Indlæg tagget med Nostalgi

Wimple Winch – tresser-Liverpool-psych-garage

7. juni 2010

Wimple Winch er et af de obskure tresserbands, som man kan være heldig at falde over på lige så obskure compilations fra perioden. Det var sådan, jeg første gang stødte på bandet med det spøjse navn.

Gruppen, der bl.a. bestod af sangskriver John Kelman, Larry King og Demetrius Christopholus, hed oprindeligt Sillouettes, dernæst Dee Fenton & The Silhouettes, men skiftede sÃ¥ navn til “Just Four Men“og hurtigt efter  – med pladeselskabet EMIs mellemkomst – til “Four Just Men“. Og under de navne indspillede gruppen et par singleplader i Ã¥rene 1964-65.

“Things will never be the same“/”That’s My Baby” , som var produceret af George Martin og udkom i 1964, men blev ikke noget hit; den blev fulgt op af “There`s Not One Thing”/”Don’t Come Any Closer,”, der udkom Ã¥ret efter, der heller ikke gjorde sig stort. Alle sangene var skrevet af Kelman og Christopholus.

Nogle stridigheder – en retsag – om gruppenavnet gjorde, at de skiftede til det spøjse navn Wimple Winch (mÃ¥ske for at undgÃ¥ efterligninger!), og det faldt sammen med en musikalsk nyorientering mod den populære psychedeliske lyd. Indtil da havde gruppen spillet sin egen særlige udgave af Mersey beat men elementer af heftig garage og soul. Gruppen besad al den friskhed, aggressivitet og energi, man forbinder med de bedste beatgrupper – Beatles, Kinks, Who for eksempel  – men sangene var ikke originale nok til at EMI ville blive ved med at poste penge i projektet.

Som Wimple Winch indspillede Kelman og Co. to singler for Parlophone: “Atmospheres” og “Rumble on Mersey Square South.” Og som man kan høre, sÃ¥ har lyden bevæget sig væk fra Mersey til en psychedelisk garagelyd, der kan minde om 13th Floor Elevators og lignende amerikanske bands. Selv om Wimple Winch ikke fik udsendt andet, nÃ¥ede de at indspille en del demoer m.m., som siden er blevet udsendt pÃ¥ opsamlingsalbummet The Wimple Winch Story 1963-1968, der indeholder alle indspilninger med “Four Just Men” og “Wimple Winch”. Pladen giver et billede af et tresserband med et stort til dels uindfriet kunstnerisk potentiale. Især optagelserne med Wimple Winch med deres særegne blanding af psychedlia, pop, soul, næsten Beafheartske akkorder og spændende vokalindslag løfter Wimple Winch over gennemsnittet i perioden og giver løfter om noget, der aldrig blev realiseret.. Men det, gruppen især savnede, var gode melodier, der kunne Ã¥bne dørene til et større publikum. Derfor er Wimple Winch endt med at bliver samlerobjekt for kultdyrkere af engelsk freakbeat.

Der er kommet endnu et opsamlingsalbum med gruppen РTales From The Sinking Ship (2009) Рsom ogs̴ indeholder essensen af gruppens indspilninger. Ialt 29 numre. Denne udgivelse er ikke mindst interessant, fordi den indholder en lille bog med fyldig biografi og diskografi.

Gruppen er i øvrigt i færd med at opbygge en hjemmeside: www.wimplewinch.com. Men der er ikke så meget information at hente endnu.

Gruppens medlemmer fortsatte med musikken efter Wimple Winchs opløsning i 1968. John Kelmann lavde en ny udgave af Four Just Men i halvfjerdserne, men de fik vist ikke indspillet noget. Larry King kastede sig over musicals ,og Christopholus var med i den progressive jazz-rock-gruppe Sponge. PÃ¥ YouTube er jeg faldet over denne charmerende sag med John Kelman: Working Day Blues. Det var den, der satte gang i dette lille indlæg…


Manden der skød tresserne – er død

6. juni 2010

<

Fotoet ovenfor er taget af Brian Duffy. Duffy, der meldes død i en alder af 76 år, udgjorde sammen med kollegerne David Bailey og Terence Donovan en trio, der var med til at sætte billeder på de såkaldt swingende tressere i England. Fotos, der definerede tresserne som kulturperiode og bidrog til mytologiseringen af tidens ikoner inden for mode, film, litteratur, musik m.m.
Han blev født i Londons East End lige som sine to kolleger og startede som designer af modetøj, men kastede sig siden over fotografiet og viste sig at have et særligt kreativt talent for dette medie. Som man kan se på denne kavalkade som The Guardian bringer i forbindelse med sin nekrolog.

I slutningen af halvfjerdserne opgav han fotografiet. I frustration over udviklingen inden for faget efter de glade tressere. I en BBC-dokumentar med titlen The Man Who Shot The Sixties forklarer han sin beslutning sÃ¥ledes: “­Everything had been resolved between 1839 and 1972. Every picture after 72, I have seen pre-72. Nothing new. But it took me some time to detect its death. The first person who twigged was Henri Cartier-Bresson. He just stopped – and started painting and drawing. God, he was useless.” Han forsøgte at brænde negativerne, men det lykkedes ikke. Og i 2007 fandt Duffys søn dem frem fra gemmerne og realiserede en større udstilling, der resulterede i en genopdagelse af Duffy i England.

Noget om biler, sommer og nostalgi

5. juni 2010

Biler siger mig ikke ret meget og har aldrig gjort det. Bortset fra dengang, jeg som dreng sad på fortorvet ved Stormgade i Esbjerg og skrev bilnumre og bilmærker ned i min lille lommebog sammen med gadens andre drenge. Og en kort periode et par år senere, hvor jeg klippede racerbiler ud af ugeblade og klistrede dem ind i en mappe.
Siden har biler fortrinsvis været et firhjulet transportmiddel, der kunne bringe mig tørskoet frem eller til steder, hvor den offentlige transport ikke kunne føre mig.
Og sÃ¥ alligevel. Der er et lille svagt punkt, nÃ¥r det drejer sig om biler, der kan sætte sving i erindringer og nostalgien. Og i dag tog Fruen mig med til MoesgÃ¥rd, hvor der var træf for en række veteranbiler. Biler fra de sidste hundrede Ã¥r sÃ¥dan cirka. Fra HGF til en VW fra slutningen af 1970’erne.
Mange af bilerne var amerikanske og som trukket ud af de mange amerikanske film, man har set gennem tiden. Dodge, Ford Mustang, Cadillac, Buick osv. Men ogsÃ¥ en blÃ¥ Fiat 1100, magen til den, min onkel havde, og som han til sin fortrydelse skiftede ud med en stor Volvo, pÃ¥ grund af familieforøgelse. Eller en VW model “Rugbrød” (se fig.), næsten magen til den, vi brugte til at transportere hinanden og ølkasserne rundt, da vi holdt vÃ¥de studenterfester. Bilerne stod pÃ¥ rad og række i det blændende solskin i gÃ¥rden ved MoesgÃ¥rd, og synet af skinnende lak, lugten af læderindtræk, benzin og olie, lyden af de unikke moterer gled sammen med stumper af gamle film, stemninger fra samme og citater fra forskellige stykker musik.

Mercury Blues – i en tidligere og lidt heftigere version

Aguaturbia – chilensk syrerock fra tresserne

1. juni 2010

Lidt firkantet sat op, sÃ¥ var eksotisk rockmusik i tresserne fx rock – eller beat, som det hed – fra Tyskland. Den angelsaksiske dominans var til at føle. Og i det hele taget var populærmusik fra ikke-engelske sprogomrÃ¥der mere undtagelsen end reglen. Frankrig var et andet eksempel. Men med globalisering, internationalisering og – ikke mindst – internet, sÃ¥ er der Ã¥bnet døre for musik fra andre verdensdele, ogsÃ¥ musik, der har Ã¥r pÃ¥ bagen.

Forleden kom jeg således på sporet af det chilenske psychedeliske rockband Aguaturbia, som efter sigende var det mest kendte ikke-angelsaksiske rockband i tresserne. Jeg kan dog ikke huske, at jeg hørte om dette beatorkester dengang.

Gruppen blev dannet i 1968 af guitaristen Carlos Corales og hans hustru Denise (sang). De øvrige medlemmer var Willy Cavada på trommer og Ricardo Briones på bas. I perioden 1969 til 1974 indspillede de to album, Aguaturbia (1970) og Aguaturbia Vol. 2 (1973), som siden er blevet genudgivet i opsamlingen Aguaturbia Complete Tracks (2000, Runner Records). Man kan altid diskutere, hvor original Aguaturbias musik var, men den er ganske repræsentativ for den syrede, eksperimenterende psychedeliske musik, man dengang svælgede i.

Mere her. Aguaturbia har også en myspaceside og en chilensk hjemmeside.

Ã…h, Joni

31. maj 2010

Joni Mitchells klassiker “Chelsea Morning” har kørt rundt i mit hoved de sidste to dage. Og sÃ¥ mÃ¥tte jeg hen til reolen og hive hendes gamle plader frem fra hylderne.” Og den første jeg fik fat i var “For the Roses” fra 1972. Billedet ovenfor er fra coverets opslag, og viser Joni som naturen har skabt hende. Den slags uskyldigheder kunne man tillade sig i 1972, hvor hippiedrømmene endnu ikke helt var udslukt – og selv om virkeligheden slet ikke var sÃ¥ uskyldig endda. Men “Chelsea Morning” var slet ikke fra “For the Roses” men den to Ã¥r ældre “Clouds”, hvor Joni kigger pÃ¥ en med en blomst i hÃ¥nden. Siden dengang er Peace, Love and Understanding blevet et slogan, der er henvist til historiebøgerne og nostalgien. Men sangene, de holder endnu.

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I heard
Was a song outside my window, and the traffic wrote the words
It came a-reeling up like
Christmas bells, and rapping up like pipes and drums

Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
And we’ll wear it ’till the night comes

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I saw
Was the sun through yellow curtains, and a rainbow on the wall
Blue, red, green and gold to welcome you, crimson crystal beads to beckon

Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
There’s a sun show every second

Now the curtain opens on a portrait of today
And the streets are paved with passersby
And pigeons fly
And papers lie
Waiting to blow away

Woke up, it was a Chelsea morning, and the first thing that I knew
There was milk and toast and honey and a bowl of oranges, too
And the sun poured in like butterscotch and stuck to all my senses
Oh, won’t you stay
We’ll put on the day
And we’ll talk in present tenses

When the curtain closes and the rainbow runs away
I will bring you incense owls by night
By candlelight
By jewel-light
If only you will stay
Pretty baby, won’t you
Wake up, it’s a Chelsea morning

Genhør: Atlanta Rhythm Section – sydstatsrock anno 1973

27. maj 2010

I gÃ¥r rodede jeg lidt rundt i grammofonpladerne og stødte pÃ¥ Atlanta Rhythm Sections plade “Back Up Againt The Wall” fra 1973. Det var lige som at støde pÃ¥ en gammel bekendt, man ikke har set i mange Ã¥r. Men dengang i starten af halvfjerdserne lÃ¥ den tit og snurrede pÃ¥ min B&O-grammofon.

Atlanta Rhythm Section blev dannet i 1970 af Rodney Justo (sang), Barry Bailey (lead guitar), J.R. Cobb (guitar, kor), Dean Daughtry (keyboards, kor), Paul Goddard (bas) og Robert Nix (trommer, slagtøj og kor). Men i øvrigt kom der ret hurtigt gang udskiftningerne, og der har været mange forskellige musikere i gruppen frem til i dag.
Atlanta Rhythm Section er repræsentanter for det, man dengang kaldte sydstatsrock, dels på grund af dens oprindelse i sydstaterne og dels den særlige tilbagelænede guitar- og vokalbaserede, blues- og countryinspirerede udgave af rock and roll. Gruppen skilte sig dog lidt ud fra de dominerende navne (Allman Bros. Band, Marshall Tucker Band, Lynyrd Skynyrd og et par stykker til) ved at lægge stor vægt på vokalharmonierne. Lige som Atlanta Rhythm Aces i øvrigt.

PÃ¥ Back Up Against The Wall møder man nogle fine, iørefaldende sange – bl.a. Joe South-klassikeren “Red Neck” – i typiske sydstatsrockarrangementer med god plads til at guitaren kan folde sig ud, nÃ¥r vokalhamonierne ikke lige løber med opmærksomheden. Atlanta Rhytm Section stod lidt i baggrunden af Allman Brothers Band og de andre topnavne, men fortjener den kultstatus, de med Ã¥rene har fÃ¥et blandt elskere af southern rock. Er genudgivet pÃ¥ cd – sammen med debutalbummet i øvrigt.

Back Up Against The Wall Cold Turkey TennesseeWrong

Hitlisten for 47 år siden, uge 20 1963

21. maj 2010

Da jeg forleden bladrede i min singlepladesamling, faldt jeg i staver over de mange hitlister, som man dengang trykte på bagsiden af omslagene. Og det førte mig over på nettet til www.danskehitlister.dk, hvor Henrik Smith-Sivertsen m.fl. har samlet lister fra den periode, hvor man har lavet sådanne. Og det er jo den rene vitaminindsprøjtning for den nostalgiske erindring af dykke ned i listerne.

Jeg landede bl.a. i uge 20 i 1963, altsÃ¥ for nøjagtig 47 Ã¥r siden. Jeg var dengang 9 Ã¥r og gik i 3. klasse pÃ¥ Vestre Skole i Esbjerg. Hvad jeg lavede i skolen den uge er for længst gÃ¥et i glemmebogen. Men der har sikkert indgÃ¥et nogle staveøvelser i de linierede hæfter og mÃ¥ske ogsÃ¥ pÃ¥ tavlen – hvis man hvar uheldig nok til at blive trukket op. Det var ogsÃ¥ det Ã¥r, jeg fik min mintgrønne rejsegrammofon. Indkøbt hos radioforhandler Ludvig Poulsen og med to grammofonplader med som bonus – en med Louis Armstrong (“Basin Street Blues”) og en EP med Elvis. Sidstnævnte, som jeg har endnu (men som mangler omslaget), var King Creole vol. 2 fra 1958. AltsÃ¥ et vigtigt Ã¥r i denne musikelskers liv. Det var her grammofonpladerne kom ind for alvor. Men musikken havde allerede været der længe.

NÃ¥r jeg kigger pÃ¥ hitlisten ovenfor, sÃ¥ kan jeg huske dem alle og trække dem frem fra erindringens dyb. Den eneste, der mÃ¥tte opfriskes lidt var den nordirske sanger Ronnie Carrolls Melodi Grand Prix-bidrag fra 1963, “Say Wonderfuld Things”. (I øvrigt hans andet bidrag; som den eneste har han repræsenteret England to pÃ¥ hinanden følgende Ã¥r. I 1962 med “Ring A-Ding Girl” og altsÃ¥ i 1963. Begge Ã¥r blev han nr. 4).

Man bemærker, at vi befinder os i perioden, hvor Beatlemania endnu ikke har smittet listen. Det var stadigvæk Elvis og Cliff, der var idolerne. Elvis har “One Broken Heart For Sale” pÃ¥ en 9. plads (min første plade med Elvis i øvrigt) og “Kiss me quick” pÃ¥ en delt 10. plads (æren deles med Nat King Cole og “Skip To My Lou”). Og Cliff & the Shadows figurerer hele to gange med to af gruppens største successer, Lucky Lips (nr. 16) og Summer Holiday (nr. 6). Begge to sange, der skulle med, hvis jeg skulle lave en Greatest Hits-samling med Cliff.

De danske kunstnere er ogsÃ¥ godt repræsenteret. Ingmann-parret topper pÃ¥ en 5. plads med Melodi Grand Prix-vinderen “Dansevise”. En født klassiker. Lidt længere ned som nr. 12 finder vi Gitte Hænnings lige sÃ¥ slidstærke “Ta’ med ud og fisk” – en af de to Gitte-favoritter, jeg har. Den anden er “Jeg snakker med mig selv”. Og lige i hælene pÃ¥ Gitte kommer Grete Klitgaard med “Han skal i glas og ramme”, som hurtigt blev en singalong-klassiker, som blev skrÃ¥let ved fødselsdag, pÃ¥ udflugter osv. PÃ¥ linje med “Sejle op ad Ã¥en “og den med “Vi har en chauffør…”. Et rigtig beskidt hit med et uforglemmeligt omkvæd. Ã…h, ja.

I den mÃ¥ske mere kuriøse afdeling – pÃ¥ plads nr. 19 – finder vi en af Malene Dietrichs helt store sange, “Sag mir wo die Blumen sind”, som ogsÃ¥ jævnligt var at finde i Giro 413. I øvrigt en af de Giro-sange, jeg aldrig sÃ¥dan rigtig for alvor blev træt af. Og lige over Malene finder man den kun 18-Ã¥rige skotsk-amerikanske sanger og sangskriver Johnny Cymbals verdenshit “Mr. Bass Man” og amerikaneren Dickey Lees rocker “I Saw Linda Yesterday” pÃ¥ henholdsvis en 17. og 18. plads. Begge to sange eksempler pÃ¥, at den rockorienterede pop havde et godt greb i ungdommen. I øvrigt var benævnte Dickey Lee mest kendt for sine sange om teenage tragedier.

I øvrigt kan man noterer sig, at vi befinder os i en periode, hvor singlepladerne dominerer. De tyve hits er – generelt betragtet – korte, iørefaldende popsange, der kunne blive hængende i bevidstheden længe efter, man havde hørt dem første gang – og mÃ¥ske kunne man endda synge med pÃ¥ deres B-stykker. SÃ¥dan er det vist ikke helt med singlehitlisterne i dag…

Beatles – I Feel Fine – endnu en EP

16. maj 2010

Der mÃ¥ findes en komplet registrant over de danske udgivelser af Beatlespladerne. MÃ¥ske ikke pÃ¥ nettet (jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den – heller ikke pÃ¥ den danske Beatles-Info-side, der forbigÃ¥r EP-pladerne). Men sÃ¥ i en bog. For lige som tilfældet var med USA, sÃ¥ var udgivelserne i Danmark ikke helt identiske med dem i England. Fx kan jeg ikke finde spor af ovenstÃ¥ende EP fra 1964 (Odeon/EMI Geos 225) med numrene “I Feel Fine”, “Baby it’s You”, “She’s A Woman” og “It Won’t Be Long”. Af bagsiden fremgÃ¥r det ogsÃ¥, at den er lavet i Danmark af Skandinavisk Grammophon Aktieselskab. Det er ogsÃ¥ en indrammet opfordring til at blive medlem af den lokale afdeling The Beatles Fan Club Organisation…

Udgivelsen er ogsÃ¥ interessant ved at bestÃ¥ af den originale single “I feel Fine”/ “She’s A Woman” suppleret med et nummer fra debutalbummet og et fra With The Beatles. Jovist, EP’erne havde deres eget publikum.

“I Feel Fine” var gruppens ottende singleudspil i England. En Lennon & Mccartney-sag, der dog har et umiskendeligt Lennonsk rocktouch. Og sÃ¥ har den en af de mest opfindsomme indledninger af blandt de tidlige Beatleshits. En dyb bastone, der stÃ¥r nogle fÃ¥ sekunder og dirrer for derefter at glide feeback-forvrænget over i nummerets første akkorder. Feedback pÃ¥ grammofonoptagelser var bestemt ikke hverdagskost i 1964. En tidlig foregribelse af de lydeksperimenter, der ville komme mange flere af de kommende Ã¥r. Og et tegn pÃ¥, at det ikke var nok for Lennon & Mccartney at skrive iørefaldende sange. Man ville ogsÃ¥ skabe nye lydbilleder. Uhørte lydbilleder. Det var den slags, der var med til at gøre Beatles til noget særligt dengang. Man troede ikke sine egne ører, nÃ¥r de lavede den slags. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

B-siden, “She’s A Woman”, er lige sÃ¥ meget Mccartney som A-siden er Lennon. Et meget iørefaldende nummer med Mccartney højt oppe i sangens registre som en anden Little Richard, og med en meget enkel rytmeguitar (Lennon), der sender tankerne hen pÃ¥ “It’s Getting Better” fra Sgt. Pepper-albummet. Som “I feel fine” er “She’s a Woman” er fra den periode, hvor de lavede Beatles For Sale. SÃ¥ helt udbrændte var de trods alt ikke, selv om de havde arbejdet røven ud af bukserne.

Beatles – Twist and Shout

14. maj 2010

Det er lidt sjovt at tænke pÃ¥, at Beatles faktisk udsendte langt flere singler og EP-plader end album. 22 singler og hele 13 EP-plader. Den første EP, gruppen fik udsendt, var ovenstÃ¥ende med det velkendte coverfoto. Twist and Shout. Der er ingen bonusnumre pÃ¥ denne plade, men et par covernumre. Ud over titelsangen, sÃ¥ finder vi Beatles coverversion af Bobby Scotts og Vic Marlowes “A Taste of Honey”. Nummeret var en del af gruppens koncertmateriale i 1962, og illustrerer, hvordan gruppen – som andre bands dengang – tog aktuelle schlagere ind i repertoiret, hvis de passede ind. Med smÃ¥ ændringer i arrangementet og teksten overtog Beatles den engelske sanger Lenny Welchs dengang ganske populære udgave. Nummeret kom ogsÃ¥ med pÃ¥ debutalbummet. PÃ¥ nogenlunde samme tid lÃ¥ Mr. Acker Bilk pÃ¥ de engelske lister med samme sang. SÃ¥ valget af den sang har nok ikke været svær for Beatles. Det er da ogsÃ¥ en iørefaldende sang, selv om den slet ikke passer ind i mit musikalske billede af Beatles anno 1962-63.

Beatles spiller A Taste Of Honey i Hamborg, 1962

Beatles – Thank you Girl

13. maj 2010

Jeg slap The Beatles’ nyrenoverede udgaver efter omtalen af Beatles For Sale, en plade, hvor Beatles pustede lidt ud midt i Beatlemania, leverede varen og lagde an til de kommende præstationer. Ikke et kvantespring frem, men en plade, der konsoliderede det allerede vundne terræn som tidens ubestridte navn.
Men i omtalen af deres album skal vi ikke glemme, at vi dengang befandt os i en periode, hvor singlepladerne og EP-pladerne var mere end almindelige. Og det gjaldt ikke mindst for undertegnede blogger. Og på begge formater lagde Beatles sange, der ikke automatisk blev en del af deres album.

I min egen singlemappe med brunt alligatorlignende plastikomslag ligger sÃ¥ledes EP’en med titlen The Beatles’ Hits (se fig.). Denne extended play-skive rummer to numre fra debutalbummet – Please, please Me og Love me Do – og sÃ¥ From Me To You og Thank You Girl. De sidste to var udkommet i England som singleplade i april mÃ¥ned 1963, og i september samme Ã¥r var de sÃ¥ indlemmet pÃ¥ EP’en. I Europa skal vi tilføje, for i USA kørte det meget anderledes.
I Beatleslitteraturen omtales Thank You Girl ofte som en slags venstrehÃ¥ndarbejde fra Lennon & Mccartneys side. Lennon skulle have givet udtryk for, at denne sang (som i øvrigt var skrevet med de skrigende kvindelige fans i tankerne) var tænkt som A-side pÃ¥ et singleudspil, men den ikke levede Ã¥benbart ikke helt op til duoens skrappe krav til sig selv. I mine forudindtagede ører siger det dog nok mest om den voldsomt kreative fase Beatles var inde i netop i 1963. Faktisk var Thank You Girl en af de sange, jeg holdt allermest af dengang, EP’en snurrede pÃ¥ min lille mintgrønne rejsegrammofon.

Sangen, der indledes af John Lennons skarpe mundharmonika, har samme friske attack som She Loves You og de andre samtidige indspilninger. Pauls og Johns vokalharmoni sidder lige i skabet uden at udfordre de kreative grænser, de allerede havde afstukket, og takket være remaster-arbejdet sÃ¥ kommer Harrisons diskrete og markante leadguitarspil til sin ret. I øvrigt tror jeg de nye udgaver af Beatles-pladerne vil være med til ikke blot at konsolidere Harrisons position som guitarist, men sÃ¥gar styrke den yderligere…
Det kan godt være, at Thank You Girl som syng-med-hit er mere forglemmelig end From Me To You. Denne har til gengæld den der uafrystelighed, som kendetegner Beatles’ største hit. Den sætter sig fast pÃ¥ gentageknappen med det samme. Den indtog da ogsÃ¥ den engelske singlehitlistes førsteplads som gruppens første af slagsen. I øvrigt er det en af de sange, der med rette kan betegnes en Lennon/Mccartney-sang, fordi de skrev den tæt sammen. Paul Mccartney har ogsÃ¥ givet udtryk for, at netop skrivningen af den sang gav deres fælles sangskrivning et løft, der førte dem videre til de næste sejre i rækken.

PS. De pÃ¥gældende singler og EP’skæringer findes pÃ¥ de to Past Masters, der er udgivet.