Apropos musikalske legender så forlyder det, at Peter Green – guitarist i det oprindelige Fleetwood Mac – besøger landet sammen med sine Friends. København, Frederikshavn og Horsens får ære den 7.–8. oktober. Jeg er sikker på, at det vil være musikalsk set mere tilfredsstillende end den fornylig afholdte koncert med Fleetwood Mac i Parken…
Læserservice: De resterende tolv afsnit af Peter Green Story kan ses på Youtube
>Chris Bell er en af rockens unge døde talenter. Kun 27 år fik han i denne verden, inden han på vej hjem fra familiens restaurant i East Memphis kørte ind i en lysmast med sin Triumf TR-6 og endte sine dage.
Men Bell var her længe nok til at sætte sig spor, der stadigvæk kan følges i musikken. Sanger, sangskriver og guitarist i den sagnomspundne powerpop-gruppe Big Star, hvor han sammen med en anden legende, Alex Chilton, skabte musik, der inspirerede mange efterfølgende grupper. Allerede efter den første plade, #1 Record, forlod Bell bandet, men bidrog dog med musik og tekstmateriale til opfølgeren Radio City.
Efter Big Star indspillede han et album, I Am The Cosmos, som cementerede hans position som en af sin generations bedste sangskrivere. Bell var musikalsk set et barn af tressernes engelske beat-musik. I sine læreår – han begyndte at spille som 12-årig – var det Beatles, Kinks, Who, Yardbirds osv., der var forbillederne for den unge knægt. Blandt andet i bandet Jynx. Og inspirationen fra de engelske bands forblev den væsentligste inspiration til hans sangskrivning helt frem til hans alt for tidlige død.
Nu får man for alvor mulighed for at studere denne indflydelse på hans soloarbejde, idet Rhino Records udsender en såkaldt “håndlavet” udgave af solopladen I Am The Cosmos, suppleret med en hel cd fuld af alternative versioner, miksninger og ufærdige projekter. Blandt de lækkerbidskner man kan lytte til er den efterspurgte single “You And Your Sister”, hvor Chris synger duet med Alex Chilton, optagelser med grupperne Icewater og Rock City, som var forløbere for Big Star og meget andet.
I går så jeg et foto af Elton John. Og jeg kom til at tænke på en ældre forretningsmand – lige som han en overgang fik mig til at tænke på Liberace – og at det efterhånden er mange år siden, han lavede musik, der virkelig kunne få mig til at spidse ører. Men engang for mange år siden lavede han nogle plader i krydsfeltet mellem melodiøs pop og progressiv rock. Det gælder fx hans debutalbum “Empty Sky” fra 1969. Den Elton John man hører her, er en ung søgende, eksperimenterende musiker, der endnu ikke har fundet sin stil, selv om den ligger der som en usleben diamant. Han suger til sig fra tidens musikalske strømninger, og der er tydelig inspiration fra både den psykedeliske musik og folk-rocken. Og meget andet. Meget tidstypisk er ingen af numrene kortere en fire minutter; et par endda på 7-8 minutter. Et godt stykke fra mainstream-hitliste-standarden. Elton spiller selv alle tangentinstrumenterne – inklusive en harpsicord (flygelformet cembalo), som giver en særlig tone til nogle af numrene. Ellers får han hjælp af flere fremtrædende musikere, fx Nigel Olsson på trommer og Caleb Quaye på guitar.
Det var min realskolekammerat Hans’ storebroder, der gjorde mig opmærksom på gruppen Redbone. Han boede endnu en tid hjemme hos familien, men havde en fast kæreste og stod med det ene ben ude af døren. Men endnu gik han mut rundt med sit skulderlange, sorte hår og skæg og småsang strofer fra sangen “Maggie”.
Senere hørte jeg flere gange Redbone i Danmarks Radio hos Mylius og andre steder, hvor gruppen ofte blev sat i forbindelse med den amerikanske urbefolkning: indianerne. Selv om det indianske var en vital del af gruppens image, bl.a. på det andet album med titlen “Potlach”, så var sandheden om bandet, at dets medlemmer havde en broget etnisk baggrund. Heraf navnet Redbone, der er et cajun-ord for et menneske af blandet herkomst.
Men én ting er image, noget andet musik. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1968 af brødrene Patrick og Lolly Vasquez og i deres musik blandede de rock med elementer af R&B, cajun, indianske rytmer og sange, jazz og andet godt fra området omkring New Orleans.
Redbones debutalbum kom 1970 og bar gruppens navn. Det var et dobbeltalbum med næsten 75 minutters musik, som viste et bredt spektrum af gruppens musikalske påvirkninger og bandets karakteristiske lidt sumpede stil. Dobbeltalbummet udkom dog kun i hjemlandet, medens Europæerne måtte nøjes med et enkelt album. Men pladen solgte ikke stort hverken her eller der. I hvert fald ikke stort nok til pladekøbmændenes tilfredshed. Det gik straks bedre med opfølgeren “Potlach”, der kom samme år. Sikkert, fordi singleudspillet “Maggie” banede vej for albummet.
I 1973 fik bandet et stort hit i Europa med den politiske sang “We Were All Wounded at Wounded Knee”, medens den blev betragtet som politisk ukorrekt i USA, hvor flere radiostationer nægtede at spille den. Gruppens første kreative periode løb frem til midten af halvfjerdserne og kastede yderligere fire album af sig. Alle plader af høj musikalsk kvalitet.
Bandet er blevet gendannet i halvfemserne. Og der er kommet et hav af opsamlings- og greatest hits-plader med gruppen. Lige som alle deres plader er blevet genudsendt på cd med ekstranumre etc.
Nancy Sinatra, som jeg omtalte forleden, havde også en mindre karriere på det store lærred. Blandt andet var hun med i Roger Cormans genreskabende film “The Wild Angels”, som kom tre år for “Easy Rider” og lagde grunden til flere film om utilpassede unge på Harley Davidson-motorcykler. Filmskribenten Leonard Maltin gav den følgende vurdering: “Den er ok efter 25 øl”. Ikke desto mindre er filmen blevet kult. Og kult står ikke sådan til diskussion.
Og så har filmen et ganske interessant lydspor, som er indspillet af Davie Allen & the Arrows. The Arrows var en meget løs konstellation omkring Davie Allen, der fik sit gennembrud som netop leverandør til spillefilm af ovenfor omtalte type. Efter nogle år, hvor han indspillede surfer-sange med en karakteristisk klar guitarlyd og skuffende kommerciel succes, ændrede han stil, da han fik chancen for at lave lydsporet til “Wild Angels”. Måske inspireret af filmen mc-tema brugte Allen en stærkt forvrænget, repetitiv guitar i filmens indledende melodi “Blue’s Theme”, som straks blev et hit på de amerikanske hitlister. Selv om der ikke kom flere hits til, så fortsatte Davie Allen med at lave filmmusik i den stil, og han fik en trofast fanskare, der sætter stor pris på hans særlige fuzzy lyd. Et tværsnit af Allens numre kan man lytte til på albummet med den sigende titel Loud, Loose and Savage fra 1994.
Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at indrømme det, men jeg foretrækker til enhver tid at lytte til Nancy Sinatra frem for hendes farmand Frank. Og det er ikke kun, fordi hun så bedre ud.
Det var også hendes kors altid at blive omtalt som Franks datter. Og det skyggede lidt for hendes egne kvaliteter som sangerinde. Bedre blev det ikke af, at hun insisterede på at se godt ud med lange støvler til de lange ben og bikinier på pladeomslagene. Fordommen “dum blondine” lå snublende nær – og blev samlet op af emsige journalister.
Måske har hun ikke verdens største stemme, men til gengæld har hun haft en fin næse for den gode sang og en bred smag med hensyn til repertoire inden for populærmusikken. På en ny digital udgivelse med titlen Cherry Smiles – The Rare Singles får man et godt indtryk af bredden og kvaliteten af Nancy Sinatras sange. Udgivelsen (kun digital download via fx amazon) kan man høre hende fortolke sange af bl.a. Neil Diamond, Bill Withers (den herlige Ain’t no Sunshine), Charlie Pride og (selvfølgelig) Lee Hazelwood. I alt 14 obskure singlesider, der aldrig gjorde sig dengang – uvist af hvilken årsag.
Nancy Sinatra droppede for alvor karrieren tilbage i 1972 til fordel for familielivet, selv om hun har haft et par spæde come-back-tilløb siden hen. Efter sigende har hun planer om at udsendte en række ukendte sange fra arkiverne. Det ser vi frem til. Indian Summer m. Nancy og Lee
Fire album og en stor håndfuld singleplader var, hvad Austin-bandet 13th Floor Elevators nåede at udsende i gruppens gyldne, kreative år fra 1964-69. Nok til at sikre sig et stærkt renommé som pionerer inden for garage-rock og psykedelisk rock. Hvis ikke Roky Erikson og co. havde spillet som de gjorde, ville punkens og halvfjerdser-New-Yorker-scenens sound have været anderledes. Jeg har slet ikke tal på de gange, hvor jeg har hørt 13th Floor Elevators omtalt og refereret til i radio, magasiner og andre skrifter. Men det er rigtig mange gange.
Knap fire år fik gruppen, inden den gik i opløsning i en blanding af stofproblemer og juridisk ballade. Men bandet havde nået at sætte sig nogle spor, der var med til at definere rockens udvikling de efterfølgende år. Og derfor er det jo oplagt, at 13th Floor Elevators helliges et luksuøst bokssæt, der dokumenterer bandets hektiske og kreative periode i tresserne. Titlen er Sign of the 3 Eyed Men, og den indeholder gruppens officielle udgivelser, plus to hidtil officielt uudgivne, “tabte” album og så – selvfølgelig – en masse sjældne liveoptagelser, alternative indspilninger osv. Boksen er udkommet i år i et begrænset oplag på 4000 og koster den nette sum af 75£. Men rigtige fans og inkarnerede samlere med tegnedrengen i orden vil kende deres besøgelsestid. Vi andre må nøjes med at sukke…
American Music Club blev dannet i 1982 af sangskriveren og musikeren Mark Eitzel, guitaristen Scott Alexander, trommeslageren Greg Bonnellog basisten Brad Johnson. Eitzel var gruppens centrale figur som sangskriver – og fordi bandet hurtigt løb ind i udskiftninger på de andre pladser.
Gruppen debuterede i 1985 med The Restless Stranger, der præsenterede bandets karakteristiske musikalske spændvidde og tekstuniversets – Eitzels – mørke syn på virkeligheden. En række fine album med et kunstnerisk højdepunkt i Everclear fra 1991 sikrede gruppens sig en fast kultfanskare. Trods fine anmeldelser hen ad vejen, så udeblev den store kommercielle succes. Og i 1994 blev American Music Club opløst efter udsendelsen af albummet San Francisco. I 2003 blev gruppen gendannet og udsendte et af sine bedste album, Love Songs for Patriots.
Pladen består af Eitzel-sange, som blev skrevet i pausen før gruppens gendannelse, og måske er det forklaringen på, at pladen er mere konsistent end de foregående. Med sig på pladen har Eitzel guitaristen Vudi og bassist Danny Pearson, som har været de faste samarbejdspartnere gennem årene.
Musikalsk kan det være svært at give en kortfattet karakteristik af American Music Club. Eitzel og co. er eklektikere, der tager, hvad der kan bruges til at fremføre teksterne. Men man sporer Eitzels inspiration fra punkens mørke, frenetiske univers, som han dyrkede i ungdomsårene. Støjen er en væsentlig ingrediens. Men også balladen med den gode melodi og strejf af pop, country m.m. er et andet væsentligt træk ved gruppen. Sidste år udsendte American Music Club deres niende album, det kritikerroste Golden Age.
Jeg kan selvfølgelig ikke besøge København uden at snuse lidt rundt i de mange gode antikvariater, som hovedstaden rummer. Og denne gang fik jeg endda mulighed for at shoppe rundt i Vangsgaards store udsalg ved Rådhuspladsen. Et af de fund, jeg gjorde, er Ole Grünbaums personlige skildring af de heftige tressere med den herlige titel “Bar røv i tresserne”. Ikke alene er det en usentimental, rapkæftet, men også kritisk og kærlig skildring af det årti, hvor en masse kræfter og energier (ikke mindst seksuelle og æstetiske) blev sluppet løs, men den er også illustreret med en række fine sorthvide fotos og udklip, der vækker minder om stemninger og følelser fra den tid. Fx er der et foto af Jim Morrison, der sidder i en stor bil og venter uden for TV-Byen, hvor The Doors indspiller deres siden hen berømmede tv-koncert. Eller en forside fra bladet Hætsjj, hvor redaktionen med humor går i rette mod “sædelighedspolitiet” forfølgelse af seksuelle minoriteter, ludere m.fl. under den bramfri overskrift: “Jens Jersild – Manden med næsen i andre folks kusser”. Og illustreret med et tegning af en politimand med en stor næse formet som en pik…Jovist, den seksuelle frigørelse var i fuld gang.
Dagens portion af nostalgi kommer fra trippel-opsamlings-boksen “Herfra hvor vi stod” med 55 skæringer fra tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst den tredje cd med sjældenheder er interessant. Der er mange guldkorn imellem. Fx The Stomps og deres “My Parents”. Stomps var Leif “Alrune Rod” Rodens første band, der indspillede nummeret i 1966. Man finder også gruppen T. P. Smoke med nummeret “Smoke”. Trioen blev dannet af Tommy Petersen (kaldet Tommy P.) i 1969. Tommy P. var kendt som en af pigtrådsmusikkens frontfigurer og havde pæn succes med sin gruppe Matadorerne både i Danmark og tilstødende lande. Inspireret af engelsk progressiv (fx Arthur “Fire” Brown) indspillede T. P. Smoke et eponymt album, der fik god omtale i musikpressen. Men efter godt og vel et års virke gik parterne hver til sit i 1971. Pladen er siden blevet collector’s item blandt samlere. En anden pudsig ting er københavnsmestrene i pigtråd anno 1966, Kinks- og Who-inspirerede Stoke Sect og deres nummer “Glasses”. Teksten var skrevet af selveste Eik Skalø og stammer fra en single, der udkom i 1967. Virkelig morsomt er det også at høre Curled Edges med “Goods”. Gruppen bestod af folk fra Maxwells og Beefeaters – og en 16-årig sangerinde ved navn Sanne Salomonsen. Nævnes skal også Savage Roses udgave af Jimi Hendrix’ “Hey Joe”. En optagelse, der aldrig tidligere har været udsendt. I det hele taget er denne cd fuld af sjældne single-B-sider og andet godt fra en tid, der stadigvæk venter på et rigtig bokssæt herhjemme…
1. Skousen & Ingemann – Herfra Hvor Vi Står
2. Savage Rose – A Girl I Knew
3. Young Flowers – Oppe I Træet
4. Ache – Shadow Of A Gypsy
5. Midnight Sun – King Of The Sun
6. Stig Møller – To Sjæle Een Tanke
7. Gnags – Kloden Rokker
8. Culpepers Orchard – Mountain Music
9. Povl Dissing & Beefeaters – Lad Mig Blive Noget
10. Blue Sun – Katedralen
11. Røde Mor – Lille johnnys Mund
12. Burnin Red Ivanhoe – Ivanhoe i Brøndbyerne
13. Gasolin – Laphophore Williams II
14. No Name – Fødelandssang
15. Alrune Rod – Du Taler Og Sir
16. Beefeaters – Night Flight
17. Sebastian – Når Lyset Bryder Frem
18. Pan – Lady Of The Sand
19. Steppeulvene – Lykkens Pamfil
20. Savage Rose – Dear Little Mother
21. Benny Holst – Sang Om Merværdi
22. Moirana – So My Daddy Says
23. Spillemændene – Vi Skal Dase
24. Musikpatruljen – EEC Blues
25. Secret Oyster – Dampekspressen
26. Old Man & The Sea – Princess
27. C.V. Jørgensen – Louis Band
28. Day Of Phoenix – Cellophane No. 1
29. Røde Mor – Grillbaren
30. Hair – Supermouth
31. Sigøjnerkompagniet – I Kan Ikke Slå Os Ihjel
32. Burnin Red Ivanhoe – Showintroduction
33. Sylvesters Jukebox – Guess It Because
34. Young Flowers – Like Birds
35. Steppeulvene – Du Skal Ud Hvor Du Ikke Kan Bunde
Lesley Gore (f.1946), der blev døbt Lesley Sue Goldstein, er uden tvivl mest kendt for sit store hit fra 1963, “It’s my Party”, som hun indspillede kun 16 år gammel. Pladen, der i øvrigt var Quincy Jones’ svendestykke som pop-single-producer, indfanger på bedste vis tidsånden i den periode, hvor teenageren for alvor blev et attraktivt segment for musikindustrien, og teksterne kredsede om teenagelivets centrale problemstillinger: fest, farver og ulykkelig kærlighed.
Lesley Gore var som sanger – og sangskriver – et navn midt i den såkaldte “pigegruppe æra”, hvor paradoksalt det end må lyde, og havde en høj stjerne i årene 63-67. Når Lesley med den fortræffelige pigepopstemme ikke blev et større navn, end tilfældet var, skyldtes det nok, at hun snusfornuftigt valgte den ensporede sangkarriere fra og tog sig en uddannelse på college, dengang da “It’s my Party” åbnede dørene til filmens og fjernsynet verden… Hun nøjedes med at optræde, når hun havde fri fra skole. I weekender og ferier.
Som mange af sine samtidige oplevede hun et markant fald i publikums interesse, da tidsånden ændrede sig omkring 1967. Tiden for den troskyldige pigepop var forbi med hippier, ungdomsoprør, psykedelisk musik m.m. Selv om hun forsvandt ud af rampelysets midte, så er hun dog forblevet aktiv siden. Mest som sangskriver, bl.a. til filmen “Fame”. Hun har også optrådt ved koncerter og på tv, ligesom hun har indspillet nogle få plader siden sine glansår. I 1972 kom “Someplace Else Now”, i 1976 kom “Love Me By Name”, i 1982 “The Canvas Can Do Miracles” og i 2005 “Ever Since”.
I 2005 sprang Lesley ud af skabet som lesbisk (i offentligheden). Og det er lidt pudsigt at tænke på, at også hun – med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle – har været idol i et heteroseksuelt domineret teenageunivers. Men tiderne skifter, heldigvis.
Når jeg skriver denne lille klumme om Lesley Gore, så er det, fordi jeg i går tilfældigvis hørte en sang med hende, som jeg egentlig sætter højere end “It’s my Party”. Nemlig “Maybe I know” fra 1964. Sangen er skrevet af for nyligt afdøde Ellie Greenwich og hendes makker Jeff Barry, og jeg kan huske, at den også fik airplay i dampradioen dengang, da jeg var ung og modtagelig for hjerteskærende pop. Tilstrækkeligt mange gange til, at den sidder fast i hjernebarken (el. hvor det nu er) og i dag har kørt rundt og rundt. Ikke, at det gør noget. For det er en dejlig popsang.
Og her i en sort-hvid-optempo-udgave med højt-lakeret frisure…
Sebastian skrev sin første dansksprogede sang, “Lossepladsen bløder” ude på lokummet. Det tog et par timer, fortæller Torben Bille i sin biografi. Sebastian var ellers ikke meget for dansksproget musik dengang, da der lige var taget hul på de senere så debatterede halvfjerdsere. Han havde hørt Steppeulvene, men synes, det var “abedansk”, der ikke ydede Dylan den retfærdighed, som Sebastian ville give ham.
Og “Lossepladsen bløder” var Sebastians bud på at gøre det bedre. Om det lykkedes vil jeg lade være et åbent spørgsmål, men i hvert fald fik Sebastian med den ordrige sang slået et gevaldigt hul på sit sproglige forbehold i forhold til vort modersmål. Som tidligere nævnt var det en plade med Jørgen Thomsen og Kashmir, der fik Sebastian til at løbe ud på lokummet med papir og blyant. Det kunne han sørme gøre bedre. “Lossepladsen bløder” står stadigvæk som en god sang, der markerer Sebastians hamskifte som musiker. Det er efter den, han smider sin Dylan-Donovan-overfrakke.
Og allerede på albummet “Den store flugt”, der fulgte den engelsksprogede debut “The Goddess”, i 1972 er hamskiftet er i fuld gang. Det engelsksprogede er ikke helt sluppet endnu (i sangen “Status Quo”), tresser-folk-inspirationen er stadigvæk til stede i nogle tekster, hvor ordene står i kø og lige ved at snuble over hinanden, den folk-akustiske guitar dukker op og giver mindelser… Men samtidig er der også kommet en enkelhed og mundrethed i sprogbehandlingen, som giver løfter for fremtiden. Og musikken er mere folk-rock end folk, og minder (mig) mere om den engelske folkrockere end den Dylan, som Sebastian stadigvæk skulle sammenlignes med. Med et hold gode musikere som Alex Riel, Paul Banks, Peter Ingemann, Andrew John m.fl. og et dusin sange af høj kvalitet – nogle med klassikerstatus (Når lyset bryder frem, Rose og Hvis du tror du er noget ) fik Sebastian lavet en plade, der stadigvæk står som en af de bedste plader fra halvfjerdserne.
Jeg nåede ikke engang at betænke mig, før dvd’en med West Side Story lå i min hånd. En impulsiv handling styret af nostalgi. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg så musicalen første gang. Men bestemte scener har prentet sig ind under min hovedskal. Sangkappestriden mellem de to grupperinger (I like to be in America/ Okay by me in America/ Everything free in America…), scenen, hvor den unge mand synger “Maria” m.fl. I øvrigt har jeg fået en ny nostalgisk last. Gamle amerikanske musicals og dansefilm fra efterkrigsperioden. Gene Kelly, Fred Astaire osv. En gylden periode.
Leonard Bernstein skrev musikken, og han er for mig at se indbegrebet af amerikansk kommercialisering og popularisering af europæisk klassisk musik. Puristiske tilhængere af den klassiske musik vil nok protestere, men ikke desto mindre mener jeg, at det er det, det drejer sig om. På godt og ondt.
Dagen går sin gang
med længsel og savn
hele natten lang
jeg hvisker dit navn.
Og verden blev så tom
den dag du gik din vej
hjertet råber kom
jeg venter kun på dig.
Hele ugen alene
uh uh uh uh
to er bedst sku’ jeg mene
men hvad si’r du ?
Og blot vi føler det samme
som før min ven
så glem du forlod mig
og kom igen.
Vidste du dog blot
hvor du er mig kær
alt var atter godt
om du var mig nær.
Så glem hvad der er hændt
og ræk mig så din mund
sorgen vi har kendt
bli’r smil fra denne stund
Hele ugen alene
uh uh uh uh
to er bedst sku’ jeg mene
men hvad si’r du ?
Og blot vi føler det samme
som før min ven
så glem du forlod mig
og kom igen.
Dagen går sin gang
med længsel og savn
hele natten lang
jeg hvisker dit navn.
Og verden blev så tom
den dag du gik din vej
hjertet råber kom
jeg venter kun på dig.
En linje på Facebook hensatte mig til tiden med Giro 413 igen. “Hele ugen alene uh-uh-uh-uh”. Den danske udgave af Shuman/Brown/Shuman-sangen “Seven Lonely Days”. Det var Raquel Rastenni, der med humør og energi omsatte Patsy Cline-klassikeren til en regulær, smittende popsang og flettede den ind i mit lydspor. Rastennis udgave findes desværre ikke på hverken Youtube eller andre videosteder. Men her er Patsy Clines tilbagelænede country-udgave med skrattende 45″-lyd.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger