Og det er synd og skam. For kunsten at fortolke andres sange er kilde til store musikalske oplevelser. Undertiden overgår coverversionerne endda originalerne.
Samme år som Bryan Ferry udsendte sin These Foolish Things med en række fine coverversioner, gjorde David Bowie det samme med Pin-Ups, hvor han tog en række af sine egne favoritter fra tresserne og gav dem sit eget glamourøse touch. Her finder man en kongenial fortolkning af Pretty Things debutsingle “Rosalyn” sammen med Thems “Here comes the Night”, Yardbirds “I wish you would”, Pink Floyds “See Emily Play”, The Mojos “Everything’s Alright”, The Whos “I Can’t Explain” og “Anyway, Anyhow, Anywhere”, Easybeats uopslidelige “Friday on my Mind”, The McCoys “Sorrow”, Pretty Things “Don’t bring me down”, Yardbirds “Shape of Things” og The Kinks “Where Have All The Good Times Gone” fra Kinks Kontroversy. En skønsom blanding af favoritter, der både omfatter kendte og knap så kendte sange. Men alle med indlysende kvaliteter, der fremhæves af Bowies kærlige, loyale, men også meget Bowiske fortolkninger. Albummet regnes nok ikke for en af Bowies hovedværker – men på min pladehylde har den en hædersplads. årgangs-Bowie.
PS. På en senere udgave er der tilføjet to ekstranumre: Bruce Springsteens “Growing Up” og Jacques Brels “Amsterdam”.

Randy Newman til Danmark

4. september 2008

Uden at gribe til overdrivelser, så vil jeg mene, at det er en af de større musikalske begivenheder, at det er lykkedes Vega i København at arrangere en koncert med den unikke, amerikanske sangskriver Randy Newman. Den 16.11 går han på scenen, og man kan købe billetter til en ikke hysterisk høj pris. Gid jeg havde tid til at tage derover…

Randy Newman – Birmingham

Hvad blev der af… Albert Hammond?

4. september 2008

På den store, omsiggribende indie-scene er capac flere gange stødt på navnet Albert Hammond Jr. Junior. Og har tænkt: Kunne han måske være søn af gamle Albert Hammond, altså ham sangskriveren? Men det blev ved tanken indtil i går, hvor jeg fik tjekket det ud. Og jo, det er rigtig nok. Rytmeguitaristen i The Strokes og solokunstneren Albert Jr. er søn af gamle Hammond. Og hvad blev der egentlig af ham?
Den nu 64-årige Albert Hammond var uden tvivl en af de allermest populære sangskrivere i England i tresserne og halvfjerdserne. Både som sangskriver for andre og i sin egen solokarriere. Han begyndte sin karriere i Gibraltar, hvor han blev født, men karrieren og succes kom først rigtig i gang, da han i 1966 dannede sanggruppen Family Dogg, der hittede i 1969 med sangen “A Way Of Life“. Herefter gik det slag i slag. Med sange som “Little Arrows” (til Leapy Lee), “Make Me An Island” og “You’re Such A Good Looking Woman” (til afdøde Joe Dolan), “Gimme Dat Ding” (The Pipkins), “Good Morning Freedom” (Blue Mink), “The Air That I Breathe” (The Hollies) og flere til slog han sit navn fast som en af tidens store popsangskrivere. Selv fik han succes med især “It Never Rains in Southern California”, “The Free Electric Band“, “Down by the River”, “I’m a Train” og “I Don’t Wanna Die In An Air Disaster“.
Hammond forlod England og slog sig ned i USA, hvor han siden især har været aktiv som producer, musiker, sangskriver, men også i et vist omfang som pladekunstner. Han har fx produceret for Johnny Cash, samarbejdet med Leo Sayer, Art Garfunkel, Tina Turner, tekstforfatteren Hal David og produceren Phil Ramone. Han har ikke ligget på den lade side, men har åbenbart foretrukket at være lidt ude af rampelyset. Senest har han udsendt en soloplade i 2005 – Revolution of the Heart – den første i mange år. I år blev han indlemmet i den ærefulde Songwriters Hall of Fame. Til lykke med det.

Albert Hammond – It Never Rains In Southern California

Albert Hammond – I’m a Train (Soy un Tren)

Country-legenden Jerry Reed er død, 71

3. september 2008

En alvorlig lungelidelse har sat en stopper for skuespilleren og countrymusikeren Jerry Reeds liv. Ud over dusinvis af countryhits op gennem tresserne, halvfjerdserne og firserne (numre som: When You’re Hot, You’re Hot,” “Lord, Mr. Ford” og “She Got the Goldmine (I Got the Shaft)” ) var Reed en populær skuespiller i den lette ende af spektret. Han fik fx succes som Burt Reynolds partner i Smokey and the Bandit og for sin rolle i The Waterboy (1988), der havde den – efter min mening – ulidelige Adam Sandler i hovedrollen. Sammen med en anden legende, guitaristen Chet Akkins, modtog Reed hele to Grammys i kategorien Bedste Instrumentale Country Performance med de to albums “Me and Jerry” (1971) og “Sneakin’ Around” (1993). Reed blev anerkendt for sin helt egen fingerpickingteknik, som han kaldte The Claw. Reed arbejde også sammen med Elvis Presley, som han skrev Guitar Man til og leverede guitarlyden til. Hvil i fred.

John Phillips’ “glemte” album

3. september 2008

I rockmusikkens mytologi er der mange “sorte” albums og “glemte” albums. Albums, der enten ikke blev til noget, forsvandt i arkiverne eller på anden måde leverede stoft til musikelskernes mytologier. Et eksempel er afdøde John Phillips album “Pussycat“, der nu ser dagens lys, mange år efter den blev indspillet. John Phillips, der var ankermand i Mamas and Papas havde en knap så succesfuld solokarriere efter at firkløveret gik i opløsning indspillede i årene 1976 og 1977 en samling sange, der blev produceret af Mick Jagger og Keith Richard. Som backing havde Phillips medlemmer af Stones, fx Mick Taylor, og fra Traffic. Det var planen, at pladen skulle udkomme som den første udgivelse på Stones’ nye plademærke Rolling Stones Records. Men af en eller anden grund på optagelser sat på reolen og blev først fundet igen i 2003. Nu udgives de så i det originale mix. Der er tilføjet noget ekstramateriale med musik, som Phillips indspillede til filmen The Man Who Fell To Earth (der som bekendt havde David Bowie i hovedrollen).
Man kan høre noget fra pladen her.

Roxy Musics første…

2. september 2008

Der findes mange spøjse omkvæd i poppen og rocken, og Roxy Music kandiderer bestemt til titlen som Spøjseste Omkvæd med “CPL 593H”, der indgår i åbningsnummeret Re-Make/Re-Model på deres stadigvæk dugfriske post-modernistiske debut “Roxy Music” fra 1972. Med lydtrolmanden Brian Eno ((hvis bilnummer angiveligt har leveret omtalte omkvæd!)) ved roret leveres en omgang art-rock, der stråler af traditionsbevidsthed (med citater fra diverse stilarter fra Beatles, centraleuropæisk klassisk musik til flamenco). I det hele taget er der tale om musik, der på eklektisk vis nærmest grådigt låner fra de kulturelle medier, blandt andet filmens verden (fx citeres Humphrey Bogart i 2HB).
Det i gentagelsen fornyelsen ligger. Uden at kende traditionen kan du ikke levere noget nyt. Og det er, hvad Eno, MacKay, Manzanera, Ferry og de andre i Roxy gør. Som en svamp suger bandet til sig fra kulturarven og blander det til deres helt egen sofistikerede musik. En klassiker, der også burde være med på Rolling Stones top-500-liste…